PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Europaudvalget 2002-03
S 3780
Offentligt

Spm. nr. S 3780

Til statsministeren (27/6 03) af:

Peter Skaarup

(DF):

»Kan statsministeren bekræfte, at grundlovens § 20 alene kan anvendes til at afgive suverænitet i nærmere bestemt

omfang - og ikke i ubestemt omfang, og vil statsministeren i forlængelse heraf redegøre for, hvorvidt det er regeringens

opfattelse, at bestemmelsen om afgivelse af suverænitet i nærmere bestemt omfang kan indebære afgivelse af

suverænitet i form af en gradvis udtynding af Danmarks mulighed for suverænt at lovgive på områder, hvor

kompetencerne i fremtiden vil være delte mellem EU og Danmark, og hvor det af forfatningsudkastet fremgår, at

Danmark mister retten til at lovgive på områderne i takt med, at EU lovgiver?«

Begrundelse

Det fremgår af grundlovens § 20, at suverænitet alene kan afgives i nærmere bestemt omfang. I EU-Konventets

forfatningsudkast artikel I-13 beskrives områder med delt kompetence. Det fremgår af artikel I-11,2, at for så vidt angår

delt kompetence udøver medlemsstaterne deres kompetence hvis og i det omfang, at Unionen ikke har udøvet sin. Med

andre ord reduceres medlemsstaternes kompetencer gradvist i et ikke nærmere bestemt omfang. I forbindelse med

afgivelsen af suverænitet kan det ikke umiddelbart sluttes, hvor langt suverænitetsafgivelsen rækker.

Dertil kommer, at det af forfatningstraktatens artikel I,17 fremgår, at »såfremt en handling fra Unionens side viser sig

påkrævet inden for rammerne, af de politikker, der er fastlagt i tredje del, for at virkeliggøre et af målene i denne

forfatning, og forfatningen ikke indeholder fornøden hjemmel hertil, træffer Rådet på forslag af Kommissionen og efter

at have indhentet godkendelse fra Europa-Parlamentet med enstemmighed passende bestemmelse herom.« Det er

spørgerens opfattelse, at denne gummiparagraf heller ikke kan siges at ligge inden for grundlovens bestemmelser om

suverænitetsafgivelse i nærmere bestemt omfang.

Svar (7/8 03)

Statsministeren

(Anders Fogh Rasmussen):

Det europæiske Konvents udkast til traktat om indførelse af en forfatning for Europa (udkast til forfatningstraktat) vil

danne udgangspunkt for indkaldelse af en regeringskonference, der skal forhandle og undertegne et endeligt udkast til

nyt traktatgrundlag for EU-samarbejdet.

Når regeringskonferencens endelige udkast til en forfatningstraktat foreligger, vil Justitsministeriet – som oplyst i min

besvarelse den 16. juni 2003 af spørgsmål nr. S 3745 stillet af spørgeren – i overensstemmelse med sædvanlig praksis

udarbejde en redegørelse om de forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med Danmarks ratifikation.

Justitsministeriet har imidlertid til brug for besvarelsen generelt oplyst følgende om grundlovens § 20:

»Bestemmelsen i grundlovens § 20 har følgende ordlyd:

»§

20.

Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang

overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af

mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

Stk. 2.

Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af folketingets medlemmer. Opnås et sådant

flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget,

forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.«

Grundlovens § 20 opstiller de betingelser, der skal være opfyldt for, at der til en mellemfolkelig myndighed kan

overlades beføjelser, der efter grundloven tilkommer rigets myndigheder.

En af de betingelser, der følger af bestemmelsen i § 20, er det såkaldte bestemthedskrav, hvorefter beføjelser, der efter

grundloven tilkommer rigets myndigheder, kun kan overlades »i nærmere bestemt omfang«. Om dette krav anfører

Højesteret i den såkaldte Maastricht-sag (Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 800) bl.a. i præmis 9.2 følgende:

»Udtrykket »nærmere bestemt omfang« må forstås således, at der skal foretages en positiv afgrænsning af de overladte

beføjelser dels med hensyn til sagsområder, dels med hensyn til beføjelsernes karakter. Afgrænsningen skal gøre det

muligt at vurdere suverænitetsafgivelsens omfang. Sagsområderne kan beskrives i rummelige kategorier, og det kan ikke

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

kræves, at omfanget af suverænitetsafgivelsen er angivet så præcist, at der ikke kan blive tale om skøn eller

fortolkningstvivl. De overladte beføjelser kan angives ved henvisning til en traktat.

Bestemthedskravet i § 20, stk. 1, udelukker, at det overlades til den internationale organisation selv at bestemme

omfanget af sine beføjelser.

