Europaudvalget 2001-02 (2. samling)
EUU Alm.del INFO-note I 229
Offentligt
1455391_0001.png
Europaudvalget (2. samling)
(Info-note I 229)
(Offentligt)
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
Referat af høring om Kommissionens hvidbog om nye styreformer i
EU
Vedlagt omdeles til orientering referat af høringen om Kommissionens hvidbog om nye styreformer i EU
(KOM(2001)428).
Høringen blev afholdt fredag den 3. maj 2002.
Med venlig hilsen
Anne-Sofie Jensen
STYREFORMER I EU
v/Europaudvalget
Landstingssalen
Fredag den 3. maj 2002
Claus Larsen-Jensen, formand for Folketingets Europaudvalg:
God eftermiddag.
Klokken er 13.05 og vi skal nu i gang med høringen om Kommissionens hvidbog om styreformer inden for Den
Europæiske Union. Det er mig en fornøjelse at kunne byde alle deltagere velkomne, ikke mindst David O’Sullivan,
generalsekretær i Kommissionens generalsekretariat i Bruxelles. Også en varm velkomst til Lars Grove Vejlstrup,
medlem af kommunalrådet [i København], som repræsentant for regionsudvalget, samt til partiernes EU-ordf&os ere,
som senere vil deltage i debatten. Vi forventer ligeledes, at Bertel Haarder, den danske Europaminister, kommer omkring
kl. 14.15.
Man kan faktisk sige at med denne offentlige høring, og med alle de offentlige høringer Europaudvalget afholder om
grønbøger, hvidbøger, andre former for høringer, høringer om konventet, produktionen af informationsmateriale, det
arbejde Folketingets EU-oplysning udfører, så yder vi en betragtelig del, som er i tråd med hvidbogen fremlagt af
Europa-kommissionen.
Hvidbogens signaler er meget tydelige: alle beslutninger skal være gennemsigtige, mere demokratiske, mere åbne og på
en måde, så det bliver tydeligt, at resultaterne er til fordel for landenes befolkninger. Det giver os faktisk en fordel for,
hvad vi kan opnå selv i hver enkelt medlemsstat. For det andet skal der være en meget tydelig forbindelse mellem EU
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455391_0002.png
beslutninger og de nationale beslutningsprocesser i de nationale regeringer og i befolkninge rnes deltagelse på samme
måde, som vi kender det med nationale politiske spørgsmål i de enkelte lande. Dette er nødvendigt, fordi EU politikker
ikke længere hovedsagelig er udenrigspolitik men også indenrigspolitik. Det er ligeledes nødvendigt, hvis vi vil
overvinde den frygt som mange mennesker har, nemlig at unionen ganske enkelt tager al suverænitet fra landene og
underminerer den nationale suverænitet. Jeg tror at mange mennesker, ikke kun i Danmark men i mange andre lande, har
en forestilling om, at EU er en trussel mod den nationale suverænitet, kultur, sprog og demokrati, hvor det bliver
overladt til bureaukrater langt væk fra deres hjemland at tage beslutninger, der ikke er gennemsigtige.
Uanset om man kan lide det eller ej, så er det sådan mange mennesker føler. Det sætter høje krav til EU institutionerne,
men også til de nationale regeringer om, at vi bliver mere systematisk involveret i al beslutningstagning i Den
Europæiske Union. Involvering fra de nationale regeringer, de regionale myndigheder, NGOerne på både nationalt og
europæisk plan, og en naturlig arbejdsfordeling mellem de forskellige niveauer. Det er et spørgsmål om at demokratisere
eller at parlamentarisere de beslutninger, som Den Europæiske Union tager.
Vi har været vant til at organisere det på nationalt plan, og vores opgave er nu at udvikle demokratiske måder, for
grænseoverskridende samarbejde inden for Europas grænser, så vi får en demokratisk fordel af det, vi har på såvel
nationalt som lokalt plan.
EU administrationen skal være åben, gennemsigtig, effektiv, ikke korrupt og i det hele taget leve op til principperne om
god styreform. Det står i kontrakten med EU institutionerne, og det skal i praksis vises med systemet. Vi hører for mange
klager over, at det ikke er godt nok. Senest har vi hørt fra de ansøgerlande, der ønsker at komme med i Den Europæiske
Union, at de nogle gange føler, at der er ubalance mellem de beslutninge r, der tages af Den Europæiske Union og den
virkelighed, de mærker i landene, når de modtager pengene for overgangsperioden.
Det skal også ses på den måde, EU lovgivning besluttes, udvikles og gennemføres. Kun således vil vi kunne få stærk
opbakning fra befolkningerne i vore lande. Og hvis de meget fine mål og den nye stil, som Kommissionen nu forsøger at
præsentere som en del af hvidbogen, skal nås, skal der være en bedre adgang til information og mere gennemsigtighed,
og det er ikke nok kun at lave kosmetiske ændringer i administr ationen. Der er et stort behov for en fundamental
ændring af måden, hvorpå man forbereder beslutningsprocedurer i Europa-kommissionen.
Det er også det rette udtryk for respekt fra Den Europæiske Unions side for at vise, at Den Europæiske Union
hovedsagelig er et samarbejde mellem forskellige lande, men med et stærkt integreret samarbejde på mange områder.
Det er nødvendigt med stor respekt for den forskel, men den skal også kombineres med en effektiv evne til at tage
beslutninger og handle i praksis for at gennemføre politikken. Og jeg mener, det er muligt at samle de forskellige mål på
dette område.
Jeg tror, vi er nødt til at indse, at både politikere, det politiske system og organisationer i mange lande i øjeblikket, skal
høres, og i mange tilfælde føler vore befolkninger, at de bliver stressede af beslutningstagerprocessen, fordi de føler, at
der er en lille gruppe, som ønsker at få taget beslutninger så hurtigt, at de lader folket stå tilbage. Dette er også en af
grundene til, at vi under Regeringskonfe rencen om Europas fremtid [The European Convention of Future IGC] i 2004
skal diskutere, hvordan vi bliver i stand til at sætte meget tydeligere mål, værdier og principper for Den Europæiske
Union, og hvordan vi kan organisere arbejdet, så vi kan koncentrere Den Europæiske Unions samarbejde på de største og
vigtigste områder og ikke for meget i detaljer.
Der er også behov for, at vi gør beslutningerne gennemsigtige gennem enklere og færre beslutningsmetoder. Det er også
nødvendigt, at vi gør EU beslutningerne stærkere integreret i vore landes regeringer og civilbefolkningernes involvering
på en naturlig måde – også på europæisk niveau. Jeg er godt klar over, det ikke er det, det handler om i denne hvidbog,
men en del af hele diskussionen – men det sk ash;re til, at vi også fremover i Europa diskuterer, hvordan vi kan reducere
antallet af beslutningsprocesser og -metoder. I dag har vi mere end 30. Vi er nødt til at få det sat ned, hvis vi vil gøre det
gennemsigtigt og forståeligt for både politikere og vore befolkninger, så de kan forstå, hvorfor, hvordan og hvor
beslutningerne bliver taget. Det er vi nødt til at se nærmere på. Vi er nødt til at se på spørgsmål et om flertalsafgørelse,
og vi er også nødt til – og lad det være et forslag her – at Kommissionen arbejder på at få involveret Rådet, de nationale
regeringer, Europa-parlamentet og de nationale regeringer parallelt, så vi i vore lande kan have samme udgangspunkt
beslutningerne om den fremtidige lovgivning i Den Europæiske Union.
Det er ligeledes nødvendigt, at høringsprocessen bliver organiseret af Kommissionen, så Kommissionen naturligt
involverer alle organisationer baseret i Europa, og at de bliver uddannet til at involvere deres nationale
medlemsorganisationer, og at vi – som vi i øjeblikket gør i Danmark – får en procedure på samme måde i hvert enkelt
land, hver gang vi skal tage vigtige beslutninger inden for Den Europæiske Union.
Det er helt tydeligt – og selv om det ikke er en del af hvidbogen, vil jeg benytte denne lejlighed til at pege på det – at den
danske model om organisering af beslutning af europæiske politikker sikkert kunne bruges som inspiration til at udvikle
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455391_0003.png
hele deltagelsen på det nationale niveau i andre lande, fordi den giver os den fordel, at vore regeringer er meget bedre
forberedt, fordi de kender alle argumenter fra alle vinkler i det politiske spektrum, de f&arin ysningerne fra
organisationer og det civile samfund. Det betyder – når vi når frem til implementeringen – at det er meget lettere for os at
gennemføre det, fordi vi alle sammen kender det, og derfor ikke påbegynder en ny debat.
Denne model er blevet kopieret af Sverige, Finland, Letland og Slovenien, og mange lande har vist stor interesse for at
kopiere den. Jeg tror, at grunden til denne diskussion er, at hvis vi ikke får integreret hele lovgivningsproceduren i det
arbejde, der foregår i de nationale regeringer, vil vi ikke kunne få vore befolkningers støtte.
Så lad mig som en afsluttende bemærkning, gøre opmærksom på, at vi fra dansk side vil gør alt, hvad der står i vores
magt i konventets debatten om hvidbogen, og at regeringskonferencen prøver at fremkomme med en masse idéer om
mere åbenhed, mere gennemsigtighed, mere demokrati og mere jordnære forslag om, hvordan vi skal organisere dette på
en måde, som ligner den, vi bruger for at integrere de politiske pro cesser og debatter i vore lande.
Hermed er det mig endnu en gang en fornøjelse at byde Jer alle sammen velkomne, og jeg vil nu give ordet til David
O’Sullivan, generalsekretær fra Kommissionens generalsekretariat.
Værsgo!
David O’Sullivan, generalsekretær, Kommissionens generalsekretariat:
Hr. Formand, mine damer og herrer, mange tak for disse velkomstord, og mange tak for denne mulighed for at tale til
dette meget kendte udvalg.
I sine bemærkninger nævnte Formanden, at dette kunne blive en model for andre medlemsstater, og det tror jeg, det vil.
Jeg har selvfølgelig mine forbehold, fordi graden af undersøgelse, som dette udvalg undrekaster de danske politikere, er
velkendt i Bruxelles. Vi har ofte hørt danske embedsmænd eller ministre sige "åh nej, Europaudvalget vil ikke lade mig
gøre det", så jeg er ret forbløffet over, at jeg i dag selv er offer for den gransken, og jeg håber ikke, jeg vil svigte hele
Den Europæiske Union.
Jeg takker også for den venlighed, at I lader mig tale på engelsk. Jeg beklager, at jeg ikke er i stand til at tale Jeres
modersmål, og jeg takker for den tolerance, I viser mig, ved at gå med til at gennemføre debatten på et sprog, som ikke
er Jeres modersmål. Et af de problemer vi har i Europa, er netop at finde et fælles sprog, som vi kan kommunikere på,
men jeg anerkender, at alle I, der er til stede her i dag, gør sig den ulejlighed at komme mig mere i møde, end jeg er i
stand til at komme Jer i møde.
Når vi ser på situationen i Europa, uanset om man er meget kritiske over for Den Europæiske Unions arbejde, som nogle
personer i dette lokale vil være, eller de som mig er en stærk tilhænger af det nødvendige i europæisk samarbejde og
føderale strukturer på europæisk plan, så er der sikkert én ting, vi alle kan blive enige om, og det er, at vi har et
kommunikationsproblem og kontakt til vore borgere. Vi ser s elve manifesteringen på mange forskellige måder – en
vigtigt indikation er det relativt lave resultat, ved Europa-parlamentets valg, skønt dette skal relativiseres, når man ser på,
hvad der giver et højt resultat, f.eks. ved de amerikanske præsidentvalg. Vi har ved flere tilfælde oplevet det ved danske
afstemninger, senest i forbindelse med euro-afstemningen. I Irland har vi haft en afstemning om Nice-traktaten, som ikke
var succesfuld, og der er ogs&a andre eksempler på utilfredshed med den europæiske proces blandt vore borgere.
