Justitsministeriet Lovafdelingen Dato: 30. november 2004 Kontor: Procesretskontoret Sagsnr.: 2004-711-0130 Dok.: JER21460 K O M M E N T E R E T  O V E R S I G T over høringssvar vedrørende Konkursrådets betænkning nr. 1449/2004 om gældssanering I. Høringen Forslag til lov om ændring af konkursloven og konkursskatteloven (L 128) bygger på Konkursrådets betænkning nr. 1449/2004 om gældssanering (herefter ”betænkningen”). Betænkningen har været sendt til høring hos: Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, Københavns Byret og retterne i Århus,  Odense,  Ålborg  og  Roskilde,  Domstolsstyrelsen,  Procesbevillingsnævnet,  Den  Danske Dommerforening,  Dommerfuldmægtigforeningen,  Politiforbundet  i  Danmark,  HK  Landsklubben Danmarks  Domstole,  Advokatrådet,  Foreningen  Danske  Inkassoadvokater,   Dansk  Retspolitisk Forening,  Institut  for  Menneskerettigheder,  Amtsrådsforeningen,  Kommunernes  Landsforening, Københavns  Kommune,  Frederiksberg  Kommune,   Forbrugerrådet,  Finansrådet,  Realkreditrådet, Forsikring  &  Pension,  Forening  af  Firmapensionskasser,  HTS  Interesseorganisationen,  Dansk Industri,    Dansk    Handel    &    Service,    Håndværksrådet,    Byggeriets    Firkant,    Dansk InkassoBrancheforening,  Danske  Finansieringsselskabers  Forening,  Dansk  Kredit  Råd,  Dansk Byggeri,  Liberale  Erhvervs  Råd,  Foreningen  af  Statsautoriserede  Revisorer,  Forening  af Registrerede   Revisorer,   Dansk   Ejendomsmæglerforening,   Landbrugsrådet,   Grundejernes Landsorganisation,   Boligselskabernes   Landsforening,   Lejernes   Landsorganisation,   Dansk Arbejdsgiverforening,  Landsorganisationen  i  Danmark,  Specialarbejderforbundet  i  Danmark, Handels-  og  Kontorfunktionærernes  Forbund,  Foreningen  af  Statsamtmænd,  Foreningen  af Statsamtsjurister, Københavns Retshjælp og Århus Retshjælp. Justitsministeriets bemærkninger til høringssvarene er anført med kursiv. 1. Generelt Slotsholmsgade 10 Telefon: + 45 33 92 33 40 E-post: [email protected] DK 1216 København K Telefax: + 45 33 93 35 10 Internet: http://www.jm.dk
det er væsentligt, at gældssaneringsreglernes karakter af konkrete lempelsesregler bevares, således at  det  fortsat  vil  være  muligt  for  såvel  skifteretterne  som  de  overordnede  domstole  at  træffe afgørelse  i  den  enkelte  sag  på  grundlag  af  en  bedømmelse  af  dennes  særlige  omstændigheder. Landsretten finder det velbegrundet, at reglerne om behandlingen af ansøgninger om gældssanering og sager om gældssanering udformes i lyset af de erfaringer, som er indvundet gennem de 20 år, hvor det gældende regelsæt har været i kraft. Præsidenten for retten i Odense   har fremsendt skifteretten i Odenses notat om betænkningen. Skifteretten kan tiltræde de forslag i betænkningen, som ikke kommenteres særskilt af skifteretten. Skifteretten  bemærker,  at  en  række  af  forslagene  er  særdeles  praktisk  anvendelige,  hvorfor skifteretten finder betænkningen velegnet som grundlag for et lovforslag. Dommerfuldmægtigforeningen   finder,  at  det  bør  overvejes,  om  det  skal  gøres  obligatorisk  at antage en medhjælper, og henleder endvidere opmærksomheden på, at gældssaneringsblanketterne skal ændres, når de nye regler træder i kraft. Efter konkurslovens § 219, stk. 1 (som ikke ændres på dette punkt), kan skifteretten i forbindelse med behandlingen af en gældssaneringssag antage en medhjælper til under skifterettens tilsyn at udføre en række opgaver, der efter konkursloven henhører under skifteretten. Konkursrådet  anfører i  betænkningen  side  32,  at  skifteretten allerede  i  dag  som  altovervejende hovedregel udpeger en medhjælper i forbindelse med indledningen af en sag om gældssanering. Konkursrådet  finder  på  denne  baggrund  ikke  behov  for  at  indføre  regler  om,  at  det  skal  være obligatorisk for skifteretten at antage en medhjælper. Justitsministeriet er enig heri, og lovforslaget indeholder på denne baggrund ikke regler herom. Advokatrådet  udtrykker sin anerkendelse af Konkursrådets gennemarbejdede bud på, hvorledes der kan  foretages  en  tilpasning  og  modernisering  af  gældssaneringsreglerne  med  en  afbalanceret hensyntagen  til  dels  fordringshaverne,  dels  skyldneren  og  dennes  familie.  