Europaudvalget 2004
KOM (2004) 0261
Offentligt
1444904_0001.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 16.04.2004
KOM(2004) 261 endelig
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN
TIL RÅDET, EUROPA-PARLAMENTET OG
DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG
Forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder
i det indre marked
DA
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN
TIL RÅDET, EUROPA-PARLAMENTET OG
DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG
Forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder
i det indre marked
(EØS-relevant tekst)
INDHOLDSFORTEGNELSE
Resumé ..................................................................................................................................... 4
Indledning................................................................................................................................... 6
1.
1.1.
1.1.1.
1.1.2.
1.2.
1.2.1.
1.2.2.
1.2.3.
1.2.4.
1.2.5.
1.3.
2.
2.1.
2.2.
2.2.1.
2.2.2.
2.2.3.
2.3.
3.
Rettighedsforvaltning i det indre marked..................................................................... 7
Baggrund og væsentligste kendetegn........................................................................... 7
Rettighedsforvaltning - kategorier og former .............................................................. 7
Gældende retlige rammer............................................................................................. 7
Det indre markeds effekt på rettighedsforvaltningen................................................... 8
Den intellektuelle ejendomsrets territoriale afgrænsning ............................................ 8
Grænseoverskridende udnyttelse af ophavsret og beslægtede rettigheder................... 8
Hindringer for et indre marked for rettighedsforvaltning ............................................ 8
Ønske om licenser for hele EU .................................................................................... 9
Systemer til digital rettighedsforvaltning (DRM) ...................................................... 11
Konklusion ................................................................................................................. 13
Individuel rettighedsforvaltning................................................................................. 14
Væsentligste kendetegn.............................................................................................. 14
Uafklarede spørgsmål................................................................................................. 14
Ejendomsretten til rettigheder .................................................................................... 14
Lovregulering af rettens overgang til andre ............................................................... 14
Indhold og fortolkning af aftaler ................................................................................ 15
Konklusion ................................................................................................................. 15
Kollektiv rettighedsforvaltning .................................................................................. 15
DA
2
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.1.
3.1.1.
3.1.2.
3.2.
3.2.1.
3.2.2.
3.3.
3.4.
3.5.
3.5.1.
3.5.2.
3.5.3.
3.5.4.
3.6.
Formålet med kollektiv rettighedsforvaltning............................................................ 15
Baggrund .................................................................................................................... 15
Væsentligste kendetegn.............................................................................................. 15
Gældende retlige rammer........................................................................................... 16
Kollektiv rettighedsforvaltning i henhold til gældende fællesskabsret...................... 16
Kollektiv rettighedsforvaltning i henhold til national ret........................................... 17
Høringer om kollektiv rettighedsforvaltning i det indre marked ............................... 17
Kollektiv rettighedsforvaltning og konkurrencereglerne ........................................... 18
Spørgsmål, der kræver lovgivning ............................................................................. 19
Oprettelse af forvaltningsselskaber og deres status ................................................... 20
Forvaltningsselskabers forhold til brugerne............................................................... 20
Forholdet mellem forvaltningsselskaber og rettighedshaverne.................................. 20
Ekstern kontrol med forvaltningsselskaber................................................................ 21
Konklusion ................................................................................................................. 21
DA
3
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
R
ESUMÉ
Begrebet "rettighedsforvaltning" vedrører de ordninger, hvorefter ophavsret og beslægtede
rettigheder forvaltes, dvs. licensudstedelse for, overdragelse af eller vederlag for enhver form
for udnyttelse. Ved individuel rettighedsforvaltning forstås, at individuelle rettighedshavere
markedsfører deres rettigheder til erhvervsbrugere. Ved kollektiv rettighedsforvaltning forstås
det system, hvor et befuldmægtiget forvaltningsselskab på vegne af flere rettighedshavere
varetager forvaltningen af rettigheder og kontrollen med opkrævningen af afgifter, som det
fordeler.
Fællesskabets retsforskrifter om ophavsret og beslægtede rettigheder har siden 1991
undergået en udvikling. Der er blevet vedtaget syv direktiver om den gældende materielle
ophavsretslovgivning og senest et forslag til direktiv om sikring af overholdelsen af
rettigheder (sanktioner og retsmidler), som Kommissionen forelagde i januar 2003.
Forvaltningen af rettigheder er hidtil kun blevet behandlet marginalt i gældende fællesskabsret
og i vidt omfang blevet overladt til medlemsstaternes nationale lovgivning. Mellem 1995 og
2002 har Kommissionen gennemført omfattende høringer om både den individuelle og den
kollektive rettighedsforvaltning.
Denne meddelelse afslutter høringsprocessen og omhandler både individuel og kollektiv
rettighedsforvaltning og spørgsmålet om, hvorvidt de eksisterende former for
rettighedsforvaltning
hæmmer
det
indre
markeds
funktion,
særlig
med
informationssamfundets fremvækst.
Kapitel 1 omhandler forvaltningen af ophavsret og beslægtede rettigheder, herunder også
forbindelsen til og indvirkningen på det indre marked. Der er set på flere forskellige
muligheder for at udstede licenser for hele EU på visse rettigheder med virkninger på tværs af
grænserne. Udviklingen bør tage udgangspunkt i markedet og sigte mod at skabe større
overensstemmelse mellem betingelserne for kollektiv rettighedsforvaltning. Der ses i kapitel 1
desuden på indførelsen af systemer til forvaltning af digitale rettigheder (DRM). Sådanne
systemer bør efter Kommissionens opfattelse i princippet kun indføres, hvis de har alle
berørte parters accept, herunder forbrugernes, og bør bero på lovgivers ophavsretspolitik. For
at kunne sikre, at rettighedshaverne og brugerne, særlig forbrugerne, har adgang til DRM-
systemer og -tjenester overalt i EU, må DRM-systemerne og -tjenesterne være interoperable.
I kapitel 2 om den individuelle rettighedsforvaltning er Kommissionen nået frem til, at der
samlet set er tilstrækkeligt mange lighedspunkter i alle medlemsstater. Forskellene mellem
medlemsstaters lovgivninger har derfor ikke hidtil givet anledning til nogen bekymringer mht.
det indre markeds funktion. Kommissionen vil fortsat holde øje med udviklingen i
medlemsstaterne.
Kapitel 3 omhandler den kollektive rettighedsforvaltning, som er veletableret i alle
medlemsstater. Den er i dag en økonomisk, kulturel og social nødvendighed ved forvaltningen
af visse rettigheder, også i tiltrædelseslandene. Det er afgørende, at forvaltningsselskaberne er
effektive, åbne og redelige, hvis den grænseoverskridende handel med varer og tjenester, der
er beskyttet af ophavsret og beslægtede rettigheder, skal fungere gnidningsfrit i det indre
marked. Et mere velfungerende indre marked for kollektiv rettighedsforvaltning kræver større
overensstemmelse, bl.a. med hensyn til oprettelsen af forvaltningsselskaber og deres status,
med hensyn til deres arbejdsmåde og redelighed efter principperne for god forvaltning og med
DA
4
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
hensyn til den interne og eksterne kontrol, herunder tvistbilæggelsesordningerne. EF-
rammebestemmelser, der fastlægger de almindelige betingelser for disse forhold, kunne gøre
det muligt at nå de mål, der opstilles i denne meddelelse.
DA
5
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444904_0006.png
I
NDLEDNING
Markedet for varer og tjenesteydelser, der er beskyttet af ophavsret og beslægtede rettigheder,
omfatter en lang række produkter og tjenesteydelser. Mens traditionelle analoge varer og
tjenester altid har spillet en vigtig rolle ved udnyttelsen af ophavsret og beslægtede
rettigheder, opstår der med informationssamfundet nye markeder, hvor beskyttede værker kan
udnyttes gennem elektroniske produkter og interaktive tjenester.
EU's ophavsretsindustri bidrager på EU-plan med over 5 % af BNP
1
. Det indre marked er på
grund af de stordriftsfordele, det giver, blevet det rette forum for de fleste udnyttelsesformer.
Flere og flere af de grænser, der står i vejen for markedsføringen af varer og tjenesteydelser,
der er beskyttet af ophavsret eller beslægtede rettigheder, bliver nedbrudt. Ophavsretligt
beskyttede varer og tjenesteydelser tilbydes og markedsføres i dag på EU-plan - og det med
rette, hvis det overhovedet er økonomisk muligt.