Og dog er dette et paradoks. For vi har aldrig haft en højere grad af integration, end vi har i øjeblikket. Vi har aldrig haft
flere fordele fra den integration, end vi har på nuværende tidspunkt. Og sjovt nok – i hvert fald hvis vi tror på
meningsmålinger – vil vore borgere faktisk have mere Europa på mange områder. F.eks. på området for tværnational
bekæmpelse af kriminalitet, håndtering af immig emet og håndtering af international sikkerhed. På den ene side virker
det som om, borgerne giver udtryk for, at de vil have Europa skal være mere til stede, og at de vil have Europa til at tale
med mere samlet stemme, og alligevel synes de i realiteten ret utilfredse med de institutioner og mekanismer, der er
blevet nedsat for at opnå dette.
Hvordan forklarer vi dette? Jeg vil mene, der er tre grunde:
1) Den ene er generelt sociologisk, nemlig at der er en stigende fremmedgørelse af vore demokratiske institutioner
generelt. Den entusiasme, med hvilken Bruxelles betragtes af Europas borgere, afspejles kun af den entusiasme med
hvilken Washington betragtes af USA’s borgere, eller Berlin af Forbundsrepublikkens borgere. Vi ser faldende
deltagelse i mange af vore demokratiske processer i hele Europa. Behøver jeg nævne de nuværende begivenheder i
Frankrig? El is jeg tager Nice-afstemningen i Irland med en deltagelsesprocent på 35 – man befinder sig i en situation,
hvor man må overveje, om sådan et resultat faktisk er helt demokratisk repræsentativt. Så der er et generelt
desillusioneringsproblem med vore politiske institutioner, som ikke udelukkende er et europæisk fænomen, men et
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455391_0004.png
verdensomspændende fænomen. Og jeg tror, at de af os, der går ind for demokrati, vil være naive, hvis vi ikke er
elig;rksomme på dette problem og anser det som noget, vi er nødt til at tænke over. Derfor er europæiske institutioner
bestemt ikke undtaget fra denne generelle trend.
2) Men jeg mener, de europæiske institutioner har nogle specifikke karakteristika, som også medvirker til problemet. Det
er rigtigt, at de europæiske institutioner stort set har været uigennemsigtige. Opbygningen af Europa bag lukkede døre.
Der var sandsynligvis meget gode grunde til at gøre dette i midten af 1950erne. Hvis vi går tilbage i tiden og ser på, at de
grundlæggende fædre af det, der i dag er Den Europæiske Union, prøvede at overtale befolkninger, der netop var
kommet gennem to bitre og blodige krige i Europa, til at sætte sig ned og binde deres fremtid sammen – dette var måske
ikke noget, man ønskede at sende til for mange folkeafstemninger. Det måske noget, man var nødt til at gøre på en lidt
indirekte måde. Jeg vil ikke dømme de folk for hårdt, der tog de beslutninger dengang. Det har været til vores fordel.
Men jeg tror også, vi kan sige, at hvad der var rigtigt dengang ikke nødvendigvis er rigtig i dag, og at institutionerne, der
blev oprettet, skal tilpasse sig og tage de stigende krav om gennemsigtighed, ansvarlighed og demokrati, som ordstyreren
har nævnt, med i betragtni ng.
3) For det tredje, så tror jeg på forbindelse til Den Europæiske Union. At der er en forklaringsfordel på nationalt plan.
Ikke en oplysende fordel – en forklarende fordel. Jeg mener, at der for længe har været en tendens for de nationale
politikere til at præsentere de positive sider af europæisk integration som et resultat af deres involvering i Bruxelles, og
de negative sider er udelukkende blevet fundet på af personer som mig der er dømt til at lægge ekstra byrder på Europas
befolkninger eller at skabe yderligere komplikationer for deres nationale demokratier. Hvorimod – uanset
Kommissionens institutionelle rolle – beslutningerne, der bliver taget i Bruxelles, bliver taget af valgte ministre, der
sidder omkring et bord, og intet kan aftales uden deres godkendelse.
Vi har også et Europaparlament, som giver ekstra demokratisk sikkerhed. Og jeg mener, at vi nogle gange ikke har haft
held til at forklare befolkningerne, hvad der er de reelle fordele ved medlemskab af Den Europæiske Union for vore
enkelte lande.
Dette er måske fordi, det ikke nødvendigvis er i en national politikers interesse at gøre for meget opmærksom på dette.
Men i en kommende debat med konventet, med regeringskonferencen og forhåbentlig omkring hvidbogen om
styreformer, mener jeg, at vi skal have en meget ærlig debat omkring, hvad grænserne for national suverænitet er. Hvilke
ting vi skal gøre sammen, fordi vi ikke kan udføre dem ordentligt som individuell e medlemsstater. Og hvordan vi
organiserer os, så de ting, vi udfører sammen underkastes de principper, som formanden allerede har nævnt, om
gennemsigtighed, ansvarlighed og demokratisk legitimitet.
Udfordringen er at identificere hvilke ting, vi ikke længere kan udføre på nationalt plan, men må udføre sammen, og
hvordan vi sikrer os, at de demokratiske principper, som betyder meget på nationalt plan, bliver beskyttet ved kontrol af
de ting, som vi gør gennem forenet suverænitet.
Så hvordan håndterer vi dette problem? En måde er selvfølgelig at sørge for forfatningsmæssig ændring. Det er den vej,
vi har fulgt i Europa, siden Den Fælles Akt i midten af 1980erne, og vi har haft et antal regeringskonferencer,
succesfulde traktatændringer og institutionel tilpasning.
Dette har måske snarere gjort ting mere end mindre besværlige, og med hver succesfuld traktatændring har forståelsen af
vore traktater og vores forfatningsmæssige situation mindsket snarere end øget. Ikke bevidst men ganske enkelt på grund
af de uundgåelige kompromiser og aftaler, der var nødvendige for at få aftalen i hus.
Efter min mening nåede dette det laveste punkt ved mødet i Nice og Nice-traktaten, og jeg tror også, at de
tilstedeværende statsoverhoveder og regeringer følte, at dette ikke kunne fortsætte – vi var nødt til at finde nye indgange
til institutionelle forandringer. Derfor er vi blevet enige om at nedsætte konventet, hvilket er en meget nyskabende måde
af behandle spørgsmålene om regeringskonferencerne, med andre or edet for at have diplomater og regeringsministre
med ved lukkede forhandlinger, forbereder vi dette med en åben offentlig tilgængelig debat om problemets parametre og
de mulige løsninger. Og forhåbentlig vil denne debat føre til en regeringskonferencer med kvalitet, måske mere åben og
tilgængelig end tidligere regeringskonference, og som fører til institutionel ændring, der vil gå i den retning, vi mener er
nødvendig for at gø ;re traktaterne mere tilgængelige, enklere og som afspejler nogle af bekymringerne omkring
demokrati, ansvarlighed og gennemsigtighed.
Men selvom dette lykkes, så vil det først bære frugt i løbet af 2004 og blive gennemført i løbet af 2006-07. I mellemtiden
skal vi igennem fire år, og dette er et af punkterne i hvidbogen om styreformer. Kommissionens synspunkt er, at vi
naturligvis har brug for forfatningsmæssige og institutionelle ændringer. Vi har store forventninger til konventet, og vi
har store forventninger til regeringskonferencen, men vi anerkender ogs&ari ng;, at der er mange ting i vejen med
måden, vore institutioner arbejder på i dag, som kan forbedres uden traktatændring. Vi skal ikke nødvendigvis vende
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455391_0005.png
traktaterne på hovedet for at få systemet til at fungere bedre. For at gøre systemet mere gennemsigtigt, mere tilgængeligt
og mere ansvarligt. Og det er det, hvidbogen om styreformer vil forsøge at opnå. Det drejer sig om fire hovedemner:
bedre involvering, forbedre politikkers bestemmelser og aflevering, Europas tilskud til global styring og reformering af
politikker og institutioner.
Hvad mener vi med den første overskrift – bedre involvering? Vi siger, at vi er nødt til at rådføre os med
interessegrupper, før Kommissionen laver forslag, mere systematisk og mere gennemsigtigt. Jeg mener, at
Kommissionen allerede nu rådfører sig meget bredt med interessegrupper, men jeg mener også, at vi har ikke haft held til
at gøre det systematisk nok, så enhver, der er interesseret i et politikområde, let inde ud af, om Kommissionen overvejer
at fremlægge et forslag, og hvordan interessegruppen kan give dens input til forslaget. Brugen af moderne teknologi og
Internettet vil selvfølgelig gøre dette meget lettere, men vi er nødt til at komme med en række forslag til, hvordan samråd
gøres mere tilgængelig og let for personer, hvis de ikke er direkte implicerede, men stadig mener de har noget sige.
Specialistgrupperne har allerede i mange år haft denne t ilgang, og vi skal udvide den. Vi skal gøre tilgangen mere
gennemsigtig ved, at vi skal forklare bedre, hvem vi lytter til, og hvilke gruppers idéer vi tog med i overvejelserne af
forslaget, og hvilke gruppers ideer vi
ikke
tog med i overvejelserne og hvorfor. På nuværende tidspunkt fremsender
mange mennesker meningstilkendegivelser til Kommissionen omkring lovgivning eller forslag, men det er aldrig helt
tydeligt, hvornår de ser det endelige produkt, som for øv rigt stadig er et udkast, der skal vedtages af Ministerrådet og
Parlamentet. Når de så ser det færdige produkt fra Kommissionen, siger de ofte, "ja, jeg ved ikke, hvad der skete med
min idé – hvorfor blev den ikke brugt". Vi bør vedlægge hvert forslag en tydelig forklaring på, hvad vi har taget med, og
hvad vi ikke har taget med og hvorfor.
I den forbindelse er vi også nødt til at forbedre vores dialog med civilbefolkningen, med NGOerne og med de regionale
regeringer. Med hensyn til NGOerne er det helt klart, at det er et spørgsmål om repræsentativt demokrati. Vi hævder
ikke, at NGOer er en erstatning for repræsentativt demokrati – tværtimod. Og repræsentativt demokrati træder ind på det
stadium, hvor forslag fremlægges for Rådet og Parlame Det er, hvor demokratisk valgte repræsentanter for Europas
befolkninger vil kommentere det, Kommissionen fremlægger. Men vi tror, at man kan opnå megen fremgang, hvis
Kommissionen har systematisk kontakt med civilbefolkningen omkring idéer og forslag for bedre at forstå, hvordan
disse vil blive modtaget, og i hvilket omfang de vil svare til de reelle bekymringer i vort samfund.
På samme måde er det for regionale myndigheder tydeligt, at vi ikke ønsker at omgå de forfatningsmæssige strukturer i
medlemsstaterne. Vi foreslår ikke, at vi ville springe til Berlin for at tale med "långiveren", medmindre dette var aftalt.
På den anden side, når det kommer til gennemførelsen af meget af vores lovgivning, så er det tydeligt, at dette ofte
varetages af regionale eller under-regionale myndigheder , som meget ofte er dem, der håndterer de direkte konsekvenser
af europæisk lovgivning. Hvorfor kan vi ikke få forståelse for og aftaler med disse grupper om, hvordan lovgivning
gennemføres og iværksættes i praksis?
Under overskriften forbedring af politikker og levering af forordninger ønsker vi for det første at systematisere begrebet
indvirkningsanalyse, samt forpligte os til at sørge for at vore forslag har indvirkningsanalyser med, hvor dette er
passende. To spørgsmål melder sig: Hvad mener jeg med, hvor det er passende, og hvad mener jeg med
indvirkningsanalyser.
Med passende mener jeg forslag med stor indvirkning. Vi vil foreslå at screene alle vore forslag og derefter beslutte,
hvilke af disse der vil have en stor indvirkning, og hvilke der fortjener en stor indvirkningsanalyse. Jeg tror ikke, at vi
skal gøre dette ved hvert forslag, men vi skal gøre det ved de forslag, der kan forventes at have en stor indvirkning på
den økonomiske og sociale struktur i Europa.
Hvilken
slags
indvirkningsanalyse? Dette bør grundlæggende være en stadig udvikling af indvirkningsanalyserne. Det
bør tage de økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter af ethvert stillet forslag i betragtning. Det er helt klart, at det
økonomiske aspekt vil veje tungere i nogle sager, mens det i andre sager vil være det miljømæssige eller sociale, der har
tungest vægt, men det ville kræve, at vi forklarer den potentielle indvirkning på de områder – økonomi, social og miljø.
