Europaudvalget 2001-02 (2. samling)
EUU Alm.del INFO-note I 260
Offentligt
1455364_0001.png
Europaudvalget (2. samling)
(Info-note I 260)
(Offentligt)
Til
Til Europaudvalgets medlemmer og stedfortrædere
samt de danske medlemmer af Konventet
Status for drøftelserne i arbejdsgruppe VI
om økonomisk governance
Som baggrundsmateriale for Europaudvalgets Konventshøring den 20. september 2002 fremsendes vedlagt
et kortfattet notat om de hidtidige drøftelser i arbejdsgruppe VI, der beskæftiger sig med økonomisk
governance (som måske kan oversættes til økonomisk styring). Formand for arbejdsgruppen er medlem af
Konventets Præsidium Klaus Hänsch, som har været formand for Europa-Parlamentet. Der er ingen danske
repræsentanter i gruppen.
Baggrund
Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) bygger på tre elementer: (1) En uafhængig europæisk
centralbank (ECB), der har enekompetence mht. den monetære politik i euroområdet, (2) Medlemsstaterne,
som har ansvaret for de nationale økonomiske politikker, herunder finanspolitikken, (3) En erkendelse af,
at de nationale økonomiske politikker er af fælles interesse og derfor kræver en vis samordning i Rådet. En
række pol itikområder som f.eks. beskæftigelse, sociale anliggender og uddannelse falder ind under de
overordnede rammer for "Lissabon-processen", hvis mål er at sætte EU i stand til at blive den mest
konkurrencedygtige og dynamiske vidensbaserede økonomi i verden, der kan skabe en holdbar økonomisk
vækst med flere og bedre job samt større social samhørighed. På baggrund af indførelsen af den fælles
valuta, euroen, og udvidelsesperspektivet kan man rejse det spørgsmål, om der er asymmetri mellem det
forhold, at ECB har enekompetence hvad angår den monetære politik, mens de økonomiske politikker og
beskæftigelsespolitikken fortsat henhører under medlemsstaternes kompetence.
Kommissoriet
Det overordnede kommissorium for arbejdsgruppen lyder: "Indførelsen af den fælles valuta indebærer et
udvidet økonomisk og finansielt samarbejde. Hvilken form vil et sådant samarbejde kunne antage?" Blandt
de mere specifikke elementer, arbejdsgruppen skal overveje, nævnes stabilitets- og vækstpagten, som ikke
formelt er en del af traktaten, og den åbne koordineringsmetode (udveksling af oplysninger og
sammenligning af bedste praksis). Man skal ogs&ari ng; drøfte betimeligheden af øget harmonisering på
skatteområdet. I forbindelse med institutionelle anliggender skal man drøfte behovet for en klarere
kompetencefordeling og større politisk legitimitet, f.eks. ved at formalisere Eurogruppen og inddrage
Europa-Parlamentet.
Udkast til rapport
Den 16. september offentliggjorde Klaus Hänsch et udkast til en rapport, som skal diskuteres på
arbejdsgruppens 8. møde den 18. september. Udkastet indeholder en del "kantede parenteser" indeholdende
anbefalinger, som der ikke er enighed om, eller alternative anbefalinger, som arbejdsgruppen kan vælge
mellem. Arbejdsgruppen har lagt til grund, at de centrale anbefalinger skal indarbejdes i en ny
grundtraktat. Den endelige rapport ventes vedtaget på arbejdsgruppens afslut tende møde den 27.
september. Blandt de centrale anbefalinger (som der som sagt endnu ikke er etableret fuld enighed om) kan
– meget summarisk og koncentreret og derfor ikke helt dækkende – nævnes:
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455364_0002.png
• Unionens målsætninger på det økonomiske og sociale område indskrives i en ny konstitutionel traktat
(herunder målsætninger vedrørende bæredygtig vækst, konkurrenceevne, fuld beskæftigelse, social
samhørighed og en social markedsøkonomi).
• Den Europæiske Centralbank bevarer sin enekompetence mht. pengepolitikken, mens
medlemsstaterne bevarer deres kompetence mht. den økonomiske politik.
• Koordineringen af den økonomiske politik skal styrkes, og medlemsstaterne bør i højere grad rette
sig efter henstillingerne fra økofinrådet, f.eks. om nedbringelse af for store budgetunderskud.
• De nationale parlamenter skal inddrages mere i denne koordinering.
• Europa-Parlamentet skal inddrages i udformningen af de generelle retningslinjer for den økonomiske
politik.
• Stabilitets- og vækstpagten skal ikke indskrives i grundtraktaten.
• Den åbne koordineringsmetode er et nyttigt politisk instrument.
• Medlemsstaterne har fortsat ansvaret for skatteudskrivning, men procedurerne til samordning skal
forbedres, og der skal foregå en vis harmonisering af skattesatserne af hensyn til det indre markeds
funktion.
• Der er i arbejdsgruppen forskellige opfattelser af, hvorvidt Eurogruppen (som nu omfatter 12 af de 15
medlemsstater, men som efter udvidelsen kun vil omfatte godt halvdelen af medlemsstaterne) skal
fortsætte som et uformelt samarbejde, eller om den skal indskrives i traktaten.
Bilag
Udvalgte dokumenter
På Konventets hjemmeside
http://european-convention.eu.int
og på Folketingets EU-Oplysnings hjemmeside
www.eu-konvent.dk
er der adgang til de officielle konventsdokumenter vedrørende arbejdsgruppe VI samt
til de meget omfattende arbejdsdokumenter udarbejdet af Kommissionen og medlemmer af
arbejdsgruppen. Blandt de mest centrale dokumenter kan nævnes:
CONV 76/02 Kommissoriet for arbejdsgruppe III
WG VI WD 14 Klaus Hänschs udkast til rapport af 16. september 2002
Med venlig hilsen
Bjørn Einersen