PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2001-02 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 330
Offentligt

Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl

Europaudvalget (2. samling)

(Alm. del - bilag 330)

retlige og indre anliggender ministerråd

(Offentligt)

Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg

og deres stedfortrædere

Bilag

Journalnummer

400.C.2-0

Kontor

EU-sekr.

12. februar 2002

Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Justitsministeriets høringsnotat vedrørende forslag

til rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme og forslag til rammeafgørelse om den europæiske arrestordre

og overgivelsesprocedurerne mellem EU’s medlemsstater.

Materialet er ligeledes sendt til Folketingets Retsudvalg.

Bilagene er ikke produceret af Centraladministrationen og findes derfor ikke i elektronisk form

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kære<DOCUMENT_START> udenrigsminister.

Vedlagt fremsendes et høringsnotat vedrørende forslag til rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme og forslag til

rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og overgivelsesprocedurerne mellem EU’s medlemsstater samt de modtagne

høringssvar. Endvidere vedlægges til orientering henvendelser vedrørende forslagene til rammeafgørelser, som

Justitsministeriet har modtaget fra bl.a. en række internationale organis r.

Jeg skal anmode om, at materialet oversendes til Folketingets Europaudvalg.

Det bemærkes, at materialet ligeledes vil blive oversendt til Folketingets Retsudvalg.

Med venlig hilsen

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

HØRINGSNOTAT

vedrørende forslag til rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme og forslag til rammeafgørelse om den

europæiske arrestordre og overgivelsesprocedurerne mellem EU’s medlemsstater

Forslagene tillige med grundnotater om forslagene har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenterne for Københavns Byret og retterne i Århus,

Odense, Aalborg og Roskilde, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i

Danmark, Den Danske Dommerforening, Politifuldmægtigforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark,

Landsklubben HK Politiet, Ind enrigsministeriet, Finansministeriet, Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Advokatrådet,

Foreningen af Beskikkede Advokater, Amnesty International og Det Danske Center for Menneskerettigheder.

Herudover har Justitsministeriet modtaget henvendelser fra Amnesty International European Union Office, UNHCR,

European Criminal Bar, Human Rights Watch, Fair Trials Abroad og lektor, lic.jur. Jørn Vestergaard, Københavns

Universitet, om de to rammeafgørelser. Kopi af disse henvendelser vedlægges tillige med kopi af de modtagne høringssvar,

idet det bemærkes, at der i det følgende alene vil blive redegjort for høringssvarene.

Det bemærkes, at de hørte myndigheder og organisationer blev anmodet om en udtalelse om Kommissionens oprindelige forslag til

rammeafgørelser af 19. september 2001, og at de afgivne høringssvar således knytter sig til de oprindelige forslag til

rammeafgørelser. De to forslag til rammeafgørelser har imidlertid undergået væsentlige ændringer under forhandlingerne, og de

forslag til rammea fgørelser, der med bl.a. dansk parlamentarisk forbehold blev opnået politisk enighed om på rådsmødet (retlige og

indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 6.- 7. december 2001 adskiller sig således på en lang række punkter fra de oprindelige

forslag til rammeafgørelser.

Rigspolitichefen

har meddelt, at forslagenes sigte – ud fra en politifaglig vurdering – kan støttes.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Præsidenten for Østre Landsret og Præsidenten for Vestre Landsret

har meddelt, at man ikke finder anledning til at

fremkomme med bemærkninger om forslagene, mens

Præsidenten for Københavns Byret

har meddelt, at man på

grund af den korte høringsfrist ikke ser sig i stand til at kommentere forslagene.

1. Forslag til rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme.

Rigsadvokaten

henviser for så vidt angår de bestemmelser i udkastet til rammeafgørelse, der definerer terrorhandlinger,

og som fastlægger udstrækningen af medvirkensansvaret, til bemærkningerne i Rigsadvokatens høringssvar vedrørende

udkast til lovforslag af 30. oktober 2001 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og

forbrugerforhold på telemarkedet, våb enloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland,

Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme,

gennemførelse af FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme

mv.).

Herudover anfører Rigsadvokaten, at der bør arbejdes for klare og præcise definitioner af de centrale begreber, der

fastlægger anvendelsesområdet for de enkelte bestemmelser.

Rigsadvokaten anfører endvidere, at i det omfang, der vil blive stillet krav til strafferammerne i medlemsstaterne, bør

disse krav formuleres så bredt, at sammenhængen mellem strafferammerne i de enkelte nationale straffelovgivninger kan

bevares. Rigsadvokaten finder på den baggrund Kommissionens udkast for detaljeret.

Endelig anfører Rigsadvokaten, at rækkevidden af bestemmelserne synes uklar, og at bestemmelser om formildende og

skærpende omstændigheder bør udgå eller, hvis dette viser sig umuligt, indskrænkes til en tilkendegivelse af nogle enkle,

generelle principper. Efter Rigsadvokatens opfattelse bør det fastholdes, at det som udgangspunkt er en opgave for de

enkelte medlemsstater og navnlig for de nationale domstole at foretage en vurdering af d en enkelte sags

omstændigheder som grundlag for strafudmålingen.

