Europaudvalget 2002
KOM (2002) 0321
Offentligt
1443398_0001.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 26.6.2002
KOM(2002) 321 endelig
MEDDELELSE TIL RÅDET OG EUROPA-PARLAMENTET FRA
KOMMISSIONEN
Slutrapport om grønbogen "På vej mod en europæisk strategi for
energiforsyningssikkerhed"
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443398_0002.png
MEDDELELSE TIL RÅDET OG EUROPA-PARLAMENTET FRA
KOMMISSIONEN
Slutrapport om grønbogen "På vej mod en europæisk strategi for
energiforsyningssikkerhed"
1. Grønbogen om energiforsyningssikkerhed, som Kommissionen vedtog for over et år siden,
har skabt en debat om energipolitik, som der ikke er set magen til inden for de sidste 30 år
1
. I
de fleste medlemsstater har den deraf følgende udveksling af ideer givet anledning til nye
overvejelser om, hvilke valg de enkelte medlemsstater skal træffe på energiområdet. Den har
været brugt som et referencepunkt i debatten i visse tredjelande, så som i USA, i forbindelse
med udarbejdelsen af Bush-planen, i Japan og Rusland. I marts 2002 noterede Det
Europæiske Råd i Barcelona sig,
"at Kommissionen med henblik på næste møde i Det
Europæiske Råd i Sevilla agter at aflægge rapport om forsyningssikkerheden på grundlag af
resultaterne af den debat, som Kommissionens grønbog om energiforsyningssikkerhed har
givet anledning til".
2. Grønbogen, der ser 20-30 år frem i tiden, viser de strukturelle svagheder i EU's
energiforsyning og peger på EU's geopolitiske, sociale og miljømæssige sårbarhed, især under
hensyntagen til EU's forpligtelser under Kyotoprotokollen. Udvidelsen vil ikke ændre noget
på problemet. Grønbogen understregede også - og det var inden begivenhederne den 11.
september - nødvendigheden af at inddrage forsyningssikkerheden i spørgsmål med
tilknytning til anlæggenes sikkerhed.
3. Den europæiske økonomi, der bliver mere og mere energislugende, er i væsentlig grad
baseret på fossile brændstoffer. Disse skriver sig for 4/5 af EU's samlede energiforbrug (olie,
kul og naturgas), hvoraf næsten 2/3 importeres. Naturgas fra Rusland udgør i sig selv næsten
20% af vores forbrug. Energiudbuddet i EU dækker dårligt nok halvdelen af behovet. Hvis
der ikke gribes ind i perioden frem til 2030, vil de fossile brændstoffer veje tungere og
tungere på energibalancen. Energiimporten vil også stige yderligere i løbet af de kommende
30 år, og komme til at udgøre 70% af det samlede behov. Olieimporten vil kunne nå op på
90%.
Importafhængigheden kan, også fordi importandelen er stigende, give anledning til
bekymringer, hvad angår de dermed forbunde risici og forsyningsvanskeligheder. Det ville
dog være en forenkling og en fejltagelse at gøre forsyningssikkerheden til et simpelt
spørgsmål om at formindske importafhængigheden og fremme EU's egen produktion.
Forsyningssikkerheden kalder på en hel række politiske initiativer, der bl.a. muliggør en
spredning på forskellige energikilder og teknologier, samtidig med at der skal tages hensyn til
de geopolitiske forhold, og hvad de fører med sig.
1
Grønbogen og netstedet med debatten findes på Internettet på følgende adresse:
http://europa.eu.int/comm/energy_transport/en/lpi_lv_en1.html Siden begyndelsen af 2002 har de
forskellige rubrikker på dette særlige netsted haft besøg af gennemsnitlig 30 000 personer om måneden.
2
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443398_0003.png
4. I grønbogen foreslås en klar strategi med udgangspunkt i styring af efterspørgslen. Det er
dens fortjeneste, at den fremhæver, at EU har meget få muligheder for at påvirke udbuddet,
især fordi dets egne energiressourcer er ret begrænsede, og i visse tilfælde lidet
konkurrencedygtige, som f.eks. kul. Derfor skal efterspørgslen styres ind på andre baner, i
modsætning til i USA, hvor man i den energiplan, der blev fremlagt i maj 2001, går ind for at
tilfredsstille efterspørgslen ved at blive ved med at øge udbuddet.
5. Grønbogen stiller et dusin spørgsmål, der er tænkt som vejledende for den overordnede
debat. Der er indkommet mange svar og reaktioner på disse spørgsmål, såvel fra
medlemsstaterne - herunder fra de folkevalgte forsamlinger og regionerne - som fra
virksomheder, forbrugersammenslutninger og folkelige organisationer (NGO'er). Rådet har
fremsat foreløbige konklusioner, og Europa-Parlamentet såvel som Det Økonomiske og
Sociale Udvalg og Regionsudvalget har afgivet udtalelser
2
.
De mange reaktioner er et bevis på, at der var behov for de overvejelser, som grønbogen lagde
op til, og en gennemgang af indlæggene viser, at retningslinjerne og størstedelen af forslagene
i grønbogen bifaldes. Der er endog opstået en lidenskabsløs debat om kernekraftens plads og
rolle, hvilket har været med til at give debatten i medlemsstaterne et mere sagligt grundlag.
6. Der er så godt som enighed om den strategiske ligne, der går ind for en styring af
efterspørgslen, dvs. påvirke energiforbruget og styre det ind på andre baner. Konklusionerne
fra Det Europæiske Råd i Barcelona i marts 2002, hvor der lægges særlig vægt på
nødvendigheden af at øge energieffektiviteten frem til år 2010 og en hurtig vedtagelse af
forslagene om energibeskatning, udgør således en klar politisk opbakning til dette valg. Uden
at afvente afslutningen på debatten har Kommissionen fremsat flere forslag, som fået en
velvillig modtagelse; det drejede sig ikke længere blot om forslag med sigte på tilskyndelse til
anvendelse og udveksling af bedste praksis, men om forslag til retsakter, hvoraf flere allerede
er blevet vedtaget af Rådet og Europa-Parlamentet.
Der er især tale om direktivet vedrørende produktion af elektricitet fra vedvarende
energikilder, der blev vedtaget 2001, og som led i hvilket medlemsstaterne forpligter til at
overholde nationale mål for det fremtidige forbrug af elektricitet produceret fra vedvarende
energikilder, at indføre et system til certificering af oprindelsesgaranti for grøn elektricitet
(VEK-E) og at træffe ledsageforanstaltninger for at øge andelen af VEK-E på det indre
marked. Inden for rammerne af disse forskrifter skulle 22% af EU's elektricitetsforbrug inden
år 2010 produceres på basis af vedvarende energikilder.
Desuden er der direktivforslaget om energibesparelser i bygningssektoren, der indeholder
præcise regler med henblik på at begrænse energiforbruget i denne sektor, som skriver sig for
40% af den energi, der forbruges i EU. Under gunstige vilkår, hvor der opnås besparelser og
øget effektivitet vil det være muligt at mindske dette forbrug med ca. 22%. Det foreslåede
direktiv vil bidrage til nå dette mål, ved at der for nye og eksisterende bygninger indføres en
fælles metode til opstilling og regelmæssig ajourføring af mindstenormer for energimæssig
ydeevne, som i overensstemmelse med nærhedsprincippet skal vedtages af medlemsstaterne,
såvel som certificeringssystemer. Disse bestemmelser suppleres med en bedre kontrol af
varme- og køleanlæg.
2
Bilaget indeholder en sammenfatning af de indkomne svar på spørgsmålene i Grønbogen.
3
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Endelig kan også nævnes Kommissionens forslag om forskrifter og beskatning til fremme af
biobrændsler, hvorefter biobrændsler i EU skulle udgøre en andel af samtlige brændstoffer,
der sælges fra 2005, på mindst 2% stigende til 5,75% i 2010. På længere sigt vil udviklingen
af erstatningsbrændsler, herunder biobrændsler, gøre det muligt i løbet af perioden frem 2020
at erstatte 20% af den diesel og benzin, der forbruges i vejtransporten, med sådanne
brændsler.
Gennemførelsen af disse bestemmelser vil betyde, at der i de næste år kan spares op til 10%
for de konventionelle energikilders vedkommende, hvilket gør det muligt at bremse den
stigende tendens i energiefterspørgslen i EU, der skyldes et øget forbrug i husholdningerne og
servicesektoren (anslås til 2-4% om året i medlemsstaterne og 3-6% om året i
kandidatlandene).
Det er uden tvivl i transportsektoren - der skriver sig for 32% af energiforbruget og 28% af de
samlede CO
2
-emissioner - at der er det mest presserende behov for at nedbringe
efterspørgslen. De foranstaltninger, som foreslås i hvidbogen om transportpolitikken med
henblik på mobilitetsstyring og tilvejebringelse af en bedre balance og en virkelig
komplementaritet mellem de forskellige transportformer, vil, som krævet af Det Europæiske
Råd i Göteborg, udgøre et aktivt bidrag på vejen mod dette mål. Genoplivelsen af
jernbanerne, investeringerne i de transeuropæiske transportnet og harmoniseringen
vedrørende brændstoffer til erhvervsmæssig brug er en række virkemidler, der vil kunne
bidrage hertil, såvel som det direktivforslag, der er på trapperne om betaling for brug af
transportinfrastruktur - hvis betydning på ny blev fremhævet i konklusionerne fra Det
Europæiske Råds møde i Barcelona - således at priserne på de forskellige transportmåder
inden 2004 bedre afspejler omkostningerne for samfundet.
7. Der har også udviklet sig en bred debat om grønbogens forslag til en ny måde at forvalte
olielagrene på. Formålet med grønbogens forslag om at oprette strategiske oliereservelagre
var at sikre en større solidaritet mellem medlemsstaterne i krisetider. Der mindes om, at
olieforbruget i det udvidede EU i 2004 vil kræve over 20% af verdensproduktionen. De usikre
geopolitiske forhold og olieprisernes ustabilitet rejser spørgsmålet om en bedre organisation
af lagrene og en samordning af brugen af dem. Kommissionen analyserer behovet for forslag
på området under hensyntagen til de mange forskellige holdninger. Man har ligeledes drøftet,
om der er behov for strategiske gaslagre. Kommissionen evaluerer situationen bl.a. under
hensyntagen til, om der bør træffes supplerende foranstaltninger med henblik på at stabilisere
og fuldføre det indre energimarked.
I denne sammenhæng er en bedre dialog mellem EU og producentlandene en af de absolut
nødvendige forudsætninger for at sikre en bedre gennemsigtighed på markedet og fremme
indgåelse af aftaler om tilstrækkelige forsyninger. Dialogen kan også bidrage til at skabe mere
stabile forhold i disse lande. Under debatten om grønbogen er der i flere holdninger givet
udtryk for støtte til denne tanke. Rådføringen bør finde sted løbende, uanset hvordan de
internationale konjunkturer er, og uanset om priserne er stigende eller faldende, og den bør
også omfatte anlæggenes sikkerhedsaspekter.
