Europaudvalget 2002-03
EUU Alm.del INFO-note I 117
Offentligt
1455237_0001.png
Europaudvalget
(Info-note I 117)
(Offentligt)
Folketingets Europaudvalg
Christiansborg, den 24. januar 2003
EU-Konventssekretariatet
Til
udvalgets medlemmer og stedfortrædere
samt de danske repræsentanter i Konventet
Resumé af 14. samling i Konventet,
den 20.–21. januar 2003
Kort resumé
Det overordnede tema for Konventets møde den 20.-21. januar 2003 var EU’s institutioner. Mange af
indlæggene forholdt sig til det franske/tyske udspil af 15. januar 2003. Et stort flertal af Konventets
medlemmer ytrede sig imod forslaget om en præsident for Det Europæiske Råd, mens et mindre antal
medlemmer forholdt sig afventende eller positivt overfor dette forslag.
Der var enighed blandt medlemmerne om, at man ønsker at bevare den institutionelle balance, mens der
var delte meninger om, i hvilket omfang ordningen med roterende formandskab skal afskaffes for at sikre
kontinuitet og effektivitet i et EU med 25 medlemslande. Et flertal af Konventets medlemmer gik ind for,
at der skal oprettes et særskilt lovgivende Råd, og flere af medlemmerne understregede vigtigheden af
offentlighed og åbenhed omkring Rådet, når det optræder som lovgiver. Et flertal af
konventsmedlemmerne gav udtryk for at anvendelse af kvalificeret flertal bør udvides, ligesom også
proceduren for fælles beslutningstagen bør anvendes i større omfang for derigennem at styrke Europa-
Parlamentet som lovgiver. Et flertal af medlemmer gik ind for, at Kommissionens formand vælges af
Europa-Parlamentet. Flere af medlemmerne påpegede vigtigheden af, at princippet om én kommissær pr.
medlemsland bevares, mens der dog også var medlemmer, som mente at dette ikke er nødvendigt.
Endvidere påpegede enkelte medlemmer vigtigheden af, at Domstolens kontrolbeføjelser styrkes og
udvides, hvilket der vil blive nedsat en studiegruppe til at se på.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455237_0002.png
Det overordnede tema for Konventets møde den 20.-21. januar 2003 var EU’s institutioner. Som
udgangspunkt for diskussionen havde Præsidiet udarbejdet et dokument med en beskrivelse af
institutionernes funktioner (CONV 477/03, jf. info-note I 103), men ikke overraskende handlede mange af
indlæggene om det fransk/tyske udspil om institutionerne af d. 15. januar 2003.
Formandens intro
Indledningsvis blev der afholdt et minuts stilhed til ære for den tidligere britiske formand for
Kommissionen (1977-1981) Roy Jenkins, der var død for nylig.
Efterfølgende orienterede formanden om Præsidiets arbejde med udkastet til forfatningstraktaten. I løbet af
to møder var det lykkedes Præsidiet at opnå enighed om formuleringen af tre-fire artikler, hvilket giver en
indikation af det store arbejde, som ligger forude, da selve traktatens tekst vil bestå af omkring 300 artikler.
Giscard d’Estaing forventer at kunne præsentere udkast til de første artikler i løbet af ca. 14 dage.
Debatten om institutionerne har været ventet længe. I den forbindelse redegjorde formanden for nogle af
sine tanker om, hvorfor Konventet ser på traktatgrundlaget. Han havde for nylig læst traktatgrundlaget og
måtte konstatere, at det absolut ikke er præcise og enkle tekster, der danner grundlaget for EU. Udover et
behov for forenkling er der også behov for at se på, hvordan institutionerne kan tilpasses de nye behov. Der
er udvidelsen, hvor 10 nye lande står for at blive optaget i EU. Derudover indeholder EU-samarbejdet
nogle politiske målsætninger vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik samt området retlige og
indre anliggender, der ikke var med i den oprindelige traktat. Nice-traktatens resultater er ifølge formanden
ikke tilfredsstillende.