Udtrykket »nærmere bestemt omfang« kan ikke forstås således, at beføjelser, der tilkommer rigets myndigheder, kun kan

overlades til en international organisation i begrænset - dvs. mindre – omfang.«

Grundlovens § 20 finder bl.a. anvendelse ved overladelse af beføjelser til en mellemfolkelig myndighed i tilfælde, hvor

det er op til den mellemfolkelige myndighed at tage stilling til, på hvilket tidspunkt den kompetence, der ligger inden for

rammerne af de overladte beføjelser, skal benyttes. Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til Henrik Zahle, Juristen

1992, Suverænitets-overladelse: Tidspunktet for overladelsen, side 243 ff., der bl.a. anfører følgende (side 245):

»At kompetencen

overlades,

kan indebære, at der etableres en dansk in-kompetence. Eller at overladelsen blot medfører,

at den supranationale myndighed nu er beføjet til at træffe beslutning indenfor det pågældende kompetenceområde, uden

at den pågældende kompetence af den grund er bortfaldet. Eller mest praktisk, at det er op til den supranationale

myndighed at tage stilling til, hvornår og hvordan kompetencen skal udnyttes, og indtil en sådan udnyttelse er sket,

består den nationale kompetence, men efter udnyttelsen er sket, er den nationale kompetence i større eller mindre omfang

begrænset. Der kan bestå forskellige former for konkurrerende kompetence.

Grundlovens § 20’s procedure for overladelse kan således anvendes, selvom den supranationale myndighed ikke

umiddelbart efter overladelsen optager det pågældende emne til regulering i overensstemmelse med sin kompetence, jfr.

herved Poul Andersen 1958 s. 497, Max Sørensen 1973 s. 317, Zahle 1989 s. 149.«

I tilfælde, hvor det er op til den mellemfolkelige myndighed at tage stilling til, på hvilket tidspunkt den kompetence, der

ligger inden for rammerne af de overladte beføjelser, skal benyttes, vil det i forhold til det omtalte bestemthedskrav være

afgørende, om de beføjelser, som overlades og som den mellemfolkelige myndighed herefter kan vælge at benytte, er af

»nærmere bestemt omfang«.«

Justitsministeriet har endvidere oplyst følgende om de bestemmelser i udkastet til forfatningstraktat, der er henvist til i

spørgsmålet:

»I udkastet til forfatningstraktat er Unionens tre kompetencekategorier traktatfæstet: den eksklusive kompetence, den

delte kompetence og den understøttende kompetence. Den eksklusive kompetence og delte kompetence er fastslået i EF-

Domstolens praksis. Unionens delte kompetence defineres i artikel I-11. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

»Når Unionen i forfatningen på et bestemt område tildeles en kompetence, som den deler med medlemsstaterne, har

Unionen og medlemsstaterne beføjelse til at lovgive og vedtage juridisk bindende retsakter på dette område.

Medlemsstaterne udøver deres kompetence, i det omfang Unionen ikke har udøvet sin eller er ophørt med at udøve den.«

I overensstemmelse med EF-Domstolens praksis fastslås det i 2. punktum, at medlemsstaterne kun udøver deres

kompetence, hvis og i det omfang Unionen ikke udøver sin. Bestemmelsen er således ikke til hinder for, at

medlemsstaterne f.eks. indfører strengere miljøkrav på områder, hvor Unionen alene har fastsat en minimumsregulering.

I artikel I-13, stk. 2, opregnes de hovedområder, hvor der er delt kompetence mellem Unionen og medlemsstaterne. De

opregnede hovedområder er – bortset fra området med frihed, sikkerhed og retfærdighed for så vidt angår søjle

3-samarbejdet samt fælles sikkerhedsproblemer på folkesundhedsområdet – allerede i dag omfattet af den delte

kompetence mellem EU og medlemsstaterne.

Det skal understreges, at i medfør af princippet om kompetencetildeling, jf. artikel I-9, kan Unionen kun handle inden for

rammerne af de beføjelser, som medlemsstaterne har tildelt den i forfatningen. Beføjelser, der ikke er tildelt Unionen i

forfatningstraktaten, forbliver hos medlemsstaterne. I overensstemmelse hermed er det i artikel I-11, stk. 6, præciseret, at

omfanget af og de nærmere bestemmelser for Unionens udøvelse af beføjelser fastlægges i de specifikke bestemmelser

for de enkelte områder i forfatningens del III. Unionen kan ikke aflede nogen beføjelser af artikel I-11 og artikel I-13.

Omfanget af Unionens beføjelser – også på området for Unionens delte kompetence – afgrænses således i de enkelte

bestemmelser, der fastlægger Unionens politikker og funktionsmåde i del III.

Artikel I-17 indeholder Unionens fleksibilitetsbestemmelse. Efter denne bestemmelse kan Unionen træffe beslutning,

hvis en handling fra Unionens side viser sig påkrævet

inden for rammerne af de politikker, der er fastlagt i del III, for at

nå et af målene i forfatningen,

og forfatningen ikke indeholder fornøden hjemmel hertil. Derudover er der indsat en ny

bestemmelse i artikel I-17, hvorefter bestemmelser, der vedtages på grundlag af denne artikel, ikke kan omfatte

harmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser i de tilfælde, hvor en sådan harmonisering ikke

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

er mulig efter forfatningen. Der lægges med udkastet til forfatningstraktat op til, at artikel I-17 skal afløse den gældende

artikel 308 i EF-traktaten, hvorefter Fællesskabet kan træffe en beslutning, hvis en handling fra Fællesskabets side viser

sig påkrævet

for at virkeliggøre et af Fællesskabets mål inden for fællesmarkedets rammer,

og traktaten ikke indeholder

fornøden hjemmel hertil.«