De retlige rammer for beskyttelsen af ophavsret og beslægtede rettigheder i EU skal være
tilpasset til denne virkelighed. Den form, ophavsretslovgivningen har fået i de enkelte lande,
er imidlertid baseret på forskelle i retlige og kulturelle traditioner. Samtidig blev det i
1970'erne klart, at et velfungerende indre marked uden unødige hindringer for de frie
varebevægelser og den frie udveksling af tjenesteydelser og uden konkurrenceforvridning
kræver en harmonisering af medlemsstaternes nationale ophavsretslovgivning, hvilket
Domstolen også har fastslået i flere af sine afgørelser
2
.
Der var en omfattende høringsperiode i perioden 1995-2002, og de første harmoniseringstiltag
var koncentreret om den materielle ophavsretslovgivning. Mellem 1991 og 2001 blev der
vedtaget syv direktiver
3
, hvorved rettigheder og undtagelser samt visse andre aspekter af den
materielle ophavsretslovgivning blev harmoniseret.
Skal det indre marked fungere gnidningsfrit for ophavsretligt beskyttede varer og
tjenesteydelser, er det imidlertid ikke nok, at medlemsstaternes materielle
ophavsretslovgivning stemmer overens. Det samme må være tilfældet for de bestemmelser,
der gælder for sikring af overholdelsen af rettigheder. Fællesskabslovgiver er derfor ved at
udstede et direktiv om dette emne. Det sidste aspekt ved den intellektuelle ejendomsret er
selve rettighedsforvaltningen. Nu da mange af de materielretlige aspekter af ophavsretten er
1
2
3
Hvilken økonomisk betydning beskyttelsen af ophavsret og beslægtede rettigheder har i EU, er behandlet i en
undersøgelse for Europa-Kommissionen. Resultaterne blev offentliggjort i november 2003.
Sag 158/86, Warner Brothers og Metronome Video mod Christiansen, Sml. 1988, s. 2605, og sag 341/87, EMI
Electrola GmbH mod Patricia, Sml. 1989, s. 79.
Rådets direktiv 91/250/EØF af 14. maj 1991 om retlig beskyttelse af edb-programmer (EFT L 122 af 17.5.1991,
s. 42), Rådets direktiv 92/100/EØF af 19. november 1992 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre
ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret (EFT L 346 af 27.11.1992, s. 61),
Rådets direktiv 93/83/EØF af 27. september 1993 om samordning af visse bestemmelser vedrørende
ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og tv-udsendelse via satellit og
viderespredning pr. kabel (
EFTL
248 af 6.10.1993, s. 15), Rådets direktiv 93/98/EØF af 29. oktober 1993 om
harmonisering af beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder (EFT L 290 af 24.11.1993, s. 9),
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/9/EF af 11. marts 1996 om retlig beskyttelse af databaser (EFT L 77 af
27.3.1996, s. 20), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse
aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (EFT L 167 af 22.6.2001, s. 10) og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/84/EF af 27. september 2001 om følgeret for ophavsmanden til et
originalkunstværk (EFT L 272 af 13.10.2001, s. 32).
DA
6
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444904_0007.png
harmoniseret, må der skabes lige vilkår for alle på EU-plan i form af fælles bestemmelser og
betingelser for forvaltningen af rettigheder. Kommissionen redegør i denne meddelelse for
resultaterne af høringerne og foreslår den krævede opfølgning.
1.
1.1.
1.1.1.
R
ETTIGHEDSFORVALTNING I DET INDRE MARKED
Baggrund og væsentligste kendetegn
Rettighedsforvaltning - kategorier og former
Ud over de mere generelle økonomiske mål som fremme af investeringerne, væksten og
beskæftigelsen har den ophavsretlige beskyttelse også ikke-økonomiske mål, særlig fremme
af kreativiteten, den kulturelle mangfoldighed og den kulturelle identitet. Ophavsmænd til
litterære eller kunstneriske værker og indehavere af beslægtede rettigheder har eneret til at
tillade eller forbyde udnyttelsen af deres værker eller andre frembringelser mod betaling af et
gebyr eller en afgift. Når det ikke er muligt at sikre overholdelsen af enerettigheder over for
enkeltpersoner, eller når det på grund af antallet og arten af udnyttelser ikke ville være
hensigtsmæssigt med en individuel rettighedsforvaltning, har rettighedshaverne i stedet ret til
at modtage et rimeligt vederlag.
Rettigheder kan forvaltes enten individuelt eller kollektivt. Enerettigheder varetages
traditionelt individuelt af rettighedshaverne selv, som udsteder licenser til erhvervsbrugere,
f.eks. forlæggere eller producenter, eller af formidlere som f.eks. forlæggere, producenter eller
distributører. Individuel rettighedsforvaltning sker i reglen ved aftalelicenser, der kan være
eksklusive eller ikke-eksklusive, og som kan tillade en enkelt eller alle udnyttelsesformer.
Retten til vederlag forvaltes i reglen af forvaltningsselskaber, der fungerer som
rettighedshavernes befuldmægtigede.
1.1.2.
Gældende retlige rammer
På internationalt plan omhandler Bernerkonventionens
4
artikel 11bis, stk. 2, og artikel 13,
stk. 1, og Romkonventionens
5
artikel 12 den kollektive rettighedsforvaltning. Landene i
Bernerunionen kan således vælge, hvilken form for rettighedsforvaltning de vil indføre (se
Bernerkonventionens nævnte artikler). Bernerkonventionens artikel 2, stk. 6, berører
rettighedsforvaltning, idet den bestemmer, at denne "beskyttelse gælder til fordel for
ophavsmanden og dem, der indtræder i hans ret ". I henhold til Bernerkonventionens
artikel 14bis, stk. 2, litra b), kan visse ophavsmænd til et kinematografisk værk ikke udøve
deres rettigheder særskilt.
På nationalt plan er der store forskelle både i lovgivningen og i praksis. Inden for den
kollektive rettighedsforvaltning har der både i medlemsstaterne og tiltrædelseslandene været
en nylig udvikling i lovgivningen, der efter alt at dømme synes at fortsætte, om end ikke på en
ensartet måde.
4
5
Bernerkonventionen til værn for litterære og kunstneriske værker af 9. september 1886 (Parisakten som ændret den
28. september 1979).
Den internationale konvention om beskyttelse af udøvende kunstnere, fremstillere af fonogrammer samt radio- og
fjernsynsforetagender af 26. oktober 1961.
DA
7
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444904_0008.png
På fællesskabsplan er spørgsmålet i begrænset omfang blevet behandlet i gældende
fællesskabsret i flere direktiver. For så vidt angår individuel rettighedsforvaltning, bekræfter
direktiverne generelt, at økonomiske enerettigheder kan overføres, overdrages eller gøres til
genstand for aftalelicenser, men direktiverne regulerer ikke vilkårene for
rettighedsforvaltningen som sådan. For så vidt angår kollektiv rettighedsforvaltning, nævnes
forvaltning via forvaltningsselskaber i mange af de gældende direktiver, som dog heller ikke
regulerer vilkårene for rettighedsforvaltningen som sådan
6
.
1.2.
1.2.1.
Det indre markeds effekt på rettighedsforvaltningen
Den intellektuelle ejendomsrets territoriale afgrænsning
Traditionelt er det udnyttelsesstedets lovgivning, der gælder for udnyttelsen af rettigheder.
Dette princip bekræftes af Bernerkonventionens artikel 5, stk. 2, og anerkendes i de nationale
lovgivninger.
For EU betyder det, at det er de enkelte medlemsstater, der yder den ophavsretlige
beskyttelse. Der findes ingen EU-ophavsret. Den harmonisering, der hidtil er foretaget af den
materielle ophavsretslovgivning, har ikke taget sigte på at afskaffe eller indskrænke
ophavsrettens territoriale afgrænsning og rettighedshavernes mulighed for at udøve deres
rettigheder på et bestemt territorialt område. Dette territorialprincip er blevet anerkendt af
fællesskabslovgiver og bekræftet af Domstolen
7
, selv om virkningen til en vis grad er blevet
svækket. Domstolen har kun indskrænket princippet med hensyn til EU-konsumption af
spredningsretten, når denne kolliderer med de frie varebevægelser, og med hensyn til
konkurrencereglerne, når den er baseret på restriktive aftaler eller samordnet praksis eller
misbrug af en dominerende stilling.
1.2.2.
Grænseoverskridende udnyttelse af ophavsret og beslægtede rettigheder
På grund af de stordriftsfordele, det giver, er det indre marked blevet det passende forum for
de fleste udnyttelsesformer.
