Europaudvalget 2004
KOM (2004) 0227
Offentligt
1444871_0001.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 02.04.2004
KOM(2004) 227 endelig
2004/0072 (CNS)
KOMMISSIONENS RAPPORT TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG
DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG
om anvendelsen af artikel 7 til 10 i direktiv 92/12/EØF
Forslag til
RÅDETS DIREKTIV
om ændring af direktiv 92/12/EØF om den generelle ordning for punktafgiftspligtige
varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed
(fremlagt i henhold til artikel 27 i direktiv 92/12/EØF)
(forelagt af Kommissionen)
DA
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
INDHOLDSFORTEGNELSE
KOMMISSIONENS RAPPORT TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG DET
EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OM ANVENDELSEN
AF ARTIKEL 7 TIL 10 I DIREKTIV 92/12/EØF .....................................................................4
1.
2.
2.1.
2.2.
2.3.
2.3.1.
2.3.2.
2.3.3.
2.3.4.
3.
3.1.
3.2.
3.3.
3.3.1.
3.3.2.
3.3.3.
3.3.4.
3.3.5.
3.3.6.
3.4.
3.4.1.
Indledning .....................................................................................................................4
Fællesskabsbestemmelser vedrørende bevægelser inden for Fællesskabet af
varer, der allerede er overgået til forbrug i en medlemsstat .........................................6
Baggrund.......................................................................................................................6
Proceduren ....................................................................................................................6
Evaluering af anvendelsen af artikel 7 til 10 ................................................................7
Omfanget af handelen...................................................................................................7
Forarbejdede tobaksvarer..............................................................................................8
Mineralolier ..................................................................................................................8
Alkoholholdige drikkevarer..........................................................................................8
Problemer i forbindelse med anvendelsen af artikel 7 til 10 og
løsningsmodeller.........................................................................................................10
Indledning ...................................................................................................................10
Den overordnede struktur i artikel 7 til 10..................................................................10
Artikel 7 ......................................................................................................................11
Anvendelsesområde og betalingspligtige personer.....................................................11
Definition af de berørte personer ................................................................................13
Administrative formaliteter - formaliteter i bestemmelsesmedlemsstaten .................13
Administrative formaliteter - anvendelse af det forenklede ledsagedokument ..........14
Salg om bord på et fly eller færge under transport i Fællesskabet .............................15
Fraværet af bestemmelser om overtrædelser ..............................................................18
Artikel 8 ......................................................................................................................19
De eksisterende problemer..........................................................................................19
3.4.1.1. Hvordan man skal fortolke begrebet “som de selv medfører”....................................19
3.4.1.2. Ikke-erhvervsmæssige bevægelser .............................................................................20
3.4.1.3. Grænseoverskridende handel......................................................................................22
3.4.2.
Udtalelse .....................................................................................................................22
DA
2
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.5.
3.5.1.
3.5.2.
3.5.3.
3.6.
3.6.1.
3.6.2.
3.6.3.
3.6.4.
4.
Artikel 9 ......................................................................................................................25
Relevansen af artikel 9, stk. 1 .....................................................................................25
Kriterier for at kunne fastslå, om der er tale om erhvervsmæssige formål.................26
Atypiske transportformer (artikel 9, stk. 3) ................................................................27
Artikel 10 ....................................................................................................................28
Transport af varer, der udelukkende er til brug for privatpersoner ............................28
Sælgerens forpligtelser ...............................................................................................29
Manglende administrativt ledsagedokument ..............................................................30
Transport på vegne af en privatperson........................................................................30
Konklusioner...............................................................................................................32
BILAG
Artikel 7 til 10 i direktiv 92/12/EØF............................................................................33
FORSLAG TIL RÅDETS DIREKTIV om ændring af direktiv 92/12/EØF om den
generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf
samt om kontrol hermed ...........................................................................................................44
DA
3
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0004.png
KOMMISSIONENS RAPPORT TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG
DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG
om anvendelsen af artikel 7 til 10 i direktiv 92/12/EØF
1.
I
NDLEDNING
Rapporten indeholder resultaterne af den gennemgang af artikel 7 til 10 i Rådets
direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for
punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol
hermed
1
(herefter benævnt “direktivet”), der er gennemført i henhold til artikel 27 i
dette direktiv. I direktivet står der:
“Inden
den 1. januar 1997 vurderer Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed,
på ny på grundlag af en rapport fra Kommissionen artikel 7, 8, 9 og 10 og vedtager i
givet fald på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet de
nødvendige ændringer.”
Af følgende årsager var det imidlertid ikke muligt at overholde denne frist:
– Fristen i artikel 27 gav ikke de berørte parter tilstrækkelig tid til at fremkomme
med en velbegrundet udtalelse om de eventuelle vanskeligheder i forbindelse med
anvendelsen af artikel 7 til 10. Det skal også fremhæves, at samhandelen med
varer, for hvilke der allerede er opkrævet afgift, kun udgjorde en lille del af de
erhvervsmæssige transaktioner i Fællesskabet med punktafgiftspligtige varer i
slutningen af 1996.
Siden da har der været en stigende interesse for bevægelser af punktafgiftspligtige
varer, for hvilke punktafgiften er erlagt. F.eks. har der været en betydelig stigning i
internethandelen (fjernsalg og fjernkøb). Det var forbrugernes interesse i denne
købeform, der fik de erhvervsdrivende til at anmode de berørte medlemsstater om
forenklede kontrolprocedurer og metoder for betaling af punktafgifter.
Kommissionen foretrak at afvente resultatet af indførelsen af sådanne “alternative”
nationale procedurer, før den udtalte sig om deres berettigelse og eventuelt drog de
nødvendige konklusioner med hensyn til EF-lovgivningen.
– Den 2. april 1998 afsagde Domstolen dom i sagen C-296/95 (EMU Tabac SARL,
The Man in Black, Ltd). Denne sag vedrørte et problem med fortolkningen af
bestemmelserne i artikel 8, og Kommissionen skulle i sin rapport tage hensyn til
den fortolkning, som Domstolen lagde sig fast på.
– I de senere år er der indgivet en lang række klager af EU-borgere vedrørende den
restriktive anvendelse af bestemmelserne i artikel 8, som visse medlemsstater efter
1
EFT L 76 af 23.3.1992, s. 1. Direktivet er senest ændret ved rådets forordning (EF) nr.
807/2003 af 14. april 2003 (EUT L 122 af 16.5. 2003, s. 36).
DA
4
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
sigende skulle anvende. De oplysninger, der er indhentet i forbindelse med
behandlingen af disse klager, har givet en bedre forståelse af de
fortolkningsproblemer, der kan opstå med visse af Fællesskabets bestemmelser om
punktafgifter.
Erhvervsmæssig omsætning inden for Fællesskabet af punktafgiftspligtige varer sker
som regel under en suspensionsordning. Disse varer, der ikke er overgået til forbrug,
og for hvilke der ikke er betalt punktafgift, ledsages under transporten mellem
afgiftsoplag i de forskellige medlemsstater af et administrativt ledsagedokument.
Dette sikrer, at punktafgiften, der er en afgift på forbruget af de pågældende varer,
opkræves i den medlemsstat, hvor varerne formodes at blive anvendt.
Punktafgiftspligtige varer, der allerede er overgået til forbrug, og for hvilke der
således allerede er betalt punktafgift, kan ligeledes omsættes inden for Fællesskabet.
Det er denne form for omsætning, der er omfattet af bestemmelserne i direktivets
artikel 7 til 10. Heri er de generelle beskatningsregler samt procedurerne for deres
anvendelse fastlagt. Et af formålene med disse bestemmelser er at gøre det muligt for
borgerne at købe punktafgiftspligtige varer i det indre marked og derefter transportere
dem til en anden medlemsstat uden igen at skulle erlægge punktafgift. Et andet formål
er at sikre, at punktafgiften for varer, der er beregnet til erhvervsmæssige formål,
erlægges i forbrugsmedlemsstaten. Proceduren for omsætning inden for Fællesskabet
af punktafgiftspligtige varer, der allerede er overgået til forbrug i en medlemsstat, er
beskrevet i punkt 2 nedenfor.
DA
5
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0006.png
2.
F
ÆLLESSKABSBESTEMMELSER VEDRØRENDE BEVÆGELSER INDEN FOR
F
ÆLLESSKABET AF VARER
,
DER ALLEREDE ER OVERGÅET TIL FORBRUG I
EN MEDLEMSSTAT
2.1.
Baggrund
Den endelige formulering af direktivets artikel 7 til 10 er resultatet af lange og
komplicerede drøftelser i Rådet af et forslag til direktiv, der blev fremlagt af
Kommissionen i november 1990
2
, og som tog højde for de kriterier, som Økofin-
Rådet fastsatte den 13. november 1989.
I stedet for de nuværende fire artikler indeholdt Kommissionens forslag kun en enkelt
bestemmelse, der skulle omfatte al omsætning inden for Fællesskabet af varer, for
hvilke der var betalt punktafgifter. Den foreslåede artikel (artikel 5) omfattede
bestemmelser, der ville have gjort det muligt at opkræve punktafgiften i en anden
medlemsstat end den, hvori varerne var overgået til forbrug.
Da de generelle principper for det indre marked allerede garanterer købefriheden,
indeholdt ovennævnte forslag til direktiv ingen bestemmelser om privatpersoners køb
i andre medlemsstater end deres egen. Det skal imidlertid bemærkes, at det på det
tidspunkt, hvor forslaget blev udarbejdet, var rimeligt at antage, at der ville ske en
større indbyrdes tilnærmelse af afgiftssatserne.
Under drøftelserne i Rådet blev man klar over, hvilke vanskeligheder og hindringer
der skulle overvindes, for at man på kort sigt kunne opnå fælles punktafgifter, som
foreslået af Kommissionen. Da det ikke var muligt at harmonisere satserne, blev
tilnærmelsesprocessen i stedet koncentreret om systemet for omsætning af og kontrol
med punktafgiftspligtige varer.
Det stod klart, at bestemmelserne om varebevægelserne i Fællesskabet måtte tages op
til
fornyet
undersøgelse
med
henblik
at
fastlægge
klare
gennemførelsesbestemmelser. Formuleringen af artikel 7 til 10 er resultatet af denne
fornyede undersøgelse.
Som hjælp ved læsningen af denne rapport er artikel 7 til 10 i deres nuværende ordlyd
vedlagt som bilag 1.
2.2.
Proceduren
Proceduren i direktivet for varer, der allerede er overgået til forbrug, går kort fortalt
ud på følgende:
(1)
Ved erhvervsmæssige varebevægelser mellem medlemsstaterne
forfalder
punktafgiften i bestemmelsesmedlemsstaten
2
KOM(90) 431 endelig udg. af 7.11.1990.
DA
6
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0007.png
(2)
Der indføres lovbestemmelser, der gør det muligt for medlemsstater at
opkræve punktafgiften hos de personer, der er involveret i en varebevægelse
inden for Fællesskabet (artikel 7, stk. 3)
Ved andre erhvervsmæssige varebevægelser end
“fjernsalg”, der er
omhandlet i artikel 10, skal der af kontrolhensyn anvendes et forenklet
ledsagedokument (artikel 7, stk. 4). Formen og indholdet af dette dokument er
fastlagt i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3649/92 af 17. december 1992
om et forenklet ledsagedokument med henblik på omsætning inden for
Fællesskabet af punktafgiftspligtige varer, der allerede er overgået til forbrug i
afgangsmedlemsstaten
3
Der fastsættes særlige bestemmelser for sikkerhedsstillelse og betaling af
punktafgifter i bestemmelsesmedlemsstaten (artikel 7, stk. 5)
For så vidt angår varer, som privatpersoner anskaffer sig direkte
til egen
brug, og som de selv medfører, opkræves punktafgifterne ifølge artikel 8 i den
medlemsstat, hvor varerne er anskaffet
Der er fastlagt visse kriterier, bl.a. vejledende mængder, med henblik på at
skelne mellem erhvervsmæssige og ikke-erhvervsmæssige transaktioner
(artikel 9, stk. 2)
Når der er tale om
“fjernsalg” (forsendelse af varer fra en sælger til en
person, der er etableret i en anden medlemsstat, og som ikke er godkendt
oplagshaver eller registreret eller ikke-registreret erhvervsdrivende), forfalder
bestemmelsesmedlemsstatens punktafgift hos den udenlandske sælger (artikel
10)
Der fastsættes bestemmelser om, at punktafgifter, der oprindeligt er erlagt i
den medlemsstat, hvor varerne blev anskaffet,
godtgøres,
når der er betalt
afgift i bestemmelsesmedlemsstaten (artikel 7, stk. 6, og artikel 10, stk. 4).
Evaluering af anvendelsen af artikel 7 til 10
Omfanget af handelen
(3)
(4)
(5)
(6)
(7)
(8)
2.3.
2.3.1.
Lovlig omsætning inden for Fællesskabet med handel for øje af punktafgiftspligtige
varer, der allerede er overgået til forbrug i en medlemsstat, forekommer forholdsvis
sjældent. Derfor kan medlemsstaterne som regel ikke fremlægge nævneværdige
statistiske oplysninger herom. Det fremgår imidlertid af en samlet vurdering, at
omsætningen af varer, for hvilke der allerede er erlagt punktafgift, ikke udgør mere
end 3% af den samlede handel med punktafgiftspligtige varer i Fællesskabet.
Dette samlede tal bør imidlertid analyseres for hver kategori af de punktafgiftspligtige
varer. Det kan nemlig konstateres, at bevægelsernes omfang ikke er ens for alle
varekategorier.
3
EFT L 369 af 18.12.1992, s. 17.
DA
7
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0008.png
2.3.2.
Forarbejdede tobaksvarer
Regelmæssig
omsætning i Fællesskabet i erhvervsmæssigt øjemed af forarbejdede
tobaksvarer, der allerede er overgået til forbrug, er forholdsvis sjælden. Dette skyldes
bl.a. følgende:
– Forarbejdede tobaksvarer, der er overgået til forbrug, er allerede pakket og klar til
anvendelse. Da mange medlemsstater benytter banderoler eller andre mærkater for
at vise, at punktafgiften er betalt, vil det være meget vanskeligt på legal vis at
forsende varer, der er overgået til forbrug i en medlemsstat, til en anden
medlemsstat med henblik på salg. Når disse mærkater først er anbragt på
emballagen, er de desuden meget svære at fjerne uden at beskadige indpakningen
eller varen selv.
– Selv om andre medlemsstater ikke anvender afgiftsbanderoler, har de imidlertid et
distributionsmonopol og tillader derfor ikke salg af tobaksvarer uden for det
godkendte distributionsnet.
– I henhold til direktiv 2001/37/EF
4
skal alle pakker med forarbejdede tobaksvarer
være forsynet med sundhedsadvarsler på forbrugsmedlemsstatens officielle sprog.
På grund af de store afgiftsmæssige forskelle mellem medlemsstaterne udgør
forarbejdede tobaksvarer til privat brug, der transporteres lovligt
såvel som ulovligt
inden for Fællesskabet, en meget stor del af de køb, som EU-borgerne foretager uden
for deres egen medlemsstat.
2.3.3.
Mineralolier
Hverken erhvervsmæssige eller private lovlige bevægelser inden for Fællesskabet af
mineralolier, der allerede er overgået til forbrug, er af nævneværdig omfang. Dette
skyldes hovedsagelig, at produktion og distribution af mineralolier styres af et
forholdsvis begrænset antal godkendte erhvervsdrivende. Desuden opbevares
brændstoffer, for hvilke afgiften er betalt, i distributionsanlæg, som betjener nøje
afgrænsede områder.
2.3.4.
Alkoholholdige drikkevarer
Bevægelserne inden for Fællesskabet af alkoholholdige drikkevarer, der allerede er
overgået til forbrug, udgør den største del af såvel erhvervsmæssige som private
transaktioner af punktafgiftspligtige varer, for hvilke afgiften er erlagt.
Alkoholsektoren adskiller sig desuden fra de to andre sektorer på følgende måder:
– produktionen fordeler sig på et stort antal producenter
– der findes et stort udbud af forskellige varer
4
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/37/EF af 5. juni 2001 om indbyrdes tilnærmelse
af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og
salg af tobaksvarer (EFT L 194 af 18.7.2001. s. 26).
DA
8
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
– produktionen er tæt knyttet til et geografisk område (varer, der er typiske for en
region, kontrollerede oprindelsesbetegnelser osv.).
Dette forklarer, hvordan der kan være en stor efterspørgsel på varer, der har specifikke
kendetegn, og som ikke altid befinder sig på afgiftsoplag. De lave afgifter, der
anvendes i visse medlemsstater (f.eks. en nulsats på vin), fordi alkoholholdige
drikkevarer forbruges af en stor del af befolkningen, er grunden til, at der er så mange
såvel
lovlige som ulovlige
bevægelser inden for Fællesskabet af disse drikkevarer til
privat brug.
DA
9
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.
3.1.
P
ROBLEMER
Indledning
I FORBINDELSE MED ANVENDELSEN AF ARTIKEL
LØSNINGSMODELLER
7
TIL
10
OG
Kommissionen spurgte allerede i 1996 de nationale myndigheder og
erhvervssammenslutninger i sektoren for punktafgiftspligtige varer om, hvilke
vanskeligheder de var stødt på i forbindelse med anvendelsen af artikel 7 til 10.