Foreningen af politimestre i Danmark

har forståelse for, at indsatsen mod international terrorisme nødvendiggør

ændringer i den danske lovgivning, som på nogle områder bryder med principper, der hidtil har været tillagt væsentlig

betydning indenfor straffelovgivningen her i landet, og at man bl.a. er nødsaget til at opgive visse forbehold, som

tidligere er taget i forbindelse med tiltrædelse af internationale konvention er.

Foreningen anfører, at man derfor for så vidt angår forslaget til Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme

kan henholde sig til foreningens høringssvar vedrørende udkast til lovforslag af 30. oktober 2001 om ændring af

straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven

samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sv erige (Gennemførelse af FN-konventionen til

bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige

initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.).

Politidirektøren i København

henholder sig til sit høringssvar vedrørende udkast til lovforslag af 30. oktober 2001 om

ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven,

udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-

konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemfør else af FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373

(2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.).

Landsforeningen af beskikkede advokater

anfører, at den yderst korte høringsfrist vedrørende Rådets

rammeafgørelser hverken levner landsforeningen eller andre mulighed for en grundig og forsvarlig behandling af det

foreslåede. Landsforeningen advarer mod, at man på baggrund af det passerede i USA i september 2001 forpligter sig på

europæisk plan til vidtgående ændringer i national lovgivning som følge af en enkeltstående begivenhed, uden at give sig

tid til at lade de foreslåede ændringer undergå den debat og forberedelse, der er sædvanlig i lovgivningsproceduren.

Landsforeningen henviser i øvrigt til det anførte i landsforeningens høringssvar vedrørende udkastet til lovforslag af 30.

oktober 2001 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet,

våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige

(Gennemførelse af FN-konven-tionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, ge nnemførelse af FN’s

Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.), herunder om det

betænkelige i de foreslåede strafferammer for begrebet "terrorisme", der ikke i fornødent omfang er defineret.

Advokatrådet

finder ikke, at den i rammeafgørelsen foreslåede terrorismedefinition er tilstrækkelig præcis. Advokatrådet

anfører, at der således vil kunne opstå betydelige forskelle i de enkelte medlemslandes udmøntning af rammeafgørelsen,

og at dette er en væsentlig svaghed, dels fordi det i sig selv er af stor betydning, at strafferetlige regler formuleres klart

og e ntydigt, og dels fordi de handlinger, der omfattes af rammeafgørelsen, skal kunne danne grundlag for udlevering

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

efter forslaget til rammeafgørelse om den europæiske arrestordre. De foreslåede regler vil således efter Advokatrådets

opfattelse kunne medføre betydelig usikkerhed og uensartethed i mulighederne for udlevering.

Herudover anfører Advokatrådet, at rammeafgørelsens definition har dannet model for de foreslåede ændringer af

straffelovens regler om terrorisme. Disse regler er efter Advokatrådets opfattelse blevet tilsvarende uklare. Under hensyn

til den nære sammenhæng mellem rammeafgørelsen og udkastet til lovforslag af 30. oktober 2001 om ændring af

straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarke det, våbenloven, udleveringsloven

samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til

bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige

initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.) henviser Advokatrådet til sit høringssvar vedrørende dette.

For så vidt angår strafferammekravene i rammeafgørelsen bemærker Advokatrådet, at fastlæggelsen af strafferammer for

overtrædelse af individuelle delikter er et politisk spørgsmål, som Advokatrådet ikke mener at burde udtale sig om.

Advokatrådet finder dog anledning til at påpege vigtigheden af, at straffelovens sanktionssystem også i fremtiden bygger

på en afbalanceret anvendelse af strafferammerne for de enkelte delikter. Advokatrådet bemærker endvidere, at der ikke

er dokumenteret nogen præventiv effekt ved at gennemføre strafskærpelser. Det foreliggende udkast kan derfor ikke

forventes at medføre nogen nævneværdig sikkerhed mod, at der begås terrorhandlinger i Danmark eller det øvrige

Europa.

Den Danske Dommerforening,

der navnlig har udtalt sig på baggrund af forslagets udformning forud for rådsmødet

(retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 6.- 7. november 2001 noterer sig, at medvirkensreglerne i

rammeafgørelsen om bekæmpelse af terrorisme er formuleret således, at de er i overensstemmelse med § 23 i den danske

straffelov. Foreningen bemærker, at det er vigtigt, at formuleringerne bliver så præcis e som overhovedet muligt.

Foreningen anfører, at det ikke fremgår af rammeafgørelsen, om udtrykket forsæt skal fortolkes i overensstemmelse med

almindelig dansk forsætsteori, eller om det alene dækker den højeste forsætsgrad, nemlig hensigt.

Endelig henviser foreningen til sit høringssvar vedrørende udkast til lovforslag af 30. oktober 2001 om ændring af

straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven

samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til

bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN’s Sikkerhedsrå solution nr. 1373 (2001) samt øvrige

initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.).

Justitsministeriets bemærkninger:

For så vidt angår definitionen af terrorhandlinger i artikel 1 i forslaget til rammeafgørelse bemærkes, at bestemmelsen

under forhandlingerne er ændret i forhold til Kommissionens oprindelige forslag, der danner grundlag for høringen af

relevante myndigheder og organisationer, og at bestemmelsen i den forbindelse er blevet præciseret.

