Europaudvalget 2003-04
EUU Alm.del Bilag 188
Offentligt
1465031_0001.png
PDF udgave (1544 KB)
merne af Folketingets Europaudvalg
stedfortrædere
Journalnummer
400.C.2-0
Kontor
EUK
13. november 2003
Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg den 21. november 2003 – dagsordenspunkt
rådsmøde (retlige og indre anliggender) samt møde i Det Blandede Udvalg på ministerniveau med
deltagelse Norge og Island den 27.-28. november 2003 – vedlægges notat vedrørende de sager
inden for Justitsministeriets og Indenrigs- og Sundhedsministeriets ansvarsområder, som forventes
optaget på dagsordenen.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465031_0002.png
Kære udenrigsminister.
Vedlagt sender jeg aktuelt notat vedrørende de sager inden for Justitsministeriets samt Indenrigs- og
Sundhedsministeriets ansvarsområder, der forventes behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender)
den  27.-28.  november  2003,  idet  jeg  skal  anmode  om,  at  materialet  oversendes  til  Folketingets
Europaudvalg.
Det bemærkes, at det aktuelle notat ligeledes vil blive oversendt til Folketingets Retsudvalg.
Med venlig hilsen
Lene Espersen
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465031_0003.png
Oversigt over aktuelle notater vedrørende de sager inden for Justitsministeriets
samt Indenrigs- og Sundhedsministeriets ansvarsområder, der forventes
behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i Det Blandede
Udvalg på ministerniveau med deltagelse af Norge og Island den 27.-28.
november 2003.
Side:
5-20
Dagsordenspunkt 1
21-24
Dagsordenspunkt 2
25-27
Dagsordenspunkt 3
28-30
Dagsordenspunkt 4
Rådets forordning om kompetence og om
anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser i ægteskabssager og i sager
vedrørende forældreansvar
og
m ophævelse
o
af forordning (EF) nr. 1347/2000
[…].
Forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse
af  medlemsstaterne  til  i  Det  Europæiske
Fællesskabs interesse at ratificere eller tiltræde
konventionen  om  retternes  kompetence,
lovvalg,  anerkendelse  og  fuldbyrdelse  af
retsakter  samt  om  samarbejde  vedrørende
forældremyndighed  og  foranstaltninger  til
beskyttelse
af
mindreårige
(Haagerkonventionen  af  1996)  (KOM(2003)
348 endelig af 17. juni 2003).*
Forslag til Rådets beslutning om bemyndigelse
af  medlemsstaterne  til  i  Det  Europæiske
Fællesskabs interesse at undertegne, ratificere
eller  tiltræde  protokollen  af  2003  til  den
internationale konvention om oprettelse af en
international fond for erstatning af skader ved
olieforurening af 1992 og om bemyndigelse af
Luxembourg og Østrig til i Det Europæiske
Fællesskabs   interesse   at   tiltræde   de
underliggende konventioner (KOM (2003) 534
endelig af 8. september 2003).
*
Forslag   til   Rådets   afgørelse   om   Det
Europæiske   Fællesskabs   indgåelse   af
protokollen af 2002 til Athen-konventionen af
1974 om søtransport af passagerer og deres
bagage (KOM (2003) 375 endelig af 24. juni
2003)*
3
31-34
Dagsordenspunkt 5
Forslag   til   Rådets   afgørelse   om   Det
Europæiske   Fællesskabs   indgåelse   af
konventionen om international garantistillelse
for  mobilt  udstyr  og  protokollen  til  nævnte
konvention   om   specifikke   forhold   for
flymateriel,  vedtaget  i  Cape  Town  den  16.
november  2001  under  UNIDROIT’s  og
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465031_0004.png
35-37
Dagsordenspunkt 6
38-47
Dagsordenspunkt 7
48-65
66-74
Dagsordenspunkt 8
Dagsordenspunkt 9
75-82
Dagsordenspunkt 10
Dagsordenspunkt 11
Dagsordenspunkt 12
83-92
93-107
108-111
Dagsordenspunkt 13
112-122
Dagsordenspunkt 14
123-124
Dagsordenspunkt 15
125-126
Dagsordenspunkt 16
organisationen   for   international   luftfarts
(ICAO’s) fælles auspicier (KOM (2002) 1308
endelig af 17. december 2002).*
Henstilling  med  henblik  på  Rådets  afgørelse
om bemyndigelse af Kommissionen til på Det
Europæiske  Fællesskabs  vegne  at  indlede
forhandlinger om vedtagelse af en konvention
om værnetingsklausuler inden for rammerne af
Haagerkonferencen om international privatret
(KOM (2003) 917 endelig af 26. august 2003).*
Rådets  forordning  om  indførelse  af  et
tvangsfuldbyrdelsesdokument  for  ubestridte
krav (KOM(2002) 159 endelig af 18. april 2002
og KOM(2003) 341 endelig af 11. juni 2003) .*
Forslag  til  Rådets  direktiv  om  erstatning  til
ofre for forbrydelser (KOM (2002) 562 endelig
udgave af 21. oktober 2002).
Rammeafgørelse    om    fastsættelse    af
mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle
handlinger,  og  for  straffene  for  ulovlig
narkotikahandel.
Rammeafgørelse    om    ”ne    bis    in
idem”-princippet (princippet om den negative
retsvirkning af strafferetlige afgørelser).
Rammeafgørelse om styrkelse af strafferetlige
rammer til bekæmpelse af forurening fra skibe
Rammeafgørelse  om  fuldbyrdelse  i  Den
Europæiske   Union   af   afgørelser   om
konfiskation.
Aftale  mellem  EU  og  Norge  og  Island
vedrørende gensidig retshjælp i straffesager.
Protokol  om  ændring  af  visse  dele  af
Europol-konventionen.
Redegørelse  for  mødet  i  Task  Forcen  af
Europæiske Politichefer  den 6. - 7.  oktober
2003.
Rådets   resolution   om   udstationering   af
narkotikaforbindelsesofficerer til Albanien.
4
127-128
Dagsordenspunkt 17
129-130
Dagsordenspunkt 18
131-132
Dagsordenspunkt 19
Rådets  resolution  vedrørende  uddannelse  af
personer fra de retshåndhævende myndigheder
i narkotikabekæmpelse.
Rådets   resolution   om   forholdet   mellem
narkotikamisbrug og færdselsulykker.
Årsberetning   2003   fra   Det   Europæiske
Overvågningscenter   for   Narkotika   og
Narkotikamisbrug  om  narkotikasituationen  i
Den  Europæiske  Union  og  Norge  samt
årsberetning   om   narkotikasituationen   i
tiltrædelses-  og  ansøgerlandene   til  Den
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465031_0005.png
133-134
Dagsordenspunkt 20
135-136
Dagsordenspunkt 21
137-138
Dagsordenspunkt 22
139-140
Dagsordenspunkt 23
141-143
Dagsordenspunkt 24
144-145
Dagsordenspunkt 25
146-148
Dagsordenspunkt 26
149-150
Dagsordenspunkt 27
151-153
Dagsordenspunkt 28
154-157
Dagsordenspunkt 29
158-160
Dagsordenspunkt 30
Europæiske Union. om  trusselsvurderingen
Europols   rapport
vedrørende terrorisme.
Strategiske anbefalinger vedrørende terrorisme.
Trusselsvurdering vedrørende terrorisme.
Opdatering af liste over terroristorganisationer
til brug for de retshåndhævende myndigheders
samarbejde.
Retningslinier     for     udarbejdelse     af
EU-kompendium  om  trusselsvurderinger  i
forbindelse  med  bekæmpelsen  af  terrorisme
samt EU-kompendiet for 2. halvår 2003.
Åben trusselsvurdering vedrørende terrorisme.
Opfølgning på Rådets konklusioner i anledning
af  evalueringen  af  Belgiens,  Hollands  og
Luxembourgs
anvendelse
af
Schengen-reglerne.
Rådets   konklusioner   i   anledning   af
evalueringen     af     anvendelsen     af
Schengen-reglerne i Portugal.