Advokatrådet  er overordnet  positiv  over  for  en  ændring  af  gældssaneringsinstituttet  i  overensstemmelse  med  de anvisninger,  der  fremgår  af  betænkningen.  Advokatrådets  høringssvar  er  vedlagt  et  notat  fra Advokatrådets Retsudvalg, hvor Advokatrådets synspunkter nærmere er uddybet. De gældende regler om vejledning af gældstyngede danskere er efter Advokatrådets opfattelse ikke tilfredsstillende. I tilknytning til den offentlige debat, der den senere tid har været omkring dette spørgsmål  finder  Advokatrådet  det  afgørende,  at  der  skabes  basis  for  en  målrettet,  neutral  og kvalificeret rådgivning på et så tidligt tidspunkt i forløbet som overhovedet muligt. De nuværende regler i retsplejelovens § 14, stk. 3, 2. pkt., og konkurslovens § 216, stk. 5, er efter Advokatrådets opfattelse ikke tilfredsstillende, og efter § 6, stk. 3, i retshjælpsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse  nr.  1140  af  13.  december  2002  om  offentlig  retshjælp  ved  advokater,  er gældssaneringssager  undtaget  fra  retshjælp.  Det  vil  efter  Advokatrådets  opfattelse  ofte  være påkrævet med rådgivning, inden der indleveres begæring om gældssanering til skifteretten. - 2 -
Advokatrådet  finder  endvidere,  at  det  nærmere  bør  overvejes,  hvilken  betydning  (betydende) fordringshaveres  (forhånds)tilkendegivelser  i  relation  til  skyldnerens  gældssaneringsforslag  bør have, samt i hvilket omfang der fra offentlige myndigheder skal indhentes oplysninger til brug for stillingtagen til indledning af gældssaneringssag, herunder obligatorisk krav om fremskaffelse af formular  med  skatteoplysninger  og  eventuelt  en  forhåndsredegørelse  fra  kommunerne/told-  og skatteregionerne om sociale- og skattemæssige forhold. Med hensyn til spørgsmålet om rådgivning af skyldnere særligt med henblik på mulighederne for få gældssanering skal Justitsministeriet bemærke, at skifteretten allerede i dag efter retsplejelovens § 14,  stk.  3,  vejleder  om  betingelserne  for  og  fremgangsmåden  ved  indgivelse  af  ansøgning  om gældssanering. Det bemærkes i den forbindelse, at den ændring, der foreslås af konkurslovens § 197 (lovforslagets §  1,  nr.  3),  hvorefter  betingelserne  for  at  få  gældssanering  kommer  til  at  fremgå  direkte  af konkursloven,  vil  medvirke  til  at  skabe  en  mere  ensartet  og  forudsigelig  retsstilling  både  for skyldneren  og  for  kreditorerne  med  hensyn  til  en  skyldners  muligheder  for  at  kunne  få gældssanering. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.1.2.3. Lovforslaget indebærer endvidere, at der i en bekendtgørelse udstedt af justitsministeren fastsættes nærmere regler for udarbejdelse af skyldnerens budget, dvs. hvilke indtægter og udgifter der indgår i  opgørelsen  af  det  beløb,  som  skyldneren  typisk  skal  betale  til  sine  kreditorer  som  led  i gældssaneringen, jf. forslaget til konkurslovens § 216, stk. 6 (lovforslagets § 1, nr. 10). Dette vil ligeledes medvirke til en mere ensartet og forudsigelig behandling af sager om gældssanering og vil samtidig på forhånd sikre skyldneren en bedre indsigt i, hvilke økonomiske forhold den pågældende må  leve  under  i  afdragsperioden.  Der  henvises  til  lovforslagets  almindelige  bemærkninger  pkt. 4.3.2.1, hvor det herom anføres, at dette ”[..]  muligvis  vil  kunne  indebære  en  mindre  nedgang  i  antallet  af  ansøgninger  om gældssanering,  der  alligevel  ikke  ville  være  endt  med  en  kendelse  om  gældssanering.  