En anden ting, vi ønsker at undersøge i denne forbindelse, er brugen af alternativer til lovgivning. Vi har allerede en
model til dette – som I kender godt i Danmark – på arbejdsmarkedet, hvor det er muligt for sociale partnere på
europæiske plan at indgå aftaler. Vi mener, dette er noget, vi kan udvide til også at gælde andre områder inden for
selvbestemmelse eller bestemmelse i fællesskab for at undgå at sku ig;tte tunge lovgivende instrumenter, hvor alternative
former for bestemmelse kan bruges. Jeg prøver ikke at skjule, at vi har nogle problemer med vore kollegaer i Europa-
Parlamentet, som til en hvis grad frygter, at dette vil underminere deres lovgivningsmæssige rolle, og vi skal finde
måder, hvorpå vi kan sikre os at den lovgivende magt har overblik over brugen af disse andre instrumenter. Vi arbejder
på at finde ud af, hvordan dette kan lade sig gøre.
Endelig ønsker vi at decentralisere gennemførelsen af de europæiske politikker. Vi ønsker i allerhøjeste grad at undgå, at
tingene er for tungt centraliseret i Bruxelles. Dette vil være en stigende nødvendighed i lyset af udvidelsen, hvor det
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455391_0006.png
ganske enkelt ikke vil være fysisk muligt for Kommissionen i Bruxelles at overvåge gennemførelsen af politikker i 25
medlemsstater fra Irland til Estland og fra Finland til Malta med fem hundrede millioner borgere. Vi er nødt til at finde
nye måder, hvorpå vi kan forene behovet for fælles europæiske standarder med overvågning af gennemførelsen på
nationalt eller endog regionalt eller lokalt plan.
I forbindelse med global styring tror vi – og jeg mener, det er et vigtigt punkt – at opbygningen af integration på
europæisk plan kun er en del af en proces af at skabe global styring gennem udviklingen af multilaterale institutioner. De
problemer, vi står over for i Europa i dag, er de problemer, vi vil stå over for på globalt plan i morgen – eller som vi
måske allerede i dag har på globalt plan. Jeg kan blot nævnte milj& empel. Jeg tror, at det europæiske perspektiv på
disse områder er, at vi ønsker at se udviklingen af stærke multilaterale institutioner, og Den Europæiske Union bør
bidrage til processen på en konstruktiv måde.
Endelig er der reformeringen af politikker og institutioner – vi mener, at alle de europæiske institutioner bør se grundigt
på, hvordan de arbejder og handler. Kommissionen har igangsat et enestående reformprogram af sine interne arbejder. I
ved alle, at Javier Sulana, Rådets generalsekretær og højtstående FUSP-repræsentant, har foreslået ændringer i Rådets
arbejdsformer, som vil blive diskuteret på topm h;det i Sevilla i juni, og Parlamentet (Richard Corbett) også ser på sine
interne arbejdsgange.
Vi mener, det er meget vigtigt, at vi hele tiden husker på, at Europas borgere ikke skelner ret meget mellem
Kommissionen og Parlamentet
[BÅND 1 SIDE 1 LØBER UD – START PÅ BÅND 1 SIDE 2]
Dette er vigtige forskelle for os i Bruxelles, og vi bruger meget tid og energi på at sørge for, at disse forskelle bliver
større. I sidste ende bedømmes maskinen – hvis jeg må kalde den det – i Bruxelles på sine slutresultater, som borgerne
ser dem. Og vi har en fælles interesse i at få disse institutioner til at fungere bedre, være mere effektive og mest af alt
samarbejde mere for at kunne opnå et bedre slutprodu ren.
Så dette er idéerne, der er indeholdt i hvidbogen, og som vi vil forfølge. Jeg er klar over, at dette ikke er lige så sexet
som en konvention om fremtidens Europa eller omskrive europæisk forfatning. Hvis vi skal være helt ærlige, så er noget
af det kedeligt, men det betyder ikke, det ikke er vigtigt. Og det betyder ikke, at det ikke berører kernen i nogle af de
punkter, som formanden har nævnt, om virkelig at give gennemsigti ghed, ansvarlighed og demokratisk legitimitet. Og
hvis jeg må sige det, med al respekt for konventet – og jeg vil godt understrege, at vi har de største ambitioner for
konventet – er det nogen gange lettere at tale om helt at genopbygge verden, end det er at smøge ærmerne op og få
verden, som vi kender den, til at fungere. Vi mener, at vi skal gøre begge dele, og det vil jeg godt understrege. Men vi er
også nødt til at gøre den del, der t få vore eksisterende institutioner og mekanismer til at fungere bedre, og det er i
virkeligheden det, hvidbogen handler om.
Vi er i gang med en rådgivende proces. Jeg kan ikke sige, at denne rådgivende proces direkte har vendt op og ned på
verden. Entusiasmen har været større nogle steder end andre. Jeg må sige, at Danmark har ydet et meget konstruktivt
bidrag. Den amerikanske regering har ydet et meget, meget spændende bidrag, specielt på området omkring
gennemsigtighed af rådgivning i forbindelse med forordninger. Men et skuffende antal af vore and re medlemsstater har
ikke bidraget overhovedet, hvilket viser, at der er forskellige meninger om den relative vigtighed af disse emner.
Vi er dog ved at undersøge disse, og ved udgangen af året vil vi præsentere vores konklusion fra den rådgivende proces,
og hvordan vi mener dette kan komme videre. I mellemtiden vil vi allerede i begyndelsen af juni præsentere en pakke om
bedre forordninger, der handler om de emner, jeg netop har nævnt nemlig mere systematisk samråd og vurdering af
indvirkningen, samt hvordan europæisk lovgivning bliver forenklet og strømlinet. S&ari ng; vi vil allerede gå videre på
dette område, før samrådsperioden er afsluttet, fordi vi allerede har gennemgået disse emner én gang.
Dette er, mine damer og herrer, kort fortalt, hvad jeg vil sige om hvidbogen i dag. Jeg er naturligvis meget interesseret i
at høre, hvad udvalgsmedlemmerne har at sige og i at besvare alle spørgsmål eller gå ind i en dialog.
Hvis jeg må, vil jeg blot vende tilbage til det, jeg nævnte i begyndelsen, nemlig vigtigheden af forklaring på nationalt
plan. Jeg synes, at det, Danmark har gjort i denne henseende, er beundringsværdigt. Jeg ved, at man i Irland efter
afstemningen om Nice-traktaten seriøst overvejer at kopiere netop Jeres mål af parlamentarisk gransken, og jeg mener, at
det er meget vigtigt, at vi har passende, parlamentarisk gransken i medlemsstaterne af, hvad der sk er i Bruxelles. Og i
den forbindelse er det arbejde, Jeres udvalg udfører, meget berømmet.
Men lad mig understrege, at jeg ikke mener, det er nok for bedre at kunne forklare fordelene ved at være medlem af Den
Europæiske Union for den offentlige mening. Den desillusion, vi er vidne til i Europa med institutioner på både nationalt
og europæisk plan, kan være meget farligt, og vi har ganske enkelt brug for en fælles indsats for at forklare, hvorfor vi i
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455391_0007.png
Europa er dømt til at arbejde sammen, hvorfor vi er dømt til at lave str ukturer af fælles samarbejde og handling på grund
af vores historie, på grund af kontinentets størrelse, og på grund af udviklingerne på globalt plan. Så spørgsmålet er ikke,
om vi har en europæisk union, eller om vi har integration. Spørgsmålet er hvordan vi gør hvad, og først og fremmest
hvordan vi sørger for, at de mekanismer, vi iværksætter, garanterer os det demokrati, ansvarlighed, retsprincip o g
demokratisk legitimitet, som vi forventer på nationalt plan, og som bør eksistere på de områder, hvor vi samarbejde på
europæisk plan. Det anerkender jeg i sidste ende er konventets udfordring. Det er en vigtig udfordring, men det er også
en udfordring, som vi hverken bør gøre bag lukkede døre i Bruxelles eller i konventet i Bruxelles. Det bør være en aktiv
debat i hele Europa, fordi der er vores fælles fremtid, der st&arin g;r på spil.
Mange tak.
Claus Larsen-Jensen, formand for Folketingets Europaudvalg:
Mange tak for dit første indlæg her. Blot en enkelt bemærkning når man ser på al den information, man kan få via
Internettet, herunder også det vi producerer i vort udmærkede informationskontor i Folketingets Europaudvalg om EU
spørgsmål. Problemet er, at det nok er for meget, og hvordan kan vi i fællesskab forsøge at forklare borgerne, hvad
Europa handler om, og prøve at skabe overblik – det er nok en vedopgaverne i fremtiden.
Men vi går til næste punkt på dagsordenen. Som indledning har vi Lars Grove Vejlstrup, om repræsenterer det regionale
udvalg. Og lad mig til David O’Sullivans oplysning sige, at vi har organiseret det sådan, at vi har regelmæssige møder
mellem Folketingets Europaudvalg, repræsentanter fra regionsudvalg og også fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg,
og jeg tror – og jeg ved, det også gælder for de kommunal gte i Danmark – at det er meget nyttigt, for når vi udtænker
Lissabon-processen om uddannelse og sociale anliggender, beskæftigelse, osv., så er vi meget tæt på, hvordan tingene i
praksis bliver gennemført i Danmark, og vi har brug for at få en reaktion fra de mennesker, der har det praktiske ansvar i
hverdagen. Det er derfor meget vigtigt for os, at de er integreret i debatten, ikke kun om hvidbogen, men også om
hvordan fremtidens Europa skal org es.
Og dermed vil jeg give Lars Grove Vejlstrup fra regionsudvalget ordet.
Lars Grove Vejlstrup, regionsudvalget:
Tak. Formand, mine damer og herrer, tak for initiativet og invitationen til at komme her i dag.
Jeg er byrådsmedlem i Sydthy og medlem af regionsudvalget på vegne af den lokale, danske regering. Jeg er her som
stedfortræder for Henning Jensen, der er formand for Den Internationale Komité i den lokale, danske regering. Han
hilser mange gange, men er desværre forhindret i at være her, da han skal deltage ved en begravelse i sin hjemby i dag.
Siden underskrivelsen af Den Fælles Europæiske Akt og Maastricht-traktaten er interessen for EU steget i de lokale og
regionale myndigheder i Danmark og i andre EU medlemsstater. Det er ikke nok endnu, men interessen er stigende. Den
største årsag er, at de lokale myndigheder ofte er ansvarlige for den praktiske gennemførelse af EU lovgivning på
forskellige områder, f.eks. regionalpolitik, miljøpolitik, offentlig licitation og sociale anl iggender.
I lyset af dette anser lokale og regionale myndigheder i Europa, at hvidbogen om styreformer er meget vigtig, og derfor
følger vi udviklingen af hvidbogen meget tæt i regionsudvalget.
Jeg vil gerne starte med at sige, at de lokale og regionale myndigheder i Danmark generelt er tilfredse med
Europakommissions hvidbog om styreformer. Vi synes, det er vigtigt, at forslag til hvidbøger kan foregå inden for de
eksisterende europæiske traktater. Der er naturligvis nogle områder, som vi mener har større indvirkning på de lokale og
regionale myndigheder end andre, specielt i Danmark hvor vi ikke er helhjertede medlemmer. De områder, vi anser for
vigtigste, er, at de lokale og regionale myndigheder ofte oplever, at beslutningsprocessen
ikke
bliver taget med i
overvejelserne ved udarbejdelse af forslag til EU lovgivning. I hvert flad ikke i den indledende fase.
De nuværende arbejdsmetoder i EU tager ikke hensyn til lokale og regionale myndigheder, når der bliver lavet nye love.
Dette er vi meget kede af i de lokale og regionale myndigheder. Vi har et praktisk ansvar i, da vi gennemfører
lovgivningen, og samtidig bliver medlemsstaterne mere og mere berørte af EU lovgivning.
Kritikken er imidlertid ikke kun rettet direkte mod EU men også mod den nationale administration, der er ansvarlig for at
de lokale og regionale myndigheder medtages. Med dette in mente er vi derfor positive over for Kommissionens
erkendelse af, at lokale og regionale myndigheder har en rolle i beslutningsprocessen i den tidlige lovgivningsfase.
