Europaudvalget 2001-02 (2. samling)
EUU Alm.del INFO-note I 265
Offentligt
1455359_0001.png
Europaudvalget (2. samling)
(Info-note I 265)
(Offentligt)
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
samt de danske repræsentanter i Konventet
Resumé af 8. samling i Det Europæiske
Konvent, den 12.-13. september 2002
Resumé af resuméet
Indledningsvis gjorde Giscard d’Estaing opmærksom på, at præsidiet præsenterer et dokument om den
kommende traktatstruktur på Konventets møde den 28.-29. oktober, hvorefter et mere detaljeret udkast til
traktat følger i januar 2003.
Det overordnede emne var "Forenkling af EU’s instrumenter og procedurer. Der var udbredt enighed
blandt Konventets medlemmer om, at der er behov for forenkling og gennemskuelighed i forhold til EU’s
instrumenter og procedurer. Dog blev det understreget, at forenkling i sig selv ikke er et mål. EU’s
forordninger, direktiver m.m. skal have navne, som borgerne kan forholde sig til - en lov skal kaldes en
lov. Antallet af lovtyper skal reduceres ligesom antallet af procedurer. Samar ev foreslået afskaffet, mens
det var den almindelige opfattelse, at anvendelsen af den fælles beslutningsprocedure skal øges, hvis ikke
den, som nogle medlemmer ønskede, skal være den eneste procedure. Flere medlemmer påpegede, at der
bør ses på definitionen af kvalificeret flertal. Herunder om tærsklen er for høj. Selv om det nok ikke bliver
muligt at afskaffe komitologisystemet, bør der ryddes op i antallet af komitéer. Komit&ea
cute;procedurerne bør gøres lettere forståelige, og arbejdet i komitéerne skal være gennemskueligt. Mange
medlemmer gav udtryk for, at sondringen mellem de obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter skal
afskaffes
Formanden for arbejdsgruppe I om nærhedsprincippet, Mendez de Vigo, præsenterede gruppens foreløbige
konklusioner, der bl.a. indebærer, at der bør etableres et "early warning system" med inddragelse af de
nationale parlamenter i kontrollen med nærhedsprincippet.
Endvidere redegjorde Giuliano Amato for de foreløbige konklusioner fra arbejdsgruppe III om EU’s status
som juridisk person. Alle i gruppen på nær et enkelt medlem går ind for, at EU eksplicit får status som
juridisk person.
Det Europæiske Konvent mødtes for ottende gang den 12.-13. september 2002. Mødets overordnede tema
var forenkling af EU’s instrumenter og procedurer. Sekretariatet havde som oplæg til mødets diskussioner
udsendt dokumentet CONV 225/02, der indeholder fire spørgsmål, som medlemmerne blev anmodet om at
koncentrere deres indlæg om:
1. Hvordan kan man reducere antallet af instrumenter, som EU har til rådighed med henblik på
udøvelsen af sin kompetence, og hvordan kan man klarlægge deres retsvirkninger?
2. Er det nødvendigt at udarbejde en klar klassifikation af de retlige instrumenter ud fra deres rangfølge
(et regelhieraki)?
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455359_0002.png
3. Hvordan kan man bedst rationalisere samtlige gældende lovgivningsprocedure? Hvordan kan man
reducere antallet heraf?
4. Kan man forenkle visse procedurer? Den fælles beslutningstagning? Budgetproceduren?
Sekretariatet har som baggrundsmateriale udsendt dokumenterne CONV 162/02, der beskriver
det nugældende system af retlige instrumenter, og CONV 216/02, der indeholder en beskrivelse
af lovgivningsprocedurerne.
Præsidiet præsenterer dokument om traktatstruktur til oktober
I sin indledende tale redegjorde Giscard D’ESTAING for det videre forløb af Konventets
arbejde. Præsidiet vil præsentere Konventet for et dokument med strukturen til en ny traktat på
plenarmødet den. 28.-29. oktober. Dette dokument vil vedrøre den overordnede struktur i en ny
traktat, og først i januar 2003 vil Præsidiet præsentere et mere detaljeret forslag.
