Europaudvalget 2003-04
EUU Alm.del Bilag 76
Offentligt
1464924_0001.png
PDF udgave (892 KB)
merne af Folketingets Europaudvalg
stedfortrædere
Journalnummer
400.C.2-0
Kontor
EUK
23. oktober 2003
Med henblik på mødet i Folketingets Europaudvalg den 31. oktober 2003 – dagsordenspunkt
rådsmøde (retlige og indre anliggender) samt møde i Det Blandede Udvalg på ministerniveau med
deltagelse Norge og Island den 6. november 2003 – vedlægges notat vedrørende de sager inden for
Justitsministeriets og Indenrigs- og Sundhedsministeriets ansvarsområder, som forventes optaget
på dagsordenen.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464924_0002.png
Kære udenrigsminister.
Vedlagt sender jeg aktuelt notat vedrørende de sager inden for Justitsministeriets samt Indenrigs- og
Sundhedsministeriets ansvarsområder, der forventes behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender)
den 6. november 2003, idet jeg skal anmode om, at materialet oversendes til Folketingets Europaudvalg.
Det bemærkes, at det aktuelle notat ligeledes vil blive oversendt til Folketingets Retsudvalg.
Med venlig hilsen
Brian Mikkelsen
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464924_0003.png
Oversigt over aktuelle notater vedrørende de sager inden for Justitsministeriets
samt Indenrigs- og Sundhedsministeriets ansvarsområder, der forventes
behandlet på rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i Det Blandede
Udvalg på ministerniveau med deltagelse af Norge og Island den 6. november
2003.
Side:
4-18
Dagsordenspunkt 1
Rådets  forordning  om  kompetence  og  om
anerkendelse  og  fuldbyrdelse  af  retsafgørelser  i
ægteskabssager   og    i   sager   vedrørende
forældreansvar  og  om  ophævelse  af  forordning
(EF) nr. 1347/2000 […].
Forslag  til  Rådets  afgørelse  om  bemyndigelse  af
medlemsstaterne til i Det Europæiske Fællesskabs
interesse  at  ratificere  eller  tiltræde  konventionen
om retternes kompetence, lovvalg, anerkendelse og
fuldbyrdelse  af  retsakter  samt  om  samarbejde
vedrørende forældremyndighed og foranstaltninger
til beskyttelse af mindreårige (Haagerkonventionen
af 1996) (KOM(2003) 348 endelig af 17. juni 2003).
*
19-22
Dagsordenspunkt 2
23-26
Dagsordenspunkt 3
27-29
Dagsordenspunkt 4
Forslag  til Rådets  afgørelse om  Det  Europæiske
Fællesskabs  undertegnelse  af  konventionen  om
international  garantistillelse  for  mobilt  udstyr  og
protokollen til nævnte konvention om specifikke
forhold for flymateriel, vedtaget i Cape Town den
16.  november  2001  under  UNIDROIT’s  og
organisationen for international luftfarts (ICAO’s)
fælles auspicier (KOM (2002) 1308 endelig af 17.
december 2002).
*
Forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af de
medlemsstater,  der  er  kontraherende  parter  i
Paris-konventionen  af    29.  juli  1960  om  ansvar
over  for  tredjemand  på  den  nukleare  energis
område, til i Det Europæiske Fællesskabs interesse
at  undertegne  protokollen  om  ændring  af  den
nævnte konvention (KOM(2003) 409 endelig af 9.
juli 2003).
*
3
30-33
Dagsordenspunkt 5
Forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af de
medlemsstater,  der  er  kontraherende  parter  i
Paris-konventionen  af    29.  juli  1960  om  ansvar
over  for  tredjemand  på  den  nukleare  energis
område, til i Det Europæiske Fællesskabs interesse
at ratificere eller tiltræde protokollen om ændring af
den nævnte konvention (KOM(2003) 409 endelig
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464924_0004.png
34-41
42-48
49-52
53-54
55-56
57-58
59-61
62-62
63-65
66-66
67-68
69-71
72-74
75-77
78-83
af 9. juli 2003).
*
Dagsordenspunkt 6
Rammeafgørelse om fastsættelse af mindsteregler
for, hvad der udgør kriminelle handlinger, og for
straffene for ulovlig narkotikahandel.
Dagsordenspunkt 7
Rammeafgørelse om ”ne bis in idem”-princippet
(princippet  om  den  negative  retsvirkning  af
strafferetlige afgørelser).
Dagsordenspunkt 8
Aftale mellem EU og Norge og Island vedrørende
gensidig retshjælp i straffesager.
Dagsordenspunkt 9
Rådets resolution om adgangsforbud til anlæg, hvor
der spilles internationale fodboldkampe.
Dagsordenspunkt 10    Rådets resolution om sikkerhed i forbindelse med
Det  Europæiske  Råds  møder  og  lignende
arrangementer.
Dagsordenspunkt 11    Samarbejdsaftale  mellem  Europol  og  Rumænien
om udveksling af personoplysninger.
Dagsordenspunkt 12    Samarbejdsaftale mellem Europol og Colombia om
udveksling af strategiske oplysninger.
Dagsordenspunkt 13    Redegørelse   for   mødet   i   Task   Forcen   af
Europæiske Politichefer den 6.-7. oktober 2003.
UDGÅET
Dagsordenspunkt 14    Opfølgning på Rådets henstilling om oprettelse af
multinationale  ad  hoc-hold  til  indsamling  og
udveksling af oplysninger om terrorister.
Dagsordenspunkt 15    Retningslinier for udarbejdelse af EU-kompendium
om   trusselsvurderinger   i   forbindelse   med
bekæmpelsen af terrorisme.
UDGÅET
Dagsordenspunkt 16    Rådets  afgørelse  om  kontrolforanstaltninger  og
strafferetlige  sanktioner  med  hensyn  til  fire  nye
former for syntetisk narkotika.
Dagsordenspunkt 17    Rådets  resolution  om  familiens  betydningen  i
forebyggelsen af unges narkotikamisbrug.
Dagsordenspunkt 18    Ændring af budgettet for SISNET i 2003.
Dagsordenspunkt 19    Budget for SISNET i 2004.
Dagsordenspunkt 20    Rådets  forordning  og  Rådets  afgørelse  om
proceduren for ændring af Sirene-håndbogen .
4
Dagsordenspunkt 1: Rådets forordning om kompetence og om anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældre
ansvar og
om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000
[…]
.
Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv.
1. Baggrunden for forslaget.
På mødet i Det Europæiske Råd i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999 om
oprettelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed i den Europæiske Union,
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464924_0005.png
tilkendegav Det Europæiske Råd bl.a., at øget gensidig anerkendelse af retsafgørelser
og domme i kombination med indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning
kan  lette  samarbejdet  mellem  de  nationale  myndigheder  og  fremme  den  retlige
beskyttelse af den enkeltes rettigheder. Det Europæiske Råd udtalte derfor, at man
støttede princippet om g
ensidig anerkendelse, som bør være ”hjørnestenen” inden for EU på både
det civilretlige og strafferetlige område. Det Europæiske Råd opfordrede herefter
Kommissionen til bl.a. at:
”fremsætte  et  forslag  om  yderligere  begrænsning  af  de  mellemliggende
foranstaltninger, der stadig kræves for at muliggøre anerkendelse og fuldbyrdelse af en
afgørelse  eller  en  dom  i  den  anmodede  stat.  Som  et  første  skridt  bør  disse
mellemliggende procedurer afskaffes for så vidt angår afgørelser om mindre krav på
handels- og forbrugerområdet samt med hensyn til visse retsafgørelser i familietvister
(f.eks. krav vedrørende underholdsbidrag og samværsret). Sådanne afgørelser vil da
 uden  mellemliggende  procedurer  eller
grunde til at nægte fuldbyrdelse. I forbindelse hermed kan der fastlægges
minimumsstandarder for specifikke aspekter af den civile retspleje”.
blive  automatisk  anerkendt  i  hele  EU
På det familieretlige område fastsætter Rådets forordning (EF) nr. 1347/2000
(Bruxelles II-forordningen) regler for kompetence, automatisk anerkendelse og
forenklet fuldbyrdelse af visse retsafgørelser, der træffes i forbindelse med
skilsmisse eller separation. Specielt hvad angår forældremyndighed, er forordningen
begrænset til at omfatte afgørelser om forældremyndighed over ægtefællernes fælles
børn, som er afsagt i forbindelse med ægteskabssager. Forordningen trådte i kraft den
1. marts 2001.