8. Debatten om grønbogen har vist, at der er behov for udvikle et
forsyningssikkerhedskoncept i europæisk målestok, som alene kan sikre, at Europa bliver
herre over sin egen skæbne på energiområdet. Den dialog, EU har indledt med Rusland, tager,
som det er fremgået bl.a. af topmøderne i Paris, Bruxelles og for nylig i Moskva, sigte på at
skabe en ny solidaritet på energiområdet. Der er således blevet lanceret tiltag vedrørende
4
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443398_0005.png
nettenes sikkerhed, beskyttelse af investeringerne og identificering af store projekter af fælles
interesse. Der er håb om, at denne dialog vil gøre det muligt at fastlægge, hvordan man
fremover bedst kan anvende de langsigtede forsyningsaftaler og de aftaler om
produktionsfordelingen, som repræsentanterne for industrien har givet udtryk for stor
bekymring for i forbindelse med debatten om grønbogen.
9. Bestræbelserne på at fremme nye og vedvarende energikilder, hvis andel kun udgør 6% af
energibalancen i EU, har hidtil ikke givet tilstrækkeligt effektive resultater, idet den aktuelle
tendens viser, at de kun vil nå op på 9% af det samlede forbrug i Europa i 2030
3
. Grønbogens
forslag om at finansiere udviklingen af sådanne energikilder ved hjælp af de konventionelle
energikilder, har givet anledning til blandede reaktioner.
10. Kerneenergien er stadig et emne, som man ikke kan komme udenom i debatten.
Grønbogen har givet anledning til en ligefrem og åben meningsudveksling om kerneenergien,
som der hersker divergerende meninger om i EU. Grønbogen noterede sig , at "problemerne i
forbindelse med den globale opvarmning har ændret holdningerne til forsyningsspørgsmålet"
og at "det gælder navnlig for kernekraften", der som energikilde for elproduktionen gør det
muligt sammen med de vedvarende energikilder og energieffektiviteten at undgå
drivhusgasemissioner fra forbruget af fossile brændstoffer. Den betyder nemlig, at der med
kerneenergi spares over 300 mio. tons CO
2
i drivhusgasemissioner (svarende til halvdelen af
emissionerne fra hele EU's bilpark). Det er et tal, som man langt fra kan overse, og som ingen
længere drager i tvivl, naturligvis under forudsætning af at kerneenergi indgår i en bred vifte
af andre foranstaltninger, der kan bidrage til at nedbringe emissionerne. I det europæiske
program for klimaændringer (ECCP) har Kommissionen annonceret en række
foranstaltninger, der ville kunne nedbringe CO
2
-emissionsmængderne med mellem 122-178
mio. tons, og den undersøger fortsat mulighederne for at mindske emissionerne.
Den udfasning eller de moratorier, som visse medlemsstater har vedtaget for deres
kernekraftindustri berører ikke Fællesskabets evne til nå målene i Kyotoprotokollen, for så
vidt som disse beslutninger ifølge de aktuelle planer først vil få virkning efter 2012. På
mellemlangt eller langt sigt bør det med vores nuværende viden tages i betragtning, at hvis
man fuldstændigt giver afkald på kerneenergi, vil det betyde, at 35% af elproduktionen så skal
stamme fra konventionelle og vedvarende energikilder, hvortil kommer, at der skal gøres en
væsentlig indsats for at øge energieffektiviteten, og så må man heller ikke glemme, at der
forventes en forøgelse af energiefterspørgslen.
Under disse forhold bør medlemsstaterne, uden at det berører deres enekompetence til at
træffe beslutninger på området, have så mange valgmuligheder som overhovedet muligt.
Kerneenergi vedbliver på samme måde som i Japan, USA, Canada og andre dele af verden
med at være en af valgmulighederne i de EU-medlemsstater, der måtte ønske det.
Som noget helt væsentligt kan det dog udledes af debatten om grønbogen, at for at
kerneenergien kan have en fremtid, må der findes en entydig, sikker og gennemskuelig
løsning på spørgsmålet om behandling og transport af radioaktivt affald
4
. EU har for sin del
3
4
Kilde: PRIMES modelling.
Et rundspørge, der blev foretaget for Europa-Kommissionen i oktober og november 2001
(Eurobarometer) viser, at størstedelen af de adspurgte (2/3) mente, at hvis der findes en tilstrækkelig
sikker løsning til forvaltningen af nukleart affald, bør udnyttelse af kernekraft til elproduktion forblive
en åben valgmulighed.
5
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443398_0006.png
forpligtet sig til under det sjette forskningsrammeprogram (2002-2006) at støtte
kernekraftforskningen og især med henblik på forbedring af affaldsforvaltningen
5
. I denne
forbindelse mindes der om, at den nukleare sikkerhed for første gang er blevet behandlet som
et emne for sig under de igangværende tiltrædelsesforhandlinger. Især over for de
kandidatlande, som benytter visse meget gamle typer kernekraftanlæg, der ikke kan
moderniseres til en rimelig pris, har EU insisteret på, at de pågældende lande forpligter sig til
at afvikle dem hurtigere efter en fastsat tidsplan. Som Kommissionen har understreget over
for Det Europæiske Råd i Ghent, mener den, at disse forpligtelser med rette burde indsættes i
tiltrædelsestraktaten. Siden 1999 har Kommissionen mobiliseret betydelige fællesskabsmidler
til afviklingsbestræbelserne i de tre berørte lande.
Nuklear sikkerhed i det udvidede EU er genstand for stadig tilbagevendende bekymringer
blandt de fleste deltagere i debatten om grønbogen, og det kan derfor ikke undre nogen, at Det
Europæiske Råd i Laeken i december 2001 stillede krav om et højt niveau for nuklear
sikkerhed i hele EU, også efter udvidelsen, og anmodede om med jævne mellemrum at få
forelagt rapporter herom.
Det næste skridt vil bestå i, at Kommissionen undersøger et forslag, som åbner vejen for en
egentlig fællesskabsordning for nuklear sikkerhed i form af fastsættelse af fælles normer og
fælles praksis samt mekanismer for kontrol på europæisk niveau og peer review. EU kunne
også bidrage til hurtige fremskridt med henblik på at finde varige løsninger, for så vidt angår
forvaltning af radioaktivt affald, ved at der på fællesskabsniveau fastsættes præcise frister for,
hvornår medlemsstaterne skal have indført mere effektive ordninger for oplagring af affald.
11. De konkrete forslag, der er fremsat om harmonisering af beskatningen såvel som
spørgsmålene om betalingssystemer inden for transportsektoren, støder på modstand. Den
manglende harmonisering af afgifterne fører imidlertid til konkurrenceforvridninger mellem
medlemsstaterne. Desuden er tarif- og afgiftsforanstaltninger påkrævet af hensyn til den
bæredygtige udvikling, for at der kan tages hensyn til de negative eksternaliteter. Det
Europæiske Råd i Barcelona har pustet nyt liv i disse aspekter og anmodet om, at direktivet
om beskatning af energiprodukter vedtages inden udgangen af 2002. I denne forbindelse bør
det europæiske system vedrørende handel med emissionsrettigheder, som Kommissionen har
fremsat forslag om, hurtigt bringes i anvendelse.
Det indre marked for energi bidrager til at skabe en sund konkurrence, at garantere
energiforsyningssikkerheden og at styrke konkurrencen i den europæiske økonomi, og det
kræver en bedre udnyttelse af den eksisterende grænseoverskridende kapacitet. En situation
med svigtende elektricitetsforsyning som den, der indtrådte i Californien, er umulig på det
indre marked, hvor der findes regler for investering, konkurrence og adgang til ressourcer og
transportnet, der yder beskyttelse mod denne type afbrydelser. I modsætning til, hvad der er
en udbredt opfattelse, tager det indre energimarked ikke kun sigte på en systematisk
nedbringelse af forbrugerpriserne, men på at få etableret en retfærdig pris under overholdelse
af forsyningspligten. Efter anmodning fra Det Europæiske Råd i Stockholm er der foretaget
en vurdering (benchmarking) af markedernes åbningsgrad. Rapporten herom bekræfter en af
de vigtigste retningslinjer i grønbogen, nemlig at det er nødvendigt med en større åbning af
markedet for el og gas sammenholdt med nye behov for regulering og evaluering.
5
Ud af det samlede budget på 17,5 mia. EUR til det næste rammeprogram er der således afsat i alt 1,23
mia. EUR til kernekraftforskning, herunder de 750 mio. EUR til nuklear fusion.
6
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Samhandelen inden for Fællesskabet - som for els vedkommende indtil videre er begrænset til
8% af produktionen - lider under manglende sammenkoblingsinfrastruktur. Som understreget
af Det Europæiske Råd i Barcelona vil bedre udnyttelse af de eksisterende net og etablering af
de manglende forbindelser bidrage til opnåelse af en større forsyningssikkerhed på langt sigt.
Med henblik herpå fremsatte Kommissionen som varslet i grønbogen et forslag om en
europæisk plan for udvikling af gas- og elinfrastruktur og prioriteret samfinansiering under
budgettet til de transeuropæiske net af et dusin projekter om samkøringslinjer, der erklæres af
europæisk interesse. Generelt tog Det Europæiske Råd i Barcelona et afgørende skridt mod
realiseringen af det indre marked for energi, idet det besluttede, at der fra 2004 skulle sikres
frit valg af leverandør for alle erhvervsmæssige forbrugere af el og gas.
12. I forbindelse med debatten om grønbogen er der fra visse sider, bl.a. i Europa-
Parlamentet, rejst spørgsmål om, hvordan det kan være, at EU har så begrænsede midler på
det juridiske og institutionelle plan til at føre en energipolitik, der er egnet til at imødegå de
potentielle svagheder, der gør sig gældende på forsyningssiden.
EU har ikke desto mindre gjort store fremskridt på energiområdet ved at benytte forskellige
virkemidler. Således er det indre marked for energi blevet gennemført med støtte i kapitlet om
harmonisering af lovgivningerne, fremme af vedvarende energikilder er sket på grundlag af
artiklerne om miljøbeskyttelse, og endvidere gennemføres udviklingen af gas- og elnettene
inden for rammerne af kapitlet om de transeuropæiske net.
Det kan udledes af debatten, at der er behov for at gennemtænke, hvordan et samlet koncept
vedrørende forsyningssikkerheden skal se ud. En sådan politik kræver langsigtet,
fremadskuende handling, ordninger til overvågning af markedet, politiske instrumenter og
styrkelse af forbindelserne med tredjelande. Debatten om grønbogen har vist, at netop på det
tidspunkt, hvor EU er ved at skabe det mest integrerede energimarked i verden, er det
nødvendigt at øge samordningen af de foranstaltninger, der gør det muligt at garantere
forsyningssikkerheden.
Bilag:
(1)
Samlet reaktion på grønbogen
(2)
Svar på de tretten spørgsmål
7
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443398_0008.png
BILAG I - Grønbogsdebatten
Grønbogsdebatten (30. november 2000 – 15. februar 2002) blev ført i de mange indlæg,
som blev fremsat, på direkte møder, ved informationsformidling, på konferencer,
workshops og seminarer, ved særlige parlamentshøringer og ved samråd i erhvervslivet
og organisationerne og mellem dem indbyrdes. Grønbogsdebatten har også givet sig
udslag i skriftlige politiske redegørelser i flere medlemsstater og lande udenfor EU. Dette
bilag giver en oversigt over nogle af disse aktiviteter.