Det fremgik af denne konsultation, at erhvervssammenslutningerne i det store og hele
fandt, at procedurerne under artikel 7 til 10 var tilfredsstillende, mens de nationale
myndigheder gav udtryk for en vis bekymring over svaghederne i det administrative
kontrolsystem. Dette var også resultatet af et Fiscalis-seminar, der blev afholdt for at
drøfte reglerne for punktafgiftspligtige varers omsætning i henhold til artikel 7 til 10 i
direktiv 92/12/EØF.
Det må konstateres, at selv om omfanget af bevægelser inden for Fællesskabet af
varer, for hvilke der er erlagt afgifter, stadig er forholdsvis begrænset, har flere og
flere erhvervsdrivende og privatpersoner siden denne første undersøgelse forsøgt at
fortolke bestemmelserne i artikel 7 til 10 på en sådan måde, at de kan legitimere en
handelspraksis, hvorved punktafgifterne betales i den medlemsstat, hvor varerne er
anskaffet. Desuden har stigningen i antallet af internettransaktioner samt afskaffelsen
af det toldfrie salg for personer, der rejser inden for Fællesskabets grænser, ført til en
øget anvendelse af de ovennævnte bestemmelser.
På baggrund af denne konstatering og de erfaringer, som både medlemsstaterne og de
erhvervsdrivende har gjort, mener Kommissionen, at tiden er inde til at fremlægge en
rapport om anvendelsen af direktivets artikel 7 til 10. Denne rapport tager højde for
resultaterne af den undersøgelse, som Kommissionen foretog i 2002 blandt de
nationale myndigheder og de erhvervsdrivende, der er involveret i punktafgiftspligtige
varers bevægelser inden for Fællesskabet.
I punkt 3.2. til 3.6. beskrives bestemmelserne i artikel 7 til 10, de vanskeligheder, der
er opstået med deres anvendelse, Kommissionens opfattelse af disse forskellige
vanskeligheder og dens planer for, hvordan de kan løses.
3.2.
Den overordnede struktur i artikel 7 til 10
Vanskeligheder
Som nævnt i punkt 2.1 er den nuværende formulering af direktivets artikel 7 til 10
resultatet af lange og komplicerede drøftelser i Rådet.
Det må erkendes, at resultatet blev et direktiv, hvis opbygning langt fra er harmonisk.
Der er således tre bestemmelser, der vedrører den samme situation, nemlig
erhvervsmæssig oplægning i en anden medlemsstat, og som alle har det samme mål,
nemlig at sikre, at punktafgiften betales i nævnte medlemsstat. Dertil kommer, at
bestemmelsernes respektive anvendelsesområde ikke altid er klart defineret. Dette
DA
10
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
betyder, at visse varebevægelser kan være omfattet af flere forskellige bestemmelser,
som gør det nødvendigt at overholde forskellige formaliteter.
Udtalelse
Med henblik på øget kohærens og læselighed vil det være hensigtsmæssigt mere
præcist at definere anvendelsesområdet for de artikler, der vedrører betaling af
punktafgifter i bestemmelsesmedlemsstaten.
I den forbindelse udgår den i artikel 9, stk. 1, indeholdte punktafgiftsindtrædelse i
forslaget til direktiv om ændring af artikel 7 til 10 i direktiv 92/12/EØF (herefter
benævnt
“forslaget
til direktiv”, da denne bestemmelse blot er en gentagelse af den
allerede i artikel 7, stk. 1, nævnte punktafgiftsindtrædelse blot med den forskel, at den
punktafgiftspligtige er den person, der oplægger varerne, og ikke de afgiftspligtige i
de i artikel 7 omhandlede situationer. Med henblik på at dække de situationer, der for
øjeblikket er indeholdt i artikel 9, er der til artikel 7, stk. 3, føjet et afsnit, hvoraf det
klart fremgår, at det i andre tilfælde end dem, hvor den punktafgiftspligtige
udtrykkeligt er udpeget, er den person, som oplægger varerne, der er
punktafgiftspligtig. Der kan bl.a. være tale om varer, der oplægges af privatpersoner
til andres brug eller varer, der oplægges af en erhvervsdrivende eller et
offentligretsligt organ, som ikke har fulgt de i artikel 7, stk. 5, nævnte regler.
3.3.
3.3.1.
Artikel 7
Anvendelsesområde og betalingspligtige personer
Vanskeligheder
Ordlyden af artikel 7, stk. 1, er meget tydelig, hvad angår spørgsmålet om, hvor
punktafgifterne opkræves, når varerne transporteres med handel for øje fra en
medlemsstat til en anden.
Men bestemmelserne i stk. 2 og 3 anses imidlertid generelt for at være vanskelige at
anvende. Det er derfor vigtigt at fremhæve, hvilke situationer disse bestemmelser
tager sigte på:
a) Artikel 7, stk. 2, skelner mellem forskellige situationer, hvor varer oplægges til
erhvervsmæssige formål i en anden medlemsstat end den, hvori de er overgået til
forbrug. Det drejer sig både om levering af punktafgiftspligtige varer til en
erhvervsdrivende eller et offentligretligt organ og om forsendelse af sådanne varer på
en medlemsstats område med henblik på salg. Sidstnævnte situation vedrører navnlig
lejlighedsvise salg fra en grossist til detailhandlere eller restauranter i
nabomedlemsstaten samt salg uden fast forretningssted, hvor en udenlandsk sælger
udbyder sine varer til potentielle kunder.
Der er ingen særlige problemer forbundet med situationer, hvor varerne leveres til en
erhvervsdrivende, der først har afgivet en bestilling, men det er der med andre
situationer, hvor punktafgiftspligtige varer transporteres inden for en anden
medlemsstat, uden at der har fundet nogen handelstransaktion sted. For denne type
varebevægelser indeholder artikel 7 nemlig ingen bestemmelser til angivelse af,
DA
11
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
hvordan ledsagedokumentet skal anvendes, og hvilken procedure der skal følges, når
de pågældende varer ikke sælges og derfor returneres til deres oprindelsesland.
b) Artikel 7, stk. 3, fastsætter, hvilke personer der vil skulle betale punktafgiften i
bestemmelsesmedlemsstaten, og som derfor skal overholde formaliteterne i stk. 5.
Den meget “fleksible” formulering af stk. 3 giver medlemsstaterne en stor
anvendelsesfrihed, og de kan således enten vedtage alment gældende bestemmelser
eller træffe beslutning fra sag til sag.
Denne fleksibilitet skaber vanskeligheder for visse medlemsstater. Med udtrykket “alt
efter tilfældet” gives der ingen kriterier for, hvornår punktafgiften skal betales af
afsenderen, modtageren eller en tredje person (f.eks. fragtføreren). Ifølge disse
medlemsstater er det afgørende først og fremmest at fastlægge, hvem der skal betale
punktafgiften, så det i deres nationale lovgivning klart kan fremgå, hvem der skal
overholde formaliteterne i stk. 5.
Mange medlemsstater går ind for en procedure, der forpligter modtageren til at
erlægge punktafgiften og dermed overholde formaliteterne i stk. 5.
Udtalelse
På baggrund af vanskelighederne med at fastlægge, hvilke procedurer der skal
anvendes i visse situationer ifølge artikel 7, og da der ikke er nogen bestemmelser, der
gør det muligt helt klart at fastslå, hvem der skal betale punktafgiften i
bestemmelsesmedlemsstaten, er der behov for at tydeliggøre indholdet af artikel 7.
Der bør skelnes tydeligt mellem to forskellige situationer:
– Situationer, hvor punktafgiftspligtige varer med henblik på salg transporteres til en
anden medlemsstats territorium af en erhvervsdrivende, der ikke er etableret i
denne anden medlemsstat. I dette tilfælde skal punktafgiften betales af den
udenlandske sælger i overensstemmelse med proceduren for “fjernsalg” (se punkt
3.6.2.). Anvendelsen af denne procedure, i forbindelse med hvilken det forenklede
ledsagedokument ikke finder anvendelse, løser de under punkt 3.3.1.a), ovenfor
nævnte problemer vedrørende ledsagedokumentet.
– Varer, der anvendes i en anden medlemsstat til brug for en erhvervsdrivende eller
et offentligretligt organ. I dette tilfælde skal punktafgiften betales af disse. Hvis
denne forpligtelse indføres, vil den ligestille erhvervsdrivende, der ikke er
registrerede, jf. artikel 16, stk. 3, med de registrerede erhvervsdrivende og
offentligretlige organer i artikel 7 hvad angår administrative formaliteter. Hvis den
udenlandske sælger anmoder om at erlægge punktafgiften i stedet for disse
personer, kan han imidlertid blive omfattet af den procedure, der finder anvendelse
for “fjernsalg” (se punkt 3.6.2.).
Begrebet “anvendes til brug for” dækker situationer, hvor varer leveres til den
erhvervsdrivende eller det offentligretlige organ af en erhvervsdrivende, der ikke er
etableret i bestemmelsesmedlemsstaten, samt varer, der på anden vis anvendes til brug
for en erhvervsdrivende eller et offentligretligt organ. Denne situation optræder for
eksempel, når en erhvervsdrivende beslutter sig for at overføre et lager af varer under
ordningen om betalt afgift fra en medlemsstat til en anden.
DA
12
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
I forslaget til direktiv defineres i artikel 7, stk. 3, de forskellige former for oplægning,
og det fastslås, hvilke personer der skal betale punktafgift i de forskellige situationer.
I artikel 7 udgår stk. 2, hvori de bestemmelser, der allerede dækkes af stk. 1 og 3, er
nævnt.
3.3.2.
Definition af de berørte personer
Vanskeligheder
Begreberne “en erhvervsdrivende, der udøver selvstændig økonomisk virksomhed” og
“et offentligretligt organ” er ikke defineret i direktivet. Derfor har hver medlemsstat
sin egen fortolkning af disse begreber.
Udtalelse
De berørte personer er erhvervsdrivende i almindelighed og alle offentligretlige
organer. Det er derfor tilstrækkeligt blot at anføre “erhvervsdrivende” og
“offentligretlige organer”.
Artikel 7, stk. 3, i forslaget til direktiv henviser udelukkende til erhvervsdrivende og
offentligretlige organer.
3.3.3.
Administrative formaliteter - formaliteter i bestemmelsesmedlemsstaten
Vanskeligheder
De erhvervsdrivende beklager sig over, at formaliteterne i stk. 5 er for komplicerede
og restriktive. Disse formaliteter går ud på, at der skal stilles sikkerhed inden varernes
afsendelse, og at der skal betales punktafgift ved levering af varerne. De
erhvervsdrivende, der handler med varer, for hvilke punktafgiften allerede er erlagt, er
som regel små virksomheder, der har meget svært ved at overholde de nødvendige
formaliteter.
Sådanne
virksomheder
har
ikke
ingen
regelmæssige
forretningsforbindelser med andre medlemsstater (hvis de havde, ville de være
godkendte som afgiftsoplag). Dette gælder navnlig for små vinproducenter. De har
yderst svært ved at overholde de procedurer, der er gældende i den medlemsstat, hvor
det endelige forbrug finder sted.
De adspurgte erhvervssammenslutninger har gjort opmærksom på, at de indviklede
administrative procedurer kan afholde visse erhvervsdrivende fra at foretage denne
form for varebevægelser i Fællesskabet eller tilskynde dem til at gøre det på ulovlig
vis.
Udtalelse
Hvad angår opfyldelse af formaliteter på bestemmelsesstedet, mener Kommissionen,
at man som den punktafgiftspligtige bør udpege den person, der er bedst egnet til at
udføre denne opgave.
Der er tale om erhvervsdrivende, der ikke er etableret i bestemmelsesmedlemsstaten,
når den erhvervsdrivende på den pågældende medlemsstats territorium oplægger
DA
13
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0014.png
varer, der endnu ikke har været genstand for en handelstransaktion (denne situation er
omfattet af den nye artikel 7, stk. 3, første afsnit).
Når varerne anvendes i bestemmelsesmedlemsstaten til brug for en erhvervsdrivende
eller et offentligretligt organ (denne situation er omfattet af den nye artikel 7, stk. 3,
andet afsnit), er den generelle regel, at punktafgiften opkræves hos modtageren af
varerne, der er etableret i bestemmelsesmedlemsstaten. Hvis den udenlandske sælger i
sådanne situationer ønsker at betale punktafgiften på bestemmelsesstedet (f.eks. fordi
vedkommende regelmæssigt foretager leverancer under ordningen om betalt afgift i
den pågældende medlemsstat) er der mulighed for, at vedkommende kan vælge at
blive udpeget som afgiftspligtig i stedet for modtageren af varerne. I sådanne tilfælde
anvendes den forenklede procedure, der benyttes i forbindelse med fjernsalg (se punkt
3.6.2.). En kombination af en samlet sikkerhedsstillelse ved et koordineringssted og et
tæt samarbejde mellem medlemsstaterne burde være en tilfredsstillende løsning på de
erhvervsdrivendes berettigede ønsker.
I forslaget til direktiv defineres i artikel 7, stk. 3, de forskellige former for oplægning,
og det fastslås, hvilke personer der skal betale punktafgift i de forskellige situationer.
I artikel 7, stk. 5, defineres de betingelser, som de punktafgiftspligtige personer skal
opfylde.
3.3.4.
Administrative formaliteter - anvendelse af det forenklede ledsagedokument
Vanskeligheder
- Udfærdigelse og kontrol
Det i artikel 7, stk. 4, nævnte ledsagedokument, er omhandlet i forordning (EØF) nr.
3649/92, og benævnes heri “forenklet ledsagedokument”.
De fleste medlemsstater mener, at dette dokument er nødvendigt, men tvivler på, at
det giver mulighed for en effektiv kontrol. Visse medlemsstater kræver derfor, at det
forenklede ledsagedokument skal være ledsaget af et bevis for sikkerhedsstillelse eller
for betaling af punktafgiften i bestemmelsesmedlemsstaten.
Denne tvivl skyldes først og fremmest, at proceduren for udfærdigelse og kontrol i
forbindelse med det forenklede ledsagedokument er langt mere fleksibel end for det
dokument, der anvendes under suspensionsordningen. Det forenklede
ledsagedokument udfærdiges nemlig af og med henblik på erhvervsdrivende, der i de
fleste tilfælde ikke har nogen punktafgiftsmæssig status, uden nogen form for
indblanding, hverken direkte eller indirekte, fra de nationale skattemyndigheders side.
- Afgiftsgodtgørelse
Det forenklede ledsagedokument anses ikke altid for tilstrækkeligt til at opnå
godtgørelse af den punktafgift, der er erlagt i afgangsmedlemsstaten.
For at der kan opnås godtgørelse af den punktafgift, der er erlagt i
afgangsmedlemsstaten, skal eksemplar 3 af det forenklede ledsagedokument ifølge
artikel 4 i forordning (EØF) nr. 3649/92 ledsage varerne og returneres til leverandøren
med et modtagelsesbevis, der udstedes af modtageren og indeholder en angivelse af
DA
14
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0015.png
varernes videre afgiftsbehandling i bestemmelsesmedlemsstaten. Ifølge artikel 22, stk.
3, i direktiv 92/12/EØF kan medlemsstaterne dog undlade at efterkomme
anmodningen om godtgørelse, når anmodningen ikke opfylder de kriterier for formel
rigtighed, som de opstiller.
Da angivelserne på bagsiden af eksemplar 3 af det forenklede ledsagedokument ikke
valideres af skattemyndighederne i bestemmelsesmedlemsstaten, kræver visse
medlemsstater, at afsenderen til støtte for sin anmodning om godtgørelse fremlægger
yderligere administrative beviser sammen med dette eksemplar 3. Det skal desuden
påpeges, at det dokument, som medlemsstaterne benytter som bevis for betaling af
punktafgiften, ikke på nogen måde er harmoniseret på EU-plan. Dette gør det ikke
lettere at behandle anmodningerne om afgiftsgodtgørelse i henhold til artikel 7.
Udtalelse
Kommissionen mener ikke, at den praksis, der anvendes af visse medlemsstater, og
som består i kontroløjemed ud over det forenklede ledsagedokument at kræve, at der
fremlægges bevis for sikkerhedsstillelse eller for betaling af punktafgiften i
bestemmelsesmedlemsstaten, er nødvendig. Henvisningen til den forudgående
angivelse i bestemmelsesmedlemsstaten i rubrik 3 til 6 i det forenklede
ledsagedokument, er tilstrækkelig til at medlemsstaterne kan kontrollere, om reglerne
i bestemmelsesmedlemsstaten overholdes.
Hvad angår afgiftsgodtgørelse bør myndighederne i bestemmelsesmedlemsstaten for
at lette den administrative behandling af de erhvervsdrivendes anmodninger forpligtes
til at påtegne angivelsen i eksemplar 3 af det forenklede ledsagedokument om, at
varerne
er
modtaget.
Eftersom
den
afgiftspligtige
person
i
bestemmelsesmedlemsstaten skal opfylde de administrative formaliteter ved
modtagelsen af varerne, vil det førnævnte krav ikke øge de erhvervsdrivendes
administrative byrder. Det nye krav vil desuden harmonisere betingelserne for at opnå
godtgørelse og gøre medlemsstaternes praksis med at kræve yderligere beviser ud
over eksemplar 3 af det forenklede ledsagedokument overflødig.
Forordning (EØF) nr. 3649/92 bør ændres, så der indsættes en bestemmelse om, at
myndighederne i bestemmelsesmedlemsstaten skal påtegne retureksemplaret af
dokumentet.
3.3.5.