Der er rent objektive grunde til, at der er tale om en vanskelig debat. Som udgangspunkt er EU en størrelse,
som skal organiseres ud fra mange forskellige befolkninger og lande med forskelligt befolkningstal. Det
gør det vanskeligt at finde en løsning, hvor alle borgere i EU er repræsenteret på lige fod, og hvor ligheden
mellem landene er bevaret.
Dernæst er der det vigtige overordnede spørgsmål om, i hvilken retning EU-samarbejdet skal bevæge sig. I
løbet af forhandlingerne havde et stort flertal afvist et nyt 2. kammer i EU, hvilket er karakteristisk for et
føderalt system. Konventet står overfor spørgsmålet om, hvorvidt EU er ved at bevæge sig i retning af en
føderal struktur, eller om EU fortsat skal være et unikt system med føderale elementer, og hvilken
betydning dette i så fald vil have for institutionerne. Det er disse to spørgsmål, Konventet skal koncentrere
sig om.
Giscard d’Estaing gjorde det endvidere klart, at eventuelle ændringer i institutionerne, som Konventet
kommer frem til, først kan træde i kraft efter den nye generation af institutioner, der er resultatet af Nice-
traktatens bestemmelser i 2004.
Balancen mellem EU’s institutioner skal bevares
Stort set samtlige Konventets medlemmer udtalte at sig til fordel for, at balancen mellem EU’s institutioner
skal bevares.
Udbredt skepsis i forhold til en præsident for Det Europæiske Råd
Et flertal af Konventets medlemmer ytrede sig imod det fransk/tyske forslag om en permanent præsident for Det
Europæiske Råd.
De VRIJS, den nederlandske regering, påpegede, at en sådan permanent præsident vil gribe ind i Kommissionens
beføjelser, og det der er ønskeligt er en stærkere og ikke en svagere Kommission. De Vrijs påpegede yderligere, at der er
et misforhold i, at en sådan præsident, der vil være den mest magtfulde mand i EU, ikke vil være valgt af befolkningerne.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455237_0003.png
I forlængelse af dette synspunkt påpegede den finske regeringsrepræsentant Teija TIILIKAINEN, at man ved
etableringen af en europæisk præsident kunne risikere at skabe en topfigur, som ikke skulle stå til ansvar overfor nogen.
Giuliano AMATO ønskede en vis kontinuitet i formandskabet, men ikke en selvbestaltet konge. Lamberto DINI gav
udtryk for, at en permanent præsident for Det Europæiske Råd vil true den institutionelle balance, hvilket også Ernani
LOPES, den portugisiske regering, mente, med den konsekvens at en europæisk præsident vil føre til et
intergovernmentalt system i EU, hvilket ikke vil løse EU’s problemer med effektivitet og gennemsigtighed.
KATIFORIS, den græske regering, var imod en permanent præsident for Det Europæiske Råd, idet det kun vil skabe
usikkerhed og rivalisering med Kommissionens formand.
Peter SKAARUP, Folketinget, påpegede, at Præsidiet tilsyneladende er besat af ønsket om effektivitet fremfor at sikre
medlemslandene indflydelse. Denne effektivitetsbesættelse vil i sin yderste konsekvens betyde etableringen af en
europæisk forbundsstat med præsidentstyre. Peter Skaarup påpegede, at der ikke er folkelig opbakning til idéen om en
europæisk præsident, og at de eneste, som kan have demokratisk legitimitet overfor landenes borgere, er landenes egne
stats- og regeringsschefer.
Jens-Peter BONDE, Europa-Parlamentet, kaldte det fransk/tyske forslag for elitært og anførte, at det ikke kan ses som et
udtryk for, hvad almindelige franske og tyske borgere ønsker.
Hanja MAIJ-WEGGEN, Europa-Parlamentet, mente, at en præsident ville kunne dominere Kommissionen, og at
forslaget ikke ville føre til et demokratisk og gennemsigtigt Europa. Maij-Weggen påpegede, at der på dette tidspunkt af
debatten var 24 medlemmer, som havde udtalt sig imod forslaget, 5 der ikke havde besluttet sig og kun 4 der gik ind for
forslaget. Hun håbede, Giscard d’Estaing ville lytte til det fremførte og konstatere, at der var et overvældende flertal
imod forslaget. Efter debatten var afsluttet påpegede Maij-Weggen, at resultatet af hendes optælling var, at der var 12
medlemmer inklusive den franske og den tyske minister, som var for forslaget, 15 med forbehold overfor forslaget og 67
medlemmer imod det.
