Europaudvalget 2002
KOM (2002) 0562
Offentligt
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443624_0002.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 16.10.2002
KOM(2002) 562 endelig
2002/0247 (CNS)
Forslag til
RÅDETS DIREKTIV
om erstatning til ofre for forbrydelser
(forelagt af Kommissionen)
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443624_0003.png
BEGRUNDELSE
1.
1.1.
I
NDLEDNING
Ofre for forbrydelser og området med frihed, sikkerhed og retfærdighed
Med Amsterdam-traktatens ikrafttrædelse står EU over for den udfordring at skulle
garantere, at alle kan udøve deres ret til at bevæge sig frit overalt i EU på sikre og
retfærdige vilkår. Det kræver, at der skabes et regulært område med retfærdighed,
hvor folk kan henvende sig til domstole og myndigheder lige så let i andre
medlemsstater som i deres egen, og hvor der er større forenelighed og konvergens
mellem medlemsstaternes retssystemer. Det fremgår klart af det stigende antal
personer, der gør brug af retten til fri bevægelighed inden for EU, f.eks. som
arbejdstagere, studerende eller turister, at der er tale om et vigtigt spørgsmål.
I bestræbelserne på at skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed må der
naturligvis også tages behørigt hensyn til behovet for beskyttelse af ofre for
forbrydelser i EU. Det er en nødvendig parallel til de mange foranstaltninger, der er
truffet for at fremme det retlige samarbejde på det civilretlige område og for at
bekæmpe forbrydelse og terrorisme. EU-borgerne har ret til at forvente let adgang til
passende beskyttelse og erstatning for tab som følge af forbrydelser og
terroristhandlinger.
I Rådets og Kommissionens Wien-handlingsplan
1
, som Rådet vedtog i 1998, indgår
også spørgsmålet om støtte til ofre i form af en sammenlignende undersøgelse af
erstatningsordninger for ofre og en vurdering af mulighederne for en EU-indsats.
Formandskabet opfordrede i konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tammerfors
2
i
1999 til, at der blev udarbejdet minimumsstandarder for beskyttelse af ofre for
forbrydelser, navnlig med hensyn til ofrenes adgang til domstole og tilsvarende
organer og deres ret til skadeserstatning, herunder dækning af sagsomkostninger.
Formandskabet efterlyste også nationale programmer til finansiering af offentlige og
private foranstaltninger vedrørende bistand til og beskyttelse af ofre.
De tragiske begivenheder den 11. september 2001 understregede behovet for at sikre
en høj grad af parathed, hvis sådanne begivenheder skulle finde sted igen. Det gælder
ikke kun behovet for en høj grad af parathed hvad angår civil beskyttelse, hvor EU
allerede har truffet en række foranstaltninger, men også behovet for en fuldstændig
erstatning til ofre for sådanne handlinger.
Dette forslag, der blev annonceret i den seneste udgave af resultattavlen
3
, er
Kommissionens svar på anmodningen fra Det Europæiske Råd i Tammerfors.
1
2
3
EFT C 19 af 23.1.1999, s. 1, punkt 51.c).
Formandskabets konklusioner, punkt 32.
KOM(2002) 261 endelig af 30.05.2002, s. 32.
2
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443624_0004.png
1.2.
Hidtidige foranstaltninger og initiativer
Kommissionen offentliggjorde i 1999 en meddelelse om ofre for forbrydelser
4
, som
ikke blot omhandlede erstatningsaspektet, men også andre spørgsmål, der bør tages
op til behandling for at forbedre ofres stilling i EU.
Rådet vedtog den 15. marts 2001 en rammeafgørelse
5
om ofres stilling i forbindelse
med straffesager. Afgørelsen, som er baseret på afsnit VI i EU-traktaten, forpligter
medlemsstaterne til at sikre, at ofre for forbrydelser som led i en straffesag kan få en
dom eller en afgørelse om erstatning fra skadevolderen. Medlemsstaterne skal også
træffe foranstaltninger, der tilskynder skadevolderen til at yde passende erstatning til
ofret, og fremme mægling i straffesager. Ud over disse bestemmelser behandles
erstatning til ofre for forbrydelser ikke.
Hvad angår retligt samarbejde i civilsager er der truffet en række foranstaltninger for
generelt at forbedre adgangen til domstole i sager, der involverer flere
medlemsstater, hvilket også er en fordel for ofre for forbrydelser, der forsøger at
opnå og få fuldbyrdet en retsafgørelse i sager, der involverer flere medlemsstater.
Blandt disse initiativer kan nævnes den såkaldte "Bruxelles I-forordning
6
" om
retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser.
Kommissionen har foreslået et direktiv om retshjælp og en forordning om indførelse
af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument. Der er planlagt yderligere
foranstaltninger i forbindelse med programmet om gensidig anerkendelse
7
, herunder
procedurer for små krav og betalingsordrer.
Nævnes skal også den europæiske konvention fra 1983 om erstatning til ofre for
voldsforbrydelser, hvor der forsøgtes indført minimumsstandarder for staters
erstatningsordninger. Den indeholder ingen konkrete foranstaltninger, der tager sigte
på at lette adgangen til statslig erstatning i sager med grænseoverskridende aspekter.
Konventionen er ratificeret af 10 medlemsstater
8
, og yderligere to medlemsstater
9
har
undertegnet den.
2.
G
RØNBOGEN OM ERSTATNING TIL OFRE FOR FORBRYDELSER
Som et første led i inddragelsen af erstatningsaspektet ved bistand til og beskyttelse
af ofre ifølge Tammerfors-konklusionerne forelagde Kommissionen den
28. september 2001
10
en grønbog om erstatning til ofre for forbrydelser. Grønbogen
fokuserede på erstatning fra staten og indeholdt en oversigt over de
erstatningsordninger, der findes i medlemsstaterne i dag. På det grundlag
formulerede grønbogen det grundlæggende spørgsmål, om hvilke målsætninger der
kunne være for et fællesskabsinitiativ på dette område, og foreslog følgende:
4
5
6
7
8
9
10
Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg med
titlen "Ofre for kriminalitet i Den Europæiske Union: overvejelser om standarder og tiltag".
KOM(1999) 349 endelig af 14.7.1999.
EFT L 82 af 22.3.2001, s. 1.
Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1.
Program med foranstaltninger med henblik på gennemførelse af princippet om gensidig anerkendelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, EFT C 12 af 15.1,.2001, s. 1.
Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Luxembourg, Nederlandene, Portugal, Sverige og Det Forenede
Kongerige.
Belgien og Grækenland.
KOM(2001) 536 endelig af 28.09.2001.
3
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443624_0005.png
– for det første at indføre erstatning fra staten til ofre, der er hjemmehørende i EU
– for det andet at begrænse de urimelige virkninger, der kan blive resultatet af de
store forskelle mellem medlemsstaternes erstatningsniveauer i dag, og som i
praksis afhænger af ofrets bopælsland, eller af i hvilken medlemsstat personen
bliver offer for en forbrydelse.
– for det tredje at skabe lettere adgang til erstatning fra staten til ofre for
forbrydelser i sager, der involverer flere medlemsstater, dvs. at ofrenes adgang til
erstatning fra staten ikke bør være væsentligt påvirket af, hvor i EU forbrydelsen
begås.
På grundlag af disse tre målsætninger indeholdt grønbogen en mere detaljeret
gennemgang af de forskellige områder, der skal undersøges for at finde praktiske
løsninger for målsætningerne. Der indkom over tredive skriftlige kommentarer til
Kommissionen efter offentliggørelsen af grønbogen fra medlemsstater,
offerstøttegrupper, ngo'er og andre. Kommissionen arrangerede en offentlig høring
den 21. marts 2002 for yderligere at drøfte situationen.
Reaktionerne bekræftede med et overvældende flertal, at den nuværende situation for
erstatning til ofre for forbrydelser i EU ikke er tilfredsstillende, og at man fortsat bør
forfølge de tre målsætninger, der blev foreslået i grønbogen, for at forbedre
situationen.
Europa-Parlamentet var i sin beslutning
11
om grønbogen yderst positiv over for
Kommissionens initiativ. Europa-Parlamentet mindede om de politiske
målsætninger, der blev formuleret af Det Europæiske Råd i Tammerfors, og
bemærkede, at der var en urimelig forskel i den erstatning, der ydes til de europæiske
borgere, som skyldes den nuværende situation i medlemsstaterne. Europa-
Parlamentet understregede, at det var vigtigt i fremtiden at vedtage bindende
foranstaltninger på EU-niveau for borgere, der er ofre for forbrydelser, og det
udtrykte tilfredshed med, at det af den seneste resultattavle fremgår, at
Kommissionen inden udgangen af 2002 vil fremlægge et direktiv i den henseende.
Det Økonomiske og Sociale Udvalg var i sin udtalelse om grønbogen i høj grad
tilfreds med Kommissionens initiativ om at iværksætte en høring om emnet
12
.
Udvalget mente, at Kommissionens initiativ på afgørende vis vil kunne imødekomme
borgernes behov og være et synligt og eksemplarisk skridt hen imod opbygningen af
et egentligt europæisk retligt område. Udvalget støttede de tre opstillede
målsætninger i grønbogen og mente, at et direktiv var det mest hensigtsmæssige
instrument til gennemførelsen af disse målsætninger.
Som en yderligere opfølgning på grønbogen afholdt Kommissionen et møde med
eksperter fra medlemsstaterne den 24. juni 2002 for at drøfte det første foreløbige
udkast til dette forslag.
Yderligere henvisninger til reaktionerne på spørgsmålene i grønbogen og til den
måde, hvorpå de er blevet inddraget i udarbejdelsen af dette forslag, findes i afsnit 6 i
denne begrundelse.
11
12
Endnu ikke offentliggjort.
EFT C 125 af 27.5.2002, s. 31.
4
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443624_0006.png
Det forberedende arbejde til offentliggørelsen af grønbogen omfattede en stor
undersøgelse
13
af ofres stilling i EU, der blev afsluttet i 2000 med støtte fra EU's
Grotius-program. Undersøgelsen blev fulgt op af en konference i Umeå i Sverige i
oktober 2000 ligeledes med støtte fra Grotius-programmet. Konklusionerne
14
fra
konferencen omfattede en række anbefalinger til, hvordan man kan forbedre ofrenes
stilling hvad angår erstatningsaspektet samt en henstilling til Kommissionen om at
overveje bindende lovgivning på EU-plan. En dybdegående undersøgelse med fokus
på statslige erstatningsordninger i medlemsstaterne blev offentliggjort af den svenske
myndighed for støtte til ofre for forbrydelser i september 2001
15
.