Salg om bord på et fly eller færge under transport i Fællesskabet
Den nuværende situation
Retstilstanden
Overgangsbestemmelserne i direktivets artikel 28 udløb den 1. juli 1999. De gjorde
det muligt for medlemsstaterne at fritage varer leveret af afgiftsfrie butikker, som en
passager på en rejse til en anden medlemsstat med fly eller færge inden for
Fællesskabet medbringer i sin personlige bagage. Det skal bemærkes, at varer solgt
om bord på et fly eller skib under passagertransport inden for Fællesskabet var
ligestillet med varer fra afgiftsfrie butikker.
DA
15
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0016.png
Afskaffelsen af det afgiftsfrie salg inden for EU har navnlig påvirket den
afgiftsmæssige behandling af punktafgiftspligtige varer, der sælges om bord på færger
og fly, og som ikke er bestemt til umiddelbart forbrug (salg til umiddelbart forbrug
kan fritages for punktafgift, hvis betingelserne i direktivets artikel 23, stk. 5, er
opfyldt). De moms- og punktafgiftsregler, der fra den 1. juli 1999 skal anvendes ved
sådanne salg, er blevet præciseret i en meddelelse
5
fra Kommissionen. Der gælder
følgende hovedprincipper for punktafgifter:
– Færge- og luftfartsselskaberne kan ikke længere medbringe sådanne varer uden at
pålægge dem afgift, da disse varer i overensstemmelse med bestemmelserne i
direktiv 92/12/EØF ikke længere er omfattet af suspensionsordningen, når de er
bragt om bord.
– Følgelig vil varerne skulle pålægges punktafgift med den sats, der gælder i den
medlemsstat, hvorfra rejsen inden for EU indledtes. Varerne kan sælges med den
afgift, der gælder i afgangsmedlemsstaten, indtil transportmidlet ankommer til
bestemmelsesmedlemsstatens nationale område.
– Ifølge bestemmelserne i artikel 7, stk. 1 og 2, skal varer, der overgår til forbrug på
bestemmelsesmedlemsstatens område, beskattes på ny. Hvis færge- eller
luftfartsselskaberne imidlertid ønsker at undgå afgiftspålæggelse i den anden
medlemsstat, kan de erklære, at de ikke har til hensigt at sælge varerne på denne
medlemsstats område. I det tilfælde finder artikel 7, stk. 1 og 2, ikke anvendelse,
og varerne kan forblive om bord uden yderligere afgiftspålæggelse. I sådanne
tilfælde finder bestemmelserne om dokumentkontrol og forudgående anmeldelse
efter artikel 7, stk. 7 og 8, anvendelse, selv om medlemsstaterne ifølge artikel 7,
stk. 9, har mulighed for at indgå bilaterale aftaler om forenklede procedurer.
– De erhvervsdrivende kan fortsætte med at sælge afgiftsbelagte varer, der er lastet i
en medlemsstat, på andre medlemsstaters områder. I de tilfælde finder artikel 7,
stk. 1 og 2, anvendelse, og der skal betales punktafgift i den efterfølgende
medlemsstat. De erhvervsdrivende kan ifølge artikel 22, stk. 3, anmode om
godtgørelse af punktafgifter, der allerede er betalt i afgangsmedlemsstaten.
Hvordan punktafgifterne opkræves og godtgøres, og i hvilke tilfælde der kan
anvendes forenklede procedurer, afgøres af medlemsstaternes skattemyndigheder.
– Hvad angår multilaterale rejser med ophold i mere end én medlemsstat er
grundreglen, at man betragter hver rejseetape som en separat rejse. Hvis et
færgeselskab laster varer i medlemsstat A og ønsker at sælge varerne om bord,
mens færgen krydser internationale farvande mellem medlemsstat B og C, er der
ikke retsgrundlag for at pålægge et sådant salg den afgift, der måtte være gældende
i medlemsstat A. Da varerne ikke er bestemt til at blive ført tilbage til
afgangsmedlemsstaten, skal de ifølge artikel 7, stk. 1 og 2, beskattes i medlemsstat
B og derefter i medlemsstat C.
5
Meddelelse fra Kommissionen om de moms- og punktafgiftsregler, der fra den 1. juli 1999
skal anvendes ved salg af varer til rejsende om bord på færger og fly eller i lufthavne inden for
Den Europæiske Union – 1999/C 99/08 (EFT C 99 af 10.4.1999, s. 20).
DA
16
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0017.png
Gennemførelsesprocedurer
Det kræver et yderst omfattende administrativt arbejde af de erhvervsdrivende at
overholde ovennævnte procedurer. Denne situation har gjort, at visse medlemsstater
tillader, at der anvendes forenklede procedurer. Der kan f.eks. være tale om følgende
forenklinger:
– For visse færgeruter mellem to medlemsstater har de pågældende medlemsstater
indført de forenklinger, der er omtalt i tredje led ovenfor. Dette betyder, at en rute
mellem medlemsstat A og medlemsstat B anses for en bevægelse fra medlemsstat
A til selvsamme medlemsstat A via medlemsstat B's område. Punktafgiftspligtige
varer, der sælges til passagererne for at blive taget med fra borde, kan således
under hele overfarten sælges til den afgiftssats, der finder anvendelse i medlemsstat
A (som regel den medlemsstat, der anvender den laveste sats), undtagen når skibet
befinder sig på medlemsstats B's område.
– De erhvervsdrivende har mulighed for at indlaste varerne på båden under en
suspensionsordning. Ordningen ophører, når varerne ankommer til den
medlemsstats område, hvorfra den erhvervsdrivende ønsker at sælge varerne. Den
erhvervsdrivende skal dernæst betale den skyldige punktafgift i den pågældende
medlemsstat.
Denne forenkling er en af procedurerne under suspensionsordningen og indebærer,
at bestemmelsesmedlemsstaten godtager, at de varer, der er underlagt ordningen,
kan overgå til forbrug, uden først at være blevet overtaget fysisk af en modtager,
der er godkendt med hensyn til punktafgifter, og derfor uden at de behøver at blive
losset fra båden.
Det er op til hver enkelt medlemsstat at bestemme, hvilke forenklinger den inden for
rammerne af direktivets bestemmelser vil bevilge sine erhvervsdrivende.
Udtalelse
Princippet om, at der for varer, der er overgået til forbrug i en medlemsstat, og som
oplægges til erhvervsmæssige formål i en anden medlemsstat, skal betales
punktafgifter i denne anden medlemsstat, finder anvendelse for alle
punktafgiftspligtige varer, der sælges under rejser inden for Fællesskabet, undtagen
hvis, som nævnt i Kommissionens ovennævnte meddelelse 99/08, varerne oplægges
om bord på en færge eller et fly, der sejler/flyver mellem to medlemsstater, og ikke er
genstand for salg, når færgen/flyet befinder sig på en af de pågældende to
medlemsstaters territorium. I sidstnævnte situation anses varerne ikke for at være
oplagt i erhvervsmæssigt øjemed i sidstnævnte medlemsstat. For at fjerne enhver tvivl
om, hvorvidt denne mulighed foreligger, bør den udtrykkeligt nævnes i direktivet.
Det er ønskeligt, at de administrative procedurer harmoniseres på fællesskabsplan.
Det kan rent faktisk konstateres, at kun få medlemsstater har indført forenklinger af
procedurerne, og at de erhvervsdrivende derfor skal anvende en lang række
forskellige procedurer for de forskellige medlemsstater. Det skal desuden fremhæves,
at grunden til, at der ikke er indført forenklede administrative procedurer i visse
tilfælde er en konsekvens af den procedure, der er nødvendig for at sådanne
DA
17
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
forenklinger kan indføres. Visse medlemsstater har konkluderet, at bilaterale aftaler,
jf. artikel 7, stk. 9, kun kan indgås på politisk niveau, mens andre mener, at det er
tilstrækkeligt blot at indgå en administrativ aftale.
Kommissionen ønsker at give et tilfredsstillende svar på de legitime anmodninger fra
de erhvervsdrivende og opfordrer medlemsstaterne til at samarbejde om at udarbejde
fælles forenklede procedurer inden for rammerne af de nuværende lovbestemmelser.
Hvis der bliver behov herfor, vil Kommissionen kunne benytte det ikke-regulerende
forum i Punktafgiftsudvalget til at udarbejde fælles EF-rammer for kommende
forenklede procedurer.
Da disse forenklede procedurer ikke vil få nogen virkninger for de generelle
afgiftsprincipper, foreslås det at erstatte bestemmelsen i artikel 7, stk. 9, om, at
tilladelsen skal gives på grundlag af bilaterale aftaler, med en bestemmelse om, at
tilladelsen kan gives ved en simpel administrativ aftale.
I forslaget til direktiv står der udtrykkeligt i artikel 7, stk. 1, første afsnit, at varer
oplagt på en færge eller i et fly, der sejler/flyver mellem to medlemsstater, men som
ikke må sælges, når færgen/flyet befinder sig på en medlemsstats territorium, ikke
betragtes som værende oplagt til erhvervsmæssigt formål i den pågældende
medlemsstat. Endvidere kan der i henhold til artikel 7, stk. 9, indføres forenklede
procedurer ved simple bilaterale administrative aftaler.
3.3.6.
Fraværet af bestemmelser om overtrædelser
Vanskeligheder
I modsætning til de særlige bestemmelser i direktiv 92/12/EØF om overtrædelser i
forbindelse med bevægelser, der sker under en suspensionsordning (se artikel 14 og
20), er der ingen fællesskabsbestemmelser om, hvilken procedure der skal følges i
tilfælde af tab eller overtrædelser i forbindelse med den ordning, der finder
anvendelse, når punktafgifterne allerede er erlagt.
Udtalelse
De manglende fællesskabsbestemmelser om tab og overtrædelser i forbindelse med
omsætning af punktafgiftspligtige varer, for hvilke punktafgiften allerede er erlagt,
udgør et hul i lovgivningen, der bør udfyldes. Det kan skabe interessekonflikter
mellem medlemsstaterne og i visse tilfælde føre til dobbeltbeskatning, at der ikke er
nogen bestemmelser om, hvilken medlemsstat punktafgiften skal erlægges i. Det kan
endvidere føre til, at de erhvervsdrivende behandles forskelligt i sammenlignelige
situationer, og dermed til konkurrenceforvridning mellem de erhvervsdrivende.
Sådanne tab og overtrædelser bør derfor underlægges en ordning, der svarer til
ordningen for tab og overtrædelser under suspensionsordningen for punktafgifter.
Direktivforslaget indeholder særlige bestemmelser om tab og overtrædelser, der sker
under transport inden for Fællesskabet af varer, som allerede er overgået til forbrug
(nye artikler 10a til 10c).
DA
18
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.4.
Artikel 8
Direktivets artikel 8 bestemmer, at for så vidt angår varer, som privatpersoner
anskaffer til eget brug, og som de selv medfører, gælder ifølge princippet for det indre
marked, at punktafgifterne opkræves i den medlemsstat, hvor varerne er anskaffet.
På trods af dens åbenlyse enkelthed er denne artikel genstand for mange drøftelser
bl.a. vedrørende:
– hvordan man skal fortolke begrebet “som de selv medfører”
– hvordan man skal behandle andre ikke-erhvervsmæssige bevægelser
– den grænseoverskridende handel.
3.4.1.
De eksisterende problemer
3.4.1.1. Hvordan man skal fortolke begrebet “som de selv medfører”
I 1995 forelagde Londons Court of Appeal et præjudicielt spørgsmål for Domstolen
vedrørende fortolkningen af artikel 8. Spørgsmålet angik tilfælde, hvor varer der er
overgået til forbrug i medlemsstat B, købes af eller på vegne af en privatperson med
bopæl i medlemsstat A gennem en mellemmand, der også arrangerer transporten af
varerne.
Et netværk af forretningsmæssigt forbundne virksomheder havde oprettet en sådan
skattemæssig struktur på basis af en bred fortolkning af bestemmelserne i artikel 8,
som fungerede således:
– et af selskaberne fremstillede cigaretter af et bestemt mærke med henblik på salg
på det britiske marked
– et andet selskab, der var forbundet med det førstnævnte, frigav cigaretterne til
forbrug i Storhertugdømmet Luxembourg, hvor de blev solgt via grossister og
detailhandlende
– et tredje selskab, der var forbundet med de andre to og etableret i Det Forenede
Kongerige, centraliserede ordrer fra britiske privatpersoner på cigaretter, der var
overgået til forbrug i Luxembourg og arrangerede endvidere transporten til Det
Forenede Kongerige.
Disse selskaber anvendte et beskatningsprincip om, at ejendomsretten til varerne
overgik til privatpersonen, når denne afgav ordren. Selskaberne hævdede, at artikel 8 i
direktiv 92/12/EØF fandt anvendelse, da transportvirksomheden ikke deltog i den
erhvervsmæssige transaktion (han solgte ikke cigaretterne, men formidlede blot
købsordrerne og transporterede varerne).
Ifølge selskaberne svarede de pågældende bevægelser til “fjernsalg”, der ikke var
udtrykkeligt omfattet af direktivet, og de burde derfor behandles på samme måde. De
ordrer, som privatpersonerne afgav på månedsbasis, oversteg ikke de vejledende
mængder i artikel 9, stk. 2, dvs. 800 cigaretter pr. køber.
DA
19
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0020.png
De britiske myndigheder betragtede den pågældende skattemæssige struktur som en
skatteunddragelse, der gav en britisk privatperson mulighed for at købe varer (“uden
at behøve at rejse sig fra sin bekvemme lænestol”)
i en anden medlemsstat, der havde
lavere afgiftssatser end Det Forenede Kongerige. Myndighedernes argument, der blev
støttet af generaladvokaten, var, at artikel 8 udelukkende finder anvendelse, hvis
følgende betingelser er opfyldt på samme tid:
a)
b)
c)
varerne skal være anskaffet af privatpersoner
privatpersonerne skal have anskaffet dem til eget brug
privatpersonerne skal selv have transporteret dem.
Den 2. april 1998 afsagde Domstolen følgende dom i sagen C-296/95
6
:
“Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for
punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol
hermed, som ændret ved Rådets direktiv 92/108/EØF af 14. december 1992, skal
fortolkes således, at der ikke er noget til hinder for, at der i en medlemsstat A
opkræves punktafgifter af varer, som er overgået til forbrug i en medlemsstat B, hvor
varerne er blevet anskaffet hos et selskab X til brug for privatpersoner med bopæl i
medlemsstat A, nærmere bestemt gennem et selskab Y, der mod vederlag har optrådt
som mellemmand for privatpersonerne, hvorved det forudsættes, at transporten af
varerne fra medlemsstat B til medlemsstat A ligeledes er blevet arrangeret af selskab
Y på privatpersonernes vegne og er blevet gennemført af en professionel
transportvirksomhed mod betaling.”
Dermed satte Domstolen en stopper for denne særlige ordning. I den pågældende sag
fastsatte Domstolen, at transaktionen havde haft erhvervsmæssige formål, og at der
derfor skulle betales punktafgift i den medlemsstat, hvor varerne blev forbrugt.
Det skal imidlertid fremhæves, at Domstolen i sine domspræmisser giver sin
fortolkning af begrebet “som de selv medfører”. I præmis 33 til 36 fastholder
Domstolen, efter at have undersøgt alle sprogversionerne af artikel 8, at den person,
der anskaffer de punktafgiftspligtige varer, personligt skal medføre dem.
3.4.1.2. Ikke-erhvervsmæssige bevægelser
Baggrund
Ifølge artikel 23, stk. 3, i direktiv 92/12/EØF ophører bestemmelserne vedrørende
punktafgifter i følgende direktiver med at have retsvirkning den 31. december 1992:
– direktiv 74/651/EØF om afgiftsfritagelse ved indførsel af varer i småforsendelser
uden erhvervsmæssig karakter inden for Fællesskabet
7
6
7
Samling 1998, s. I-01605.
EFT L 354 af 30.12.1974, s. 57.
DA
20
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0021.png
– direktiv 83/183/EØF om afgiftsfritagelse ved privatpersoners endelige indførsel af
personlige ejendele fra en medlemsstat
8
– direktiv 68/297/EØF om gennemførelse af ensartede bestemmelser for afgiftsfri
indførsel af brændstof, som indeholdes i erhvervsmotorkøretøjers
brændstofbeholdere
9
.
Formålet med ovennævnte bestemmelser om ophævelse er, at bevægelser af
punktafgiftspligtige varer,
for hvilke der ikke har fundet nogen erhvervsmæssig
transaktion sted,
ikke længere skal være omfattet af administrativ kontrol, da disse
varer nu kan bevæge sig frit inden for Fællesskabet som følge af reglerne for det indre
marked og princippet om, at punktafgiften betales i den medlemsstat, hvor varerne er
anskaffet.
Vanskeligheder
Spørgsmålet om den fri bevægelighed er blevet behandlet ved tre lejligheder i
Punktafgiftsudvalget:
– I januar 1993 angav fire medlemsstater, at de opkrævede punktafgifter på gaver,
der blev sendt med posten til privatpersoner.
– I januar 1999 angav fire medlemsstater, at når privatpersoner flyttede
punktafgiftspligtige varer, kunne der kun indrømmes fritagelse for betaling af
punktafgifter i bestemmelsesmedlemsstaten, når den pågældende person selv fysisk
foretog flytningen (i overensstemmelse med artikel 8 i direktiv 92/12/EØF).