Få medlemmer forholdt sig åbne overfor forslaget om en formand/præsident for Det Europæiske Råd. Henrik Dam
KRISTENSEN fra Folketinget ville ikke afvise, at det kan være en god idé med en formand/præsident for Det
Europæiske Råd, da det handler om at skabe en stabil situation i et udvidet EU. Dam Kristensen påpegede dog samtidig,
at det fransk/tyske forslag rejser en række spørgsmål: Hvordan sikres det, at alle lande uanset størrelse har mulighed for
at få valgt en præsident, hvem skal være formand for de faste råd og de 200-250 komitéer og arbejdsgrupper?
Præsidentembedet skal ikke bruges til at opbygge et nyt bureaukrati, der udgør en konkurrent til Kommissionen. Dernæst
må det afklares, hvilken rolle den høje repræsentant har, og hvem han /hun skal referere til.
Også Henning CHRISTOPHERSEN, den danske regering, gav udtryk for, at forslaget bør diskuteres, men at der i den
forbindelse er en del spørgsmål, som må afklares. Hvad er den eksakte funktion, og hvilken kompetence har præsidenten
i forhold til Rådet, Kommissionen og Rådets Generalsekretær, der foreslås omdannet til en slags udenrigsminister for
EU? Henning Christophersen understregede i den forbindelse vigtigheden af, at den institutionelle balance bevares, og at
alle tre institutioner styrkes, ligesom han understregede vigtigheden af at sikre lighed imellem landene også i relation til
formandskabet for Rådet og Det Europæiske Råd.
Den svenske regerings repræsentant Lena HJELM-WALLEN påpegede vigtigheden af kontinuiteten i det europæiske
arbejde og foreslog på den baggrund, at der kunne indføres et system, hvor et formandskab for de generelle råd, der
bestod af tre medlemslande, blev kombineret med en præsident for Det Europæiske Råd. For at undgå konkurrence med
Kommissionens formand skulle opgaverne for Det Europæiske Råds præsident være veldefinerede og afgrænsede.
Jürgen MEYER, Bundestag, foreslog, at præsidenten for Det Europæiske Råd kunne assisteres af en trojka, som jævnligt
blev fornyet, og hvori der skulle være medlemmer fra et stort, et mellemstort og et lille medlemsland. Den spanske
regerings repræsentant Ana PALACIO sluttede op om dette synspunkt.
Danuta HÜBNER fra den polske regering påpegede, at en præsident for EU ville betyde et klart lederskab, og at der ikke
er nogle perfekte løsninger, men at en præsident også ville være en god måde at få de europæiske borgere til at
identificere sig med den europæiske integration. Hun mente i den forbindelse, at en periode på to år vil være passende
for et præsidentembedes varighed.
Kommissær Michel BARNIER gik et skridt videre og udtrykte ønske om én borgervalgt præsident med klart definerede
kompetencer, der skal udøves under overvågning af to kamre – ét med regeringsrepræsentanter og ét med folkevalgte.
Michel Barnier var klar over, at dette ønske ikke er realistisk på nuværende tidspunkt, men vil gerne have skrevet ind i
traktaten, at dette er målet på længere sigt. Den italienske regeringsrepræsentant Gianfranco FINI fandt det en
fascinerende tanke med én præsident for både Det Europæiske Råd og Kommissionen, men mente dog heller ikke, at
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455237_0004.png
tiden er moden hertil. Idéen om en formand for Det Europæiske Råd fandt Fini også interessant, dog mente han, at denne
formand skulle udpeges af nogen udenfor Det Europæiske Råd – evt. Europa-Parlamentet.
Også Pierre LEQUILLER, Assemblée Nationale, går ind for én præsident, men anerkender samtidig, at tiden ikke er
moden til dette. I stedet hilste han det fransk/tyske forslag velkomment.