På grundlag af Rådets Bruxelles II-forordningen forelagde Frankrig den 3. juli 2000 et
forslag til forordning, der tager sigte på, gennem afskaffelse af fuldbyrdelsesproceduren,
at  lette  samværsretten  over  grænserne,  når  det  drejer  sig  om  børn  af  skilte  eller
separerede forældre.
Rådet (retlige og indre anliggender) vedtog på sit møde den 28.-29. november 2000 et
program  for  tilrettelæggelsen  af  det
f
remtidige  arbejde  vedrørende  gensidig
5
anerkendelse af afgørelser inden for fire arbejdsområder, idet det endelige mål var
afskaffelse af fuldbyrdelsesproceduren for alle afgørelser. Programmets område 2 er
baseret  på  Bruxelles  II-forordningen,  og  første  etape  omfatter  en  udvidelse  af
anvendelsesområdet for forordningen, således at den ikke kun omfatter skilsmisse og
afskaffelse af fuldbyrdelsesproceduren i forbindelse med afgørelser om samværsret.
Ved  samme  lejlighed  fastslog  Rådet,  at  arbejdet  med  det  franske  initiativ  om
samværsret   burde   videreføres   sideløbende   med   arbejdet   med   at   udvide
anvendelsesområdet for den nævnte forordning.
Den 6. september 2001 fremsatte Kommissionen et fors
l
ag til Rådets forordning om
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i sager vedrørende
forældremyndighed ("Kommissionens forslag vedrørende forældreansvar").
Det nuværende forslag er fremsat af Kommissionen den 3. maj 2002. Forslaget udvider
reglerne for anerkendelse og fuldbyrdelse i
Bruxelles II-forordningen til at omfatte alle
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464924_0006.png
samarbejde mellem myndighederne. idet der fastsættes fælles regler for kompetence og
retsafgørelser om forældremyndighed,
På rådsmødet den 28.-29. november
2002 (retlige og indre anliggender) opnåedes der
politisk enighed om reglerne om børnebortførelser. Dette indebar bl.a. enighed om
indsættelse af to nye b
es
temmelser i kapitel II.
Kommissionens nye  forslag  tager  sigte  på anerkendelse  og  fuldbyrdelse  inden  for
Fællesskabet af afgørelser i ægteskabssager og i sager om ”forældreansvar” , baseret på
fælles regler om retlig kompetence.
Hvad  angår  ægteskabssager,  er  de  relevante  bestemmelser  overtaget  fra  Rådets
forordning (EF) nr. 1347/2000. Forslagets regler om forældreansvar bygger på de
eksisterende regler om forældremyndighed i forbindelse med skilsmisseprocedurerne i
Bruxelles II-forordningen, og samler de to forslag, der er under drøftelse. Bruxelles
II-forordningen er således indeholdt i forslaget, og vil blive ophævet, hvis forslaget
vedtages.
Efter  artikel  1  i  protokollen  om  Danmarks  stilling,  der  er  knyttet  til
Amsterdam-traktaten, deltager Danmark ikke i Rådets vedtagelse af foranstaltninger,
der  foreslås  i  henhold  til  afsnit  IV  i  EF-traktaten.  Da  retsgrundlaget  for
Kommissionens forslag er  EF-traktatens artikel 65, jf.  artikel 61, litra  c), deltager
Danmark ikke i en kommende vedtagelse af forordningen, der således ikke vil være
bindende for eller finde anvendelse i Danmark.
Efter artikel 3 i protokollen
om Det forenede Kongerige og Irlands stilling, der er knyttet til
Amsterdam-traktaten, har disse lande meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og
anvendelsen af forslaget.
På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5. – 6. juni 2003 blev der opnået enighed
en række udestående spørgsmål, herunder om indførelsen en særlig konsultationsprocedu
6
forbindelse med plejeanbringelse i en anden medlemsstat, samt en bestemmelse svarende
forslagets artikel 11, hvorefter kompetencen i en periode forbliver i det land, barnet flytter
når barnet lovligt er flyttet til et nyt land. Der blev endvidere opnået enighed om at sikre p
terne en begrænset adgang til at aftale værneting også i tilfælde, hvor barnet har sædvanl
opholdssted i et land uden for EU, som ikke har tiltrådt Haagerkonventionen af 1996.
I forlængelse heraf bekræftede Rådet, at der herefter var politisk enighed om forslaget som
sådan. Rådet vedtog endvidere, at forslaget efter den
endelige behandling af en række
tekniske spørgsmål om muligt vil skulle vedtages på rådsmødet (retlig og indre
anliggende) i oktober måned 2003  med ikrafttræden den 1. juli 2004.
På rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2. – 3. oktober 2003 blev der
opnået endelig polit
isk
enighed om forslaget. Det forventes på denne baggrund,
at  forslaget  vil  blive  forelagt  på  rådsmødet  (retlige  og  indre  anliggender)  den  6.
november 2003 med henblik på vedtagelse.
2.
Forordningsforslagets indhold.
2.1. Indledning.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464924_0007.png
I  det  følgende  gennemgås  bestemmelserne  i  Kommissionens  forslag  kort  under
anvendelse af den nummerering, som forslaget havde på rådsmødet (retlige og indre
anliggender) den 5. – 6. juni 2003. Som nævnt ovenfor er en del af de relevante
bestemmelser  vedrørende  ægteskabssager  og  visse  bestemmelser  vedrørende
forældreansvar overtaget  fra Bruxelles  II-forordningen, der  som nævnt  allerede er
gældende. Disse bestemmelser vil derfor ikke blive gennemgået nærmere. Særlig for så
vidt angår de overførte regler vedrørende forældreansvar henledes opmærksomheden
imidlertid på, at disse regler som følge af udvidelsen af anvendelsesområdet i forhold til
Bruxelles II-forordningen
efter forslaget vil finde anvendelse på alle civile forhold
om foræld
reansvar, idet det ikke længere er en forudsætning, at der er tilknytning til en
skilsmissesag m.v.
2.2.
Kapitel I – Anvendelsesområde, definitioner og grundlæggende principper.
Artikel  1  fastsætter  forordningens  anvendelsesområde,  der  i  forhold  til  Bruxelles
II-forordningen  udvides  til  også  at  omfatte  alle  civile  forhold  vedrørende
forældreansvar, idet det ikke længere er en forudsætning, at der er tilknytning til en
skilsmissesag m.v. I stk. 1a opregnes en række eksempler på forhold, der omfattes af
anvendelsesområdet i forhold til sager om forældreansvar. I stk. 2 angives endvidere en
liste over forhold, der ikke omfattes.
Forordningen omfatter ikke kun retssager, men også administrative procedurer, hvor
disse anvendes i henhold til den nationale lovgivning.
I  artikel  2  fastsættes  en  række  definitioner  af  begreberne  ret  og  retsafgørelse,
medlemsstat,   domsstat   og   fuldbyrdelsesmedlemsstat,   forældremyndighed
7
(forældreansvar), indehaver af forældremyndighed, retten til at bestemme, hvor
barnet skal bo (forældremyndighed),
samværsret, og barnebortførelser.
Artikel 3 og 4 (udgået).
2.3.
Kapitel II – Kompetence.
2.3.1. Afdeling 1 – Skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab.
Bestemmelserne  i  dette  afsnit  er  en  gentagelse  af  bestemmelserne  vedrørende
skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab i kapitel II, afdeling 1, i Rådets foro
rdning (EF) nr. 1347/2000:
Artikel 5 om generel kompetence svarer til artikel 2 i Bruxelles II-forordningen, artikel
6 om modkrav svarer til artikel 5 i Bruxelles II-forordningen, artikel 7 om ændring af
separation til skilsmisse svarer til artikel 6 i Bruxelles II-forordningen, artikel 8 om de i
artikel 5-7
indeholdte kompetencereglers eksklusi
ve karakte
r svarer til artikel 7 i
Bruxelles  II-forordningen  og  artikel  9  om  anden  kompetence  svarer  til  Bruxelles
II-forordningens artikel 8.
2.3.2. Afdeling 2 – Forældreansvar.
Artikel 10 fastsætter den grundlæggende regel om, at det er retterne i den medlemsstat,
hvor et barn har sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen indbringes for
retten,  der  har  kompetencen  til  at  træffe  afgørelse  om  spørgsmål  vedrørende
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464924_0008.png
forældreansvar. Undtagelser herfra gøres i artikel 11, 11a og 12, ligesom det i artikel 15
fastsættes, at der i visse tilfælde kan ske overførsel af en sag til en ret, der er bedre egnet
til at behandle denne.
