PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2002-03
EUU Alm.del INFO-note I 174
Offentligt

Europaudvalget

(Info-note I 174)

(Offentligt)

Folketingets Europaudvalg

Christiansborg, den 13. marts 2003

EU-Konventssekretariatet

Til

udvalgets medlemmer og stedfortrædere

samt de danske repræsentanter i Konventet

Resumé af ekstraordinært konventsmøde

den 5. marts 2003

Kort resumé

På det ekstraordinære konventsmøde den 5. marts blev drøftelserne af Præsidiets udkast til art. 8-16

videreført.

Der var udbredt enighed om behovet for at tydeliggøre, at det alene er medlemsstaterne der kan overdrage

kompetence til EU – hverken Gud eller Prodi har denne beføjelse, bemærkede mødeleder AMATO. Der

var ligeledes enighed om, at unionsretten har forrang frem for medlemsstaternes ret, jf. art. 9.1. Dette måtte

gøres klart for borgerne, understregede næstformand DEHAENE. Adskillige konventsmedlemmer

anbefalede, at centrale principper såsom

"loyalt samarbejde" og "respekt for nationale identiteter" blev fastslået et centralt sted i forfatningstraktaten

for derefter ikke at blive gentaget.

AMATO vendte sig imod et forslag om at sammenskrive art. 8 og 9 og fremhævede, at det var vigtigt at

sondre mellem princippernes

betydning

i art. 8 og deres

anvendelse

i art. 9.

Peter HAIN's forslag om også at lade subsidiaritetsprincippet gælde for områder med enekompetence blev

imødegået af flere konventsmedlemmer. Det blev desuden drøftet, hvorvidt medlemsstaterne skulle have

mulighed for at supplere og understøtte EU-lovgivning på områder underlagt EU’s enekompetence.

Opregning af kompetencer i lister inden for de forskellige typer af kompetenceområder mødte bred

modstand. Sådanne lister ville nemt kunne virke stive og dermed besværliggøre et fortsat dynamisk

samarbejde, mente adskillige konventsmedlemmer.

Temaet for den ekstra samling

På konventssamlingen den 27.-28. februar blev der indkaldt til to ekstra konventssamlinger.

Dette skal ses på baggrund af det store antal ændringsforslag – mere end 1.000 – der var

indkommet til Præsidiets udkast til art. 1-16 i forfatningstraktaten. De to ekstra samlinger blev

indkaldt til henholdsvis den 5. marts og den 26. marts i Bruxelles.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Dagsorden for den første ekstraordinære samling den 5. marts bestod i en fortsættelse af

debatten om udkast til art. 8-16, der blev påbegyndt på konventssamlingen den 27.-28. februar

2003, se info-note I 167. Mødeformen var lagt an på korte indlæg og replikker.

Debat om art. 8 og 9: De grundlæggende principper

Medlemsstaterne afgiver kompetence til Unionen

Mødeleder og næstformand i Præsidiet Giuliano AMATO sagde indledningsvis, at en stor del af

ændringsforslagene ønskede tydeliggjort, at det alene er medlemsstaterne der kan overdrage kompetence til

EU. Dette synspunkt blev understøttet af hovedparten af indlæggene under mødet – mest markant af den

engelske regeringsrepræsentant Peter HAIN og de britiske parlamentsmedlemmer Lord TOMLINSON og

Lord MACLENNAN. Giuliano AMATO var enig i dette synspunkt og tilføjede spøgefuldt, at hverken Gud

eller Romano Prodi kunne tillægges denne beføjelse. Et stort flertal støttede ligeledes, at dette

grundlæggende princip fik en central placering i forfatningstraktaten og derefter ikke skulle gentages

yderligere.

Unionsrettens forrang

Der var udbredt enighed om, at unionsretten har forrang frem for medlemsstaternes ret, jf. art. 9.1. Dette

måtte klart frem i lyset og ikke forsøgt skjult for borgerne, sagde næstformand Jean-Luc DEHAENE,

hvortil han fik bred opbakning. Europaparlamentarikeren Neil MACCORMICK foreslog, at man vendte

om på formuleringen i art. 9.1, således at det ville stå klart, at unionsrettens forrang var baseret på

medlemsstaternes frivillige overdragelse af kompetence til Unionen.

Lord MACLENNAN fra det britiske overhus udtrykte støtte til den nuværende formulering i art. 9.1 og

bemærkede, at de europæiske befolkninger ikke nødvendigvis var mere skeptisk indstillet over for EU-

lovgivning end over for national lovgivning. Eksempelvis var EU-lovgivning på områder inden for

ligestilling og arbejdsmarkedspolitik langt mere moderne end den engelske lovgivning, sagde han.