Med det digitale områdes gennembrud er grænseoverskridende handel med varer og
tjenesteydelser, der er beskyttet af ophavsret og beslægtede rettigheder, blevet reglen, navnlig
for så vidt angår reproduktionsretten, retten til tilgængeliggørelse for almenheden og retten til
tilrådighedsstillelse. Alle tre rettigheder berøres af enhver digital udsendelse og er blevet
harmoniseret til dette formål ved direktiv 2001/29/EF.
1.2.3.
Hindringer for et indre marked for rettighedsforvaltning
Offlinelicenser bliver således i stigende grad grænseoverskridende, mens onlinelicenser pr.
definition er grænseoverskridende. Da licenser imidlertid udstedes efter udnyttelseslandets
lovgivning, gælder der forskellige forskrifter, når udnyttelsen dækker mere end en
medlemsstat.
6
7
Se punkt 3.2.1.
Se sag 62/79, Coditel mod Ciné-Vog Films, Sml. 1980, s. 881, og sag 262/81, Coditel mod Ciné-Vog Films, Sml.
1982, s. 3381. I Coditel II (præmis 14) præciserede Domstolen, at "lige så lidt som det kan udelukkes , at visse
omstændigheder ved denne udøvelse kan være i strid med artiklerne 59 og 60, lige så lidt kan det udelukkes, at
udøvelsen på visse punkter kan være i strid med artikel 85, hvis denne udøvelse er midlet til at nå en aftale, som har
til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet
".
DA
8
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444904_0009.png
For den individuelle rettighedsforvaltning gælder der forskellige forskrifter for ejendomsret
og ophavsret, betingelserne for ophavsretlige aftaler og beskyttelseskriterierne. Betingelserne
for den kollektive rettighedsforvaltning varierer også medlemsstaterne imellem. Manglen på
fælles forskrifter om forvaltningsselskabernes styreform kan være til skade for både brugerne
og rettighedshaverne, da forskelle i vilkårene i de enkelte medlemsstater kan begrænse
åbenheden og retssikkerheden. Jo flere forskelle, der er mellem forskrifterne, desto
vanskeligere er det i princippet at udstede grænseoverskridende licenser og licenser, der
gælder for flere eller alle medlemsstater.
1.2.4.
Ønske om licenser for hele EU
Et stående tema i høringsprocessen var ønsket om større mulighed for at kunne opnå licenser,
der gælder for hele EU, særlig fra erhvervsbrugernes side og navnlig for det voksende marked
på onlineområdet
8
. Ved "licenser for hele EU" forstås i denne forbindelse licenser, der
udstedes af et enkelt forvaltningsselskab til udnyttelse i hele Fællesskabet som led i én enkelt
procedure.
De berørte parter søger allerede aftalebaserede og teknologiske løsninger, der sikrer en
passende adgang til beskyttede værker og andre frembringelser på europæisk plan eller endog
på verdensplan.
Licenser for hele EU blev førhen udstedt i henhold til BIEM/IFPI-aftalen, den rammeaftale
om mekanisk reproduktion, der er indgået mellem forvaltningsselskabernes
paraplyorganisation BIEM (Bureau international des societés gérant les droits
d'enregistrement et de reproduction mécanique) og fonogramfremstillernes tilsvarende
organisation IFPI (International Federation of the Phonographic Industry). For så vidt angår
udsendelse via elektroniske medier, herunder webcasting og bestillingstransmission af musik
via streaming eller downloading, har forvaltningsselskaberne senest meddelt Kommissionen
et sæt aftaler med henblik på negativattest eller fritagelse i henhold til EF-traktatens
artikel 81. Det er parternes hensigt, at licenser for EU som hovedregel skal udstedes af
selskabet i det land, hvor indholdsleverandøren er etableret. For så vidt angår rettigheder til
musikfremførelser, har næsten alle større forvaltningsselskaber, der repræsenterer
ophavsmænd, på forsøgsbasis indgået en gensidighedskontrakt (den såkaldte Santiago-aftale),
hvor de enkelte selskaber kan udstede licenser for flere lande til at udnytte retten til offentlig
fremførelse online. En anden model (den såkaldte simulcasting-aftale) omhandler
fonogramfremstilleres ret til vederlag for simulcasting, dvs. når radio- og tv-foretagender
samtidigt via internet udsender lydoptagelser, der indgår i deres udsendelser af radio- og/eller
tv-signaler. Brugerne (i dette tilfælde radio- og tv-foretagender, der udsender signaler fra
EØS-området) kan opnå en licens for hele Europa fra ethvert selskab i EØS-området. Efter en
anden model kan enhver af de deltagende forvaltningsselskaber på lige vilkår opnå licens for
hele EU til online at benytte kunstværker og fotografier (den såkaldte OnLineArt-aftale).
8
Kommissionen har i en lignende sammenhæng konstateret et tiltagende ønske om adgang til beskyttede tv-
udsendelser via satellit fra andre medlemsstater end seerens bopælsland. De adgangsstyringsteknologier, der findes
i dag, gør det ganske vist muligt at bestemme præcist, hvilke betalende seere der er inden for satellittens
dækningsområde, men forretningsmodeller og kontraktmæssige aftaler gør ofte, at tjenesterne udbydes
landespecifikt. Selv om spørgsmålet vedrører ønsket om licenser for hele EU, som behandles i dette afsnit, har det
mere at gøre med kontrollen med adgangsstyring end med ophavsret og beslægtede rettigheder samt licenser hertil.
Se i denne forbindelse Kommissionens rapport om retlig beskyttelse af elektroniske betalingstjenester, KOM(2003)
198 endelig af 24.4.2003, punkt 4.4.
DA
9
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444904_0010.png
Det første spørgsmål, der rejser sig i denne forbindelse, er, om det bør overlades til markedet
selv at videreudvikle muligheden for at udstede licenser for hele EU, samtidig med at de
grundlæggende bestemmelser om beskyttelse af intellektuel ejendomsret respekteres,
herunder rettighedernes territoriale afgrænsning, eller om fællesskabslovgiver bør søge at
fremme muligheden for at udstede licenser for hele EU.
Det bør allerførst bemærkes, at et lovgivningstiltag, der kræver, at rettighedshaverne udsteder
licenser for hele EU, kan være ensbetydende med tvangslicenser. Det må nøje vurderes, om et
sådant tiltag er foreneligt med Fællesskabets internationale forpligtelser i henhold til Berner-
og Romkonventionen og de nyere WIPO-traktater om ophavsret (WCT) og fremførelser og
fonogrammer (WPPT). Desuden må det vurderes, om det er foreneligt med traktatens
artikel 295. Dette berører naturligvis ikke Kommissionens beføjelser på området i henhold til
EF-traktatens artikel 82 i overensstemmelse med Kommissionens, Retten i Første Instans' og
EF-Domstolens hidtidige praksis og Fællesskabets internationale forpligtelser.
En vældig god løsning ville være at indføre fællesskabsforskrifter, der bestemmer, at enhver
licens, der vedrører retten til tilgængeliggørelse for almenheden eller retten til
tilrådighedsstillelse (i hvert fald for så vidt angår grænseoverskridende aktiviteter) pr.
definition hjemler ret til udnyttelse i hele EU. Det ville betyde, at man, når man én gang har
fået ret til tilgængeliggørelse for almenheden eller ret til tilrådighedsstillelse i ét land i EU,
også ville have denne ret i alle andre medlemsstater. Dette ville svare til en delvis afskaffelse
af territorialprincippet.
En mindre drastisk løsning kunne være at overtage den model, der i henhold til
direktiv 93/83/EØF gælder for retten til tilgængeliggørelse for almenheden og retten til
tilrådighedsstillelse i forbindelse med radio- og tv-udsendelse via satellit. Ved denne model
finder den relevante tilgængeliggørelse for almenheden kun sted i den "medlemsstat, hvor de
programbærende signaler under radio- og tv-selskabets kontrol og ansvar introduceres i en
ubrudt sendekæde, der fører op til satellitten og ned mod jorden", jf. direktivets artikel 1,
stk. 2, litra b). Anvendes modellen på ophavsret og beslægtede rettigheder, uden at parternes
aftalefrihed begrænses, som det skete ved direktiv 93/83/EØF, har det imidlertid ikke
nødvendigvis det ønskede resultat i form af licenser for flere lande
9
. Det klarlægger kun,
hvilken lovgivning der finder anvendelse, og indebærer ikke i sig selv, at licensen udvides til
hele dækningsområdet. Alternativt kunne man forsøge at begrænse eneretten til
tilgængeliggørelse for almenheden og eneretten til tilrådighedsstillelse til en ret til at
oppebære vederlag med krav om kollektiv forvaltning af begge rettigheder (det kræver
velfungerende forvaltningsselskaber). Da både direktiv 2001/29/EF og WIPO's såkaldte
internettraktater (WCT og WPPT), hvorved nævnte rettigheder harmoniseres, bestemmer, at
disse rettigheder for ophavsmænd og retten til tilrådighedsstillelse desuden for indehavere af
beslægtede rettigheder er enerettigheder, kunne man imidlertid hævde, at dette ikke er muligt.
