Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240 København K Dato J.nr. : : 22. november 2004 601-77 Trafikudvalget har i brev af 7. november 2004 stillet mig følgende spørgsmål 4 (L 12- Spørgsmål 4), som jeg hermed skal besvare. Svaret vedlægges i 5 eksemplarer. Spørgsmål 4: "Er der stillet betingelser til det fremtidige ejerskab af arealerne i den nuværende Løgstørbanes tracé?" Svar: Som jeg oplyste i min besvarelse af spørgsmål 3, sker overdragelsen af banestrækningen med henblik på, at de to amter i samarbejde med de respektive kommuner efterfølgende, og eventuelt etapevis, etablerer en natur- og cykelsti. Ved overdragelsen overgår alle grundejerforpligtigelser, herunder broer inkl. grundejerforpligtigelser til den nye ejer. Overdragelsen afventer dog fortsat godkendelse fra Finansudvalget, såvel som de bevilligende organer i de berørte kommuner og amter. Den 1. januar 2005 overtager Viborg Amt samt Viborg, Aalestrup og Møldrup Kommune i øvrigt forpligtelsen til at renholde banetracéen i Viborg Amt, mens Nordjyllands Amt samt Farsø, Aars og Løgstør Kommune overtager forpligtelsen til at renholde banetracéen i Nordjyllands Amt. Ved renholdelse forstås klipning og pasning af vegetation samt bortskaffelse af affald m.v. Med venlig hilsen Flemming Hansen