3.
3.1.
F
ORMÅL OG OMFANG
Overordnet målsætning
Formålet med dette forslag er at sikre, at EU-borgere og personer, der er lovligt
bosiddende i EU, kan få en passende erstatning for de tab, de måtte lide, hvis de
bliver offer for en forbrydelse i EU. Forslaget vil bidrage til at nå EU's og
Fællesskabets mål om at indføre et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for
alle samt målet om at sikre fri bevægelighed for personer i EU. Forslaget er også en
del af EU's svar på begivenhederne den 11. september 2001, idet det betyder, at ofre
for terrorisme sikres en passende erstatning, uanset hvor i EU en sådan handling
måtte finde sted.
Forslagets formål ligger direkte i linje med grønbogens forslag, der støttes af
reaktionerne til grønbogen og konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Tammerfors
i 1999.
3.2.
Særlige målsætninger
Forslagets særlige målsætninger er:
– For det første at sikre, at det i alle EU-medlemsstaterne bliver muligt at få en
passende erstatning fra staten. Ved at opstille denne målsætning, så den omfatter
begrebet passende erstatning, falder målsætning et og to i grønbogen sammen og
sikrer indførelse af statslig erstatning i EU og begrænser de urimelige følger, som
de nuværende store lovgivningsmæssige forskelle i medlemsstaterne kan give
anledning til. Dette mål nås gennem indførelse af minimumsstandarder for statslig
erstatning til ofre for forbrydelser, som omfatter fastsættelse af klare og
gennemsigtige minimumsstandarder hvad angår:
– omfattede
personer
erstatningsordningerne
og
territorialt
anvendelsesområde
for
– dækkede tab og principper for fastsættelse af erstatningsbeløbet
13
14
15
Wergens, Anna: Crime victims in the European Union, Brottsoffermyndigheten, Umeå, 2000.
Brottsoffermyndigheten, Sverige, "Conclusions - The Umeå expert meeting on compensation to crime
victims in the European Union", Umeå, 2000.
Kilde: Mikaelsson, Julia og Wergens, Anna: Repairing the irreparable - State compensation to crime
victims in the European Union, Brottsoffermyndigheten, Umeå, Sverige, 2001.
5
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443624_0007.png
– forholdet mellem statslig erstatning og erstatning, der er krævet eller tilkendt
fra skadevolderen eller andre kilder, og
– mulighed for at indføre visse betingelser for erstatning fra staten.
– For det andet at sikre, at de muligheder, som et offer for en forbrydelse i praksis
har for at få erstatning fra staten, ikke påvirkes negativt af, i hvilken medlemsstat
forbrydelsen finder sted. Formålet med dette er at lette adgangen til erstatning i de
situationer, hvor forbrydelsen finder sted i en anden medlemsstat end ofrets
bopælsland (sager med grænseoverskridende aspekter). Dette mål søges opnået
gennem et samarbejde mellem medlemsstaternes myndigheder, der i praksis giver
ofret mulighed for altid at kunne indgive ansøgning til en myndighed i
bopælslandet.
Det skal understreges, at disse to målsætninger hænger nøje sammen. Uden mulighed
for erstatning fra staten i samtlige medlemsstater kan der ikke skabes lettere adgang
til erstatning i sager, der involverer flere medlemsstater. Uden let adgang til
erstatning fra staten i sager, der involverer flere medlemsstater, vil muligheden for
erstatning fra staten i praksis ikke omfatte alle ofre i EU.
3.3.
Anvendelsesområde
Ofrenes mulighed for at få tilkendt erstatning fra skadevolderen behandles ikke i
dette forslag. Muligheden for at opnå en retsafgørelse om erstatning fra
skadevolderen er omfattet af rammeafgørelsen om ofres stilling i forbindelse med
straffesager. Hvad angår muligheden for at håndhæve sådanne afgørelser i sager, der
involverer flere medlemsstater, er der taget en række initiativer - og nye er under
forberedelse - vedrørende grænseoverskridende tvister i civile sager generelt, hvilket
også vil komme ofre for forbrydelser til gode.
4.
4.1.
B
EHOV FOR EN INDSATS PÅ FÆLLESSKABSPLAN
Den problematiske situation i EU i dag
Det er almindelig anerkendt, at ofre for forbrydelser i mange tilfælde ikke kan få
erstatning fra skadevolderen. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis skadevolderen ikke
kendes eller ikke kan pågribes og retsforfølges, eller hvis skadevolderen er ubemidlet
og derfor ikke kan yde erstatning til ofret. Andre erstatningskilder såsom lovpligtig
eller privat forsikring giver muligvis heller ikke passende dækning for de tab, ofret
har lidt. Ofrene kan derfor anses for at være ringere stillet end andre grupper, som
lider skade eller tab af forskellig art, f.eks. som følge af sygdom, ulykke eller
arbejdsløshed.
Det er vanskeligt at løse problemet med erstatning fra skadevolderen gennem
foranstaltninger på det civilretlige område eller gennem tvangsfuldbyrdelse. I
erkendelse af den situation har 13 medlemsstater
16
indført statsfinansierede
erstatningsordninger med et generelt anvendelsesområde, der giver mulighed for at
yde erstatning til ofre for forbrydelser for de lidte skader.
16
Østrig, Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Irland, Luxembourg, Nederlandene, Portugal,
Spanien, Sverige og Det Forenede Kongerige.
6
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Disse ordninger er imidlertid indbyrdes meget forskellige hvad angår de kriterier, der
gælder for ydelse af statslig erstatning. De potentielle ansøgere er i syv
medlemsstater begrænset til ofre, der har lidt alvorlige skader som følge af
forbrydelsen. Den type tab, for hvilke der kan ydes erstatning, varierer meget. F.eks.
yder fem medlemsstater ikke erstatning for ikke-økonomiske tab. Principperne for
fastsættelse af erstatningsbeløbet er også meget forskellige. I seks medlemsstater er
der mulighed for at nedsætte eller nægte erstatning baseret på et eller flere af
følgende skønsmæssige kriterier: forholdet mellem ofret og skadevolderen, ofrets
økonomiske situation, eller generelt hensynet til den offentlige orden. En
medlemsstat dækker ikke alle personer med fast bopæl i landet, der bliver offer for
en forbrydelse begået på dets område.
Den nuværende situation hvad angår erstatningsmuligheder for ofre for forbrydelser
er derfor ikke tilfredsstillende. Den kendsgerning, at det ikke er muligt for ofrene at
opnå erstatning fra staten i to medlemsstater, og at der ikke er konvergens mellem de
eksisterende ordninger, indebærer forskelle for den enkelte afhængig af, i hvilket
land den pågældende er bosat, eller hvor forbrydelsen er begået. F.eks. kan to
personer, der bliver ofre for en forbrydelse under de samme omstændigheder, men i
forskellige medlemsstater, modtage vidt forskellige erstatninger for de samme skader
eller ingen erstatning overhovedet.
Der er også specifikke forskelle i relation til sager, der involverer flere
medlemsstater. Hvis en borger fra en medlemsstat med en erstatningsordning rejser
til en medlemsstat, som slet ikke har nogen erstatningsordning eller kun en begrænset
ordning, vil hans muligheder for at få erstatning (såfremt han bliver offer for en
forbrydelse) blive indskrænket eller stort set forsvinde under opholdet. Omvendt vil
en person, der rejser i modsat retning mellem de samme medlemsstater, opleve en -
ganske vist midlertidig - kraftig forbedring i sine rettigheder som offer for en
forbrydelse. En person, der bliver offer for en forbrydelse i en medlemsstat, hvor den
pågældende ikke har fast bopæl, vil muligvis have svært ved at få adgang til
erstatning fra staten i første omgang på grund af manglende bistand til at håndtere de
administrative procedurer, det kræver.
Disse forskelle skaber stor uensartethed hvad angår ofrenes muligheder, da
erstatningen fuldstændig afhænger af, i hvilken medlemsstat forbrydelsen fandt sted.
Sidstnævnte er et forhold, som ofret ikke har nogen som helst kontrol over, og som
fra borgernes synspunkt kun kan virke tilfældigt. Sådanne urimelige og arbitrære
følger er ikke forenelige med oprettelsen af EU som et område med frihed, sikkerhed
og retfærdighed for alle.
Den europæiske konvention fra 1983 har utvivlsomt haft stor betydning for
indførelsen af statslige erstatningsordninger. Som det imidlertid fremgår af
situationen i medlemsstaterne i dag, er der endnu ikke sikret fuldstændig dækning af
alle borgere i EU. Nitten år efter åbningen af konventionen for undertegnelse svarer
de minimumsstandarder, man dermed forsøgte at indføre, ikke til det
beskyttelsesniveau, som EU-borgerne og personer med lovligt ophold i EU skulle
kunne forvente. Dette gælder endnu mere i en fællesskabssammenhæng efter
Amsterdam-traktatens ikrafttrædelse og vedtagelsen af Tammerfors-konklusionerne.
7
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443624_0009.png
5.
5.1.
R
ETSGRUNDLAG
Erstatning fra staten til ofre for forbrydelser og traktaterne
Det egentlige grundlag for statslig erstatning til ofre er tilstedeværelsen af et
civilretligt krav. Kravet kan have ført til en dom, der har vist sig umulig at fuldbyrde,
da skadevolderen er ude af stand til at betale nogen form for skadeserstatning til
ofret. Det kan også være, at kravet ikke har ført til en dom, fordi skadevolderen er
ukendt. I begge tilfælde er det skadevolderens civilretlige ansvar, der er begrundelsen
for at yde erstatning til ofret. Dette direktivforslag er baseret på en tæt forbindelse
med de gældende materielle skadeserstatningsregler i hver enkelt medlemsstat, dvs.
den model som alle eksisterende erstatningsordninger i dag er baseret på.
At erstatning fra staten er et civilt anliggende ses klart af det faktum, at formålet er at
sikre de ramte personer en økonomisk kompensation, uden at det er hensigten at
straffe skadevolderen eller tilvejebringe nogen direkte gevinst for det offentlige.