En anden mulig model kunne give erhvervsbrugere frit valg med hensyn til, hvilket
forvaltningsselskab i EØS-området der skal udstede den ønskede licens. En sådan model er
gennemført inden for rammerne af simulcasting-aftalen mellem de forvaltningsselskaber, der
9
Se Europa-Kommissionens rapport om anvendelsen af Rådets direktiv 93/83/EØF om samordning af visse
bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og tv-
udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel, KOM(2002) 430 endelig af 26.7.2002.
DA
10
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444904_0011.png
repræsenterer visse rettighedshavere i forbindelse med udnyttelse online. Aftalen sikrer
valgfrihed og opfylder kravet om øget gennemsigtighed fra forvaltningsselskabernes side
10
.
Adgangen til de pågældende rettigheder kunne forbedres yderligere, hvis
forvaltningsselskaberne på visse betingelser fik til opgave at udstede licenser for hele EU.
Denne løsning ville ligeledes kræve en effektiv og redelig kollektiv rettighedsforvaltning i
hele EU, herunder gensidighedskontrakter mellem forvaltningsselskaber, så disse også kan
cleare rettigheder for andre lande.
En anden, mindre interventionistisk løsning kunne således være kun at regulere den kollektive
rettighedsforvaltning via forvaltningsselskaber, da det som oftest er dem, der forvalter de
rettigheder, hvor der har været størst ønske om licenser for hele EU. Forvaltningsselskaber
fungerer allerede som en slags kvikskranker, der udsteder licenser til rettigheder vedrørende
den pågældende gruppe rettighedshaveres verdensrepertoire i det pågældende land. Dette er
en stor fordel for rettighedshaverne og brugerne og bør ikke sættes over styr. Samtidig kunne
centraliserede licensordninger som de ovenfor beskrevne fremmes ved at fjerne flere af de
forskelle, der er mellem medlemsstaternes lovbestemmelser om betingelserne for kollektiv
rettighedsforvaltning, og ved på EU-plan at fastsætte principper om god forvaltning for
forvaltningsselskabers arbejdsmåde.
1.2.5.
Systemer til digital rettighedsforvaltning (DRM)
I drøftelserne om forvaltningen af ophavsret og beslægtede rettigheder på det nye digitale
område er den digitale rettighedsforvaltning (DRM - digital rights management) blevet et
vigtigt tema. DRM-tjenester via en teknologisk infrastruktur til at forvalte ophavsret og
beslægtede rettigheder er relevante både ved individuel og kollektiv rettighedsforvaltning.
DRM-systemer kan anvendes til at cleare rettigheder, sikre betalinger, spore handlinger og
sikre overholdelsen af rettigheder. DRM-systemer er derfor afgørende for udviklingen af nye
forretningsmodeller, der er kendetegnet ved stor kvantitet og lav transaktionsværdi, og som
omfatter opkrævning af et gebyr for adgang, brug og tjenesten selv, abonnementsordninger,
reklamefinansiering, salg på afbetaling eller betalingsordninger. DRM-systemer er et middel
til at nå målet og som sådant naturligvis et vigtigt - om ikke det vigtigste - redskab til
rettighedsforvaltning af de nye digitale tjenester i det indre marked.
Anvendelsen af DRM-systemer er reguleret ved direktiv 2001/29/EF. Ved retligt at beskytte
de tekniske foranstaltninger og de elektroniske oplysninger om rettighedsforvaltning, som
rettighedshaverne kan udstyre deres beskyttede indhold med, har fællesskabslovgiver fastsat
retlige parametre for DRM-systemerne og lagt grunden til videreudvikling heraf. Beskyttelsen
af tekniske foranstaltninger og oplysninger om rettighedsforvaltning er omhandlet i artikel 6
og 7 og de relevante betragtninger.
Medlemsstaterne skal desuden tage hensyn til, om der anvendes tekniske
beskyttelsesforanstaltninger eller ej, dvs. i hvor stor udstrækning det sker (betragtning 35), når
de fastsætter størrelsen af den rimelige kompensation i forbindelse med undtagelsen
vedrørende privat brug i henhold til artikel 5, stk. 2, litra b). Medlemsstaterne skal i henhold
til direktivet anvende undtagelserne på ensartet vis. Hvorvidt dette er sket i forbindelse med
10
Se punkt 3.4.
DA
11
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
kravet om rimelig kompensation, vil blive vurderet som led i den fremtidige gennemgang af
gennemførelseslovgivningen. Ved gennemgangen vil der særlig blive set på de kriterier,
medlemsstaterne henholder sig til eller vil henholde sig til, så der - når der fastsættes
vederlagsordninger i forbindelse med undtagelsen for privatkopiering - tages hensyn til, om
der anvendes tekniske beskyttelsesforanstaltninger eller ej. Kommissionen har et specifikt
mandat hertil inden for rammerne af kontaktudvalget i henhold til artikel 12. En mere udbredt
adgang til DRM-systemer og tjenester kan kun have en merværdi for rettighedshaverne og
forbrugerne, hvis det bidrager til adgangen til beskyttet indhold og letter slutbrugernes adgang
til beskyttet indhold. Det skal derfor sikres, at der er åbenhed om de kriterier og elementer,
medlemsstaterne anvender eller vil anvende, så der tages hensyn til, hvorvidt der anvendes
tekniske
foranstaltninger,
og
dette
skal
afklares
ved
de
foreskrevne
gennemførelsesforanstaltninger.
Udbredt anvendelse af den digitale rettighedsforvaltning som en middel til rimelig
kompensation kan givetvis gøre de nuværende vederlagsordninger (f.eks. afgifter for
privatkopiering) overflødige og dermed berettige til hel eller delvis udfasning. Samtidig er
den digitale rettighedsforvaltning i sin nuværende form ikke en politisk løsning, der kan sikre
en passende balance mellem de berørte interesser, hvad enten det gælder ophavsmænds og
andre rettighedshaveres interesser eller lovlige brugeres, forbrugeres og andre berørte
tredjemænds (biblioteker, tjenesteydere, indholdsskabere osv.) interesser, da DRM-systemer
ikke i sig selv er et alternativ til ophavsretspolitik, for så vidt angår fastsættelsen af parametre
for ophavsretsbeskyttelsen eller for de undtagelser og indskrænkninger, lovgiver traditionelt
anvender. I denne henseende skal Kommissionen også som led i kontaktudvalget i henhold til
artikel 12 undersøge, om handlinger, der er lovlige, påvirkes negativt af anvendelsen af
effektive tekniske foranstaltninger (den såkaldte tekniske spærring).
For så vidt angår teknologien i forbindelse med DRM-systemer, fastslås det i
direktiv 2001/29/EF, at den tekniske udvikling vil fremme spredning af beskyttet indhold,
navnlig via net. Det erkendes dog også, at forskelle i de tekniske foranstaltninger kan føre til
inkompatible systemer i EU.
Rettighedshaverne og erhvervsbrugerne bestemmer ganske vist selv, hvilken forretningsmodel
de vil anvende, og det er fortsat frivilligt og markedsstyret, om de vil anvende DRM-systemer
og -tjenester, men en global og interoperabel teknisk infrastruktur for DRM-systemer, som
bygger på konsensus de berørte parter imellem, er efter alt at dømme en nødvendig følge af de
gældende retlige rammer og en forudsætning for den effektive spredning og adgang til
beskyttet indhold i det indre marked.