Vi er især tilfredse med, at Kommissionen skiller mellem de valgte repræsentanter fra de lokale og regionale
myndigheder og andre slags NGOer, der ikke står til ansvar for deres valgkreds. Vi er også tilfredse med, at hvidbogen
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455391_0008.png
imødekommer de ønsker, de lokale og regionale myndigheder har om jævnlig konsultation. Vi mener dog, at den danske
beslutningsproces og arbejdet i de specielle EU-udvalg ikke opfylder dette ønske om jævnlig k onsultation.
Vi håber, at fremtiden vil byde på en systematisk rådgivningsproces for lovgivning, der påvirker kommuner, amter og
regioner.
De lokale og regionale myndigheder er positive over for åbent samarbejde, hvis deres erfaringer tages med i
overvejelserne, når man fastlægger nationale handlingsplaner, afgørende indikatorer og benchmarking-kriterier. Lokale
og regionale myndigheder er dog imod åbent samarbejde, hvis det medfører et begrænset samarbejde mellem de
nationale administrationer og medlemsstaterne og afholder lokale og regionale myndigheder fra at kunne påvirke de
områder, der er af interesse for os. Hvidbogen henviser til et behov for at skabe et kompetencekatalog for at kunne sikre
en opdeling af kompetencer mellem EU og medlemsstaterne. Før et sådant katalog etableres vil vi gerne henlede
opmærksomheden på, at de europæiske medlemsstater har forskellige grundlæggende traditioner. I Danmark er
fordelingen af opgaver mellem staten, amter og kommuner f.eks. ikke baseret på et fast regelsæt men på en for tsat
dialog. Derfor mener vi ikke, det vil være relevant at lave et katalog, der ikke er fleksibelt og ikke indeholder forskellige
grundlæggende traditioner i medlemsstaterne.
En af bestanddelene ved af lave lovforslag i Danmark er at beregne de økonomiske konsekvenser, den nye lov vil få på
de lokale og regionale myndigheder. I Amsterdam-traktaten blev det tilføjet, at al EU-lovgivning skal indeholde en
beregning af de økonomiske konsekvenser af en given lov. Lokale og regionale myndigheder i Danmark mener, at den
beregning af de økonomiske konsekvenser skal være del af den indledende fase på samme måde , som det gøres i dansk
lovgivning. Vi er meget tilfredse med, at hvidbogen nu understreger behovet for beregning af de økonomiske
konsekvenser af EU-lovgivninger.
Jeg vil slutte med nogle få ord om fremtiden. Der er endnu ikke blevet opstillet en tydelig proces for fortsættelsen af
hvidbogen. Vi håber, at Europa-kommissionen fortsat vil involvere de lokale og regionale myndigheder. Vi lover
samtidig, at vi fortsat vil deltage aktivt i debatten af Europas fremtid og behovet for bedre styring i forbindelse med det
europæiske konvents arbejde.
Jeg kunne heldigvis forstå på David O’Sullivan, at det ikke kommer til at tage fem år. Vi – de lokale og regionale
myndigheder – er optimister, så vi håber ikke, det kommer til at tage fem år.
Mange tak.
Claus Larsen-Jensen, formand for Folketingets Europaudvalg:
Mange tak.
Videre i programmet skal vi til den første af partiernes EU-ordførerne, Charlotte Antonsen fra Venstre, og som vi plejer,
er det nu tid for kommentarer og spørgsmål som en del af processen. Jeg giver ordet til dig.
Charlotte Antonsen, Venstres EU-ordfører:
Ja, mange tak. Jeg var ikke klar over, det skulle foregå på engelsk, men jeg vil gøre mit bedste.
Jeg synes, det er en meget positiv debat David O’Sullivan har bragt herind. For der er selvfølgelig et stort behov for at
vide, hvad der sker i EU. Jeg vil gerne udvide diskussionen lidt.
Jeg mener, at det vigtigste, vi skal huske på som deltagere, er at sikre, at borgerne faktisk deltager i, hvad der sker i EU.
At de føler sig som borgere i europæiske lande, at de er en del af EU, og at de er en del af EU-debatprocessen. Og for
mig er det ikke kun et spørgsmål om at have organiserede høringer m.m.. Det er i lige så høj grad hvad der er i deres
umiddelbare nærhed – kan de følge processen og de store lin arere end detaljerne af det, vi diskuterer fra hvidbogen.
Vi kan desværre se, der er problemer med de europæiske borgere, fordi det antal af borgere, der faktisk stemmer ved
parlamentsvalgene er meget lavt. I Danmark er stemmeprocenten meget lavere end ved de nationale valg. Så jeg ser det
ikke kun som et problem med politikere, men endnu mere med selve EU delen. Derfor mener jeg, vi skal gøre et større
arbejde for at få bedre kontakt med borgerne.
Jeg tror, danskerne mener, at EU er for bureaukratisk, for langsomt, for svært at overskue og for langt væk. Og hvad kan
vi gøre ved det? Jeg mener, at jo mere demokrati, jo mere kan borgerne faktisk følge med i, hvad der sker – så jo mere
demokrati jo mere politisk indflydelse. Så jeg vil begynde med at fokusere på politiske institutioner.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455391_0009.png
Jeg mener, de alle sammen bør styrkes. For det første bør de nationale regeringer være bedre i processen ved
hovedsagelig at sikre, at de ved alt om, hvad der foregår i Kommissionen, i Europa-parlamentet, og at de ved alt om
beslutningerne, så vi reelt kan påvirke, hvad der foregår. Så jeg vil gerne stille et enkelt spørgsmål: Hvornår vil det være
muligt for Kommissionen at lægge deres beslutninger om direktiver direkte på Internettet en halv time efter, de er
vedtaget? For som I alle ved, så har vi stadig i dag en proces, hvor Kommissionens vedtagelser offentliggøres via
pressemeddelelser, men – især i Danmark – går der nogle ekstra dage, før man reelt kan se forslaget til direktivet. Jeg
ville foretrække at have forslaget, så snart Kommissionen har vedtaget det. Også for at sikre at vi nationale politikere,
når vi diskuterer det, diskuterer og ikke blot diskuterer, hvad nogle journalister har opfanget på en pressekonference i
Kommissionen. Så jeg tror, at det vil kunne forbedre diskussionerne, hvis forslagene blev lagt direkte på Internettet.
Europa-Parlamentet bør også have mere indflydelse. Europa-parlamentet bør principielt deltage i alle beslutninger, der
foretages i EU. Ministerrådet bør være åbent, når de laver love – helt åbent. Det vil sikre, at ministrene er mere
ansvarlige, mere tilstede og informerer deres egne regeringer om, hvad de gør. Endelig mener jeg, at politikere er
ansvarlige over for offentligheden, fordi de er valgt af borgerne. Så dsmændene er selvfølgelig gode til mange ting, især
når det drejer sig om tekniske detaljer osv., men de står ikke til ansvar over for offentligheden, og derfor har de ikke
samme behov for at prøve at forklare borgerne, hvad der foregår.
Vi har ikke brug for nye institutioner – vi skal forbedre de eksisterende institutioner. Vi skal ikke have den udvikling, vi
har set det seneste år, med topmøder hvor premierministre prøver at tage sig af alting. De skal deltage i de strategiske
ting og overlade detaljerne og de konkrete direktiver til Kommissionen, som kommer med initiativerne, og til
rådsmøderne og parlamentet.
Til slut vil jeg vende tilbage til, at jeg sagde, det gik for langsomt. Det tror jeg også er, hvad befolkningen føler, for fra
de ser et forslag går der fire år, før det bliver dansk lov. Fire år er lang tid, og det er sikkert en af grundene til, at
journalisterne ikke altid viser så stor interesse for, hvad der foregår i Europa-Parlamentet. Derfor mener jeg, at når vi
skal forbedre processen, skal vi fokusere på beslutning og ikke så meget på at have så mange høringer m.m., der kan
forsinke det. Vi skal forbedre beslutningstagningen og sikre os, at politikerne får de rigtige oplysninger.
Mange tak.
Claus Larsen-Jensen, formand for Folketingets Europaudvalg:
Mange tak. Jeg tror, at mange danskere føler, at processen går for langsomt på de områder, hvor vi vil have bestemmelse
og lovgivning, og for hurtigt på de områder, hvor vi ikke ønsker unionens indblanding.
Jeg giver straks ordet til Henrik Dam Kristensen fra Socialdemokratiet.
Henrik Dam Kristensen, Socialdemokratiet:
Mange tak. Jeg kan forstå, vi er ved at være bagud, så jeg vil fatte mig i korthed. Også fordi Claus i sin velkomsttale var
meget klar.
David O’Sullivan, du sagde, at du har ambitioner på vegne af konventet, men på den anden side, vil du ikke vente til
2005-06. Det synes jeg er meget positivt. Du sagde også, at hvidbogen ikke var sexet men nødvendig.
Jeg vil gerne takke dig for at give så klart et indlæg her. Jeg håber, du kan opfylde den vision, du har fremlagt her i dag,
for det er en meget klar og god vision, og jeg er sikker på, at den danske regering bakker dig op hele vejen.
Jeg synes, det er meget godt, at Kommissionen har sagt, at vi ikke kan læne os tilbage og vente indtil konventet er
færdig, og vi har topmødet i 2004 – det vil tage for lang tid. Vi er nødt til at komme videre, det er vigtigt.
Vi er nødt til at diskutere disse ting af i hvert fald to årsager: For det første håber vi, at vi her i København i december i
år vil kunne præsentere ti nye medlemslande. De ti nye medlemslande har sagt til os, at vi også skal se nærmere på,
hvordan vi organiserer alting i unionen. For det andet er der debat omkring, at vi får en beslutningsproces i unionen, der
er gennemsigtig, åben og demokratisk. Sådan vi l borgerne have det. Jeg håber, at arbejdet i konventet vil give nogle
svar. Jeg synes, det er meget positivt, at Larken-erklæringen ikke giver svar men stiller spørgsmål – 63 hvis jeg husker
rigtigt. Det er en ny måde at arbejde på i Europa. Normalt har vi et papir, som man går igennem og diskuterer, men her
har vi 63 spørgsmål. Det er en ny måde at arbejde på, og jeg byder den velkommen.
Nu er konventet på vej til næste trin, kan man sige. Jeg håber, at vi ved næste møde i konventet vil få nogle
arbejdsgrupper. Seks grupper som det er i øjeblikket, og her kan vi – hvis vi gør det rigtigt – komme i en situation, hvor
vi kan have en offentlig situation. Jeg kan se, at mange NGOer er meget interesserede i, hvad der sker på konventet.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455391_0010.png
Her til sidst vil jeg blot nævne en ting – for mig er debatten om, hvad medlemmer af de nationale regeringers rolle skal
være i fremtiden, en af nøglerne til mere åbenhed og forståelse af unionen. I dag – også i Danmark – er EU og
beslutningerne i EU langt væk fra medlemmerne i Folketinget. Hvis vi kan skabe en situation, hvor medlemmerne af de
nationale regeringer er en del af den politiske debat fra begyndelsen, tror jeg, man t nærmere borgerne, for så vil
medlemmerne diskutere EU anliggender, når de er ude i landet og diskutere politik. Sådan tror jeg ikke det er i dag. Så
når vi taler om nærhed, og om at få unionen tættere på borgerne, så tror jeg et af hovedelementerne er at få de nationale
regeringers medlemmer til at interessere sig mere for, hvad der sker i unionen.
Claus Larsen-Jensen, formand for Folketingets Europaudvalg:
Mange tak. Hans Christian Skibby fra Dansk Folkeparti.
Hans Christian Skibby, Dansk Folkeparti:
For det første vil jeg gerne takke David O’Sullivan og Lars Grove Vejlstrup for deres interessante kommentarer omkring
idéer til, hvordan vi kan kombinere både en højere grad af demokrati, men også tankerne om, hvordan Den Europæiske
Union kan udvikles til en mere demokratisk form for regering. Og især gør det mere kendt og forståeligt for borgerne i
unionen.