I en dom
17
om erstatning fra staten til et offer for en forbrydelse fastslog Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 6, stk. 1, i den europæiske
konvention fra 1950 om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende
frihedsrettigheder var gældende på den omhandlede sag. Da det vedrører en
økonomisk gevinst, og forudsat at betingelserne og procedurerne for opnåelse af
erstatning fra staten er klare, fastslog domstolen, at den ret, som en ansøger om
erstatning fra staten gør gældende, kan betragtes som en borgerlig rettighed efter
konventionens artikel 6, stk. 1.
Foranstaltningerne i dette forslag, herunder navnlig foranstaltningerne om oprettelse
af et direkte samarbejde mellem de nationale myndigheder med henblik på en smidig
behandling af sager med grænseoverskridende aspekter, har mange ligheder med den
eksisterende fællesskabsret hvad angår retligt samarbejde i civile sager. Det gælder
bl.a. forordningerne om forkyndelse af dokumenter og om bevisoptagelse
18
.
Selv om erstatning fra staten i mange henseender er tæt forbundet med civilret, er der
ikke tale om civile sager efter traktatens artikel 61, litra c), da der ikke er tale om
rettigheder eller forpligtelser mellem enkeltpersoner.
Forbedrede erstatningsmuligheder for ofre for forbrydelser vil fremme den frie
bevægelighed for personer. Forbindelsen mellem den frie bevægelighed for personer
og statslig erstatning til ofre for forbrydelser er blevet bekræftet af EF-Domstolen,
der har fastslået, at beskyttelse af ofre for forbrydelser er en nødvendig følge af den
traktatsikrede ret til fri bevægelighed for personer
19
.
Der er imidlertid ingen forbindelse til de andre traktatsikrede frihedsrettigheder. Da
der ikke kan etableres en direkte forbindelse mellem beskyttelse af ofre for
forbrydelser og oprettelsen af det indre marked, må dette forslag betragtes som
faldende uden for anvendelsesområdet for traktatens artikel 94 og 95.
17
18
19
Rolf Gustafson mod Sverige, dom af 27. maj 1997.
Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retlige og
udenretlige dokumenter i civile og kommercielle sager. EFT L 160 af 30.6.2000, s. 37. Rådets
forordning (EF) nr. 1206/2001 af 28. maj 2001 om samarbejde mellem medlemsstaternes retter om
bevisoptagelse på det civil- og handelsretlige område. EFT L 174 af 27.6.2001, s. 1.
Sag 186/87, Ian William Cowan mod Trésor public, Sml. 1989, s. 195.
8
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443624_0010.png
Da forslaget i alt væsentligt falder ind under det civilretlige område og på grund af
forbindelsen til den frie bevægelighed for personer, er det klart, at det ikke falder ind
under anvendelsesområdet for traktaten om Den Europæiske Union. Bestemmelserne
i EU-traktaten om beskyttelse af ofre for forbrydelser er allerede blevet anvendt som
grundlag i ovennævnte rammeafgørelse om ofre.
5.2.
Formålet med forslaget og området med frihed, sikkerhed og
retfærdighed
Behovet for foranstaltninger for at forbedre erstatningen til ofre for forbrydelser for
at oprette et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed fremgår klart af
Tammerfors-konklusionerne, hvor Det Europæiske Råd fik i opdrag at finde ud af,
hvordan dette mål bedst kunne nås efter Amsterdam-traktatens ikrafttrædelse. Stats-
og regeringscheferne lagde i deres svar herpå stor vægt på foranstaltninger, der tager
sigte på beskyttelse af ofre for forbrydelser.
Behovet for og nytten af sådanne foranstaltninger truffet på EU-niveau blev
bekræftet af de positive reaktioner på Kommissionens grønbog, herunder Europa-
Parlamentets beslutning og udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg.
Foranstaltninger udelukkende på det civilretlige område, der tager sigte på at lette
domstolsadgangen for parter i civile tvister, vil ikke kunne sikre opfyldelse af
målsætningen i Tammerfors-konklusionerne i betragtning af ofrenes problemer med
at få erstatning fra skadevolderen.
Set fra et kriminalpolitisk synspunkt kan EU ikke nøjes med foranstaltninger, der
tager sigte på at forebygge eller bekæmpe forbrydelser, men må også sikre, at der
indføres egnede mekanismer til støtte for ofre, når der finder forbrydelser og
terroristhandlinger sted. Med andre ord skal repressive foranstaltninger ledsages af
erstatningsrelaterede foranstaltninger.
Da forslaget bidrager til oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og
retfærdighed og fremmer den frie bevægelighed for personer, falder det ind under det
overordnede anvendelsesområde for traktaten om oprettelse af Det Europæiske
Fællesskab generelt
20
.
Da det er nødvendigt at opfylde dette forslags målsætning for at nå traktatens
målsætninger, og da ingen anden bestemmelse i traktaten tillægger EU-
institutionerne den nødvendige beføjelse til at vedtage de omhandlede
foranstaltninger, er det nødvendigt at anvende artikel 308 i traktaten om oprettelse af
Det Europæiske Fællesskab som retsgrundlag for forslaget.
5.3.
Subsidiaritet
Det fremgår klart af ovenstående afsnit 4 og af traktatens målsætninger, at den
utilfredsstillende situation for ofre for forbrydelser i EU er et fællesskabsanliggende.
Den nødvendige tilnærmelse af medlemsstaternes love og de mekanismer, der er
nødvendige i grænseoverskridende situationer, kan bedre opnås af Fællesskabet end
af medlemsstaterne alene og vil derfor betyde en merværdi.
20
Se EF-Domstolens udtalelse 2/94 af 28. marts 1996.
9
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
5.4.
Proportionalitet
Forslaget omhandler kun, hvad der er nødvendigt for at nå de opstillede
målsætninger. Der foreslås minimumsstandarder, ikke en harmonisering.
Sidstnævnte ville ikke være hensigtsmæssigt på grund af de nuværende forskelle
mellem medlemsstaterne, der skyldes den tætte forbindelse til de nationale
skadeserstatningsregler og de socioøkonomiske forskelle.
De foreslåede minimumsstandarder vil give de medlemsstater, der ønsker det,
mulighed for at indføre gunstigere bestemmelser til fordel for ofre for forbrydelser.
Minimumsstandarder, der ikke er begrænset til sager med grænseoverskridende
aspekter, vil gøre det muligt at undgå omvendt diskrimination, hvilket ville være
særlig alvorligt, da der i dag i to medlemsstater ikke findes statslig erstatning for
indenlandske sager.
Forslaget giver flere muligheder for at gennemføre minimumsstandarderne - enten
gennem et system med faste satser eller gennem et system baseret på en vurdering fra
sag til sag. Det giver også mulighed for en tæt forbindelse til civilretten i hver enkelt
medlemsstat takket være forbindelsen mellem fastsættelsen af den faktiske erstatning
og de nationale skadeserstatningsregler.
Hvad angår administrative procedurer omhandler forslaget udelukkende de centrale
aspekter og aspekter i relation til grænseoverskridende sager, mens medlemsstaterne
frit kan udpege de ansvarlige myndigheder og udforme procedurer for modtagelse og
behandling af ansøgninger.
Forslaget omfatter derfor kun, hvad der er strengt nødvendigt for at nå de opstillede
målsætninger, og er ikke mere omfattende end hvad, der kræves dertil.
5.5.
Overensstemmelse med andre EU-/EF-initiativer.
Rådets rammeafgørelse om ofres stilling i forbindelse med straffesager omhandlede -
som titlen antyder - det strafferetlige aspekt af støtte til ofre og behandlede
udelukkende spørgsmålet om erstatning fra et begrænset og rent proceduremæssigt
synspunkt. Dette forslag supplerer afgørelsen og sikrer, at erstatningsaspektet er
behørigt dækket på EU-niveau også.
Ved at lette borgernes domstolsadgang, navnlig i grænseoverskridende situationer,
vil det være inspireret af de foranstaltninger, der er truffet for at fremme det
civilretlige samarbejde.
Forslaget vil sikre, at der tages behørigt hensyn til det andet aspekt af EU's
bestræbelser for at bekæmpe forbrydelse og terrorisme. En række foranstaltninger er
truffet eller drøftes med henblik på fastsættelse af fælles definitioner og
minimumssanktioner for visse former for alvorlige forbrydelser, herunder terrorisme,
racistiske forbrydelser og seksuel udnyttelse af børn. Beskyttelse af ofre for sådanne
alvorlige forbrydelser skal også behandles på EU-niveau.
Fællesskabet har allerede vedtaget vidtrækkende foranstaltninger for at sikre
erstatning til ofre for bilulykker gennem de fire bilforsikringsdirektiver, og et forslag
til et femte direktiv drøftes i øjeblikket for at sikre en yderligere dækning af sådanne
ofre. Dette forslag vil sikre, at ofre for forbrydelser ikke kommer i en ringere
10
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
situation end ofre for bilulykker ved at indføre bestemmelser, der i høj grad er
baseret på de samme principper som disse direktivers.
Forslaget er derfor i overensstemmelse med andre politiske mål og vil udfylde det
nuværende hul hvad angår materielle foranstaltninger til beskyttelse af og støtte til
ofre for forbrydelser.
6.
K
OMMENTARER TIL DE ENKELTE ARTIKLER
Udgangspunktet for fastsættelsen af minimumsstandarder er ofrenes behov i en
europæisk kontekst. Forslaget tager sigte på at finde en balance mellem at opfylde
dette behov og undgå en restriktiv tilgang, der udelukkende betyder indførelse af
standarder baseret på den laveste fællesnævner, og samtidig indføre realistiske
løsninger, der bygger på de resultater, der er opnået i mange medlemsstater.
Indførelse af minimumsstandarder er primært ensbetydende med, at
medlemsstaternes spillerum hvad angår erstatning fra staten til ofre for forbrydelser
begrænses. Derimod er der intet, der forhindrer medlemsstaterne i at beholde eller
indføre regler, som er mere gunstige for ofrene. Indførelse af minimumsstandarder
må ikke benyttes som begrundelse for nogen form for forringelse af den nuværende
praksis i medlemsstaterne.