Gennemførelsen af et indre marked på området vil sikre en bedre varetagelse af almene
interesser. Til dette formål er der på EU-plan ydet støtte til forskningsprojekter og
standardiseringstiltag vedrørende åbne standarder. Resultatet har bidraget til at vise, at der kan
skabes en interoperabel infrastruktur. Som det fremgår af CEN/ISSS-rapporten om DRM-
standardisering og -interoperabilitet, findes der i dag kommercielt tilgængelige løsninger, der
allerede i nogen grad er blevet anvendt på markedet, selv om der må gøres mere for at gøre
dem interoperable. Sker der ikke i nær fremtid nogen væsentlig fremgang i gennemførelsen af
interoperable DRM-systemer og -tjenester, vil det blive overvejet, om der bør udarbejdes en
henstilling for at styrke kravet om interoperable DRM-systemer og -tjenester. I denne
henstilling vil der i givet fald blive redegjort for de disponible åbne standarder, hvorefter der
kan tilvejebringes globale og interoperable DRM-systemer og -tjenester, så den begyndende
opsplitning af markedet ikke vinder fodfæste. Flere berørte parter har ytret tvivl om, hvorvidt
DA
12
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
den disponible teknologi er levedygtig, hvilket har begrænset anvendelsen af DRM-
systemerne. Som ved alle beskyttede tekniske systemer og anordninger kan man ikke
udelukke enhver risiko for omgåelse af DRM-systemerne. Det er derfor helt afgørende, at
DRM-systemerne beskyttes mod omgåelse og mod fremstilling og markedsføring af
omgåelsesanordninger, og at ophavsret og beslægtede rettigheder beskyttes mod
piratkopiering af enhver art, hvis man vil begrænse denne risiko mest muligt, sikre lovlig
anvendelse af beskyttet indhold og have rettighedshavernes, erhvervsbrugernes og
forbrugernes accept. Forbrugernes accept er den egentlige nøgle til DRM-systemernes succes,
men der er endnu ikke vundet bred accept. Rettighedshavere, erhvervsbrugere og regeringer
er begyndt - og ventes også fremover - dels at oplyse befolkningen om sammenhængen
mellem leveringskanalen og prisen, dels at fremme en licenspraksis for beskyttet digitalt
indhold, der modvirker forestillingen om, at beskyttet indhold, der er tilgængeligt på internet,
må være gratis. I denne forbindelse bør både det frie valg (af udstyr, netværk, tjenester og
indhold) og beskyttelsen af privatlivets fred (herunder sikkerheden) fastholdes som vigtige
punkter, der bidrager til at vinde forbrugernes tillid. Hertil kommer, at DRM-systemer og
vederlagsordninger, selv om formålet med begge er at forvalte og lette adgangen til beskyttet
indhold, ikke har samme funktion og heller ikke bygger på samme tankegang.
Vederlagsordninger, der administreres af effektive forvaltningsselskaber, der fungerer som
befuldmægtigede, giver adgang for potentielle slutbrugere og varetager samtidig de
økonomiske interesser for alle rettighedshavere, herunder små rettighedshavere og
privatpersoner. DRM-systemer, der anvendes af individuelle rettighedshavere, giver kun
adgang med rettighedshavernes (eller licenshavernes) samtykke, idet disse systemer bygger på
direkte udøvelse af enerettigheder (til at tillade eller forbyde udnyttelse).
Beslutningen om, hvilket system der foretrækkes til rettighedsforvaltning, bør generelt
overlades til de berørte parter og markedsudviklingen og beror i sidste ende på den relevante
ophavsretspolitik. Som sådan er det vigtigt at føre nøje tilsyn med markedets udvikling for at
sikre varetagelsen af de offentlige interesser.
1.3.
Konklusion
Alle overvejelser om rettighedsforvaltning i det indre marked bør tage udgangspunkt i de
principper, der ligger til grund for beskyttelsen af intellektuel ejendomsret. En funktionel
ramme for den individuelle og kollektive forvaltning og markedsføring af ophavsret og
beslægtede rettigheder er en forudsætning for at kunne sikre og videreudvikle de muligheder,
intellektuel ejendomsret åbner for kreativiteten, økonomien, det indre markeds funktion og
samfundet som helhed.
De nuværende og nye medlemsstaters lovgivning på området udvikler sig side om side med
den tekniske udvikling og de nye markeder, der åbner sig. Gældende fællesskabsret på
området, dvs. EU's retlige rammer for ophavsret og beslægtede rettigheder, nævner ganske
vist rettighedsforvaltning, men indeholder ikke særskilte forskrifter herom. Da der ikke findes
nogen EU-ophavsret, håndhæves og gøres ophavsretsbeskyttelsen gældende på de enkelte
medlemsstaters område. Alligevel er rettighedsforvaltningen i stigende grad blevet
grænseoverskridende.
Udviklingen af systemer til digital rettighedsforvaltning (DRM) bør generelt have alle berørte
parters accept, herunder forbrugernes, og bygge på lovgivers ophavsretspolitik. For at kunne
sikre, at rettighedshaverne og brugerne, særlig forbrugerne, har adgang til DRM-systemer og
-tjenester overalt i EU, må DRM-systemerne og -tjenesterne være interoperable.
DA
13
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444904_0014.png
Desuden er det fortsat vigtigt at føre nøje tilsyn med markedets udvikling, særlig gennem
høring af de berørte parter.
2.
2.1.
I
NDIVIDUEL RETTIGHEDSFORVALTNING
Væsentligste kendetegn
Den individuelle rettighedsforvaltning er til en vis grad behandlet i fællesskabsdirektiver.
Direktiv 2001/29/EF fastslår i betragtning 30, at eneret til reproduktion, overføring til
almenheden, herunder tilrådighedsstillelse, og spredning (for ophavsmænd) kan overdrages,
tildeles eller indrømmes ved aftalelicenser, uden at det berører de relevante nationale
bestemmelser om ophavsret og beslægtede rettigheder. Lignende bestemmelser findes i
artikel 2, stk. 4, artikel 7, stk. 2, og artikel 9, stk. 4, i direktiv 92/100/EØF for eneretten til
udlejning og udlån og til reproduktion og distribution. Desuden indeholder artikel 2, stk. 5 og
6, i direktiv 92/100/EØF særlige bestemmelser om formodningen om overgang af rettigheder.
2.2.
2.2.1.
Uafklarede spørgsmål
Ejendomsretten til rettigheder
Grundlaget for den individuelle rettighedsforvaltning er den første tildeling af ejerskabet af
rettigheder: Det er principielt den fysiske person, der frembringer et værk, der har den
oprindelige ophavsret til værket. Efter nogle lovgivninger kan en juridisk person dog også
være den oprindelige rettighedshaver.
For så vidt angår audiovisuelle værker, er der foretaget en vis harmonisering af ophavsretten
på EU-plan. Alle medlemsstater anser således f.eks. i hvert fald den ledende instruktør af et
audiovisuelt værk for en af ophavsmændene til værket. Spørgsmålet er behandlet mere
udførligt i Kommissionens rapport af 6. december 2002
11
.
2.2.2.
Lovregulering af rettens overgang til andre
Ved rettighedsovergang forstås, at en ophavsmands eller udøvende kunstners (som den
oprindelige rettighedshaver) økonomiske rettigheder overgår til tredjemand ved overdragelse
eller licens
12
. De fleste medlemsstaters ophavsretslovgivning pålægger de kontraherende
parter visse forpligtelser mht. rettighedsovergangens omfang (f.eks. mht. begrænsninger i
overgangen af rettigheder vedrørende udnyttelsesformer, der ikke er kendte eller forudselige,
når den ophavsretlige aftale indgås, eller mht. regler om opsigelse af aftaler). De nærmere
betingelser varierer medlemsstaterne imellem.
I de fleste medlemsstater gælder der også visse formkrav ved overdragelse af rettigheder eller
udstedelse af licenser (i reglen skal der foreligge et skriftligt dokument).
11
12
Kommissionens rapport til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg om spørgsmålet om
ophavsret til filmværker eller audiovisuelle værker i Fællesskabet, KOM(2002) 691 endelig af 6.12.2002.
Ved overdragelse forstås en eksklusiv og endelig overgang af rettigheder. Ved licens forstås den tilladelse, der
gives til at udføre en handling, der uden en sådan tilladelse ville krænke ophavsretten eller den beslægtede
rettighed. Licenser kan være eksklusive eller ikke-eksklusive.
DA
14
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2.2.3.
Indhold og fortolkning af aftaler
I mange medlemsstater fortolkes ophavsretlige aftaler indskrænkende: Enhver overgang af
rettigheder skal fortolkes snævert, i overensstemmelse med overgangens formål og - i nogle
medlemsstater - i tvivlstilfælde til fordel for ophavsmanden eller den udøvende kunster.
For så vidt angår vederlagets størrelse, overlader de fleste medlemsstater det generelt til de
kontraherende parter at fastsætte, hvor stort et vederlag ophavsmænd eller udøvende
kunstnere har krav på. Nogle medlemsstater kræver dog, at vederlaget beregnes proportionelt,
eller at det er rimeligt. Aftalen kan ændres, hvis det viser sig, at det aftalte vederlag ikke står i
rimeligt forhold til den fortjeneste, der opnås ved udnyttelsen af værket (jf.
"bestsellerklausulen" eller billigheds- og rimelighedsprincippet).
2.3.