Umiddelbart efter hinanden på anden mødedag var den tyske regeringsrepræsentant, Joschka Fischer, og den franske
regeringsrepræsentant, Dominique de Villepin, tildelt taletid. Indledningsvis påpegede Joschka FISCHER, at forslaget
var en syntese mellem fællesskabsmetoden og den intergovernmentale metode. Joschka Fischer henviste til, at han ved,
hvad det vil sige, når der er tale om en "dobbelt top". Dette giver ganske vist nogle vanskeligheder, men indeholder dog
også en række muligheder, og det er i den forbindelse vigtigt med klare sondringer mellem kompetencer. Dominique de
VILLEPIN uddybede, at de to formænds funktioner vil være forskellige, og at der derfor ikke vil forekomme
rivalisering. Villepin fremhævede, at det fransk/tyske forslag er udtryk for et stærkt engagement i Europa, og at
hensigten er at styrke den institutionelle trekant. I en verden, hvor det afgørende er fred eller krig, må Europa også have
sin plads. Der er behov for et mere effektivt EU, som dog samtidig kan holde fast i respekten for den institutionelle
balance og i sin opbygning respektere, at alle medlemslande deltager på lige fod. I forhold til rotationsprincippet går
Frankrig også ind for, at alle stater er på lige fod, men der er behov for effektivitet. Villepin fremhævede, at den danske
statsministrer Anders Fogh Rasmussen på baggrund af sine erfaringer med formandskabet havde udtrykt, at det var en
god idé med en fast formand. Det betød dog ikke, at det roterende formandskab skal afskaffes i alle sammenhænge.
Den britiske regerings repræsentant Peter HAIN fulgte op på disse synspunkter, idet han gav udtryk for, at
kompetencerne for henholdsvis Kommissionens og Det Europæiske Råds formand bør beskrives nærmere, så det kan
konstateres, at der ikke er tale om rivaliserende funktioner. Yderligere bør der ses på, hvordan rotationsprincippet kan
fastholdes ved at anvende det i forhold til de forskellige grupperinger under Rådet.
Delte meninger om afskaffelse af ordningen med roterende formandskab
Flere af Konventets medlemmer anså ordningen med roterende formandskab for et vigtigt led i bevarelsen af ligheden
mellem landene. Herunder de VRIJS, den nederlandske regering, Teija TIILIKAINEN fra den finske regering,
KATIFORIS fra den græske regering og Erwin TEUFEL, Bundestag, der gav udtryk for, at balancen mellem
medlemslandene må opretholdes via ordningen med det roterende formandskab. Jens-Peter BONDE påpegede, at de
mindste lande ofte præsterer de bedste formandskaber, og fremhævede i den forbindelse Luxembourg.
Jacques SANTÉR, den tidligere kommissionsformand, som nu repræsenterer Luxembourgs regering, gik også ind for, at
det roterende formandskab opretholdes. Dick ROCHE fra den irske regering fremhævede, at rotationsprincippet var
vigtigt såvel for de små og mellemstore lande som for EU som sådan.
Der var dog også et vist antal medlemmer, der mente, at den nuværende rotationsordning ikke kan videreføres i et EU
med 25 medlemslande. Bl.a. også Gisela STUART, House of Commons, påpegede, at der var behov for at se på
rotationsordningen, da der var brug for mere kontinuitet i EU-samarbejdet.
Adskillelse af Rådets lovgivende og udøvende beføjelser
Flere af Konventets medlemmer gik ind for, at der i højere grad skal ske en sondring mellem Rådet som udøvende og
lovgivende magt, og at der eventuelt skal oprettes et råd til særskilt at beskæftige sig med lovgivning. Herunder bl.a.
Andrew DUFF, Europa-Parlamentet.
Åbenhed, når Rådet lovgiver
Flere medlemmer ytrede sig til fordel for, at der skal være åbenhed i forbindelse med Rådets ageren som lovgivende
myndighed. Herunder Teija TIILIKAINEN fra den finske regering, som påpegede, at der er brug for åbenhed i Rådet for
at bringe EU tættere på borgerne. Også Erwin TEUFEL, Bundesrat, ytrede ønske om større åbenhed i Rådet.