– I juli 2000 blev spørgsmålet om gaver, der sendes til privatpersoner, taget op igen.
Som det var tilfældet i januar 1993, angav fire medlemsstater, at de opkrævede
afgifter på gaver til privatpersoner. Disse medlemsstater angav navnlig, at det var
vanskeligt at kontrollere den ikke-erhvervsmæssige karakter af disse forsendelser,
og at direktiv 92/12/EØF ikke indeholdt nogen bestemmelser, der udtrykkeligt
fritog
sådanne
forsendelser
for
betaling
af
punktafgifter
i
bestemmelsesmedlemsstaten.
Disse forskellige fortolkninger betyder, at der altid opkræves afgifter i
bestemmelsesmedlemsstaten på forsendelser uden erhvervsmæssig karakter til
privatpersoner. Som følge heraf befinder borgerne i visse medlemsstater sig nu i en
mindre gunstig situation end før det indre marked, eftersom de er omfattet af mindre
gunstige skatteregler end dem, der gælder for tilsvarende indførsler fra tredjelande.
Nedenstående tilfælde er eksempler på situationer, hvor der i princippet ikke bør
opkræves yderligere punktafgift:
a)
varer, der afsendes som småforsendelser uden erhvervsmæssig karakter
af en privatperson til en anden privatperson i en anden medlemsstat.
Varerne må udelukkende være til brug for modtageren personligt eller
8
9
EFT L 105 af 23.4.1983, s. 64.
EFT L 175 af 23.7.1968, s. 15.
DA
21
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
for dennes familie. De skal også være sendt uden nogen form for
direkte eller indirekte betaling herfor
b)
overførsel fra en medlemsstat til en anden af personlige ejendele til
brug for en privatperson selv eller dennes familie (f.eks. alkoholholdige
drikkevarer, der fremstilles af en familie og sendes til et familiemedlem
i en anden medlemsstat)
punktafgiftspligtige varer, der transporteres i forbindelse med
overflytning af det sædvanlige opholdssted eller til møblering af en
sekundær bolig
punktafgiftspligtige varer, der gives i bryllupsgave
punktafgiftspligtige varer, der opnås ved arv.
c)
d)
e)
3.4.1.3. Grænseoverskridende handel
Siden afskaffelsen af de fiskale grænser mellem medlemsstaterne har borgerne kunne
købe punktafgiftspligtige varer til eget forbrug i en anden medlemsstat uden at skulle
betale punktafgift i den medlemsstat, hvor de har deres bopæl. Dette er en følge af
princippet om fri bevægelighed, der blev indført med det indre marked.
Da punktafgifterne ikke er harmoniserede i Fællesskabet, er det forståeligt, at
borgerne benytter sig af princippet om fri bevægelighed og drager fuld fordel af de
forskellige afgiftssatser, der opstår som følge af denne manglende harmonisering.
Dette princip er forklaringen på de store mængder af punktafgiftspligtige varer, der
forsendes mellem visse medlemsstater.
De medlemsstater, hvis punktafgifter er væsentligt højere end deres nabostaters, er
imidlertid bekymrede over denne situation. Deres største problem er at skelne mellem
bevægelser af erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig karakter.
3.4.2.
Udtalelse
For at kunne vurdere, om artikel 8 er relevant, bør det tages i betragtning, at alle varer,
som privatpersoner transporterer til eget behov inden for Fællesskabet, udelukkende
beskattes i den medlemsstat, hvor varerne er anskaffet, i overensstemmelse med
princippet for det indre marked.
Den nuværende ordlyd af artikel 8 udvander eller synes at udvande dette princip. I
artiklen omhandles varer, “som de selv medfører”, men det skal erindres, at
Kommissionens forslag oprindeligt ikke indeholdt nogen specifik bestemmelse om
bevægelser, der foretages af privatpersoner, da disse ikke var omfattet af
direktivforslagets anvendelsesområde, som kun vedrørte erhvervsmæssige
varebevægelser. Da afgiftssatserne ikke var harmoniseret i praksis, anmodede
medlemsstaterne om at tilføje en bestemmelse til direktiv 92/12/EØF, som uden
tvetydigheder begrænser det generelle princip om frie varebevægelser til kun at
omfatte varer,
som privatpersoner selv medfører.
DA
22
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0023.png
Varer, der transporteres på vegne af privatpersoner
Den nuværende ordlyd i artikel 8, sådan som den er blevet fortolket af Domstolen,
begrænser anvendelsen af dette princip til de situationer, hvor transporten foretages
personligt af erhververen af de punktafgiftspligtige varer. Hvis denne ikke personligt
ledsager varerne, opkræves punktafgiften på ny i bestemmelsesmedlemsstaten. Denne
restriktion for privatpersoner til at købe varer, som der er erlagt fuld afgift for i en
medlemsstat, og transportere dem til en anden medlemsstat, uden at der igen skal
erlægges afgift, er mere vidtgående end hvad der generelt gælder i forbindelse med
momsopkrævning. Principielt er det kun i forbindelse med fjernsalg (varer, der sendes
eller transporteres af eller på vegne af sælgeren), at der opkræves moms på varer i
bestemmelsesmedlemsstaten. Til gengæld opkræves der i forbindelse med fjernkøb
(varer, der sendes eller transporteres på vegne af køberen) systematisk moms på
varerne i afgangsmedlemsstaten, også selv om der er tale om punktafgiftspligtige
varer.
Kommissionen mener, at en sådan restriktion af principperne for det indre marked
ikke længere kan retfærdiggøres. Det foreslås derfor, at alle bevægelser, der vedrører
varer, som er beregnet til en privatpersons egen brug, som foretages af eller på vegne
af en privatperson, i kraft af deres natur skal anses for værende af ikke-
erhvervsmæssig art, og ligesom hvad der gælder for moms skal de pågældende varer
kun beskattes i den medlemsstat, hvor de erhverves.
Der bør imidlertid gøres en undtagelse fra dette princip hvad angår tobaksvarer, da
anvendelsen af dette princip i forbindelse med sådanne varer ville være i modstrid
med de i traktaten, særlig artikel 152, indeholdte sundhedspolitiske bestemmelser. Af
denne grund og i overensstemmelse med ovennævnte sundhedspolitik og under
hensyntagen
til
Verdenssundhedsorganisationens
10
rammekonvention
om
tobakskontrol, hvori man gør sig til fortaler for anvendelsen af skattepolitiske og
eventuelt prispolitiske tiltag hvad tobaksvarer angår med henblik på gradvist at
nedbringe tobaksforbruget, foreslår Kommissionen, at for alle punktafgiftspligtige
varer, bortset fra tobaksvarer, som privatpersoner selv medfører, eller varebevægelser
mellem privatpersoner, som er bestemt til privat brug for den privatperson, der
modtager varerne, bør punktafgiften betales i afgangsmedlemsstaten. På denne måde
risikerer effektiviteten af de foranstaltninger, som de enkelte medlemsstater
gennemfører med henblik på at følge den førnævnte rammekonventions konklusioner,
ikke at blive forringet, hvilket ville kunne være blevet konsekvensen, hvis
privatpersoner frit kunne erhverve tobaksvarer i medlemsstater med en lavere pris end
den, hvor de selv har bopæl.
I forslaget til direktiv tilføjes der i artikel 8 et stk. 2, hvoraf det klart fremgår, at det i
stk. 1 indeholdte princip også gælder i forbindelse med varer (undtagen tobaksvarer),
der transporteres på vegne af privatpersoner.
10
Denne konvention blev vedtaget af Verdenssundhedsforsamlingen den 21. maj 2003 og blev
undertegnet af Det Europæiske Fællesskab den 16. juni 2003.
DA
23
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0024.png
De under punkt 3.4.1.2. omhandlede ikke-erhvervsmæssige varebevægelser
Hvad angår de under punkt 3.4.1.2. omhandlede ikke-erhvervsmæssige
varebevægelser, ønsker visse medlemsstater at anvende en restriktiv fortolkning af
princippet om fri bevægelighed for varer, der erhverves af privatpersoner.
Kommissionen har gentagne gange erindret om, at vægten i artikel 8 er lagt på ikke-
erhvervsmæssige bevægelser, men at også andre situationer kan være omfattet i
overensstemmelse med ovennævnte princip for det indre marked. Artiklen vil f.eks.
kunne dække ikke-erhvervsmæssige bevægelser af punktafgiftspligtige varer mellem
privatpersoner (flytning, gaver osv.). En restriktiv fortolkning af artikel 8 synes i den
forbindelse at vise, at sådanne ikke-erhvervsmæssige bevægelser kun kan fritages for
punktafgift i bestemmelsesmedlemsstaten, hvis varerne medføres fysisk af de
privatpersoner, som de er bestemt til. Som følge heraf bliver bevægelser, som under
visse betingelser var fritaget for afgift, inden det indre marked trådte i kraft, nu
beskattet, hvilket klart er i modstrid med principperne for det indre marked.
I forslaget til direktiv indføjes der et stk. 3 i artikel 8, hvoraf det fremgår, at det i
artikel 8, stk. 1, indeholdte princip også gælder, når varer sendes fra en privatperson
til en anden uden at der er tale om direkte eller indirekte modydelse (det drejer sig
bl.a. om gavepakker). De øvrige under punkt 3.4.1.2 behandlede situationer er
omfattet af artikel 8, stk. 2, da varerne i disse tilfælde transporteres på vegne af en
privatperson.
Varer, der anvendes til andre formål end privatpersoners egen brug
I forbindelse med andre punktafgiftspligtige varer, der erhverves af privatpersoner, og
som transporteres af dem selv eller på deres vegne, men som ikke er beregnet til egen
brug, opkræves punktafgiften i bestemmelsesmedlemsstaten. På nuværende tidspunkt
indeholder direktivet ikke udtrykkeligt bestemmelser, om hvilke procedurer
privatpersoner, der på lovlig vis ønsker at foretage sådanne operationer, skal følge.
Endvidere står der i direktivet ikke noget entydigt vedrørende muligheden for
godtgørelse af den i den medlemsstat, hvor varen blev erhvervet, oprindeligt erlagte
punktafgift. Med henblik på at præcisere, hvilke regler der finder anvendelse i
sådanne tilfælde, bør det tydeligt fremgå, at punktafgiften opkræves i
bestemmelsesmedlemsstaten, samt hvem den afgiftspligtige er, og man bør fastlægge
de procedurer, der skal følges af de afgiftspligtige. Med hensyn til udpegelsen af den
afgiftspligtige person er det logisk, at det bør være den privatperson, som
transporterer de pågældende varer eller på vegne af hvilken de pågældende varer
transporteres. Hvad angår procedurerne må det anses for hensigtsmæssigt at behandle
sådanne varebevægelser på samme måde som de i artikel 7 omhandlede bevægelser.
I forslaget til direktiv føjes der til artikel 7, stk. 1, et andet afsnit, hvoraf det fremgår,
at alle andre formål med varer end privatpersoners egen brug anses som brug i
erhvervsmæssigt øjemed. De i stk. 4 og 5, andet afsnit, beskrevne procedurer skal
anvendes i forbindelse med oplægning af varer, der erhverves af privatpersoner til
andre formål end disses egne behov, og i henhold til artikel 6 gives der mulighed for,
at punktafgiften kan godtgøres i afgangsmedlemsstaten.
DA
24
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0025.png
Vejledende mængder
I forhandlingsprotokollen til direktivet står der, at det i forbindelse med indførsel af
punktafgiftspligtige varer ud over visse mængder påhviler privatpersoner at
bevise
over for myndighederne, at varerne er til egen brug. Kommissionen mener ikke, at det
er formålstjenligt at medtage denne bestemmelse i forhandlingsprotokollen til den nye
retsakt. I alle tilfælde, hvor en privatperson indfører punktafgiftspligtige varer, er det
nemlig myndighedernes opgave efter at have efterprøvet alle de i artikel 9, stk. 2,
omtalte kriterier at fastslå, om de pågældende varer er oplagt til erhvervsmæssige
formål. Eftersom sådanne beslutninger kan tænkes indbragt for en retsinstans, er det
naturligvis nødvendigt, at myndighederne træffer deres afgørelse på grundlag af
konkrete elementer og ikke blot gisninger.
Da en omvendt bevisbyrde ikke er juridisk holdbar, kan opretholdelsen af de
vejledende mængder i artikel 9, stk. 2, ikke længere retfærdiggøres. Disse angivelser
kan i øvrigt aldrig i sig selv af myndighederne bruges til at retfærdiggøre, at de træffer
beslutning om at anse en oplægning af punktafgiftsbelagte varer for at have
erhvervsmæssig karakter. Desuden må de aldrig fortolkes som en form for
“fritagelsestærskel”, idet det er fastslået, at uanset om tærsklen er overskredet eller ej,
skal kontrolmyndighederne i den pågældende medlemsstat, hvis den ønsker at
forsendelsen betegnes som værende af erhvervsmæssig karakter, altid kunne
fremlægge konkrete elementer til underbygning af en sådan påstand.
De vejledende mængder skal derfor kun ses som retningslinjer, som myndigheder
giver deres embedsmænd, og hvori det kan anbefales, at der ikke foretages kontrol af
privatpersoner, medmindre de medtager mere end en bestemt mængde. Sådanne
anbefalinger hører imidlertid ind under medlemsstaternes egne beføjelser og bør ikke
medtages i direktivets bestemmelser.
I forslaget til direktiv indeholder den nye udgave af artikel 9, stk. 2, ikke muligheden
af at operere med vejledende mængder.
3.5.
Artikel 9
Artikel 9, stk. 1, gentager det generelle beskatningsprincip, der allerede er angivet i
artikel 7, stk. 1, samtidig med at det anføres, at punktafgiften i andre situationer end
dem, der er omhandlet i artikel 7 og 8, er skyldig i den medlemsstat, på hvis område
varerne er oplagt med handel for øje, og at den opkræves hos den person, hos hvem
varerne befinder sig.
Artikel 9, stk. 2, fastsætter de minimumskriterier, der skal tages i betragtning for at
kunne fastslå, at de i artikel 8 omhandlede varer er beregnet til erhvervsmæssige
formål.
3.5.1.
Relevansen af artikel 9, stk. 1
Vanskeligheder
Ordlyden af artikel 9, stk. 1, er identisk med artikel 7, stk. 1, bortset fra at det
fastsættes, at punktafgiften opkræves hos den person, hos hvem varerne befinder sig.
DA
25
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0026.png
Udtalelse
Som angivet under punkt 3.2. bør punktafgiftsindtrædelsen i artikel 9, stk. 1, som er
en gentagelse af den i artikel 7 indeholdte punktafgiftsindtrædelse, udgå. Da artikel 9
indeholder bestemmelse om, at den person, der oplægger varerne, er
punktafgiftspligtig i de af denne artikel omfattede situationer, skal der i artikel 7, stk.
3, tilføjes et afsnit, hvoraf det fremgår, at i andre tilfælde end der hvor den
punktafgiftspligtige udtrykkeligt er udpeget, er det den person, der oplægger varerne,
der er punktafgiftspligtig. Der er bl.a. tale om varer, der oplægges af privatpersoner
til andres brug eller varer, der oplægges af en erhvervsdrivende eller et
offentligretsligt organ, som ikke har fulgt de i artikel 7, stk. 5, nævnte regler.
3.5.2.
Kriterier for at kunne fastslå, om der er tale om erhvervsmæssige formål
Vanskeligheder
I artikel 9, stk. 2, nævnes de faktorer, der skal tages i betragtning for at kunne fastslå,
om en vare, der anskaffes af en privatperson, har erhvervsmæssig karakter, og om der
dermed kan opkræves afgifter i den medlemsstat, hvor varen er oplagt.
Det største problem er kriteriet for de vejledende mængder. Når der i artikel 9, stk. 2,
blot står “vejledende mængder”, som et element, der skal tages med i betragtningerne
i den samlede procedure til bedømmelse af, hvordan en af en privatperson foretaget
varebevægelse skal behandles skattemæssigt set, betragtes disse mængder ofte som en
slags lovgivningsmæssig grænse, der giver mulighed for at behandle varebevægelser,
der foretages af privatpersoner, som nedenfor angivet:
– inden for de vejledende mængder: det er op til de nationale myndigheder at bevise,
at privatpersonerne har anskaffet varerne til erhvervsmæssige formål
– over de vejledende mængder: det er op til den pågældende privatperson at bevise
over for kontrolmyndighederne, at disse varer er beregnet til egen brug.
Denne “omvendte bevisbyrde” anses af mange borgere i EU som værende i modstrid
med traktatens generelle principper, hvilket de mange klager, som Kommissionen
modtager vedrørende dette emne, er et tydeligt bevis på. På grundlag af disse klager
har Kommissionen indledt overtrædelsesprocedurer mod visse medlemsstater, som
benyttede sig af denne “omvendte bevisbyrde”, hvilket har ført til, at de pågældende
medlemsstater har ændret deres praksis.
Udtalelse
Som forklaret under
punkt 3.4.2,
mener Kommissionen ikke længere, at man kan
retfærdiggøre en opretholdelse af de i artikel 9, stk. 2, nævnte vejledende mængder.
Bortset herfra bibeholdes denne bestemmelse uændret undtagen den indledende
sætning, som tilpasses den nye ordlyd i artikel 8, stk. 1 og 4, og vedrører nu varer, der
anvendes til andre formål end privatpersoners egen brug i stedet for varer, der er
bestemt til erhvervsmæssige formål. Denne nye formulering bør fjerne en eventuel
tvivl vedrørende visse former for oplægning af varer, der selv om de ikke kan
betegnes som værende af erhvervsmæssig karakter, ikke er bestemt til en
privatpersons egen brug.
