Europaudvalget 2003-04
S 4954
Offentligt
1460068_0001.png
Spm. nr. S 4954
Til miljøministeren (10/8 04) af:
Birthe Skaarup
(DF):
»Vil ministeren oplyse, hvordan man vil forholde sig til de nye lempelige EU-regler for, hvor meget nikkel der må være i
smykker, som er i strid med den gældende danske lovgivning?«
Begrundelse
I Danmark har man brugt flere år på at få nikkelfrie smykker i Danmark og med de nye EU-regler frygtes en eksplosion i
nikkelallergi.
Fire ud af ti unge bliver i dag piercet et sted på kroppen, og med EU's nye lempelser vil der ikke være nogen kontrol med
det stål, der hver dag gennembores tusinder af unges hud. Spørgeren ønsker klare danske regler på området.
Svar (17/9 04)
Miljøministeren
(Connie Hedegaard):
De gældende EU-regler fastsætter maksimum indhold af nikkel på 0,05 vægt-% i selve de stikker, som indsættes i
hullede ører m.v. under ophelingen af såret. For øvrige stikkere og andre produkter, der er beregnet til at komme i
længerevarende kontakt med huden er der en grænse for afgivelsen. Denne grænse er på 0,5 µg/cm
2
/uge.
Med vedtagelsen af de nye EU-regler, som skal træde i kraft den 1. september 2005, fastsættes der en grænse for
afgivelsen af nikkel fra piercingsmykker på 0,2 µg/cm
2
/uge for alle piercingsmykker til huller i ørene m.v., uanset
hvornår de anvendes.
Dette er en forbedring af reglerne for piercingsmykker beregnet til brug efter, at hullet er helet. Derimod vurderer
Miljøstyrelsen, at der kan være tale om en slækkelse af reglerne for de piercingsmykker, som anvendes, mens hullet
heler. Danmark stemte på denne baggrund imod en ændring af de gældende regler.
Kommissionen har som dokumentation for de nye regler henvist til et israelsk studie og Den videnskabelige Komité for
Toksicitet, Økotoksicitet og Miljø har udtalt, at en grænse for nikkelmigration vil kunne indebære ringere risiko for
sensibilisering end en grænse for nikkelindholdet. Miljøstyrelsen er ikke enig i denne vurdering.
Miljøstyrelsen har oplyst, at der ikke på nuværende tidspunkt findes dokumentation om, hvor vidt der kan ske en
stigning i eksponeringen af forbrugerne.
Videncentret for Allergi har oprettet et overvågningssystem, som bl.a. gør det muligt løbende at følge forekomsten af
kontaktallergi og årsagerne til kontaktallergi herunder nikkelallergi. Derudover er danske forskere er ved at færdiggøre et
litteraturstudie, som vil vise ved hvilken koncentration af nikkel nogle nikkeloverfølsomme personer har reageret.
Jeg har bedt Miljøstyrelsen om en vurdering af studiets resultater i forhold til de nye bestemmelser når studiet foreligger,
og jeg vil herefter tage stilling til, hvorledes Danmark skal forholde sig til den nye migrationsgrænseværdi for nikkel i
stikkere, der indsættes i hullet under opheling af såret.