Det har endvidere været et ledende princip at indføre klare og veldefinerede kriterier,
der sikrer forudsigelighed og lighed for loven. Det er vanskeligt at se nogen grund til,
at de kriterier, der indgår i sådanne erstatningsordninger, skulle være mindre klare
end dem, der f.eks. ligger til grund for de nationale skadeserstatningsregler eller
socialsikringsordninger. Der kan kun sikres gennemsigtige og forudsigelige regler,
hvis det skønsmæssige aspekt ved statslig erstatning begrænses.
Artikel 1
Artiklen beskriver hovedformålet med forslaget, der allerede er blevet skitseret i
afsnit 3 i begrundelsen.
Artikel 2
Denne
artikel
definerer
det
grundliggende
anvendelsesområde
for
minimumsstandarderne. Definitionen udelukker ofre for ikke-forsætlige forbrydelser,
da tab som følge af sådanne forbrydelser ofte på forskellig vis er dækket af
forsikringer i medlemsstaterne. Da det drejer sig om fastsættelse af
minimumsstandarder, vil medlemsstaterne bedre være i stand til at træffe
beslutninger på dette område. Forbrydelser, der udelukkende har forårsaget
tingsskade, er også udelukket. Sådanne tab er ofte dækket af forsikringer, og det er
ikke nødvendigt at lade dem være omfattet af minimumsstandarderne. Ud over disse
begrænsninger skal forslagets anvendelsesområde være bredt, navnlig for at dække
forbrydelser rettet direkte mod en person, men uden voldsanvendelse. Der kan være
tale om forbrydelser som f.eks. visse seksuelle krænkelser eller racistiske og
fremmedfjendske forbrydelser.
Minimumsstandarderne omfatter kun ofre for forbrydelser, som er begået på en af
medlemsstaternes område.
11
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443624_0013.png
Anvendelsesområdet omfatter nære slægtninge og personer, som har mistet en
forsørger, der er afgået ved døden som følge af den skadevoldende handling, forudsat
at det direkte offer henhører under anvendelsesområdet for artikel 2, stk. 1, litra a),
dvs. at den forbrydelse, der ligger til grund for dødsfaldet, skal have været forsætlig.
Det er nødvendigt at lade nære slægtninge være omfattet for f.eks. at sikre erstatning
til forældre til mindreårige børn, der er døde som følge af en voldsforbrydelse.
Definitionen af nære slægtninge og personer, der har mistet en forsørger, overlades
til medlemsstaterne.
"Offer" defineres som i artikel 1, litra a), i Rådets rammeafgørelse om ofres stilling i
forbindelse med straffesager.
Anvendelsesområdet er overalt i overensstemmelse med de fleste af reaktionerne på
grønbogen og falder inden for - eller ligner - de erstatningsregler, der i øjeblikket
gælder i medlemsstaterne.
Artikel 3
Denne
artikel
fastsætter
det
grundliggende
anvendelsesområde
for
minimumsstandarderne. Denne løsning blev støttet i de fleste af de indkomne
kommentarer til grønbogen. Stk. 2 fastslår princippet om forbud mod
forskelsbehandling. For det første og i overensstemmelse med dommen i Cowan-
sagen er forskelsbehandling af EU-borgere baseret på nationalitet forbudt. For det
andet skal tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i en medlemsstat kunne få
erstatning på samme vilkår som EU-borgere. Det ligger på linje med Tammerfors-
konklusionerne og de principper, der ligger til grund for Kommissionens forslag til
Rådsdirektiv om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding
21
. Da
formålet med direktivet er at indføre minimumsstandarder, er anvendelsesområdet
blevet udvidet til at omfatte alle personer, der bliver ofre for forbrydelser på en
medlemsstats område. Der skal imidlertid mindes om, at artikel 20 og 21 (lighed for
loven og forbud mod forskelsbehandling) i chartret om grundlæggende rettigheder i
EU skal respekteres ved gennemførelsen af direktivet.
Artikel 4
Denne artikel fastslår principperne for, hvilke tab der kan udløse erstatning, og
hvordan erstatningen skal beregnes. Sammen med artikel 2 fastsætter artiklen det
grundliggende anvendelsesområde for minimumsstandarderne. Formålet er at sikre
fuld erstatning for de tab, ofret har lidt, herunder også ikke-økonomiske tab, og
samtidig overlade det til medlemsstaterne at afgøre, hvordan de vil nå det mål. Der
opnås derved en balance mellem de to målsætninger, der blev nævnt i de fleste af
kommentarerne til grønbogen, nemlig at sikre en passende erstatning til alle ofre for
forbrydelser i EU og samtidig undgå løsninger, der medfører harmonisering.
Materielle skader er udelukket fra minimumsstandarderne på grund af definitionen af
anvendelsesområdet i artikel 2, og da det kun er tab, der er en direkte følge af
personskaden, der er dækket.
Den løsning, der er beskrevet i artiklens stk. 2, går ud på at knytte definitionen af de
forskellige tabsposter og beregningen af erstatningsbeløbet til erstatningsreglerne i
21
KOM(2001) 127 endelig af 13.3.2001, EFT C 240 E af 28.8.2001, s. 79.
12
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
hver enkelt medlemsstat. Der er allerede etableret en sådan forbindelse i alle de
medlemsstater, der har indført erstatningsordninger. Løsningen gør det også muligt at
respektere de socioøkonomiske forskelle mellem medlemsstaterne.
Da løsningen tillader et vist udsving, betyder det, at det er principperne i den
nationale erstatningsret, der danner grundlaget for afgørelsen om at yde erstatning fra
staten. Den myndighed, der træffer en afgørelse, har ikke desto mindre mulighed for
at foretage en individuel vurdering af hver ansøgning og er ikke bundet af en
tidligere retsafgørelse, der pålægger skadevolderen at betale skadeserstatning. I
praksis kan erstatningens størrelse variere afhængig af, hvad der er eller kunne have
været tildelt i skadeserstatning med udgangspunkt i civilretten. En yderligere grund
til at tillade et sådant udsving er, at skadeserstatningen til ofret ikke altid er kendt -
den mest oplagte situation er, når skadevolderen ikke er blevet fundet.
En alternativ løsning giver medlemsstaterne mulighed for at bruge et system med
faste satser ved ydelse af erstatning fra staten (anvendes allerede i en medlemsstat i
dag). Et sådant system vil også skulle knyttes til den nationale erstatningsret. Det
sker ved en henvisning til den gennemsnitlige skadeserstatning for lignende skader.
Stk. 3 giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte et loft for det samlede
erstatningsbeløb, der kan tildeles, for at begrænse de budgetmæssige følger af
erstatningsordningen. Det giver også mulighed for at begrænse erstatningen for tabt
arbejdsfortjeneste eller tab af underhold, hvis der er tale om ansøgere, der har en
meget høj indtægt eller er særlig velstående, ligesom der af samme grunde er
mulighed for at nedsætte erstatningen for sådanne skader.
Artikel 5
Artiklen giver ofre for forbrydelser ret til at få udbetalt et forskud af den erstatning,
der er søgt om. Det er allerede muligt i alle undtagen to af de medlemsstater, der har
indført erstatningsordninger. Et forskud kan kræve opfyldelse af fire betingelser, der
alle skal være opfyldt: ansøgerens krav skal være ret klart, ofret skal være i
økonomiske vanskeligheder som følge af forbrydelsen, den endelige afgørelse om
ydelse af erstatning fra staten kan ikke træffes hurtigt, og det må formodes, at
skadevolderen ikke vil kunne honorere et skadeserstatningskrav på grund af
manglende midler. Den sidste betingelse gælder også i sager, hvor skadevolderen
ikke er blevet fundet. Beregningen af forskuddet overlades til medlemsstaterne, da
det nødvendigvis vil afhænge af en vurdering af den konkrete situation.
Artikel 6
Medlemsstaterne kan, hvis de ønsker det, udelukke ansøgere, der kun har lidt mindre
skader. I praksis kan det f.eks. gøres ved at indføre et mindstebeløb for erstatning.
Artikel 7
Denne artikel giver medlemsstaterne ret til at afvise eller nedsætte erstatningen, hvis
der er tale om uagtsomhed, hvilket er et grundprincip i erstatningsretten, der også
anvendes i alle gældende erstatningsordninger i medlemsstaterne i dag.
13
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 8
Denne artikel giver medlemsstaterne ret til at gøre erstatning fra staten subsidiær i
forhold til et erstatningskrav mod skadevolderen. De fleste af de medlemsstater, der
har erstatningsordninger i dag, mener, at det primære ansvar for ydelse af erstatning
til ofre ligger hos skadevolderen, og at staten ikke skal tage et ubegrænset ansvar for
at yde erstatning til ofre for forbrydelser.
Det subsidiære princip er i denne artikel dæmpet noget, da en streng anvendelse af
princippet kan betyde en urimelig forsinkelse for ofret hvad angår en faktisk
udbetaling af erstatning og medføre en risiko for sekundær viktimisering. Der kræves
derfor kun en rimelig indsats fra ofrets side. Der skal gøres undtagelser, når det med
rimelig sikkerhed kan antages, at skadevolderen ikke vil kunne betale nogen form for
erstatning til ofret. I sådanne tilfælde er det urimeligt at lade ofret gå gennem
langvarige erstatningssøgsmål og derefter forsøge at få fuldbyrdet den omhandlede
dom. Der skal ligeledes gøres en undtagelse i de tilfælde, hvor ofret på grund af
lange politiundersøgelser eller strafferetlige procedurer ikke har været i stand til at få
et civilt krav prøvet ved den kompetente domstol. Sådanne forsinkelser ligger uden
for ofrets kontrol og bør ikke skade ofrets muligheder for at få erstatning inden for en
rimelig frist efter forbrydelsen. Der skal gøres yderligere undtagelser i de tilfælde,
hvor ofret har haft vanskeligt ved at gå videre med sit krav mod skadevolderen.
Muligheden for at modtage et forskud må ikke påvirkes negativt af anvendelsen af
kriterierne i denne artikel. Muligheden for at modtage et forskud reguleres
udelukkende af betingelserne i artikel 5.
Princippet om subsidiær anvendelse gælder kun det direkte offer. Det kan ikke
kræves, at en person, som har mistet en forsørger, eller en slægtning sagsøger
skadevolderen, før de kan søge om erstatning fra staten.