Konklusion
Medlemsstaterne og tiltrædelseslandene synes på en lang række vigtige punkter at have en
fælles tilgang til individuel rettighedsforvaltning.
Der er i dag efter alt at dømme en tilstrækkelig grad af overensstemmelse mellem
medlemsstaternes bestemmelser om ophavsretlige aftaler, så der ikke umiddelbart er behov
for en indsats på EU-plan. Udviklingen på nationalt plan har ganske vist ikke hidtil givet
anledning til særlige bekymringer mht. det indre markeds funktion, men Kommissionen bliver
alligevel nødt til fortsat at forfølge spørgsmålet.
3.
3.1.
3.1.1.
K
OLLEKTIV RETTIGHEDSFORVALTNING
Formålet med kollektiv rettighedsforvaltning
Baggrund
Antallet af udnyttelser, brugere og rettighedshavere har som nævnt gjort det upraktisk at
udstede individuelle licenser i forbindelse med visse rettigheder. Dette gælder særlig for retten
til vederlag. Rettighedshaverne udpegede derfor agenter til at udstede fælleslicenser på deres
værker. Tilsvarende har brugerne foretrukket at have ét enkelt kontaktpunkt, hvor de kunne
opnå licens og foretage betalingen.
På grund af de fordele, man mener, der er ved at forvalte vederlagsretten kollektivt, er dette
foreskrevet ved lov i flere lande, så sådanne rettigheder kun kan forvaltes af
forvaltningsselskaber.
3.1.2.
Væsentligste kendetegn
Forvaltningsselskabet, den befuldmægtigede, forvalter i reglen rettighederne på vegne af en
hel gruppe af rettighedshavere og varetager kontrollen med opkrævningen af afgifterne, som
selskabet også fordeler - og det efter lovgivningen i det land, hvor det er etableret, og for dette
lands område.
Forvaltningsselskaber forvalter rettigheder til musik, litterære værker, audiovisuelle værker,
frembringelser og fremførelser som f.eks. retten til udsendelse og viderespredning til
almenheden pr. kabel, mekanisk reproduktion, reprografi, offentligt udlån, ophavsmandens
DA
15
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444904_0016.png
følgeret, privatkopiering og brug til visse uddannelsesformål. De fleste forvaltningsselskaber
indgår i et net af gensidighedskontrakter, hvor selskaber i forskellige medlemsstater
krydslicenserer rettigheder indbyrdes.
Ud fra et brugersynspunkt har forvaltningsselskaber derfor en nøglerolle ved udstedelsen af
licens i forbindelse med visse rettigheder, da de giver adgang til en global samling rettigheder.
Forvaltningsselskaber fungerer således som en kvikskranke, hvor der udstedes licenser.
Desuden gør kollektiv rettighedsforvaltning det muligt for individuelle rettighedshavere - det
være sig virksomheder eller enkeltpersoner - der opererer på mindre lukrative markeder eller
nichemarkeder, eller som ikke har den fornødne forhandlingskraft, at forvalte deres
rettigheder effektivt. I den forstand har forvaltningsselskaber et fælles socialt ansvar for at
sikre, at alle rettighedshavere kan drage nytte af deres intellektuelle ejendomsrettigheder til en
rimelig pris.
3.2.
3.2.1.
Gældende retlige rammer
Kollektiv rettighedsforvaltning i henhold til gældende fællesskabsret
Rettighedsforvaltning via forvaltningsselskaber nævnes dog i mange af de gældende
fællesskabsdirektiver om ophavsret og beslægtede rettigheder. I artikel 4, stk. 3 og 4, i
direktiv 92/100/EØF, hvorved retten til et rimeligt vederlag harmoniseres, nævnes kollektiv
rettighedsforvaltning således som en mulighed. I henhold til artikel 9 i direktiv 93/83/EØF
skal retten til viderespredning pr. kabel administreres kollektivt. Direktivets artikel 1, stk. 4,
indeholder en definition af "forvaltningsselskab"
13
.
Kollektiv rettighedsforvaltning nævnes ikke i den dispositive del i direktiv 2001/29/EF om
ophavsret i informationssamfundet. For så vidt angår retten til tilrådighedsstillelse, bør der
dog i henhold til betragtning 26 tilskyndes til kollektive aftalelicenser for at lette clearingen af
rettigheder til de bestillingstjenester, radio- og tv-foretagender tilbyder til radio- eller tv-
produktioner, der indeholder musik fra kommercielle fonogrammer som en integrerende del
deraf. Endelig fremgår det også af betragtning 17 og 18
14
, at den kollektive
rettighedsforvaltning er af betydning for direktivets anvendelse.
Kollektiv rettighedsforvaltning synes også at være den reelle baggrund for anvendelsen af
kunstneres følgeret i henhold til direktiv 2001/84/EF, selv om den ikke er tvungen. De
gældende fællesskabsdirektiver overlader det til medlemsstaterne at regulere
forvaltningsselskabernes virksomhed, og kun de to seneste direktiver, direktiv 2001/29/EF og
2001/84/EF, indeholder en opfordring til at sikre større åbenhed og effektivitet i forbindelse
med forvaltningsselskabernes virksomhed.
13
14
Artikel 1, stk. 4, i satellit- og kabeldirektivet lyder som følger: "I dette direktiv forstås ved "forvaltningsselskab":
enhver sammenslutning, hvis eneste formål er, eller hvor et af hovedformålene er, at varetage eller administrere
ophavsret eller ophavsretsbeslægtede rettigheder."
Betragtning 17 lyder som følger: "Det er, særlig på baggrund af de krav, der følger af det digitale område,
nødvendigt at sikre, at de organer, der kollektivt forvalter rettighederne, opnår en højere grad af rationalisering og
åbenhed hvad angår overholdelse af konkurrencereglerne.", og betragtning 18 lyder som følger: "Dette direktiv
berører ikke ordningerne i medlemsstaterne om forvaltning af rettigheder såsom aftalelicenser."
DA
16
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444904_0017.png
3.2.2.
Kollektiv rettighedsforvaltning i henhold til national ret
Kollektiv rettighedsforvaltning via forvaltningsselskaber er i større eller mindre udstrækning
reguleret ved lov i de fleste medlemsstater. Der er dog store forskelle både i lovgivningen og i
praksis. Desuden er medlemsstaternes og tiltrædelseslandenes lovgivning om kollektiv
rettighedsforvaltning i stadig udvikling. I Frankrig, Belgien, Nederlandene, Luxembourg og
Portugal har man f.eks. vedtaget eller taget initiativ til ny lovgivning for at gøre
rettighedsforvaltningen via forvaltningsselskaber mere gennemsigtig og fremme en redelig
forretningspraksis. Lovgivningen udformes efter alt at dømme ikke altid efter samme mønster
eller med samme mål.
3.3.
Høringer om kollektiv rettighedsforvaltning i det indre marked
Lige siden man i 1990'erne begyndte at drøfte ophavsret i informationssamfundet på EU-plan,
har rettighedsforvaltning i almindelighed og den kollektive rettighedsforvaltning i
særdeleshed påkaldt særlig interesse. Emnet er således blevet drøftet på alle fire internationale
konferencer om ophavsret, som Kommissionen har afholdt
15
. I 1996 forelagde Kommissionen
sine første overvejelser i meddelelsen om opfølgning af grønbogen fra 1995. I november 2000
gennemførte Kommissionen desuden en todageshøring udelukkende om kollektiv
rettighedsforvaltning.
Der blev draget tre generelle konklusioner af disse høringer. For det første var der almindelig
enighed om, at der ikke kan gennemføres et indre marked for rettigheder og undtagelser,
medmindre der er tilstrækkelig overensstemmelse mellem den måde, rettighederne udøves på.
For det andet er kollektiv rettighedsforvaltning på flere dele af markedet både i
rettighedshavernes og brugernes interesse. De fleste berørte parter er positive over for den
økonomiske, kulturelle og sociale funktion, forvaltningsselskaber har. For det tredje er der et
udbredt ønske om større overensstemmelse mellem de betingelser, der gælder for
forvaltningsselskabers virksomhed, for at gøre dem mere effektive og forbedre adgangen til
licenser, særlig på EU-plan. Kommissionen påpeger dog, at erhvervsbrugerne, forbrugerne og
rettighedshaverne selv ser meget forskelligt på den kollektive rettighedsforvaltning. Det har
ført til forholdsvist forskellige holdninger i medlemsstaterne og på EU-plan.
Brugernes kritik har især gået på de afgifter, de skal betale, kontrollen med
forvaltningsselskaber og muligheden for at indbringe sager for domstolene eller til voldgift.