Artikel 11 fastsætter som en undtagelse til artikel 10, at kompetencen i tilfælde, hvor
barnet  lovligt  flytter  fra  én  medlemsstat  til  en  anden  og  tager  nyt  sædvanligt
opholdssted dér, i en periode på 3 måneder forbliver hos den første medlemsstat, for så
vidt angår adgangen til at foretage ændringer i en afgørelse om samværsret afsagt i den
første  medlemsstat,  mens  barnet  endnu  havde  sit  faste  opholdssted  dér,  når
indehaveren  af  samværsretten  fortsat  har  sit  sædvanlige  opholdssted  i  denne
medlemsstat . Dette gælder dog ikke, hvis indehaveren af samværsretten har accepteret
kompetencen for retterne i den anden medlemsstat ved at give møde i retten uden at
anfægte rettens kompetence.
Artikel 11a omhandler reglerne om kompetence i sager om barnebortførelser. Det
fremgår heraf, at kompetencen i sådanne sager som udgangspunkt forbliver i barnets
oprindelsesland.
Undtagelse herfra gøres kun, når barnet har fået sædvanligt opholdssted i en anden
medlemsstat, og a) hver forældremyndighedsindehaver – herunder fysiske personer og
institutioner – og andre har affundet sig med fjernelsen eller tilbageholdelsen, eller b)
barnet  har  boet  i  den  nye  medlemsstat  i  mindst  et  år  efter,  at  indehaveren  af
8
forældremyndighed har fået eller burde have fået kendskab til barnets opholdssted, og
barnet er faldet til i sine nye omgivelser.
I sidstnævnte tilfælde kræves det dog yderligere, at en af følgende betingelser er opfyldt:
i) der er ikke inden et år efter, at forældremyndighedsindehaveren har fået eller burde
have  fået  kendskab  til  barnets  opholdssted,  fremsat  nogen  anmodning  om
tilbagegivelse over for de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvortil barnet er
fjernet eller, hvor det tilbageholdes, ii) indehaveren af forældremyndighed har trukket
sin anmodning om tilbagegivelse tilbage, og der ikke er indgivet en ny anmodning
inden for det tidsrum, der er omhandlet i nr. i), iii) en sag anlagt ved retten i barnets
oprindelsesland er afsluttet i henhold til artikel 11b, stk. 7, eller iv) der er af retterne i
barnets  oprindelsesland    truffet  en  afgørelse  om  forældremyndighed,  der  ikke
indebærer tilbagegivelse af barnet.
På internationalt plan tager Haagerkonventionen af 1980, der er blevet gennemført i
dansk ret ved lov nr. 793 af 27. november 1990 om international fuldbyrdelse af
forældremyndighedsafgørelser  m.v.,  sigte  på  efter  en  barnebortførelse  at  genskabe
status quo ved at kræve, at den stat, hvortil et barn er blevet bortført, skal beordre
øjeblikkelig tilbagegivelse af barnet. Efter artikel 12, stk. 2, i 1980-konventionen er
opholdslandet  ikke  forpligtet  til  at  beordre  barnets  tilbagegivelse,  hvis  der  på
tidspunktet  for  indgivelsen  af  anmodningen  om  tilbagegivelse  er  gået  et  år  siden
bortførelsen eller  tilbageholdelsen, og  barnet er  faldet til  i sine  nye omgivelser.  I
konventionens artikel 13 fastsættes, at opholdsstaten også kan nægte tilbagegivelse af
visse andre grunde.
Konventionen omfatter således en effektiv ad hoc-foranstaltning uden at indføre fælles
regler for kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse.
Sådanne  regler  foreslås  imidlertid  i  Haagerkonventionen  af  1996,  som  dog  giver
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464924_0009.png
Haagerkonventionen  af  1980  børnebortførelsessager  som  udgangspunkt  af  1996  i
fastsætter,  at  kompetencen  i  forrang.  Artikel  7  i  Haagerkonventionen  forbliver
barnets  oprindelsesland.  Som  en  undtagelse  hertil  opregnes  den  situation,  at
tilstrækkelig lang  tid  skal  være forløbet,  og  at  der ikke  er  en  verserende sag  om
tilbagegivelse, som er fremsat inden for den fastsatte periode på et år. Dette betyder, at
kompetencen kan flytte fra det land, hvor barnet oprindeligt havde sit sædvanlige
opholdssted til det nye opholdssted, hvis der enten ikke er fremsat noget krav om
tilbagegivelse, eller at den medlemsstat, hvortil barnet er blevet bortført m.v., har
besluttet, under anvendelse af en af undtagelserne i Haagerkonventionen af 1980, at der
foreligger en gyldig grund til ikke at tilbagegive barnet.
Begge  konventioner  tillader  således  under  visse  omstændigheder  overførsel  af
kompetence til den medlemsstat, hvortil barnet er blevet bortført.
Som det fremgår, er muligheden for, at kompetencen kan flytte efter forslaget til art. 11
a,  væsentligt mere begrænset end efter Haagerkonventionen af 1996.
Artikel  11b  fastsætter  særlige  regler,  der  finder  anvendelse,  når  en  person  eller
9
institution mv., der har forældremyndigheden over et bortført barn på, baggrund af
Haagerkonventionen  af  1980  om  de  civilretlige  aspekter  ved  internationale
børnebortførelser anmoder myndighederne i en medlemsstat om at træffe afgørelse om
tilbagegivelse af barnet. I disse sager er det således fortsat reglerne i den nævnte
konvention, der finder anvendelse – med de supplerende bestemmelser, som angives i
stk. 2-8. Stk. 2 fastsætter en pligt til som udgangspunkt at give barnet mulighed for at
blive hørt i disse sager. Efter stk. 3 skal medlemslandene behandle sådanne sager
hurtigt  og  som  udgangspunkt  træffe  afgørelse  inden  6  uger  efter  modtagelsen  af
anmodningen. Stk. 4  fastsætter, at tilbagegivelse af barnet ikke kan nægtes på grundlag
af artikel 13, litra b, i 1980-konventionen (hvorefter tilbagegivelse kan nægtes, hvis der
er alvorlig fare for at skade barnet fysisk eller psykisk), hvis det godtgøres, at der er
truffet  passende  foranstaltninger  til  beskyttelsen  af  barnet  efter  dets  tilbagegivelse.
Efter stk. 5 kan tilbagegivelse ikke nægtes, uden at den person, der har anmodet om
tilbagegivelse af barnet, har haft mulighed for at blive hørt. Stk. 6 bestemmer, at sagens
dokumenter skal videresendes til myndighederne i oprindelsesstaten, hvis retten i det
land, hvor barnet opholder sig, har truffet afgørelse om ikke-tilbagegivelse. Efter stk. 7
skal parterne herefter underrettes og opfordres til inden 3 måneder at indgive indlæg til
retten, således at den kan tage stilling til spørgsmålet om forældremyndigheden over
barnet. Hvis retten i oprindelseslandet træffer en afgørelse om forældremyndigheden,
der indebærer, at barnet skal tilbagegives til dette land, vil afgørelsen efter stk. 8 være
eksigibel (fuldbyrdelig) uden eksekvatur i det land, hvor barnet opholder sig, uanset om
der i dette land måtte være truffet afgørelse om ikke-tilbagegivelse.
Haagerkonventionen af 1980 om barnebortførelser er – som det er anført - gennemført
ved lov i dansk ret. Det følger af denne konvention, at der som udgangspunkt skal ske
en øjeblikkelig tilbagegivelse af børn, der er ulovligt fjernet eller tilbageholdt. Der
gælder dog et begrænset antal undtagelser, herunder hvis der er alvorlig risiko for, at
tilbagegivelsen vil skade barnet fysisk eller psykisk eller på anden måde sætte det i en
uacceptabel situation, jf. artikel 13, litra b. Tilbagegivelse kan endvidere bl.a. nægtes,
hvis barnet modsætter sig dette, og barnet har en sådan alder og modenhed, at der bør
tages hensyn til dets mening.