Beretning om forvaltningen (anlæg og drift) af
C.SIS i 2002.
Udvikling af SIS II.
Mødet  på  ministerniveau  med  de  vestlige
Balkan-lande den 28. november 2003.
5
Dagsordenspunkt 1: Rådets forordning om kompetence og om anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende
forældreansvar
og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000
[…]
.
Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv.
1. Baggrunden for forslaget.
På mødet i Det Europæiske Råd i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999 om
oprettelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i den Europæiske Union,
tilkendegav Det Europæiske Råd bl.a., at øget gensidig anerkendelse af retsafgørelser
og domme i kombination med indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning
kan  lette  samarbejdet  mellem  de  nationale  myndigheder  og  fremme  den  retlige
beskyttelse af den enkeltes rettigheder. Det Europæiske Råd udtalte derfor, at man
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465031_0006.png
støttede princippet om gensidig anerkendelse, som bør være ”hjørnestenen” inden for
EU på både det civilretlige og strafferetlige område. Det Europæiske Råd opfordrede
herefter Kommissionen til bl.a. at:
”fremsætte  et  forslag  om  yderligere  begrænsning  af  de  mellemliggende
foranstaltninger, der stadig kræves for at muliggøre anerkendelse og fuldbyrdelse af en
afgørelse  eller  en  dom  i  den  anmodede  stat.  Som  et  første  skridt  bør  disse
mellemliggende procedurer afskaffes for så vidt angår afgørelser om mindre krav på
handels- og forbrugerområdet samt med hensyn til visse retsafgørelser i familietvister
(f.eks. krav vedrørende underholdsbidrag og samværsret). Sådanne afgørelser vil da
blive automatisk anerkendt i hele EU uden mellemliggende procedurer eller grunde til
at nægte fuldbyrdelse. I forbindelse hermed kan der fastlægges minimumsstandarder
for specifikke aspekter af den civile retspleje”.
På  det  familieretlige  område  fastsætter  Rådets  forordning  (EF)  nr.  1347/2000
(Bruxelles  II-forordningen)  regler  for  kompetence,  automatisk  anerkendelse  og
forenklet fuldbyrdelse af visse retsafgørelser, der træffes i forbindelse med skilsmisse
eller separation. Specielt hvad angår forældremyndighed, er forordningen begrænset til
at omfatte afgørelser om forældremyndighed over ægtefællernes fælles børn, som er
afsagt i forbindelse med ægteskabssager. Forordningen trådte i kraft den 1. marts 2001.
På grundlag af Rådets Bruxelles II-forordningen forelagde Frankrig den 3. juli 2000 et
forslag   til   forordning,   der   tager   sigte   på,   gennem   afskaffelse   af
fuldbyrdelsesproceduren, at lette samværsretten over grænserne, når det drejer sig om
børn af skilte eller separerede forældre4.
Rådet (retlige og indre anliggender) vedtog på sit møde den 28.-29. november 2000 et
program  for  tilrettelæggelsen  af  det  fremtidige  arbejde  vedrørende  gensidig
anerkendelse af afgørelser inden for fire arbejdsområder, idet det endelige mål var
afskaffelse af fuldbyrdelsesproceduren for alle afgørelser5. Programmets område 2 er
baseret  på  Bruxelles  II-forordningen,  og  første  etape  omfatter  en  udvidelse  af
6
anvendelsesområdet for forordningen, således at den ikke kun omfatter skilsmisse og
afskaffelse af fuldbyrdelsesproceduren i forbindelse med afgørelser om samværsret.
Ved  samme  lejlighed  fastslog  Rådet,  at  arbejdet  med  det  franske  initiativ  om
samværsret   burde   videreføres   sideløbende   med   arbejdet   med   at   udvide
anvendelsesområdet for den nævnte forordning.
Den 6. september 2001 fremsatte Kommissionen et forslag til Rådets forordning om
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende
forældremyndighed ("Kommissionens forslag vedrørende forældreansvar")
6
.
Det nuværende forslag er fremsat af Kommissionen den 3. maj 2002. Forslaget udvider
reglerne for anerkendelse og fuldbyrdelse i Bruxelles II-forordningen til at omfatte alle
retsafgørelser om forældremyndighed, idet der fastsættes fælles regler for kompetence
og for øget samarbejde mellem myndighederne.
På rådsmødet den 28.-29. november 2002 (retlige og indre anliggender) opnåedes der
politisk enighed om reglerne om børnebortførelser. Dette indebar bl.a. enighed om
indsættelse af to nye bestemmelser i kapitel II.
Kommissionens nye  forslag  tager  sigte  på anerkendelse  og  fuldbyrdelse  inden  for
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465031_0007.png
Fællesskabetomafgørelser i ægteskabssager og i sager om ”forældreansvar”
7
, baseret på
fælles regler af retlig kompetence.
Hvad  angår  ægteskabssager,  er  de  relevante  bestemmelser  overtaget  fra  Rådets
forordning (EF) nr. 1347/2000. Forslagets regler om forældreansvar bygger på de
eksisterende regler om forældremyndighed i forbindelse med skilsmisseprocedurerne i
Bruxelles II-forordningen, og samler de to forslag, der er under drøftelse. Bruxelles
II-forordningen er således indeholdt i forslaget, og vil blive ophævet, hvis forslaget
vedtages.
Efter  artikel  1  i  protokollen  om  Danmarks  stilling,  der  er  knyttet  til
Amsterdam-traktaten, deltager Danmark ikke i Rådets vedtagelse af foranstaltninger,
der  foreslås  i  henhold  til  afsnit  IV  i  EF-traktaten.  Da  retsgrundlaget  for
Kommissionens forslag er  EF-traktatens artikel 65, jf.  artikel 61, litra  c), deltager
Danmark ikke i en kommende vedtagelse af forordningen, der således ikke vil være
bindende for eller finde anvendelse i Danmark.
Efter artikel 3 i protokollen om Det forenede Kongerige og Irlands stilling, der er
knyttet til Amsterdam-traktaten, har disse lande meddelt, at de ønsker at deltage i
vedtagelsen og anvendelsen af forslaget.
På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5. – 6. juni 2003 blev der opnået
enighed  om  en  række  udestående  spørgsmål,  herunder  om  indførelsen  en  særlig
konsultationsprocedure i forbindelse med plejeanbringelse i en anden medlemsstat,
samt en bestemmelse svarende til forslagets artikel 11, hvorefter kompetencen i en
periode forbliver i det land, barnet flytter fra, når barnet lovligt er flyttet til et nyt land.
Der blev endvidere opnået enighed om at sikre parterne en begrænset adgang til at
7
aftale værneting også i tilfælde, hvor barnet har sædvanligt opholdssted i et land uden
for EU, som ikke har tiltrådt Haagerkonventionen af 1996.
I forlængelse heraf bekræftede Rådet, at der herefter var politisk enighed om forslaget
som sådan. Rådet vedtog endvidere, at forslaget efter den endelige behandling af en
række tekniske spørgsmål om muligt vil skulle vedtages på rådsmødet (retlig og indre
anliggende) i oktober måned 2003  med ikrafttræden den 1. juli 2004.
På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2. – 3. oktober 2003 blev der opnået end
politisk enighed om forslaget. Det forventes på denne baggrund, at forslaget vil blive fore
rådsmødet (retlige og indre anliggender)den
27.– 28. november 2003
med henblik på
vedtagelse.
2. Forordningsforslagets indhold.
2.1. Indledning.
I  det  følgende  gennemgås  bestemmelserne  i  Kommissionens  forslag  kort  under
anvendelse af den nummerering, som forslaget havde på rådsmødet (retlige og indre
anliggender) den 5. – 6. juni 2003. Som nævnt ovenfor er en del af de relevante
bestemmelser  vedrørende  ægteskabssager  og  visse  bestemmelser  vedrørende
forældreansvar overtaget  fra Bruxelles  II-forordningen, der  som nævnt  allerede er
gældende. Disse bestemmelser vil derfor ikke blive gennemgået nærmere. Særlig for så
vidt angår de overførte regler vedrørende forældreansvar henledes opmærksomheden
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465031_0008.png
imidlertid II-forordningen efter forslaget vil finde anvendelse på alle civile forhold omtil
Bruxelles på, at disse regler som følge af udvidelsen af anvendelsesområdet i forhold
forældreansvar, idet det ikke længere er en forudsætning, at der er tilknytning til en
skilsmissesag m.v.