Artikel 1forpligter i den udformning, der blev opnået politisk enighed om på rådsmødet (retlige og indre anliggender

samt civilbeskyttelse) den 6.- 7. december 2001, medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre,

at forsætlige handlinger, der i kraft af deres karakter eller sammenhængen kan tilføje et land eller en international

organisation alvorlig skade, anses for terrorhandlinger, når de beg&ari ng;s med henblik på i alvorlig grad at intimidere

en befolkning, uretmæssigt at tvinge offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller

undlade at foretage en handling eller i alvorlig grad at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international

organisations fundamentale politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer.

Blandt de opregnede handlinger er legemsangreb, der kan have døden til følge, alvorlige, fysiske angreb mod en person

samt bortførelse eller gidselstagning. Herudover er blandt de opregnede handlinger bl.a. omfattende ødelæggelser af

regeringsbygninger eller andre offentlige bygninger, transportsystemer, infrastrukturer, herunder edb-systemer,

boreplatforme på kontinentalsoklen, offentlige steder eller privat ejendom, der bringer menneskeliv i fare eller kan

forårsage betydelige økonomiske tab.

Blandt de opregnede handlinger er desuden kapring af luftfartøjer, skibe eller andre kollektive transportmidler eller

godstransportmidler samt fremstilling, besiddelse, erhvervelse, transport, levering eller brug af skydevåben,

sprængstoffer eller atomare, biologiske og kemiske våben samt forskning og udvikling af biologiske og kemiske våben.

Blandt de opregnede handlinger er endvidere spredning af farlige stoffer, brandstiftelse, fremkaldelse af eksplosioner

eller oversvømmelser, der bringer menneskeliv i fare samt forstyrrelse eller afbrydelse af vand- eller elforsyningen eller

andre grundlæggende naturressourcer, der bringer menneskeliv i fare. Endelig forpligtes medlemsstaterne til at anse

fremsættelse af trusler om at begå ovennævnte handlinger for at være terrorhandlinger.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I en rådserklæring, som vil blive optaget i mødeprotokollen i forbindelse med vedtagelsen af rammeafgørelsen, anføres,

at rammeafgørelsen omfatter handlinger, som alle medlemsstater anser for alvorlige overtrædelser af deres

straffelovgivning, og som begås af personer, hvis motiver udgør en trussel mod medlemsstaternes demokratiske

samfund, mod lov og orden og mod den civilisation, som disse samfund bygger på. Af erklæ ringen fremgår det

endvidere, at rammeafgørelsen ikke skal fortolkes således, at personer, der har handlet med henblik på at bevare eller

genoprette disse demokratiske værdier, som det bl.a. var tilfældet i visse medlemsstater under 2. verdenskrig, nu anses

for at være terrorister.

Det fremgår endvidere af rådserklæringen, at rammeafgørelsen heller ikke skal fortolkes således, at personer, der udøver

deres legitime ret til at give deres mening til kende, anses for terrorister, selv hvis disse personer under udøvelsen af

denne ret begår lovovertrædelser.

Endvidere er der i forslaget til rammeafgørelse tilføjet en præambelbetragtning, der fastslår, at rammeafgørelsen

respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der anerkendes i artikel 6, stk. 2, i traktaten om

Den Europæiske Union, og som afspejles i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Af

præambelbetragtningen fremgår det endvidere, at intet i rammeafgørel sen kan fortolkes på en måde, som krænker de

grundlæggende frihedsrettigheder, som f.eks. forsamlings-, forenings- eller ytringsfrihed.

Endelig er der i forslaget til rammeafgørelse tilføjet en præambelbetragtning, der fastslår, at rammeafgørelsen ikke finder

anvendelse på væbnede styrkers aktiviteter under en væbnet konflikt, som disse udtryk defineres i den humanitære

folkeret, eller aktiviteter foretaget af en stats væbnede styrker under udførelse af deres officielle hverv, for så vidt andre

bestemmelser i folkeretten gælder herfor.

Efter Justitsministeriets opfattelse er definitionen af terrorhandlinger i bestemmelsens nuværende udformning – herunder

i lyset af de nævnte rådserklæringer og præambelbetragtninger - tilstrækkelig præcist formuleret.

Det bemærkes, at rammeafgørelsens artikel 1 omfatter forsætlige handlinger, og at forsætskravet må fortolkes i

overensstemmelse med national ret.

For så vidt angår artikel 2 om ledelse af og deltagelse i en terroristgruppe er det i bestemmelsens nuværende udformning

præciseret, at der alene er pligt til at straffe deltagelse i en terroristgruppe i det omfang, der er tale om deltagelse i

terroristgruppens aktiviteter, herunder tilvejebringelse af informationer eller materielle midler eller gennem finansiering

af dens aktiviteter, vel vidende, at denne deltagelse bidrager til gruppens kriminelle aktivit eter.

Efter Justitsministeriets opfattelse omfatter bestemmelsen sådanne former for deltagelse, der må anses for dækket af

straffelovens § 23 om strafbar medvirken.

For så vidt angår artikel 4 om sanktioner indeholder denne bestemmelse i sin nuværende udformning et specifikt

strafferammekrav på fængsel indtil 15 år for så vidt angår ledelse af en terroristgruppe og fængsel indtil 8 år for så vidt

angår deltagelse i en terroristgruppe.