DA
26
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
I forslaget til direktiv giver artikel 9, stk. 2, ikke længere medlemsstaterne mulighed
for at fastsætte vejledende mængder.
3.5.3.
Atypiske transportformer (artikel 9, stk. 3)
Vanskeligheder
Da direktivet blev drøftet i Rådet, gav medlemsstaterne udtryk for bekymring over
sikkerheden i forbindelse med transport af mineralolier og over den omstændighed, at
den manglende harmonisering af punktafgifterne, især hvad angår mineralolier, kunne
tilskynde privatpersoner til at købe sådanne varer (navnlig opvarmningsbrændsel) i en
medlemsstat med en lav afgiftssats og derefter selv transportere dem hjem.
Den fakultative bestemmelse i artikel 9, stk. 3, bør betragtes som en mulighed, som
medlemsstaterne har for at indføre skattebestemmelser, der generelt forbyder andre
former for transport af mineralolier end de behørigt anerkendte. Kort fortalt gælder
følgende:
– alle “anerkendte” former for transport, som en erhvervsdrivende foretager med
erhvervsmæssige
formål
for
øje,
er
punktafgiftspligtige
i
bestemmelsesmedlemsstaten
– når der ses bort fra andre bøder, der kan blive pålagt i forbindelse med
transportsikkerhed, er alle “atypiske” former for transport ligeledes
punktafgiftspligtige i bestemmelsesmedlemsstaten.
Dette betyder, at medlemsstaterne kan udelukke mineralolier fra artikel 8's
anvendelsesområde.
Med andre ord er privatpersoner, der transporterer mineralolier, og især
opvarmningsbrændsel, ikke omfattet af den samme skattefrihed som den, der under
tilsvarende betingelser indrømmes for andre punktafgiftspligtige varer (mulighed for
udelukkende at betale punktafgiften i afgangsmedlemsstaten). Desuden skal der stadig
ses nærmere på selve den omstændighed, at der anvendes et skatteinstrument til at
regulere transportsikkerhedsmæssige aspekter.
Udtalelse
Kommissionen er ikke overbevist om, at det er nødvendigt at fastholde en
foranstaltning, der afviger fra det generelle princip om, at privatpersoner frit kan
foretage varebevægelser. Selv om der er et problem med sikkerheden i forbindelse
med transport af mineralolier, er det ikke sandsynligt, at en bestemmelse, der afviger
fra ovennævnte princip, kan give en tilfredsstillende juridisk løsning på dette problem.
Der er ingen skattemæssig begrundelse for at indføre bestemmelser, hvis eneste
formål er at afholde privatpersoner fra at transportere mineralolier. Det skattemæssige
princip om, at punktafgifter på varer, der transporteres af privatpersoner, altid skal
betales i den medlemsstat, hvor varen anskaffes, bør derfor finde fuld anvendelse i
forbindelse med mineralolier. Der bør på ingen måde være sammenhæng mellem det
faktum, at nationale lovgivninger eller fællesskabslovgivningen eventuelt
underlægger transport af mineralolier strenge sikkerhedsbestemmelser og
DA
27
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0028.png
beskatningen i forbindelse med sådanne varebevægelser. Hvis disse normer ikke
overholdes, kan man konstatere, at der har fundet en overtrædelse sted, men dette ville
aldrig kunne påvirke punktafgiftsproblematikken.
Bestemmelserne i den nuværende artikel 9, stk. 3, er ikke medtaget i direktivforslaget.
3.6.
Artikel 10
Ifølge artikel 10 erlægges punktafgiften i bestemmelsesmedlemsstaten, når der er tale
om fjernsalg.
Ifølge betalingsproceduren i den pågældende artikel skal sælgeren eller dennes fiskale
repræsentant betale punktafgiften.
Der er således to forskellige procedurer for betaling af punktafgift i
bestemmelsesmedlemsstaten, hvoraf den første vedrører de betalinger, der foretages af
sælgeren selv, og den anden de betalinger, der foretages af sælgerens fiskale
repræsentant.
Den medlemsstat, som sælgeren er etableret i, skal sikre sig, at sælgeren (enten selv
eller gennem sin fiskale repræsentant) overholder følgende bestemmelser:
– der skal stilles sikkerhed for betaling af punktafgifterne inden afsendelsen af
varerne på betingelser, der fastsættes af bestemmelsesmedlemsstaten
– der skal sørges for, at punktafgifterne erlægges, når varerne er ankommet
– der skal føres en fortegnelse over vareleveringer.
3.6.1.
Transport af varer, der udelukkende er til brug for privatpersoner
Vanskeligheder
Det fremgår ikke af artikel 10, at dens bestemmelser
udelukkende
finder anvendelse
for transport af varer til brug for privatpersoner. Det er endvidere heller ikke klart,
hvordan der skelnes mellem artikel 7 og artikel 10. Den eneste forskel i ordlyden
mellem de to artikler synes at være, at varerne i artikel 10 transporteres direkte eller
indirekte af sælgeren eller på hans vegne. Denne situation er imidlertid også nævnt i
artikel 7.
Udtalelse
Det fremgår ikke tydeligt af ordlyden af artikel 10, hvilke bevægelser der er tale om.
Det står ikke tilstrækkeligt klart, at lovgiverens oprindelige hensigt var at indføre
procedurer for salg fra en udenlandsk sælger til en privatperson, der er etableret i en
anden medlemsstat.
Af artikel 10, stk. 1, i forslaget til direktiv fremgår det klart, at det drejer sig om salg
til brug for en privatperson, der foretages af en sælger, som direkte eller indirekte
står for transporten af varerne.
DA
28
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.6.2.
Sælgerens forpligtelser
Vanskeligheder
De erhvervsdrivende finder generelt ikke den nuværende procedure særlig
tilfredsstillende. De væsentligste vanskeligheder for de erhvervsdrivende under den
nuværende ordning er:
– manglende procedureharmonisering. I sådanne tilfælde beslutter den enkelte
medlemsstat egenhændigt, hvilke procedurer der skal anvendes i forbindelse med
sikkerhedsstillelse og betaling af punktafgifter. I sådanne tilfælde er det svært for
sælgerne at overholde regler, der varierer medlemsstaterne imellem
– vanskelighederne med at overholde proceduren for sikkerhedsstillelse inden
afsendelse af varer. Hvis denne procedure skal følges, kræver det faktisk, at
sælgeren rent fysisk begiver sig til bestemmelsesmedlemsstaten, inden varerne
afsendes.
Direktivet giver medlemsstaterne mulighed for at opkræve punktafgiften hos en fiskal
repræsentant, men indeholder ingen bestemmelser om, hvilke formaliteter denne
repræsentant skal overholde. Det er derfor op til de enkelte medlemsstater at træffe
beslutning herom. I praksis er der store forskelle mellem procedurerne i
medlemsstaterne, hvilket skaber stor forvirring blandt de erhvervsdrivende.
Hovedparten af medlemsstaterne har valgt den procedure, hvor punktafgiften
erlægges af en fiskal repræsentant. Til forskel fra sælgeren er den fiskale repræsentant
en person, der er etableret i bestemmelsesmedlemsstaten og dermed underlagt
skattelovgivningen i den pågældende medlemsstat.
Erhvervslivet anser imidlertid ikke denne ordning for at være tilfredsstillende, og
brugen af en fiskal repræsentant betyder da også en yderligere finansiel byrde for
sælgerne. Sælgerne mener, at denne byrde er ude af proportioner med værdien af de
foretagne transaktioner.
Udtalelse
Forpligtelserne for de fiskale repræsentanter varierer betydeligt mellem de
medlemsstater, hvor de er obligatoriske. I visse medlemsstater skal en fiskal
repræsentant godkendes af myndighederne, og i visse tilfælde skal han endvidere
stille garanti.
Selve begrebet fiskal repræsentant har meget forskellig betydning medlemsstaterne
imellem, og de konkrete forpligtelser i forbindelse med udøvelsen af dette hverv kan
derfor også variere fra medlemsstat til medlemsstat. Endelig er de erhvervsdrivendes
udgifter i forbindelse med udpegelsen af en fiskal repræsentant ikke ubetydelige, da
fiskale repræsentanter kun påtager sig at overtage en udenlandsk sælgers forpligtelser
og ansvar mod betaling.
Da alle disse vanskeligheder i mange tilfælde opleves som en meget tung byrde,
navnlig for de små og mellemstore virksomheder, er det nødvendigt at gennemføre en
forenkling af den nuværende procedure.
DA
29
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
I den forbindelse skal omtales et pilotprojekt, der er indledt mellem Frankrig og
Belgien, og som indebærer, at der ikke gøres brug af en fiskal repræsentant. Disse
medlemsstater har indført en procedure, som, samtidig med at den forenkler
punktafgiftsopkrævningen på bestemmelsesstedet, giver myndighederne i disse
medlemsstater bedre kontrol med de foretagne bevægelser. Disse procedurer giver den
udenlandske sælger mulighed for for det samlede antal varebevægelser, han foretager
til en anden medlemsstat, at stille en garanti på et koordineringssted i den pågældende
medlemsstat. Opkrævningen af punktafgiften sker derefter på baggrund af
oplysninger,
der
udveksles
mellem
afgangsmedlemsstaten
og
bestemmelsesmedlemsstaten.
Artikel 10, stk. 3, i direktivforslaget omfatter alle de forenklingsprocedurer, der blev
afprøvet i pilotprojektet mellem Belgien og Frankrig. Endvidere forenkles denne
artikels ordlyd. Det nuværende stk. 1 og 2 samles i et enkelt stk. Det nye stk. 2
indeholder bestemmelse om, hvornår punktafgiften forfalder. Endelig udgår ordene
“under
overholdelse af fællesskabsretten” og
“som
er i overensstemmelse med
traktaten” i stk. 5.
3.6.3.
Manglende administrativt ledsagedokument
Vanskeligheder
En anden stor forskel mellem den gamle procedure og den, der foreslås i artikel 7, er,
at der ikke kræves noget ledsagedokument, da Rådet ikke mente, at man kunne kræve,
at privatpersoner skulle overholde formaliteterne i forbindelse med dette dokument.
I praksis er medlemsstaterne imod, at punktafgiftspligtige varer, der er bestemt til
erhvervsmæssige formål, transporteres uden et ledsagende administrativt dokument,
da det gør det vanskeligere at kontrollere, om transporten er foregået på korrekt vis.
Udtalelse
Ifølge den nye procedure for fjernsalg (se punkt 3.6.2.) skal sælgeren på de
handelsdokumenter, der ledsager varerne, anføre henvisningerne til de tilladelser, som
han har fået af såvel afgangsmedlemsstaten som bestemmelsesmedlemsstaten
(sikkerhedsstillelse på et koordineringssted). Det vil derfor blive lettere at kontrollere,
om transporten er sket i overensstemmelse med reglerne.
3.6.4.
Transport på vegne af en privatperson
Vanskeligheder
Artikel 10 indeholder ingen udtrykkelige bestemmelser om bevægelser af varer, der
købes af privatpersoner og transporteres på deres vegne, uden at sælgeren er direkte
eller indirekte involveret i transporten. Princippet om, at punktafgiften skal betales på
bestemmelsesstedet, fremgår således ikke tydeligt af artikel 10.
På grundlag af dette hul i lovgivningen har visse erhvervsdrivende konkluderet, at der
kun skulle betales punktafgifter for sådanne bevægelser i den medlemsstat, hvor
varerne blev anskaffet. Dette er imidlertid i strid med artikel 8, ifølge hvilken retten til
DA
30
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0031.png
at betale punktafgifter i den medlemsstat, hvor varerne er anskaffet, kun gælder for
varer, som privatpersoner anskaffer til eget brug,
og som de selv medfører.
Udtalelse
Liberaliseringen af varebevægelser, der foretages af eller på vegne af privatpersoner,
giver en tilfredsstillende løsning på problemet. Det skal bemærkes, at tobaksvarer ikke
er omfattet af denne liberalisering af de grunde, der er nævnt under punkt 3.4.2. under
titlen “Varer,
der transporteres på vegne af privatpersoner”.
DA
31
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
4.
K
ONKLUSIONER
Det er nu ti år siden, at det indre marked blev indført, og dermed siden
bestemmelserne i artikel 7 til 10 i direktiv 92/12/EØF trådte i kraft. Selv om det er
rigtigt, at de bevægelser inden for Fællesskabet, der er omfattet af disse bestemmelser,
kun udgør en meget lille del af de samlede bevægelser inden for Fællesskabet af
punktafgiftspligtige varer, skal det imidlertid understreges, at disse bevægelser især
involverer privatpersoner og små erhvervsdrivende, der ikke er i besiddelse af
betydelige finansielle midler og en omfattende handelsinfrastruktur.
Disse parter er særlig opmærksomme på de muligheder, som de indre marked kan
åbne op for, men som det fremgår af de problemer, der er beskrevet i punkt 4, finder
de det ikke alene vanskeligt at overholde gennemførelsesprocedurerne i artikel 7 til
10, men også at forstå begrundelsen for nogle af de beskatningsprincipper, der ligger
til grund for disse bestemmelser.
Det må konstateres, at den nuværende ordlyd af artikel 7 til 10 har givet plads til
nationale fortolkninger, der afhængigt af den pågældende medlemsstat er mere
liberale eller mere restriktive end de pågældende artikler. Kommissionen mener ikke,
at dette udelukkende skyldes, at artiklerne måske ikke er særlig læsevenlige, men at
det snarere skal tilskrives en protektionistisk reaktion fra nogle af medlemsstaterne,
som for at beskytte deres nationale budgetinteresser så vidt muligt søger at begrænse
de frie varebevægelser, der er en konsekvens af det indre marked.
Selv om det med tiden ville være muligt gennem Domstolens retspraksis at nå frem til
en fælles fortolkning af artikel 7 til 10, mener Kommissionen, at det påhviler
lovgiveren, altså Rådet, at fremkomme med de nødvendige løsninger. Der er derfor
udarbejdet et lovforslag (se “forslag til direktiv”, der er vedføjet denne rapport), som
tager udgangspunkt i de samme principper, som dannede grundlag for de nuværende
artikler, nemlig:
– at punktafgiften skal betales i bestemmelsesmedlemsstaten, når den pågældende
vare anvendes i erhvervsmæssigt øjemed
– at de generelle regler for det indre marked, dvs. at varer, der transporteres i ikke-
erhvervsmæssigt øjemed af privatpersoner, udelukkende belægges med punktafgift
i den medlemsstat, hvor de erhverves, finder anvendelse.
Ud over ovennævnte forslag til direktiv bør Kommissionens forordning (EØF) nr.
3649/92 også ændres for at tage højde for de godtgørelsesproblemer, der er nævnt i
kapitel 4. Et forslag til disse ændringer er også vedlagt denne rapport.
DA
32
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0033.png
BILAG
Artikel 7 til 10 i direktiv 92/12/EØF
Artikel 7
1. I tilfælde, hvor punktafgiftspligtige varer, der allerede er overgået til forbrug i en
medlemsstat, oplægges i erhvervsmæssigt øjemed i en anden medlemsstat, opkræves
punktafgiften i den medlemsstat, hvor varerne oplægges.
2. Når varer, der allerede er overgået til forbrug i en medlemsstat som defineret i
artikel 6, i en anden medlemsstat leveres til, eller er beregnet på at blive leveret i en
anden medlemsstat eller anvendes hos en erhvervsdrivende, der udøver selvstændig
økonomisk virksomhed, eller et offentligretligt organ, forfalder punktafgiften i denne
anden medlemsstat, jf. dog artikel 6.
3. Punktafgiften opkræves alt efter tilfældet hos den person, der foretager leveringen,
hos den, der er i besiddelse af varer, der er beregnet på at blive leveret, eller hos den,
der modtager varerne til anvendelse i en anden medlemsstat end den, hvor varerne
allerede er overgået til forbrug, eller hos den erhvervsdrivende eller det
offentligretlige organ.
4. De i stk. 1 omhandlede varer ledsages under transporten mellem de forskellige
medlemsstater af et ledsagedokument, hvori er nævnt de vigtigste oplysninger fra det i
artikel 18, stk. 1, omhandlede dokument. Dokumentets form og indhold fastlægges
efter fremgangsmåden i artikel 24 i dette direktiv.
5. Den person, den erhvervsdrivende eller det organ, der er nævnt i stk. 3, skal
overholde følgende regler:
a)
De skal forud for afsendelsen af varerne indgive en angivelse til
skattemyndighederne i bestemmelsesmedlemsstaten og stille
sikkerheden for betaling af punktafgifterne
erlægge bestemmelsesmedlemsstatens punktafgifter efter de nærmere
bestemmelser, der er fastsat af denne medlemsstat
acceptere enhver kontrolforanstaltning, der gør det muligt for
myndighederne i bestemmelsesmedlemsstaten at sikre, at varerne
faktisk er modtaget, og at de punktafgifter, de har krav på, betales.
b)
c)
6. Punktafgifter, der er erlagt i den i stk. 1 nævnte første medlemsstat, godtgøres i
henhold til bestemmelserne i artikel 22, stk. 3.
7. Forsendes punktafgiftspligtige varer, der allerede er overgået til fri omsætning i en
medlemsstat, til et bestemmelsessted i samme medlemsstat ad en hensigtsmæssig
transportvej via en anden medlemsstat, skal det i stk. 4 omhandlede ledsagedokument
anvendes.