Formidling og debat:
-
-
-
-
-
ca.
1000 henvendelser om dagen
til grønbogens netsted (januar 2002) med ca.
340 "nedtagninger"
distribution af ca.
20 000 eksemplarer
af grønbogen og 100 000 foldere
over
300 konferencer,
workshops osv. om grønbogen med deltagelse af
kommissærer og embedsmænd, heraf 28 i ansøgerlande
nationale
oplysningsprogrammer om grønbogen med nationale samråd, nationale
parlamentshøringer og andre arrangementer i samtlige medlemsstater
drøftelser i
Det Europæiske Fællesskabs institutioner:
Ministerrådet (de første
konklusioner), Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg, Det
Rådgivende Udvalg for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, EURATOM's
videnskabelige og tekniske udvalg, Det Rådgivende Udvalg for EURATOM's
forsyningsagentur og Det Rådgivende Energiudvalg
Formelle skriftlige bidrag:
-
-
236
6
indløb til Kommissionen i samrådsperioden
en lang række forskellige bidragydere, heriblandt:
EU og medlemsstaternes regeringer, EFTA,
energipolitiske rådgivningsorganer, parlamenter, repræsentanter
Offentlige energiagenturer, lokale myndigheder
Energiindustrien, dens erhvervsorganisationer og tilknyttede tekniske organer
33
17
76
6
Ca. 7000 personer har sendt indlæg (af samme slags) som led i grønbogens kyperaktion
8
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443398_0009.png
De energiforbrugende industrier, deres erhvervsorganisationer og
tilknyttede tekniske organer
Private organisationer
7
og foreninger med energibesparelse eller
fremmeaf bestemte energiformer som formål
Fagforeninger, faglige og videnskabelige organer, universiteter,
studiegrupper
Enkeltpersoner
I alt
30
19
41
20
236
Debatten i medlemsstaterne og EU's institutioner:
Alle medlemsstaterne har leveret skriftlige bidrag. De hilste i almindelighed debatten
velkommen, herunder også dens langsigtede perspektiv og integrerede form. De fleste
medlemsstater arrangerede en eller anden form for offentligt samråd eller en workshop
for interesserede parter, fik udarbejdet en rapport af et rådgivende organ eller førte
parlamentsdebat til støtte for et nyt syn på de energipolitiske muligheder.
F.eks. foretog EU-udvalget i det britiske Overhus en flere ugers høringsrække omkring
grønbogen. EU-udvalget i det danske Folketing kom med et bidrag, og der blev afholdt
parlamentshøringer i Italien, Sverige, og Spanien, og grønbogen var genstand for
drøftelser i parlamentet i de fleste medlemsstater, ofte med Kommissionens deltagelse.
Næstformanden blev således indbudt til at deltage i flere af dem. Det nederlandske
parlament godkendte regeringens bidrag. Der blev i vid udstrækning tilskyndet til
offentlig debat og inddragelse af de interesserede parter. I Italien arrangerede ministeriet
f.eks. en ni dages national diskussionsrække om grønbogens emner med udstrakt
deltagelse fra de interesserede parters side. I Nederlandene afholdt ministeriet drøftelser
mellem eksperter og interesserede parter, inden det udarbejdede sit bidrag. I Tyskland
blev der ført drøftelser ikke blot på forbundsplan, men også i mange delstater. I mange
medlemsstater fremsatte tekniske organer, der rådgiver regeringen i energispørgsmål,
dybtborende bidrag sammen med regeringens bidrag, det skete således i Spanien og
Irland. Disse eksempler viser grønbogsdebattens forstærkende virkning i
medlemsstaterne. På denne baggrund var bidragene fra medlemsstaterne i almindelighed
både grundige og detaljerede.
7
Se fodnote 1
9
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443398_0010.png
Bidragene viser, på hvilke områder der er oplagt enighed om relevans for
forsyningssikkerheden og om behovet for at finde den mest effektive fremgangsmåde.
Det gælder f.eks. styrkelse af forbindelserne mellem EU og producentlandene, og
energispredning, vedvarende energi, energibesparelser og energieffektivitet. På andre
områder viser bidragene uenighed om spørgsmålets relevans, om behovet for en fælles
fremgangsmåde og om dens omfang. Dog gik alle medlemsstater ind for at lægge vægt
på forsyningssikkerheden og på grønbogsdebatten.
I sine første konklusioner i maj 2001 hilste Rådet grønbogen og debatten velkommen og
understregede behovet for en langsigtet strategi for bedre energiforsyningssikkerhed på
både nationalt plan og EU-plan. Rådet kunne tilslutte sig det synspunkt, at både
efterspørgselsvæksten og forsyningsafhængigheden skulle tages op til behandling, og at
den virkning, nuværende og planlagt politik og foranstaltninger, ikke mindst på det indre
marked for energi, ville få på forsyningssikkerheden, skulle tages i betragtning. I
december 2001 fortsatte Rådet sine undersøgelser med vægt på infrastrukturernes fysiske
sikkerhed (efter 11. september), på lagrene og på styrkelse af dialogen mellem EU og de
producerende lande.
Energiforsyningssikkerheden var et af de områder, der indgik i opfølgningsundersøgelsen
efter topmødet i Nice, som havde forlangt, at forsyningssikkerhedsordningerne for en
række strategisk vigtige produkter i EU skulle undersøges. Barcelona topmødet
fremhævede med sin vægt på både økonomiske og energipolitiske forhold
energiforsyningssikkerheden som et vigtigt spørgsmål.
Europa-Parlamentet vedtog efter et omfattende arbejde med G. B. Chichester (PPE, UK)
som ordfører en meget udførlig betænkning. Under drøftelserne i udvalgene og på
plenarforsamlingen havde mængden af indlæg, emner og synspunkter været
bemærkelsesværdig. Enighed om nogle spørgsmål blev fulgt af modstridende
synspunkter i andre. Udvalget om industripolitik, eksterne økonomiske forbindelser,
forskning og energi førte an, men spørgsmålet blev også taget op og behandlet af
udvalget for miljø- og sundhedsanliggender og forbrugerpolitik og udvalget for økonomi
og valutaspørgsmål. Der blev afholdt en offentlig høring og en høring med
næstformanden.
I sin omfattende og meget udførlige betænkning
8
sagde Parlamentet, at
forsyningssikkerheden er et problem, som bør prioriteres højt af Kommissionen, Rådet
og medlemsstaterne. Den hilste grønbogen velkommen som udgangspunkt for en debat.
Parlamentet betragtede energieffektivitet og energibesparelser som første prioritet. Det
opfordrede til at fremme en "intelligent" holdning til energiudnyttelse og gøre Europa til
den mest energieffektive økonomi i verden. Medlemmerne argumenterede for
energispredning, ikke mindst på grundlag af infrastruktur, vedvarende energi og
indenlandske energikilder. De opfordrede til en traktat om vedvarende energi. De
8
EP:A5-0363/01
10
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443398_0011.png
betragtede grønbogens udvalg af scenarier som alt for begrænset, især når det drejede sig
om efterspørgsel, vedvarende energi og kraft-varmeproduktion, og opfordrede til
udarbejdelse af mere omfattende scenarier. Miljøaspektet var stærkt fremtrædende i
Parlamentets betænkning. F.eks. gik Parlamentet ind for et europæisk initiativ til
udvikling af et emissionsfrit, kulfyret kraftværk. Meningerne om kernekraftens rolle og
om, hvordan den skulle udnyttes, var delte. Der skulle udvikles stærkere forbindelser
med producent- og transitlandene. Samarbejde med udviklingslandene skulle også lægge
vægt på vedvarende energi. Parlamentet opfordrede Kommissionen til at spille en større
rolle for samordningen af medlemsstaternes energipolitik i hele EU's interesse og for de
internationale diplomatiske forbindelser med transitlandene og de internationale
organisationer, herunder WTO. Skønt de fuldt ud anerkendte nærhedsprincippet og
pegede på de områder, hvor de nationale og lokale myndigheder burde optræde,
opfordrede de medlemsstaterne til at indføje et kapitel om energipolitik i EF-traktaten.
I sin udtalelse
9
hilste Det Økonomiske og Sociale Udvalg grønbogen, især dens
langtidsperspektiv, velkommen. Det understregede energiens betydning for økonomi,
vækst og konkurrencedygtighed. Det anbefalede at knytte energipolitikken nærmere til
EU's andre politiske områder, ikke mindst klima-, forsknings- og landbrugspolitikken.
Det fremhævede behovet for energispredning og for en europæisk lovgivning for
energiforsyning, der anerkender medlemsstaternes kompetence på energiområdet. Det
anbefalede, at kernekraftens andel i energiforsyningen blev bevaret i hvert fald i sit
nuværende omfang, så målsætningerne for drivhusgas kunne opfyldes.
Regionsudvalget
10
så med tilfredshed, at der blev lagt vægt på at øge den vedvarende
energis bidrag i byggesektoren. Det henstillede, at kernekraftens bidrag blev vurderet på
et meget bredt, men ganske anderledes grundlag end andre energiformer. Det foretrak at
lægge hovedvægten på efterspørgselsstyring og udtrykte bekymring for den virkning,
energimarkedets liberalisering ville få på efterspørgselsstyringen. Udvalget forslog, at
der skulle opstilles energieffektivitetsmål og handlingsplaner for medlemsstaterne. Det
anså skatte- og afgiftspolitik for at være et nødvendigt redskab, når det gjaldt
efterspørgelsstyring, og opfordrede til at indsætte et energikapitel i traktaten.
Midlertidig rapport fra Kommissionen:
SEC(2001)1962
udgivet 3. december 2001, reference:
Bidragenes
fulde
tekst
findes
grønbogens
http://europa.eu.int/comm/energy_transport/en/lpi_lv_en1.html
netside:
9
10
Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse
Regionsudvalgets udtalelse
11
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443398_0012.png
BILAG II – Sammenfatning af bidragene spørgsmål for spørgsmål
Spørgsmål 1: Kan
EU acceptere en stigende afhængighed af eksterne energikilder, uden at det
går ud over forsyningssikkerheden og den europæiske konkurrenceevne? Hvis der vedtages en
politik med henblik på at regulere importen, hvilke energikilder skal den så omfatte? Skal der i
den forbindelse anlægges en økonomisk tilgang med udgangspunkt i energiomkostningerne
eller en geopolitisk tilgang med udgangspunkt i risikoen for manglende forsyninger?
At sikre
spredning
på forskellige energikilder, forsyningslande og forsyningsruter betragtes i vidt
omfang som det vigtigste svar på den voksende importafhængighed.
Bidragene anser de
politiske beslutningstagere
for at spille en afgørende rolle, ikke mindst når det
gælder om at skabe et gunstigt
investeringsklima,
både i og uden for EU. Europa bør arbejde på at
forbedre investeringsklimaet i tredjelande med diplomatiske midler, ved hjælp af samarbejdsaftaler
og ved at udvikle gode, stabile forbindelser. En af målsætningerne bør være at indskrænke
kartellernes magt. Desuden bør spredningen opnås i kraft af
markedet.
Nogle bidragsydere
hævder, at åbne, konkurrenceprægede markeder, frie energipriser og markedsbaserede virkemidler
er det, der bedst sikrer den mest hensigtsmæssige energisammensætning og energispredning. De
ser hen til fuldførelsen af det indre marked for energi, af GATS-forhandlingerne og
energichartertraktaten.