Vi kan altid blive bedre, men jeg synes, det er et problem, når vi – medlemslandene – ikke kan blive enige om, hvad
fokus er. Hvad vil vi have Den Europæiske Union til at tage sig af? Dansk Folkeparti har altid været interesseret i et
demokratisk samarbejde mellem nationerne, og vi hverken kan eller vil acceptere idéer om at etablere én
regeringsstruktur for alle landene i EU. Medlemsstaterne behøver ikke at blive strømlinet og lig David O’Sullivan
nævnte også vigtigheden af, at vi forbedrer information og forklaring fra EU institutionerne. Men er vi enige i, hvad EU
handler om, for hvis vi ikke er enige i, hvad formålet er, hvad kan vi så gøre? For vi har ikke de samme argumenter, og
vi har ikke den samme politiske situation i de forskellige medlemsstater. Vi skal blive bedre til at acceptere
forskellighederne hos hinanden. Demokrati inden for EU må betyde fredelig sameksistens mellem lige er, og demokrati
skal også betyde respekt for den enkelte medlemsstats uafhængighed. Så hvis det nævnte kriterium er et mål, ser vi ingen
problemer i at forbedre og forny strukturen. Det kan betyde, at de gode intentioner i hvidbogen kan blive til virkelighed.
Måske i løbet af mindre end tre eller fire år. Vi kan gøre institutionerne mere åbne, og vi kan gøre dem mere
demokratiske, for vi ved, at borgerne kræver det.
Borgerne kender processerne og hvilke konsekvenser, der er i samarbejdet mellem staterne. Vi kan skabe en bedre
tværgående dialog ved hjælp af alle de tilgængelige informationsværktøjer, og jeg er sikker på, at hvis vi fortsætter, vil vi
se, at der er endnu flere ting, vi kan gøre, Hvis vi f.eks. ser på Internettet, er der flere muligheder for at få en bedre
argumentation og informere borgerne om beslutningerne [fra Bruxe lles].
Endelig må jeg sige, at David O’Sullivan også nævnte noget om, at det var et problem, at vi måske har lavet nogle ting
for komplicerede. Jeg har i nogle år arbejdet for Lego, som også er kendt uden for Danmark, og de har haft virkelig store
problemer med at forenkle ting. Ikke desto mindre siger de stadig, hver gang de har fokus på et eller andet, "prøv at gøre
det enkelt" – det er gennemgående det ord, de lle de ansatte. Men indtil videre har det ikke fungeret, for de gør ikke
tingene enkle, og de har stadig store problemer med at organisere tingene, som de burde. Så mine sidste ord her er: Vi
bør holde det enkelt, vi bør spørge borgerne i medlemslandene, hvad målet med EU er. Hvor længe skal vi tage ansvar
for andre landes situationer, og er der nogle ting, som vi måske kunne sige, at her er der nogle politikker, der ikke er
passende til at komme uden for medlemsstaten? Måske hvis vi også tog det med i vores overvejelser, kunne vi gøre det
lettere for os selv at sælge de gode intentioner i medlemskab af den fælles union.
Tak.
Claus Larsen-Jensen, formand for Folketingets Europaudvalg:
Mange tak. Og så er det Lars Barfod, Det Konservative Folkeparti.
Lars Barfoed, Det Konservative Folkeparti:
Ja, først vil jeg godt lige sige, Claus, at dette ikke er min tale. Du så noget urolig ud da du så dette. Det er ikke en tale,
jeg skal holde!
For det første, vil jeg godt sige, at jeg synes, det er meget positivt, at Kommissionen har taget hele denne debat op. Det
er meget vigtigt, at diskutere måder at styre Den Europæiske Union på, men vi har ikke så meget tid i dag til dette emne,
og det er ikke muligt at kommentere alle aspekter i hvidbogen, så jeg har valgt nogle områder ud, hvor jeg har nogle
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455391_0011.png
kritiske kommentarer. Det mener jeg er mere interessant at diskutere. Det er ikke for at være negativ, men det er for at
være konstruktiv ved at udpege de mulige udfordringer.
Jeg skal nok også starte med at sige, at Det Konservative Folkeparti, som jeg repræsenterer, er en meget stærk tilhænger
af Den Europæiske Union. På den anden side forpligter det os også til at være kritiske, fordi vi vil have unionen til at
agere så godt som muligt.
For det første vil jeg godt understrege, at jeg er helt enig i de nøgleord, der danner rammen om principperne om god
styreform i unionen, som det beskrives i hvidbogen. Nøgleordene er åbenhed, deltagelse, ansvarlighed, effektivitet og
sammenhæng. Og disse ord opsummerer, i hvert fald til en hvis grad, også hvad der efter min mening er nødvendigt for
at reflektere det faktum, at det er beskrevet i hvidbogen. Vi er nødt til at forbedre m& aring;den Den Europæiske Union
styres på, og jeg er også enig i mange af de konkrete forslag i bogen.
Men jeg er ikke enige i alle Kommissionens antagelser, og f.eks. under overskriften "Hvorfor vi danner europæisk
styring" kan man læse følgende på side 8: "Hvor unionen handler effektivt, bliver dens handlinger næsten aldrig værdsat,
borgerne mærker ikke, at forbedringer i deres rettigheder og livskvalitet faktisk kommer fra europæiske og ikke nationale
beslutninger". Livskvalitet kommer faktisk fra europæiske og i kke nationale beslutninger – det er jeg ikke enig i. Og det
siger videre "kommunikationen i medlemsstaterne om, hvad unionen gør, og hvad medlemsstaterne gør i unionen.
Bruxelles får alt for let skylden af medlemsstaterne for vanskelige beslutninger, som de selv har godkendt eller oven i
købet efterspurgt". Jeg mener ikke, at vi – i hvert fald i Danmark – giver unionen skylden for ting, som vi selv har bedt
den gøre, og vi er selv del af unionen. antagelser for det første ikke korrekt, og for det andet viser de ikke et reelt ønske –
sådan virker det i hvert fald – om at styrke nærhedsprincippet. Og når man undersøger Kommissionens fortolkning af
nærhedsprincippet, er jeg endnu mere usikker på Kommissionens mål i den forbindelse. På side 10 står der om
forholdsmæssighed og nærhed "fra idéen til en politik til dens gennemførelse at valget af veauet går fra EU til lokal" –
jeg tror, det er omvendt, fra lokal til EU – "og valget af instrumenter, der benyttes, skal være i forhold til den objektive
bestræbelse. Dette betyder at, det er vigtigt, før et initiativ lanceres, at checke systematisk for det første, om det er
nødvendigt med offentlig handling, og for det andet om europæisk plan er det mest passende".
Jeg mener, man også skulle have tilføjet, at før handlinger bliver givet til EU, så skal det kun være, hvis man indser, at
disse handlinger kan gøres på EU plan. Hvis ikke skal de overlades til nationalt plan. Det vil, i hvert fald i min
fortolkning, mere være efter nærhedsprincippet.
For at reflektere den skepsis, mange europæiske borgere har over for unionen, er det efter min overbevisning vigtigt at
undgå en centraliseret europæisk union. Medmindre det er nødvendigt at overføre dem til Den Europæiske Union, skal
sager overlades til at blive håndteret på nationalt plan, hvilket også – efter min mening – vil gøre beslutningsprocessen i
Den Europæiske Union mere effektiv – også idelsen i betragtning – hvis fokus var på færre beslutninger. Vi er også nødt
til at indse, at borgerne ikke vil føle sig tættere på unionen, uanset hvad vi gør. Men vi kan måske opnå, at de føler, den
ikke er så langt væk. Og den forbindelse er det vigtigt at finde – den rigtige balance, den gode balance, mellem nationalt
og EU plan.
Jeg mener, at denne balance på den ene side er at have en streng fortolkning af nærhedsprincippet kombineret med en
mere begrænset mulighed for at bruge artikel 308 i traktaten til at vedtage forordninger uden en udtrykkelig juridisk
autoritet i traktaten. På den anden side går vi i Det Konservative Folkeparti ind for, at Kommissionen har udøvende
magt. Men jeg vil også gerne tilføje, at som et lille land vil forudsætningerne for det te være, at Kommissionen handler i
alle medlemsstaters interesse, og jeg må sige, at sagen i sidste uge, hvor et forslag om en ny fiskeriaftale blev forsinket
og en ledende medarbejder i netop denne afdeling pludselig blev fjernet fra sin post – tilsyneladende efter pres på
Kommissionen fra Spanien især og Frankrig – det var ikke en god sag for Kommissionen. Hvis der er noget om det. Og
jeg mener, at sagen bør undersøges grundigt.
Til sidst vil jeg også benytte denne lejlighed til at anbefale Kommissionens formand ikke at blande sig i vores nationale
danske debat om, at vi i Danmark her forbehold, som han gjorde i sidste uge. Det hjalp ikke os, der vil have disse
forbehold fjernet, særlig meget. Så jeg vil gerne slutte med at opmuntre Kommissionen til at gøre tale til handling og
vise reel respekt for også de små medlemsstater.
Mange tak.
Claus Larsen-Jensen, formand for Folketingets Europaudvalg:
Mange tak. Jeg er meget glad for, du lovede at holde den korte tale. Jeg giver straks ordet videre til Villy Søvndal fra
Socialistisk Folkeparti.
Villy Søvndal, Socialistisk Folkeparti:
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455391_0012.png
Mange tak. Og mange tak for din tale, David O’Sullivan. Jeg tror, den måske er endnu bedre end bogen, så måske vi
skulle få den på tryk bagefter.
Jeg tror, at en af misforståelserne i en debat som denne er, at jo tættere vi er på tingene, jo bedre bliver de accepteret, og
jo længere de er væk, jo sværere er det at få accept. Jeg tror ikke, det er så enkelt.
FN er meget langt væk. Det er meget bureaukrati, måske endda mere end EU. Men det er endog meget accepteret. Så jeg
tror, pointen er, om vi kan komme tættere på, hvorfor tingene, selvom de er meget langt væk, er bredt accepteret, mens vi
i Danmark altid har accepteret nærdemokratiet. Der er f.eks. kun meget få, der deltager i det meget lokale demokrati. Det
vender jeg tilbage til.
Jeg vil begynde med at sige, at jeg tror, at alle her i Danmark er enige i alt, I kan finde på omkring mere åbenhed, mere
demokrati, flere muligheder for borgerne til at deltage. Så kom endelig med et katalog – jeg tror, det vil blive modtaget
meget godt hver gang. Jeg mener, det vi er nødt til at høre lidt mere om er, hvorfor det er så svært, når det er så åbenlyst.
Hvad er problemerne?
Desuden mener jeg, at det lyder meget enkelt at diskutere nærhedsprincippet, men det er meget svært, fordi det kun
minimerer det til et spørgsmål om lovgivning. Det er ikke kun et spørgsmål om lovgivning – det er et spørgsmål om
politikker. Og derfor mener jeg, at det er meget svært at udfærdige disse kompetencekataloger, og jeg mener ikke
nødvendigvis det er en god idé. Jeg mener, det er en god idé ring; en tydeligere traktat, end den vi har i dag. Det er helt
umuligt for almindelige mennesker at sætte sig ned, læse traktaten om Den Europæiske Union og forstå den. Det kan
lade sig gøre, og jeg mener, vi – i demokratiets navn – har en pligt til at tydeliggøre den, så den er forståelig for enhver.
Jeg vil sige lidt, som Henrik Dam Kristensen også gjorde, om den nationale regerings rolle. Jeg mener, at en af
baggrundene for demokrati er, at du kender dem, der regerer dig. Man kan enten elske eller hade dem. Men du ved i det
mindste, hvem de er. Jeg tror, en typisk dansker vil have meget svært ved, hvis man bad ham nævne fem medlemmer af
Europa-parlamentet. Meget svært – og det er ikke en god situation. Og jeg mener, at indtil der er en meget stærk
aelig;lles europæiske debat, er man nødt til at give de nationale regeringer en meget stærkere rolle end den, de har i dag.
Og jeg tror, vi er nødt til at diskutere forskellige modeller, der kan give dem en stærkere rolle.
