Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: 30. november 2004 Kontor: 4.s.kt. J.nr.: 2004-1330-11 Sagsbeh.: hsa Fil-navn: Dokument 6 Besvarelse af spørgsmål nr. 36 (ad L 102 - Forslag til lov om  ændring  af  offentlig  sygesikring,  lov  om  social pension  og  lov  om  højeste,  mellemste,  forhøjet  almin delig    og    almindelig    førtidspension    m.v.),    som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 29. november 2004 Spørgsmål 36: ”Med henvisning til ministerens svar på spørgsmål 1, hvor der alene er givet et resumé af høringssvarene fra Dansk Sygeplejeråd,  Lif og De Samvirkende Invalideorganisationer,  anmodes  som  det  fremgår  af  spørgsmål  1  om ministerens kommentar til høringssvarene.” Svar: Dansk Sygeplejeråd  støtter forslaget om, at hjemmesygeplejersker skal have adgang  til  den  personlige  elektroniske  medicinprofil,  da  sygeplejerskernes adgang er en forudsætning for, at kvaliteten og patientsikkerheden i relation til medicinbrugernes   lægemiddelanvendelse   kan   forbedres.   Efter   Dansk Sygeplejeråds  opfattelse  bør  adgangen  til  medicinprofilen  omfatte  alle sygeplejersker  ansat  i  kommunen,  herunder  sygeplejersker  ansat  på plejehjem, sundhedsplejersker m.v., ligesom sygeplejersker ansat på sygehuse bør have adgang på lige fod med læger. Dansk Sygeplejeråd mener, at der skal  udvises  særdeles  stor  forsigtighed  i  bedømmelsen  af  det  eventuelle effektiviseringspotentiale  ved  at  give  hjemmesygeplejen  adgang  til  den personlige elektroniske medicinprofil. Jeg  kan  hertil  bemærke,  at  plejehjemsansatte  sygeplejersker  er  omfattet  af lovforslaget.  Sygehusansatte  sygeplejersker  har  efter  de  gældende  regler adgang til medicinprofilen som lægens medhjælp. Gennemførelsen af denne adgang  er  indeholdt  i  fase  II  af  den  IT-mæssige  implementering  af medicinprofilen. De  Samvirkende  Invalideorganisationer  (DSI)  har  fremsendt  en  revideret udgave  af  DSI’s  høringssvar  med  henblik  på  at  præcisere  foreningens synspunkter navnlig i relation til ydelse af tilskud, når den billigste medicin ikke er en relevant mulighed. DSI påpeger, at ”biologisk tilgængelighed” kan være forskellig mellem forskellige præparater, selvom lægemidlerne tilsyneladende er sammenlignelige. For nogle grupper, herunder epilepsipatienter, skal det derfor sikres, at patienter generelt får adgang til tilskud til netop det præparat,

1 lægen  har  ordineret,  uden  at  patienten  hver  gang  skal  igennem  en bureaukratisk  proces  med  at  søge  individuelt  tilskud.  DSI  foreslår,  at  det tydeliggøres,  at  der  for  specifikke  grupper  kan  gøre  sig  særlige  forhold gældende, der betinger en ubureaukratisk sagsbehandling af de individuelle tilskud. Jeg henviser til min besvarelse af spørgsmål 2 og 21. Lægemiddelindustriforeningen     (Lif)  konstaterer  indledningsvis,  at  Lif  var repræsenteret i medicintilskudsudvalget, og derfor er bekendt med flere af de foreslåede ændringer. Lif finder  det bekymrende,  at Indenrigs-  og Sundhedsministeriet  ved klager over  Lægemiddelstyrelsens  afgørelser  ikke  kan  foretage  en  prøvelse  af styrelsens   sundhedsfaglige   vurdering,   og   at   ministeriet   vil   udvise tilbageholdenhed  med  at  tillægge  klager  opsættende  virkning.  Lif  finder,  at modellen  vil  indebære  et  unødigt  pres  for  ikke  at  omgøre  den  oprindelige beslutning,  og  Lif  finder,  at  klageprocessen,  ligesom  den  anbefalede tilskudsmodel, bør vurderes i forhold til EU-retten. Jeg henviser til min besvarelse af spørgsmål 4, 5 og 8. For så vidt angår fastsættelse af en procedure for revurdering af beslutninger om generelt tilskud, er det Lifs opfattelse, at Lægemiddelstyrelsens foreløbige udspil  ikke  fuldt  ud  afspejler  medicintilskudsudvalgets  anbefaling.  Lif  har udarbejdet  et  samlet  oplæg  til  procedure  for  beslutninger  om  tilskud  til lægemidler,  som  er  afleveret  til  Lægemiddelstyrelsen  og  bilagt  Lif’s høringssvar.  Revurdering  af  tilskud  skal  efter  Lif’s  opfattelse  omfatte  alle kategorier af lægemidler, herunder lægemidler som i dag ikke har tilskud. Der  ligger  ikke  en  besparelsesforudsætning  til  grund  for  forslaget  om revurdering af beslutninger om generelt tilskud, og jeg er derfor enig med Lif i, at   proceduren   indebærer,   at   revurderingerne   både   omfatter   tidligere beslutninger om tilskud og om ikke-tilskud til lægemidler. Der er igangsat en proces, hvor Lægemiddelstyrelsen sammen med de berørte parter, herunder Lif,  drøfter  principperne  for  den  fremtidige  procedure  for  revurderinger  af beslutninger  om  generelt  tilskud.  Jeg  kan  i  den  forbindelse  henvise  til  min besvarelse af spørgsmål 17 og 18. Lif finder, at det bør være muligt for lægemiddelvirksomhederne ikke blot at ansøge  om  generelt  tilskud  men  også  generelt  klausuleret  tilskud  til lægemidler.   Lif   anfører,   at   gennemsigtighedsdirektivet   kræver,   at inklusionskriterierne   for   hver   tilskudsgruppe   skal   være   objektive   og verificerbare,  men  at  Indenrigs-  og  Sundhedsministeriet  ikke  har  opstillet inklusionskriterier for hverken klausulerede tilskud eller enkelttilskud, hvorfor virksomhederne ikke kender ”spillereglerne” for tilskud på forhånd. Jeg henviser til min besvarelse af spørgsmål 8 og 20. Lif anfører, at det ny tilskudssystem vil indebære risiko for leveringssvigt for det