2.2. Kapitel I – Anvendelsesområde, definitioner og grundlæggende principper.
Artikel  1  fastsætter  forordningens  anvendelsesområde,  der  i  forhold  til  Bruxelles
II-forordningen  udvides  til  også  at  omfatte  alle  civile  forhold  vedrørende
forældreansvar, idet det ikke længere er en forudsætning, at der er tilknytning til en
skilsmissesag m.v. I stk. 1a opregnes en række eksempler på forhold, der omfattes af
anvendelsesområdet i forhold til sager om forældreansvar. I stk. 2 angives endvidere en
liste over forhold, der ikke omfattes.
Forordningen omfatter ikke kun retssager, men også administrative procedurer, hvor
disse anvendes i henhold til den nationale lovgivning.
I artikel  2  fastsættes  en  række  definitioner  af  begreberne  ret  og  retsafgørelse,
medlemsstat,    domsstat    og    fuldbyrdelsesmedlemsstat,    forældremyndighed
(forældreansvar), indehaver af forældremyndighed, retten til at bestemme, hvor barnet
skal bo (forældremyndighed), samværsret, og barnebortførelser.
8
Artikel 3 og 4 (udgået).
2.3. Kapitel II – Kompetence.
2.3.1. Afdeling 1 – Skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab.
Bestemmelserne  i  dette  afsnit  er  en  gentagelse  af  bestemmelserne  vedrørende
skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab i kapitel II, afdeling 1, i Rådets
forordning (EF) nr. 1347/2000:
Artikel 5 om generel kompetence svarer til artikel 2 i Bruxelles II-forordningen, artikel
6 om modkrav svarer til artikel 5 i Bruxelles II-forordningen, artikel 7 om ændring af
separation til skilsmisse svarer til artikel 6 i Bruxelles II-forordningen, artikel 8 om de i
artikel  5-7  indeholdte  kompetencereglers  eksklusive  karakter  svarer  til  artikel  7  i
Bruxelles  II-forordningen  og  artikel  9  om  anden  kompetence  svarer  til  Bruxelles
II-forordningens artikel 8.
2.3.2. Afdeling 2 – Forældreansvar.
Artikel 10 fastsætter den grundlæggende regel om, at det er retterne i den medlemsstat,
hvor et barn har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen indbringes for
retten,  der  har  kompetencen  til  at  træffe  afgørelse  om  spørgsmål  vedrørende
forældreansvar. Undtagelser herfra gøres i artikel 11, 11a og 12, ligesom det i artikel 15
fastsættes, at der i visse tilfælde kan ske overførsel af en sag til en ret, der er bedre egnet
til at behandle denne.
Artikel 11 fastsætter som en undtagelse til artikel 10, at kompetencen i tilfælde, hvor
barnet  lovligt  flytter  fra  én  medlemsstat  til  en  anden  og  tager  nyt  sædvanligt
opholdssted dér, i en periode på 3 måneder forbliver hos den første medlemsstat, for så
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465031_0009.png
vidt angår adgangen til at foretage ændringer i en afgørelse om samværsret afsagt i den
første  medlemsstat,  mens  barnet  endnu  havde  sit  faste  opholdssted  dér,  når
indehaveren  af  samværsretten  fortsat  har  sit  sædvanlige  opholdssted  i  denne
medlemsstat . Dette gælder dog ikke, hvis indehaveren af samværsretten har accepteret
kompetencen for retterne i den anden medlemsstat ved at give møde i retten uden at
anfægte rettens kompetence.
Artikel 11a omhandler reglerne om kompetence i sager om barnebortførelser. Det
fremgår heraf, at kompetencen i sådanne sager som udgangspunkt forbliver i barnets
oprindelsesland.
Undtagelse herfra gøres kun, når barnet har fået sædvanligt opholdssted i en anden
medlemsstat, og a) hver forældremyndighedsindehaver – herunder fysiske personer og
institutioner – og andre har affundet sig med fjernelsen eller tilbageholdelsen, eller b)
barnet  har  boet  i  den  nye  medlemsstat  i  mindst  et  år  efter,  at  indehaveren  af
forældremyndighed har fået eller burde have fået kendskab til barnets opholdssted, og
barnet er faldet til i sine nye omgivelser.
9
I sidstnævnte tilfælde kræves det dog yderligere, at en af følgende betingelser er opfyldt:
i) der er ikke inden et år efter, at forældremyndighedsindehaveren har fået eller burde
have  fået  kendskab  til  barnets  opholdssted,  fremsat  nogen  anmodning  om
tilbagegivelse over for de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvortil barnet er
fjernet eller, hvor det tilbageholdes, ii) indehaveren af forældremyndighed har trukket
sin anmodning om tilbagegivelse tilbage, og der ikke er indgivet en ny anmodning
inden for det tidsrum, der er omhandlet i nr. i), iii) en sag anlagt ved retten i barnets
oprindelsesland er afsluttet i henhold til artikel 11b, stk. 7, eller iv) der er af retterne i
barnets  oprindelsesland    truffet  en  afgørelse  om  forældremyndighed,  der  ikke
indebærer tilbagegivelse af barnet.
På internationalt plan tager Haagerkonventionen af 1980, der er blevet gennemført i
dansk ret ved lov nr. 793 af 27. november 1990 om international fuldbyrdelse af
forældremyndighedsafgørelser  m.v.,  sigte  på  efter  en  barnebortførelse  at  genskabe
status quo ved at kræve, at den stat, hvortil et barn er blevet bortført, skal beordre
øjeblikkelig tilbagegivelse af barnet. Efter artikel 12, stk. 2, i 1980-konventionen er
opholdslandet  ikke  forpligtet  til  at  beordre  barnets  tilbagegivelse,  hvis  der  på
tidspunktet  for  indgivelsen  af  anmodningen  om  tilbagegivelse  er  gået  et  år  siden
bortførelsen eller  tilbageholdelsen, og  barnet er  faldet til  i sine  nye omgivelser.  I
konventionens artikel 13 fastsættes, at opholdsstaten også kan nægte tilbagegivelse af
visse andre grunde.
Konventionen omfatter således en effektiv ad hoc-foranstaltning uden at indføre fælles
regler for kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse.
Sådanne  regler  foreslås  imidlertid  i  Haagerkonventionen  af  1996,  som  dog  giver
Haagerkonventionen  af  1980  forrang.  Artikel  7  i  Haagerkonventionen  af  1996
fastsætter,  at  kompetencen  i  børnebortførelsessager  som  udgangspunkt  forbliver  i
barnets  oprindelsesland.  Som  en  undtagelse  hertil  opregnes  den  situation,  at
tilstrækkelig lang  tid  skal  være forløbet,  og  at  der ikke  er  en  verserende sag  om
tilbagegivelse, som er fremsat inden for den fastsatte periode på et år. Dette betyder, at
kompetencen kan flytte fra det land, hvor barnet oprindeligt havde sit sædvanlige
opholdssted til det nye opholdssted, hvis der enten ikke er fremsat noget krav om
tilbagegivelse, eller at den medlemsstat, hvortil barnet er blevet bortført m.v., har
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465031_0010.png
besluttet, under anvendelse af en af undtagelserne i Haagerkonventionen af 1980, at der
foreligger en gyldig grund til ikke at tilbagegive barnet.
Begge konventioner tillader således under visse omstændigheder overførsel af
kompetence til den medlemsstat, hvortil barnet er blevet bortført.
Som det fremgår, er muligheden for, at kompetencen kan flytte efter forslaget til art. 11
a,  væsentligt mere begrænset end efter Haagerkonventionen af 1996.