I  dag trækker  flere  skyldnere  efter  det  for  Konkursrådet  oplyste,  således  deres  begæring  om gældssanering tilbage, når de – typisk på første møde i skifteretten, men undertiden først, når medhjælperen  har  udarbejdet  et  budget  –  erfarer,  hvilket  beløb  de  har  til  rådighed  i afdragsperioden. Kan skifteretterne allerede i forbindelse med den almindelige vejledning om betingelserne  for  og  fremgangsmåden  ved  indgivelse  af  ansøgning  om  gældssanering,  jf. retsplejelovens  §  14,  stk.  3,  oplyse  om  det  beløb,  som  skyldneren  vil  have  til  rådighed  i afdragsperioden, vil det kunne skabe et mere fyldestgørende beslutningsgrundlag for den, der overvejer at søge gældssanering.” Det bemærkes endvidere, at lovforslaget indeholder en særlig regel om skifterettens vejledning om realisationstidspunktet  for  aktiver,  der  skal  indgå  i  gældssaneringssagen,  jf.  forslaget  til konkurslovens § 216, stk. 5 (lovforslagets § 1, nr. 9), og bemærkningerne hertil. Med  hensyn  til  betydningen  af  eventuelle  tilkendegivelser  fra  væsentlige  fordringshavere  om skyldnerens  gældssaneringsforslag  mv. bemærkes,  at  der  som  anført  i  lovforslagets  almindelige - 3 -
bemærkninger  pkt.  4.1.2.3    påhviler  skifteretten  et  selvstændigt  ansvar  for,  at  betingelserne  for gældssanering er opfyldt og for, at indholdet af gældssaneringen ikke er i strid med almindelig praksis   fra   de   overordnede   domstole.   Det   er   således   principielt   uden   betydning,   om fordringshaverne  afholder  sig fra  at  deltage  i  processen,  eller  om  de ligefrem  tilkendegiver  en positiv  holdning  til  spørgsmålet  om  gældssanering  eller  bestemte  budgetmæssige  spørgsmål,  jf. herved også betænkningen side 51. Det  bemærkes  endelig,  at  spørgsmålet  om,  hvilke  oplysninger  der  skal  indhentes  fra  offentlige myndigheder mv. i forbindelse med behandlingen af en gældssaneringssag efter Justitsministeriets opfattelse ikke er egnet til lovregulering i konkursloven. Dansk Retspolitisk Forening anfører, at betænkningen indeholder forslag til en lang række klare forbedringer i forhold til den nuværende lovgivning og praksis. Dette gælder både de forslag, der har til formål at effektivisere sagsbehandlingen og betænkningens mere indholdsmæssige forslag. Frederiksberg Kommune er generelt positiv over for Konkursrådets forslag, idet der dog foreslås enkelte mindre ændringer, jf. nedenfor under pkt. 4 og 10. Finansrådet  anfører, at betænkningen indeholder en grundig analyse af problemstillingen, og at den indeholder en række hensigtsmæssige forslag. Særligt findes bestræbelserne på at skabe en ensartet praksis for gældssanering i landets retskredse og at fastsætte klare regler for opstilling af budgetter, håndtering af pensionsordninger mv. meget tiltrængte. Realkreditrådet  anfører, at det ved de afvejninger, der skal foretages ved udformning af reglerne om gældssanering, er helt afgørende, at hensynet til kreditgiverne tillægges stor vægt. Uanset, at der er væsentlige hensyn at tage til skyldnerne, skal disse hensyn altid vejes op mod bl.a. hensynene til kreditgiverne.  Det  bør  således  indgå  i  afvejningen,  at  reguleringen  ikke  generelt  påvirker kreditgivernes retsstilling på en sådan måde, at dette kan have mere generelle negative effekter på kreditgivningen. Interesseorganisationen  HTS  anbefaler  generelt,  at  konkurslovens  afsnit  om  gældssanering revideres i overensstemmelse med Konkursrådets forslag. Dansk  Handel  &  Service  er  enig  i  behovet  for  at  forenkle  og  effektivisere  behandlingen  af gældssaneringssager. Håndværksrådet støtter  de  forslag,  som  fremgår  af  betænkningen.  Det  er  helt  afgørende  for Håndværksrådet, at der – som i Konkursrådets betænkning – opretholdes en rimelig balance ved gældssanering af eksempelvis iværksættere, så man forholder sig til, om der er tale om uansvarlige eller i værste fald tilsigtede sammenbrud for at fratage andre virksomheder betaling. 2. Betingelserne for gældssanering Præsidenten for Østre Landsret kan tilslutte sig, at betingelserne for at nægte gældssanering så - 4 -