DA
33
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
8. I de i stk. 7 nævnte tilfælde skal:
a)
b)
afsenderen forud for afsendelsen af varerne indgive en angivelse til
afgangsstedets skattemyndigheder, som har ansvaret for punktafgiftskontrol
modtageren attestere modtagelsen af varerne efter de regler, der er fastlagt af
bestemmelsesstedets
skattemyndigheder,
som
har
ansvaret
for
punktafgiftskontrol
afsender og modtager lade sig underkaste enhver form for kontrol, således at
deres egne skattemyndigheder kan sikre sig, at varerne faktisk er modtaget.
c)
9. Forsendes punktafgiftspligtige varer hyppigt og regelmæssigt på de i stk. 7 nævnte
betingelser, kan medlemsstaterne på grundlag af bilaterale aftaler tillade, at der benyttes en
forenklet fremgangsmåde, som afviger fra bestemmelserne i stk. 7 og 8.
Artikel 8
For så vidt angår varer, som privatpersoner anskaffer til eget brug, og som de selv medfører,
gælder ifølge princippet for det indre marked, at punktafgifterne opkræves i den medlemsstat,
hvor varerne er anskaffet.
Artikel 9
1. Punktafgiften forfalder, når varer, der er overgået til forbrug i en medlemsstat, oplægges
med handel for øje i en anden medlemsstat, jf. dog. artikel 6, 7 og 8.
I dette tilfælde er punktafgiften skyldig i den medlemsstat, på hvis område varerne befinder
sig, og den opkræves hos den person, hvor varerne befinder sig.
2. For at kunne fastslå, at de i artikel 8 omhandlede varer er beregnet til erhvervsmæssige
formål, skal medlemsstaterne blandt andet tage hensyn til følgende:
– den forretningsmæssige status hos den person, der er i besiddelse af varerne, og årsagerne
til dette
– stedet, hvor varerne befinder sig, eller i givet fald den anvendte transportform
– ethvert dokument vedrørende varerne
– varernes art
– varernes mængde.
Hvad angår anvendelsen af første afsnit, femte led, kan medlemsstaterne, men kun for at
bevise ovennævnte forhold, opstille vejledende mængder. Disse vejledende mængder må ikke
være mindre end:
a) Tobaksvarer
– cigaretter 800 stk.
DA
34
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
– cerutter og cigarillos (cigarer med en maksimumsvægt på 3 g/stk.) 400 stk.
– cigarer 200 stk.
– røgtobak 1,0 kg.
b)
Alkoholholdige drikkevarer
– spiritus 10 l
– mellemklasseprodukter 20 l
– vin (heraf højst 60 l mousserende vin) 90 l
– øl 110 l
Irland har tilladelse til indtil den 30. juni 1997 at anvende vejledende mængder, der ikke må
være lavere end 45 l for vin (heraf højst 30 l mousserende vin) og 55 l for øl.
3. Medlemsstaterne kan ligeledes fastsætte, at punktafgiften forfalder i
forbrugsmedlemsstaten ved køb af mineralolier, der allerede er overgået til forbrug i en anden
medlemsstat, hvis disse varer transporteres af privatpersoner, der benytter atypiske
transportformer, idet de enten selv foretager transporten eller lader den foretage på deres
vegne. Som “atypisk transportform” betragtes andre måder at transportere brændstof på end i
køretøjernes brændstoftanke eller i en egnet reservedunk samt andre måder at transportere
flydende brændsel på end erhvervsmæssigt i tankbiler.
Artikel 10
1. For afgiftspligtige varer, som anskaffes af personer, der ikke er godkendt oplagshaver eller
registreret eller ikke-registreret erhvervsdrivende, og som af sælgeren eller på hans vegne
direkte eller indirekte forsendes eller transporteres, skal afgiften erlægges i
bestemmelsesmedlemsstaten. I denne artikel forstås ved “bestemmelsesmedlemsstaten” den
medlemsstat, hvortil varerne ankommer efter forsendelse eller transport.
2. Hvis punktafgiftspligtige varer, som allerede er overgået til forbrug i en medlemsstat,
forsendes eller transporteres til en i stk. 1 omhandlet person, der er etableret i en anden
medlemsstat, og disse varer forsendes eller transporteres direkte eller indirekte af sælger eller
på hans vegne, forfalder punktafgiften på disse varer i bestemmelsesmedlemsstaten.
3. Bestemmelsesmedlemsstatens punktafgift forfalder hos sælgeren, når leveringen finder
sted. Medlemsstaterne kan dog træffe bestemmelse om, at punktafgiften skal erlægges af en
fiskal repræsentant, der er en anden person end varemodtageren. Denne repræsentant skal
være etableret i bestemmelsesmedlemsstaten og godkendt af denne medlemsstats
skattemyndigheder.
Den medlemsstat, hvori sælgeren er etableret, skal sikre sig, at sælgeren overholder følgende
bestemmelser: Han skal:
– stille sikkerhed for betaling af punktafgifterne inden afsendelsen af varerne på betingelser,
der fastsættes af bestemmelsesmedlemsstaten, og sørge for betalingen af punktafgifterne
efter varernes ankomst
DA
35
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
– føre en fortegnelse over vareleveringer.
4. I det i stk. 2 nævnte tilfælde godtgøres de punktafgifter, der er erlagt i den første
medlemsstat, i overensstemmelse med artikel 22, stk. 4.
5. Medlemsstaterne kan under overholdelse af fællesskabsretten fastsætte specifikke
gennemførelsesbestemmelser til denne bestemmelse for punktafgiftspligtige varer, der
henhører under særlige nationale distributionsregler, som er i overensstemmelse med
traktaten.
DA
36
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0037.png
BEGRUNDELSE
Konklusionen på Kommissionens rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske
Økonomiske og Sociale Udvalg vedrørende anvendelsen af artikel 7 til 10 i direktiv
92/12/EØF
11
var, at det er nødvendigt at tydeliggøre visse bestemmelser i disse artikler med
henblik på at fjerne tvetydigheden angående de deri indeholdte beskatnings- og
procedureregler.
Kommissionen foreslår derfor at ændre bestemmelserne vedrørende varer, der allerede er
overgået til forbrug i en medlemsstat, og som derefter fragtes til en anden medlemsstat.
Ændringerne følger de principper, der også fandt anvendelse i forbindelse med vedtagelsen af
direktiv 92/12/EØF, dvs.:
– at punktafgiften skal betales i bestemmelsesmedlemsstaten, når den pågældende vare
anvendes i erhvervsmæssigt øjemed
– at de generelle regler for det indre marked, dvs. at varer, der transporteres i ikke-
erhvervsmæssigt øjemed af privatpersoner, udelukkende belægges med punktafgift i den
medlemsstat, hvor de erhverves, finder anvendelse.
B
EMÆRKNINGER TIL DE FORESLÅEDE BESTEMMELSER
Artikel 1 – Ændringer i direktiv 92/12/EØF
1) Ændringer i artikel 7
a) Ændring i artikel 7, stk. 1
Det foreslåede første afsnit omhandler princippet i den nuværende artikel 7, dvs. at for varer,
der allerede er overgået til forbrug i en medlemsstat, men som oplægges til erhvervsmæssige
formål i en anden medlemsstat, opkræves punktafgifterne i den medlemsstat, hvori varerne
oplægges. Ordlyden i dette afsnit er imidlertid blevet forenklet.
Der tilføjes et andet afsnit, hvori det præciseres, at alle andre formål, end hvad der dækker
privatpersoners egne behov, betragtes som erhvervsmæssige formål. De i stk. 4 og 5, andet
afsnit, beskrevne procedurer skal udtrykkeligt anvendes i forbindelse med oplægning af varer,
der erhverves af privatpersoner til andre formål end disses egne behov, og godtgørelse af
punktafgiften i afgangsmedlemsstaten gøres i henhold til stk. 6 udtrykkeligt mulig. På
nuværende tidspunkt indeholder direktivet ikke udtrykkeligt bestemmelser, om hvilke
procedurer privatpersoner, der på lovlig vis ønsker at foretage sådanne operationer, skal følge.
Med hensyn til udpegelsen af den afgiftspligtige person er det logisk, at det bør være den
privatperson, som transporterer de pågældende varer eller på vegne af hvilken de pågældende
varer transporteres. Hvad angår procedurerne må det anses for hensigtsmæssigt at behandle
sådanne varebevægelser på samme måde som de i artikel 7 omhandlede bevægelser.
Princippet i første afsnit finder i fuldt omfang anvendelse på punktafgiftsbelagte varer, der
sælges under transport i Fællesskabet, undtagen, og som det fremgår af Kommissionens
11
Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer,
om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed (EFT L 76 af 23.3.92, s. 1), senest ændret
ved rådets forordning (EF) nr. 807/2003 af 14. april 2003 (EUT L 122 af 16.5. 2003, s. 36).
DA
37
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0038.png
meddelelse 99/08
12
, hvis varerne oplægges på en færge eller fly, der sejler/flyver mellem to
medlemsstater, og varerne ikke må sælges, når færgen/flyet befinder sig på en af disse to
medlemsstaters territorium. I sidstnævnte situation anses varerne ikke for at være oplagt til
erhvervsmæssige formål i sidstnævnte medlemsstat. For at fjerne enhver tvivl om, hvorvidt
denne mulighed foreligger, bør den udtrykkeligt nævnes i direktivet. Til dette formål føjes et
tredje afsnit til stk. 1, hvori det præciseres, at varer oplagt på en færge eller i et fly, der
sejler/flyver mellem to medlemsstater, men som ikke må sælges, når færgen/flyet befinder sig
på en medlemsstats territorium, ikke betragtes som værende oplagt til erhvervsmæssigt formål
i den pågældende medlemsstat.
b) Ændring i artikel 7, stk. 2
Stk. 2 i artikel 7, hvori de bestemmelser, der allerede dækkes af stk. 1 og 3, udgår.
c) Ændring i artikel 7, stk. 3 til 9
Den nuværende ordlyd i stk. 3 giver medlemsstaterne betydelig fleksibilitet hvad angår
fastlæggelse af, hvilke personer der kan gøres ansvarlige for betaling af punktafgifter i
bestemmelsesmedlemsstaten. Denne fleksibilitet giver imidlertid visse medlemsstater
problemer. På grund af udtrykket “alt efter tilfældet” er der ingen faste kriterier for, hvordan
man kan fastslå om punktafgiften skal betales af afsenderen, modtageren eller eventuelt af en
anden person (f.eks. transportøren).
I stk. 3 stilles der forslag om i forbindelse med punktafgiftsbelagte varer til erhvervsmæssige
formål, der befinder sig i en anden medlemsstat end der hvor overgangen til forbrug skal finde
sted, tydeligt at skelne mellem to situationer, og det angives utvetydigt, hvem der er ansvarlig
for betalingen af punktafgiften i hver af disse situationer, og også hvem der skal overholde de
i stk. 5 omtalte formaliteter. Hvad angår opfyldelse af formaliteter på bestemmelsesstedet bør
man som den afgiftspligtige udpege den person, der er bedst egnet til at udføre denne opgave.
Den i stk. 3, første afsnit, omtalte situation vedrører varer til salg, der transporteres på en
anden medlemsstats territorium af en erhvervsdrivende, der ikke er etableret i den pågældende
medlemsstat. Der er tale om varer, som på det tidspunkt, hvor de indføres på en anden
medlemsstats territorium, endnu ikke har været genstand for en handelstransaktion. Den
pågældende ikke-etablerede erhvervsdrivende udpeges som punktafgiftspligtig i sådanne
situationer.
Den i stk. 3, andet afsnit, omtalte situation vedrører varer, der anvendes i en anden
medlemsstat til brug for en erhvervsdrivende eller et offentligretligt organ. I sådanne
situationer er den generelle regel, at punktafgiften opkræves hos modtageren (den
erhvervsdrivende eller det offentligtretlige organ, som gør brug af varerne), som er etableret i
bestemmelsesmedlemsstaten. Hvis den udenlandske sælger i sådanne situationer ønsker at
betale punktafgiften på bestemmelsesstedet (f.eks. fordi vedkommende regelmæssigt
foretager leverancer under ordningen om betalt told i den pågældende medlemsstat) er der
mulighed for, at vedkommende kan vælge at blive udpeget som afgiftspligtig i stedet for
modtageren af varerne (denne mulighed er nævnt i stk. 3, tredje afsnit).
12
Meddelelse fra Kommissionen om de moms- og punktafgiftsregler, der fra den 1. juli 1999 skal
anvendes ved salg af varer til rejsende om bord på færger og fly eller i lufthavne inden for Den
Europæiske Union - 1999/C 99/08 (EFT C 99 af 10.4.1999, s. 20).
DA
38
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0039.png
Som følge af bortfaldet af punktafgiftsindtrædelsen, der i øjeblikket er indeholdt i artikel 9,
må der tilføjes et fjerde afsnit i artikel 7, stk. 3, hvor det tilføjes, at i andre tilfælde end de i
første til tredje afsnit nævnte, betales punktafgiften af den person, som oplægger varerne til
erhvervsmæssige formål. Denne bestemmelse erstatter andet afsnit i artikel 9, stk. 1, der udgår
(se endvidere bemærkningerne nedenfor under punkt 3, litra a)).
En sidste ændring i stk. 3 vedrører udtrykket “erhvervsdrivende, der udøver selvstændig
økonomisk virksomhed”. I forslaget erstattes dette udtryk med udtrykket “erhvervsdrivende”,
da det jo er samtlige erhvervsdrivende, som berøres af disse bestemmelser. Udtrykket
“erhvervsdrivende” er derfor tilstrækkeligt.
I stk. 4 tilføjes sætningen “undtagen i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende, som ikke er
etableret, identificeres som værende den punktafgiftspligtige”. Det forenklede
ledsagedokument, der er defineret i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3649/92 af
17. december 1992
13
skal derfor ikke længere anvendes i sådanne situationer. Dette dokument
erstattes af den i artikel 10, stk. 3, omtalte procedure for fjernsalg, som, samtidig med at den
forenkler procedurerne for punktafgiftsbetaling på bestemmelsesstedet, giver de berørte
medlemsstaters myndigheder mulighed for at udøve en mere effektiv kontrol med
varebevægelser.
Stk. 5 omhandler de forpligtelser, som de punktafgiftspligtige, der er defineret i stk. 3, skal
overholde. Det første afsnit, som er nyt, indeholder en bestemmelse om, at de formaliteter,
som den erhvervsdrivende, der ikke er etableret i den medlemsstat, hvor varerne oplægges,
skal overholde, er identiske med de i artikel 10, stk. 3, omtalte formaliteter vedrørende
fjernsalg. I andet afsnit nævnes de formaliteter, der i øjeblikket er indeholdt i stk. 5, idet der i
den indledende sætning gøres opmærksom på, at disse formaliteter for fremtiden kun gælder
de i stk. 3, andet og fjerde afsnit, nævnte situationer.
Ændringerne i stk. 6, 7 og 8 vedrører kun formen.
I øjeblikket indeholder stk. 9 en bestemmelse, der på bilateral basis tillader medlemsstaterne
at indføre forenklede procedurer i tilfælde, hvor punktafgiftspligtige varer hyppigt og
regelmæssigt transporteres fra et sted i en medlemsstat til et andet sted i den samme
medlemsstat via en anden medlemsstats territorium. Da disse forenklingsprocedurer ikke har
nogen konsekvenser for det i stk. 1 nævnte generelle beskatningsprincip ændres ordlyden i
stk. 9, så der kan indføres forenklede procedurer blot ved hjælp af administrative aftaler.
Dette skulle lette indgåelsen af bilaterale aftaler medlemsstaterne imellem.
2) Ændringer i artikel 8
I øjeblikket indeholder denne artikel kun et enkelt stykke. Ifølge forslaget foretages der
ændringer i dette stykke og der tilføjes to nye stykker.
Det foreslåede stk. 1 indeholder det i den nuværende version af artikel 8 indeholdte princip.
Sætningen “gælder ifølge princippet for det indre marked” udgår, da det er overflødigt at
henvise til et generelt princip, der er afledt direkte af selve traktaten.
Den nuværende ordlyd i artikel 8 vedrører kun situationer, hvor transporten foretages
personligt af erhververen af punktafgiftspligtige varer. Kommissionen mener, at en sådan
13
EFT L 369 af 18.12.1992, s. 17.
DA
39
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0040.png
restriktion af principperne for det indre marked ikke længere kan retfærdiggøres. Det foreslås
derfor, at alle bevægelser, der vedrører varer, som er beregnet til en privatpersons egen brug,
som foretages af eller på vegne af en privatperson, i kraft af deres natur skal anses for at
værende af ikke-erhvervsmæssig art, og ligesom hvad der gælder for moms skal de
pågældende varer kun beskattes i den medlemsstat, hvor de erhverves. I det foreslåede stk. 2
står der tydeligt, at det i stk. 1 nævnte princip også gælder for varer, der transporteres af en
tredjemand på vegne af en privatperson, undtagen når der er tale om forarbejdet tobak. En
fuldstændig anvendelse af dette princip på sådanne varer ville være i modstrid med traktatens
sundhedspolitik, navnlig artikel 152, og med WHO-rammekonventionen om bekæmpelse af
tobaksrygning
14
, hvori det anbefales at anvende skatte- og eventuelt prispolitiske tiltag på
tobaksprodukter med henblik på gradvist at nedsætte tobaksforbruget. Punktafgiften skal
altså, som det også for øjeblikket er tilfældet, betales i bestemmelsesmedlemsstaten, når
tobaksvarer erhverves hos en udenlandsk sælger og transporteres på vegne af en privatperson.