Som  det  fremgår,  indeholder  artikel  11b  en  række  regler,  der  supplerer
1980-konventionen. Det  er  i  den  forbindelse  navnlig  væsentligt  at påpege,  at  det
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464924_0010.png
fastslås,  at  forældremyndighedsindehaveren  har  sikkerhed  for  at  kunne  få  prøvet
spørgsmålet   om   tilbagegivelse   i   oprindelseslandet   ved   at   anlægge   en
forældremyndighedssag dér. Hvis der således afsiges en afgørelse, der indebærer, at
barnet skal tilbagegives, vil denne kunne fuldbyrdes i det land, hvor barnet opholder
sig, uanset om der tidligere måtte være truffet en afgørelse om ikke-tilbagegivelse af
barnet.
Artikel 12 omhandler parternes mulighed for at indgå aftale om, at et medlemsland skal
være kompetent til at behandle en sag. Efter stk. 1 og 2 kan ægtefællerne vælge at
acceptere,  at  skilsmisseretten  også  er  kompetent  til  at  træffe  afgørelse  om
forældreansvaret over deres fælles børn, hvis en sådan kompetence i øvrigt tjener
barnets  tarv.  Disse  bestemmelser  svarer  til  artikel  3,  stk.  2  og  3,  i  Bruxelles
II-forordningen. Efter stk. 3 kan alle indehaverne af forældreansvar aftale, at sagen skal
10
indbringes for retterne i en medlemsstat, som barnet har en væsentlig tilknytning til. En
sådan tilknytning kan f.eks. være baseret på det sædvanlige opholdssted for en af
indehaverne af forældreansvaret eller på barnets nationalitet. For så vidt angår sager
vedrørende børn med sædvanligt opholdssted i et land uden for EU, som ikke har
tiltrådt Haagerkonventionen af 1996, følger det dog af stk. 4, at sådanne aftaler især
skal anses for at tjene barnets tarv, hvor det findes umuligt at føre en retssag i det
pågældende land. Adgangen til at indgå aftaler om overførelse af kompetencer i sager,
hvor  barnet  har  sædvanligt  opholdssted  i  et  land  uden  for  EU,  som  har  tiltrådt
Haagerkonventionen af 1996, afgøres efter artikel 61a, der vedrører forordningens
forhold til denne konvention.
Artikel 13, der er underordnet i forhold til kompetencegrundlagene i de foregående
artikler, fastslår, at den medlemsstat, hvor barnet opholder sig, automatisk kan udøve
kompetence, hvis et barns sædvanlige opholdssted ikke kan fastslås. Bestemmelsen
finder også anvendelse på flygtningebørn, der er internationalt fordrevne på grund af
uroligheder i deres land, jf. stk. 2.
Efter artikel 14 afgøres spørgsmålet om kompetence i hver enkelt medlemsstat efter
statens egen lovgivning, hvis ingen ret i en medlemsstat er kompetent i medfør af
artikel 10-13.
Efter artikel 15 kan der i visse tilfælde ske overførsel af kompetencen til at afgøre en
sag  til  retten  i  en  medlemsstat,  der  er  bedre  egnet  til  at  behandle  sagen.  Den
medlemsstat, hvortil sagen kan overføres, skal have forbindelse til sagen ved: 1) at
barnet efter sagens anlæg har fået sædvanligt opholdsted i det pågældende land, 2) at
barnet tidligere har haft sit sædvanlige opholdssted i den pågældende medlemsstat, 3) at
barnet er statsborger i medlemsstaten, 4) at en af indehaverne af forældremyndigheden
har sit sædvanlige opholdssted der, eller 5) at barnet besidder ejendom der, og sagen
vedrører denne ejendom.  Desuden må  overførslen
begæres af en indehaver af
foræld
reansvaret, ligesom både den ret, der foreslår, og den ret, der godtager
overførslen, skal anse, at barnets tarv varetages på denne måde.
2.3.3. Afdeling 3 – Fælles bestemmelser.
Artikel 16 om indbringelse af en sag for retten svarer til artikel 11, stk. 4, i Bruxelles
II-forordningen. Artikel 17 om prøvelse af kompetencen svarer til artikel 9 i Bruxelles
II-forordningen. Artikel 18 om prøvelse af sagens antagelse til påkendelse svarer til
artikel 10 i Bruxelles II-forordningen.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464924_0011.png
Artikel  19  om  litispendens  og  indbyrdes  sammenhængende  krav  omfatter  samme
mekanisme som artikel 11, stk. 1-3, i Bruxelles II-forordningen, hvorved den anden ret
afgiver sin kompetence til fordel for den første ret, som sagen er indbragt for. For så
vidt angår procedurer vedrørende skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab,
anvendes mekanismen, hvis dette sker mellem de samme parter. Dette svarer til artikel
11,  stk.  1  og  2,  i  Bruxelles  II-forordningen.  Hvad  angår  procedurer  vedrørende
forældremyndighed,  anvendes   mekanismen,   hvis   disse   procedurer   vedrører
forældremyndigheden over det samme barn.
11
Artikel 20 om foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, følger artikel 12 i Bruxelles
II-forordningen og foreskriver, at retterne i den medlemsstat, hvor barnet opholder sig,
eller  hvor  dets  ejendom  befinder  sig,  i  hastetilfælde  kan  træffe  de  nødvendige
foranstaltninger til beskyttelse af barnets person eller ejendom. Desuden
fastslås det i
stk. 2, at disse foranstaltninger ophører, når de retter, der
har kompetence med
hensyn til sagens substans, har truffet en afgørelse som de finder passende.
2.4. Kapitel III – Anerkendelse og fuldbyrdelse.
2.4.1. Afdeling 1 – Anerkendelse.
Bestemmelserne i dette afsnit er en gentagelse af afdeling 1 i kapitel III i Bruxelles
II-forordningen, dog således, at artikel 16 om aftaler med tredjelande er udgået.
Artikel 26 fastslår, at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, skal anerkendes i de
øvrige  medlemsstater,  uden  at  der  stilles  krav  om  anvendelse  af  en  særlig
fremgangsmåde.  Denne  artikel  svarer  til  artikel  14  i  Bruxelles  II-forordningen.
Bestemmelsen finder også anvendelse på officielt bekræftede dokumenter og forlig, der
er  indgået  for  retten.  Desuden  omfatter  bestemmelserne  om  anerkendelse  og
fuldbyrdelse.  Denne  bestemmelse  svarer  til  artikel  13,  stk.  2  og  3,  i  den  nævnte
forordning. Efter stk. 3 kan enhver berettiget part efter fremgangsmåden i afdeling 2 i
dette kapitel få fastslået, at en retsafgørelse skal anerkendes, eller at en retsafgørelse
ikke skal anerkendes, jf. dog afdeling 3 i dette kapitel. Som i artikel 22, stk. 3, i
Bruxelles II-forordningen fastslås den lokale kompetence gennem henvisning til den
interne lovgivning i den medlemsstat, proceduren foregår. I tilfælde af samværsret eller
tilbagegivelse af barnet, som er attesteret i henhold til kapitel IV, afdeling 3, vil det
imidlertid ikke længere være muligt at anmode om ikke-anerkendelse.
Artikel 27 omhandler, af hvilke grunde retterne i den stat, hvor en afgørelse søges
anerkendt, kan træffe beslutning om ikke-anerkendelse af afgørelser om skilsmisse,
separation eller omstødelse af ægteskab. Bestemmelsen svarer til artikel 15, stk. 1, i
Bruxelles II-forordningen. Artikel 28 omhandler af hvilke grunde retterne i den stat,
hvor en afgørelse søges anerkendt, kan træffe beslutning om ikke-anerkendelse af
afgørelser  om  forældreansvar.  Bestemmelsen  svarer  til  Bruxelles  II-forordningens
artikel  15,  stk.  2,  med  den  tilføjelse,  at  anerkendelse  af  afgørelser  vedrørende
plejeanbringelse  tillige  vil  kunne  nægtes,  hvis  den  i  artikel  57a  omhandlede
konsultationsprocedure ikke er blevet fulgt.