Nogle peger på de fordele,
fast brændsel
og
kernekraft
giver EU's energiforsyning, idet disse
indebærer pålidelighed og stabile priser, rigelige reserver og stor leverandørspredning. Olie- og
gasreserverne
i Nordsøen
bør ifølge nogle ikke overses, når det drejer sig om
forsyningssikkerheden. Den rigtige lovramme er afgørende og vil snarere fremme end hæmme de
nødvendige investeringer. Nogle argumenterer for FU i utraditionelle reserver. Et mindretal blandt
bidragyderne hævder, at det for forsyningssikkerheden på længere sigt er vigtigt at bevare en
intern kulproduktion
som "basis". Andre peger imidlertid på de høje omkostninger og de
miljøproblemer, den indebærer. Mange bidragydere forslår overvågning af den europæiske
brændselssammensætning,
herunder
kombineret fyring
og
risikostyringsforanstaltninger.
Bemærkningerne om en
rammepolitik for import
er ofte tvivlrådige og peger på risikoen for
konkurrenceforvridning, større omkostninger og højere priser, kunstig forskelsbehandling af
bestemte energikilder og restriktioner på forbruget, som alt sammen trækker i retning af at
formindske, i stedet for at forhøje forsyningssikkerheden. Blandt dem, der støtter en aktiv politik
på EU-plan, er der mange, som bemærker, at geopolitik, økonomi, miljø og bæredygtighed hænger
sammen, og nogle taler for en mere radikal indstilling til forsyningssikkerhed på EU-plan.
Nogle betragter
importafhængighed
som en normal følge af den internationale arbejdsdeling og
globalisering og mener, at risikoen ved afhængighed formindskes af samhandel og gensidige
12
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
investeringer og ved gode forbindelser mellem producenter og forbrugere. De hævder, at den
øgede gensidige afhængighed kan være en fordel, og at bestræbelser i retning af at gøre
selvforsyning med energi til et mål vil skade EU's konkurrenceevne og økonomiske velfærd. Et
mindre optimistisk synspunkt anlægges af de bidragydere, som advarer mod den fare for
forsyningssikkerheden, der ligger i at overlade magten til olie- og gaskarteller uden for EU's
kontrol, og i jordens stærkt voksende befolkningstilvækst, som nødvendigvis må øge
konkurrencen om de begrænsede ressourcer.
Nogle bidragydere taler for en gennemgribende
omlægning af energisektoren,
ikke mindst ved
udvikling af vedvarende energikilder, der sammen med de praktiske fordele ved energieffektivitet
giver mulighed for mindre importafhængighed og for at opfylde miljømålsætningerne. Denne
strategi anbefales kun af et mindretal af bidragyderne, men mange bidragydere foreslår en række
forskellige foranstaltninger, der lige så meget gælder energiefterspørgselen som
energiforsyningen, som hensigtsmæssig reaktion på den voksende importafhængighed.
13
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443398_0014.png
Spørgsmål
2 :
Kræver det stadig mere integrerede indre marked inden for EU, hvor de
beslutninger, medlemsstaterne træffer, også får betydning for de øvrige medlemsstater, at
der fastlægges en sammenhængende og koordineret politik på EU-plan? Hvilke elementer
skal der i givet fald indgå i en sådan politik, og hvilken rolle skal konkurrencereglerne
spille?
Bidragene giver udtryk for stærk støtte til effektiv gennemførelse af Kommissionens
nuværende
forslag til det indre marked for energi.
Mange mener, at det indre marked for
energi med sin integration og sine konkurrencevilkår vil skabe en effektiv
forsyningssikkerhed
i kraft af det større marked med mange forskellige leverandører, større
fleksibilitet på forsynings- og efterspørgselssiden, mere effektive prissignaler,
konkurrencefremkaldte effektivitetsfordele og innovationer osv. Det er imidlertid et
idealbillede. Nogle peger på, at især elektricitetsforsyningssikkerheden er et stadigt problem.
Blandt bemærkningerne om, hvad der skal gøres, er forslag om yderligere udvikling af
samarbejdet
mellem lovgiverne og mellem TSO'erne, mere hensigtsmæssig
infrastruktur
i
et udvidet Europa og opmærksomhed på
investeringsmønstrene.
Mange bemærkninger drejer sig om
EU's energisystem
som helhed (spredning af
energikilder, lokale energikilders værdi, supplerende udnyttelse af forskellige teknologier
osv.). EØS- og EFTA-landene hævder, at deres rolle på det indre marked for energi ikke
anerkendes fuldt ud i grønbogen. Tanken om
lige vilkår
nævnes hyppigt og forstås som regel
som nye energileverandørers
adgang
til markedet og internalisering af
eksterne
omkostninger.
Her understreges
EU's rolle,
det gælder ikke mindst konkurrence- og
statsstøttereglerne, skatter og afgifter, direktivet om vedvarende energi og EU's
bestemmelser for markedsbaserede miljøforanstaltninger, især handel med emissionskvoter,
grønne certifikater eller certifikater for vedvarende energi osv.
Nogle bidragydere, især Europa-Parlamentet, opfordrer til, at der indsættes et
energikapitel
i
traktaten. Andre anser Fællesskabets nuværende kompetence for at være tilstrækkelig.
Grønbogens tanke om, at det indre marked for energi sammen med udvidelsen og Kyoto-
aftalen skaber en
ny baggrund
for energipolitiske beslutninger i Europa, finder almindelig
tilslutning.
Nogle bidragydere mener, at markedet, der jo drives af kortsigtede profithensyn, ikke har
plads til investeringer i
fælles, langsigtede
behov
(f.eks. reserver og ny kapacitet) og
konkluderer derfor, at der trods alt bliver behov for en vis styring. Nogle medlemsstater
betragter sig som ansvarlige for, at der sikres en minimal produktionskapacitet. Andre
bidragydere mener, at liberaliseringen og markedskræfterne kan modarbejde ikke blot
miljøbeskyttelsen,
men også den
sociale retfærdighed
og forsyningssikkerheden. Nogle
bemærker, at de
sociale aspekter,
herunder virkningerne på beskæftigelsen, fortjener større
opmærksomhed. Andre kommer ind på tanken om
kvalitetsmål
i forbindelse med
offentlig
forsyningspligt.
Atter andre forbinder den med investeringer (reservekapacitet, spredning
osv.) og spørgsmålet om, hvem der i sidste instans skal have forsyningspligten.
14
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Nogle taler for yderligere udvikling af
fælles målsætninger
for energieffektivitet,
vedvarende energi osv. Andre henviser til
nærhedsprincippet
og fremhæver behovet for
fleksibilitet af hensyn til nationale forskelle som klima, traditioner osv. Medlemsstaterne
skal have tilstrækkelig frihed til at kunne udvikle formålstjenlige virkemidler.
Den rolle, EU spiller for
forbindelserne udadtil,
og som bidragyderne i vidt omfang
betragter som en fordel på verdensmarkedet og for de geopolitiske forbindelser, afspejler
også de udviklinger, der er sket på det indre marked for energi og med udvidelsen. Mange
bidragydere er betænkelige i forbindelse med spørgsmålet om
langtidsgaskontrakter
og
hævder, at de er vigtige for at finansiere de investeringer, som skal sikre forsyningerne fra
tredjelande.
15
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443398_0016.png
Spørgsmål 3: Er afgifterne og statsstøtten på energiområdet med til at forringe EU's
konkurrenceevne? Når det ikke lykkedes at harmonisere de indirekte skatter, ville det så
ikke være mere hensigtsmæssigt at fokusere på en samordning af energiafgifterne,
navnlig af hensyn til de energi- og miljømæssige målsætninger?
Afgiftsharmonisering
vinder almindelig tilslutning, men af forskellige grunde. Nogle finder
harmonisering af energiafgifterne gavnlig for
det indre marked,
men prisen bør ikke være
højere afgifter. De store energiforbrugere hævder, at en ensidig forhøjelse af energiafgifterne i
EU ville bringe de europæiske forbrugere, der skal konkurrere på verdensmarkedet, i en
endnu mere ufordelagtig stilling. De konventionelle energiproducenter mener, at højere
energiafgifter vil true udnyttelsen af interne olie- og gasreserver, fordi disse sektorer bliver
mindre tiltrækkende for investeringer i EU. Andre betragter harmonisering som en mulighed
for at
fremme anvendelsen af energiafgifter
og dermed opnå de højere energipriser, de anser
for nødvendige for at fremme energieffektivitet og udnyttelse af nye energikilder. Efter deres
opfattelse bør energipriserne ikke sænkes, det bør slet ikke være det indre energimarkeds
hovedsigte.
Tanken om at
genbehandle spørgsmålet om energiafgifter
og tage hensyn både til energi og
miljø tages op af mange bidragydere. Mange mener, at energiafgifterne skal behandles som
led i en
mere omfattende debat om skatter og afgifter
på EU-plan. Miljøsynspunktet er
fremherskende hos de fleste bidragydere. I den konventionelle energisektor taler mange
bidragydere i gas-, LPG- og kernekraftsektoren for
differentierede energiafgifter,
der afspejler
de forskellige energikilders miljøpåvirkning. Kernekraftsektoren er blandt dem, der går ind
for en
kulstofafgift eller en afgiftsfritagelse i hele Europa for brændsel uden
kulstofemissioner.
Tilhængerne af vedvarende energi og energieffektivitet støtter ofte en
energiafgiftsform, der bygger på
internalisering af de eksterne omkostninger.
Herved forstås
normalt miljøomkostninger, men nogle bidragydere inddrager samfundets omkostninger i
almindelighed. Nogle bidragydere accepterer
i princippet
internaliseringen af eksterne
omkostninger, men mener ikke, at metoderne endnu er tilstrækkeligt udviklede til, at de er
pålidelige i praksis.
Nogle betragter
statsstøtte
til konventionel energi som undergravende for nye og vedvarende
energikilders potentielle konkurrenceevne. Mange opfordrer til indstilling af tilskud til fossilt
brændsel. Andre taler imidlertid for støtte til kulproduktionen og henviser til
forsyningssikkerheden og samfundsmæssige hensyn. Nogle hævder, at støtte til en "basis",
der udgøres af indenlandsk energiproduktion, hovedsagelig fast brændsel og vedvarende
energi, er vigtig for forsyningssikkerheden. Et bredt udsnit af bidragydere fra alle sektorer går
ind for statsstøtte til vedvarende energi i et vist tidsrum for at hjælpe den til at blive
konkurrencedygtig. Nogle mener, at der, så længe de eksterne omkostninger ikke er
internaliserede, fortsat vil være god grund til at yde denne støtte. (Jf. spørgsmål 7).
Som nævnt i forbindelse med spørgsmål 2 betragter en række bidragydere afgifts- og
statsstøttepolitik og taget i mere almindelighed internalisering af eksterne omkostninger som
led i bestræbelserne på at skabe
lige vilkår
på det indre marked for energi, ikke mindst for at
16
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
opnå et forskelligartet, innovativt energimarked, der kan forenes med målsætningerne for
miljøhensyn.