Artikel  11b  fastsætter  særlige  regler,  der  finder  anvendelse,  når  en  person  eller
institution mv., der har forældremyndigheden over et bortført barn på, baggrund af
Haagerkonventionen  af  1980  om  de  civilretlige  aspekter  ved  internationale
børnebortførelser anmoder myndighederne i en medlemsstat om at træffe afgørelse om
10
tilbagegivelse af barnet. I disse sager er det således fortsat reglerne i den nævnte
konvention, der finder anvendelse – med de supplerende bestemmelser, som angives i
stk. 2-8. Stk. 2 fastsætter en pligt til som udgangspunkt at give barnet mulighed for at
blive hørt i disse sager. Efter stk. 3  skal medlemslandene behandle sådanne sager
hurtigt  og  som  udgangspunkt  træffe  afgørelse  inden  6  uger  efter  modtagelsen  af
anmodningen. Stk. 4  fastsætter, at tilbagegivelse af barnet ikke kan nægtes på grundlag
af artikel 13, litra b, i 1980-konventionen (hvorefter tilbagegivelse kan nægtes, hvis der
er alvorlig fare for at skade barnet fysisk eller psykisk), hvis det godtgøres, at der er
truffet passende foranstaltninger til beskyttelsen af barnet efter dets tilbagegivelse.
Efter stk. 5 kan tilbagegivelse ikke nægtes, uden at den person, der har anmodet om
tilbagegivelse af barnet, har haft mulighed for at blive hørt. Stk. 6 bestemmer, at sagens
dokumenter skal videresendes til myndighederne i oprindelsesstaten, hvis retten i det
land, hvor barnet opholder sig, har truffet afgørelse om ikke-tilbagegivelse. Efter stk. 7
skal parterne herefter underrettes og opfordres til inden 3 måneder at indgive indlæg til
retten, således at den kan tage stilling til spørgsmålet om forældremyndigheden over
barnet. Hvis retten i oprindelseslandet træffer en afgørelse om forældremyndigheden,
der indebærer, at barnet skal tilbagegives til dette land, vil afgørelsen efter stk. 8  være
eksigibel (fuldbyrdelig) uden eksekvatur i det land, hvor barnet opholder sig, uanset om
der i dette land måtte være truffet afgørelse om ikke-tilbagegivelse.
Haagerkonventionen af 1980 om barnebortførelser er – som det er anført - gennemført
ved lov i dansk ret. Det følger af denne konvention, at der som udgangspunkt skal ske
en øjeblikkelig tilbagegivelse af børn, der er ulovligt fjernet eller tilbageholdt. Der
gælder dog et begrænset antal undtagelser, herunder hvis der er alvorlig risiko for, at
tilbagegivelsen vil skade barnet fysisk eller psykisk eller på anden måde sætte det i en
uacceptabel situation, jf. artikel 13, litra b. Tilbagegivelse kan endvidere bl.a. nægtes,
hvis barnet modsætter sig dette, og barnet har en sådan alder og modenhed, at der bør
tages hensyn til dets mening.
Som  det  fremgår,  indeholder  artikel  11b  en  række  regler,  der  supplerer
1980-konventionen. Det  er  i  den  forbindelse  navnlig  væsentligt  at påpege,  at  det
fastslås,  at  forældremyndighedsindehaveren  har  sikkerhed  for  at  kunne  få  prøvet
spørgsmålet   om   tilbagegivelse   i   oprindelseslandet   ved   at   anlægge   en
forældremyndighedssag dér. Hvis der således afsiges en afgørelse, der indebærer, at
barnet skal tilbagegives, vil denne kunne fuldbyrdes i det land, hvor barnet opholder
sig, uanset om der tidligere måtte være truffet en afgørelse om ikke-tilbagegivelse af
barnet.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465031_0011.png
Artikel 12 omhandler behandle en sag. Efter stk.indgå 2 kan ægtefællerne vælge at skal
være kompetent til at parternes mulighed for at 1 og aftale om, at et medlemsland
acceptere,  at  skilsmisseretten  også  er  kompetent  til  at  træffe  afgørelse  om
forældreansvaret over deres fælles børn, hvis en sådan kompetence i øvrigt tjener
barnets  tarv.  Disse  bestemmelser  svarer  til  artikel  3,  stk.  2  og  3,  i  Bruxelles
II-forordningen. Efter stk. 3 kan alle indehaverne af forældreansvar aftale, at sagen skal
indbringes for retterne i en medlemsstat, som barnet har en væsentlig tilknytning til. En
sådan tilknytning kan f.eks. være baseret på det sædvanlige opholdssted for en af
indehaverne af forældreansvaret eller på barnets nationalitet. For så vidt angår sager
11
vedrørende børn med sædvanligt opholdssted i et land uden for EU, som ikke har
tiltrådt Haagerkonventionen af 1996, følger det dog af stk. 4, at sådanne aftaler især
skal anses for at tjene barnets tarv, hvor det findes umuligt at føre en retssag i det
pågældende land. Adgangen til at indgå aftaler om overførelse af kompetencer i sager,
hvor  barnet  har  sædvanligt  opholdssted  i  et  land  uden  for  EU,  som  har  tiltrådt
Haagerkonventionen af 1996, afgøres efter artikel 61a, der vedrører forordningens
forhold til denne konvention.
Artikel 13, der er underordnet i forhold til kompetencegrundlagene i de foregående
artikler, fastslår, at den medlemsstat, hvor barnet opholder sig, automatisk kan udøve
kompetence, hvis et barns sædvanlige opholdssted ikke kan fastslås. Bestemmelsen
finder også anvendelse på flygtningebørn, der er internationalt fordrevne på grund af
uroligheder i deres land, jf. stk. 2.
Efter artikel 14 afgøres spørgsmålet om kompetence i hver enkelt medlemsstat efter
statens egen lovgivning, hvis ingen ret i en medlemsstat er kompetent i medfør af
artikel 10-13.
Efter artikel 15 kan der i visse tilfælde ske overførsel af kompetencen til at afgøre en
sag  til  retten  i  en  medlemsstat,  der  er  bedre  egnet  til  at  behandle  sagen.  Den
medlemsstat, hvortil sagen kan overføres, skal have forbindelse til sagen ved: 1) at
barnet efter sagens anlæg har fået sædvanligt opholdsted i det pågældende land, 2) at
barnet tidligere har haft sit sædvanlige opholdssted i den pågældende medlemsstat, 3) at
barnet er statsborger i medlemsstaten, 4) at en af indehaverne af forældremyndigheden
har sit sædvanlige opholdssted der, eller 5) at barnet besidder ejendom der, og sagen
vedrører  denne  ejendom.  Desuden  må  overførslen  begæres  af  en  indehaver  af
forældreansvaret,  ligesom  både  den  ret,  der  foreslår,  og  den  ret,  der  godtager
overførslen, skal anse, at barnets tarv varetages på denne måde.
2.3.3. Afdeling 3 – Fælles bestemmelser.
Artikel 16 om indbringelse af en sag for retten svarer til artikel 11, stk. 4, i Bruxelles
II-forordningen. Artikel 17 om prøvelse af kompetencen svarer til artikel 9 i Bruxelles
II-forordningen. Artikel 18 om prøvelse af sagens antagelse til påkendelse svarer til
artikel 10 i Bruxelles II-forordningen.
Artikel  19  om  litispendens  og  indbyrdes  sammenhængende  krav  omfatter  samme
mekanisme som artikel 11, stk. 1-3, i Bruxelles II-forordningen, hvorved den anden ret
afgiver sin kompetence til fordel for den første ret, som sagen er indbragt for. For så
vidt angår procedurer vedrørende skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab,
anvendes mekanismen, hvis dette sker mellem de samme parter. Dette svarer til artikel
11,  stk.  1  og  2,  i  Bruxelles  II-forordningen.  Hvad  angår  procedurer  vedrørende
forældremyndighed,  anvendes   mekanismen,   hvis   disse   procedurer   vedrører
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465031_0012.png
forældremyndigheden over det samme barn.