Giscard d’Estaing gav udtryk for, at såfremt arbejdsgruppe III om EU’s status som juridisk
person kommer frem til, at det er muligt og ønskeligt at give EU en sådan status, kan man
forestille sig et udkast til én traktat eventuelt suppleret med protokoller. Denne fusionstraktat
kan så være opdelt i en forfatningsdel og en del vedrørende det politiske indhold. Præsidiet
havde endnu ikke truffet beslutning om strukturen, men det var Giscard d{{ ryk, at det går i
retning af én enkelt traktat, hvor enkelhed og læsbarhed er hovedprioriteten.
Idet han fremhævede to bidrag til Konventet fra europaparlamentarikerne Andrew Duff og
Elmar Brok gjorde Giscard d’Estaing opmærksom på, at Konventet som sådan ikke har samme
frihed som de enkelte af Konventets medlemmer til at fremsætte kontroversielle forslag.
Giscard fortalte, at arbejdet i de ti nuværende arbejdsgrupper skal være afsluttet ultimo
december. Konventet skal på dette tidspunkt have diskuteret og taget stilling til rapporterne fra
alle arbejdsgrupper, så der foreligger ti centrale delelementer, som Konventet kan basere sit
videre arbejde på.
Debat om forenkling af EU's instrumenter og procedurer
Forenkling, gennemskuelighed og placering af ansvar
Som oplæg til diskussionen om forenkling lagde Giuliano AMATO ud med at sammenligne EU med de
gamle katedraler rundt omkring i Europas byer. Katedralerne er ofte bygget og bygget om i et forløb over
flere århundreder, og man kan således tydeligt se stilarterne fra de forskellige århundreder, når man
betragter katedralerne. På samme måde er de nuværende strukturer og procedurer i EU et udtryk for, at EU
er vokset frem i forskellige tempi. Alle for handlinger om traktater og traktatændringer har medført nye
procedurer eller ændringer i de eksisterende procedurer, hvilket er grunden til den nuværende
kompleksitet.
Der er gode grunde til forenkling, idet der findes over 22 forskellige procedurer, afhængig af hvilke
organer der deltager i processen. Der er fire muligheder for, at Europa-Parlamentet bliver hørt.
Gennemsnitsvarigheden af en lovgivningsprocedure er et år og fire måneder. Den historiske baggrund for
de mange procedurer er blandt andet, at Europa-Parlamentet som institution har udviklet sig langsomt.
Proceduren for fælles beslutningtagen er gradvis udvidet til at dækk e flere områder, selv om de andre
procedurer stadig eksisterer i systemet. For så vidt angår budgetproceduren er området for de ikke-
obligatoriske udgifter øget. Giuliano Amato præciserede, at Konventet særligt skal forholde sig til, om der
er procedurer, som kan fjernes eller forenkles.
Amato nævnte de mange forskellige instrumenter, som anvendes i EU – forordninger, direktiver,
rammeprogrammer m.m. – og stillede spørgsmålstegn ved, om man kan forvente, at borgerne kan forstå
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455359_0003.png
dette virvar af så mange forskellige instrumenter med navne, som de ikke kender til. I forhold til
instrumenterne pointerede Amato, at det igen er nødvendigt at se på spørgsmålet om forenkling, mens det
samtidig må overvejes, om ikke der ska randring til.
Stort set alle konventsmedlemmer, der tog ordet, gav udtryk for, at forenkling af EU’s instrumenter og
procedurer er nødvendigt, og at den nuværende situation er uigennemskuelig.
På den anden side understregede flere af medlemmerne, herunder også Giuliano Amato selv, at forenkling
i sig selv ikke er et mål. Bobby MCDONAGH (den irske regering) tyede til et Oscar Wilde citat for at
understrege dette – "Sandheden er aldrig enkel". Neil MCCORMICK (Europa-Parlamentet) fremførte, at
borgerne har ret til at blive hørt, og at det tager tid med en sådan demokratisk proces, hvilket betyder, at
det ikke nødvendigvis kun gæld at gøre tingene så enkelt og hurtigt som muligt. Peter HAIN (den engelske
regering) pointerede, at det centrale i problemstillingen er EU’s evne til at "levere" og leve op til borgernes
forventninger, og at denne evne til at levere ikke må ofres på "enkelhedens alter". Ifølge Hain bør der
foretages en form for case-study, hvor de hidtidige erfaringer med anvendelse af bestemte procedurer på
bestemte problemer evalueres – man b&osla skaffe gode løsninger blot for enkelhedens skyld.