I stk. 3 præciseres det, at princippet om beskatning i den stat, hvor varen erhverves, også
gælder varer, der sendes fra en privatperson til en anden uden direkte eller indirekte
modydelse (der er her navnlig tale om gavepakker). En sådan præcisering må anses for
nødvendig med henblik på at fjerne enhver tvivl om, hvordan sådanne ikke-erhvervsmæssige
varebevægelser skal behandles.
3) Ændringer i artikel 9
a) Ændring i artikel 9, stk. 1, første afsnit
Artikel 9, stk. 1, første afsnit, indeholder en bestemmelse om, at punktafgiften forfalder, når
varer, der er overgået til forbrug i en medlemsstat, oplægges med handel for øje i en anden
medlemsstat, under andre omstændigheder end de i artikel 6, 7 og 8 nævnte. Det foreslås, at
denne bestemmelse udgår, idet den blot er en gentagelse af den allerede i artikel 7, stk. 1,
nævnte punktafgiftsindtrædelse blot med den forskel, at den punktafgiftspligtige er den
person, der oplægger varerne, og ikke de afgiftspligtige i de i artikel 7 omhandlede
situationer. Med henblik på at dække de situationer, der for øjeblikket er omhandlet i artikel 9,
er der til artikel 7, stk. 3, tilføjet et afsnit, som indeholder bestemmelse om, at i andre tilfælde
end hvor der udtrykkeligt er udpeget en afgiftspligtig, er det den person, der oplægger
varerne, der er afgiftspligtig. Der kan bl.a. være tale om varer, der oplægges af privatpersoner
til andres brug eller varer, der oplægges af en erhvervsdrivende eller et offentligretsligt organ,
som ikke har fulgt de i artikel 7, stk. 5, nævnte regler.
b) Ændring i artikel 9, stk. 2
I den indledende sætning i stk. 2 udgår henvisningen til artikel 8. Denne bestemmelse har til
formål at fastsætte de kriterier, de kompetente myndigheder i medlemsstaterne skal tage
hensyn til i alle situationer, hvor der er tale om oplægning af varer på deres territorium, og
hvor der er tvivl om, hvorvidt de pågældende varer oplægges til erhvervsmæssig brug eller til
brug for en privatperson.
Det andet afsnit i stk. 2 er ikke medtaget i forslaget. Dette afsnit giver medlemsstaterne
mulighed for at operere med vejledende mængder, men kun som led i bevisførelsen for, at de i
14
Denne konvention blev vedtaget af Verdenssundhedsforsamlingen den 21. maj 2003 og blev
undertegnet af Det Europæiske Fællesskab den 16. juni 2003.
DA
40
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0041.png
artikel 8 omtalte varer er bestemt for erhvervsmæssige formål. Myndighederne kan ikke nøjes
med at henvise til disse vejledende restriktioner for at retfærdiggøre en beslutning om, at
punktafgiftspligtige varer, der oplægges, er bestemt til erhvervsmæssige formål. Disse
restriktioner må i øvrigt aldrig fortolkes som en form for “fritagelsestærskel”, idet det er
fastslået, at uanset om tærsklen er overskredet eller ej, skal kontrolmyndighederne i den
pågældende medlemsstat, hvis den ønsker at forsendelsen betegnes som værende af
erhvervsmæssig karakter, altid kunne fremlægge konkrete elementer til underbygning af en
sådan påstand. Begrebet vejledende mængder giver altså kun mening i forbindelse med en
administrations instrukser til sine ansatte om, at der f.eks. kun foretages kontrol af
privatpersoner, når der er tale om en vis mængde varer. Da sådanne henstillinger imidlertid
udelukkende henhører under medlemsstaternes kompetence, bør de ikke omtales i direktivets
lovbestemmelser.
c) Ændring i artikel 9, stk. 3
Artikel 9, stk. 3 udgår. Kommissionen er ikke overbevist om nødvendigheden af at opretholde
en skattemæssig bestemmelse, der giver medlemsstaterne mulighed for at fravige det
generelle princip om fri bevægelighed i forbindelse med varebevægelser, der foretages af
privatpersoner. Hvis der kan være tale om sikkerhedsproblemer i forbindelse med transport af
mineralolier vil anvendelse af en bestemmelse om fravigelse af ovennævnte princip ikke
kunne tilvejebringe en juridisk tilfredsstillende løsning på problemet. Der bør på ingen måde
være sammenhæng mellem det faktum, at nationale lovgivninger eller
fællesskabslovgivningen eventuelt underlægger transport af mineralolier strenge
sikkerhedsbestemmelser og beskatningen i forbindelse med sådanne varebevægelser. Hvis
sikkerhedsnormer ikke overholdes, kan man således konstatere, at der er sket en overtrædelse
af gældende regler, men dette bør under ingen omstændigheder have nogen indflydelse på
punktafgiftsproblematikken.
4) Ændringer i artikel 10
Ordlyden i stk. 1 identificerer ikke klart og tydeligt, hvilke varebevægelser der er tale om.
Lovgiverens oprindelige hensigt, nemlig at indføre procedurer vedrørende salg, der foretages
af en udenlandsk sælger, der direkte eller indirekte står for transporten af varer til en
privatperson, der er etableret i en anden medlemsstat (fjernsalg) fremgår ikke tilstrækkeligt
tydeligt. For at det klart kommer til at fremgå, at denne bestemmelse vedrører salg til
privatpersoner erstattes “som
anskaffes af personer, der ikke er godkendt oplagshaver, eller
registreret eller ikke-registreret erhvervsdrivende”
af “som
anskaffes af personer, der handler
som privatpersoner”.
Stk. 2, hvori gentages bestemmelserne i stk. 1, udgår. Det erstattes af en bestemmelse, der i
øjeblikket er indeholdt i stk. 3, og hvoraf det fremgår, at punktafgiften forfalder, når
leveringen finder sted.
I stk. 3 defineres de forpligtelser, som de erhvervsdrivende, der beskæftiger sig med de i stk. 1
nævnte aktiviteter, skal overholde. Af rapporten fremgår det, at de erhvervsdrivende generelt
ikke mener, at den nuværende betalingsprocedure er særlig tilfredsstillende. De væsentligste
vanskeligheder for de erhvervsdrivende under den nuværende ordning er:
Manglende harmonisering af procedurer. I sådanne tilfælde beslutter den enkelte
medlemsstat egenhændigt, hvilke procedurer der skal anvendes i forbindelse med
sikkerhedsstillelse og betaling af punktafgifter.
DA
41
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0042.png
Vanskelighederne med at overholde proceduren for sikkerhedsstillelse inden
afsendelse af varer. Hvis denne procedure skal følges, kræver det rent faktisk, at
sælgeren rent fysisk begiver sig til bestemmelsesmedlemsstaten, inden varerne
afsendes.
Udpegelsen af en repræsentant, som kræves af de fleste medlemsstater, hvilket
medfører en yderligere finansiel byrde for sælgeren. Sælgerne mener, at denne byrde
er ude af proportioner med værdien af de foretagne transaktioner.
Den omstændighed, at begrebet fiskal repræsentant fortolkes yderst forskelligt i de
forskellige medlemsstater, og at de konkrete forpligtelser i forbindelse hermed derfor
kan være forskellige.
Da disse vanskeligheder, der i nogle tilfælde opleves som yderst besværende, navnlig for små
og mellemstore virksomheder, erstattes proceduren i stk. 3 med en forenklet procedure.
Denne procedure forenkler betalingen af punktafgifter i bestemmelsesmedlemsstaten,
samtidig med at den giver myndighederne i den pågældende medlemsstat mulighed for at
udøve en mere effektiv kontrol med varebevægelser. Bestemmelsesmedlemsstatens mulighed
for at kræve, at der udpeges en fiskal repræsentant, bortfalder.
I stk. 4 henvises der ikke længere til stk. 2, men til stk. 1. Dette er en konsekvens af de i stk. 1
og 2 foreslåede ændringer.
I stk. 5 udgår ordene “under overholdelse af fællesskabsretten” og “som er i
overensstemmelse med traktaten”. Disse referencer er overflødige, da fællesskabsretten og
traktatens bestemmelser under alle omstændigheder finder anvendelse.
5) Indføjelse af artikel 10a, 10b og 10c
Fraværet i direktivets bestemmelser af fællesskabsregler vedrørende tab og overtrædelser ved
transport inden for Fællesskabet af punktafgiftspligtige varer, som allerede er overgået til
forbrug i en medlemsstat, har skabt et juridisk tomrum. At der ikke findes bestemmelser til at
fastslå, i hvilken medlemsstat punktafgiften skal erlægges, kan føre til interessekonflikter
medlemsstaterne imellem og eventuelt til dobbeltbeskatning. Endvidere kan fraværet af
fællesskabsbestemmelser på området føre til, at sager af samme natur behandles forskelligt i
forskellige medlemsstater, hvilket så igen kan føre til konkurrenceforvridning mellem de
erhvervsdrivende. Man bør derfor indføre et system til behandling af tab og overtrædelser i
stil med det, der anvendes i forbindelse med tab og overtrædelser under suspensionsordningen
for punktafgifter (se artikel 14 og 20 i direktivet).
Artikel 10a, stk. 1 og 2
indeholder bestemmelse om, at punktafgiftsbelagte varer, der allerede
er overgået til forbrug i en medlemsstat, fritages for punktafgift i
bestemmelsesmedlemsstaten, når der er tale om tab, der er sket under transport i
erhvervsmæssigt øjemed inden for Fællesskabet. I disse tilfælde fastsættes betingelserne for
denne fritagelse af den enkelte medlemsstat og vedrører såvel tab, der skyldes tilfældigheder
eller force majeure som tab, der skyldes de transporterede varers karakter.
Stk. 3
omhandler
den fiskale behandling af mankoer, der ikke skyldes overtrædelser eller uregelmæssigheder,
og hvor punktafgiftsfritagelsen i forbindelse med tab i
stk. 1 og 2
ikke finder anvendelse.
Artikel 10b
omhandler den fiskale behandling af punktafgiftsbelagte varer, i forbindelse med
hvilke der er konstateret overtrædelser eller uregelmæssigheder under transport inden for
DA
42
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0043.png
Fællesskabet. Denne artikel fastsætter bl.a., hvor punktafgiften skal opkræves, samt hvem der
skal erlægge punktafgiften i de forskellige situationer. Bestemmelserne i denne artikel minder
om dem, der finder anvendelse i forbindelse med punktafgiftsbelagte varer, der transporteres
under suspensionsordningen (se artikel 20 i direktiv 92/12/EØF).
Med henblik på at undgå dobbeltbeskatning indeholder
artikel 10c
en bestemmelse om, at
afgangsmedlemsstaten godtgør den oprindeligt erlagte punktafgift i de i artikel 10a, stk. 3, og
artikel 10b, stk. 1 til 4 nævnte tilfælde, så snart der foreligger bevis for, at punktafgiften er
inddrevet i en anden medlemsstat. Artiklen indeholder endvidere bestemmelse om, at den
sikkerhed, der er stillet i bestemmelsesmedlemsstaten i medfør af artikel 7, stk. 5, litra a), og
artikel 10, stk. 3, litra b), i sådanne tilfælde frigives.
6) Ændring af artikel 27
Anvendelsen af de i dette direktiv indeholdte ændringer skal på baggrund af en rapport fra
Kommissionen gøres til genstand for en evaluering og en gennemgang i Rådet inden den
1. januar 2010.
DA
43
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0044.png
2004/0072 (CNS)
Forslag til
RÅDETS DIREKTIV
om ændring af direktiv 92/12/EØF om den generelle ordning for punktafgiftspligtige
varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol hermed
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 93,
under henvisning til forslag fra Kommissionen
15
,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet
16
,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
17
, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
Artikel 27 i Rådets direktiv 92/12/EØF af 25. februar 1992 om den generelle ordning
for punktafgiftspligtige varer, om oplægning og omsætning heraf samt om kontrol
hermed
18
indeholder bestemmelse om, at Rådet inden den 1. januar 1997 på ny skal
gennemgå artikel 7 til 10 med henblik på eventuelt at træffe beslutning om nødvendige
ændringer. Disse artikler fastsætter bestemmelserne i forbindelse med varebevægelser
inden for Fællesskabet, hvad enten de er af erhvervsmæssig eller privat art for varer,
for hvilke punktafgiften allerede er erlagt i en medlemsstat. På daværende tidspunkt
var omfanget af varebevægelser inden for Fællesskabet af varer, der allerede var
overgået til forbrug i en medlemsstat, temmelig beskedent, og medlemsstaterne havde
derfor ikke et tilstrækkeligt grundlag for at kunne bedømme relevansen af artikel 7 til
10 i direktiv 92/12/EØF.
Siden da har man kunnet konstatere, at selv om tallene for bevægelser inden for
Fællesskabet af varer, for hvilke der er erlagt afgifter, stadig er forholdsvis beskedne,
har flere og flere erhvervsdrivende og privatpersoner siden denne første undersøgelse
forsøgt at fortolke bestemmelserne i artikel 7 til 10 på en sådan måde, at de kan
legitimere en handelspraksis, der gør det muligt at erlægge punktafgiften i den
medlemsstat, hvor varerne anskaffes. Desuden har stigningen i antallet af
internettransaktioner samt afskaffelsen af det toldfrie salg for personer, der rejser
inden for Fællesskabets grænser, ført til en øget anvendelse af de ovennævnte
bestemmelser. Med udgangspunkt i en ny undersøgelse, der blev indledt i januar 2002,
EFT C [...] af [...], s. [...].
EFT C [...] af [...], s. [...].
EFT C [...] af [...], s. [...].
EFT L 76 af 23.3.1992, s. 1. Direktivet er senest ændret ved rådets forordning (EF) nr. 807/2003 af
14. april 2003 (EUT L 122 af 16.5. 2003, s. 36).
(2)
15
16
17
18
DA
44
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1444871_0045.png
og som henvendte sig såvel til de nationale administrationer som de berørte dele af
erhvervslivet, har Kommissionen udarbejdet en rapport om anvendelsen af artikel 7 til
10 i direktiv 92/12/EØF.
(3)
I Kommissionens rapport konkluderes det, at det er nødvendigt at revidere visse af
disse bestemmelser og tydeliggøre indholdet af andre, så resultatet bliver en utvetydig
fortolkning af beskatnings- og procedurereglerne i artikel 7 til 10 i direktiv
92/12/EØF.
Begrebet “erhvervsmæssige formål” bør defineres som værende “andre formål end
privatpersoners egen brug”, så det tydeligt fremgår, at princippet om opkrævning af
punktafgift på varer, der allerede er overgået til forbrug i en medlemsstat, men som
oplægges i erhvervsmæssigt øjemed i en anden medlemsstat samt de dertil knyttede
procedurer, i fuldt omfang finder anvendelse i forbindelse med varer, der oplægges af
privatpersoner til anden end egen brug.
Princippet om opkrævning af punktafgifter finder anvendelse i fuldt omfang på
punktafgiftsbelagte varer, der oplægges på en færge eller et fly, der sejler/flyver
mellem to medlemsstater, med henblik på salg på disse ruter inden for Fællesskabet,
undtagen hvis, som angivet i Kommissionens meddelelse 1999/C 99/08
19
, de
pågældende varer ikke må sælges, når færgen/flyet befinder sig på en af de to
pågældende medlemsstaters territorium. I sidstnævnte situation anses varerne ikke for
at være oplagt i erhvervsmæssigt øjemed i sidstnævnte medlemsstat. For at fjerne
enhver tvivl om, at denne mulighed foreligger, bør den udtrykkeligt nævnes i
direktivet.
I artikel 7 skelnes der mellem forskellige situationer, hvor punktafgiftspligtige varer,
der allerede er overgået til forbrug i en medlemsstat, oplægges i erhvervsmæssigt
øjemed i en anden medlemsstat, men det fremgår ikke klart, hvem der er ansvarlig for
erlæggelse af punktafgiften i bestemmelsesmedlemsstaten i de forskellige situationer.
Man bør derfor for hver enkelt af de relevante situationer utvetydigt fastslå, hvem der
er ansvarlig for erlæggelse af punktafgiften, samt hvilke forpligtelser der skal
overholdes i bestemmelsesmedlemsstaten.
I disse situationer bør man endvidere forenkle de forpligtelser, der skal overholdes af
personer, der ikke er etableret i den medlemsstat, hvor varerne oplægges, men som er
ansvarlige for erlæggelsen af punktafgiften, samtidig med at man giver de berørte
medlemsstaters myndigheder mulighed for at udøve en mere effektiv kontrol med
varebevægelser.
Begrebet “erhvervsdrivende, der udøver selvstændig økonomisk virksomhed” erstattes
med begrebet “erhvervsdrivende”, da det jo er samtlige erhvervsdrivende, som er
berørte.
På grund af medlemsstaternes vanskeligheder med at indføre forenklede procedurer
gennem bilaterale konventioner med udgangspunkt i artikel 7, stk. 9, bl.a. i forbindelse
(4)
(5)
(6)
(7)
(8)
(9)
19
Meddelelse fra Kommissionen om de moms- og punktafgiftsregler, der fra den 1. juli 1999 skal
anvendes ved salg af varer til rejsende om bord på færger og fly eller i lufthavne inden for Den
Europæiske Union - 1999/C 99/08 (EFT C 99 af 10.4.1999, s. 20).