Så vil jeg godt sige noget mere om, hvad der kan være grunden til, at det er så svært for borgerne at elske Europa. Vi
diskuterer næsten altid rammer og procedurer. Vi diskuterer meget sjældent indhold. Nogle gange bliver en europæisk
institution meget kendt – det er, når den diskuterer indhold. Med risiko for, at de ikke er enige med mig, så var sidste
gang, da Europa-Parlamentet kom med et løsningsforslag om situationen aelig;stina. Pludselig var det en meget kendt
institution, der skabte debat i hele Europa. Jeg tror, vi skal gøre det til et mere politisk forum, dvs. at højre og venstre vil
dele sig, som de gør i den danske regering og det engelske parlament osv. Og ikke være bange for debatten, når vi ikke
er enige. Vi vil være uenige om de store spørgsmål. Nogle gange vil vi også være enige. Jeg tror, at nogle af de store
spørgsmål for det f&os lash;rste er, hvad betyder det, at jeg anser mig selv om europæer? Jeg anser ikke mig selv som
amerikaner – hvorfor ikke? Jeg tror, det er meget vigtigt med en fælles europæisk udenrigspolitik – hvorfor synes jeg
det? Ikke fordi jeg vil have mere magt, men fordi jeg vil have støre gennemslagskraft. .Jeg tror på, at Europa skal være
tydeligere på den globale arena.
Jeg mener også, at miljøbeskyttelse er meget mere europæisk end på de andre kontinenter. solidaritetsomsorg – hvis man
kan sige det – mener jeg er meget europæisk, og måske er det svaret. Ikke altid at prøve at finde svarene i institutionerne
og procedurerne, men at finde dem i det politiske indhold.
Mange tak.
Claus Larsen-Jensen, formand for Folketingets Europaudvalg:
Mange tak. Og den sidste taler fra partierne er Keld Albrechtsen fra Enhedslisten.
Kjeld Albrechtsen, Enhedslistens EU-ordfører:
Jeg tror virkelig ikke, at problemet med demokratisk underskud i Den European Union nogensinde kan løses ved disse
debatter omkring den institutionelle reform osv. For så længe Den Europæiske Union ikke gør, hvad borgerne vil have
den til, bliver den aldrig populær. Det er det grundlæggende problem.
De højreorienterede nationalistpartier vil have et andet Europa, med stærke nationale stater og ingen immigration osv., så
de kan ikke lide Den Europæiske Union. Det kan Den Europæiske Union ikke gøre noget ved. Og de venstreorienterede
grupper kan ikke lide Den Europæiske Union, fordi den er et værktøj for de store selskaber. For når Den Europæiske
Union laver en lov, der tillader genetisk modificerede organismer, der k an sprøjtes på vores marker i Danmark, så kan
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455391_0013.png
borgerne ikke lide unionen, fordi de ikke vil have giftige sprøjtemidler, og de ser, at den politiske økonomiske top i
Bruxelles laver en lov, der tilgodeser Monsanto og ikke borgerne, og det vil ingen institutionel reform kunne afhjælpe.
Så enkelt er det. Men hvis man siger, at vi ikke kan lide genetisk modificerede organismer på vores marker, og at vi vil
have muligheden for at beskytte økologisk landbr ug, så vil nogle borgere måske støtte det. Så det er i bund og grund et
spørgsmål om mere basale ting, og selvfølgelig skal vi fra den danske regering tage initiativer til at foreslå mere åbenhed
og lave mere demokratiske institutioner, men jeg vil gerne understrege, at det ikke vil være nok.
Vi har fra mit parti, Enhedslisten, fremlagt forslag, der ville gå lidt dybere til bunds i problemet. Og faktisk nævnte
David O’Sullivan noget om dette problem – problemet om lobbyisme. Han sagde ikke ordet lobbyisme direkte, men han
talte om lobbyisme, og det er et af de meget store problemer, at love laves af de store virksomheder. Hvis vi så bare
kunne få de samme standarder som i USA, hvor lobbyisme kontrolleres, ville det være et stort skridt har derfor foreslået,
at der i Den Europæiske Union skal være mindst samme standard for lobbyisme, som i den amerikanske Lov om
Lobbyisme [Lobbyism Disclosure Act] fra 1995. Det har vi ikke i Europa.
I Amsterdam-traktaten blev den danske befolkning lovet åbenhed og tilgang til dokumenter. Det fik vi aldrig. Sidste år
blev der indgået en aftale, men den gav ingen adgang. Den gav faktisk en masse fritagelser fra adgang, men ikke adgang
i sig selv. Den danske befolkning har fået for mange løfter, der aldrig er blevet opfyldt, og hvis Den Europæiske Union
skal have succes i Danmark, så er den nødt til at opfylde løfter en gang imell em. Så enkelt er det.
Så jeg tror, at problemerne er lidt mere grundlæggende, end man kan se i debatten i konventet og i denne høring. Vi er
nødt til at gå lidt dybere, hvis der skal være en forbindelse mellem befolkningen og Den Europæiske Union. På det punkt
er jeg ikke specielt optimistisk. Det er derfor, jeg ikke støttede Danmarks medlemsskat af Den Europæiske Union.
Men vi må se, hvad der sker. Dette er i hvert fald i korte træk nogle input fra mit parti. Mange tak.
Claus Larsen-Jensen, formand for Folketingets Europaudvalg:
Mange tak. Og jeg giver nu ordet til Europaminister Bertel Haarder.
Bertel Haarder, Europaminister:
Mange tak, hr. ordstyrer, og mange tak til Kommissionen for det virkelig gode arbejde, der er blevet lavet. Noget af det,
der er opnået, er lovende og nødvendigt, og for mig er det en konsekvens af to hændelser, jeg har oplevet i Europa-
Parlamentet. Den første hændelse var med den europæiske ombudsmand, Jacob Söderman. Det er måske ikke alle, der
kan lide ham, men han har nogle gode standarder for administration i Den Europæiske Union , og for os i de nordiske
lande er han en af garantierne for, at det går i den retning, vi gerne vil have.
Den anden hændelse var en mere kedelig hændelse. Det var tilbagetrædelsen af Santer-Kommissionen i 1998. Det gode
aspekt ved tilbagetrædelsen var, at det satte fokus på nogle mangler omkring måden, hvorpå Den Europæiske Union
arbejder. Det satte fokus på manglen på gennemsigtighed. Grunden til hele skandalen var faktisk, at Europa-Parlamentet
ikke fik de oplysninger, de bad om. Og det faktum, at Kommissionen i sidste ende tr&arin g;dte tilbage, var en meget
stor lærestreg for os alle, for alle fremtidige kommissioner, og for alle fremtidige parlamentsmedlemmer, embedsmænd,
er jeg sikker på. Den hændelse har været med til at sætte standarder, som vi kan lide i dette land.
Ikke at vores standarder nødvendigvis er bedre end andre standarder, men alle kan forstå, at vi mener, vore måder at gøre
det på er gode. Vi mener, vi har udviklet dem gennem mange år. I Danmark kan vi stadig lære fra gennemsigtigheden i
Sverige og Finland. Vi er ved at lære det, og vi vil gøre fremskridt. Også under den nuværende regering. Det lovede
vores statsminister for to dage siden.
Vi er ikke perfekte. Det jeg siger er, at Den Europæiske Union bevæger sig i den rigtige retning mod bedre styring og
det, mener jeg, er beroligende og noget, vi skal være glade for.
Heldigvis kræver hvidbogen ikke traktatændringer. Vi kan gøre det med det samme, og jeg mener, at det er det, vi skal
gøre, og det skal vi takke Kommissionen for. Jeg har været en del aktiv på disse områder, da jeg selv var medlem af
Europa-Parlamentet, og jeg mener, det går i den rigtige retning.
Selvfølgelig vil institutionelle reformer blive diskuteret, og emnet god styreform vil uden tvivl også blive berørt i
konventet, og der er ingen tvivl om, hvis der kommer nogle resultater ud af det, så vil de gå i den samme retning.
Den danske regering kan godt lide, og det tror jeg alle er enige i, vægten af åbenhed, ansvarlighed og effektivitet. Vi skal
leve op til vore borgeres forventninger. Jeg vil gerne henvise til den danske regerings svar til hvidbogen, som blev
fremsendt til Kommissionen den 22. marts. Svaret blev sendt efter grundig konsultation med alle danske ministerier.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455391_0014.png
Vedrørende nærhed og forholdsmæssighed – det skal være forrest i enhver indgang til institutionel reform. Udvidelse gør
det endnu mere nødvendigt. En union på 25 og senere 30 medlemmer kan ganske enkelt ikke klare alting. Det er vigtigt
at fokus på det nødvendige. Det er vigtigt at leve op til forventningerne, når det drejer sig om problemer, som de
nationale regeringer kan løse selv.
Dette er indeholdt i hvidbogen, men det skal være mere konkret. Jeg ved godt, det ikke er nemt, fordi hver eneste
eksempel vil rejse tvivl i nogle lande. Det ved vi alle sammen. Hele idéen er ét stort kompromis, men vi bør stadig være
fokuseret på dette mål om at gøre det hele mere enkelt og lettere at forstå. Vi skal lovgive mindre men bedre. Vi skal
gøre unionen stærkere men slankere. Stærkere så den er e ffektivt på de områder, hvor unionen skal være i stand til at
handle, for det tager sig af de problemer, som de nationale lande ikke kan klare selv. Slankere – dermed mener jeg, at
unionen skal holde sig inden for de områder, hvor der er brug for dens handling.
Og vi er nødt til at se på dette i forbindelse med udvidelsen. Forestil Jer bare oversættelse efter udvidelsen. I Europa-
parlamentet er der allerede fire tolke for hvert land. Fire. Efter udvidelsen vil det være syv eller otte hvis ikke flere,
hvilket er en illustrering af en union med så mange medlemmer.
Så det gør det endnu mere vigtigt at fokusere på det nødvendige. Henning Christophersen, den tidligere danske
kommissær, som nu er i konventets præsidium, har en gang rettet mig. Jeg havde skrevet en tale eller en artikel, hvor jeg
havde kritiseret alle disse latterlige forordninger og især penge til mærkelige formål, som måske var i orden i visse
valgkredse, men bestemt ikke nødvendige i europæisk kultur. Han rett ede mig og sagde "det er ikke, fordi
Kommissionen vil gøre alt dette. Ikke en gang embedsmændene i Kommissionen vil. De vil bare være venlige over for
de ministre, der vil opnå noget på deres rådsmøder, og over for organisationer, der vil bevise over for deres medlemmer,
at de er aktive i den europæiske sfære, og at deres lobbyist i Bruxelles bestemt er sin løn værdig. Så der vil altid være
mange mennesker, der eftersp&osl ash;rger dette". Og han har selvfølgelig ret. Så vi er nødt til at gøre som Odysseus,
nemlig at binde os selv fast til bådens mast, så vi ikke falder for gudindernes fristelser. Vi er nødt til at binde os selv
faste til masten. Og det er hverken Kommissionen eller embedsmændenes skyld. Vi må gøre noget for at begrænse os fra
at "vande for mange planter", forlange for meget af Europa-kommissionen, give den skyld for for meg et. Det er
problemet, og ikke historier som mange anti-unionister, undskyld Jens-Peter Bonde, ynder at fortælle, nemlig at de i
Kommissionen er forfærdelige bureaukrater, der vil have mere magt og derfor ønsker at opsluge os alle sammen i mere
bureaukrati. Ingen politiker har bedt om mere bureaukrati – politikere har bedt om flere penge. Vi er problemet. Derfor
må vi binde os selv til masten.
Det er selvfølgelig meget godt, men jeg står ikke her som en dansk minister og giver andre landes ministre skylden, for
Danmark er på ingen måde bedre end andre lande, når det drejer sig om at bede om forordninger og penge. Det kan jeg
give Jer et eksempel på her og nu. Vi insisterer på, at der ikke skal skæres i standarderne inden for beskyttelse af
forbrugere, af sundhed, af fødevaresikkerhed og konkurrencepolitik. Vi vil fortsat h ave bureaukratiet og bestemmelserne
inden for disse områder. Så vi har også vore prioriteter, hvilket gør det endnu mere nødvendigt at finde måder til at
begrænse alle ministres aktiviteter, så de holder unionen på rette vej. Problemerne det kan ikke løses af landene selv.