Timothy KIRKHOPE fra Europa-Parlamentet fremhævede, at fejlen ved det nuværende system er, at ingen
ved, hvor ansvaret er placeret i EU, og at det bør fremgå klart, hvem der har ansvaret, hvilket vil reducere
apatien blandt Europas borgere. Flere konventsmedlemmer delte dette ønske om en klar ansvarsplacering.
En lov skal kaldes en lov, og der bør være færre typer
Ud fra devisen om, at man bør kalde en spade for en spade og en skovl for en skovl argumenterede flere af
Konventets medlemmer for, at EU-reglerne bør have betegnelser, som almindeligvis forstås af de
europæiske borgere. Fremfor at tale om forordninger, direktiver, rammedirektiver m.m. bør man derfor
hellere betegne EU-retsakterne som EU-love, da de fleste EU-borgere forstår, hvad der menes med en lov.
Michel BARNIER fra Kommissionen påpegede, at reglerne bør gives de samme betegnelser, som borgerne
kender – man bør derfor fremover tale om europæiske love. Ordet "forordning skal overlades til sekundær
lovgivning af 2. rang, hvor der er tale om Kommissionens gennemførelsesbestemmelser.
Flere medlemmer påpegede, at der overordnet bør være tale om to kategorier af love. F.eks. anførte Hannes
FARNLEITNER (Østrigs regering), at forordninger bør kaldes for europæiske love, mens direktiver skal
kaldes for rammelove.
Henning CHRISTOPHERSEN påpegede, at normen for instrumenter bør være love, rammelove og
beslutninger. Anne van LANCKER gav udtryk for, at der bør være tale om love, rammelove og derudover
den åbne koordinationsmetode.
Overvejende var der enighed om, at der bør ses på betegnelserne. Gianfranco FINI (Italiens regering)
påpegede dog, at det ikke er tilstrækkeligt at se på, hvilke betegnelser der anvendes, der må også værre
færre instrumenter. Flere af medlemmer påpegede, at det specielt er uigennemskueligt, hvilke instrumenter
der findes inden for Søjle 2 og 3.
Regelhierarki
Mange af Konventets medlemmer gav udtryk for, at der er behov for en klar sondring mellem bindende og
ikke-bindende instrumenter. Peter GLOTZ (den tyske regering) samt flere øvrige medlemmer gav udtryk
for, at der bør være et klart normhierarki og en klarere sondring mellem egentlige love baseret på traktater
og gennemførelsesbestemmelser. Andrew DUFF (Europa-Parlamentet) påpegede dog, at en sådan helt klar
adskillelse formentlig ikke vil være mulig.
Magtdeling
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455359_0004.png
Flere medlemmer gav udtryk for, at magtfordelingen i EU bør tage udgangspunkt i den klassiske
magtadskillelseslære med en klar sondring mellem den lovgivende og den udøvende magt. Peter
SKAARUP nævnte, at borgernes retssikkerhed kun sikres ved, at der sker en adskillelse af den lovgivende,
udøvende og dømmende magt, og at EU må få flettet trådene ud. Hvis EU skal kunne fungere fornuftigt
fremover, må der ske en voldsom regelforenkling o g en meget klar kompetenceopdeling.
Skal der pilles ved Kommissionens initiativret?
Nogle medlemmer foreslog, at Konventet bør se på, om der skal røres ved Kommissionens initiativret.
Gianfranco FINI udtalte sig til fordel for at mindske kommissionens monopol på initiativretten og
fremførte, at det bør overvejes, om ikke også Europa-parlamentet bør have initiativret. Fini fremhævede
dog, at Kommissionen fortsat bør spille en central rolle.
Pierre MOSCOVICI (den franske regering) fremførte, at den franske regering er af den opfattelse, at
aktørernes legitimitet skal respekteres, og at der ikke skal være tale om en form for "privatisering" her. Han
mindede samtidig om, at det er med Kommissionen som drivkraft, at der sker fremskridt.
Flere europaparlamentarikere argumenterede for, at Europa-Parlamentet bør have del i initiativretten, bl.a.
Sylvia-Yvonne KAUFMANN, der stillede spørgsmålstegn ved, hvad der vil ske, såfremt Kommissionen
bliver mindre lydhør over for Parlamentets ønsker. Yderligere europaparlamentarikere fulgte denne linje
op og fremførte blandt andet, at eftersom Rådet gradvis har opnået initiativret indenfor Søjle 2 og 3 vil det
være logisk, at Eu ropa-Parlamentet også ønsker initiativret.