vidt muligt beskrives i lovteksten. Skifteretten i Odense anfører, at de gældende betingelser for at meddele en skyldner gældssanering i konkurslovens §  197 overlader et meget  vidtgående skøn til den  enkelte skifteretsfuldmægtig, hvilket  formentlig  er  baggrunden  for  de  forskellige  gældssaneringsprocenter  ved  skifteretterne. Skifteretten bemærker, at betænkningens forslag til betingelserne for at meddele gældssanering i udkastet til konkurslovens § 197, stk. 2 og 3, fortsat indebærer et skønsmæssigt element, og at det dermed også fremover bliver overladt til den enkelte skifteretsfuldmægtiges ret frie skøn, om der skal indledes gældssaneringssag eller ej. Dermed opnås der ikke ensartethed på landsplan på dette punkt. Om Konkursrådets udkast til konkurslovens § 197, stk. 3, hvorefter skifteretten ved afgørelsen om gældssanering skal lægge vægt på gældens alder, anfører skifteretten, at den brede henvisning til § 197, stk. 2, er egnet til at skabe misforståelser. Advokatrådet  er skeptisk over for, om der med udkastet til konkurslovens § 197, stk. 2, om hvilke forhold der i almindelighed bør udelukke gældssanering, vil være tale om præciseringer, der vil medvirke  til  at  skabe  større  forudsigelighed,  og  finder,  at  det  bør  overvejes  at  regulere  i  en bekendtgørelse, hvilke forhold der normalt vil tale imod gældssanering. Den foreslåede ændring af konkurslovens § 197 (lovforslagets § 1, nr. 3), hvorefter betingelserne for at få gældssanering kommer til at fremgå direkte af konkursloven, vil efter Justitsministeriets opfattelse medvirke til at skabe en mere ensartet og forudsigelig retsstilling både for skyldneren og for kreditorerne med hensyn til en skyldners muligheder for at kunne få gældssanering. Det foreslås således, at det kommer til at fremgå udtrykkeligt af konkursloven, at en skyldner, der er kvalificeret insolvent (”håbløst forgældet”) som udgangspunkt kan få gældssanering, medmindre visse nærmere angivne  omstændigheder  taler  imod,  f.eks.  at  skyldnerens  økonomiske  forhold  er  uafklarede,  at skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, eller at en ikke uvæsentlig del af gælden er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold, jf. forslaget til konkurslovens § 197, stk. 2. Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, vil det efter Justitsministeriets opfattelse ikke være muligt at udforme praktisk anvendelige regler, der udelukker, at skifteretten skal foretage en konkret vurdering  af  den  enkelte  gældssaneringssag.  En  sådan  retstilstand  vil  efter  Justitsministeriets opfattelse heller ikke være hensigtsmæssig, idet den endelige afgørelse af, om skyldneren opfylder betingelserne  for  at  få  gældssanering  bør  bero  på  en  konkret  vurdering  af  den  enkelte  sags omstændigheder. Justitsministeriets finder således, at lovforslaget vil medvirke til at skabe en mere ensartet og forudsigelig retstilstand på gældssaneringsområdet, samtidig med at der fortsat i et vist omfang er plads til et konkret skøn vedrørende den enkelte skyldners forhold. Efter forslaget til konkurslovens § 197, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 3), skal der ved afgørelsen af, om der er forhold som nævnt i stk. 2, der taler imod gældssanering, som efter gældende ret lægges vægt på gældens alder. Bestemmelsen er udtryk for et princip om, at jo yngre gælden er, desto mere tungtvejende for afgørelsen om gældssanering bliver omstændighederne ved gældens pådragelse. - 5 -
