Europaudvalget 2001-02 (2. samling)
EUU Alm.del INFO-note I 277
Offentligt
1455348_0001.png
Europaudvalget (2. samling)
(Info-note I 277)
(Offentligt)
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
EU-Kommissionen: Specielt transitdokument skal sikre russisk
adgang til Kaliningrad efter EU-udvidelsen
Europa-Kommissionen foreslår foranstaltninger, der skal muliggøre transit mellem den russiske enklave
Kaliningrad og Rusland gennem Polen og Litauen, efter EU’s kommende østudvidelse.
I en ny meddelelse, som Kommissionen vedtog den 18. september, foreslås det at indføre et specielt
"transitdokument" for russiske borgere, der rejser ofte og direkte mellem Rusland og Kaliningrad. Behovet
for indførelsen af transitkortet skyldes, at EU-reglerne stiller krav om visa fra borgere fra Rusland, hvis de
skal rejse ind i EU. Rusland har modsat sig, at russiske borgere skal have visa for at rejse fra en del af
Rusland til en anden. Kommissionen forsøger med t ransitdokumentet at bygge bro mellem Ruslands krav,
EU’s regler og hensynet til kandidatlandenes suverænitet.
På lidt længere sigt lægger Kommissionen op til muligheden for visumfri nonstop tog og fjernelse af
visumpligt mellem EU og Rusland. Begge disse forslag stammer fra et russisk oplæg.
I. Europa-Kommissionens forslag
Indførsel af et transitdokument
Det specielle transitdokument eller FTD-transitdokumentet som det kaldes, skal kunne udstedes for et år eller mere af det
relevante kandidatland. En forudsætning, for at FTD-transitdokumentet kan blive en realitet, er at Rusland hurtigt
etablerer de nødvendige konsulater, samt at der foretages visse justeringer af EU’s visa regler bl.a. vedrørende
betingelser for udstedelse og bestemmelser om format.
Problematiske russiske pas
For at få udstedt et FTD-transitdokument til at rejse mellem Kaliningrad og Rusland, kræver Kommissionen at borgerne
skal vise internationalt anerkendte pas. Problemet med det russiske pas er, at det hverken er sikret mod svindel eller er
internationalt anerkendt, og desuden benyttes det russiske alfabet. Det er desuden problematisk i forhold til EU’s regler,
fordi der for at opnå et visum kræves et internationalt anerkendt pas.
Rusland har tidligere lovet at udfase brugen af interne pas, men de seneste meldinger fra Rusland afgiver ingen løfter om
at dette vil ske.
Meddelelsen fra Kommissionen åbner dog op for, at de litauiske myndigheder frem til udgangen af 2004 kan beslutte at
acceptere interne pas som gyldig legitimation til udstedelsen af FTD-transitdokument og visa.
Kommissionen understreger, at Rusland er nødt til at forstå og acceptere nødvendigheden af internationale pas, og at EU
forventer at Rusland sætter tempo på udstedelsen af internationale pas.
Nonstop tog
EU skal være åben overfor det russiske forslag om nonstop tog, hvortil visa ikke er nødvendigt. En nærmere
undersøgelse af muligheden for visa undtagelser for passagerer på nonstop toge skal iværksættes, men en sådan
beslutning vil dog først kunne træffes af et udvidet EU og kun efter Litauens optagelse i EU.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455348_0002.png
Muligheden for nonstop tog afhænger først og fremmest af, om det kan garanteres, at ingen passagerer forlader toget
under transitten gennem Litauen. En sådan ordning stiller store krav til togenes tekniske indretning, som ikke er til stede
i dag.
Det påpeges også, at de litauiske myndigheder skal have mulighed for at nægte adgang og kontrol under transitperioden.
Og at en eventuel løsning med nonstop tog ikke er det samme som en korridor, der giver Rusland nogen rettigheder på
litauisk territorium.
Diskussion af visa-frit samarbejde
EU bør undersøge mulighederne i det russiske forslag om et visa frit samarbejde og igangsætte diskussioner
om et sådant i de relevante arbejdsgrupper. I forvejen diskuteres muligheden for samarbejde om
grænsekontrol, grænseoverskridende kriminalitet og ulovlig indvandring.
Varenes fri bevægelighed
Kommissionen vurderer, at den eksisterende internationale konvention for vejtransport (TIR) tillader
transport af varer mellem Rusland og Kaliningrad uden større bureaukratiske hindringer. EU-reglerne for
transport af varer med godstog tillader medlemsstaterne individuelt at godkende nuværende russisk
dokumentation.
Retligt bindende garanti
I meddelelsen fastslår Kommissionen, at EU skal kunne tilbyde Litauen en retligt bindende garanti for, at
ingen af de forslåede tiltag bliver en hindring for ophævelsen af den interne grænsekontrol, samt at der ydes
hjælp til implementering af de foranstaltninger, der er nødvendige for at indføre FTD-transitdokumentet.
Foreløbig tidsplan
Hvorvidt Rusland accepterer udspillet fra Kommissionen bliver først endelig afgjort ved EU-Rusland
topmødet i København i november 2002. Indtil da ser den foreløbige tidsplan således ud.
25 september Diskussion i COREPER
30 september Diskussion i Rådet for almindelige anliggender
24-25 oktober Det europæiske Råds godkendelse af EU’s holdning til EU-
Rusland topmødet d.11. november
5 november Planlagt EU-Rusland Trojka møde om retlige og indre
anliggender
11 november EU-Rusland topmøde i København
Med venlig hilsen
Michala Jessen