På det seneste har brugerne desuden kritiseret selskabernes administrationsgebyrer,
forhandlingernes varighed, de svagheder, de mener, der er i selskabernes interne
beslutningsprocesser, og den åbenlyst manglende åbenhed om prisfastsættelsespolitikken. Der
er også rettighedshavere, der kritiserer den kollektive rettighedsforvaltning. De, der som f.eks.
de større fonogramfremstillere står tilstrækkelig stærkt rent forhandlingsmæssigt, søger i
stigende grad ikke at anvende forvaltningsselskaber til at forvalte deres rettigheder. De mener,
at digitaliseringen, som gør det muligt at indsætte et vandmærke og identificere og spore
værksudnyttelsen, generelt har gjort det muligt for rettighedshaverne selv at kontrollere
licensudstedelsen og betalingen af afgifter, så der sættes spørgsmålstegn ved den kollektive
rettighedsforvaltnings funktion.
15
Firenze (1996), Wien (1998), Strasbourg (2000) og Santiago de Compostella (2002).
DA
17
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444904_0018.png
Denne holdning deles ikke nødvendigvis af rettighedshavere, der forhandlingsmæssigt står
mindre stærkt, da der er visse rettigheder, de udelukkende kan forvalte via
forvaltningsselskaber. De fleste rettighedshavere så således gerne, at forvaltningsselskaber var
mere fleksible mht. erhvervelsen af rettigheder, og at de selv havde større indflydelse på
afgifternes fordeling. Desuden har der, for så vidt angår gensidighedskontrakter, hos
indehaverne af beslægtede rettigheder været bekymring for, at nettet af de såkaldte B-aftaler,
hvor der ikke overføres nogen penge, og forvaltningsselskaberne kun opkræver afgifter for
deres eget område og fordeler dem til deres egne medlemmer, ikke fungerer optimalt mellem
selskaberne, der forvalter beslægtede rettigheder
16
.
3.4.
Kollektiv rettighedsforvaltning og konkurrencereglerne
For så vidt angår anvendelsen af EU's konkurrenceregler på forvaltningsselskaber, har
Domstolens og Kommissionens indgreb traditionelt omhandlet tre overordnede spørgsmål: 1.
forholdet mellem forvaltningsselskaber og deres medlemmer, 2. forholdet mellem
forvaltningsselskaber og brugerne samt 3. det indbyrdes forhold mellem de enkelte
forvaltningsselskaber. Den seneste teknologiske udvikling, bl.a. internet, har betydet, at
Kommissionen på ny har måttet se på en række af de principper, der førhen gjaldt på det
analoge område.
1. Set fra rettighedshavernes synspunkt fungerer forvaltningsselskaber som befuldmægtigede,
der varetager deres rettigheder og interesser. Forholdet mellem forvaltningsselskaber og deres
medlemmer er fortsat baseret på de grundlæggende rammer, Kommissionen har fastsat i de tre
GEMA-beslutninger
17
, navnlig med hensyn til, om selskaber i overensstemmelse med EF-
traktatens artikel 81 og 82 kan kræve, at medlemmerne skal overdrage rettighederne for alle
udnyttelsesformer vedrørende et musikværk. Efter Kommissionens opfattelse kan det på
baggrund af den teknologiske udvikling (f.eks. onlinetjenester) være nødvendigt at revurdere
"GEMA-kategorierne" fra 1970'erne. I en beslutning af nyere dato indtog Kommissionen det
standpunkt, at et obligatorisk krav i et forvaltningsselskabs vedtægter om, at alle
ophavsmandens rettigheder, herunder til udnyttelse online, skal overdrages, udgør misbrug af
en dominerende stilling som omhandlet i traktatens artikel 82, litra a), da det svarer til at
påtvinge urimelige forretningsbetingelser
18
. For så vidt angår medlemskab af et
forvaltningsselskab, fastslog Kommissionen desuden, at forvaltningsselskaber, der har en
dominerende stilling, ikke har ret til at udelukke rettighedshavere fra andre medlemsstater
19
.
2. Forholdet mellem forvaltningsselskaber og brugerne har givet anledning til tre overordnede
spørgsmål: indvirkning på samhandelen mellem medlemsstaterne, det materielle omfang af
brugerlicenser og størrelsen af de gebyrer, licenshaverne skal betale. Som eksempel kan
nævnes, at et forvaltningsselskab som en virksomhed med en dominerende (ofte endog
monopollignende) stilling i henhold til artikel 82 ikke uden lovlig grund kan nægte at give
brugere licens på deres eget område. Domstolen har fastsat, at forvaltningsselskaber ikke må
16
17
18
19
De såkaldte A-aftaler omhandler den gensidige overførsel af afgifter, der opkræves uden nærmere frister for
fremsættelsen af krav eller for overførslen.
GEMA I, beslutning af 2. juni 1971, EFT L 134 af 20.6.1971, s. 15, GEMA II, beslutning af 6. juli 1972, EFT L
166 af 24.7.1982, s. 22, og GEMA III, beslutning af 4. december 1981, EFT L 94 af 8.4.1982, s. 12
.
Banghalter og Homem Christo mod Sacem ("Daftpunk-beslutningen"), sag COMP/C2/37.219, beslutning af
6. august 2002, tilgængelig på: http://europa.eu.int/comm/competition/antitrust/cases/decisions/37219/fr.pdf.
GEMA I, beslutning af 20. juni 1971, EFT L 134 af 20.6.1971, s. 15, GVL, beslutning af 29. oktober 1981, EFT L
370 af 28.12.1981, s. 49.
DA
18
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444904_0019.png
deltage i en samordnet praksis, der indebærer, at udenlandske brugere systematisk nægtes
direkte adgang til deres repertoirer, medmindre det praktisk ikke er muligt at opbygge en
kontrolordning på det andet lands område
20
. For så vidt angår gebyrerne, har Domstolen
fastslået, at driftsomkostningsniveauet er en af de mest markante forskelle mellem
ophavsretsselskaberne i de forskellige medlemsstater. Den har fastslået, at det ikke kan
udelukkes, at det netop er den manglende konkurrence på markedet, som er forklaringen på
det omfattende administrationsapparat og det høje afgiftsniveau
21
. Domstolen har videre
fastslået, at traktatens artikel 82 skal fortolkes således, at et forvaltningsselskab i en given
medlemsstat misbruger sin dominerende stilling, hvis det påtvinger forretningspartnere
urimelige betingelser i form af gebyrer, der er væsentligt højere end dem, der opkræves i
andre medlemsstater, medmindre forskellene skyldes objektive og relevante forhold
22
.
3. For så vidt angår gensidighedskontrakter mellem forvaltningsselskaber, behandlede
Domstolen dette spørgsmål i Tournier- og Lucazeau-sagen
23
i 1989. Den fastslog, at de
gensidige repræsentationskontrakter, forvaltningsselskaber har indgået i Europa, ikke som
sådanne er omfattet af traktatens artikel 81, stk. 1, medmindre der er påvist en samordnet
praksis eller eneret. Gensidige repræsentationskontrakter forekom således økonomisk
berettigede, når der kræves fysisk kontrol med udnyttelsen af ophavsrettigheder. Ved
Kommissionens nylige "simulcasting"-beslutning
24
er de gældende principper blevet tilpasset
til onlinemiljøet, og der er foretaget en ny vurdering af rettighedsforvaltningen ud fra EU's
konkurrenceregler. De manglende landegrænser i onlinemiljøet på internet og på digitale
produkter betyder, at brugerne kan vælge at få udstedt licens hos et hvilket som helst
forvaltningsselskab i EØS-området, der er medlem af kvikskrankeordningen. Parterne har
desuden forpligtet sig til at øge prisgennemsigtigheden ved at udskille det beløb, der dækker
licensafgiften, fra det gebyr, der skal dække administrationsomkostningerne. På den måde vil
erhvervsbrugere kunne finde de mest effektive selskaber i EØS-området og søge om licenser
hos de forvaltningsselskaber, der er billigst.
3.5.
Spørgsmål, der kræver lovgivning
Selv om konkurrencereglerne er og bliver et effektivt redskab til at regulere markedet og
forvaltningsselskabernes adfærd, er den bedste måde at gennemføre et indre marked for
kollektiv rettighedsforvaltning på, hvis kontrollen med forvaltningsselskaber i henhold til
konkurrencereglerne suppleres med lovgivningsrammer for god forvaltning.