Kommissær Michel BARNIER gjorde opmærksom på, at han havde forståelse for, at der er nogle, som vil
sætte spørgsmålstegn ved Kommissionens initiativret, idet de tilskriver Kommissionen "alt det indviklede".
Imidlertid er det kun i ca. 10 pct. af tilfældene Kommissionen, som reelt har iværksat et initiativ.
Kommissionen er meget lydhør over for, hvad der kræves af den. I langt de fleste tilfælde har
Kommissionen benyttet i nitiativretten på opfordring fra Rådet, Europa-Parlamentet og "eksterne parter".
John BRUTON (irske parlament) fremhævede, at Rådet i nogle tilfælde har en politisk ret til initiativ, mens
det er Kommissionen, som må følge op på dette. Det bør fortsat være Kommissionen, som besidder den
tekniske ekspertise og administrative viden til at udarbejde forslag, for at undgå, at der i tilknytning til
lovgivningsprocessen skabes to administrative enheder – én i Rådet og én i Kommissionen. Dette
synspunkt fik fu akning fra den finske regeringsrepræsentant, Teija TIILIKAINEN, der understregede, at
det er vigtigt at beskytte Kommissionens initiativret op til den forestående udvidelse.
Hubert HAENEL fra det franske senat spurgte, om ikke Kommissionens initiativret bliver udfordret,
såfremt Søjle 2 og 3 gøres til fællesskabsanliggender. Hertil svarede Michel BARNIER, at der allerede er
fælles initiativret inden for de to søjler. Barnier tilføjede lidt sarkastisk, at konsekvenserne af dette allerede
kan ses – eller snarere ikke ses.
Øget brug af fælles beslutningstagning og farvel til samarbejdsproceduren?
Et stort flertal af Konventets medlemmer gav udtryk for ønsket om øget brug af den fælles
beslutningsprocedure. Nogle medlemmer mente, at det alene bør være den fælles beslutningsprocedure,
som anvendes fremover, mens andre mente, at det burde være den fremherskende procedure blandt flere.
Flere medlemmer fremhævede den fælles beslutningsprocedure som et middel til at udvide Europa-
Parlamentets beføjelser – heriblandt Peter GLOTZ. Henning CHRISTOPHERSEN anførte, at normen bør
være anvendelse af den fælles beslutningsprocedure med anvendelse af kvalificeret flertal – med
enstemmighed som undtagelse.
Adskillige af Konventets medlemmer gav udtryk for, at én af de procedurer, som eventuelt kan afskaffes,
er samarbejdsproceduren. Denne procedure anvendes i dag kun i forbindelse med beslutninger på det
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455359_0005.png
økonomiske og monetære område. Bl.a. Lamberto DINI (det italienske senat) og Mesut YILMAZ
(repræsentant for den tyrkiske regering) gav udtryk for, at samarbejdsproceduren bør erstattes af den fælles
beslutningsprocedure.
Overvejelser om kvalificeret flertal
Flere medlemmer var inde på, om ikke der bør ses på definitionen af kvalificeret flertal. Blandt andet
Henning CHRISTOPHERSEN påpegede, at man bør se på, om den nuværende tærskel er for høj.
Budgetproceduren, afskaffelse af sondring mellem obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter
Adskillige af Konventets medlemmer ytrede sig til fordel for, at sondringen mellem obligatoriske og ikke-
obligatoriske udgifter bør afskaffes. Blandt disse kan nævnes Meglena KUNEVA (Bulgariens regering),
Lord TOMLINSON (House of Lords), Lamberto DINI, Klaus HÄNSCH (Europa-Parlamentet) og Elmar
BROK.
Flere medlemmer argumenterede herudover for at indføre proceduren for fælles beslutningstagning på
budgetområdet. Heriblandt Mesut YILMAZ og Lamberto DINI.
Oprydning i junglen af komitéer
Der var generel enighed om, at det nuværende system med komiteer er uigennemskueligt, og at en
forenkling netop på dette område er stærkt påkrævet. Der bør ryddes op i antallet af komitéer og
procedurerne knyttet hertil. Kommisssionens beføjelser skal være klart definerede, og det skal være
gennemskueligt, hvad der sker i komiteerne.