Evt. rådsvedtagelser med simpelt dobbelt flertal
Flere medlemmer herunder Kimmo KILJUNEN fra det finske parlament udtalte sig til fordel for indførelse af en ordning
med simpelt dobbelt flertal i Rådet, hvorefter en beslutning skal vedtages med et flertal af medlemsstaternes stemmer,
der samtidig udgør et flertal af EU’s befolkning.
Flere afgørelser med kvalificeret flertal
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455237_0005.png
Et flertal af medlemmerne gav udtryk for, at der i fremtiden bør træffes flere afgørelser med kvalificeret flertal. Erwin
TEUFEL og Lena HJELM-WALLEN fra den svenske regering mente, at området for anvendelse af kvalificeret flertal
bør udvides, dog med undtagelse af områder som f.eks. forsvarsspørgsmål og skattespørgsmål.
Styrkelse af Europa-Parlamentet som lovgiver
Et flertal af Konventets medlemmer gik ind for at styrke Europa-Parlamentets lovgivningsbeføjelser ved som foreslået af
Frankrig og Tyskland at udvide anvendelsen af den fælles beslutningsprocedure. Blandt andre Sandra KALINIETE fra
Letlands regering, Teija TIILIKAINEN fra den finske regering samt Henning CHRISTOPHERSEN fra den danske
regering og kommissær Michel BARNIER udtalte sig til fordel herfor.
Det blev yderligere påpeget, at sondringen mellem obligatoriske og ikke-obligatoriske udgifter i forbindelse med
budgettets vedtagelse bør afskaffes, hvilket blandt andet den belgiske regerings repræsentant Louis MICHEL samt
Henning CHRISTOPHERSEN gik ind for.
Europa-Parlamentet skal vælge Kommissionens formand
Flere af Konventets medlemmer, herunder LAMMASSOURE fra Europa-Parlamentet, Teija TIILIKAINEN fra den
finske regering samt Danuta HÜBNER fra den polske regering, gik ind for, at Europa-Parlamentet skal vælge
Kommissionens formand. Dette ses som et middel til at styrke Europa-Parlamentets rolle og samtidig sikre
Kommissionens demokratiske legitimitet.
Henrik Dam KRISTENSEN, Folketinget, foreslog, at de nationale parlamenter skal udpege Kommissionens formand.
En anden variant, som flere medlemmer udtalte støtte til, er forslaget om, at Kommissionens formand skal udpeges af et
kollegium bestående af repræsentanter fra Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter. Blandt andet Dick ROCHE
fra den irske regering, Ernani LOPES fra den portugisiske regering og Henning CHRISTOPHERSEN fra den danske
regering gik ind for denne model i forbindelse med udpegelse af Kommissionens formand.
Antallet af Kommissærer
Et flertal af Konventets medlemmer understregede vigtigheden af, at alle medlemslande har en kommissær.
Jacues SANTER, der repræsenterer Luxembourgs regering og er tidligere formand for Kommissionen, gav udtryk for, at
en Kommission med 25 medlemmer godt kan fungere, såfremt den er struktureret omkring 3-4 vicepræsidenter. Lena
HJELM-WALLEN fra den svenske regering påpegede vigtigheden af at beholde princippet om én kommissær pr.
medlemsstat ligesom Ernani LOPES fra den potugisiske regering. Også Henning CHRISTOPHERSEN fra den danske
regering påpegede vigtigheden af, at lighed imellem medlemslandene bevares også i forhold til Kommissionens
sammensætning.
Den italienske regeringsrepræsentant Gianfranco FINI anerkendte den symbolske betydning af, at hvert land har en
kommissær, men var dog i tvivl om, hvorvidt det ville styrke Kommissionen, såfremt der var 25 kommissærer i et EU
med 25 medlemslande. Den spanske regerings repræsentant Ana PALACIO gav udtryk for, at Kommissionen ikke er et
spejlbillede af Rådet, og at der ikke er behov for en kommissær pr. medlemsland.
Styrkelse af domstolskontrollen
Selvom Domstolens rolle ikke er taget op i hverken det tysk/franske udspil eller i Præsidiets diskussionsoplæg, var flere
medlemmer inde på, at Domstolens kontrolbeføjelser bør udvides og styrkes. Heriblandt Peter HAIN fra den britiske
regering og Erwin TEUFEL fra Bundesrat.