Artikel 9
For at undgå dobbelt erstatning kan medlemsstaterne fradrage erstatning eller andre
beløb, der er udbetalt fra andre kilder, herunder f.eks. skadevolderen, staten eller
forsikringspolicer.
Artikel 10
Denne artikel fastslår medlemsstaternes mulighed for at indtræde i ofrets rettigheder,
hvorved medlemsstaterne kan forsøge at få fuldbyrdet en erstatningsdom hos
skadevolderen, efter at staten har udbetalt erstatning.
Artikel 11
Denne artikel giver medlemsstaterne ret til at kræve, at ansøgeren anmelder
forbrydelsen til de kompetente myndigheder - normalt politiet - før der søges om
erstatning. Anmeldelsen kan ske i den medlemsstat, hvor forbrydelsen er begået,
eller i bopælslandet. Der kan fastsættes en tidsfrist for anmeldelse. Der skal gælde
undtagelser, som det fremgår af stk. 3. Det kan f.eks. ikke forventes, at ofret
anmelder forbrydelsen, hvis der er tale om organiseret kriminalitet eller vold mod
kvinder og mindreårige.
14
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 12
Mens princippet om subsidiær anvendelse i artikel 8 dækker forholdet mellem en
ansøgning om erstatning og et civilretligt krav mod skadevolderen, dækker artikel 12
forholdet mellem ansøgeren og de strafferetlige procedurer, der indledes som følge af
forbrydelsen. Det kan føre til betydelige forsinkelser for ofret, hvis erstatningen først
kan udbetales, når straffesagen er afsluttet. Medlemsstaternes mulighed for at kræve,
at ofret afventer udkommet af sådanne retssager, er derfor begrænset til de tilfælde,
hvor den strafferetlige afgørelse har praktiske følger for behandlingen af
erstatningsansøgningen, og forudsat at ofret ikke udsættes for en urimelig forsinkelse
eller kommer i en økonomisk vanskelig situation. Begge disse betingelser skal være
opfyldt. En udsættelse af behandlingen af en erstatningsansøgning af disse grunde
påvirker imidlertid ikke ansøgerens mulighed for at modtage et forskud ifølge
betingelserne i artikel 5.
Artikel 13
Medlemsstaterne kan bestemme, at en ansøgning skal indgives senest to år, efter
forbrydelsen har fundet sted, eller når politiets undersøgelser eller straffesagen er
afsluttet. Der skal imidlertid indføres undtagelser. Disse undtagelser gælder de
tilfælde, hvor ofret var forhindret i at indgive ansøgning i tide, f.eks. hvis ofret var
mindreårigt, da forbrydelsen fandt sted. Der skal også gælde undtagelser for sager,
der involverer flere medlemsstater.
Artikel 14
Denne artikel vedrører de administrative procedurer for modtagelse og behandling af
ansøgninger. Dette område er helt overladt til medlemsstaternes skøn, dog med tre
undtagelser. For det første skal procedurerne være så simple og smidige som muligt
for at undgå sekundær viktimisering. For det andet skal det være muligt at indgive
ansøgning på alle De Europæiske Fællesskabers officielle sprog for at undgå
forskelsbehandling af EU-borgere og fastboende og for at fremme ofrenes adgang til
erstatning i sager med grænseoverskridende aspekter. For det tredje skal ansøgere
have mulighed for at anke en afgørelse om afvisning af en erstatningsansøgning.
Artikel 15
Denne artikel forpligter medlemsstaterne til at sikre, at ofrene har adgang til
oplysninger om erstatning fra staten. Sådanne oplysninger gives normalt af politiet.
Oplysningerne skal mindst omfatte direktivets bestemmelser, således som
gennemført af medlemsstaterne, og de administrative procedurer i forbindelse med
indgivelse af ansøgning i den omhandlede medlemsstat. Kun de medlemsstater, der
har udpeget flere myndigheder med ansvar for behandling af ansøgninger, skal
fremsende oplysninger om disse myndigheders territoriale eller særlige jurisdiktion.
Betydningen af at informere ofre om muligheden for erstatning blev understreget
kraftigt i mange af kommentarerne til grønbogen. De oplysninger, som de
kompetente myndigheder skal give, svarer til det, der skal indgå i den håndbog, der
ifølge artikel 24 skal udarbejdes. Kommissionen vil derfor arrangere den nødvendige
oversættelse af oplysningerne.
Artikel 16
15
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Denne artikel fastslår det grundlæggende princip om lettelse af adgangen til
erstatning fra staten i sager med grænseoverskridende aspekter, der er dette forslags
anden specifikke målsætning. Dette princip afspejler det, der blev kaldt "modellen
baseret på gensidig bistand", som støttes af et klart flertal af de indkomne
kommentarer. Det forpligter medlemsstaterne til at udpege en eller flere
myndigheder for at gennemføre dette princip. Det overlades til medlemsstaternes
skøn at afgøre, om de ønsker at udpege den samme myndighed til både behandling
og afgørelse af ansøgninger.
Artikel 17
Denne artikel omhandler den bistand, som ansøgeren har krav på, når han henvender
sig til en myndighed i bopælslandet for at søge om erstatning i en anden
medlemsstat. Den bistandsydende myndighed skal give ansøgeren de nødvendige
formularer og oplysninger om erstatningsordningerne i den medlemsstat, hvor der
søges om erstatning. Den bistandsydende myndighed har ikke pligt til at give en
grundig rådgivning om erstatningsordningen i den anden medlemsstat eller besvare
mere detaljerede spørgsmål om fortolkningen af forskellige betingelser. Den
bistandsydende myndighed skal dog kunne give en grundlæggende rådgivning om,
hvordan ansøgningsformularen skal udfyldes, og kunne forklare ansøgeren, hvilke
støttedokumenter der skal vedlægges - lægerapporter, politianmeldelse osv. Da det er
den medlemsstat, i hvilken forbrydelsen er begået, der skal træffe afgørelse om
ansøgningen, skal den bistandsydende myndighed ikke foretage en vurdering af
ansøgningen, bortset fra de tilfælde hvor det er oplagt, at ansøgningen ikke indgives i
god tro.
Artikel 18
Når ansøgningen er udfyldt, sender den bistandsydende myndighed den videre til den
besluttende myndighed. Den bistandsydende myndighed skal henlede den
besluttende myndigheds opmærksomhed på de forhold, der er nævnt i artiklens
litra a) til d), for at fremme behandlingen af ansøgningen og lette samarbejdet
mellem de implicerede myndigheder.
Artikel 19
Den besluttende myndighed anerkender modtagelsen af ansøgningen og oplyser den
bistandsydende myndighed om de forhold, der er nævnt i litra a) til d). Det omfatter
oplysninger om, hvem der er myndighedens kontaktperson. På den måde etableres
der en direkte forbindelse på det administrative niveau mellem de implicerede
myndigheder.
Artikel 20
Denne artikel ligger i forlængelse af artikel 17, idet den forpligter den
bistandsydende myndighed til at fremsende alle supplerende oplysninger, som den
besluttende myndighed måtte ønske efter at have modtaget ansøgningen.
Artikel 21
Artiklen vedrører samarbejdet mellem de to implicerede myndigheder for i videst
muligt omfang at give ansøgeren mulighed for at blive hørt i bopælslandet. Det er
den besluttende myndighed, der afgør, om der er behov for en høring, og denne
16
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443624_0018.png
afgørelse træffes i overensstemmelse med gældende national lov. Dette kan gøres
enten ved, at den bistandsydende myndighed hører ansøgeren og sender et udskrift af
høringen til den besluttende myndighed, eller ved at den besluttende myndighed
hører ansøgeren direkte via en tele- eller videokonference. Det er de muligheder, der
følger af Rådets forordning om bevisoptagelse, og dette forslags bestemmelser om
gældende lov for høringer stammer også fra forordningen.
Artikel 22
Denne artikel forpligter den besluttende myndighed til at sende afgørelsen og et
udskrift heraf til den bistandsydende myndighed og ansøgeren. Det gælder ligeledes
enhver afgørelse om udbetaling af forskud.
Artikel 23
Artiklen fastlægger reglerne for anvendelse af sprog i samarbejdet mellem
myndighederne. Ansøgeren bestemmer, hvilket sprog der skal anvendes. Det sprog,
der anvendes i afgørelserne, er naturligvis den enkelte medlemsstats valg afhængig af
de gældende officielle sprog. Udskriftet af afgørelsen vil imidlertid i
overensstemmelse med artikel 22, stk. 1, blive vedlagt på det sprog, som den
bistandsydende myndighed har oplyst at forstå. Den bistandsydende myndighed
beslutter, hvilket sprog der skal anvendes til udskrift af høringen af ansøgeren. Det
kan f.eks. afhænge af, om der er anvendt tolkning ved høringen. De oplysninger, som
myndighederne skal give hinanden ifølge bestemmelserne i artikel 18-22, skal
affattes på et sprog, som den modtagende myndighed i det konkrete tilfælde har
oplyst at kunne forstå. Bestemmelserne om sprog er begrænset til det, der er
nødvendigt for at sikre et smidigt samarbejde mellem myndighederne, mens
hovedansvaret for nødvendige oversættelser ligger hos den besluttende myndighed.
Stk. 2 og 3 udelukker afgifter eller bekræftelse af dokumenter for at undgå
besværlige eller bureaukratiske procedurer, der kan forhindre et smidigt samarbejde
mellem de implicerede myndigheder.
Artikel 24
Denne artikel indeholder de nødvendige bestemmelser for udarbejdelse af den
håndbog, som den bistandsydende myndighed skal anvende. Håndbogen giver den
bistandsydende myndighed alle de oplysninger, der er nødvendige, for at den kan
opfylde sine forpligtelser efter afsnit 2 i direktivet, herunder:
-
-
-
hos hvilken besluttende myndighed i medlemsstaten skal der søges om
erstatning?
hvilket sprog kan myndigheden acceptere?
hvilke kriterier og betingelser findes der i den pågældende medlemsstats
erstatningsordning, og hvilke ansøgningsformularer skal der bruges?
Det europæiske retlige netværk for civil- og handelssager
22
vil give de nødvendige
rammer for udarbejdelsen af håndbogen, hvorved det kan undgås at oprette en ny
22
Rådets beslutning 2001/470/EF af 28. maj 2001, EFT L 174 af 27.6.2001, s. 25.