Bestemmelsen indeholder - i modsætning til Kommissionens oprindelige forslag - ikke specifikke strafferammekrav for

så vidt angår de i artikel 1 definerede terrorhandlinger. I bestemmelsen fastsættes det således alene, at en højere

strafferamme end den almindelige strafferamme skal finde anvendelse, når de i artikel 1opregnede lovovertrædelser er

begået med terroristisk forsæt, medmindre den almindelige strafferamme for den p&ar ing;gældende lovovertrædelse

allerede er den strengest mulige i henhold til national ret.

Der er under forhandlingerne opnået enighed om at lade artikel 5 om skærpende omstændigheder i Kommissionens

oprindelige forslag udgå, mens det i artikel 6 om formildende omstændigheder er præciseret, at der alene er tale om en

fakultativ bestemmelse.

2. Forslag til rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og overgivelsesprocedurerne mellem EU’s

medlemsstater.

De modtagne høringssvar vedrører i det væsentligste reglerne for udlevering af egne statsborgere og kravet om dobbelt

strafbarhed, hvorfor der i det følgende navnlig redegøres for bemærkningerne vedrørende disse to elementer i forslaget

til rammeafgørelse.

1. Udlevering af egne statsborgere

Rigsadvokaten

har anført, at der ved spørgsmålet om, i hvilket land en straffesag bør behandles, efter Rigsadvokatens

opfattelse kan tages udgangspunkt i, at en straffesag normalt bør behandles i det land, hvor forbrydelsen er begået. Det er

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

typisk her ofre, vidner og beviser findes, og det er her, der er særligt behov for at få stillet gerningsmanden til ansvar for

forbrydelsen. Og jo grovere forbrydelsen er, desto mere gø r dette behov sig gældende. Konsekvensen af dette

udgangspunkt er, at også egne statsborgere efter omstændighederne bør kunne udleveres til strafforfølgning i

gerningslandet. Rigsadvokaten har på denne baggrund ikke bemærkninger til, at der åbnes op for udlevering af egne

statsborgere i videre omfang end i dag.

Rigsadvokaten tilføjer imidlertid, at pligten i forslaget til rammeafgørelse om at udlevere egne statsborgere i alle de

tilfælde, hvor sigtelsen vedrører forhold omfattet af listen i artikel 2, forekommer overordentligt vidtgående.

Efter Rigsadvokatens opfattelse bør det overvejes at begrænse pligten til at udlevere egne statsborgere til at gælde ved

grove forbrydelser (afgrænset ved et strafferammekriterium eller ved en udtrykkelig opregning), eventuelt suppleret med

en regel om udlevering af egne statsborgere i videre omfang, hvis den pågældende har en særlig tilknytning til det land,

der har udstedt arrestordren. Ordningen kunne eventuelt udformes på en måde, der svarer til den særlige nordiske

ordning.

Foreningen af Politimestre i Danmark

anfører, at udlevering af danske statsborgere til såvel strafforfølgning som

straffuldbyrdelse i et andet EU-land kun bør ske efter samtykke fra den pågældende, bortset fra udlevering til Sverige og

Finland, der er omfattet af den nordiske udleveringsordning.

Den Danske Dommerforening

finder det betænkeligt, hvis muligheden for at udlevere danske statsborgere udvides i

forhold til eksisterende regler. Foreningen finder det navnlig betænkeligt, hvis forhandlingerne om forslaget til

rammeafgørelse måtte føre til det resultat, at "turister" kan udleveres til strafforfølgning for forbrydelser, der i det

begærende land anses for alvorlige forbrydelser med en strafferamme på mindst 12 måneders frihedsberøvelse, men hvor

forbrydelsen efter dansk ret ikke har samme strafværdighed.

Advokatrådet

finder, at kravet om dobbelt strafbarhed er en central retssikkerhedsgaranti for danske statsborgere, der

begæres udleveret til strafforfølgning i udlandet. Advokatrådet foreslår, at der i stedet for abstrakte strafferammer lægges

vægt på den konkret forskyldte straf, således at udlevering af danske statsborgere forudsætter, at den pågældende –

bedømt efter dansk ret – stå 4 års fængsel. Herved vil det kunne sikres, at der ikke sker udlevering i forbindelse med

mindre alvorlige straffelovsovertrædelser.

Landsforeningen af beskikkede advokater

henviser til foreningens høringssvar af 21. november 2001 vedrørende

udkastet til lovforslag om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på

telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og

Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemf&oslas h;relse af

FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.). Foreningen

advarer mod, at man vedtager regler, der giver mulighed for at udlevere egne statsborgere til strafforfølgning og

straffuldbyrdelse i udlandet.

Justitsministeriets bemærkninger:

Efter § 2 i lovbekendtgørelse nr. 110 af 18. februar 1998 om udlevering af lovovertrædere, som ændret ved lov nr. 280 af

25. april 2001, kan danske statsborgere ikke udleveres til strafforfølgning og straffuldbyrdelse i udlandet. Dette forbud

mod udlevering af danske statsborgere fraviges i den nordiske udleveringslov, jf. lov nr. 27 af 3. februar 1960 om

udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige, som ændret ved lov nr. 251 af 12. juni 1975 og lov

nr. 433 af 31. maj 2000, hvorefter en dansk statsborger kan udleveres til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i et andet

nordisk land, hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i det land, hvortil

udlevering ønskes, eller hvis handlingen eller en tilsvarende handling efter dansk ret kan medføre højere straf end

fængsel i 4 år.