Flere medlemmer påpegede, at nok skal komitologien forenkles, men det er formentlig ikke muligt at
afskaffe den helt, da det ikke er praktisk muligt for Rådet og Europa-Parlamentet at vedtage den
nødvendige lovgivning. Bl.a. Klaus HÄNSCH.
Henning CHRISTOPHERSEN fremhævede, at komitologien bør forenkles. Som udgangspunkt bør der
tages stilling til, om Kommissionen overholder rammerne for lovgivningen, og der bør indføres deadlines i
komitologisystemet.
Michel BARNIER anerkendte, at der er for mange komitéer, men fremhævede samtidig, at det er de
nationale regeringer, som er repræsenteret i komiteerne, og at de ønsker at være repræsenteret her. Ofte
ønsker regeringerne meget detaljeret lovgivning på visse områder, og derfor er der brug for eksperterne i
komiteerne.
Foreløbige konklusioner fra arbejdsgruppe I om nærhedsprincippet
Arbejdsgruppe I om nærhedsprincippet havde diskuteret første udkast til konklusioner på et møde den 9.
september, og det var på denne baggrund, at gruppens formand, Mendez de VIGO, præsenterede
Konventet for de foreløbige konklusioner fra gruppen.
Overordnet kan det foreløbig konkluderes, at gruppen er af den opfattelse, at der ikke bør oprettes en ny
institution til kontrol af nærhedsprincippet. Ideen om at indføre en kommissær til særligt at beskæftige sig
med nærhedsprincippet – en såkaldt "hr. eller fru nærhedsprincip" er forladt. Derimod er der bred enighed
om, at kontrollen med nærhedsprincippet bør bestå af såvel en politisk som en juridi . Der bør etableres en
form for "early warning system", der inddrager de nationale parlamenter i kontrollen med
nærhedsprincippet. De nationale parlamenter skal informeres direkte om lovgivningsforslag, hvorefter de
skal have en frist til at udtale sig. Efter den politiske kontrol skal der være mulighed for juridisk kontrol.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455359_0006.png
I forbindelse med den juridiske kontrol skal der dog ikke etableres et kammer i Domstolen til særligt at
tage sig af sager om nærhedsprincippet, men de nationale parlamenter, der har indgivet bemærkninger
under den politiske kontrol, bør have ret til efterfølgende at indbringe sagen for Domstolen
Præsentationen efterlod dog spørgsmål til diskussion. Blandt andet skal der tages stilling til, præcis hvilke
konsekvenser de nationale parlamenters udtalelser skal have, og om retten til at indbringe sager om
nærhedsprincippet for Domstolen også skal gælde for regioner med lovgivningskompetence, samt om
hvert af de to kamre i parlamenter med tokammersystemer skal have lov til at indbringe disse sager for
Domstolen.
Foreløbige konklusioner fra arbejdsgruppe III om EU’s status som
juridisk person
Herefter præsenterede Giuliano Amato Konventet for de foreløbige konklusioner fra arbejdsgruppe III om
EU’s status som juridisk person.
Alle gruppens medlemmer undtagen ét går ind for, at EU eksplicit får status som juridisk person. Samtlige
de juridiske eksperter, gruppen har hørt, har desuden anbefalet dette.
Fordelen ved at tildele EU status som juridisk person vil være, at det vil fjerne den nuværende juridiske
usikkerhed og styrke Unionen i forhandlinger med tredjelande og internationale organisationer.
Anden bølge af arbejdsgrupper
De fire nye arbejdsgrupper, den såkaldte anden bølge, blev officielt nedsat på Konventets møde. Det drejer
sig om arbejdsgrupperne:
VII EU’s optræden udadtil
VIII Forsvar
IX Forenkling af lovgivningsprocedurer og instrumenter
X Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed
Mandatet for gruppe VII, VIII og IX er beskrevet i CONV 206/02, mens CONV 179/02
indeholder mandatet for arbejdsgruppe X.
De danske medlemmer af Konventet fordeler sig på grupperne således; at Henning
Christophersen og Henrik Dam Kristensen deltager i arbejdsgruppe VII om EU’s optræden
udadtil; Jens Peter Bonde, Lone Dybkjær og Helle Thorning-Schmidt deltager i arbejdsgruppe
IX om forenkling; Peter Skaarup deltager i arbejdsgruppe X om frihed, sikkerhed og
retfærdighed.
Konventets næste møde
Konventets næste møde finder sted den 3.-4. oktober.
Med venlig hilsen
Marianne Treumer Andersen