17
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
struktur, som f.eks. et udvalg. Kommissionen vil arrangere den nødvendige
oversættelse og stå for ajourføring af håndbogen i samarbejde med medlemsstaterne
via netværket, hvis der er behov for det. Da håndbogen bliver oversat, vil den
sprogversion, som den pågældende medlemsstat har brug for for at opfylde sine
forpligtelser efter artikel 15, stk. 2, i direktivet, være til rådighed.
Artikel 25
Med denne artikel indføres der et system med centrale kontaktpunkter i hver
medlemsstat for yderligere at fremme det grænseoverskridende samarbejde mellem
medlemsstaterne vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser. Samarbejdet går bl.a.
ud på at finde løsninger på eventuelle vanskeligheder, der måtte opstå i forbindelse
med gennemførelsen af afsnit 2 i forslaget. Kontaktpunkterne vil også være
ansvarlige for samarbejdet med Kommissionen vedrørende udarbejdelsen af den
håndbog, der er nævnt i artikel 24. Med hensyn til udarbejdelsen af håndbogen vil
netværket for civile sager skabe de nødvendige rammer for samarbejdet mellem
kontaktpunkterne, således som foreskrevet i artikel 2, stk. 1, litra b), i beslutningen
om oprettelse af netværket.
Artikel 26
Denne artikel indeholder den standardbestemmelse, der giver medlemsstaterne
mulighed for at indføre mere favorable bestemmelser end minimumsstandarderne i
dette forslag. Det nævnes specifikt, at medlemsstaterne kan yde erstatning til
statsborgere eller fastboende, der har været offer for en forbrydelse uden for
medlemsstatens område. En sådan mulighed er ikke nødvendigvis mere gunstig for
ofret i den konkrete sag. Stk. 2 fastslår, at medlemsstaterne ikke med henvisning til
dette direktiv kan indføre en forringelse af gældende praksis.
Artikel 27-29
Disse artikler indeholder standardbestemmelserne i fællesskabsdirektiver og tidsfrist
for gennemførelse. Det er tilføjet, at medlemsstaterne ikke behøver at indføre
bestemmelser om virkning med tilbagevirkende kraft, dvs. udbetaling af erstatning til
ofre for forbrydelser begået før datoen for den sidste frist for gennemførelsen af
direktivet, medmindre ansøgningen er indgivet efter denne frist.
18
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1443624_0020.png
2002/0247 (CNS)
Forslag til
RÅDETS DIREKTIV
om erstatning til ofre for forbrydelser
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 308,
under henvisning til forslag fra Kommissionen
23
, og
under henvisning til Europa-Parlamentets udtalelse
24
, og
under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg
25
, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
Den Europæiske Union har sat sig som mål at skabe et område med frihed, sikkerhed
og retfærdighed, hvor den frie bevægelighed for personer er sikret. Foranstaltninger til
beskyttelse af ofre for forbrydelser bør være et led i opfyldelsen af denne målsætning.
I Rådets og Kommissionens Wien-handlingsplan fra 1998 opfordres der til at tage
spørgsmålet om støtte til ofre op gennem en sammenlignende undersøgelse af
erstatningsordninger for ofre og en vurdering af nytten af en EU-indsats.
Kommissionen forelagde i 1999 en meddelelse om "Ofre for kriminalitet i Den
Europæiske Union - overvejelser om standarder og tiltag".
Med henvisning til denne meddelelse opfordrede formandskabet i konklusionerne fra
Det Europæiske Råd i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999 til, at der blev
udarbejdet minimumsstandarder for beskyttelse af ofre for forbrydelser, navnlig hvad
angår ofrenes domstolsadgang og ret til skadeserstatning, herunder dækning af
sagsomkostninger. Formandskabet efterlyste også nationale programmer til
finansiering af offentlige og private foranstaltninger vedrørende bistand til og
beskyttelse af ofre.
Rådet vedtog den 15. marts 2001 rammeafgørelse 2001/220/RIA om ofres stilling i
forbindelse med straffesager
26
. Afgørelsen, som er baseret på afsnit VI i traktaten om
Den Europæiske Union, giver ofre for forbrydelser mulighed for at kræve erstatning
fra skadevolderen inden for rammerne af en straffesag. Ud over denne bestemmelse er
spørgsmålet om erstatning til ofre for forbrydelser ikke behandlet.
(2)
(3)
(4)
(5)
23
24
25
26
EFT C , , p. .
EFT C , , s. .
EFT C , , s. .
EFT L 82 af 22.3.2001, s. 1.
19
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
(6)
Kommissionen vedtog den 28. september 2001 en grønbog om erstatning til ofre for
forbrydelser. Med grønbogen blev der iværksat en høring om, hvilke målsætninger et
fællesskabsinitiativ på dette område kunne have med henblik på spørgsmålet om
erstatning til ofre for forbrydelser således som nævnt i Tammerfors-konklusionerne.
I reaktionerne på grønbogen, herunder Europa-Parlamentets beslutning og udtalelsen
fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg, blev der opfordret til at indføre
minimumsstandarder for erstatning til ofre for forbrydelser i EU og til at lette
adgangen til en sådan erstatning i grænseoverskridende situationer.
Formålet med dette direktiv er at indføre minimumsstandarder for erstatning til ofre
for forbrydelser i Den Europæiske Union og lette adgangen til en sådan erstatning i
grænseoverskridende situationer. At forfølge dette mål er i overensstemmelse med
anmodningen fra Det Europæiske Råd i Tammerfors og med forslagene i grønbogen
og reaktionerne derpå.
Direktivet vil bidrage til oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og
retfærdighed og fri bevægelighed for personer. Foranstaltningerne i direktivet vil
supplere de foranstaltninger, Den Europæiske Union har taget for at fremme det
civilretlige samarbejde, for at bekæmpe forbrydelse og terrorisme og for at sikre
erstatning til ofre i bilulykker.
Da foranstaltningerne i dette direktiv er nødvendige for at opfylde Fællesskabets
målsætninger, og da der ikke i traktaten er fastsat særlige beføjelser til at indføre et
sådant retligt instrument, skal traktatens artikel 308 anvendes.
Det er velkendt, at ofre for forbrydelser ofte ikke vil kunne opnå erstatning fra
skadevolderen, da skadevolderen ikke har de nødvendige midler til at honorere et
erstatningskrav, eller fordi skadevolderen er ukendt eller ikke kan retsforfølges.
For at rette op på den situation har tretten medlemsstater indført statslige
erstatningsordninger for at kunne yde erstatning til ofre for forbrydelser. Disse
ordninger er indbyrdes meget forskellige med hensyn til, hvilke ofre der kan opnå
erstatning, og hvordan erstatningen beregnes. To medlemsstater har ingen generelle
erstatningsordninger.
Ofre for forbrydelser i Den Europæiske Union skal have ret til en passende erstatning
for de skader, de har lidt, uanset i hvilken medlemsstat de er bosiddende, og uanset i
hvilken medlemsstat forbrydelsen er begået.
I betragtning af de store forskelle mellem de medlemsstater, der har indført
erstatningsordninger, og under hensyntagen til de socioøkonomiske forskelle, må det
foretrækkes at indføre minimumsstandarder frem for at harmonisere lovgivningen.
Minimumsstandarder bør omfatte ofre for personlige krænkelser, herunder
voldsforbrydelser, terroristhandlinger, seksuelle krænkelser, forbrydelser mod kvinder
og mindreårige og racistiske og fremmedfjendske forbrydelser. De bør omfatte de tab,
som et offer for en forbrydelse lider som følge af personskade, dog ikke tingsskade.
De skal også omfatte personer, der har mistet en forsørger, og nære slægtninge til ofre,
der er afgået ved døden som følge af den skadevoldende handling.
Alle borgere i Den Europæiske Union og alle med lovligt ophold i en medlemsstat skal
uden forskelsbehandling kunne opnå erstatning.
20
(7)
(8)
(9)
(10)
(11)
(12)
(13)
(14)
(15)
(16)
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
(17)
Minimumsstandarderne skal knyttes til den enkelte medlemsstats nationale
erstatningsret for at sikre passende erstatninger og forudsigelige og gennemsigtige
regler, uden at der harmoniseres.
Erstatningen skal dække ikke-økonomiske tab, bl.a. for at sikre en passende erstatning
til ofre for alvorlige forbrydelser og til personer, der har mistet en forsørger, samt nære
slægtninge til ofre, der er afgået ved døden som følge af en forbrydelse.
Medlemsstaterne skal have mulighed for at bevare eller indføre det princip, at
hovedansvaret for udbetaling af erstatning til ofret ligger hos skadevolderen. Der bør
imidlertid indføres visse begrænsninger for dette princip for at undgå en urimelig
forsinkelse i udbetaling af erstatning til ofret og for at begrænse risikoen for sekundær
viktimisering.
For at sikre ens vilkår for alle ofre for forbrydelser i Den Europæiske Union bør det i
minimumsstandarderne angives, i hvilke tilfælde erstatningen kan begrænses, navnlig
når disse begrænsninger vedrører ofrets forpligtelser, f.eks. ofrets pligt til at anmelde
forbrydelsen til politiet og indgive ansøgning om erstatning inden for en given frist.
Der skal gælde undtagelser for disse begrænsninger for at undgå, at der stilles
urimelige krav til ofret, og for at tage højde for eventuelle hindringer, som ofre i en
grænseoverskridende situation kan stå overfor.
Der vil blive indført et samarbejde mellem medlemsstaternes myndigheder for at lette
adgangen til erstatning i de situationer, hvor forbrydelsen finder sted i en anden
medlemsstat end ofrets bopælsland.
Dette samarbejde skal sikre, at et offer for en forbrydelse altid kan henvende sig til en
myndighed i ofrets bopælsland for at mindske de praktiske og sproglige problemer,
der opstår i en grænseoverskridende situation, uden at det berører medlemsstaternes ret
til at anvende territorialitetsprincippet som grundlag for erstatningspligten.
Samarbejdsordningen bør omfatte bestemmelser om ofrets adgang til de oplysninger,
der er nødvendige for at indgive ansøgning, og sikre et effektivt samarbejde mellem de
implicerede myndigheder.
Direktivet respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, der
af Den Europæiske Unions charter er anerkendt som de generelle principper for
fællesskabsretten.