Endvidere er forbudet mod udlevering af danske statsborgere fraveget i lov nr. 1099 af 21. december 1994 om

strafforfølgning ved det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien, der - efter

omstændighederne - giver mulighed for at udlevere danske statsborgere til strafforfølgning ved tribunalet. Loven om

Jugoslavien-tribunalet finder i medfør af bekendtgørelse nr. 832 af 30. oktober 1995 også anvendelse på strafforfølgning

ved Rwanda-tribunalet.

Endelig er forbudet mod udlevering af danske statsborgere ligeledes fraveget ved lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den

Internationale Straffedomstol, hvorefter der i visse tilfælde kan træffes beslutning om udlevering af danske statsborgere,

mod hvem Den Internationale Straffedomstol har indledt strafforfølgning.

Efter artikel 7 i konventionen af 27. september 1996 om udlevering mellem EU’s medlemsstater (1996-konventionen)

kan udlevering ikke afslås alene under henvisning til, at den person, der ønskes udleveret, er statsborger i den anmodede

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

medlemsstat. En række medlemsstater, herunder Danmark, har taget forbehold over for denne bestemmelse. Det følger af

bestemmelsen, at sådanne forbehold er gyldige i fem år med mulighed for forlængelse. Danma rbehold udløber den 9.

marts 2003.

Det fremgår af forarbejderne til 1997-ændringen af udleveringsloven, der gennemførte 1996-konventionen i dansk ret, at

spørgsmålet om udlevering af danske statsborgere skal tages op til fornyet overvejelse i forbindelse med vurderingen af,

om forbeholdet efter artikel 7 eventuelt bør søges forlænget. Det anføres endvidere, at de regler, der fastsættes herom i

de andre EU-lande, herunder Finland og Sverige, bør inddrag es i disse overvejelser.

På nuværende tidspunkt har 11 medlemsstater ratificeret 1996-konventionen, og af disse 11 medlemsstater udleverer

Spanien, Belgien, Holland, Portugal, Sverige og Finland på nærmere angivne betingelser egne statsborgere til

strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i de øvrige medlemslande. Østrig, Tyskland, Luxembourg og Grækenland har i

lighed med Danmark taget generelt forbehold om ikke at udlevere egne statsborgere.

I lovforslag nr. L 35 af 13. december 2001 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og

forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland,

Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme,

gennemførelse af FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bek&ae else af terrorisme

mv.) foreslås den eksisterende ordning, hvorefter danske statsborgere kan udleveres til de øvrige nordiske lande, udvidet

til i en revideret form at omfatte udlevering også til andre stater, særligt andre EU-lande, i de tilfælde, hvor hensynet til

at beskytte danske statsborgere mod udlevering bør vige for den almindelige interesse i, at lovovertrædelser pådømmes.

Det anføres i bemærkninger til forslaget bl.a.:

"Selv om der endnu er godt et år til det danske forbehold udløber og EU-rammeafgørelsen vil nødvendiggøre yderligere

ændringer, er der efter Justitsministeriets opfattelse anledning til at revurdere forbeholdet allerede på nuværende

tidspunkt i lyset af terrorangrebene mod USA den 11. september 2001.

Som disse begivenheder til fulde har illustreret, bliver samfundets problemer i øget omfang internationale og globale, og

kriminaliteten bliver i stigende omfang grænseoverskridende og organiseret. Dette gælder også andre former for

kriminalitet end terrorvirksomhed. Kriminalitetsbekæmpelsen og retsforfølgningen må derfor også være

grænseoverskridende.

Når man hidtil har nægtet at udlevere danske statsborgere til strafforfølgning i udlandet – bortset fra de nordiske lande –

har det været ud fra en betragtning om, at danske statsborgere, som mistænkes for strafbare handlinger, og som pågribes

her i landet, bør have krav på at blive stillet for en dansk domstol med de retssikkerhedsgarantier, der er knyttet hertil.

Der er således efter straffeloven vide muligheder for at lash;lge danske statsborgere for lovovertrædelser begået i

udlandet, forudsat at forholdet er strafbart både efter dansk ret og efter lovgivningen i det land, hvor overtrædelsen er

begået (kravet om dobbelt strafbarhed).

Det må imidlertid erkendes, at der vil kunne forekomme sager – ikke mindst terrorvirksomhed eller anden grov

international kriminalitet – hvor det kan være forbundet med store – og eventuelt uoverstigelige vanskeligheder - under

en straffesag i Danmark at føre bevis for lovovertrædelser begået i udlandet, når vidnerne eller beviserne ikke befinder

sig i Danmark.

Dette taler for, at straffesagen som udgangspunkt gennemføres i det land, hvor lovovertrædelsen er begået, eller hvor det

i øvrigt at hensyn til bevisførelsen er mest hensigtsmæssigt. Det må også indgå i overvejelserne, at det ikke kan

udelukkes, at en opretholdelse af forbudet mod at udlevere danske statsborgere til strafforfølgning i udlandet vil kunne

indebære, at en mistænkt dansk statsborger ikke kan straffes – eventuelt for meget alvorlig kriminalitet – fordi det i

praksis ikke er muligt at gennemføre en straffesag mod den pågældende i Danmark."