2 billigste  lægemiddel,  samt  flere  præparatskift  med  risiko  for  dårligere compliance. Lif foreslår, at patienternes egenbetaling ikke må øges på grund af forhold,  som  skyldes  leveringssvigt  for  det  billigste  lægemiddel.  Lif  gør desuden opmærksom på, at der kan være effektforskelle mellem synonyme lægemidler,  som  kan  have  betydning  for  særlige  patientgrupper  såsom epilepsipatienter. Jeg henviser til min besvarelse af spørgsmål 13. Da  det  med  lovforslaget  forudsættes,  at  grupperingen  af  lægemidler  i synonyme grupper videreføres, finder Lif, at formuleringen af bestemmelsen i sygesikringsloven bør afspejle dette. Jeg henviser til min besvarelse af spørgsmål 16. Lif  finder  det  bekymrende,  at  der  ikke  i  lovforslaget  er  angivet  nærmere retningslinier  for  Lægemiddelstyrelsens  afgørelser  om  klausuleret  tilskud  til håndkøbslægemidler.   Lif   opfordrer   endvidere   til,   at   der   foretages konsekvensvurderinger   af   forslaget   om   klausulering   af   tilskuddet   til håndkøbslægemidler og opstilles klare kriterier for, hvordan klausuleringerne fastlægges. Jeg henviser til min besvarelse af spørgsmål 14. Lif gør opmærksom på, at lovforslaget indebærer, at der som et helt nyt princip indføres  ”referencepriser”  i  pensionslovgivningen.  Lif  finder,  at  forslaget  vil indebære, at problemer med mange præparatskift og manglende compliance vil stige med forslaget om, at de kommunale helbredstillæg udmåles ud fra de gældende tilskudspriser. Pensionister,  der  modtager  helbredstillæg  efter  de  sociale  pensionslove, tilskyndes med lovforslaget i lighed med andre borgere til at omlægge deres forbrug til de billigste synonyme lægemidler. Såfremt pensionisten vælger det billigste synonyme lægemiddel, vil der som hidtil kunne ydes helbredstillæg til dækning af op til 85 pct. af pensionistens egen udgift til medicin. Endvidere vil pensionisterne kunne opnå en besparelse på deres egenbetalingsandel  ved køb af det billigste lægemiddel. Ligesom efter de gældende regler vil der blive foretaget  en  nettoafregning  over  for  pensionisten  ved  køb  af  medicin  på apoteket.  En  manglende  konsekvensændring  af  pensionslovgivningen  ville indebære,  at  en  del  af  den  opnåede  besparelse  ved  ændringen  af medicintilskudssystemet  ville  blive  overvæltet  på  kommunernes  udgifter  til helbredstillæg. Lif mener, at Lægemiddelstyrelsen i meget højere grad bør være forpligtet til at informere   og   begrunde   sine   tilskudsbeslutninger   over   for   såvel sundhedspersonale som borgere, og endelig mener Lif, at der bør etableres en uafhængig  klageinstans,  hvortil  lægen  som  part  skal  kunne  påklage Lægemiddelstyrelsens afgørelser om tilskud. Desuden finder Lif, at der også bør være en klagemulighed over afgørelser om individuelle patientrelaterede tilskud.

3 Jeg henviser til min besvarelse af spørgsmål 3, 6, 7 og 12.