Høringsresultaterne peger i retning af et lovgivningstiltag, der bygger på forskrifterne for det
indre marked og på ophavsretslige principper, og som kan sikre et velfungerende indre
marked for alle, der er berørt af kollektiv rettighedsforvaltning. Lige vilkår for alle inden for
den kollektive rettighedsforvaltning i det indre marked kræver en vis overensstemmelse
mellem følgende forhold:
20
21
22
23
24
Dom af 13. juli 1989, sag 395/87, Ministère public mod Tournier, Sml. 1989, s. 2521.
Se ovenfor.
Dom af 13. juli 1989, forenede sager 110/88, 241/88 og 242/88, Lucazeau mod SACEM, Sml. 1989, s. 2811.
Se ovenfor.
Sag COMP/C2/38.014 IFPI Simulcasting, beslutning af 8. oktober 2002, EFT L 107 af 30.4.2003, s. 58.
DA
19
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.5.1.
Oprettelse af forvaltningsselskaber og deres status
Der er forskellige modeller til at oprette forvaltningsselskaber og forskellige vilkår. For så
vidt angår deres status, kan der være tale om selskaber, almennyttige organisationer,
profitorganisationer eller nonprofitorganisationer. Som det fremgår af høringen, beror et
forvaltningsselskabs effektivitet efter alt at dømme ikke på dets retlige form. Et
forvaltningsselskab kan lovligt oprettes i den form, man ønsker, eller som er foreskrevet i
national ret, når blot det overholder de relevante nationale lovbestemmelser, der gælder for
ethvert sådant selskab, og forudsat at de pågældende nationale love ikke virker
diskriminerende. Desuden bør det bemærkes, at EF-traktatens artikel 82 og 86 skal
overholdes, hvis selskabet oprettes som retligt monopol, eller det indrømmes særlige
rettigheder i henhold til national ret.
Da forvaltningsselskaber som rettighedshavernes befuldmægtigede har et særligt ansvar i
kraft af den økonomiske, kulturelle og sociale funktion, de varetager, bør alle medlemsstater
dog have tilsvarende regler for oprettelsen. For at fremme en god forvaltning synes der
således at være behov for en vis overensstemmelse på EU-plan med hensyn til, hvem der kan
oprette et forvaltningsselskab, hvilken status det skal have, hvilken dokumentation der skal
forelægges som bevis for effektiviteten, hvilke regler der gælder for driften, hvilke
regnskabskrav der skal opfyldes, og hvor mange medlemmer et selskab mindst skal have.
3.5.2.
Forvaltningsselskabers forhold til brugerne
Forvaltningsselskaber repræsenterer i reglen et bredt, om ikke globalt, repertoire og forvalter
rettigheder inden for det pågældende område på eksklusiv basis. Denne eneret giver dem en
stærk position over for brugerne. Det værdsættes af de fleste, da det gør forvaltningsselskaber
til en slags licenskvikskranker. Brugerne nærer dog visse bekymringer ved den kollektive
rettighedsforvaltning, generelt primært mht. de licensafgifter (royalties), de skal betale, og
licensbetingelserne. Det bør kræves, at selskaberne offentliggør deres afgifter og udsteder
licens på rimelige vilkår. Desuden er det vigtigt for brugerne, at de kan klage over afgifterne,
enten for domstolene, særlige forligsorganer eller med bistand fra de offentlige myndigheder,
der fører tilsyn med forvaltningsselskaberne.
For så vidt angår licensbetingelserne, bør det bemærkes, at forvaltningsselskaber i visse
medlemsstater ikke kun har pligt til at udstede licens, men at dette også skal ske på rimelige
vilkår. Samtidig bør det ikke være tilladt at udnytte rettigheder uden betaling. Nogle
medlemsstater har bestemt, at potentielle brugere, der klager over forvaltningsselskabernes
afgifter, kun kan fortsætte med at udnytte rettighederne, hvis de har deponeret et vist beløb
hos forvaltningsselskabet. Disse principper bør fastsættes på EU-plan for at forbedre og sikre
adgangen til beskyttede værker og andre frembringelser på rimelige vilkår.
3.5.3.
Forholdet mellem forvaltningsselskaber og rettighedshaverne
Der er i reglen kun ét enkelt forvaltningsselskab, der fungerer som befuldmægtiget for hver
enkelt gruppe af rettighedshavere på et lands område. Dette selskab holder alene øje med
landets marked, for så vidt angår den kollektive forvaltning af medlemmernes rettigheder.
Princippet om god forvaltning, forbud mod forskelsbehandling, åbenhed og redelighed hos
forvaltningsselskaberne over for rettighedshaverne er derfor særlig vigtigt. Disse principper
bør gælde for erhvervelsen af rettigheder (fuldmagt), betingelserne for medlemskab (herunder
medlemskabets ophør), betingelserne for repræsentation og rettighedshavernes stilling i
DA
20
DA
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
samfundet (rettighedshavernes adgang til interne dokumenter og regnskaber over
licensindtægterne, fordelingen af de udbetalte beløb og eventuelle fradrag, rettighedshavernes
indflydelse på beslutningsprocessen og på deres selskabs arbejdsmarkeds- og kulturpolitik).
For så vidt angår fuldmagten, bør rettighedshaverne have en rimelig fleksibilitet mht.
varigheden og omfanget. Med den stigende brug af DRM-systemer bør rettighedshaverne
desuden generelt have mulighed for at forvalte visse rettigheder individuelt, medmindre andet
er fastsat i loven.
3.5.4.
Ekstern kontrol med forvaltningsselskaber
I nogle medlemsstater er forvaltningsselskaber underlagt myndighedskontrol eller kontrol fra
særlige organers side, men kontrollens omfang og effektivitet varierer. Den eksterne kontrol
omfatter et selskabs adfærd, dets arbejdsmåde, afgifterne og licensbetingelserne samt
tvistbilæggelse. I det indre marked er der stor forskel på, hvilken kontrol der føres med
forvaltningsselskaber, og disse forskelle kan ikke lades ude af betragtning. Forskelle i
kontrolbestemmelserne mellem de enkelte medlemsstater er barrierer, der står i vejen for at
kunne varetage rettighedshavernes og brugernes interesse i betragtning af den
monopolstilling, de fleste forvaltningsselskaber har, og det net af gensidighedskontrakter, de
har indgået. Alle medlemsstater bør derfor have de fornødne redskaber til at gennemføre en
ekstern kontrol. For så vidt angår det indre marked, ville det være hensigtsmæssigt at
fastlægge en række fælles parametre for den eksterne kontrol, at indføre sådanne organer
(f.eks. særlige retsinstanser, forvaltningsmyndigheder eller forligsinstanser) i alle
medlemsstater og at nå til enighed om, hvilke beføjelser de skal have, hvordan de skal være
sammensat, og om deres afgørelser skal være bindende eller ikke-bindende.
3.6.
Konklusion
Et virkeligt indre marked for offline og online udnyttelse af intellektuel ejendomsret kræver
større overensstemmelse mellem flere af de forhold, der gælder for kollektiv
rettighedsforvaltning. Det vil sikre, at den kollektive rettighedsforvaltning fungerer
gnidningsfrit i EU, og at den fortsat kan være et værdifuldt alternativ til varetagelsen af
rettigheder - til fordel både for rettighedshaverne og brugerne. Indsatsen for at skabe større
overensstemmelse inden for den kollektive rettighedsforvaltning bør styres af
ophavsretsprincipperne og tage hensyn til det indre markeds behov. Det bør føre til større
effektivitet, åbenhed og lige vilkår for alle med hensyn til en række af de forhold, der gælder
for den kollektive rettighedsforvaltning. Det synes ikke længere at være nogen løsning slet
ikke at lovgive på området. Det vil formentlig heller ikke være hensigtsmæssigt med soft law
eller "blød" lovgivning, f.eks. adfærdskodekser, som markedsdeltagerne bliver enige om.
Konklusionerne af høringsprocessen har bekræftet, at det er nødvendigt med supplerende
tiltag over for de spørgsmål af den kollektive rettighedsforvaltning, der berører den
grænseoverskridende handel, og som har vist sig at hindre det indre marked i at udfolde sit
fulde potentiale. Et sådant tiltag vil tage hensyn til nærheds- og proportionalitetsprincippet og
harmonisere en række af de særlige forhold, der gælder for kollektiv rettighedsforvaltning.
For at nå de mål, der er skitseret i denne meddelelse, påtænker Kommissionen at foreslå en
retsakt om visse aspekter af den kollektive rettighedsforvaltning og god forvaltning af
forvaltningsselskaber. Dette initiativ, som vil blive fremlagt til offentlig høring, vil tage
hensyn til de seneste udviklinger på markedet og inden for lovgivningen i de nuværende og
nye medlemsstater.
DA
21
DA