I overensstemmelse med principperne om subsidiaritet og proportionalitet efter
artikel 5 i EF-traktaten kan direktivets målsætninger, nemlig at indføre
minimumsstandarder for erstatning til ofre for forbrydelser og lette adgangen til en
sådan erstatning i grænseoverskridende situationer, ikke i tilstrækkelig grad opfyldes
af medlemsstaterne og kan derfor på grund af direktivets omfang og virkninger bedre
gennemføres på fællesskabsplan. Direktivet begrænser sig til det minimum, der er
nødvendigt for at nå disse mål.
(18)
(19)
(20)
(21)
(22)
(23)
(24)
(25)
21
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
Formål
Formålet med dette direktiv er at indføre minimumsstandarder for erstatning til ofre for
forbrydelser og lette adgangen til en sådan erstatning i grænseoverskridende situationer.
A
FSNIT
1
M
INIMUMSSTANDARDER FOR ERSTATNING TIL OFRE FOR FORBRYDELSER
Artikel 2
Omfattede personer og territorialt anvendelsesområde
1.
Med forbehold af bestemmelserne i dette direktiv skal medlemsstaterne yde
erstatning til:
a)
ofre, der har lidt personskade, der er direkte forårsaget af en forsætlig
forbrydelse mod ofrets liv, helbred eller personlige integritet, og som er begået
på en af medlemsstaternes område
nære slægtninge eller personer, der har mistet en forsørger, således som
defineret i litra a), som er afgået ved døden som følge af den skadevoldende
handling.
b)
2.
Med henblik på anvendelsen af stk. 1 gælder følgende:
a)
"offer" defineres som en fysisk person, der har lidt skade, herunder fysisk eller
psykisk skade, følelsesmæssige lidelser eller økonomiske tab, der er direkte
forvoldt af handlinger eller undladelser, der strider mod en medlemsstats
straffelov
"forsætlig forbrydelse", "nære slægtninge", "person, der har mistet en
forsørger" defineres i overensstemmelse med gældende lov i den medlemsstat,
hvor forbrydelsen er begået.
"personskade" omfatter både psykisk og fysisk skade.
Artikel 3
Ansvar for ydelse af erstatning og forbud mod forskelsbehandling
b)
c)
1.
2.
Erstatningen ydes af den medlemsstat, på hvis område forbrydelsen er begået.
Der ydes erstatning til borgere i Den Europæiske Union og til personer med lovligt
ophold i en medlemsstat uden nogen forskelsbehandling.
22
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 4
Principper for fastsættelse af erstatningsbeløbet
1.
Erstatningen skal dække økonomiske og ikke-økonomiske tab, som er en direkte
følge af den personskade, ofret har lidt, eller hvis der er tale om nære slægtninge eller
personer, der har mistet en forsørger, som er en direkte følge af ofrets dødsfald.
Erstatningsbeløbet fastsættes som følger:
a)
fra sag til sag, når erstatningen i sin helhed ikke afviger væsentligt fra, hvad
ansøgeren har fået eller kunne forvente at få tilkendt i en civil retssag i den
medlemsstat, der har ansvaret for at yde erstatning, eller
efter forud fastsatte satser for hele erstatningen eller for nogle eller alle de tab,
der er dækket af erstatningen.
2.
b)
De satser, der er nævnt i litra b), skal afspejle gennemsnittet af, hvad der ville blive
ydet i skadeserstatning for lignende tab ifølge de civilretlige regler i den
medlemsstat, der har ansvaret for at yde erstatning.
3.
Som en fravigelse af stk. 2 kan medlemsstaterne fastsætte et maksimumsbeløb på
mindst 60 000 EUR for det samlede erstatningsbeløb til en og samme ansøger.
Medlemsstaterne kan også beslutte, at erstatning til et offer for tabt arbejdsfortjeneste
eller en forsørget persons tab af underhold kan nedsættes som følge af ansøgerens
økonomiske forhold eller begrænses til et maksimumsbeløb, som medlemsstaterne
fastsætter.
4.
Erstatningen kan udbetales som et engangsbeløb eller i rater hvad angår hele
erstatningen eller en del af eller alle de tabsposter, som erstatningen omfatter.
Artikel 5
Forskud
1.
Medlemsstaterne skal udbetale forskud af erstatningen, hvis:
a)
b)
c)
d)
ansøgningens berettigelse er fastslået
der er grund til at tro, at den endelige afgørelse ikke kan træffes hurtigt efter
indgivelse af ansøgning om erstatning
det er berettiget i lyset af ansøgerens økonomiske forhold, og
det med rimelig sikkerhed kan fastslås, at skadevolderen hverken helt eller
delvist vil være i stand til at opfylde en dom eller en afgørelse, der tilkender
ofret skadeserstatning.
2.
Medlemsstaterne kan kræve hel eller delvis tilbagebetaling af det udbetalte forskud,
hvis den endelige afgørelse af erstatningsansøgningen indebærer, at ansøgningen
afvises, eller der tilkendes en erstatning, der er lavere end forskuddet.
23
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 6
Mindstebeløb for erstatning
Hvis de ønsker det, kan medlemsstaterne afvise at yde erstatning til ansøgere, der kun har lidt
mindre skader.
Artikel 7
Ansøgerens adfærd i forhold til forbrydelsen
Medlemsstaterne kan bestemme, at erstatningen skal nedsættes eller afvises på grund af
ansøgerens handlemåde i forhold til den begivenhed, der har påført ham skade eller ført til
hans dødsfald.
Artikel 8
Subsidiær anvendelse
1.
Medlemsstaterne kan i de sager, der er nævnt i artikel 2, stk. 1, litra a), og uden at det
berører anvendelsen af artikel 5, gøre ydelse af erstatning betinget af, at ansøgeren
har gjort en rimelig indsats for at opnå og få fuldbyrdet en dom eller en afgørelse om
erstatning fra skadevolderen.
Ved anvendelsen af en betingelse som omhandlet i stk. 1, skal medlemsstaterne
indføre undtagelser i de tilfælde, hvor:
a)
b)
det må formodes, at skadevolderen hverken helt eller delvist vil være i stand til
at opfylde en dom eller en afgørelse om skadeserstatning
ansøgeren ikke har været i stand til at opnå en dom eller en afgørelse om
skadeserstatning inden for en frist på to år efter forbrydelsen, fordi politiets
undersøgelse eller straffesagen endnu ikke er afsluttet, eller
ansøgeren har haft vanskeligt ved at opnå en dom eller en afgørelse som nævnt
i stk. 1, fordi han ikke har kunnet anlægge erstatningssag mod skadevolderen i
den medlemsstat, hvor ansøgeren har bopæl.
Artikel 9
Fradrag af erstatning fra andre kilder
1.
For at undgå dobbelt erstatning kan medlemsstaterne i erstatningsbeløbet fradrage
enhver erstatning eller andre ydelser, der er udbetalt fra andre kilder for de samme
skader, eller kræve disse tilbagebetalt.
Bestemmelserne i stk. 1 gælder også eventuelle tilkendte eller udbetalte forskud.
Artikel 10
Subrogation
Medlemsstaten eller den kompetente myndighed kan indtræde i rettighederne for den person,
der har fået tilkendt erstatning, for det udbetalte erstatningsbeløb.
2.
c)
2.
24
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 11
Anmeldelse af forbrydelsen
1.
Medlemsstaterne kan i de sager, der er nævnt i artikel 2, stk. 1, litra a), gøre ydelse af
erstatning betinget af, at ansøgeren har anmeldt forbrydelsen til de kompetente
myndigheder i den medlemsstat, hvor forbrydelsen er begået.
Denne betingelse anses for at være opfyldt, når ansøgeren anmelder forbrydelsen i
bopælslandet i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i Rådets rammeafgørelse
2001/220/RIA af 15. marts 2001 om ofres stilling i forbindelse med straffesager.
2.
De medlemsstater, der anvender den betingelse, der er nævnt i stk. 1, kan bestemme,
at politianmeldelse skal ske inden for en nærmere fastsat frist. Denne frist skal være
på mindst syv dage fra den dato, hvor forbrydelsen blev begået.
I medfør af betingelserne i stk. 1 og 2, skal medlemsstaterne indføre undtagelser for
de tilfælde, hvor ofret har gyldige grunde til ikke at anmelde forbrydelsen eller til
ikke at foretage anmeldelse inden for den fastsatte frist. Sådanne grunde kan være:
a)
b)
omstændighederne ved forbrydelsen eller ofrets forhold til skadevolderen, eller
alvorlige hindringer som følge af, at ofret har bopæl i en anden medlemsstat
end den, hvor forbrydelsen er begået.
Artikel 12
Igangværende strafferetlig efterforskning
1.
2.
Ydelse af erstatning forudsætter ikke, at skadevolderen er fundet eller blevet
retsforfulgt.
Medlemsstaterne kan, uden at det berører muligheden for at udbetale forskud efter
artikel 5, bestemme, at afgørelsen af en ansøgning om erstatning stilles i bero, indtil
den politiefterforskning eller den straffesag, der er indledt som følge af forbrydelsen,
er afsluttet, når
a)
b)
en sådan udsættelse er nødvendig for at fastslå, om skaden blev forvoldt ved en
forsætlig forbrydelse, og
det ikke forsinker behandlingen unødigt eller skaber belastende økonomiske
problemer for ansøgeren.
Artikel 13
Frist for indgivelse af ansøgning
1.
Medlemsstaterne kan gøre ydelse af erstatning betinget af, at ansøgningen er indgivet
inden for en nærmere fastsat frist, der under alle omstændigheder skal være på to år
fra afslutningen af politiefterforskningen eller straffesagen, der er indledt som følge
af forbrydelsen, hvis denne ligger senere. Hvis der ikke er iværksat en
politiefterforskning eller indledt en straffesag, løber fristen fra den dato, hvor
forbrydelsen blev begået.
Hvis medlemsstaterne anvender en betingelse, som omhandlet i stk. 1, skal
medlemsstaterne indføre undtagelser, når ansøgeren ikke med rimelighed kunne
25
3.
2.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
forventes at indgive ansøgning inden for den fastsatte frist. Det skal også gælde i de
tilfælde, hvor ofret har været forhindret på grund af sin bopæl i en anden
medlemsstat end den, hvor forbrydelsen blev begået.