Mange bidragydere påpeger, at lige vilkår og opfyldelse af energi- og miljøpolitiske
målsætninger kan opnås med
andre midler end energiafgifter og statsstøtte.
Nogle tvivler på,
at energiafgifter er
effektive,
når det gælder om at ændre forbrugsmønsteret, og peger på den
ringe priselasticitet, især inden for transport. Industrien foreslår
teknologisk
udvikling og
frivillige forpligtelser som en effektiv fremgangsmåde. Nogle fremhæver, at de største
investeringer i vedvarende energi foretages af den konventionelle energisektor. At der blandt
mange bidragydere er bred tilslutning til
markedsbaserede fremgangsmåder
(f.eks. grønne
certifikater, handel med emissionskvoter) fremgår tydeligt. Nogle går ind for
helhedsprægede
løsninger,
hvor nye energikilder og energibesparelser fremmes ved hjælp af landbrugspolitik,
landsplanlægning, offentlig transport osv. (jf. spørgsmål 10).
17
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443398_0018.png
Spørgsmål 4: Hvis der skal indgås forsynings- og investeringsaftaler som led i en løbende
dialog med producentlandene, hvad skal disse aftaler så indeholde? Hvordan kan der, i
betragtning af den store betydning et partnerskab med Rusland bør tillægges, sikres den
fornødne kvantitative og pris- og investeringsmæssige stabilitet?
De fleste bidragydere støtter EU's
producent-forbruger dialog
og mener, at den bør udbygges
med alle regioner og lande på samtlige planer - bilateralt, regionalt og internationalt. Dialogens
omfang bør udvides, så den kommer til at omfatte økonomisk udvikling og
investeringsspørgsmål. Nogle mener, at der er behov for mere hensigtsmæssige lovrammer, og
at de bør indføres. Efter nogles opfattelse bør de omfatte bestemmelser for forsynings- og
investeringsaftaler, som skal følge op med fælles samarbejdsprojekter. Den gensidige forståelse
bør udvikles og fremme oliepriser, der er mere i overensstemmelse med den verdensøkonomiske
udvikling.
Nogle bidragydere mener, at EU's normale,
bilaterale politiske forbindelser
med de pågældende
lande bør udnyttes aktivt, så energiproblemerne, ikke mindst forsyningssikkerheden, bringes på
bane. En mere aktiv inddragelse af de afgørende spørgsmål ville ifølge nogle bidragydere gavne
EU's politik for forsyningssikkerhed til overkommelige og ikke alt for svingende priser.
I betragtning af, hvor vigtigt det er at opnå spredning, mener de fleste bidragsydere, at der bør
føres politisk dialog med
alle relevante partnere. Rusland
er den vigtigste partner. EU's fælles
udenrigspolitik bør arbejde for enighed mellem landene ved Det Kaspiske Hav, ved
Middelhavet og i Latinamerika.
Efter nogle bidragsyderes opfattelse forudsætter politisk tillid, at der skabes de nødvendige
betingelser for
fremme af investeringer.
Den geopolitiske og den økonomiske side af
forbindelserne er forbundet med hinanden. Fremme af investeringerne i producent- og
transitlandene er særlig vigtig for EU's forsyningssikkerhed. Det drejer sig om større
investeringer, der, hævder flere bidragsydere, giver mulighed for at udvikle
gensidig
afhængighed
til gavn for begge parter. Nogle bidragsydere anser ikke voksende afhængighed af
import for at være et problem i sig selv, da EU-virksomheder kan være inddraget i denne
voksende energiproduktion og energihandel. Nogle bidragsydere hævder, at fremme af direkte
udenlandske investeringer i de producerende regioner er hjørnestenen i bestræbelserne på at øge
energiforsyningssikkerheden.
Forbedring af investeringsvilkårene i almindelighed, herunder de politiske, juridiske,
beskatningsmæssige og finansielle vilkår, vil fremme energiinvesteringerne. Mange bidragydere
nævner
WTO
som det bedst egnede forum for forhandlinger om kommercielle
ernergianliggender. Med særligt henblik på energi nævner mange bidragydere det
betydningsfulde i
et Europæisk Energicharter,
herunder bestemmelser for investeringer,
handel, transit, miljøhensyn og energieffektivitet. Der gives udtryk for nogen bekymring for, at
det ikke skal blive ratificeret af Rusland. Mange bidragydere fremsætter bemærkninger til
18
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443398_0019.png
udtrykket "kvantitativ og pris- og investeringsmæssig stabilitet" i spørgsmålet og opfatter det
sådan, at det drejer sig om at neddæmpe spekulationsbestemte udsving. Mange påpeger, at
udvikling af energisektoren i Rusland er vigtig, og at hensigtsmæssige juridiske og
beskatningsmæssige rammer i Rusland er nødvendige for at fremme vestlige investeringer og
joint ventures. Nogle bidragsydere understreger, at langtidsaftaler, der omfatter
produktionsdelingsaftaler, vil komme til at spille en afgørende rolle for, om det kan lade sig
gøre at opnå de investeringer, der er nødvendige for en pålidelig, sikker energistrøm fra Rusland
til Europa.
Nogle bidragsydere fremhæver, at
teknologioverførsel
i forbindelse med øgede direkte
investeringer i de energiproducerende lande er vigtig. Nogle af dem henviser også til den fælles
gennemførelse af foranstaltningerne for ren udvikling i Kyoto-protokollen. Det er vigtigt, at der
i tilknytning til de udenlandske investeringer skabes de nødvendige forbindelser mellem andre
samfundsparter som forskningsinstitutter, universiteter, FU-afdelinger osv. På denne måde
bliver den gensidige, positive afhængighed mere stabil og varig og bidrager til
forsyningssikkerheden.
Spørgsmål 5:
Skal de reservelagre, der allerede findes på olieområdet forøges, og skal
der etableres lignende lagre for andre energiformer, f.eks. gas eller kul? Kunne lagrene
eventuelt forvaltes på EU-plan, og hvad skulle formålet i så fald være, og hvordan skulle
det foregå? Skal der gives adgang til dyrere ressourcer, hvis der er fare for, at der opstår
fysisk knaphed på energiprodukter?
De mange
forskelligartede fremgangsmåder
og former for politik i Europa afspejles i
svarene på dette spørgsmål. De, der går ind for en
udvidelse af olie- og
gasoplagringsordningerne,
peger på den nuværende ordnings mangler, idet den er
begrænset til olie og praktiseres forskelligt i de forskellige medlemsstater. Det foreslås, at
også
kemiske kildematerialer
skal indgå i oplagringsforpligtelsen. Nogle bidragydere
forudser, at
EU
vil komme til at spille en større
rolle
for forvaltning af olie- og gaslagrene.
Grundlaget bliver nøjagtig
analyse
på EU-plan af risiko og økonomiske konsekvenser,
ikke mindst på det indre marked. Passende bestemmelser om denne opgaves udførelse skal
nødvendigvis vedtages. Som en videreudvikling heraf foreslås det, at Kommissionen
udarbejder
rammebestemmelser for olie- og gasoplagringsaftaler
mellem medlemsstater
og/eller virksomheder. Nogle går ind for oprettelse af gasreserver i form af
swing
production aftaler.
Hvad
omkostningerne
angår, omfatter nogle forslag finansiering over
EU's budget, omkostningsfordeling blandt alle deltagere og forpligtelse til, at
virksomhederne opretholder brændsels- og energifremstillingskapacitetsreserver, eventuelt
mod rimelig kompensation ved hjælp af offentlige midler.
En række bidragydere hævder, at den lange tid uden alvorlige afbrydelser af olie- og
gasforsyningerne skyldes olie- og gasindustriens massive investeringer og
spredningsbestræbelser. De bemærker, at de eksisterende
olielagre
er tilstrækkelige til at
dække et 10%'s underskud i to år foruden midlertidige mangler. Hvad
gas
angår, henviser
nogle til, at Kommissionen tidligere har konkluderet, at mange medlemsstater, med de
19
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
nuværende midler og ved at rette mangler i infrastrukturen, kan modstå den værst
tænkelige forsyningsafbrydelse i mere end 12 måneder. Når det gælder
kul,
som er
forholdsvis let at oplagre og nyttigt som erstatningsbrændsel i tilfælde af
forsyningsafbrydelser, og
kernebrændsel,
mener bidragyderne, at leverandørspredningen
på verdensmarkedet gør lageropbygning unødvendig. Der peges desuden på, at der allerede
er oplagret kernebrændsel til tre års forbrug i Europa.
Kritikere, der argumenterer mod udvidelse af oplagringsordningerne for
olie og gas,
hævder, at de kan skade
markedet,
bl.a. ved at spekulanter kalkulerer med interventioner.
De fleste bidragydere fra industrien er ikke overbevist om, at det er hensigtsmæssigt at
benytte lagre som
spekulationsforebyggelse
eller til bekæmpelse af
prishop,
da det er
ødelæggende for det frie marked og den bedst mulige ressourcefordeling. Prishop er et
signal til investorerne. Kritikerne mener, at udvidelser på længere sigt kan undergrave
forholdet til eksportlandene.
Efter deres opfattelse ville det ikke være en
omkostningseffektiv
måde at opnå forsyningssikkerhed på. Nogle bidragydere påpeger, at
der
allerede findes virkemidler,
hvormed der kan opnås en betydelig sikkerhedsforøgelse,
det gælder således fleksibilitet, produktionsændringer og omlægning til andre
brændselsformer. Da situationen er forskellig i de forskellige medlemsstater anfører nogle,
at
samarbejde
kunne give fordele.
Nogle behandler spørgsmålet om oplagring i en bredere sammenhæng. Nogle taler for
konkurrencebaseret adgang til
gasoplagringsanlæggene.
Andre hævder, at der er brug for
flere oplagringsanlæg. Nogle peger på de
små indenlandske olie- og gasfelters
muligheder. Mange bidragydere finder det forkert at lægge vægten på lagre af fossile
brændstoffer, den burde snarere ligge på forøgelse af den
vedvarende energis andel og
gennemførelse af foranstaltninger
på markedets
efterspørgselsside.
Mange påpeger, at
lagre ikke på længere sigt fjerner risikoen ved voksende importafhængighed.
20
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443398_0021.png
Spørgsmål 6:
Hvordan kan der etableres et større og mere velfungerende
energitransportnet i EU og i de tilstødende lande, som både sikrer, at det indre
marked fungerer tilfredsstillende, og at der tilvejebringes de fornødne forsyninger?
Svarene afspejler udviklingen på det
indre marked for energi.
Nogle henviser til, at
gennemførelse af Kommissionens nuværende forslag og yderligere samarbejde på
grundlag af Firenze- og Madrid-beslutningerne vil
fremme investeringerne
i hele
Europa. Nogle mener, at en mere liberal indstilling til fusioner på det indre marked for
energi også vil fremme investeringer og forsyningssikkerhed.
Ængstelse for, at markedet ikke kan opfylde behovene, kommer frem hos nogle
bidragydere, der taler for
genindførelse af styring.
Nogle går ind for offentligt eje
af/ansvar for
nettene,
især elektricitetsnettet, og inddragelse af EU og fremsætter forslag
om f.eks. at gøre de europæiske transmissionssystemoperatører til et EU-agentur. Andre
lægger vægt på den nødvendige
netoverkapacitet
som en værdifuld sikkerhed mod
regional knaphed. Hertil knytter sig spørgsmålet om reservekapacitet og om, hvem der
skal skaffe den og betale for den (jf. spørgsmål 2).