Artikel 20 om foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, følger artikel 12 i Bruxelles
II-forordningen og foreskriver, at retterne i den medlemsstat, hvor barnet opholder sig,
12
eller  hvor  dets  ejendom  befinder  sig,  i  hastetilfælde  kan  træffe  de  nødvendige
foranstaltninger til beskyttelse af barnets person eller ejendom. Desuden fastslås det i
stk. 2, at disse foranstaltninger ophører, når de retter, der har kompetence med hensyn
til sagens substans, har truffet en afgørelse som de finder passende.
2.4. Kapitel III – Anerkendelse og fuldbyrdelse.
2.4.1. Afdeling 1 – Anerkendelse.
Bestemmelserne i dette afsnit er en gentagelse af afdeling 1 i kapitel III i Bruxelles
II-forordningen, dog således, at artikel 16 om aftaler med tredjelande er udgået.
Artikel 26 fastslår, at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, skal anerkendes i de
øvrige  medlemsstater,  uden  at  der  stilles  krav  om  anvendelse  af  en  særlig
fremgangsmåde.  Denne  artikel  svarer  til  artikel  14  i  Bruxelles  II-forordningen.
Bestemmelsen finder også anvendelse på officielt bekræftede dokumenter og forlig, der
er  indgået  for  retten.  Desuden  omfatter  bestemmelserne  om  anerkendelse  og
fuldbyrdelse.  Denne  bestemmelse  svarer  til  artikel  13,  stk.  2  og  3,  i  den  nævnte
forordning. Efter stk. 3 kan enhver berettiget part efter fremgangsmåden i afdeling 2 i
dette kapitel få fastslået, at en retsafgørelse skal anerkendes, eller at en retsafgørelse
ikke skal anerkendes, jf. dog afdeling 3 i dette kapitel. Som i artikel 22, stk. 3, i
Bruxelles II-forordningen fastslås den lokale kompetence gennem henvisning til den
interne lovgivning i den medlemsstat, proceduren foregår. I tilfælde af samværsret eller
tilbagegivelse af barnet, som er attesteret i henhold til kapitel IV, afdeling 3, vil det
imidlertid ikke længere være muligt at anmode om ikke-anerkendelse.
Artikel 27 omhandler, af hvilke grunde retterne i den stat, hvor en afgørelse søges
anerkendt, kan træffe beslutning om ikke-anerkendelse af afgørelser om skilsmisse,
separation eller omstødelse af ægteskab. Bestemmelsen svarer til artikel 15, stk. 1, i
Bruxelles II-forordningen. Artikel 28 omhandler af hvilke grunde retterne i den stat,
hvor en afgørelse søges anerkendt, kan træffe beslutning om ikke-anerkendelse af
afgørelser  om  forældreansvar.  Bestemmelsen  svarer  til  Bruxelles  II-forordningens
artikel  15,  stk.  2,  med  den  tilføjelse,  at  anerkendelse  af  afgørelser  vedrørende
plejeanbringelse  tillige  vil  kunne  nægtes,  hvis  den  i  artikel  57a  omhandlede
konsultationsprocedure ikke er blevet fulgt.
Efter artikel 29 kan kompetencen for retterne i domsstaten ikke efterprøves. Ordre
public-kriteriet, jf. artikel 27, litra a, og artikel 28, litra a, kan ikke anvendes i forhold til
regler om jurisdiktion i henhold til artikel 5-14. Bestemmelsen svarer til artikel 17 i
Bruxelles II-forordningen. Artikel 30 fastsætter, at anerkendelse af en afgørelse ikke
kan nægtes under henvisning til, at lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen
rettes til, ikke tillader skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab på samme
grundlag, hvilket svarer til artikel 18 i Bruxelles II-forordningen. Ifølge artikel 31 kan
en retsafgørelse i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet, hvilket svarer
til  artikel  19  i  den  nævnte  forordning.  Artikel  32  om  udsættelse  af  sagen  svarer
endvidere til artikel 20 i Bruxelles II-forordningen.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465031_0013.png
13
2.4.2. Afdeling 2 – Anmodning om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel.
Bestemmelserne i denne afdeling er en gentagelse af afdeling 2 og 3 i kapitel III i
Bruxelles II-forordningen:
Artikel 33 om eksigible retsafgørelser svarer til forordningens artikel 21. Artikel 34 om
retternes stedlige kompetence svarer til forordningens artikel 22, stk. 1 og 2. Artikel 35
om de procesretlige regler svarer til forordningens artikel 23. Artikel 36 om rettens
afgørelse svarer til forordningens artikel 24. Artikel 37 om underretning om afgørelsen
svarer  til  forordningens  artikel  25.  Artikel  38  om  appel  af  afgørelsen  svarer  til
forordningens  artikel  26.  Artikel  39  om  appelinstanser  samt  retsmidler  svarer  til
forordningens artikel 27. Artikel 40 om udsættelse af sagen svarer til forordningens
artikel 28. Artikel 41 om delvis fuldbyrdelse svarer til forordningens artikel 29.
2.4.3. Afdeling 2A – Fælles bestemmelser vedrørende afdeling 1 og 2.
Art. 42 – 44 vedrører regler om dokumenter, mangel på dokumenter og om visse
certifikater.
2.4.4. Afdeling 3 – Fuldbyrdelse af samværsret og tilbagegivelse af et barn.
Afdelingen fastsætter regler om fuldbyrdelse af afgørelser om samværsret, der afskaffer
fuldbyrdelsesproceduren i fuldbyrdelsesmedlemsstaten for afgørelser, som er attesteret
i domsstaten. Bestemmelserne i denne afdeling er ikke til hinder for, at en indehaver af
forældreansvar kan anmode om anerkendelse og fuldbyrdelse i overensstemmelse med
bestemmelserne i afdeling 1 og 2 i dette kapitel.
Artikel 45 fastsætter, hvilke afgørelser der omfattes af den særlige fuldbyrdelsesordning.
Det drejer sig om afgørelser om samværsret, der er tildelt en af et barns forældre og om
tilbagegivelse af et barn i medfør af en afgørelse, der beordrer barnet tilbagegivet,
truffet i henhold til artikel 11b, stk. 8.
Artikel  46  fastslår,  at  der  ikke  kræves  en  særlig  (eksekvatur)  procedure  i
fuldbyrdelsesmedlemsstaten for  anerkendelse  og  fuldbyrdelse af  samværsafgørelser,
som er attesteret i overensstemmelse med bestemmelserne i denne afdeling. Det er et
krav, at der ikke er tale om en udeblivelsesdom, og at barnet har haft mulighed for at
blive hørt under hensyntagen til dets alder og modenhed. Standardformularen i bilag
VI  skal  anvendes  til  attesteringen.  Når  sagen  involverer  en  situation  på  tværs  af
grænserne,  udstedes  attesten  af  egen  drift,  når  afgørelsen  blive  eksigibel.  Hvis
situationen efterfølgende antager en grænseoverskridende karakter, udstedes attesten på
begæring af en part.
Artikel 47 fastsætter, at den afgørelse, der er nævnt i litra b i art. 45, stk. 1 anerkendes
og fuldbyrdes i en anden medlemsstat, uden at retsafgørelsen er erklæret eksigibel. Det
er et krav, at det er attesteret i domsstaten, at barnet har haft mulighed for at blive hørt
under hensyntagen til dets alder og modenhed, at parterne har haft mulighed for at
blive hørt, og at  retten har taget hensyn til de grunde og det bevismateriale, som
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465031_0014.png
14
dannede  grundlag  for  den  retsafgørelse,  der  blev  truffet  i  medfør  af  artikel  13  i
Haagerkonventionen af 1980, jf. stk. 2.
Efter artikel 48 er det ikke muligt særskilt at påklage udstedelsen af en attest. Faktuelle
fejl i attesten kan rettes i henhold til lovgivningen i den stat, hvor den blev udstedt. For
alle tilfældes skyld følger det af artikel 49x,  at attesten kun har virkning, for så vidt at
retsafgørelsen er eksigibel. Med henblik på fuldbyrdelsen skal afgørelsen efter artikel 49
ledsages  af  attest  og,  hvor  dette  er  nødvendigt  i  tilfælde  af  samværsret,  af  en
oversættelse  af  attesten.  Kun  punkt  10  i  attesten  vedrørende  samværsret,  som
omhandler ordningerne for udøvelse af samværsret, vil eventuelt skulle oversættes.
