Spm. nr. S 183
Til indenrigs- og sundhedsministeren (9/10 03) af:
Villy Søvndal
(SF):
»Vil ministeren i lyset af prisfaldet på alkohol og Danmarks uheldige verdensrekord i druk blandt unge oplyse, om den
danske regering agter at arbejde for, at de øvrige EU-lande hæver afgiftsniveauet på alkohol med henblik på en
harmonisering, samt oplyse om, hvilke foranstaltninger ministeren måtte have tænkt sig at iværksætte for at imødegå et
forventeligt øget alkoholforbrug blandt unge?«
Svar (24/10 03)
Indenrigs- og sundhedsministeren
(Lars Løkke Rasmussen):
Lad mig endnu en gang slå fast, at et flertal i Folketinget ikke har sat afgifterne på spiritus ned for at få befolkningen til
at drikke mere. Det er gjort, fordi 24-timers reglen bortfalder den 1. januar 2004, hvor man så på en en-dags tur må købe
ganske store mængder spiritus i Tyskland til eget forbrug, nemlig hele 10 liter. Så det er for at få flyttet handlen med
spiritus fra Tyskland til Danmark til gav for de danske butikker og dermed også til gavn for den danske statskasse og det
danske velfærdssamfund.
Den danske regering stemmer gerne for højere minimumsafgifter i EU, såfremt spørgsmålet kommer op.
Jeg er enig i, at indsatsen mod de unges drikkeri skal styrkes. I det supplerende regeringsgrundlag Vækst, velfærd –
fornyelse II fra august 2003 sættes fokus på børn og unges sundhed. Som led heri offentliggør regeringen i november
måned 2003 udspillet Bedre sundhed for børn og unge, hvor et af initiativerne er en højere aldersgrænse for butikssalg af
alkohol til unge. Regeringen vil derfor i løbet af november måned fremsætte lovforslag om at hæve aldersgrænsen for
butikssalg af alkohol fra 15 til 16 år. Samtidig vil regeringen foreslå en 16 års aldersgrænse for salg af tobaksvarer.
Sundhedsstyrelsen vil gennemføre en oplysningskampagne målrettet både de butiksansatte og befolkningen som helhed.
Kampagnen skal bl.a. lancere et nyt legitimationskort til unge.
En aldersgrænse på 16 år hører sammen med, at det er det tidspunkt, hvor de fleste unge forlader folkeskolen og dermed
overgår fra børneliv til ungdomsliv. Det er vigtigt, at der bliver trukket en skarpere grænse mellem børnekultur og
ungdomskultur. Børneårene skal gøres fri for rusmidler, uanset om det er øl, vin, spiritus eller cigaretter. Når de unge
bliver 16 år, forventes de i højere grad at kunne tage vare på sig selv.
I en situation, hvor det fra mange sider fremhæves, at forældre har et væsentligt ansvar for deres børns omgang med
alkohol, vil forældrene med en højere aldersgrænse få en god opbakning i deres bestræbelser på selv at begrænse deres
børns brug af alkohol. Det gælder ikke mindst de forældre, som har svært ved at følge med i, hvad deres børn foretager
sig.
Erfaringerne med forbudet mod salg af alkohol til unge under 15 år viser, at nogle butikker har svært ved at håndhæve
forbudet. Det kan være vanskeligt for butikspersonalet at vurdere alderen på et ungt menneske, og det er derfor let for
mange unge under 15 år at snyde sig til at købe alkohol. En stor del af de unge har ikke nogen form for billedlegitimation
og kan derfor ikke bevise, at de er gamle nok til at købe alkohol. Og det er fx kun ca. en tredjedel af de 16 til 17 årige,
der har erhvervet sig knallertbevis med billede på.
Regeringen overvejer derfor at gøre det muligt for unge mellem 16 og 18 år at erhverve sig et billedlegitimationskort. De
unge får med sådant et kort mulighed for at dokumentere, at de er gamle nok til at købe alkohol. Butikkerne får ligeledes
lettere ved at håndhæve aldersgrænsen for butikssalg af alkohol, idet butikspersonalet i tvivlstilfælde kan bede den unge
om at bevise sin alder ved fremvisning af billedlegitimation. Kortet skal kunne erhverves af de unge mod egenbetaling,
som skal dække omkostningerne til fremstilling af kortet.
En højere aldersgrænse og indførelsen af et billedlegitimationskort vil begge bidrage til at rykke debutalderen op.
Regeringen vil overveje at skærpe sanktionerne over for de butiksindehavere, som konsekvent og gentagne gange
overtræder butikssalgsforbudet.
Efter restaurationsloven er det forbudt at udskænke alkohol til unge under 18 år. Den 1. marts i år blev proceduren ved
fratagelse en alkoholbevilling ændret, således at bevillingsmyndighederne har fået et bedre redskab, der gør det
administrativt lettere at tilbagekalde alkoholbevillinger. Samtidig er reglerne om forbud mod ophold i restaurationer og
straf justeret. Lovforslaget var et led i regeringens handlingsplan »Stop volden«.