Artikel 14
Ansvarlige myndigheder og administrative procedurer
1.
2.
Medlemsstaterne opretter eller udpeger en eller flere myndigheder med ansvar for at
træffe afgørelse om ansøgninger om erstatning.
Medlemsstaterne forsøger at holde de administrative formaliteter, der kræves opfyldt
af en ansøger, på et minimum, uden at det berører muligheden for at foretage en
grundig vurdering af ansøgningen og træffe afgørelse om erstatningsydelsen.
Ansøgere skal kunne indgive ansøgning på et af De Europæiske Fællesskabers
officielle sprog.
Medlemsstaterne indfører mulighed for at anke en afgørelse om afslag på erstatning.
Artikel 15
Oplysninger til potentielle ansøgere
1.
Medlemsstaterne sikrer, at oplysninger om mulighederne for at ansøge om erstatning
på enhver hensigtsmæssig måde stilles til rådighed for potentielle ansøgere om
erstatning straks ved deres første henvendelse til de kompetente myndigheder, som
forbrydelsen skal anmeldes til.
De oplysninger, der henvises til i stk. 1, omfatter de betingelser, der er nævnt i
artikel 2-13, og de administrative formaliteter, der kræves opfyldt for indgivelse af
ansøgning, herunder i givet fald om den særlige og territoriale jurisdiktion for de
myndigheder, der er nævnt i artikel 14, stk. 1. Oplysningerne skal være til rådighed
på alle De Europæiske Fællesskabers officielle sprog.
3.
4.
2.
A
FSNIT
2
A
DGANG TIL ERSTATNING I SAGER MED GRÆNSEOVERSKRIDENDE ASPEKTER
Artikel 16
Ret til at indgive ansøgning i bopælslandet
1.
Hvis forbrydelsen begås i en anden medlemsstat end den, hvor ansøgeren har bopæl,
har ansøgeren ret til at indgive ansøgning til en myndighed i sidstnævnte
medlemsstat, forudsat at ansøgeren er omfattet af artikel 2, stk. 1.
Medlemsstaterne opretter eller udpeger en eller flere myndigheder, herefter kaldet
"bistandsydende myndigheder", med ansvar for anvendelse af stk. 1.
2.
26
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 17
Bistand til ansøgeren
1.
Den bistandsydende myndighed skal give ansøgeren de oplysninger, der er nævnt i
artikel 15, stk. 1, og udlevere de gældende ansøgningsformularer med udgangspunkt
i den håndbog, der udarbejdes i overensstemmelse med artikel 24, stk. 2.
Den bistandsydende myndighed bistår ansøgeren med at udfylde ansøgningen om
erstatning og sikrer i det omfang, det er muligt, at denne ledsages af de nødvendige
bilag.
Den bistandsydende myndighed foretager ingen vurdering af ansøgningen. Den kan
kun afvise ansøgningen, hvis det er åbenlyst, at ansøgningen ikke indgives i god tro.
Artikel 18
Fremsendelse af ansøgninger
Den bistandsydende myndighed fremsender ansøgningen og eventuelle bilag direkte til den
kompetente myndighed i den medlemsstat, der skal træffe afgørelse om ansøgningen, herefter
kaldet den "besluttende myndighed". Den bistandsydende myndighed fremsender samtidig
følgende oplysninger til den besluttende myndighed:
a)
b)
c)
d)
navn på den kontaktperson, der behandler sagen
en liste over vedlagte bilag
oplysninger om, hvorvidt der ansøges om forskud, og
eventuelt angivelse af, på hvilket sprog ansøgningen er udfærdiget.
Artikel 19
Modtagelse af ansøgninger
Så snart den besluttende myndighed har modtaget de oplysninger, der er nævnt i artikel 18,
fremsender den besluttende myndighed snarest muligt følgende oplysninger direkte til den
bistandsydende myndighed:
a)
b)
c)
navn på den kontaktperson, der behandler sagen
en kvittering for modtagelse af ansøgningen
om muligt en foreløbig angivelse af den frist, inden for hvilken der vil blive truffet
afgørelse om ansøgningen, og i givet fald samme oplysning om afgørelsen om en
anmodning om forskud, og
eventuelt en anmodning om yderligere oplysninger.
Artikel 20
Anmodning om yderligere oplysninger
Den bistandsydende myndighed bistår ansøgeren med at efterkomme en anmodning om
yderligere oplysninger fremsat af den besluttende myndighed og med efterfølgende så hurtigt
2.
3.
d)
27
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
som muligt at fremsende disse oplysninger direkte til den besluttende myndighed eventuelt
vedlagt en liste over de fremsendte bilag.
Artikel 21
Høring af ansøgeren
1.
Hvis den besluttende myndighed ønsker at høre ansøgeren i overensstemmelse med
gældende lovgivning i denne medlemsstat, skal den underrette den bistandsydende
myndighed om dette.
Efter en sådan anmodning skal den bistandsydende og besluttende myndighed
samarbejde med henblik på at organisere høringen og så vidt muligt sikre:
a)
at ansøgeren kan blive hørt af den bistandsydende myndighed i
overensstemmelse med dennes nationale lovgivning, således at denne
myndighed derefter fremsender et udskrift af høringen til den besluttende
myndighed, eller
at ansøgeren kan høres direkte af den besluttende myndighed i
overensstemmelse med dennes nationale lovgivning via en tele- eller
videokonference.
Artikel 22
Meddelelse af den endelige afgørelse
1.
2.
Den besluttende myndighed sender afgørelsen og et udskrift af afgørelsen til
ansøgeren og den bistandsydende myndighed, så snart afgørelsen er truffet.
Bestemmelserne i stk. 1 gælder også en eventuel særskilt afgørelse om en anmodning
om forskud.
Artikel 23
Øvrige bestemmelser
1.
De oplysninger, som myndighederne fremsender til hinanden ifølge artikel 18-22,
skal affattes på et sprog, som den myndighed, oplysningerne sendes til, har oplyst at
kunne acceptere, bortset fra:
a)
b)
c)
2.
ansøgningsformularerne og de vedlagte bilag, der skal affattes på et af
sprogene i artikel 14, stk. 3,
den fulde ordlyd af den afgørelse, som den besluttende myndighed har truffet,
således at sproget bestemmes af dens nationale lovgivning
udskrifter udfærdiget efter en høring i overensstemmelse med artikel 21, stk. 2,
litra a), hvor sproget bestemmes af den bistandsydende myndighed.
2.
b)
Tjenester ydet af den bistandsydende myndighed i overensstemmelse med artikel 16-
22 kan ikke give anledning til krav til ansøgeren eller den besluttende myndighed om
betaling af afgifter eller omkostninger.
Ansøgningsformularer og alle bilag fremsendt i overensstemmelse med artikel 18-22
fritages for krav om bekræftelse af ægthed og andre lignende formaliteter.
3.
28
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
A
FSNIT
3
G
ENNEMFØRELSESBESTEMMELSER
Artikel 24
Oplysninger til Kommissionen
1.
Medlemsstaterne skal senest den 31. december 2004 sende følgende til
Kommissionen:
a)
en liste over de myndigheder, der er oprettet eller udpeget i overensstemmelse
med artikel 14, stk. 1, og artikel 16, stk. 2, med angivelse af hvilke(t) sprog,
myndighederne kan acceptere med henblik på artikel 18-22, samt med
oplysning om disse myndigheders eventuelle særlige og territoriale jurisdiktion
oplysninger ifølge artikel 15, stk. 1, og
formularer til ansøgning om erstatning.
b)
c)
Medlemsstaterne skal underrette Kommissionen om enhver senere ændring af disse
oplysninger.
2.
Kommissionen udarbejder i samarbejde med medlemsstaterne og inden for
rammerne af det europæiske retlige netværk for civil- og handelssager oprettet ved
beslutning 2001/470/EF en håndbog med de oplysninger, som medlemsstaterne har
fremsendt i overensstemmelse med stk. 1, og offentliggør den på internettet.
Kommissionen arrangerer den nødvendige oversættelse af denne håndbog.
Artikel 25
Centrale kontaktpunkter
Medlemsstaterne udpeger et centralt kontaktpunkt til at
a)
b)
c)
medvirke ved gennemførelsen af artikel 24, stk. 2,
fremme af et tæt samarbejde og udveksling af oplysninger mellem de bistandsydende
og de besluttende myndigheder i medlemsstaterne, og
bistå med løsning af problemer, der måtte opstå ved gennemførelsen af artikel 16-22.
Kontaktpunkterne mødes regelmæssigt inden for rammerne af det europæiske netværk i civil-
og handelsretlige sager.
Artikel 26
Gunstigere bestemmelser
1.
Dette direktiv er ikke til hinder for, at medlemsstaterne:
a)
indfører eller bevarer gunstigere bestemmelser til fordel for ofre for
forbrydelser eller andre personer, der berøres af en forbrydelse
29
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
b)
indfører eller bevarer bestemmelser om erstatning til personer, der er blevet
påført skade uden for deres land, eller personer, som berøres af en sådan
forbrydelse, på vilkår som medlemsstaterne selv fastsætter
for så vidt sådanne bestemmelser er forenelige med dette direktiv.
2.
Gennemførelsen af dette direktiv må ikke tjene som påskud for at gøre allerede
eksisterende bestemmelser om erstatning til ofre for forbrydelser eller andre
personer, der berøres af en forbrydelse, mindre gunstige.
Artikel 27
Gennemførelse
1.
Medlemsstaterne sætter de love og administrative bestemmelser i kraft, der er
nødvendige for at efterkomme dette direktiv, senest den 30. juni 2005. De underretter
straks Kommissionen herom.
Medlemsstaterne kan bestemme, at bestemmelserne kun skal gælde ansøgere, der har
været offer for en forbrydelse begået efter den frist, der er nævnt i stk. 1.
Disse love og administrative bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en
henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan
henvisning. De nærmere regler for denne henvisning fastsættes af medlemsstaterne.
Medlemsstaterne sender Kommissionen de vigtigste nationale retsforskrifter, de
udsteder på direktivets område.
Artikel 28
Ikrafttrædelse
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i
De Europæiske
Fællesskabers Tidende.
Artikel 29
Adressater
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den .
2.
3.
4.
På Rådets vegne
Formand
30