2.4.5 Afdeling 3A – Autentiske instrumenter og indenretslige oversættelser.
Artikel 49a vedrører anerkendelse og eksigibilitet af officielt bekræftede dokumenter
samt indenretlige forlig.
2.4.6. Afdeling 4 – Andre bestemmelser.
Artikel 50 fastslår, at forordningen ikke berører fuldbyrdelsesproceduren, som skal
gennemføres i  henhold  til  lovgivningen  i  fuldbyrdelsesmedlemsstaten.  Det  fastslås
endvidere, at afgørelser, der træffes i andre medlemsstater og erklæres for eksigible eller
attesteres  i  overensstemmelse  med  forordningens  bestemmelser,  skal  fuldbyrdes  i
fuldbyrdelsesstaten på samme betingelser, som hvis de var truffet i denne medlemsstat.
Endelig fastslås det, at en afgørelse, som er attesteret i overensstemmelse med artikel
46 og 47, ikke kan fuldbyrdes, hvis den er i uoverensstemmelse med en senere eksigibel
afgørelse.
Artikel 51 fastslår, at retterne i fuldbyrdelsesmedlemsstaten kan fastlægge de praktiske
ordninger for udøvelse af samvær, hvis de nødvendige ordninger ikke er fastlagt i den
afgørelse, der er truffet af den medlemsstat, der er kompetent til at påkende sagens
realitet, og under forudsætning af at de væsentlige elementer i den pågældende afgørelse
er overholdt. De praktiske ordninger ophører med at finde anvendelse i medfør af en
senere  afgørelse  truffet  af  retterne  i  den  medlemsstat,  der  har  kompetence  til  at
påkende sagens realitet, jf. stk. 2.
Artikel 51a udstrækker kapitlets regler om anerkendelse og fuldbyrdelse til også at
omfatte afgørelser vedrørende fastlæggelsen af sagens omkostninger.
Hvis den, som fremsætter anmodningen, i domsstaten helt eller delvis haft fri proces
eller  været  fritaget  for  gebyrer  og  omkostninger,  følger  det  af  artikel  52,  at  den
pågældende under den i artikel 26, 33, 46 og 47 og 51 fastlagte procedure skal meddeles
fri proces eller fritagelse for gebyrer og sagsomkostninger i videst muligt omfang efter
lovgivningen  i  fuldbyrdelsesmedlemsstaten.  Denne  artikel  svarer  til  artikel  30  i
Bruxelles II-forordningen. I artikel 53 er der endvidere fastsat regler om sikkerhed eller
depositum svarende til Bruxelles II-forordningens artikel 31. Efter artikel 54 kræves der
ingen  legalisering  m.v.  med  hensyn  til  de  i  artikel  42,  43  og  artikel  49  nævnt
dokumenter   eller   eventuelle   procesfuldmagter.   Dette   svarer   til   Bruxelles
15
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465031_0015.png
II-forordningens artikel 35.
2.5. Kapitel V, VI, VII og VIII – Samarbejde mellem centralmyndighederne,
forholdet til andre instrumenter, overgangsbestemmelser og afsluttende
bestemmelser.
Kap. V (artikel 55-59) indeholder regler om samarbejde mellem centralmyndigheder,
der dækker både skilsmisse og forældreansvar. Centralmyndighederne har en generel
informations- og koordineringsfunktion, ligesom de samarbejder i visse tilfælde.
Efter artikel 57 a, skal myndighederne i et land, som overvejer at træffe afgørelse om at
anbringe barnet hos en plejefamilie eller på en institution i et andet land, indhente
samtykke fra centralmyndigheden i dette andet land, hvis en offentlig myndigheds
mellemkomst ville være påkrævet ved en sådan anbringelse inden for landets egne
grænser.  Også  hvis  en  påtænkt  anbringelse  i  henhold  hertil  ikke  forudsætter
centralmyndighedens  samtykke,  skal  der  i  alle  tilfælde  ske  underretning  af
centralmyndigheden, inden anbringelsen finder sted.
Art 60 indeholder regler om forholdet til andre instrumenter. Udgangspunktet efter
denne bestemmelse er, at forordningen skal træde i stedet for de konventioner mellem
to  eller  flere  medlemsstater,  som  gælder  på  tidspunktet  for  denne  forordnings
ikrafttræden, og som angår sagsområder, der er omfattet af denne forordning, jf. stk. 1.
Bestemmelsen svarer til Bruxelles II-forordningens artikel 36. Finland og Sverige kan
efter denne bestemmelse erklære, at Den nordiske ægteskabskonvention skal finde
anvendelse på deres indbyrdes forbindelser i stedet for bestemmelserne i forordningen.
Artikel 61 fastsætter ligeledes, at forordningen i forbindelser mellem medlemslandene
skal have forrang i forhold til en nærmere angiven række multilaterale konventioner.
Denne artikel svarer til artikel 37 i Bruxelles II-forordningen, men omfatter nu også
Haagerkonventionen af 1980.
Forslagets forhold til Haagerkonventionen af 1996 er nøjere fastsat i artikel 61a. Ifølge
denne  bestemmelses  litra  a  gælder  forordningen,  når  det  pågældende  barn  har
sædvanligt opholdssted i en medlemsstat. Denne begrænsning er i overensstemmelse
med konventionens artikel 52(2), som tillader de kontraherende stater at indgå aftaler
vedrørende konventionens anvendelsesområde, for så vidt angår børn med sædvanligt
opholdssted på disse staters territorium. Af forslagets artikel 61a litra b fremgår det
endvidere, at forordningen også gælder, når en afgørelse afsagt i en medlemsstat skal
anerkendes  og  fuldbyrdes  i  en  anden  medlemsstat,  selv  hvis  barnet  har  sit  faste
opholdssted  i  et  tredjeland,  der  har  tiltrådt  konventionen.  Om  forholdet  til  de
ovennævnte internationale konventioner mv.  fremgår det endvidere af artikel 61b, at
disse  fortsat  har  virkning  i  spørgsmål,    der  ikke  er  omfattet  af  forordningens
anvendelsesområde, ligesom de fortsat har virkning mellem de medlemsstater, som har
tiltrådt dem, dog med forbehold for artikel 61.
Artikel 62 indeholder endvidere bestemmelser om traktater med Pavestolen.
16
Herudover indeholder kapitlerne VII og VIII (artikel 63-71) bl.a. bestemmelser om
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465031_0016.png
medlemsstater  med  flere  lovgivninger,  overgangsbestemmelser  og  regler  om
ikrafttræden.
3. Europaparlamentet.
Europaparlamentets økonomiske og sociale udvalg har afgivet en udtalelse den 18.
september 2002. Europaparlamentet har afgivet en udtalelse den 21. november 2002.
4. Høring.
Forslaget   har   været   sendt   i   høring   hos   Foreningen   Aktive   Fædre,
Familieretsadvokaternes Forening, Børnerådet, Børn og Samvær, Foreningen Et barn
to  forældre,  Arbejderbevægelsens  Børnemiljøråd,  Advokatrådet,  Ministeren  for
Ligestilling,  Det  Danske  Center  for  Menneskerettigheder,  Foreningen  MOR,
Mødrehjælpen af 1983, Dansk Kvindesamfund, Landsorganisationen Børns Vilkår,
Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for
Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Ålborg, Præsidenten for Retten i Odense,
Præsidenten  for  Retten  i  Århus,  Præsidenten  for  Retten  i  Roskilde,  Den  Danske
Dommerforening,  Dommerfuldmægtigforeningen,  Kommunernes  Landsforening,
Amtsrådsforeningen  i  Danmark,  Foreningen  af  Statsamtmænd  og  Foreningen  af
Statsamtsjurister.
Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten
for København Byret, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Dansk Kvindesamfund, Kommunernes
Landsforening, Det Danske Center for Menneskerettigheder og Foreningen af
Statsamtmænd
har meddelt, at de ikke har bemærkninger til lovforslaget.