Det forslag til rammeafgørelse, der blev opnået politisk enighed om på rådsmødet (retlige og indre anliggender

samt civilbeskyttelse) den 6. – 7. december 2001, indebærer, at udlevering til strafforfølgning kan ske for

forbrydelser, som i det begærende land kan medføre frihedsstraf inden for strafferamme på mindst 1 år, og at

udlevering til straffuldbyrdelse kan ske, hvis straffen er på m 4 måneder.

Efter artikel 2 i rammeafgørelsen fastlægges anvendelsesområdet som en liste over forbrydelser defineret i

overensstemmelse med det begærende lands lovgivning. Det er imidlertid bl.a. en betingelse for udlevering, at

forbrydelsen efter lovgivningen i det begærende land kan straffes med frihedsstraf i mindst tre år.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Forslaget til rammeafgørelse indebærer, at medlemsstaterne ikke kan nægte udlevering af egne statsborgere, hvis betingelserne

i rammeafgørelsen i øvrigt er opfyldt. En medlemsstat kan imidlertid betinge udlevering af egne statsborgere til

strafforfølgning i en anden medlemsstat af, at den pågældende tilbageføres til denne medlemsstat med henblik på

fuldbyrdelse af straffen. Endvidere kan en medlemsstat nægte udleve ring af egne statsborgere til straffuldbyrdelse, hvis

medlemsstaten i stedet overtager fuldbyrdelsen af straffen.

Det er bl.a. på dansk foranledning blevet præciseret, at forslaget til rammeafgørelse ikke indebærer ændringer i forhold til

nationale myndigheders pligt til at respektere grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, ligesom forslaget

indeholder en række andre muligheder for at afslå eller udsætte udlevering. Endelig vil udlevering være underlagt national

domstolskontrol i både den begærende og de n anmodede medlemsstat.

Det er på denne baggrund Justitsministeriets opfattelse, at selv om forslaget til rammeafgørelse for så vidt angår udlevering af

egne statsborgere går videre end den gældende nordiske ordning, er der i forslaget til rammeafgørelse fundet en løsning, der

på den ene side indebærer en effektivisering af udleveringsreglerne og på den anden side er retssikkerhedsmæssig forsvarlig

bl.a. i forhold til strafforfølgn ingen af danske statsborgere.

•

Kravet om dobbelt strafbarhed

Foreningen af Politimestre i Danmark

anfører, at bortfald af kravet om dobbelt strafbarhed må forudsætte en højere grad

af harmonisering på straffelovsområdet, end det i dag er tilfældet.

Politidirektøren i København

fremhæver, at det nugældende krav om dobbelt strafbarhed er et grundlæggende princip i

dansk ret, og at en fravigelse af kravet giver anledning til såvel praktiske som juridiske betænkeligheder.

Advokatrådet

finder, at kravet om dobbelt strafbarhed som betingelse for udlevering fortsat bør finde anvendelse.

Baggrunden er, at der ikke indenfor det retlige EU-samarbejde er foretaget harmonisering med henblik på fælles lovgivning

og fælles retsopfattelse, herunder i forhold til strafferammer og konkret anvendt straf samt de strafprocessuelle

retssikkerhedsgarantier. Advokatrådet finder, at den i rammeafgørelsen foreslåede list e over lovovertrædelser er særdeles

vidtgående, uagtet at listen i det væsentligste er udarbejdet med udgangspunkt i de overtrædelser, som omfattes af Europol-

konventionen og bilaget til denne konvention. Som eksempel herpå kan Advokatrådet nævne, at listen omfatter

"medlemskab af en kriminel organisation". Brug af et sådant kriterium vil efter Advokatrådets opfattelse indebære betydelige

vanskeligheder.

Advokatrådet bemærker endvidere, at oplistning af den række af forbrydelser, der uden krav om dobbelt strafbarhed skal

kunne begrunde udlevering, efter dansk retstradition forekommer særdeles vidtgående og må antages at kunne give anledning

til betydelige fortolkningstvivl og afgrænsningsproblemer.

Landsforeningen af beskikkede advokater

anfører, at kravet om dobbelt strafbarhed opgives, uanset at man ikke på

nuværende tidspunkt kan tale om en fælles europæisk retsopfattelse. Efter foreningens opfattelse er der store forskelle i

national lovgivning, og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention giver kun en minimumsbeskyttelse i forhold til

bestemte grundrettigheder. Hverken danske embedsmænd eller politikere kan på den korte tid, drøftelserne har stået på siden

september 2001, have noget overblik over, hvad der er kriminaliseret i de øvrige lande, herunder lande, der må forventes i

løbet af kort tid at blive medlemmer af EU.

Justitsministeriets bemærkninger:

På rådsmødet (retlige og indre anliggender samt civilbeskyttelse) den 6. – 7. december 2001 blev der med bl.a. dansk

parlamentarisk forbehold opnået politisk enighed om forslaget til rammeafgørelse. Navnlig i forhold til anvendelsesområdet

og afslagsgrunde adskiller det forslag, der blev opnået politisk enighed om, sig væsentligt fra Kommissionens oprindelige

forslag.