Den åbne koordineringsmetode har vist sig at være virkelig godt. Da jeg hørte om det, må jeg indrømme, at jeg blev lidt
bekymret og skrev en artikel med titlen "Et Europa af ord", fordi jeg kunne forestille mig alle løsningerne, alle ordene og
premierministrene, der sad og ville løse alle former for problemer ved hjælp af den åbne koordineringsmetode. Og det
gjorde de. I Barcelona var det en hel telefonbog de vedtog. Men det gør ingen skade. Det er ikke bestemmelser. Det er
inspiration. Det er benchmarking. Vi sammenligner vores praksis med andre europæiske praksis, og det er en god idé.
Det eneste problem i vores regering er de danske parlamentarikeres tendens til ikke at læse disse sammenligner. Det
bemærkede jeg, da jeg i min gruppe henviste til nogle meget interessante sammenligninger inden for
uddannelsesområdet, og mit partis ordfører for uddannelse sagde "hvilket papi r var det, du talte om?", og det viste sig, at
ikke ret mange kendte dette papir, selvom det var blevet sendt til udvalget. Det var en del af benchmarking. Det var en
virkeligt godt papir med en masse inspiration, også en masse direkte kritik af danske skoler, der ikke levede op til
standarderne sammenlignet med andre lande. Så det er selvfølgelig nødvendigt for at den åbne koordineringsmetode skal
fungere, at i hvert fald regeringsmedlemmerne læser det materiale, der kommer ind. Og jeg er selvfølgelig sikker på, at
den nyvalgte regering læser alt. Men det har været et problem.
Der er megen snak om, hvordan nationale regeringer kan blive involveret, og konventet har fået en meget svær opgave
her, fordi det ikke er let at involvere de nationale regeringer. Man kan diskutere frem og tilbage. Formanden for
Europaudvalget og jeg har siddet i den danske radio og diskuteret det, og bagefter lyttede jeg til udsendelsen. Den var
ikke særlig klar, og det er ikke særlig tydeligt, hvad vi mener, når vi taler om at styrke nationale regeringer i den
europæiske lovgivningsproces. COSAC kan styrkes COSAC kan overvåge nærhed. Men først og fremmest kan de
nationale regeringer blive styrket, når de kontrollerer sig selv. Henning Christophersen, der er den danske statsministers
repræsentant i konventet, har nogle idéer om, hvordan de nationale regeringer kan blive styrket. Jeg mener, de kan blive
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455391_0015.png
involveret i udnævnelsen af kommissærer og formanden for Kommissionen osv. Men det har han ikke anbefal et. Det er
ikke let at finde den rette model.
Komitologi – er komitologi-systemet ikke mærkeligt? Jeg forstår det stadig ikke, og jeg synes ikke, det er et godt system.
Men jeg var ti år i Rådet, og hver gang mine embedsmænd fortalte mig om det, var det altid i slutningen af min tale,
"Danmark insisterer på komitologi". En af dem er her i dag. Så vi er ikke spor bedre end andre. Vi har efterspurgt
komitologi, fordi vi ikke stoler på Kommissionen, og hvis vi lader dem g&o re det, så vil de blot tale med de store lande
– vi ønsker komitologi. En gang var der en forretningsmand, der ringede til mig og sagde, "ved du, at de uddeler alle
disse penge til forskning, og der er ingen danskere involveret?" Så ringede jeg til den danske kommissær, og næste dag
rejste der en dansker ned og sad med ved bordet sammen med de andre. Så vi har siddet med rundt om bordet og bedt
om komitologi. Jeg indrømmer, at det ikke er et s&aeli godt system. Måske skal vi have mere tillid til Kommissionen.
Jeg vil gerne understrege, at det ikke kun er regeringen, men også Folketinget, der er gode venner med Kommissionen.
Vi ønsker en stærk Kommission, vi ønsker fællesskabsmetoden, vi ønsker, at det er ret og ikke magt, der er kilden til
Den Europæiske Unions magt. Så vi ønsker en stærkere Kommission. Hvis vi kritiserer den, er det fordi, vi kan lide den
og vil have den til at være bedre.
Kommissionen er de små landes ven og garanti for, at det er retsprincippet og ikke de stærkeste, der regerer.
Rådet kunne også godt trænge til en reform. Javier Solana har fremsat nogle forslag, og den danske regering synes godt
om disse forslag. Vi kan godt lide idéen om, at grupper af lande kan varetage formandskabet, og vi er ikke nødvendigvis
imod idéen om at opdele funktionerne i Rådet for Almindelige Anliggender. Vi er åbensindede, fordi Rådet har brug for
reform. Og specielt topmøderne skal koncentrere sig om de vigtige ting.<>
Vi ser frem til Kommissionens handlingsplan om bedre bestemmelse. Vi ser frem til Kommissionens situationsplan
omkring opfølgning på hvidbogen. Vi er overbeviste om, at Kommissionen vil læse vores svar. Vi synes, at
Kommissionen bevæger sig i den rigtige retning. Jeg har været meget tilfreds med de samtaler, jeg har haft med
kommissæren. Jeg er helt overbevist om, at Kommissionen ønsker disse forbedringer, og for øvrigt synes jeg ogs&arin
g;, det er meget beroligende, at Niels Asbøl har været så aktiv inde for personalereform, hvor jeg håber vi vil komme af
med strukturen for klassificeringskarriere, og i stedet vil få den lineære karrierestruktur.
Så mange tak for, at I er kommet her for at høre på os. Vi mener, I er på rette vej, men vi holder øje med Jer, og vi ved, I
kan gøre det bedre. Mange tak.
Claus Larsen-Jensen, formand for Folketingets Europaudvalg:
Mange tak. Jeg ved godt, det er sent fredag eftermiddag, men der skal stadig være mulighed for debat, og jeg har aftalt
med David O’Sullivan, at vi tager dem, der ønsker at sige et par ord, og så lader vi David O’Sullivan afslutte. Den første,
der har markeret er Bente Frost fra Københavns Byråd. Og vær sød at lade mig vide, hvem der ønsker at tale. Jeg kender
ikke alle her.
Bente Frost, Københavns Byråd:
Jeg repræsenterer Københavns Byråd her i dag. Mit navn er Bente Frost, og jeg er næstformand i byrådet. København er
meget glad for at se, at lokale myndigheder og byer er blevet anerkendt i Kommissionens hvidbog om styreformer. På
side 33 i hvidbogen bliver ordet "lokal" brugt mere end 35 gange, og "byer" er nævnt seks gange. Mere end 80% af
Europas befolkning bor i byer, her er der størst økonomisk aktiv itet, og store byer skaber oftest vækst.
Derfor har europæiske byer en direkte interesse i debatten om, hvordan Europas politikker bliver udtænkt og udviklet,
men alt for ofte bliver den bymæssige dimension af EU politikker overset. Eller for at bruge hvidbogens egne ord
"regioner og byer føler ofte at på trods af deres øgede ansvar for gennemførelse af EU politikker, er deres rolle, som en
valgt og repræsentativ kanal der skal informere offentligheden om EU politikker, ikk e udvidet".
Københavns Byråd er medlem af Euro Cities, som repræsenterer mere end 100 europæiske byer med over 250.000
indbyggere hver. Sammen har vi udarbejdet et standpunkt omkring hvidbogen, hvorfra jeg vil opsummere nogle af de
større punkter nedenfor.
Et af de vigtigste elementer i hvidbogen er, at Kommissionen lover at etablere en mere systematisk dialog med de lokale
og regionale regeringers repræsentanter gennem nationale og europæiske forbindelser på et tidligt tidspunkt for at forme
politik. Dette kunne f.eks. ske gennem et system af jævnlige møder og høringer mellem alle styringssfærer. Forskellen
skal dog altid være synlig mellem valgte repræsentanter og NGO repræsent anter.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455391_0016.png
Byerne vil gerne deltage i udvikling af mål og handlinger om at oplyse borgerne for at give dem en reel chance for at
deltage i beslutningsprocessen og dermed måske reducere fremmedgørelsen af Bruxelles og beslutningerne, der tages
der.
Der skal gøres mere omkring behovet for at vedtage EU lovgivning på lokale betingelser. Kommissionen skal gøre en
indsats for at reducere kompleksitet og undgå at gå unødvendigt i detaljer. Regionsudvalget skal anerkendes som en EU
institution. Det ovenfor beskrevne er blevet udviklet i et samarbejde mellem mere end 150 store europæiske byer. Det er
dog inspireret af den nordiske indstilling til lokalt selvstyre. Vi mener, at intelligent integr ering af valgte lokale
repræsentanter kan være med til at løse Den Europæiske Unions demokratiske underskud, og vi ser frem til at diskutere
vore forslag nærmere med Kommissionen.
Mange tak.
Claus Larsen-Jensen, formand for Folketingets Europaudvalg:
Mange tak. Er der andre? Det er meget tydeligt fredag eftermiddag. OK – det var det. Der er ingen grund til at forlænge
det unødigt. Så vil jeg give ordet til David O’Sullivan for at kommentere alle eftermiddagens indlæg.
David O’Sullivan, generalsekretær, Kommissionens generalsekretariat:
Hr. ordstyrer, mine damer og herrer. Jeg er meget bevidst om, det er fredag eftermiddag, og jeg skal vælge mellem at yde
debattens mangfoldighed retfærdighed og udnytte Jeres gæstfrihed, så for at godtgøre hvad jeg må have gjort galt i mit
første indlæg, vil jeg forsøge at komme med nogle nøglepunkter, og så vil jeg prøve at besvare et eller to specifikke
punkter, hvis jeg må.
Hvorfor har vi en europæiske union? Hvorfor har vi brug for en europæisk union? Vi har brug for styring af
samhørighed. Det er, at vi – dvs. de af os, der tror på den – mener, at der ikke er noget andet alternativ for de europæiske
lande end at samarbejde for på europæisk plan at gøre noget ved de ting, vi ikke kan gøre noget ved effektivt nok på
nationalt plan.
Et par af talerne her i dag har nævnt truslen af homogenitet. Jeg var for nylig til en debat om Europas fremtid i Dublin,
som var blevet planlagt for at prøve at rette op på noget af skaden fra Nice-afstemningen, og jeg hører det samme her
flere gange i dag.
Jeg spørger Jer helt ærligt, mine damer og herrer, hvad er den største trussel mod os i Europa? Er det risikoen for, at vi
bliver homogeniseret? Eller er det risikoen for vores mangfoldighed? Hvad kom der ud af det 19. århundrede? Var det
homogenitet af de europæiske folk? Eller var det det faktum, at vi ikke vidste, hvordan vi skulle håndtere vores
mangfoldighed? Eller at vi strålede os i vores mangfoldighed til et punkt, hvor vi bragte verden i krig to gange på 50 år?
Tilgiv mig, men jeg tror helt ærligt ikke, at Jeres identitet som danskere er truet, at min identitet som irlænder er truet,
eller at den tyske identitet er truet af de processer, vi gennemgår. Jeg kan slet ikke se, hvor truslen kommer fra.
Problemet er, at vi har haft en enestående grad af mangfoldighed, etnisk, kulturelt, religiøst og politisk på meget lidt
plads, og det lykkedes os ikke at håndtere det i det 19. århundrede. Mit stø ;rste ønske er, at vi finder måder, hvorpå vi
kan håndtere det i det 20. århundrede. Jeg tror ikke, den største trussel er, at vi bliver homogeniseret til en eller anden
kedelig europæisk model, hvilket vi er langt, langt fra, men risikoen er, at hvis vi ikke forstår behovet for at styre
samhørighed, kan vi ikke lave strukturer, der gør os i stand til sammen at overvinde de udfordringer, vores
mangfoldighed indeholder, og som europæere at stå ansigt til ansigt med de udfordringer, det 20. århundrede har, de
fælles værdier og de fælles overbevisninger vi har.
Og det er det, det handler om, hvilket ikke betyder, at vi ikke fortsat vil være danskere med den enestående danske måde
at gøre forretninger på – denne debat kunne ikke være foregået i noget andet land end Danmark i hele verden, selvom I
har været så venlige at tale engelsk her i dag. Jeres danske karakter, danske historie, danske engagement er tydelig i alt I
siger og gør. Jeg er slet ikke i tvivl om, hvor i Europa jeg det samme gælder, hvis jeg er i Paris, i Berlin, i Dublin eller i
Luxembourg.
Så vær forsigtig med at dømme, når I hører tale om risiciene ved homogenisering og udviskning af nationale forskelle.