Efter artikel 29 kan kompetencen for retterne i domsstaten ikke efterprøves. Ordre
public-kriteriet, jf. artikel 27, litra a, og artikel 28, litra a, kan ikke anvendes i forhold til
regler om jurisdiktion i henhold til artikel 5-14. Bestemmelsen svarer til artikel 17 i
Bruxelles II-forordningen. Artikel 30 fastsætter, at anerkendelse af en afgørelse ikke
kan nægtes under henvisning til, at lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen
rettes til, ikke tillader skilsmisse, separation eller omstødelse af ægteskab på samme
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464924_0012.png
grundlag, hvilket svarer til artikel 18 i Bruxelles II-forordningen. Ifølge artikel 31 kan
en retsafgørelse i intet tilfælde efterprøves med hensyn
til sagens realitet, hvilket
svarer til artikel 19 i den nævnte forord
ning. Artikel 32 om udsættelse af sagen svarer
endvidere til artikel 20 i Bruxelles II-forordningen.
12
2.4.2. Afdeling 2 – Anmodning om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel.
Bestemmelserne i denne afdeling er en gentagelse af afdeling 2 og 3 i kapitel III i
Bruxelles II-forordningen:
Artikel 33 om eksigible retsafgørelser svarer til forordningens artikel 21. Artikel 34 om
retternes stedlige kompetence svarer til forordningens artikel 22, stk. 1 og 2. Artikel 35
om de procesretlige regler svarer til forordningens artikel 23. Artikel 36 om rettens
afgørelse svarer til forordningens artikel 24. Artikel 37 om underretning om afgørelsen
svarer til forordningens artikel 25. Artikel 38 om appel af afgørelsen svarer til forordni
ngens  artikel  26.  Artikel  39  om  appelinstanser  samt  retsmidler  svarer
 til
forordningens artikel 27. Artikel 40 om udsættelse af sagen
svarer til
forordningens artikel 28. Artikel 41 om delvis fuldbyrdelse svarer til forordningens
artikel 29.
2.4.3. Afdeling 2A – Fælles bestemmelser vedrørende afdelin
g 1 og 2.
Art. 42 – 44 vedrører regler om dokumenter, mangel på dokumenter og om visse
certifikater.
2.4.4. Afdeling 3 – Fuldbyrdelse af samværsret og tilbagegivelse af et barn.
Afdelingen fastsætter regler om fuldbyrdelse af afgørelser om samværsret, der afskaffer
fuldbyrdelsesproceduren i fuldbyrdelsesmedlemsstaten for afgørelser, som er attesteret
i domsstaten. Bestemmelserne i denne afdeling er ikke til hinder for, at en indehaver af
forældreansvar kan anmode om anerkendelse og fuldbyrdelse i overensstemmelse med
bestemmelserne i afdeling 1 og 2 i dette kapitel.
Artikel 45 fastsætter, hvilke afgørelser der omfattes af den særlige fuldbyrdelsesordning.
Det drejer sig om afgørelser om samværsret, der er tildelt en af et barns forældre og om
tilbagegivelse af et barn i medfør af en afgørelse, der beordrer barnet tilbagegivet,
truffet i henhold til artikel 11b, stk. 8.
Artikel  46  fastslår,  at  der  ikke  kræves  en  særlig  (eksekvatur)procedure  i
fuldbyrdelsesmedlemsstaten for  anerkendelse  og  fuldbyrdelse af  samværsafgørelser,
som er attesteret i overensstemmelse med bestemmelserne i denne afdeling. Det er et
krav, at der ikke er tale om en udeblivelsesdom, og at barnet har haft mulighed for at
blive hørt under hensyntagen til dets alder og modenhed. Standardformularen i bilag
VI  skal  anvendes  til  attesteringen.  Når  sagen  involverer  en  situation  på  tværs  af
grænserne,  udstedes  attesten  af  egen  drift,  når  afgørelsen  blive  eksigibel.  Hvis
situationen efterfølgende antager en grænseoverskridende karakter, udstedes attesten på
begæring af en part.
Artikel 47 fastsætter, at den afgørelse, der er nævnt i litra b i art. 45, stk. 1 anerkendes
og fuldbyrdes i en anden medlemsstat, uden at retsafgørelsen er erklæret eksigibel. Det
er et krav, at det er attesteret i domsstaten, at barnet har haft mulighed for at blive hørt
under hensyntagen til dets alder og modenhed, at parterne har haft mulighed for at
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464924_0013.png
13
blive hørt, og at retten har taget hensyn til de grunde og det bevismateriale, som
dannede  grundlag  for  den  retsafgørelse,  der  blev  truffet  i  medfør  af  artikel  13  i
Haagerkonventionen af 1980, jf. stk. 2.
Efter artikel 48 er det ikke muligt særskilt at påklage udstedelsen af en attest. Faktuelle
fejl i attesten kan rettes i henhold til lovgivningen i den stat, hvor den blev udstedt. For
alle tilfældes skyld følger det af artikel 49x, at attesten kun har virkning, for så vidt at
retsafgørelsen er eksigibel. Med henblik på fuldbyrdelsen skal afgørelsen efter artikel 49
ledsages  af  attest  og,  hvor  dette  er  nødvendigt  i  tilfælde  af
 samværsret,  af  en
oversættelse af attesten. Kun punkt 10 i attesten vedrørend
e samværsret, som
omhandler ordningerne for udøvelse af samværsret, vil eventuelt skulle oversættes.
2.4.5 Afdeling
3A  – Autentiske instrumenter og indenretslige oversættelser.
Artikel 49a vedrører anerkendelse og eksigibilitet af officielt bekræftede dokumenter
samt indenretlige forlig.
2.4.6. Afdeling 4 – Andre bestemmelser.
Artikel 50 fastslår, at forordningen ikke berører fuldbyrdelsesproceduren, som skal
gennemføres i  henhold  til  lovgivningen  i  fuldbyrdelsesmedlemsstaten.  Det  fastslås
endvidere, at afgørelser, der træffes i andre medlemsstater og erklæres for eksigible eller
attesteres  i  overensstemmelse  med  forordningens  bestemmelser,  skal  fuldbyrdes  i
fuldbyrdelsesstaten på samme betingelser, som hvis de var truffet i denne medlemsstat.
Endelig fastslås det, at en afgørelse, som er attesteret i overensstemmelse med artikel
46 og 47, ikke kan fuldbyrdes, hvis den er i uoverensstemmelse med en senere eksigibel
afgørelse.
Artikel 51 fastslår, at retterne i fuldbyrdelsesmedlemsstaten kan fastlægge de praktiske
ordninger for udøvelse af samvær, hvis de nødvendige ordninger ikke er fastlagt i den
afgørelse, der er truffet af den medlemsstat, der er kompetent til at påkende sagens
realitet, og under forudsætning af at de væsentlige elementer i den pågældende afgørelse
er overholdt. De praktiske ordninger ophører med at finde anvendelse i medfør af en
senere  afgørelse  truffet  af  retterne  i  den  medlemsstat,  der  har  kompetence  til  at
påkende sagens realitet, jf. stk. 2.
Artikel 51a udstrækker kapitlets regler om anerkendelse og fuldbyrdelse til også at
omfatte afgørelser vedrørende fastlæggelsen af sagens omkostninger.
Hvis den, som fremsætter anmodningen, i domsstaten helt eller delvis haft fri proces
eller  været  fritaget  for  gebyrer  og  omkostninger,  følger  det  af  artikel  52,  at  den
pågældende under den i artikel 26, 33, 46 og 47 og 51 fastlagte procedure skal meddeles
fri proces eller fritagelse for gebyrer og sagsomkostninger i videst muligt omfang efter
lovgivningen  i  fuldbyrdelsesmedlemsstaten.  Denne  artikel  svarer  til  artikel  30  i
Bruxelles II-forordningen. I artikel 53 er der endvidere fastsat regler om sikkerhed eller
depositum svarende til Bruxelles II-forordningens artikel 31. Efter artikel 54 kræves der
ingen
legalisering m.v. med hensyn til de i artikel 42, 43 og artikel 49 nævnt
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464924_0014.png
14
dokumenter eller eventuelle procesfuldmagter. Dette svarer til Bruxelles
II-forordningens
artikel 35.
2.5.     Kapitel  V,  VI,  VII  og  VIII  –  Samarbejde  mellem  centralmyndighederne,
forholdet til andre instrumenter, overgangsbestemmelser og afsluttende bestemmelser.
Kap. V (artikel 55-59) indeholder regler om samarbejde mellem centralmyndigheder, d
er dækker både skilsmisse og forældreansvar. Centralmyndighederne har en generel
informations- og koordineringsfunktion, ligesom de samarbejder i visse tilfælde.