Artikel 2 i forslaget til rammeafgørelse fastlægger anvendelsesområdet for den europæiske arrestordre. Arrestordren kan

således udstedes med henblik på:

a) fuldbyrdelse af en endelig dom i en straffesag eller en udeblivelsesdom, der medfører frihedsberøvelse, eller en

sikkerhedsforanstaltning af mindst fire måneders varighed i det land, der har udstedt arrestordren (straffuldbyrdelse)

b) fuldbyrdelse af andre eksigible retsafgørelser i straffesager, der medfører frihedsberøvelse og vedrører en lovovertrædelse,

der straffes med frihedsberøvelse eller en sikkerhedsforanstaltning af mindst tolv måneders varighed i det land, der har

udstedt arrestordren (strafforfølgning).

Den europæiske arrestordre kan således udstedes både med henblik på fuldbyrdelse af en dom og med henblik på

strafforfølgning på samme måde som udlevering i dag kan ske med henblik på strafforfølgning og straffuldbyrdelse.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Herudover sondres der for så vidt angår anvendelsesområdet for den europæiske arrestordre mellem forbrydelser på en

såkaldt positiv-liste og alle andre forbrydelser.

Positiv-listen omfatter en lang række forbrydelser, der principielt er strafbare i alle EU-lande og betragtes som alvorlige

forbrydelser

Listen omfatter bl.a. terrorisme, menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi, ulovlig

handel med narkotika, ulovlig handel med våben, bestikkelse, svig, hvidvaskning, falskmøntneri, medlemskab af en

kriminel organisation, miljøkriminalitet, manddrab, sabotage, pengeafpresning, røveri, bortførelse, racisme, tyveri og

forfalskning af betalingsmidler. Listen er udarbejdet med udgangspunkt i de lovovertrædelser, som er omfattet af

Europol-konventionen og bilaget til denne konvention.

En række af de nævnte forbrydelser er omfattet af EU-instrumenter, der forpligter medlemsstaterne til at kriminalisere

nærmere opregnede strafbare handlinger. Endvidere vil <DOCUMENT_START>Rådet i en erklæring i tilknytning til

rammeafgørelsen tilkendegive, at Rådet er enig om i overensstemmelse med artikel 31, litra e, i Traktaten om Den

Europæiske Union at fortsætte arbejdet med den indbyrdes t ilnærmelse af definitionerne af de lovovertrædelser, der er

omfattet af artikel 2, stk. 2, i rammeafgørelsen, med henblik på at opnå den samme retlige forståelse blandt medlemsstaterne.

Endvidere vil der i en rådserklæring blive medtaget præciserende forklaringer for så vidt angår bl.a. sabotage,

pengeafpresning, racisme og fremmedhad.

Hvis arrestordren er udstedt vedrørende en forbrydelse på listen, indebærer artikel 2 i forslaget til rammeafgørelse, at der ikke

skal foretages en indgående kontrol af, om forbrydelsen ligeledes er strafbar i det land, der skal gennemføre arrestordren og

dermed udleveringen.

Det afgørende er således en vurdering af, om der er tale om forhold, der i det begærende land er defineret som en af de

forbrydelser, der er nævnt på listen.

Som nævnt ovenfor indeholder forslaget imidlertid en række bestemmelser, der begrænser udleveringsforpligtelsen, herunder

en række bestemmelser om, i hvilke tilfælde en europæisk arrestordre kan afslås.

Anvendelsesområdet for så vidt angår forbrydelserne på positiv-listen er således begrænset til forbrydelse med en

strafferamme på mindst 3 år i det land, der har udstedt arrestordren.

For så vidt angår afslagsgrundene i forslaget til rammeafgørelse vil det bl.a. være muligt at afslå udlevering, hvis forholdet helt

eller delvist er begået i det land, som skal gennemføre udleveringen. Det vil endvidere være muligt at afslå udlevering, hvis

forholdet er begået uden for begærende land, og hvis det udleverende land ikke selv i en tilsvarende situation ville kunne

udøve straffekompetence. Endelig indebærer ram meafgørelsen som nævnt ikke ændringer i forhold til nationale

myndigheders pligt til at respektere grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper

For så vidt angår forbrydelser, der ikke er omfattet af listen, vil der skulle gennemføres en kontrol af, om forholdet også er

strafbart i det land, som skal gennemføre udleveringen. Der lægges imidlertid op til en fleksibel anvendelse af kravet om

dobbelt strafbarhed, således at kravet om dobbelt strafbarhed anses for opfyldt, hvis de handlinger, der er beskrevet i

arrestordren, helt eller delvist svarer til en lovovertrædelse i fuldbyrde lseslandet.

Fastlæggelsen af anvendelsesområdet for rammeafgørelsen i form af en positiv-liste indebærer efter Justitsministeriets

opfattelse på den ene side en forenkling og effektivisering af den hidtidige udleveringsprocedure og på den anden side – i

betragtning af rammeafgørelsens øvrige bestemmelser, at udleveringsprocedurerne fortsat gennemføres under overholdelse af

grundlæggende retsprincipper.

•

Øvrige bemærkninger

Foreningen af Politimestre i Danmark

anfører, at foreningen er betænkelig ved den manglende mulighed for på grundlag

af bevismateriale m.v., der ligger til grund for begæringen, at foretage en fuldstændig domstolsprøvelse af, om betingelserne

for fængsling og udlevering er tilstede. Den foreslåede prøvelse på rent formelt grundlag indeholder efter foreningens

opfattelse ikke den fornødne retssikkerhed for den person , der begæres udleveret.