Jeg mener helt ærligt, at problemet er, hvordan vi styrer vores forskelle bedre i dette århundrede, end vi gjorde i det
forrige.
Hvad skal vi gøre sammen i Europa? Vi har sammensat denne komplekse struktur, der involverer det interne marked
hvor 12 medlemsstater nu har fælles valuta. Vi har sammensat fælles sociale politikker og miljøpolitikker. Vi er ved at
indse behovet – og der er et stort offentlig krav om det – for at gøre mere inden for lovmæssigt, juridisk og også
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455391_0017.png
politisamarbejde, fordi befolkningen indser, at når vi har dette fælles europ område, er vi også nødt til at styre det
omkring den retlige situation. Og det sværeste vi har med at gøre er, hvordan vi skal finde en fælles rolle i verden. Vi
kan blot se på situationen i Mellemøsten for at vide, at Europas indvirkning på den situation er mindsket betydeligt på
grund af det faktum, at vi ikke er i stand til at tale med én stemme, at vi ikke kan fremkomme med ét europæisk
standpunkt. Det betyder ikke, at vi er imod USA, som er vores nærmeste allierede, men hvis vi ikke har en europæisk
røst i verden, som en af de tidligere taler henviste til, vil der ikke blive lagt mærke til os. Det vil være andre
befolkningers værdier. Og det er vores bedste garanti for at globalisering, som giver muligheder men også trusler, styres
på en måde, som er kompatibel med vores europæiske arv og vores europæiske værdier.
Det var de store politikker. Men for at kunne gøre alt dette, er vi nødt til at have strukturer, institutioner og systemer. Og
– som det rettelig er blevet sagt – er spørgsmålet, hvordan sikrer vi os, at disse institutioner, der tager sig af de ting, vi
har besluttet os for at gøre sammen, har den de højeste standarder for gennemsigtighed, ansvarlighed, demokratisk
legitimitet, effektivitet og er underlagt retsprincippet – for det ræbt efter at gøre. Hvis vi ganske enkelt prøver at
samarbejde på et regeringsgrundlag ved at sige, at vi vil lad regeringerne sidde ved samme bord, så er det – undskyld jeg
siger det – en af de mindst demokratiske, mindst ansvarlige og mindst gennemsigtige processer, man kan sætte i værk.
Det er efter min overbevisning kun de strukturer, som vi har iværksat på europæisk plan, der kan ændres til netop at være
institutioner op til disse kriterier. Men selvfølgelig har vi også brug for politikker. Som flere har nævnt det, så har vi brug
for europæiske politikker.
Jeg står her som en bureaukrat, forhåbentlig ikke uden ansigt – I kan i hvert fald se, jeg har et ansigt – men jeg er en
bureaukrat. Jeg er ikke en valgt person. Jeg giver mig ikke ud for at lave politikker. Jeg arbejder under
kommissærkollegiets autoritet under formand Romano Prodi. Jeg er en embedsmand. Jeg præsenterer Jer i dag for
Europa-kommissionens synspunkter, fordi jeg er en talsmand for den institution. Jeg finder ikke på disse idé oner, der
foreslår dem, er politikere, udnævnt af regeringer i medlemsstaterne, ansvarlige over for medlemmerne i Europa-
parlamentet, og det er det, vi har brug for. Vi er nødt til at have en politisk proces i Europa, og mere end det. Charlotte
Antonsen gjorde helt korrekt opmærksom på, at deltagelsesprocenten i valg til Europa-parlamentet er meget lav og
lavere end valgprocenten ved nationale valg. Men hvordan vil vi på den anden side skabe værdier? Villy Sø ;vndal talte
om at få indhold og ikke altid tale om procedurer, og det er udfordringen. Hvordan kan vi vække befolkningens
entusiasme i Europa omkring indhold og ikke endeløse snak om procedurer og mekanismer –
det
er en virkelig
udfordring. Og efter min mening så har Europa-parlamentet og de europæiske politiske partier en meget vigtig rolle her.
Et par enkelte ting, først omkring fiskerireformen, som Lars Barfoed nævnte. Det er et meget kontroversielt emne, men
jeg vil gerne kommentere det. Det er – beklageligvis – ikke ualmindeligt, at Kommissionen udsætter vedtagelse af et
forslag et par uger. I dette tilfælde havde sagen en første behandling. Der var nogle mangler i sagen. Vi vidste ikke, hvor
vi skulle hente alle pengene til finansieringen, og der var blevet lavet noget utilstr&aeli bejde om, hvordan vi skulle
organisere kompensationen, økonomien og de sociale konsekvenser af den nødvendige restriktion. Det blev besluttet, at
der skulle lægges mere arbejde i forberedelsen, og det blev rykket frem til 28. maj. Det er den normale arbejdsgang i
Europa-kommissionen. De af Jer, der arbejder tæt sammen med os, ved, at vi ofte udskyder ting. Det kan godt være, at
en eller to regeringer ikke er glade for forslaget eller at en eller to kommissærer ikke er h elt glade for Franz Fischlers
idéer, der endnu ikke er vedtaget af kollegiet. Hvert medlem af Kommissionen har ret til at være kritisk over for et
forslag, der kommer fra et andet medlem af kollegiet. Sådan arbejder kollegiet. Men den 28. maj vil Kommissionen højst
sandsynligt vedtage forslaget – og så kan I bedømme, når I ser forslaget, om I mener, Kommissionen er blevet påvirket
for meget af fortalerne i denne debat. Så prøv at forst&ar t kommissærkollegiet arbejder på en kompleks måde, netop i et
forsøg på at reflektere forskellige politiske tendenser og forskellige nationale følsomme områder. Kommissærer er der
ikke for at handle på vegne af deres regeringer. De er der derimod for at reflektere deres viden om deres land og region.
Det er netop derfor, vi har et kollegium, der er sammensat, som det er. Det er meget vigtigt, at hvis vi skal gøre noget på
fiskeriområ det, som har en stor indflydelse på f.eks. spanske fiskere, så vil man naturligt nok forvente, at den spanske
kommissær siger, at han ikke mener, det er den rette måde at gøre det på. På samme måde som jeg ville forvente en
dansk kommissær vil gøre opmærksom på, hvilke konsekvenser et forslag vil have for Danmark. Dette er ikke at adlyde
ordre fra en national regering – det er at udføre sin rolle som medlem af kollegiet u at have ansvaret for porteføljen, som
vore kommissærer har. Med hensyn til det uheldige sammenfald med personlige ændringer i forbindelse med kommissær
Franz Fischler, så kan jeg fortælle Jer, at der ikke var nogen som helst sammenhæng mellem disse to hændelser. Jeg var
involveret i begge beslutninger, og jeg kan sige, at der ikke var nogen forbindelse. Jeg er godt klar over, at når man vil
tro på sammensværgelser, så kan det ikke modb evises, men jeg kan sige, at der ikke var nogen forbindelse mellem de to
ting, at de var helt uafhængige af hinanden.
Kjeld Albrechtsens kommentar om, at når Den Europæiske Union gør ting, befolkningerne vil have, vil den blive
populær, er rigtig. På den anden side er det store spørgsmål, hvordan vi beslutter, hvad Europas befolkning kan lide?
Beslutter vi det udelukkende vertikalt – med andre ord samler et flertal af borgere i hver medlemsstat – eller beslutter vi
det på baggrund af befolkningen i hele Den Europæiske Union? Vi er i virk oslash;dt til at finde en balance mellem de to
– det står der i Rom-traktaten. Rom-traktaten er for øvrigt et fremragende dokument, der er værd at læse og det viser -
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455391_0018.png
som der blev sagt – at siden da er vores udkast-arbejde blevet meget værre. Men Rom-traktaten var faktisk et meget,
meget klogt forfatningsdokument. Og det siger, som rigtig er, at vi er en union af stater og befolkninger. Og vi skal
konstant holde balancen mellem, hvad der er staternes rolle, idet vi den enkelte stats suverænitet og den nationalitet
identitet, og hvad der skal være befolkningens sag. Jeg er irsk, og jeg er meget stolt af det – jeg er ikke særlig stolt af, at
halvdelen af 35% af den irske befolkning stemte mod Nice-traktaten, og dermed måske gør det umuligt at realisere
udvidelsen. Jeg er ikke helt sikker på, at det repræsenterer demokratisk legitimitet, når man ser på fem hundrede
millioner menneskers indsats i Europa. Så år hele tiden nye udfordringer om at finde balancen mellem kernen for
fremtiden, og hvordan vi tager hensyn til den europæiske interesse og flertallets interesse. Og det er ikke let, men det er
det, vi har forsøgt at gøre, og det er vi nødt til at arbejde videre med. Jeg har understreget, at vi bør tale om de vigtige
emner om, hvordan vi rekallibrerer den europæiske forfatning i konventets kontekst og regeringskonferencen, men jeg
mener stadig, at de emner, vi h ar diskuteret her i dag om, hvordan vi kan forbedre institutionens daglige funktioner, gøre
dem mere gennemsigtige, hvordan vi kan gøre den europæiske offentlige service mere ansvarlig for borgerne og mere
effektiv, og hvordan vi kan gøre det lettere for befolkningen at forstå, hvordan lovgivningen bliver udviklet, er vigtige.
Hvordan vi kan forbedre det i form af at rådføre os med borgerne og få mere kontakt med NGOerne, de regionale
organer for gennemf&o slash;relse og leveringer af politikkerne. Dette er vigtige forbedringer i systemet, der vil være
lige så vigtige for projektets succes som den større helhed.
Kommissionen har fremlagt sit forslag – og jeg vil gerne takke den danske regering meget for sit bidrag. Jeg vil gerne
takke Europaminister Bertel Haarder for, hvad han havde at sige om Europa-kommissionen. Jeg mener, at Europa-
kommissionen er grundstenen i Den Europæiske Unions funktion. Vi skal bestemt forbedre vore præstationer. Jeg vil
gerne sige tak for den opmuntring, I har givet os for vores arbejde. Jeg bemærker mig også, at I forventer mere af os, og
ør I ret i. Vi når aldrig til et punkt, hvor vi kan sige, at vi er fremme ved målet. Dette er en kontinuerlig proces af
forbedringer af institutionernes funktion, processens gennemsigtighed, af ansvarlighed og endelig det europæiske
projekts demokratiske legitimitet, som er absolut grundlæggende, hvis vi skal få succes – specielt i lyset af udvidelsen.
At styre mangfoldigheden af dette kontinent i det 20. århundrede på en radikal anderledes måde, ikke lykkedes at gøre
det i det 19. århundrede.
Mange tak.
Claus Larsen-Jensen, formand for Folketingets Europaudvalg:
Mange tak David O’Sullivan, fordi du tog dig tid til at komme her. Jeg synes, det har være virkelig godt, at du har været
her til at forklare, hvad der lå til grund for Kommissionens udfærdigelse af hvidbogen.
Og blot for at opsummere mødet, så ser det ud til, at vi er midt i en proces, der handler om, hvordan vi organiserer
samarbejdet i Europa på en demokratisk måde. Og vores problem er, at vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi – i tillæg
til det nationale demokrati – kan udvikle dette uden at underminere det nationale demokrati. Og det er en ny proces i
international politik. Det er en ny proces for os alle sammen, og derfor søger måder at gøre det på. Det er lidt svært for
os, men der er kun én måde, og det er at prøve.
Vi ser denne høring og Jeres hvidbog som det første skridt i vores debat. Arbejdet, der er lavet parallelt i konventet og
senere på regeringskonferencen, vil også fokusere meget på disse processer. Og blot som en oplysning så har vi på
mandag en offentlig høring om konventet som en lille begyndelse, fordi vi ikke ved så meget om indholdet af forslagene
fra konventet, og vi følger op på høringen i september og dec ember og sandsynligvis også i marts næste år, med
offentlige høringer om indholdet og forslagene, der er blevet lagt frem på konventet.
Jeg vil også lige nævne, at vi i Europaudvalget sender et skriftligt svar omkring hvidbogen, som vi normalt gør i
forbindelse med disse offentlige høringer.
Og endnu en gang tak til David O’Sullivan, Europaministeren, vore repræsentanter fra de regionale udvalg, og nu vil der
være kaffe ude foran, hvis I har tid til det. Rigtig god weekend.