Efter artikel 57 a, skal myndighederne i et land, som overvejer at træffe afgørelse om at
anbringe barnet hos en plejefamilie eller på en institution i et andet land, indhente
samtykke fra centralmyndigheden i dette andet land, hvis en offentlig myndigheds
mellemkomst ville være påkrævet ved en sådan anbringelse inden for landets egne
grænser.  Også  hvis  en  påtænkt  anbringelse  i  henhold  hertil  ikke  forudsætter
centralmyndighedens  samtykke,  skal  der  i  alle  tilfælde  ske  underretning  af
centralmyndigheden, inden anbringelsen finder sted.
Art 60 indeholder regler om forholdet til andre instrumenter. Udgangspunktet efter
denne bestemmelse er, at forordningen skal træde i stedet for de konventioner mellem
to  eller  flere  medlemsstater,  som  gælder  på  tidspunktet  for  denne  forordnings
ikrafttræden, og som angår sagsområder, der er omfattet af denne forordning, jf. stk. 1.
Bestemmelsen svarer til Bruxelles II-forordningens artikel 36. Finland og Sverige kan
efter denne bestemmelse erklære, at Den nordiske ægteskabskonvention skal finde
anvendelse på deres indbyrdes forbindelser i stedet for bestemmelserne i forordningen.
Artikel 61 fastsætter ligeledes, at forordningen i forbindelser mellem medlemslandene
skal have forrang i forhold til en nærmere angiven række multilaterale konventioner.
Denne artikel svarer til artikel 37 i Bruxelles II-forordningen, men omfatter nu også
Haagerkonventionen af 1980.
Forslagets forhold til Haagerkonventionen af 1996 er nøjere fastsat i artikel 61a. Ifølge
denne  bestemmelses  litra  a  gælder  forordningen,  når  det  pågældende  barn  har
sædvanligt opholdssted i en medlemsstat. Denne begrænsning er i overensstemmelse
med konventionens artikel 52(2), som tillader de kontraherende stater at indgå aftaler
vedrørende konventionens anvendelsesområde, for så vidt angår børn med sædvanligt
opholdssted på disse staters territorium. Af forslagets artikel 61a litra b fremgår det
endvidere,  at  forordningen  også  gælder,  når  en  afgørelse
 afsagt  i  en  medlemsstat  skal
anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat, selv hvis
barnet
har sit faste opholdssted i et
tredjeland, der har tiltrådt konventionen. Om forholdet til de ovennævnte internationale konven
mv. fremgår det endvidere af artikel 61b, at disse fortsat har virkning i spørgsmål,
der ikke er
omfattet af forordningens anvendelsesområde, ligesom de fortsat har virkning mellem
de medlemsstater, som har tiltrådt dem, dog med forbehold for artikel 61.
Artikel 62 indeholder endvidere bestemmelser om traktater med Pavestolen.
Herudover indeholder
kapitlerne VII og VIII (artikel 63-71) bl.a. bestemmelser om
15
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464924_0015.png
medlemsstater  med  flere  lovgivninger,  overgangsbestemmelser  og  regler  om
ikrafttræden.
3.
Europaparlamentet.
Europaparlamentets økonomiske og sociale udvalg har afgivet en udtalelse den 18. september 2
Europaparlamentet har afgivet
en udtalelse den
21. november 2002. Europaparlamentets
endelige udtalelse om forslaget til forordning forventes inden rådsmødet (retlige og
indre anliggender) den 6. november 2003.
4.
Høring.
Forslaget   har   været   sendt   i   høring   hos   Foreningen   Aktive   Fædre,
Familieretsadvokaternes Forening, Børnerådet, Børn og Samvær, Foreningen Et barn
to  forældre,  Arbejderbevægelsens  Børnemiljøråd,  Advokatrådet,  Ministeren  for
Ligestilling,  Det  Danske  Center  for  Menneskerettigheder,  Foreningen  MOR,
Mødrehjælpen af 1983, Dansk Kvindesamfund, Landsorganisationen Børns Vilkår,
Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for
Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Ålborg, Præsidenten for Retten i Odense,
Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Roski lde,
Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Kommunernes
Landsforening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Foreningen af Statsamtmænd
og Foreningen af Statsamtsjurister.
Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten
for København Byret,
Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,
Dansk Kvindesamfund, Kommunernes
Landsforening, Det Danske Center for
Menneskerettigheder og Foreningen af Statsamtmænd har meddelt, at de ikke har
bemærkninger til lovforslaget.
Landsorganisationen Børns Vilkår har anført, at det i sager om børnebortførelser bør
pålægges det enkelte land at foretage en hurtig reaktion, således, at barnet kan bo der,
hvor dette skønnes bedst for barnet. Endvidere er det bl.a. anført, at børneperspektivet
bør være fremherskende i de sager, som forordningen omhandler. Barnet skal således
sikres mulighed for tilknytning til begge forældre uanset nationalitet og bopælsland.
Hensynet til barnets bedste bør være styrende for, hvor forældremyndigheden skal
placeres og for, hvordan samværsordninger skal gennemføres. Det bør således være
barnets  ret  -  og  ikke  forældrenes  ret  -  der  er
 afgørende. Landsorganisationen
anfører endvidere, at det bør pålægges det enkelte land at gennemføre børnesagkyndige
undersøgelser
for at kortlægge,
hvad der er bedst for barnet.
Foreningen Et barn to forældre har bl.a. udtalt sig til støtte for forslaget og anbefalet, at
Danmark tilslutter sig reglerne.
Advokatrådet har oplyst, at rådet generelt kan støtte tanken bag sammenskrivningen.
Herudover har rådet henvist til tidligere høringssvar. I forbindelse med det tidligere
kommissionsforslag om forældreansvar har Advokatrådet bl.a.
anført, at
Danmark,
16
hvis forordningen vedtages, bør søge at indgå en parallelaftale med Fællesskabet, og at
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464924_0016.png
forordningen bør indeholde regler om kompetence til at prøve modkrav.
Børnerådet har generelt afstået fra at kommentere forslaget, men har dog henvist til de
grundsynspunkter,  som  blev  anført  i  tidligere  høringssvar.  I  forbindelse  med  det
tidligere kommissionsforslag om forældreansvar anførte Børnerådet bl.a., at rådet anser
forordningens  overordnede  formål  som  værende  til  barnets  bedste  og  i
overensstemmelse med hensigten i FN’s børnekonvention, idet forordningen vil øge
barnets retssikkerhed og virke stabiliserende på barnets liv ved at nedsætte antallet af
sager vedrørende forældremyndigheden  til det enkelte  barn. I  det tidligere forslag
savnede Børnerådet dog bl.a. generelt en klarere børnesynsvinkel i forordningen som
helhed. Endvidere blev der i den forbindelse bl.a. peget på, at pligten
til at høre
barnet efter Børnekonventionens art. 12
bør præciseres,
og
at de midler,
myndighederne kan tage i brug, hvis barnet modsætter sig udlevering,
bør præciseres.
5. Specialudvalget for
politimæssigt og retligt samarbejde.
Sagen  har  senest  været  drøftet
 i  Specialudvalget  for  politimæssigt  og  retligt
samarbejde
den 21. oktober 2003.
6.
Subsidiaritetsprincippet.
Forslaget ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.
7.
Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser m.v.
Som anført under pkt. 1, er forslaget omfattet af det danske forbehold
vedrørende
retlige og indre anliggender. Danmark deltager således
ikke i vedtagelsen af
forordningen, der ikke vil være bindende for eller finde anvendelse i Danmark.
8.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Retsudvalg og Europaudvalg.
Sagen
har været forelagt Folketingets
Retsudvalg og Europaudvalg forud for rådsmøderne
(retlige og indre anliggender) den 13.-14. juni, 28.-29. november 2002, den 5. – 6.
juni
2003 og den 2. – 3. oktober 2003.
Grundnotat vedrørende Kommissionens nye forslag er oversendt til
Europaudvalget den 20. juni 2002 og til Retsudvalget den 21. juni 2002.
17
Dagsordenspunkt 2: Forslag til Rådets afgørelse om bemyndigelse af
medlemsstaterne til i Det Europæiske Fællesskabs interesse at ratificere eller
tiltræde konventionen om retternes kompetence, lovvalg, anerkendelse og
fuldbyrdelse a
f
retsakter
samt om samarbejde vedrørende forældremyndighed
og forans
taltninger til beskyttelse af mindreårige (Haagerkonventionen af 1996) (KOM(2003)
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464924_0017.png
348 endelig af 17. juni 2003).*
Revideret notat. Ændringer er markeret med kursiv.
