Europaudvalget 2002-03
EUU Alm.del Bilag 693
Offentligt
1460759_0001.png
Modtaget via elektronisk post. Der tages forbehold for evt. fejl
Europaudvalget
(Alm. del - bilag 693)
transportministerråd
(Offentligt)
Medlemmerne af Folketingets Europaudvalg
og deres stedfortrædere
Bilag
1
Journalnummer
400.C.2-0
Kontor
EU-sekr.
11. marts 2003
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Trafikministeriets notat vedrørende indledning af
forligsprocedure om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indberetning af hændelser inden
for civil luftfart, KOM(2000)847 endelig.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1460759_0002.png
Trafikministeriet
Notat
Dato
J.nr.
Sagsbeh.
Org. enhed
: 3. marts 2003
: 222-89
: AMK, lokaltelefon 24381
: 2. Kontor
Notat vedrørende indledning af forligsprocedure om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
indberetning af hændelser inden for civil luftfart, KOM(2000) 847 endelig
Kommissionens forslag er fremsat i henhold til EF-traktatens artikel 80, stk. 2, og er modtaget i Rådet den 20. december
2000. Forslaget skal vedtages efter proceduren for fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet i henhold til EF-
traktatens artikel 251.
Formålet er at forbedre luftfartssikkerheden ved at sikre, at oplysninger, som har betydning for sikkerheden, indberettes,
samles, opbevares, beskyttes og videreformidles for at fremme effektiv analyse og overvågning. Det er hensigten at forebygge
fremtidige ulykker og hændelser uden at placere skyld eller ansvar.
Forslaget foreskriver en obligatorisk indberetning til den relevante nationale myndighed af hændelser, der bringer et luftfartøj,
de ombordværende eller andre personer i fare, eller kan gøre det, hvis der ikke foretages en korrektion.
Indberetningspligtige hændelser er ifølge forslaget havarier, alvorlige hændelser og hændelser som defineret i artikel 3 i
direktiv 94/56/EF samt alle fejl og mangler hos luftfartøjer, apparatur, jordmateriel og dele af navigationssystemet, der
benyttes eller skal benyttes i forbindelse med flyvning eller med lufttrafikregulering eller navigationsstøtte til et luftfartøj.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1460759_0003.png
Medlemslandene skal sende de indberetningspligtige oplysninger til en såkaldt ECCAIRS-database (European Coordination
Centre for Aviation Incident Reporting Systems). De registrerede oplysninger er fortrolige og må ikke indeholde navne eller
adresser på enkeltpersoner. Kun organer, der har til opgave at opstille regler for den civile luftfartssikkerhed eller efterforske
luftfartsulykker, vil have direkte adgang til oplysningerne. Kommissionen vil kunne gøre oplysningerne tilgængelige for andre
interesserede parter, men videregivelsen skal begrænses til det strengt nødvendige.
Medlemslandene skal mindst én gang årligt offentliggøre oversigter over de indsamlede oplysninger med henblik på at give
offentligheden kendskab til den generelle luftfartssikkerhed inden for Fællesskabet.
Medlemslandene skal ifølge Kommissionens forslag afstå fra at retsforfølge uforsætlige eller uagtsomme lovovertrædelser, der
kun kommer til deres kendskab via forslagets obligatoriske indberetningssystem. Denne bestemmelse indgår imidlertid ikke i
Rådets fælles holdning til forslaget.
Sagen har været forelagt Folketingets partier på et møde i Statsministeriet den 30. november 2001 med henblik på
forhandlingsoplæg. Sagen har endvidere været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering den 12. oktober 2001 og den
14. juni 2002.
Grundnotat er fremsendt til Folketingets Europaudvalg den 19. februar 2001, mens supplerende grundnotat er fremsendt
den 8. maj 2001.
Rådet vedtog en fælles holdning til forslaget den 17. juni 2002.
Europa-Parlamentet vedtog sin anden udtalelse den 23. oktober 2002. Udtalelsen indeholder to ændringsforslag til Rådets
fælles holdning. Det ene forslag indebærer, at Europa-Parlamentet ønsker at genindsætte bestemmelsen i Kommissionens
oprindelige forslag om at afskære medlemslandene fra at retsforfølge uforsætlige eller uagtsomme lovovertrædelser, som kun
kommer til deres kendskab via forslagets obligatoriske indberetningssystem. Det andet forslag indebærer etablering af et
frivilligt indberetningssystem ved siden af forslagets obligatoriske indberetningssystem.
På baggrund af drøftelserne i Coreper har Rådet truffet beslutning om ikke at vedtage Europa-Parlamentets to
ændringsforslag.
På et møde i Forligsudvalget den 18. februar 2003 blev der konstateret formel enighed om at iværksætte forligsproceduren i
henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 3, vedrørende forslaget.
Fra dansk side vil man deltage i de kommende forligsdrøftelser på grundlag af det forhandlingsoplæg, som Folketingets
partier tiltrådte på mødet i Statsministeriet den 30. november 2001.