Mange bidragydere lægger vægt på yderligere udbygning af de
fysiske
energiforbindelser.
Behovet for at fremme anlæggelse af sammenkoblingsforbindelser
mellem medlemsstaterne på steder, hvor der nu er overbelastning, er almindeligt
anerkendt. Nogle nævner behovet for bedre net i selve medlemsstaterne og regionerne
såvel som mellem dem indbyrdes. Europa-Parlamentet fremhæver en række projekter af
regional
karakter.
N-S
og
Ø-V
gasforbindelserne
bør
forbedres.
Infrastrukturproblemerne i forbindelse med
udvidelsen
giver anledning til forholdsvis få
bemærkninger. Der er tilslutning til
TEN;
mens nogle medlemsstater mener, at kun
gennemførlighedsundersøgelser i forbindelse med TEN-projekter bør finansieres, er
andre bidragydere af den opfattelse, at man bør koncentrere sig om at udbygge den
allerede indkorporerede produktion så meget som muligt med færre
langdistancesammenkoblinger og færre transmissionstab.
Investeringsbetingelserne
dukker op i mange bidrag. I EU må
taksterne
være
tilstrækkelige til at give plads til nyinvesteringer. En vis bekymring kommer til udtryk,
især fra energiindustriens side, når det gælder
godkendelse af nye kraftværker og
transmissionsledninger.
Det er næsten umuligt at få nye luftledninger godkendt,
hævdes det, fordi offentligheden er ængstelig for sundhedsfaren ved elektromagnetiske
felter og bekymret over økologiske og udsigtsforstyrrende virkninger. Følgen er, at de
private virksomheder viger tilbage for sådanne kontroversielle investeringer, og at
forsyningssikkerheden bliver truet.
Med hensyn til investeringer i nabolandene peger mange på
energicharterets
og
transitprotokollens
betydning. Nogle mener, at de nødvendige investeringer i
nabolandene og andre vigtige regioner bør fremmes ved hjælp af særlig EU-
21
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
finansiering
og EBGU og EIB lån. For eksempel er Balkan en vigtig region, og
genopbygning af det ødelagte transmissionsnet i det tidligere Jugoslavien vil give
udvidet adgang til UCTE-nettet. Mulighederne for at øge elektricitetsimporten, og de
dermed forbundne infrastrukturproblemer, får ikke megen opmærksomhed af
bidragyderne, og debatten drejer sig mere om at sikre behovet for, at importeret
kernekraft fra Rusland og TSU-landene opfylder EU's sikkerheds- og miljøstandarder.
Gasselskaberne hævder, at
langtidsaftaler
er afgørende for gasforsyningssikkerheden.
Nogle biragydere taler for udvikling af LNG-terminaler for at øge
forsyningsspredningen. Andre opfordrer til FU i forbindelse med gasledninger og
gasoplagring.
22
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443398_0023.png
Spørgsmål 7:
Udviklingen af visse former for vedvarende energi kræver en betydelig indsats i
form af forskning og teknologisk udvikling, investeringsstøtte og driftstilskud. Vil det ikke være
rimeligt, at de sektorer, der tidligere har fået massiv støtte, og som i dag er meget rentable (gas,
olie og kernekraft), bidrager til finansieringen af denne støtte?
Dette spørgsmål afføder mange kommentarer i debatten. Mange bidragydere går langt videre, end
spørgsmålet lægger op til, i deres syn på,
hvor langt samfundet bør gå
for at opfylde
energimålsætninger, hvordan det bedst kan gøres, og med hvilke omkostninger for hvem.
For nogle er det vigtigste, at der bliver skabt
lige vilkår,
så alle energiteknologier,
brændselsformer og energikilder kan konkurrere. De hævder, at dette kræver, at de eksterne
omkostninger, ikke mindst omkostninger i forbindelse med miljøskader, der normalt afholdes af
samfundet, skal
internaliseres
i de enkelte energiformers produktionsomkostninger. Da det ikke
er sandsynligt, at dette opnås på kortere sigt, går mange ind for fortsat støtte til vedvarende energi.
Andre accepterer behovet for støtte til vedvarende energi for at hjælpe den til at få fodfæste på
energimarkedet, men betragter det kun som en
foreløbig
foranstaltning. Nogle få bidragydere er
skeptiske over for den vedvarende energis bidragsmuligheder og mener, at de bør afspejles i den
offentlige støtte. Mange betragter direktivet om elektricitet fra vedvarende energikilder som et
skridt i den rigtige retning.
På samme måde mener nogle, at offentlig støtte ikke på forhånd bør være begrænset til vedvarende
energi. Mange taler f.eks. for støtte til igangsætning af erhvervsmæssig udvikling af rene
kulkraftværker. Det, de fleste bidragydere tænker på, er dog støtte til forskning og udvikling rettet
mod
innovation
og
omlægning
for at udnytte mulighederne i
samtlige energiteknologier,
det
gælder også muligheder på efterspørgselssiden. Her peger nogle på, at den omfattende
forskningsstøtte til kernekraft, ikke mindst til fusion, trækker forskningsmidlerne bort fra
vedvarende energi og energieffektivitet.
Når det drejer sig om, hvordan dette skal finansieres, tilrettelægges og udføres, mener mange
bidragydere, at
markedsbaserede virkemidler
som handel med emissionskvoter, grønne
certifikater og de fleksible Kyoto-ordninger bør udnyttes så meget som muligt. Andre hævder, at
energipolitiske mål er af almen interesse, og at midlerne til offentlig støtte derfor bør skaffes ved
almindelig beskatning.
Nogle mener, at afgifter eller lignende, der blev pålagt alle
elektricitetsforbrugere, kunne være formålstjenlige.
Tanken om at
bidrage til finansieringen
behandles på forskellig måde. Blandt dem, der støtter
den, peger nogle på eksisterende ordninger, f.eks. en, hvor kraftværker, der ikke opfylder bestemte
målsætninger for vedvarende energi, skal betale til en fond for fremme af vedvarende energianlæg.
Argumenterne imod denne tanke er bl.a., at disse sektorer allerede bidrager gennem de høje
energiafgifter, at det ville virke mod hensigten, da de største investeringer i vedvarende energi
foretages af disse sektorer, at de ikke har modtaget igangsætningsstøtte, sådan som det antydes, at
kernekraftindustrien allerede har tilbagebetalt den offentlige støtte, den fik, i kraft af billigere
23
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443398_0024.png
elektricitet til forbrugerne, og at en sådan form for støttetildeling er økonomisk ineffektiv. Fra den
vedvarende energis side spores der et vist ubehag ved afhængighed af de konventionelle
energisektorer.
Nogle bidragydere bemærker, at finansieringen af støtte til vedvarende energi først og fremmest
angår de enkelte medlemsstater, selv om det sker inden for EU-rammer.
Mange bidragydere understreger behovet for en
stabil lovgivning,
det vil bl.a. sige juridisk
sikkerhed, så de
store investeringer,
der kræves til energisystemer og deres teknologiske grundlag,
kan planlægges og foretages over det nødvendige tidsforløb, der som regel er ret langt. Hvis disse
betingelser ikke er til stede, hæmmes udviklingen af et
forskelligartet, innovativt
energiforsynings- og efterspørgselssystem, det indre energimarkeds muligheder underudnyttes, og
energi- og miljømålsætningerne vil være vanskelige at opfylde.
Spørgsmål 8:
Hvad kan der på kernekraftområdet gøres inden for EU for at løse
affaldsproblemerne, øge sikkerheden og fremskynde forskningen i fremtidens reaktorer, herunder
fusionsreaktoren, i betragtning af at kerneenergien er blandt de emner, der indgår i debatten i
forbindelse med bekæmpelse af klimaændringer og skabelse af større uafhængighed på
energiområdet?
Mange bidragydere ser grønbogsdebatten som en kærkommen lejlighed til at anstille uhildede
betragtninger over den tanke, at
alle energiteknologier
har en rolle at udfylde i den europæiske
energisammensætning. De fleste af svargiverne er villige til at bedømme
kernekraft
på lige fod med
andre energiteknologier og brændselsformer og se på dens rolle, når det gælder om at opfylde energi-,
miljø- og andre målsætninger.
De skriftlige indlæg i denne debat er klart
polariserede.
De offentlige opinionsundersøgelser (f.eks.
Eurobarometer) og rundspørger (OPTEM), som er blevet udført sideløbende med grønbogsdebatten,
giver et mindre klart billede.
Nogle anfører, at kernekraften yder et vigtigt bidrag til
grundbelastningselektriciteten,
leverer et
produkt af høj kvalitet og er til stede i rigelig mængde uden at være sårbar over for forsynings- og
prissvingninger. I energisammensætningen kan den således fungere som et
værn
mod eksterne
forstyrrelser (geopolitiske hændelser, prissvingninger, klimaforhold) der rammer andre energikilder.
Nogle mener, at
Kyoto-protokollen
og tilsvarende senere forpligtelser indebærer, at Europa må bevare
og udvikle kernekraften. Uden kernekraft kan Europa ikke opfylde sine
Kyoto-forpligtelser
med
24
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
realistiske omkostninger,
hævder de. Kerne- og vandkraft er de eneste storstilede, CO2-fri
muligheder for elektricitetsfremstilling, som samtidig er
økonomisk bæredygtige
uden tilskud. For
nogle er klimaproblemerne så vigtige, at
alle realistiske muligheder
må holdes åbne. Andre siger, at
kernekraften bør indgå i alle Kyoto-protokollens fleksible ordninger.
Andre bidragydere kritiserer grønbogens behandling af kernekraftspørgsmålet. De afviser den påstand,
at kernekraften er nødvendig for at opfylde
Kyoto-forpligtelserne,
og betragter den som forenklet og
ukorrekt, baseret på en grov misfortolkning af tidligere undersøgelser og i strid med de accepterede
beregninger. For nogle er der
ingen gyldige grunde,
hverken økonomiske eller andre, til at opføre nye
kernekraftværker. For nogle er kernekraft uacceptabel, fordi
risikoen
er for stor, og der bør derfor
straks træffes beslutning om at lukke samtlige kernekraftværker. Nogle kernekrafttilhængere taler for,
at risikoen bør sættes i forhold til den globale opvarmning og til udnyttelsen af kernekraft i Europa.
Hvad
affaldet
angår, hævder nogle, at de tekniske og finansielle midler til slutdeponering er til stede,
men at gennemførelsen af praktiske løsninger forudsætter politisk og offentlig tilslutning, og at
Kommissionen bør støtte sådanne offentlige og politiske processer. Nogle mener, at den
bedst mulige
anbringelse af deponeringsanlæggene
bør foretages på europæisk plan ud fra økonomiske og
miljømæssige hensyn.
Forskning
i affaldsbehandling støttes af mange. Nogle peger på, at den mere
praktiske del af forskningen i affaldsbehandling bør påhvile de medlemsstater, der frembringer
affaldet.
Når det gælder
sikkerhed,
mener nogle bidragydere, at der er brug for harmoniserede regler eller
europæiske standarder,
andre er uenige. Mange går ind for, at EU skal spille en rolle inden for
nuklear sikkerhed i forbindelse med udvidelsesprocessen. Mange taler for strenge kriterier for
elektricitetsimport fra tredjelande.