DA
45
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
med rejser inden for Fællesskabet om bord på fly og færger, bør man tillade, at der kan
anvendes forenklede procedurer blot gennem indgåelse af administrative aftaler.
(10)
Artikel 8 omhandler det princip for det indre marked, der foreskriver, at for varer, der
erhverves af privatpersoner til egen brug, og som de selv transporterer fra en
medlemsstat til en anden, opkræves punktafgiften i den medlemsstat, hvor varerne
erhverves. Dette princip bør udvides til også at omfatte varer, bestemt til en
privatpersons egen brug, men som transporteres af tredjemand på vegne af en
privatperson, under forudsætning af at det udelukkende drejer sig om varer til
privatpersonens egen brug. Af sundhedsmæssige hensyn bør udvidelsen af princippets
anvendelsesområde ikke finde anvendelse på forarbejdet tobak, der transporteres på
vegne af en privatperson.
Det skal præciseres, at princippet i artikel 8 ligeledes finder anvendelse på varer, der
sendes af en privatperson til en anden uden direkte eller indirekte modydelse (det
drejer sig navnlig om gavepakker), så der ikke længere kan være nogen tvivl om,
hvordan sådanne ikke-erhvervsmæssige varebevægelser skal behandles.
Stk. 1 i artikel 9 bør udgå, idet dette stykke blot er en gentagelse angående
afgiftspligtens indtræden, der allerede er nævnt i artikel 7, stk. 1, med som eneste
forskel, at den ansvarlige for erlæggelsen af punktafgiften er oplæggeren af varerne og
ikke de i artikel 7 udpegede punktafgiftspligtige. Med henblik på at dække de
situationer, der for øjeblikket er indeholdt i artikel 9, bør der til artikel 7, stk. 3, føjes
et afsnit, således at det gøres klart, at det i andre tilfælde end dem, hvor den
punktafgiftspligtige udtrykkeligt er udpeget, er den person, som oplægger varerne, der
er punktafgiftspligtig.
Medlemsstaternes mulighed for at operere med vejledende niveauer med henblik på at
kunne fastslå, om varer oplægges i erhvervsmæssigt øjemed eller til privatpersoners
egen brug, bør udgå. Disse vejledende restriktioner kan i øvrigt aldrig i sig selv af
myndighederne bruges til at retfærdiggøre en beslutning om, at en oplægning af
punktafgiftsbelagte varer er af erhvervsmæssig karakter. Vejledende restriktioner skal
derfor kun ses som retningslinjer, som myndigheder giver deres embedsmænd i
forbindelse med kontrol.
Artikel 9, stk. 3, bør udgå, eftersom det ikke er formålstjenligt at bibeholde en fiskal
bestemmelse, der giver medlemsstaterne mulighed for at fravige det i artikel 8
indeholdte princip i forbindelse med sikkerhed hvad angår transport af mineralolier.
Det bør præciseres, at kun personer, der opererer som privatpersoner, er omfattet af
den i artikel 10 omtalte situation (fjernsalg), eftersom varebevægelser beregnet på
erhvervsdrivende og offentretlige organer udtrykkeligt er omfattet af bestemmelserne i
artikel 7. Der bør i øvrigt i forbindelse med fjernsalg indføres en procedure for
betaling af punktafgifter i bestemmelsesmedlemsstaten, som tager hensyn både til de
erhvervsdrivendes rimelige ønsker om forenklinger og nødvendigheden af styrke
kontrolmulighederne med sådanne operationer.
Fraværet i direktivets bestemmelser af fællesskabsregler vedrørende tab og
overtrædelser ved transport inden for Fællesskabet af punktafgiftspligtige varer, som
allerede er overgået til forbrug i en medlemsstat, har skabt et juridisk tomrum, som
kan føre til interessekonflikter medlemsstaterne imellem og eventuelt til
(11)
(12)
(13)
(14)
(15)
(16)
DA
46
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
dobbeltbeskatning. Sådanne tab og overtrædelser bør derfor underlægges en ordning,
der svarer til ordningen for tab og overtrædelser under suspensionsordningen for
punktafgifter.
(17)
Anvendelsen af de i dette direktiv indeholdte ændringer skal på baggrund af en rapport
fra Kommissionen gøres til genstand for en evaluering og en gennemgang i Rådet
inden den 1. januar 2010.
Direktiv 92/12/EØF bør derfor ændres -
(18)
UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:
Artikel 1
I direktiv 92/12/EØF foretages følgende ændringer:
1) I artikel 7 foretages følgende ændringer:
a) Stk. 1 affattes således:
“1.
I tilfælde, hvor punktafgiftspligtige varer, der allerede er overgået til forbrug i en
medlemsstat, oplægges i erhvervsmæssigt øjemed i en anden medlemsstat, opkræves
punktafgiften i sidstnævnte medlemsstat.
Alle andre formål med varer end privatpersoners egen brug anses som brug i erhvervsmæssigt
øjemed.
Dog anses varer om bord på færger eller et fly, der sejler/flyver mellem to medlemsstater,
men som ikke må sælges, når færgen/flyet befinder sig på en medlemsstats territorium, ikke
som værende oplagt i erhvervsmæssigt øjemed i den pågældende medlemsstat.”
b) Stk. 2 udgår.
c) Stk. 3 til 9 affattes således:
“3.
I de i stk. 1 omtalte situationer, dvs. når varerne er oplagt af en erhvervsdrivende, der
ikke er etableret i bestemmelsesmedlemsstaten (herefter benævnt ikke-etableret
erhvervsdrivende) med henblik på videresalg, opkræves punktafgiften hos den pågældende
erhvervsdrivende.
Når varerne anvendes i en anden medlemsstat til brug for en erhvervsdrivende eller et
offentligretligt organ, opkræves punktafgiften hos den erhvervsdrivende eller det offentretlige
organ.
Når varerne leveres af en ikke-etableret erhvervsdrivende, kan denne træde i stedet for de i
andet afsnit nævnte afgiftspligtige.
I alle andre tilfælde opkræves punktafgiften hos den person, der oplægger varerne i
erhvervsmæssigt øjemed.
DA
47
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
4.
Når varer, der er omfattet af stk. 1, med undtagelse af dem, hvor den ikke-etablerede
erhvervsdrivende er identificeret som værende den punktafgiftspligtige, transporteres mellem
forskellige medlemsstaters territorier, medfølges de af et ledsagedokument, hvori er nævnt de
vigtigste elementer i det i artikel 18, stk. 1, nævnte dokument.
Dokumentets form og indhold fastlægges efter fremgangsmåden i artikel 24, stk. 3 og 4.
5.
Ikke-etablerede erhvervsdrivende skal følge de i artikel 10, stk. 3, nævnte forskrifter.
Erhvervsdrivende og offentligretlige organer, som nævnt i stk. 3, andet afsnit, og den i medfør
af stk. 3, fjerde afsnit, afgiftspligtige person, skal overholde følgende forskrifter:
a)
b)
c)
forud for afsendelsen af varerne indgive en angivelse til skattemyndighederne i
bestemmelsesmedlemsstaten og stille sikkerhed for betaling af punktafgifterne
erlægge bestemmelsesmedlemsstatens punktafgifter efter de nærmere bestemmelser,
der er fastsat af denne medlemsstat
acceptere enhver kontrolforanstaltning, der gør det muligt for myndighederne i
bestemmelsesmedlemsstaten at sikre, at varerne faktisk er modtaget, og at de
punktafgifter, de har krav på, er betalt.
6.
Punktafgifter, der er erlagt i den i stk. 1 nævnte første medlemsstat, godtgøres i
henhold til bestemmelserne i artikel 22, stk. 3.
7.
Forsendes varer, der allerede er overgået til fri omsætning i en medlemsstat, til et
bestemmelsessted i samme medlemsstat ad en hensigtsmæssig transportvej via en anden
medlemsstat, skal det i stk. 4 omhandlede ledsagedokument anvendes.
8.
a)
b)
c)
I de i stk. 7 omtalte tilfælde, gælder følgende regler:
afsenderen indgiver forud for afsendelsen af varerne en angivelse til afgangsstedets
skattemyndigheder med ansvar for punktafgiftskontrol
modtageren attesterer modtagelsen af varerne efter de regler, der er fastlagt af
bestemmelsesstedets skattemyndigheder med ansvar for punktafgiftskontrol
afsender og modtager lader sig underkaste enhver form for kontrol, således at deres
egne skattemyndigheder kan sikre sig, at varerne faktisk er modtaget.
9.
Forsendes punktafgiftspligtige varer hyppigt og regelmæssigt på de i stk. 7 nævnte
betingelser, kan medlemsstaterne på grundlag af bilaterale administrative aftaler tillade, at der
benyttes en forenklet fremgangsmåde, som afviger fra bestemmelserne i stk. 7 og 8.”
DA
48
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
2) Artikel 8 affattes således:
“Artikel
8
I forbindelse med varer, der erhverves af privatpersoner til egen brug, og som transporteres
fra en medlemsstat til en anden af privatpersonen selv, opkræves punktafgiften i den
medlemsstat, hvor varerne erhverves.
Med undtagelse af forarbejdede tobaksvarer gælder bestemmelsen i stk. 1 også, når
varetransporten foretages på vegne af privatpersonen.
Beskatning i den medlemsstat, hvor varerne erhverves, finder ligeledes anvendelse, når varer
sendes fra en privatperson til en anden uden direkte eller indirekte modydelse.”
3) I artikel 9 foretages følgende ændringer:
a) stk. 1 udgår
b) stk. 2 affattes således:
“2.
For at kunne afgøre, om de i artikel 8 omhandlede varer er bestemt til
erhvervsmæssige formål, skal medlemsstaterne tage hensyn til følgende:
a)
b)
c)
d)
e)
c)
den forretningsmæssige status hos den person, der er i besiddelse af varerne, og årsagerne hertil
stedet, hvor varerne befinder sig, eller i givet fald den anvendte transportform
ethvert dokument vedrørende varerne
varernes art
varernes mængde.”
stk. 3 udgår.
4) Artikel 10 affattes således:
“Artikel
10
1.
I forbindelse med varer, der allerede er overgået til forbrug, som indkøbes af personer,
der handler som privatpersoner, og som fremsendes eller transporteres direkte eller indirekte
af sælgeren eller på dennes vegne, opkræves punktafgiften i bestemmelsesmedlemsstaten.
Ved “bestemmelsesmedlemsstaten” forstås den medlemsstat, hvortil varerne ankommer efter
forsendelse eller transport.
2.
I det i stk. 1 nævnte tilfælde forfalder punktafgiften, når varerne leveres.
DA
49
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
3.
Den i bestemmelsesstaten skyldige punktafgift opkræves hos sælgeren.
Sælgeren skal overholde følgende forskrifter:
a)
i et dokument, hvis form og indhold fastlægges i henhold til den i artikel 24, stk. 3 og
4, omhandlede procedure, være registreret hos skattemyndighederne i den
medlemsstat, hvor han er etableret
inden varerne forsendes, stille garanti til dækning af betalingen af punktafgiften på
det af bestemmelsesmedlemsstaten udpegede centrale skattekontor
af kontrolhensyn angive det under tredje afsnit nævnte identifikationsnummer i de
handelsdokumenter, der ledsager forsendelsen af de punktafgiftspligtige varer
ved udløbet af en periode, der fastsættes af den enkelte medlemsstat, fremlægge et
dokument for det centrale skattekontor med angivelse af de varemængder, der er
leveret i løbet af den pågældende periode.
b)
c)
d)
Bestemmelsesmedlemsstaten fastsætter bestemmelserne for, hvordan den i første afsnit, litra
b), nævnte garanti skal beregnes. Når sælgeren stiller garantien, skal han fremlægge det i
første afsnit, litra a), nævnte dokument. Bestemmelsesmedlemsstaten udleverer derefter et
identifikationsnummer.
Formen og indholdet i det i første afsnit, litra d), nævnte dokument fastsættes i
overensstemmelse med den i artikel 24, stk. 3 og 4, fastsatte procedure. Dette dokument skal
attesteres af afgangsmedlemsstatens skattemyndigheder og eventuelt ledsages af de
administrative og handelsmæssige dokumenter, der kræves af bestemmelsesmedlemsstaten.
Punktafgiften betales efter de af bestemmelsesmedlemsstaten fastsatte procedurer.
4.
I det i stk. 1 nævnte tilfælde godtgøres de punktafgifter, der er erlagt i den første
medlemsstat, i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 22, stk. 4.
5.
Medlemsstaterne kan fastsætte specifikke gennemførelsesbestemmelser vedrørende
stk. 1 til 4 for punktafgiftspligtige varer, der er omfattet af særlige nationale
distributionsregler.”
5)
Som artikel 10a, 10b og 10c indsættes:
“Artikel
10a
1.
Den i henhold til artikel 7, stk. 3, eller artikel 10, stk. 3, punktafgiftspligtige person
nyder i bestemmelsesmedlemsstaten godt af en punktafgiftsfritagelse ved tab, der er sket i
forbindelse med varetransporten, og som skyldes hændelige begivenheder eller force majeure,
og som er konstateret af myndighederne i den enkelte medlemsstat.
Der indrømmes også fritagelse i bestemmelsesmedlemsstaten for tab under transporten, der
skyldes de transporterede varers karakter. Den enkelte medlemsstat fastsætter betingelserne
for at indrømme afgiftsfritagelse.
2.
De under stk. 1 nævnte tab
bestemmelsesmedlemsstat gældende regler.
konstateres
efter
de
i
den
pågældende
DA
50
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Den i henhold til artikel 7, stk. 5, litra a), og artikel 10, stk. 3, litra b), stillede garanti frigøres
helt eller delvist.
3.
I tilfælde af mankoer andre end de i stk. 1 i denne artikel nævnte tab opkræves afgiften
i henhold til de i den pågældende medlemsstat gældende takster på det tidspunkt, hvor tabet,
som på behørig vis skal konstateres af de kompetente myndigheder, fandt sted, eller eventuelt
hvor mankoen konstateres, jf. artikel 10, stk. 1.
Artikel 10b
1.
Når der under varetransporter, der finder sted i overensstemmelse med artikel 7, stk. 4,
eller artikel 10, stk. 1, finder uregelmæssigheder eller overtrædelser sted, som medfører, at
punktafgiften skal erlægges, erlægges den i den medlemsstat, hvor uregelmæssigheden eller
overtrædelsen fandt sted af den person, som har stillet garanti for betalingen af punktafgifter i
overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 7, stk. 5, litra a), eller artikel 10, stk. 3, litra
b).
Når inddrivelsen af punktafgiften sker i en anden medlemsstat end afgangsmedlemsstaten,
underretter den medlemsstat, der foretager inddrivelsen, de kompetente myndigheder i
afgangsmedlemsstaten.
2.
Når der i forbindelse med transport af varer, der finder sted i overensstemmelse med
artikel 7, stk. 4, eller artikel 10, stk. 1, konstateres en overtrædelse eller uregelmæssighed,
uden at det kan fastslås hvor den har fundet sted, anses den for at have fundet sted i den
medlemsstat, hvor den er blevet konstateret.
3.
Når varer ikke ankommer til bestemmelsesstedet, og det ikke er muligt at fastslå, hvor
overtrædelsen eller uregelmæssigheden har fundet sted, anses overtrædelsen eller
uregelmæssigheden for at have fundet sted i afgangsmedlemsstaten.
4.
Hvis det inden for udløbet af fristen på tre år fra udfærdigelsen af det i artikel 7, stk. 4,
nævnte ledsagedokument eller den i artikel 10, stk. 3, litra c), nævnte dato for udfærdigelsen
af handelsdokumentet lykkes at fastslå, i hvilken medlemsstat overtrædelsen eller
uregelmæssigheden har fundet sted, foretager denne medlemsstat opkrævningen til den sats,
der var i kraft på datoen for afsendelsen af varerne.
5.
Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger med henblik på at imødegå
overtrædelser og uregelmæssigheder og at pålægge effektive sanktioner.
Artikel 10c
I de af artikel 10a, stk. 3, og artikel 10b, stk. 1 til 4, omfattede tilfælde skal den oprindeligt
opkrævede punktafgift godtgøres og den i henhold til artikel 7, stk. 5, litra a), og artikel 10,
stk. 3, litra b), stillede garanti frigøres, så snart der foreligger bevis for, at inddrivelsen af
punktafgiften har fundet sted i en anden medlemsstat end afgangsmedlemsstaten.”
6)
Artikel 27 affattes således:
“På grundlag af en rapport fra Kommissionen gennemgår Rådet på ny artikel 7 til 10c inden
den 1. januar 2010 og foretager i overensstemmelse med artikel 93 i traktaten de nødvendige
ændringer.”
DA
51
DA
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Artikel 2
1.
Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for
at efterkomme dette direktiv senest den […]. De meddeler straks Kommissionen teksten til
disse bestemmelser og en sammenligningstabel, som viser sammenhængen mellem de
pågældende bestemmelser og dette direktiv.
Når medlemsstaterne vedtager disse love og administrative bestemmelser, skal de indeholde
en henvisning til dette direktiv, eller de skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan
henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
2.
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale
retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.
Artikel 3
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i
Den Europæiske Unions
Tidende.
Artikel 4
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den
På Rådets vegne
Formand
DA
52
DA