Foreningen er endvidere betænkelig ved, at et meddelt samtykke til udlevering ikke kan tilbagekaldes, samt at der ikke

bibeholdes en mulighed for at nægte udlevering ved politiske forbrydelser.

Den Danske Dommerforening

bemærker, at der efter forslaget ikke er mulighed for at nægte udlevering under henvisning

til, at der er tale om politiske forbrydelser.

Justitsministeriets bemærkninger:

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Efter udleveringslovens § 3 må udlevering ikke finde sted, hvis det på grund af særlige omstændigheder må antages, at

sigtelsen eller dommen vedrørende den handling, for hvilken der søges udlevering, savner tilstrækkeligt bevismæssigt

grundlag.

Hovedreglen efter den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering (1957-konventionen) er, at det

anmodede lands myndigheder er forpligtet til uden nærmere bevismæssig prøvelse at lægge den udenlandske dom eller

beslutning om anholdelse eller fængsling til grund ved udleveringssagens afgørelse.

Ifølge artikel 12 i 1957-konventionen skal en anmodning om udlevering være ledsaget af bl.a. udskrift af en retskraftig

straffedom eller beslutning om sikkerhedsforanstaltning eller af en arrestordre eller anden beslutning med samme virkning og

udstedt i overensstemmelse med den i den begærende stats lovgivning foreskrevne fremgangsmåde.

Danmark har i forbindelse med ratifikationen af 1957-konventionen afgivet en erklæring om, at danske myndigheder, når

særlige omstændigheder skønnes at gøre det påkrævet, kan anmode det land, der fremsætter en udleveringsbegæring, om at

tilvejebringe bevismateriale, der sandsynliggør, at den pågældende er skyldig, og afslå begæringen, hvis materialet findes

utilstrækkeligt.

I bemærkningerne til udleveringsloven, jf. Folketingstidende Tillæg A, 1966-1967, 2. samling, sp. 2546 ff, anføres følgende:

"Den omstændighed, at den, som søges udleveret, over for danske myndigheder nægter sig skyldig vil således isoleret

betragtet ikke berettige danske myndigheder til at stille krav om tilvejebringelse af (yderligere) bevismateriale. Hvis den

pågældende derimod til støtte for sin påstand kan henvise til særlige omstændigheder, hvorefter der foreligger rimelig

tvivl om hans skyld, vil der kunn e fremsættes begæring om tilvejebringelse af bevismateriale til sandsynliggørelse af

skylden, og hvis dette materiale ikke tilvejebringes, eller hvis det findes utilstrækkeligt, vil anmodningen om udlevering

kunne afslås".

Det fremgår endvidere af bemærkningerne til udleveringslovens § 3,

"… at udlevering efter denne bestemmelse kun udelukkes, hvis det på grund af særlige

omstændigheder må antages, at den sigtelse eller dom, der ligger til grund for

udleveringsanmodningen, savner det bevismæssige grundlag, som en sigtelse eller en dom bør bygge

på. Bestemmelsen medfører således ikke, at der som led i undersøgelsen af, om betingelserne for

udlevering er opfyldt…skal foretages nogen almindelig prøvelse af lash;rgsmålet, men alene, at

myndighederne, navnlig i forbindelse med afhøring af den pågældende, skal have opmærksomheden

henledt på, om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at det må anses for betænkeligt uden

videre at lægge de afgørelser (fængslingskendelse, dom), der er modtaget sammen med anmodningen

om udlevering, til grund."

Efter udleveringslovens § 5 må udlevering for en politisk lovovertrædelse ikke finde sted. Der kan dog ske udlevering for en

politisk lovovertrædelse til et andet EU-land, når handlingen er omfattet af artikel 1 og artikel 2 i den europæiske konvention

om bekæmpelse af terrorisme. Endvidere gælder forbudet mod udlevering for en politisk lovovertrædelse ikke, når

handlingen er omfattet af artikel 2, jf. artikel 1, i FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger.

Forslaget til rammeafgørelse indebærer, at det ikke længere vil være muligt at afslå udlevering til et andet EU-land af politiske

eller bevismæssige grunde.

Efter Justitsministeriets opfattelse har § 3 og § 5 i udleveringsloven ingen praktisk betydning i forhold til udlevering til andre

EU-lande. Det bemærkes i den forbindelse, at hovedreglen om, at udlevering ikke må finde sted for en politisk

lovovertrædelse, allerede er fraveget vedrørende visse former for terroristisk virksomhed.

Det bemærkes i øvrigt, at i lovforslag nr. L 35 af 13. december 2001 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om

konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere

til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme,

gennemførelse af FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) sa lash;vrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.),

der ikke tager højde for forslaget til rammeafgørelse, foreslås de allerede gældende undtagelser i § 5 vedrørende udlevering for

politiske forbrydelser udvidet.

For så vidt angår muligheden for at tilbagekalde et samtykke til udlevering bemærkes, at medlemsstaterne efter artikel 14 i

forslaget til rammeafgørelse kan fastsætte, at et samtykke kan tilbagekaldes.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files