Nogle bidragydere er modstandere af, at der søges løsninger på sikkerheds- og affaldsproblemerne ved
at forske i
nye reaktorer,
idet de hævder, at der så ses bort fra andre måder at opfylde energibestemte
målsætninger på, at det er urimeligt dyrt, og at det næppe vil føre til resultater, der kan accepteres ud
fra sundheds- og miljøhensyn. En sådan kritik af omkostningerne og de sandsynlige fordele rettes af
nogle mod
fusionsforskningen.
Andre støtter derimod forskning og udvikling af nye
reaktorkonstruktioner, som indebærer forbedring af sikkerhed, fleksibilitet og økonomisk
konkurrenceevne. Nogle anfører, at Europas førende stilling inden for fredelig udnyttelse af
atomteknologi bør bevares.
25
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443398_0026.png
Spørgsmål 9:
Hvilke politiske tiltag kan der træffes, for at EU kan opfylde sine forpligtelser i
henhold til Kyoto-protokollen? Hvilke foranstaltninger kan der iværksættes for at spare mest
muligt på energien med henblik på at mindske afhængigheden af den eksterne energi og
nedsætte CO2-udslippet?
Bidragyderne er stort set enige om, at der er behov for hurtigt at begrænse emissionerne af
drivhusgas, og at det kræver yderligere foranstaltninger og investeringer. Der er tilslutning til
at angribe klimaændringen ud fra en mere
strategisk og alsidig holdning
ved hjælp af
energipolitiske virkemidler.
Der lægges vægt på at udstrække denne politik til
tiltrædelseslandene så hurtigt som muligt.
Energieffektivitet og styring af energiefterspørgslen
betragtes næsten enstemmigt som de
vigtigste midler, når det drejer sig om at forbedre energiforsyningssikkerheden, begrænse
importafhængigheden og formindske emissionerne af drivhusgas, selv om der også peges på,
at den energi, der spares, ikke nødvendigvis behøver at være importeret. Nogle bemærker, at
der kan gøres langt mere, og det både billigt og hurtigt, for at formindske energibehovet
kraftigt, ikke mindst i byggesektoren. De mest almindelige forslag drejer sig om økonomiske
tilskyndelser, lovgivning, nye afgifter og investering i renere teknologi, herunder KVP. Nogle
foretagender tilbyder detaljerede og undertiden kvantificerede
handlingsplaner
for
formindskelse af energibehovet, øget inddragelse af vedvarende energi og renere udnyttelse af
fossilt brændsel.
Der lægges stor vægt på det
europæiske klimaændringsprogram,
de fleksible Kyoto-
ordninger og medlemsstaternes klimaændringspolitik. Mange opfordrer USA til at vende
tilbage til sin oprindelige godkendelse af Kyoto-traktaten og ser gerne de store
udviklingslande omfattet af den. Nogle bemærker, at det sandsynligvis bliver nødvendigt at
formindske emissionerne mere, end Kyoto-forpligtelserne lægger op til.
Andre midler, hvormed Kyoto-forpligtelserne kan opfyldes, og som får enstemmig tilslutning,
er fremstilling af
vedvarende
energi, ikke blot sol-, biomasse- og vindenergi, men også
solcelleenergi (ifølge nogle med urette forsømt i grønbogen), varmepumper, tidevands- og
bølgeenergi og minivandkraft. Energimulighederne i bestemte affaldstyper fremhæves af
nogle bidragydere. Andre foretrækker
CO2-binding
sammen med
rene kulteknologier
og
fremstilling af
brint
på grundlag af gas. Nogle anbefaler at udskifte olie og kul med
gas,
andre
mener, at
kernekraft
kan hjælpe EU til at opfylde sine forpligtelser, som regel kombineret
med større energieffektivitet og vedvarende energi. De konventionelle energiproducenter og
frabriksindustrien går ind for at bruge
frivillige midler,
mens de fleste af de øvrige
bidragydere opfordrer til
lovgivning.
Investering i renere teknologier
anbefales stort set af alle, både når det gælder vedvarende
energikilder og fossilt brændsel, og det drejer sig både om at tage eksisterende teknologier i
brug og om at udforske og udvikle nye. Især går mange ind for ekstra støtte til vedvarende
26
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
energi, og nogle begrunder det ved at henvise til efterdønningerne fra den statsstøtte, som de
konventionelle sektorer påstås at have nydt godt af. Forslag om kulstofafgifter eller en ny
ordning for fastsættelse af energipriser, som afspejler energiforbrugets eksterne omkostninger,
forekommer også hyppigt. Endelig anses
oplysning og uddannelse
og
højere standarder for
apparater
for at tilskynde den endelige forbruger til at være energibevidst og således fremme
energibesparelser. I nogle bidrag kommer
transportsektoren
under særlig behandling. Det
drejer sig om styring og begrænsning af transportens energibehov i almindelighed og navnlig
om større anvendelse af renere brændstoffer, heriblandt brint og biobrændstoffer.
Nogle kommer ind på, hvad der kan lade sig gøre på europæisk plan, og hvad der kan
gennemføres på nationalt og lokalt plan.
Den Europæiske Unions rolle
betragtes i
almindelighed som formidlende for tiltag, der udføres på nationalt eller lokalt plan, og som
garanti for fremsynethed, f.eks. ved hjælp af lovrammer for energibesparelser og opstilling -
og overvågning - af målsætninger for EU som helhed.
27
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443398_0028.png
Spørgsmål 10:
Hvis der skal iværksættes et ambitiøst program, hvor målet er, at
biobrændstoffer og andre former for erstatningsbrændsel, heriblandt brint, skal
udgøre 20% af det samlede brændstofforbrug i 2020, skal det så ske i nationalt regi,
eller kræver det en samordning af afgifterne, distributionsvilkårene og perspektiverne
for landbrugsproduktionen?
Bidragydernes meninger er delte, når det gælder brugen af biobrændstoffer til transport.
De, der mener, at brugen af biobrændstoffer bør fremmes, kommer med forskellige
forslag. Et fælles EU-program, som skal fremme udvikling og anvendelse af
biobrændstoffer til transportformål, kunne efter nogles opfattelse være et middel,
hvormed støtte og andre foranstaltninger kunne harmoniseres og problematikken
inddrages i den
fælles landbrugspolitik.
Nogle mener, at EU bør arbejde for ophævelse
af begrænsninger for fremstilling af sådanne materialer inden for
WTO.
Nogle peger på
mulighederne for at anbringe denne landbrugsproduktion i landene syd for Middelhavet
og således bidrage til den lokale udvikling og formindske indvandringspresset på EU's
medlemsstater ved Middelhavet. En række bidragydere nævner behovet for
harmoniserede afgiftsfritagelser
for biobrændstoffer.
Andre bidragydere er mere forsigtige i deres vurdering af biobrændstoffernes
muligheder og mere usikre på, hvad der kan gøres.
Nogle hævder, at biobrændstofferne vil føre til et
industrialiseret, forurenende
landbrug,
og finder det vigtigt, at udvikling af biobrændstoffer begrænses til produkter,
som fremstilles ved landbrugsmetoder, der er mindre miljøskadelige og kræver færre
kemiske tilførsler end dem, der benyttes i dag. Der udtrykkes tvivl om, hvilke
omkostninger
biobrændstofferne kan tænkes at få. Nogle mener, at det vil være mere
omkostningseffektivt at benytte dem til
opvarmning
end til transport.
Nogle hævder, at der er
flere muligheder
for at formindske transportens energiforbrug
og forbedre dens energieffektivitet end dem, der behandles i grønbogen, f.eks. kan
energieffektiviteten øges ved hjælp af priser og afgifter på køretøjer og transport og ved
hjælp af teknologistøtte.
Mange bidragydere kommer ind på tankes om at opstille en
målsætning.
Nogle finder
det principielt forkert og mener, at udviklingen bør overlades til markedet. Nogle
betragter målet 20% i 2020 som temmelig optimistisk, måske endda urealistisk. Nogle
advarer om, at
frigørelsen af jord
kan blive et problem.
28
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Spørgsmålet om
brint
giver kun anledning til få bidrag. De fleste af dem, der tager det
op, påpeger, at der skal bruges elektricitet for at fremstille brint, brint er kun
energibærer, og hvis elektriciteten fremstilles af fossilt brændsel, er der ikke sket nogen
forbedring af energiforsyningssikkerheden. Nogle henviser til, at brint kan fremstilles
ved hjælp af emissionsfri kernekraft, andre nævner vedvarende energi som middel.
Atter andre taler for naturgas som kilde.
29
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443398_0030.png
Spørgsmål 11:
Skal der også fremover tilskyndes til energibesparelser (40% af
energiforbruget), blandt andet gennem skattemæssige begunstigelser, i forbindelse med
opførelse og renovering af offentlige ejendomme og private boliger, eller bør der
vedtages en lovgivning på området, ligesom det er sket for store fyringsanlæg?
De fleste af de bidragydere, som behandler dette spørgsmål, er stort set enige om, at der
både hurtigt og billigt kan opnås energibesparelser på dette område, og at det bør
prioriteres i fremtidige bestræbelser.
Et enkelt indlæg taler om besparelser på helt op til
70%.
Der tales for en kombination af
afgifts- og skattemæssige eller finansielle
tilskyndelser
og
lovgivningsforanstaltninger.
Der er en vis støtte til mere
forskning
og teknologisk
udvikling samt større udbredelse af
eksisterende teknologi
- tænd-slukure, termostater,
isolation, KVP, energieffektiv belysning, biomasse og varmepumper, og
mærkning
og
bygningskonstruktion betragtes også som vigtigt. Nogle bidrag indeholder detaljerede
forslag om f.eks. energisyn, støtte til realkreditlån ved investeringer i energieffektivitet og
skattelettelser ved investering i energieffektivitet. Nogle understreger generelle aspekter
som håndhævelse af det princip, at forureneren betaler, og internalisering af eksterne
omkostninger. Nogle forslag vil gøre brugen af mere effektive apparater
obligatorisk,
det
gælder således fortætningskedler, A-mærkede apparater og energibesparende belysning.
Der peges ofte på den rolle
oplysning,
uddannelse og bevidstgørelse spiller.
I mange bidrag
skelnes
der mellem eksisterende bygninger og nybygninger, og
lovgivning
anbefales i de fleste tilfælde for nybygninger, mens der lægges vægt på
udskiftning
af eksisterende apparatur og
inddragelse af vedvarende energi,
når det gælder
eksisterende bygninger.
En
anden synsvinkel,
som dukker op i mange bidrag, er inspektion og kontrol med
standarder for at sikre, at apparaturet fungerer så effektivt som muligt.
Mange bidragydere udtaler sig om, hvor meget der kan eller bør gøres på
europæisk plan.
De fleste er enige om, at EU kan opstille mål, eventuelt ved hjælp af lovgivning, men de
fleste tilføjer, at EU ikke bør inddrages i selve gennemførelsen, som bør ske på nationalt
eller lokalt plan. Et mindre antal bidragydere (især dem, der er modstandere af lovgivning)
foretrækker at overlade det hele til medlemsstaterne. Et forslag går ud på, at alle
medlemsstater bør indføre de standarder, der benyttes af den mest effektive medlemsstat.