1.
Baggrund
Den  19.  oktober  1996  vedtog  Haagerkonferencen  om  International  Privatret  en
konvention  om  retternes  jurisdiktion,  lovvalg,  anerkendelse,  fuldbyrdelse  og
samarbejde vedrørende forældreansvar og beskyttelsesforanstaltninger i forhold til børn
(Haagerkonventionen af 1996).
Australien, Monaco, Den Tjekkiske Republik, Slovakiet, Marokko, Estland, Letland og
Equador er medlemmer af konventionen, der trådte i kraft den 1. januar 2002 (dog
senere  for  visse  af  medlemmerne).  Derudover  har  Polen  og  Schweiz  samt  alle
EU-medlemsstater, jf. nedenfor, undertegnet, men ikke ratificeret konventionen.
Den  29.  maj  2000  vedtog  Rådet  forordning  nr.  1347  om  kompetence  og  om
anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager samt i sager vedrørende
forældremyndighed over ægtefællernes fælles børn (Bruxelles II-forordningen).
Da retsgrundlaget for Bruxelles II-forordningen er EF-traktatens artikel 65, jf. artikel
61, litra c, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af forordningen, der således ikke er
bindende for eller finder anvendelse i Danmark, jf. protokollen om Danmarks Stilling,
der er knyttet som bilag til Amsterdam-traktaten (forbeholdet vedrørende retlige og
indre anliggender).
Med  vedtagelsen  af  Bruxelles  II-forordningen  fik  Fællesskabet  såkaldt  ”ekstern
kompetence” på de retsområder, der dækkes af forordningen. Dette indebærer bl.a., at
Fællesskabet i forhold til de omfattede medlemsstater fik enekompetence til at indgå
forpligtelser med tredjelande, som berører reglerne i Bruxelles II-forordningen.
Haagerkonventionens bestemmelser om retternes kompetence og om anerkendelse og
fuldbyrdelse  af  retsafgørelser  på  det  familieretlige  område  berører  Bruxelles
II-forordningen og er såle
des  omfattet  af  Fællesskabets  enekompetence,  mens  Haagerkonventionens  øvrige
regler henhører under medlemslandenes kompetence.
Haagerkonventionen af 1996 er kun åben for ratifikation af stater, og derfor kan
Fællesskabet som sådan ikke tilslutte sig konventionen, men må handle gennem sine
medlemsstater.
På  den  baggrund  besluttede  Rådet  den  19.  december  2002  at  bemyndige
18
medlemsstaterne  til  at  undertegne  konventionen  i  Fællesskabets  interesse.
Medlemsstaterne,  med  undtagelse  af  Holland,  der  tidligere  havde  undertegnet
konventionen,  undertegnede  konventionen  samtidig  i  Haag  den  1.  april  2003.  I
forbindelse med undertegnelsen afgav medlemsstaterne en erklæring om, at domme,
der afsiges i EU-medlemsstaterne skal anerkendes og fuldbyrdes ved anvendelse af de
relevante interne fællesskabsregler frem for konventionens regler.
Kommissionen  har  den  17.  juni  2003  fremsat  et  forslag  til  Rådets  afgørelse  om
bemyndigelse af medlemsstaterne til i Fællesskabets interesse at r
atificere eller tiltræde
konventionen, idet medlemsstaterne samtidig skal fremsætte en erklæring, der svarer til de
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464924_0018.png
erklæring, der blev fremsat i forbindelse med undertegnelsen.
Da Fællesskabets kompetence er baseret på en forordning, som Danmark ikke deltager i,
deltager Danmark heller ikke i vedtagelsen af Rådets afgørelse om bemyndigelse
ti
medlemsstaterne.
Danmark handler således fortsat på egne vegne i forhold til Haagerkonventionen af
1996, idet den danske holdning dog fastlægges i kontakt med Fællesskabet.
Det bemærkes, at Danmark ligeledes undertegnede konventionen den 1. april
2003 og i forbindelse hermed har afgivet en erklæring svarende til de øvrige
medlemsstaters  om,  at  domme,  der  afsiges  i  EU-medlemsstaterne,  skal
anerkendes  og   fuldbyrdes   ved   anvendelse  af   de   relevante   interne
fællesskabsregler.  Erklæringen  er  fremsat  i  forbindelse  med  Danmarks
undertegnelse, idet det efter Haagerkonventionen ikke er muligt at fremsætte
den på et senere tidspunkt. Erklæringen er dog uden virkning for Danmark, da
de  relevante  interne  fællesskabsregler
 (Bruxelles  II-forordningen  og  den  kommende
forordning om forældreansvar) er omfattet af det danske forbehold vedrørende retlige og
anliggender, jf. punkt 2 ovenfor.
Rådets  afgørelse
 om  bemyndigelse  af  medlem
sstaterne  til  
at  ratificere  eller  tiltræde
Haager-konventionen af 1996 i Fællesskabets interesse forventes vedtaget på Rådsmødet
6. november 2003 eller på et senere rådsmøde.
2.
Indhold
I henhold til Kommissionens forslag til rådsafgørelse bemyndiger Rådet medlemsstaterne
undtagelse af Danmark til at ratificere eller tiltræde Haagerkonventionen af 1996 i
Fællesskabets interesse, idet hver enkelt medlemsstat i den forbindelse afgive
r en erklæring
om, at domme, der afsiges i EU-medlemsstaterne, skal anerkendes og fuldbyrdes ved
anvendelse af de relevante interne fællesskabsregler frem for
konventionens regler.
Det er endvidere fastsat, at medlemsstaterne skal ratificere eller tiltræde konventionen
samtidig, og at dette skal ske inden for en nærmere angiven frist.
19
3.
Europa-Parlamentet
Forslaget  er  behandlet  i  henhold  til  proceduren  i  EF-traktatens  artikel  300.
Europa-Parlamentet er derfor ikke blevet hørt i forbindelse med medlemsstaternes
undertegnelse af Haagerkonventionen
af 1996,
men skal
høres over spørgsmålet om
medlemsstaternes
ratifikation eller tiltrædelse af konventionen.
Europa-Parlamentet
har endnu
ikke afgivet sin udtalelse over forslaget.
4.
Høring
Forslaget har
ikke været sendt
høring.
5. Specialudvalget for
politimæssigt og retligt samarbejde
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464924_0019.png
Sagen har senest været for
for politimæssigt og retligt samar
elagt Specialudvalget
bejde den 21. oktober 2003.
6.
Subsidiaritetsprincippet
Forslaget ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.
7.
Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Som anført under punkt 1, er forslaget til Rådets afgørelse omfattet af det danske
forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.
Danmark deltager således ikke i en kommende vedtagelse af afgørelsen, der ikke vil
være bindende for eller finde
anvendelse i Danmark.
Danmark handler derfor fortsat på egne vegne i re
lation til Haagerkonventionen
af 1996, idet den danske holdning dog fastlægges i kontakt med Fællesskabet.
8.
Tidligere forelæggelser for Folketinget
s Europaudvalg
og Retsudvalg
Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg
forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 2.-3. oktober 2003.
20
Dagsordenspunkt 3: Forslag til Rådets afgørelse om Det Europæiske
Fællesskabs undertegnelse af konventionen om international garantistillelse for
mobilt udstyr og protokollen til nævnte konvention om specifikke forhold for
flymateriel
,
v
edtaget i Cape Town den 16. november 2001 under
U
1.
NIDROIT’s
o
g organisationen for international luftfarts (ICAO’s) fælles auspicier
(KOM (2002) 1308 endelig af 17. december 2002).*
Revideret notat. Ændringer markeret med kursiv.
Baggrund.
UNIDROIT-konventionen   om   internationale   garantier   for   mobilt   udstyr
(konventionen  om  sikkerhedsrettigheder  i  mobilt  udstyr),  vedtaget  i  Cape  Town,
Sydafrika, den 16. november 2001, indeholder regler om stiftelse og retsvirkninger af
internationale  sikkerhedsrettigheder  i  mobilt  udstyr,  herunder  retsvirkningerne  i
forbindelse  med  konkurs.  Konventionen  indeholder  endvidere  bestemmelser  om
retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i tilknytn
i
ng
til konventionen. Endelig indeholder konventionen en bestemmelse om foreløbige
retsmidler, som de kontraherende parter dog kan erklære helt eller delvist ikke at ville
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464924_0020.png
anvende.