Landsorganisationen Børns Vilkår
har anført, at det i sager om børnebortførelser
bør pålægges det enkelte land at foretage en hurtig reaktion, således, at barnet kan bo
der,  hvor  dette  skønnes  bedst  for  barnet.  Endvidere  er  det  bl.a.  anført,  at
børneperspektivet bør være fremherskende i de sager, som forordningen omhandler.
Barnet skal således sikres mulighed for tilknytning til begge forældre uanset nationalitet
og  bopælsland.  Hensynet  til  barnets  bedste  bør  være  styrende  for,  hvor
forældremyndigheden  skal  placeres  og  for,  hvordan  samværsordninger  skal
gennemføres. Det bør således være barnets ret - og ikke forældrenes ret - der er
afgørende. Landsorganisationen anfører endvidere, at det bør pålægges det enkelte land
at gennemføre børnesagkyndige undersøgelser for at kortlægge, hvad der er bedst for
barnet.
Foreningen Et barn to forældre
har bl.a. udtalt sig til støtte for forslaget og anbefalet,
at Danmark tilslutter sig reglerne.
Advokatrådet
har oplyst, at rådet generelt kan støtte tanken bag sammenskrivningen.
Herudover har rådet henvist til tidligere høringssvar. I forbindelse med det tidligere
kommissionsforslag om forældreansvar har Advokatrådet bl.a. anført, at Danmark, hvis
17
forordningen vedtages, bør søge at indgå en parallelaftale med Fællesskabet, og at
forordningen bør indeholde regler om kompetence til at prøve modkrav.
Børnerådet
har generelt afstået fra at kommentere forslaget, men har dog henvist til de
grundsynspunkter,  som  blev  anført  i  tidligere  høringssvar.  I  forbindelse  med  det
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465031_0017.png
tidligere kommissionsforslag  formål  som  værende  til  barnets  bedste  og  i
forordningens  overordnede om forældreansvar anførte Børnerådet bl.a., at rådet anser
overensstemmelse med hensigten i FN’s børnekonvention, idet forordningen vil øge
barnets retssikkerhed og virke stabiliserende på barnets liv ved at nedsætte antallet af
sager vedrørende forældremyndigheden  til det enkelte  barn. I  det tidligere forslag
savnede Børnerådet dog bl.a. generelt en klarere børnesynsvinkel i forordningen som
helhed. Endvidere blev der i den forbindelse bl.a. peget på, at pligten til at høre barnet
efter Børnekonventionens art. 12 bør præciseres, og at de midler, myndighederne kan
tage i brug, hvis barnet modsætter sig udlevering, bør præciseres.
5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde.
Sagen har senest været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde
den
november 2003
.
11.
6. Subsidiaritetsprincippet.
Forslaget ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.
7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser m.v.
Som anført under pkt. 1, er forslaget omfattet af det danske forbehold vedrørende
retlige  og  indre  anliggender.  Danmark  deltager  således  ikke  i  vedtagelsen  af
forordningen, der ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.
8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.
Sagen  har  været  forelagt  Folketingets  Retsudvalg  og  Europaudvalg  forud  for
rådsmøderne (retlige og indre anliggender) den 13.-14. juni, 28.-29. november 2002,
den 5. – 6. juni 2003 og
den 2. – 3. oktober 2003. Sagen har endvidere været forelagt forud for
rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 6. november 2003, men blev taget af den endelige
dagsorden for rådsmødet.
Grundnotat vedrørende Kommissionens nye forslag er oversendt til Europaudvalget
den 20. juni 2002 og til Retsudvalget den 21. juni 2002.
18
Dagsordenspunkt 2: Forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af
medlemsstaterne til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at ratificere eller
tiltræde konventionen om retternes kompetence, lovvalg, anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsakter samt om samarbejde vedrørende forældremyndighed
og foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige (Haagerkonventionen af 1996)
(KOM(2003) 348 endelig af 17. juni 2003).
*
Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv.
1. Baggrund
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465031_0018.png
Den  19.  oktober  1996  vedtog  Haagerkonferencen  om  International  Privatret  en
konvention  om  retternes  jurisdiktion,  lovvalg,  anerkendelse,  fuldbyrdelse  og
samarbejde vedrørende forældreansvar og beskyttelsesforanstaltninger i forhold til børn
(Haagerkonventionen af 1996).
Australien, Monaco, Den Tjekkiske Republik, Slovakiet, Marokko, Estland, Letland og
Equador er medlemmer af konventionen, der trådte i kraft den 1. januar 2002 (dog
senere  for  visse  af  medlemmerne).  Derudover  har  Polen  og  Schweiz  samt  alle
EU-medlemsstater, jf. nedenfor, undertegnet, men ikke ratificeret konventionen.
Den  29.  maj  2000  vedtog  Rådet  forordning  nr.  1347  om  kompetence  og  om
anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager samt i sager vedrørende
forældremyndighed over ægtefællernes fælles børn (Bruxelles II-forordningen).
Da retsgrundlaget for Bruxelles II-forordningen er EF-traktatens artikel 65, jf. artikel
61, litra c, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af forordningen, der således ikke er
bindende for eller finder anvendelse i Danmark, jf. protokollen om Danmarks Stilling,
der er knyttet som bilag til Amsterdam-traktaten (forbeholdet vedrørende retlige og
indre anliggender).
Med  vedtagelsen  af  Bruxelles  II-forordningen  fik  Fællesskabet  såkaldt  ”ekstern
kompetence” på de retsområder, der dækkes af forordningen. Dette indebærer bl.a., at
Fællesskabet i forhold til de omfattede medlemsstater fik enekompetence til at indgå
forpligtelser med tredjelande, som berører reglerne i Bruxelles II-forordningen.
Haagerkonventionens bestemmelser om retternes kompetence og om anerkendelse og
fuldbyrdelse  af  retsafgørelser  på  det  familieretlige  område  berører  Bruxelles
II-forordningen  og  er  således  omfattet  af  Fællesskabets  enekompetence,  mens
Haagerkonventionens øvrige regler henhører under medlemslandenes kompetence.
Haagerkonventionen af 1996 er kun åben for ratifikation af stater, og derfor kan
Fællesskabet som sådan ikke tilslutte sig konventionen, men må handle gennem sine
medlemsstater.
På  den  baggrund  besluttede  Rådet  den  19.  december  2002  at  bemyndige
medlemsstaterne  til  at  undertegne  konventionen  i  Fællesskabets  interesse.
19
Medlemsstaterne,  med  undtagelse  af  Holland,  der  tidligere  havde  undertegnet
konventionen,  undertegnede  konventionen  samtidig  i  Haag  den  1.  april  2003.  I
forbindelse med undertegnelsen afgav medlemsstaterne en erklæring om, at domme,
der afsiges i EU-medlemsstaterne skal anerkendes og fuldbyrdes ved anvendelse af de
relevante interne fællesskabsregler frem for konventionens regler.
Kommissionen  har  den  17.  juni  2003  fremsat  et  forslag  til  Rådets  afgørelse  om
bemyndigelse af medlemsstaterne til i Fællesskabets interesse at ratificere eller tiltræde
konventionen, idet medlemsstaterne samtidig skal fremsætte en erklæring, der svarer til
den erklæring, der blev fremsat i forbindelse med undertegnelsen.
Da Fællesskabets kompetence er baseret på en forordning, som Danmark ikke deltager i,
deltager Danmark heller ikke i vedtagelsen af Rådets afgørelse om bemyndigelse ti
medlemsstaterne.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465031_0019.png
Danmark handler således fortsat på egne vegne i forhold til Haagerkonventionen af 1996
den danske holdning dog fastlægges i kontakt med Fællesskabet.