Blandt de meget få forbehold er, at energieffektiviteten
kun kan forbedres marginalt
i de
medlemsstater, som nu har et højt effektivitetsniveau, og at
efterspørgslen fortsat vil stige,
selv om effektiviteten forbedres.
30
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
I det store og hele viser svarene bred tilslutning til Fællesskabets nuværende
fremgangsmåde, forudsat forslagene er
fleksible
nok til at kunne tilpasses de forskellige
vilkår i medlemsstaterne. Bidragene støtter tanken om, at energibesparelser i bygninger er
et område, som skal udbygges i betragtning af de forbedringer, der kan opnås, og den
korte tilbagebetalingstid for de fleste energibesparende apparater. De peger på, at
oplysning, overtalelse og priser også er vigtige midler. Desuden bør værdien af individuel
indsats fremhæves og eventuelt belønnes.
31
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443398_0032.png
Spørgsmål 12:
Hvis der skal foretages energibesparelser i transportsektoren (32% af
energiforbruget), kræver det, at der rettes op på den ubalance, der giver sig udslag i, at en
stigende mængde gods transporteres ad landevejen i stedet for med tog. Er det en udvikling,
der ikke skal gøres noget ved, eller skal der træffes foranstaltninger til at ændre situationen,
uanset hvor upopulært det måtte være, bl.a. for at mindske trafikken i byerne? Hvordan kan
liberaliseringen forenes med de infrastrukturinvesteringer, der er nødvendig for at undgå
flaskehalse, og med en kombination af forskellige transportformer?
Bidragene er her tilbøjelige til at koncentrere sig om
to særskilte problemer
-
vejgodstransportens vækst og ønsket om personlig mobilitet i byerne og over længere afstande.
Hvad godstransporten angår, betragtes
jernbaner
og
søtransport/transport ad indre vandveje
som en stor del af løsningen (tanken om at begrænse
behovet
for godstransport over længere
afstande bliver kun lige nævnt). Forbindelsen mellem jernbanetransport og
elektricitetsudnyttelse
belyses i mange bidrag. Nogle fremfører, at kernekraft må dække i hvert
fald noget af det ekstra behov, ellers vil drivhusgasemissionerne vokse. Nogle støtter en
omlægning af planlægningsgrundlaget
for at fremme mere bæredygtige transportmuligheder
og mere lokal godsdistribution.
Når det gælder personlig mobilitet, viser der sig et helt katalog over foranstaltninger, og der er
stærk tilslutning til mindre forurenende
køretøjer
med færre emissioner,
alternative
brændstoffer
og bedre forbindelser mellem offentlig og privat transport. Nogle opfordrer til
begrænsninger for brug af privatbiler,
især i byområder, og til at anspore til fælleskørsel, selv
om de indrømmer, at sådanne tiltag ikke giver resultater alene, men skal indgå i en bredere
sammenhæng. Mange bidragydere opfordrer til at lægge større vægt på at få folk ud af deres
biler for at cykle eller bruge deres ben og på at gøre vejene sikrere og mere farbare for
andre
end bilister.
Tilslutningen til investering i
offentlig transportinfrastruktur
kommer især, men ikke
udelukkende, fra lokale myndigheder og foretagender. For andre drejer spørgsmålet sig mere
om at
kombinere
forskellige transportformer.
Mange bidragydere taler for en
større helhedsbetragtning,
hvor virkningerne af forskellige
muligheder sammenlignes under bestemte forhold. Nogle udarbejder
detaljerede forslag
om
infrastruktur, overensstemmelse mellem energi- og transportpolitikken, strategier, der går ud på
at formindske transportbehovene, omlægning af vejpladsens fordeling mellem privatbiler og
offentlig transport, strategier for formindskelse af energiforbruget i byområder, kombineret
transport, en langsigtet strategi for udvikling hen imod en brintbaseret økonomi, osv..
32
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Mange bidragydere udtaler sig om den forventede vækst inden for
luftfart.
Der opfordres til
fuld beskatning af petroleum. Nogle bidragydere kunne ønske sig mere opmærksomhed
omkring
udspaltningen
på forskellige transportformer (landevej/jernbane/søtransport/indre
vandveje). Andre går ind for større brug af
telematik
i transportmidler.
Svarene på spørgsmålets anden halvdel samler sig i vid udstrækning om
beskatningsproblemer.
Nogle peger på uoverensstemmelsen mellem indsats over for den
voksende vejgodstransport og skattelettelserne til vejtransporterhvervet som kompensation for
stigende brændstofpriser. Andre opfordrer til højere afgifter på vejinfrastruktur og
internalisering af eksterne (samfunds- og miljømæssige) omkostninger i forbindelse med
forskellige transportformer og brændstoffer. Nogle få afviser brugen af afgiftsordninger til
fordel for strengere emissionsstandarder, investering i infrastruktur, samdrift osv.
Størst uenighed er der om liberalisering af
jernbanerne.
Mens mange betragter konkurrence
som katalysator for fornyelse og genoplivelse af jernbanetrafikken, hævder andre, at dette bør
ske selv om jernbanerne forbliver i offentligt eje. Det påstås også, at liberalisering af
jernbanerne vil modvirke godstransportens omlægning til jernbane.
33
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443398_0034.png
Spørgsmål 13:
Hvordan kan der udvikles mere ensartede visioner, og hvordan kan de
offentlige myndigheder og operatørerne anspores til at tænke og handle mere langsigtet
med henblik på at udvikle et bæredygtigt forsyningssystem på energiområdet? Hvordan
banes vejen for fremtidens energipolitik?
Der er udbredt tilslutning til, at forsyningssikkerheden skal behandles i en
global
sammenhæng og ud fra et langtidsperspektiv
– både når det gælder energiforsyningen i sin
helhed,
dvs. indbefattet styring af efterspørgslen og uden at opsplitte analysen på de enkelte
sektorer, og når det gælder om at følge
verdenssituationen,
dvs. knytte energipolitiske
afgørelser til den internationale udvikling og sætte dem ind i en bredere politisk
sammenhæng, som omfatter udenrigspolitik, det indre marked, transport, landbrug, miljø,
uddannelse, beskæftigelse, internationale fattigdomsproblemer osv.
Det fremføres ofte, at grønbogens prognoser skulle have været suppleret af
scenarier,
der
afspejlede og afvejede de politiske muligheder, f.eks. et intensivt energibesparelsesprogram
eller en betydelig indskydelse af midler i vedvarende energi.
Nogle taler for at betragte energipolitikken ud fra et større
overbliksperspektiv,
hvor det
undersøges, hvilke virkninger, beslutninger der træffes i een sektor eller een medlemsstat, får
på en anden.
Mange opfordrer til et
langtidsperspektiv.
Det skal dels medvirke til at få lagt det
stabile
planlægningsgrundlag,
der kræves af den lange tidshorisont, som er typisk for
beslutningstagning og investering i energisektoren, dels er det nødvendigt, for at
samvirket
mellem de forskellige former for politik kan tages i betragtning, således udtrykker mange
bidragydere deres bekymring for, om langtidskontrakter for energiforsyning kan forenes med
det indre marked, og for det fundamentalt afgørende samvirke mellem
energi- og
miljøpolitikken.
Nogle indlæg opstiller forslag til en EU-energistrategi. Det almindelige argument er, at
Europa har brug for en
mere fremsynet
strategi, som fører til større spredning på energityper
og energikilder og har større føling med de seneste udviklinger, herunder vedvarende energi
og indenlandsk brændsel, og går i retning af spredt energiproduktion og minikraftværker. En
sådan strategi, hævdes det, ville skabe de nødvendige betingelser for energiinvesteringer på
industrielt og individuelt plan.
Når det gælder
fremgangsmåde,
efterlyser nogle en mere
alsidig fremgangsmåde.
Nogle
indlæg opfordrer til at skabe større energibevidsthed i befolkningen som helhed, ikke mindst
blandt de unge, og til detaljerede strategier, der ved at forene økonomiske virkemidler,
lovbestemmelser og oplysning søger at tilskynde til større effektivitet og større udnyttelse af
34
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
vedvarende energi. Nogle fremhæver det fornuftige i at opstille mål og overvåge dem. Andre
ideer er bedre udnyttelse af den indenlandske energipolitik, støtte til udviklingslandene og
strategiske lagre som grundlag for dialog mellem producent og forbruger. Der er tilslutning til
en mere interventionistisk fremgangsmåde, herunder stramme restriktioner for stærkt
energiforbrugende apparater/køretøjer og fremgangsmåder, og større offentlig bevidsthed om
de virkninger, vore dages adfærdsvalg får på fremtidens livskvalitet.
Når det gælder
ansvar,
peger flere af svargiverne på behovet for
samordning mellem de
forskellige planer,
det europæiske, det nationale og det lokale/regionale. Repræsentanter for
lokale myndigheder fremhæver især deres rolle for gennemførelse af strategier, der skal
formindske energibehovet. Selv om nogle foretrækker status quo, giver andre i forskellig grad
deres tilslutning til mere samordning eller større intervention fra Fællesskabets side. Mange
støtter
EU's internationale rolle
på energiområdet og ser den gerne videreudviklet.
Muligheden for et europæisk energiagentur, som kan forbedre samordningen eller
oplysningsformidlingen, bringes også på bane, og det samme gælder en
artikel
om
energipolitik i
traktaten
(det er bl.a. Europa-Parlamentets mening).
Blandt de
former for politik,
der tiltrækker sig størst opmærksomhed, er a)
finanspolitik,
det
gælder således internalisering af eksterne omkostninger for at skabe lige vilkår for alle
energikilder, b)
markedspolitik,
med opfordring til stærk overvågning af markedsudviklingen,
den private sektors betingelser for langtidsplanlægning og sanktioner og c)
teknologipolitik,
herunder markedsføring af miljøvenlig, men til at begynde med uøkonomisk teknologi.
Værdien af en
rentabilitetsanalyse
af de forskellige muligheder nævnes af nogle.
Nogle har anderledes vidtgående
visioner,
som ofte bygger på udstrakt brug af vind- og sol
(solcelle)-energi på mellemlangt sigt, kombineret med en mere tilbageholdende indstilling til
energi. Nogle forudser en strålende fremtid for kernekraften på grund af dens ringe
kulstofemission.
Alt i alt
bygger det fremtidsbillede, der fremgår af grønbogsdebatten, på en
vidtfavnende
politik,
der omfatter både energiefterspørgslen og energiforsyningen og tildeler de
offentlige
myndigheder,
også myndighederne på europæisk plan, en klar rolle, og hvor
samarbejde og
samordning
spiller en stor rolle for forbedring af programmers og politiske strategiers
effektivitet. Den omfatter medlemsstater og tiltrædelseslande og forskellige politiske området
- energi, miljø, transport, landbrug osv. foruden energipartnere i andre dele af verden, det
være sig leverandører eller forbrugere. Uanset om der henvises til scenarier, handelsaftaler,
diplomatiske forbindelser eller forbrugeroplysning går svarene på grønbogen klart ind for en
langsigtet, beslutsom
holdning, der kan skaffe Europa en
sikker og bæredygtig
energiforsyning.
35