Undgå gentagelser

Der var en udbredt opfattelse af, at afgørende og centrale principper for samarbejdet såsom "loyalitet" og

"respekten for nationale identiteter" skulle fastslås en gang for alle på et egnet sted i forfatningstraktaten –

f.eks. allerede i art. 1 – for derefter ikke at blive gentaget yderligere.

Kirker og national identitet

Der var udbredt enighed om vigtigheden af at værne om Unionens mange forskellige nationale identiteter.

Enkelte konventsmedlemmer fremhævede i denne forbindelse kirkens centrale rolle. Næstformand

Giuliano AMATO opsummerede, at man stod over for valget mellem enten at bevare traktatens mange

erklæringer – herunder erklæring nr. 11 om kirkernes rolle – eller at integrere erklæringernes normative

indhold i selve forfatningstraktaten.

Det kan bemærkes, at konventsformand Valéry GISCARD D’ESTAING som opfølgning på debatten ved

forrige konventsmøde sagde, at der ikke ville komme en reference til Unionens religiøse arv i selve

forfatningstraktaten, men at det kunne komme på tale at omtale det kristne værdigrundlag i en ny

præambel.

Esko HELLE fra det finske parlament vendte sig imod enhver reference til religionens rolle. Charteret gav

en fuldt ud tilstrækkelig beskrivelse af Unionens værdisæt, sagde han og gjorde samtidig opmærksom på,

at flere kirkesamfund havde et noget utidssvarende forhold til ligestillingsprincippet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Jens-Peter BONDE sagde, at respekten for kirkernes stilling nødvendigvis måtte betyde, at forfatningen

skal anerkende, at diskriminationsforbuddet ikke gælder for kirkesamfund. Han henviste i denne

forbindelse til folkekirkens særrettigheder i den danske grundlov.

Sammenskrivning eller præcisering af art. 8 og art. 9

Lord TOMLINSON foreslog, at art. 8 og 9, om henholdsvis de grundlæggende principper og om

anvendelsen af disse, burde sammenskrives i én artikel for enkelhedens skyld. Giuliano AMATO viste

imødekommenhed over for ønsket om at undgå gentagelser. Han kunne imidlertid ikke støtte forslaget om

at sammenskrive art. 8 og 9 og klargjorde herefter forskellen på de to artikler. Man kunne overveje at

omformulere artiklerne, sagde AMATO og foreslog selv at lade sætningerne i art. 8 begynde med

vendingen: "Subsidiaritetsprincippet betyder…" og "Proportionalitetsprincippet betyder…". Sætningerne i

art. 9 kunne herefter begynde med vendingen: "Subsidiaritetsprincippet fungerer således…" og

"Proportionalitetsprincippet fungerer således…" osv.

cippet betyder…". Sætningerne i art. 9 kunne

Subsidiaritetsprincippet

Den tyske parlamentariker Erwin TEUFEL og europaparlamentarikeren Reinhard RACK argumenterede

begge for, at subsidiaritetsprincippet skulle tjene til at begrænse detailrigdommen i EU-lovgivningen. Den

engelske regeringsrepræsentant Peter HAIN sagde, at Unionen måtte respektere medlemsstaterne

forskellige strukturer på regionalt og lokalt niveau.

Der var ikke enighed om, hvorvidt subsidiaritetspricippet skulle gælde for områder, der var omfattet af

EU’s enekompetence. Peter HAIN støttede synspunktet, mens bl.a. den spanske europaparlamentariker

Inigo MÉNDEZ DE VIGO og Ben FAYOT fra parlamentet i Luxembourg mente, at

subsidiaritetsprincippet ikke skulle gælde på områder underlagt Unionens enekompetence.

De tre typer af kompetencer

I artiklerne 11, 12 og 15 i forfatningsudkastet opridses de områder, der falder under henholdsvis Unionens

enekompetence, delt kompetence og områder med understøttende handling.

Den engelske parlamentariker Lord MACLENNAN vendte sig imod, at medlemsstaterne skulle fratages

retten til at lovgive på områder, hvor Unionen ifølge traktaten havde enekompetence. Art. 11.1 gik langt ud

over hvad der burde henhøre under Unionens enekomptence, sagde han. Han mente, at det skulle være

muligt for medlemsstaterne at vedtage national lovgivning, når denne var med til at understøtte eller styrke

den eksisterende EU-lovgivning, f.eks. inden for områder der omfattede de såkaldte fire friheder som

nævnes i art. 11. Han henviste i øvrigt til at man i Storbritannien havde vedtaget lovgivning, der bidrog til

at bevare havets biologiske ressourcer – som ellers er et område der henhører under EU’s enekompetence.