Konventionen om sikkerhedsrettigheder i mobilt udstyr kan først finde anvendelse på
en bestemt kategori af mobilt udstyr, når der i tilknytning til konventionen er v
e
dtaget
en protokol, som supplerer og eventuelt ændrer konventionens bestemmelser i relation
til den pågældende kategori af mobilt udstyr, så som fly-, jernbane- eller rummateriel.
UNIDROIT og organisationen for international luftfart (ICAO), som Danmark er
medlem  af,  har  således  gennem  en  årrække  sideløbende  med  arbejdet  med
konventionen om mobilt udstyr arbejdet med en protokol til konventionen, der skal
omhandle specifikke forhold for flymateriel (flymaterielprotoko
l
len). Denne protokol
blev sammen med konventionen om mobilt udstyr vedtaget den 16. november 2001.
Andre protokoller om henholdsvis jernbane- og rummateriel er under udarbejdelse.
Flymaterielprotokollen  skal  sammen  med  konventionen  om  mobilt  udstyr  lette
finansieringen af flymateriel ved at indføre internationale garantier for kreditorerne.
Finansieringsinstitutter, som finansierer varerne gennem kreditsalg, får således absolut
forrang for deres sikkerhedsrettigheder i de pågældende genstande ved notering i et
internationalt  register.  Protokollens  
b
estemmelser  om  bl.a.  lovvalg,  foreløbige
retsmidler og insolvens finder kun anvendelse, såfremt den kontraherende part
positivt
afgiver erklæring om at ville anvende disse regler.
Såvel konventionen om mobilt udstyr som flymaterielprotokollen er undertegnet af 26
land
e
, herunder 4 EU-medlemsstater, hvoraf én medlemsstat har undertegnet med
forbehold. Danmark har ikke undertegnet konventionen eller protokollen, og de er
endnu ikke trådt i kraft.
Den  29.  maj  2000  vedtog  Rådet  forordning  nr.  1346/2000  om  konkurs.
21
Konkursforordningen indeholder  regler om  re
t
ternes og  kuratorernes kompetence,
lovvalg samt anerkendelse  og fuldbyrdelse af retsafgørelser  på det insolvensretlige
område. Konkursforordningen trådte i kraft den 31. maj 2002.
Den 22. december 2000 vedtog Rådet forordning nr. 44/2001 om retternes kompetenc
e 
og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige
område (Bruxelles I-forordningen). Bruxelles I-forordningen trådte i kraft den 1. marts
2002.
Med vedtagelsen af konkursforordningen og Bruxelles I-forordningen fik Fællesskabet
såkaldt ”ekstern kompetence” på de retsområder, som dækkes af forordningerne. Dette
indebærer bl.a., at Fællesskabet på punkter, so
m 
berører reglerne i konkursforordningen
og  Bruxelles  I-forordningen,  i  forhold  til  de  omfattede  medlemsstater  fik
enekompetence til at forpligte Fællesskabet over for tredjelande.
Da  visse  af  reglerne  i  konventionen  om  sikkerhedsrettigheder  i  mobilt  udstyr  og
flymaterielprotokollen vedrører Fællesskabets eksterne kompetence efter henholdsvis
konkursforordningen  og  Bruxelles  I-forordningens  regler,  blev  der  på  rådsmødet
(miljø)  den  29.  oktober  2001  vedtaget  en  rådsbeslutning,  som  bemyndigede
Kommissionen til på Fællesskabets vegne at forhandle om vedtagelsen af konventionen
og  protokollen,  for  så  vidt  angår  de  områder,  der  faldt  ind  under  Fællesskabets
enekompetence i medfør af de to forordninger.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464924_0021.png
Under forhandlingerne i fik Fællesskabet indført en række bestemmelser, der giver og
protokollens vedtagelse, Cape Town i november 2001, som førte til konventionens
mulighed for at anvende fællesskabsretten frem for konventionen og protokollen på de
områder, der er omfattet af de to ovennævnte forordninger, hvis Fællesskabet afgiver
en erklæring herom. Der blev endvidere indføjet en bestemmelse om, at organisationer
for regional økonomisk integration, der har kompetence på visse af de områder, som
konventionen og protokollen vedrører – herunder navnlig Det Europæiske Fællesskab
– har mulighed for at blive part i instrumenterne.
Da visse af reglerne i konventionen og protokollen som nævnt berører henholdsvis
konkursforordningen og Bruxelles I-forordningens regler, skal Fællesskabet undertegne
og indgå konventionen og protokollen vedrørende disse dele.
På den baggrund har Kommissionen den 17. december
2002 fremsat et forslag til Rådets
afgørelse om
Det Europæiske Fællesskabs undertegnelse og indgåelse af konventionen
om
mobilt udstyr
og flymaterielprotokolle
n
.
Forslaget vedrørende undertegnelse af konventionen og protokollen forventes vedtaget
på rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 6. november 2003 eller et senere
rådsmøde.
Da  retsgrundlaget  for  konkursforordningen  og  Bruxelles  I-forordningen  er
EF-traktatens artikel 65, jf. artikel 61, litra c, deltog Danmark ikke i vedtagelsen af disse
forordninger, der ikke er bindende for eller finder anvendelse i Danmark, jf. p
len
rotokol
22
om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til Amsterdam-traktaten (forbeholdet
vedrørende  retlige  og  indre  a
n
2.
liggende
r
). Det Europæiske Fællesskabs
undertegnelse  og  senere  indgåelse  af  konventionen  om  mobilt  udstyr  og
flymaterielprotokollen har således ikke bindende virkning for Danmark.
Indhold
Forslaget  til  Rådets  afgørelse  om  Det  Europæiske  Fællesskabs  undertegnelse  af
konventionen om mobilt udstyr og flymaterielprotokollen indeholder en bestemmelse
om, at formanden for Rådet udpeger en person, som på Fællesskabets vegne – og med
forbehold for eventuel indgåelse – undertegner konventionen om mobilt udstyr og
flymaterielprotokollen.
Det  bestemmes  endvidere,  at  Fællesskabet  i  forbindelse  med  undertegnelsen  af
konventionen og protokollen skal afgive erklæring om, på hvilke områder omfattet af
konventionen  og  protokollen,  Fællesskabet  har  fået  overført  kompetence  fra
medlemsstaterne,  dvs.  spørgsmål,  der  berører  Bruxelles  I-forordningen  og
konkursforordningen.
Herudover er der som bilag til rådsafgørelsen medtaget to erklæringer fra Rådet og
Kommissionen,  hvorefter  det  i  forbindelse  med  Rådets  vedtagelse  af  afgørelsen
tilkendegives,
a
t der med Fællesskabets 
undertegnelse  af konventionen og protokollen
ikke er taget stilling til spørgsmålet om medlemsstaternes kompetence for så vidt angår m
insolvensret.
3.
Europa-Parlamentet
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464924_0022.png
Forslaget behandleshøres derfor ikke over forslaget i EF-traktatens
t
egnelse af
Europa-Parlamentet i henhold til proceduren til Fællesska
bet
artikel 300.
s under
konventionen om mobilt udstyr
o
g flymaterielprotokollen, men vil senere
skulle høres om
spørgsmålet
om Fæ
llesskabets tiltræden af
konventionen og protokollen.
Høring
Forslaget har
ikke været sendt
i høring.
Specialudvalge
t
for politimæssigt og retligt samarbejde
Sagen har senest været
d
røftet i Specialudvalget for politimæssigt og retlig
t
samarbejde den 21. oktober 2003.
Subsidiaritetsprincippet
23
Forslaget ses ikke at være i strid med subsidiaritetsprincippet.
Lovgivningsmæssige og statsfinansielle konsekvenser
Som anført under punkt 1, er forslaget til Rådets afgørelse vedrørende undertegnel
konventionen om mobilt udstyr og flymaterielprotokollen, i
d
e
t omfang Fællesskabet har
ekstern kompetence i medfør af Bruxelles I-forordningen og konkursforordningen,
omfattet af det danske forbeh
o
ld vedrørende retlige og indre anliggender.
Danmark deltager således
ikke i en kommende vedtagelse af afgørelsen, som ikke vil være
bindende for eller finde anvendelse i Danmark.
Tidligere forelæggelser for Folketingets
Europaudvalg og
Retsudvalg
Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg
forud for rådsmødet (retlige og indre anliggender) den 5.-6. juni og den 2-3.
oktober 2003.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1464924_0023.png