Det bemærkes, at Danmark ligeledes undertegnede konventionen den 1. april 2003 og i
forbindelse hermed har afgivet en erklæring svarende til de øvrige medlemsstaters om,
at  domme,  der  afsiges  i  EU-medlemsstaterne,  skal  anerkendes  og  fuldbyrdes  ved
anvendelse  af  de  relevante  interne  fællesskabsregler.  Erklæringen  er  fremsat  i
forbindelse med Danmarks undertegnelse, idet det efter Haagerkonventionen ikke er
muligt at fremsætte den på et senere tidspunkt. Erklæringen er dog uden virkning for
Danmark, da de relevante interne fællesskabsregler (Bruxelles II-forordningen og den
kommende  forordning  om  forældreansvar)  er  omfattet  af  det  danske  forbehold
vedrørende retlige og indre anliggender, jf. punkt 2 ovenfor.
Rådets afgørelse om bemyndigelse af medlemsstaterne til at ratificere eller tiltræde
Haager-konventionen af 1996 i Fællesskabets interesse forventes vedtaget på Rådsmødet
27.-28.
november 2003 eller på et senere rådsmøde.  
2. Indhold
I henhold til Kommissionens forslag til rådsafgørelse bemyndiger Rådet medlemsstaterne
undtagelse af Danmark til at ratificere eller tiltræde Haagerkonventionen af 1996 i
Fællesskabets interesse, idet hver enkelt medlemsstat i den forbindelse afgiver en erklærin
at domme, der afsiges i EU-medlemsstaterne, skal anerkendes og fuldbyrdes ved anvendel
de relevante interne fællesskabsregler frem for konventionens regler.
Det er endvidere fastsat, at medlemsstaterne skal ratificere eller tiltræde konventionen
samtidig, og at dette skal ske inden for en nærmere angiven frist.
3. Europa-Parlamentet
20
Forslaget  er  behandlet  i  henhold  til  proceduren  i  EF-traktatens  artikel  300.
Europa-Parlamentet er derfor ikke blevet hørt i forbindelse med medlemsstaternes
undertegnelse af Haagerkonventionen af 1996.
Europa-Parlamentet skal derimod høres over forslaget om medlemsstaternes
ratifikation eller tiltrædelse af konventionen. Europa-Parlamentet har den 22.
oktober 2003 vedtaget en udtalelse, hvor Parlamentet tilslutter sig forslaget.
Udtalelsen indeholder dog en række ændringsforslag, der navnlig har til formål
at fremskynde medlemsstaternes ratifikation eller tiltrædelse.
4. Høring
Forslaget har ikke været sendt i høring.
5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde
Sagen har
senest
været forelagt Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde
den
oktober 2003.
11.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465031_0020.png
6. Subsidiaritetsprincippet
Forslaget ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.
7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Som anført under punkt 1, er forslaget til Rådets afgørelse omfattet af det danske
forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.
Danmark deltager således ikke i en kommende vedtagelse af afgørelsen, der ikke vil
være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.
Danmark handler derfor fortsat på egne vegne i relation til Haagerkonventionen af
1996, idet den danske holdning dog fastlægges i kontakt med Fællesskabet.
8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg
Sagen  har  flere  gange  tidligere  været  forelagt  Folketingets  Retsudvalg  og
Europaudvalg, senest forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 6.
november 2003.
21
Dagsordenspunkt 3: Forslag til Rådets beslutning om bemyndigelse af
medlemsstaterne til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at undertegne,
ratificere eller tiltræde protokollen af 2003 til den internationale konvention om
oprettelse af en international fond for erstatning af skader ved olieforurening af
1992 og om bemyndigelse af Luxembourg og Østrig til i Det Europæiske
Fællesskabs interesse at tiltræde de underliggende konventioner (KOM (2003)
534 endelig af 8. september 2003).
*
Nyt notat
1. Baggrund
Den 16. maj 2003 blev der vedtaget en protokol til den internationale konvention af
1992 om oprettelse af en international fond for erstatning af skader ved olieforurening i
Den International søfartsorganisations (IMO´s) regi.
Protokollen har til formål at yde supplerende erstatning for krav, som er anerkendt af
1992-fonden, hvilket primært opnås ved at forhøje det maksimale erstatningsbeløb,
som fonden skal dække.
Herudover  indeholder  protokollen  en  række  procedureregler  samt  regler  om
domstolskompetence samt anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser inden for
hovedkonventionens område. Hovedreglen i protokollen er, at den part, hos hvem
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465031_0021.png
forureningsskaden er indtruffet, har enekompetence.
Den 22. december 2000 vedtog Rådet forordning nr. 44/2001 om retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det
civil- og handelsretlige område (Bruxelles I-forordningen). Forordningen
trådte i kraft den 1. marts 2002.
Da retsgrundlaget for Bruxelles I-forordningen er EF-traktatens artikel 65, jf.
artikel 61, litra c, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af forordningen, der
således ikke er bindende for eller finder anvendelse i Danmark, jf. protokollen
om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til Amsterdamtraktaten
(forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender).
Med  vedtagelsen  af  Bruxelles  I-forordningen  fik  Fællesskabet  såkaldt  ekstern
kompetence på de retsområder, som dækkes af forordningen. Dette indebærer bl.a., at
Fællesskabet har enekompetence med hensyn til undertegnelse og ratifikation eller
tiltrædelse  af  de  dele  af  protokollen,  der  vedrører  domstolskompetence  samt
anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser.
Rådet bemyndigede den 19. december 2002 Kommissionen til på Fællesskabets
vegne at deltage i forhandlingerne om udformningen af protokollen, hvilket
dog ikke omfattede, at protokollen skulle åbnes for Fællesskabets tiltrædelse.
22
Protokollen  kan  således  kun  undertegnes  og  ratificeres  eller  tiltrædes  af
medlemsstaterne, hvorfor Fællesskabet må handle gennem sine medlemsstater.
På den baggrund har Kommissionen den 8. september 2003 fremsat et forslag til
Rådets beslutning om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Det Europæiske
Fællesskabs interesse at undertegne, ratificere eller tiltræde protokollen af
2003 til den internationale konvention om oprettelse af en international fond
for erstatning af skader ved olieforurening af 1992 og om bemyndigelse af
Luxembourg og Østrig til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at tiltræde
de underliggende konventioner.
Da Fællesskabets kompetence hviler på en forordning, som Danmark ikke
deltager i, deltager Danmark heller ikke i vedtagelsen af beslutningen om
bemyndigelse af de medlemsstater, der er parter i konventionen til at
undertegne, ratificere eller tiltræde protokollen om den supplerende fond.
Danmark handler således fortsat på egne vegne i forhold til undertegnelse og
ratifikation af protokollen, idet den danske holdning dog fastlægges i tæt
kontakt med Fællesskabet.
Forslaget til rådsbeslutning forventes vedtaget på Rådsmødet (retlige og indre
anliggender) den 27.-28. november 2003 eller eventuelt på et tidligere
rådsmøde.
2. Indhold
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465031_0022.png
Forslaget til Rådets beslutning indeholder en bemyndigelse af de medlemsstater,
der er parter i den internationale konvention om oprettelse af en international
fond for erstatning af skader ved olieforurening af 1992, til i Det Europæiske
Fællesskabs interesse at undertegne, ratificere eller tiltræde protokollen af
2003, samt en bemyndigelse af Luxembourg og Østrig til i Det Europæiske
Fællesskabs interesse at tiltræde de underliggende konventioner.
3. Europa-Parlamentet
Forslaget behandles i henhold til proceduren i EF-traktatens artikel 300.
Europa-Parlamentet skal derfor ikke høres over forslaget til medlemsstaternes
undertegnelse af protokollen, men skal høres over spørgsmålet om
medlemsstaternes ratifikation eller tiltrædelse af protokollen.
Europa-Parlamentet har endnu ikke afgivet sin udtalelse.
23
4. Høring
Forslaget har ikke været sendt i høring.
5. Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde
Sagen har været drøftet i Specialudvalget for politimæssigt og retligt samarbejde
den 11. november 2003.
6. Subsidiaritetsprincippet
Forslaget ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.
7. Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Som anført under punkt 1, er forslaget til Rådets beslutning omfattet af det
danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.
Danmark deltager således ikke i en kommende beslutning, der ikke vil være
bindende for eller finde anvendelse i Danmark.
8. Tidligere forelæggelser for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1465031_0023.png