Det finske europaparlamentsmedlem Noora KAUPPI sagde, at de fire friheder udgjorde hovedhjørnestenen

i EU, og at det afgjort skulle være underlagt EU’s enekompetence – et synspunkt der i øvrigt fik bred støtte

ved konventsmødet den 27.-28. februar, jf. info-note I 167.

Kommissær Antonio VITORINO mente, at der burde være en klar sondring mellem områder med

enekompetence og delt kompetence. Dog ville han ikke udelukke, at medlemsstaterne fik en vis

bemyndigelse til at gennemføre beslutninger på områder underlagt Unionens enekompetence.

Giuliano AMATO præciserede, at det i dag forholdt sig således, at medlemsstaterne ikke kunne træffe

beslutninger på områder forbeholdt Unionens enekompetence. På områder med delt kompentence ville

medlemsstaterne først miste retten til at vedtage national lovgivning på et specifikt område når der var

vedtaget en unionsretsakt på dette område. Et fremsat forslag fra Kommissionen var ikke i sig selv

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

tilstrækkeligt grundlag for, at de enkelte medlemslande skulle afholde sig fra at tage selvstændige

initiativer, sagde Amato i et svar til Jens-Peter BONDE.

Peter HAIN gjorde opmærksom på, at Domstolen havde fastslået, at Unionen aktuelt ikke havde

enekompetence til at sikre de fire rettigheder. Som følge heraf foreslog han, at referencen til de fire

friheder i art. 11.1 blev slettet.

Lister over kompetenceområder

Debatten viste, at der var et flertal imod at anvende stive og ufleksible lister over områder under de

forskellige kompetenceområder. Ben FAYOT fandt, at listerne skulle fungere som vejledende, ikke-

udtømmende retningslinjer. Den tilstedeværende franske regeringsrepræsentant Pascal ANDRÉANI fandt

det overflødigt at opstille en selvstændig liste over områder med delt kompetence i forfatningstraktatens

del I. Her ville man kunne nøjes med formuleringen i art. 12.1, der fastslår, at Unionen deler kompetence

med medlemsstaterne, når forfatningen tillægger den en kompetence, som ikke vedrører områder med

enekompetence eller områder med understøttende handling.

Peter HAIN betragtede områder med delt kompetence som en "rest-kategori" og vendte sig ligeledes imod

at opstille en fast liste over områder for denne kategori. Blandt mindretallet der mente, at faste lister kunne

give den nødvendige klarhed og gennemskuelighed, hørte flere af de tyske konventsmedlemmer.

Mødeleder Giuliano AMATO sagde, at opregningen af kompetenceområder i listeform ville

gøre det mere gennemskueligt for borgerne. I forfatningstraktatens del II ville

kompetencedelingen mellem EU og medlemsstaterne blive yderligere præciseret, sagde han.

Samordning af den økonomiske politik

Der udspandt sig en debat om, hvorvidt formuleringen i art. 13.1, om at "Unionen samordner

medlemsstaternes økonomiske politikker" skulle fastholdes, eller om formuleringen burde

ændres til "Rådet samordner medlemsstaternes økonomiske politikker". De engelske

konventsmedlemmer Peter HAIN og Lord TOMLINSON foretrak den sidstnævnte formulering

for derved at understrege medlemsstaternes centrale rolle. Flere andre konventsmedlemmer,

herunder Ben FAYOT samt europaparlamentsmedlemmerne Johannes VOGGENHUBER og

Maria BERGER, udtrykte derimod støtte til formuleringen i det foreliggende udkast. Atter

andre konventsmedlemmer argumenterede for en udvidelse af art. 13.1 til også at omfatte

social- og arbejdsmarkedspolitikken.

Øvrige punkter

Debatten vedrørende art. 14 om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik førte ikke nærmere til

nogen konsensus i forhold til debatten på forrige konventsmøde. Peter HAIN advarede mod at

medtage formuleringen om "loyalt samarbejde" i art. 14.4, idet der ikke var enighed om klare

fælles mål for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, sagde han. Alain LAMASSOURE fra

Europa-Parlamentet opfordrede medlemsstaterne til at gøre sig nogle alvorlige overvejelser om,

hvilke mål de havde for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Forrige konventssamlings brede støtte til bevarelse af fleksibilitetsklausulen i form af art. 16

blev gentaget af flere under mødet. Peter HAIN fandt det afgørende, at

enstemmighedsprincippet blev fastholdt.

Med venlig hilsen

Peter Riis