Giscard d’Estaings refleksioner over mødet
Giscard d’Estaing indledte sine afsluttende refleksioner over mødets forløb med at udtale, at såfremt det var meningen, at
tingene skulle forblive uændrede, var der reelt ikke noget behov for at samle Konventet.
Giscard d’Estaing konstaterede, at der generelt i Konventet var konsensus om at bevare ligevægten mellem
institutionerne. Det kan diskuteres, hvad der præcis ligger heri, men det centrale må være, at der er et ønske om, at én
institution ikke kommer til at dominere på bekostning af en anden institution.
Effektiviteten skal forbedres, og det betyder blandt andet, at Europa-Parlamentet skal inddrages mere i
beslutningsprocesserne via proceduren for fælles beslutningstagen, hvis anvendelsesområde skal udvides, hvilket der
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1455237_0006.png
tilsyneladende var almindelig tilslutning til på mødet. Det skal dog uddybes, at der er visse områder, som skal være
undtaget.
Det skal være den generelle regel, at Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal. I den forbindelse bliver det dog
nødvendigt at se på, hvad der skal udgøre kvalificeret flertal, da der dels kan være tale om de nugældende regler , Nice-
traktatens bestemmelser og simpelt dobbelt flertal, som foreslået af Kommissionen.
Formanden konstaterede yderligere, at der havde været et flertal af medlemmer for etableringen af et lovgivende Råd,
der kun skulle være ansvarlig for lovgivning, men at konsekvenserne heraf måtte tages op.
Den generelle tanke om, at Kommissionens formand skal vælges af Europa-Parlamentet, blev fremhævet, men Giscard
d’Estaing stillede i den forbindelse spørgsmålstegn ved, om denne politisering kunne have konsekvenser for
Kommissionens initiativmonopol.
Yderligere nævnte Giscard d’Estaing det følsomme spørgsmål om antallet af kommissærer. Formanden fremhævede det
uheldige i, at kandidatlandene ratificerer en aftale, hvori de har ret til et medlem af Kommissionen, og at de så ikke får
dette medlem alligevel. Giscard d’Estaing gav udtryk for, at han uofficielt havde talt med medlemmer af Kommissionen
og på den baggrund mente, at der kun var behov for 10-20 kommissærer. Evt. kan det overvejes at have to grupper af
kommissærer. Én gruppe af kommissærer med ansvarsområder og en anden gruppe, der deltager i Kommissionens
kollegiale virke.
For så vidt angår Det Europæiske Råd konstaterede Giscard d’Estaing, at det i sin tid var oprettet af nødvendighed, da
EU-samarbejdet var låst fast. Imidlertid er traktatens beskrivelse af Det Europæiske Råd ikke særlig præcis, og der er
behov for en justering, hvor Det Europæiske Råds rolle defineres. Med hensyn til en præsident for Det Europæiske Råd
anførte Giscard d’Estaing, at der aldrig tidligere har været konflikt mellem Kommissionens formand og formanden for
Det Europæiske Råd under de roterende formandskaber, så hvorfor skulle der opstå konflikt i tilfælde af, at der blev
indført en præsident for Det Europæiske Råd?
Giscard d’Estaing anførte, at også Domstolen i løbet af mødet var blevet fremhævet som en vigtig institution, og at der
også forelå et stort stykke arbejde vedr. Domstolens organisation og udvidelsen af relationerne til Retten i Første Instans.
Disse artikler ville være vanskelige at affatte på grund af deres tekniske karakter, og Giscard d’Estaing forslog derfor
oprettelse af en studiekreds med en halv snes medlemmer og et præsidiemedlem som formand.
Næste møde
Konventsformanden rundede mødet af med at minde om, at Konventets næste møde afvikles den 6.-7.
februar 2003. Temaerne for dette møde er dels rapporten fra arbejdgruppe XI om Det Sociale Europa, dels
diskussionen af det regionale og lokale Europa. Diskussionen om institutionerne genoptages på mødet den
27.-28. februar 2003. Formanden opfordrede medlemmerne til at fremsende skriftlige bidrag.
Med venlig hilsen
Marianne Treumer Ammitzbøll