Europaudvalget 2004-05 (2. samling)
KOM (2002) 0092 Bilag 13
Offentligt
Baggrund:
Store dele af dansk industri vil få alvorlige problemer hvis Rocard's ændringsforslag til Rådets direktiv om
computer-implementerede opfindelsers patenterbarhed gennemføres. Der er to hovedproblemer, det ene er
at patenterbarheden og beskyttelsen af computer-implementerede opfindelser i form af software i realiteten
forsvinder med Rocard’s forslag, og det andet er, at interoperabilitet gøres til et generelt princip, så enhver
kommunikation og dataudveksling mellem computere bliver tilgængelig.
Ifølge den europæiske patentkonvention, der blev vedtaget i 1973, kan edb-programmer som sådan ikke
patenteres, de beskyttes ifølge Rådets direktiv 91/250/EØF om retslig beskyttelse af edb-programmer som
litterære værker. Software har udviklet sig til meget andet end de EDB programmer, der var kendte i 1973. I
slutningen 1970'erne satte den industrielle udnyttelse af mikroprocessoren en udvikling i gang, som
medfører at computerchips og dermed software er på vej ind i (indlejres) stort set alle "ting", og denne
udvikling fortsætter.
Software og computer implementeret funktionalitet indlejret i produkter og systemer erstatter mere og mere
traditionel elektronik og giver helt nye muligheder for funktionalitet i produkterne. Mange danske
virksomheder har i dag computer-implementeret funktionalitet indlejret i sine produkter, og der vil fremover
komme endnu flere. En stadig voksende del af virksomhedernes forskning og udvikling er således rettet mod
softwareudvikling i forbindelse med sådanne produkter. Det er afgørende for disse virksomheders
konkurrenceevne, at de originale produktudviklinger beskyttes effektivt mod kopiering. Derfor skal computer-
implementerede opfindelser med teknisk bidrag kunne patenteres og give den hermed forbundne patent
beskyttelse, som er beskrevet i næste afsnit. De computer-implementerede innovationer skal naturligvis
tilfredsstille de relevante krav for patentering.
For at få udstedt et teknisk patent, skal der beskrives en ide eller opfindelse i form af et princip, en
konstruktion eller en metode i en defineret teknisk/fysisk anvendelse. Når patentet er udstedt, giver det
eneret til det beskrevne princip, konstruktionen eller algoritme til den i patentet beskrevne teknisk/fysisk
anvendelse, d.v.s. patentindehaveren kan forhindre andre i at bruge fremgangsmåden til den patenterede
anvendelse. Patentet giver derimod ikke eneret til metoden eller algoritmen udenfor den beskrevne
tekniske/fysiske anvendelse. Det samme skal naturligvis gælde for patenter med teknisk bidrag, hvor
metoden eller algoritmen er computer implementeret. Som et forståelseseksempel, så havde Piet Hein ikke
eneret på formlen for super-elipsen, men han havde ret til at forhindre andre i at fremstille et bord med
super-elipse formen.
Det første problem for vore virksomheder opstår, når ovenfornævnte princip, metode eller algoritme
udtrykkes i software, hvis dette kun er ophavsretligt beskyttet. Den ophavsretlige beskyttelse af kilde- og er
ikke nok, da den ikke beskytter metoden eller algoritmen i den innovative indsats, hvilket betyder at en
konkurrent kan udtrykke algoritmen i eller kompilere den til en alternativ kilde- eller objektkode til samme
anvendelsestype (et konkurrerende produkt) uden at krænke ophavsretten, eksempelvis en ny metode til at
forbedre billedkvalitet eller lydkvalitet, en ny metode til at styre en motor, en ny metode til at kryptere eller
komprimere data, eller nye metoder i et kommunikationssystem m.v.
Formålet med nærværende direktiv er at fastslå, at der skal være mulighed for at computer-implementerede
opfindelser med teknisk bidrag kan patentbeskyttes. Direktivet skal indeholde formuleringer, som klart og
utvetydigt reflekterer dette, så retstilstanden tydeliggøres. Det gør Rocard’s ændringsforslag ikke, hvorfor
han ikke kan bruges som principiel reference i det videre arbejde.
Det andet problem for vores del af industrien opstår, når artikel 5 og 6 fra Rådets direktiv 91/250/EØF om
beskyttelse af edb-programmer anvendes på de computer-implementerede opfindelser, der patenteres ifølge
nærværende direktiv. Både Rådets direktivforslag og især Rocards ændringsforslag indebærer, at
kommunikation og dataudveksling mellem computere og processorer gøres tilgængelig, så alle får adgang til
f.eks. et kommunikations system, som en virksomhed typisk har bekostet betydelige ressourcer i udviklingen
af i forventningen om at kunne opretholde en eneret til dette, uden at krænke patentet og uden at yde nogen
form for kompensation til patentindehaveren
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Krav om interoperabilitet til computer-implementerede opfindelser patenteret efter nærværende direktiv skal
efter vores mening ske med henvisning til konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 eller andre
samfundsmæssige interesser, og ikke forhindre den normale konkurrence mellem virksomheder.
På den baggrund foreslås følgende:
Forslag til dansk holdning
Danmark støtter fortsat Rådets direktivforslag om patentering af computer-implementerede opfindelser, ud
fra det udgangspunkt at få sikret, at reglerne på området bliver klarere, og at der sker en kodificering af
gældende praksis, samtidig med at patentering af ikke tekniske frembringelser bliver forhindret.
Det er med det udgangspunkt, at vi via Rådet vil indgå i den kommende behandling af forslaget sammen
med Europa-Parlamentet. Fra dansk side lægges særlig vægt på:
at det teknologiske område ”computer implementerede opfindelser” har samme patentmuligheder,
som traditionelle patentområder, gennem at opfindelser, der kombinerer software og teknisk bidrag,
og som har nyhedsværdi og opfindelseshøjde, og som anvendes industrielt, kan patenteres efter
dette direktiv, og at der derved opnås patentbeskyttet eneret på de computer-implementerede
algoritmer til den specifikke tekniske/fysiske anvendelse
.
at interoperabilitetsprincippet i artikel 5 og 6 i Rådets direktiv 91/250/EØF kun kan gøres gældende
for patenter efter dette direktiv med henvisning til traktatens konkurrenceregler eller andre
samfundsmæssige interesser, men ikke i den almindelige konkurrence mellem virksomheder.
Bang & Olufsen a/s
Danfoss A/S
Grundfos A/S
Foss A/S
Oticon A/S
LEGO A/S