Der  kan  ikke  fastsættes  en  absolut  grænse  for,  hvornår  en  gældspost  har  nået  en  alder,  hvor betydningen af de forhold vedrørende gældsstiftelsen, der er nævnt i stk. 2, er aftaget i en sådan grad,  at  gældssanering  ikke  længere  er  udelukket.  Gældens  alder  må  som  hidtil  vurderes  i sammenhæng med omstændighederne ved gældens pådragelse, herunder grovheden af det forhold, der udelukker gældssanering. Der henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 3. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.1.2.3. Dansk Retspolitisk Forening finder  det  positivt,  at  der  nu  foreslås  ændringer  og  ensretning  af vilkårene for at opnå gældssanering. Foreningen finder det ligeledes positivt, at man nu foreslår at vende  bestemmelse  om,  således  at  en  ansøger  som  udgangspunkt  skal  have  gældssanering, medmindre der er noget, der taler imod. De forhold, der angives at tale imod, svarer til hidtidig praksis. Foreningen anfører endvidere, at betingelserne for at meddele gældssanering bør tage højde for, at udviklingen på arbejdsmarkedet, særlig for mange ledere, mellemledere og forskere, går i retning af åremålsansættelser. I den situation bør der således være mulighed for at meddele gældssanering, selv om skyldneren har uafklarede forhold. Det foreslås, at der eventuelt kan indføres de samme regler for åremålsansatte, som Konkursrådet foreslår skal gælde for iværksættere, nemlig en lempelse af kravet   om   afklarede   indtægtsforhold   samt   mulighed   for   skifteretten   til   at   genoptage gældssaneringssagen, hvis skyldnerens økonomiske forhold forbedres væsentlig i afdragsperioden. Dansk Retspolitisk Forening anfører endvidere, at det efter hidtidig praksis har været muligt at opnå gældssanering,  selv  om  gældsstiftelsen  er  sket  som  følge  af  de  forskellige  afskygninger  af økonomisk  uansvarlighed,  der  er  opregnet  i  forslaget  til  §  197,  stk.  2,  som  efter  forslaget  bør medføre, at skifteretten almindeligvis skal nægte at afsige kendelse om gældssanering. I de tilfælde, hvor gælden er opstået som følge af højt forrentede lån uden forudgående kreditgodkendelser og med henblik på at indfri ældre gæld, bør det efter foreningens opfattelse være muligt at meddele gældssanering. Udtrykket ”i almindelighed” i forslaget til konkurslovens § 197, stk. 2, bør endvidere uddybes. Dansk Retspolitisk Forening bemærker endvidere, at hensynet til forventet arv ikke bør indgå i de kommende  regler  om  den  økonomiske  vurdering  i  forbindelse  med  behandlingen  af  en gældssaneringssag.   Baggrunden   herfor   er   dels,   at   reglen   næppe   kan   have   et   reelt anvendelsesområde, dels at det virker stødende på de fleste skyldnere og deres slægtninge, at der eventuelt  skal  indhentes  oplysninger  om  testamentariske  bestemmelser,  formueforhold  og helbredstilstand. Som anført i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.1.2.3, kan Justitsministeriet tilslutte sig Konkursrådets  forslag  til  udformning  af  konkurslovens  §  197,  herunder  angivelsen  af,  hvilke omstændigheder  der  i  almindelighed  bør  udelukke  gældssanering,  jf.  forslaget  til  stk.  2 (lovforslagets § 1, nr. 3). De forhold, der nævnes i forslaget til stk. 2, svarer til, hvad der gælder i dag på gældssaneringsområdet, således som gældende ret er kommet til udtryk i de overordnede domstoles praksis. Det er således ikke hensigten, at den foreslåede ændring af konkurslovens § 197 - 6 -
generelt skal udvide eller indskrænke det område, hvor der efter gældende ret gives gældssanering. Justitsministeriet er således også enig med Konkursrådet i, at det ligesom i dag som udgangspunkt bør  være en  betingelse  for  gældssanering,  at  skyldneren har  afklarede  økonomiske  forhold.  En eventuel usikkerhed om skyldnerens økonomiske forhold har betydning for skifterettens vurdering af, om skyldneren kan godtgøre ikke at være i stand til og navnlig også i fremtiden ikke vil blive i stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, ligesom den har betydning for, om skifteretten har et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilrettelægge skyldnerens afdragsordning, dvs. størrelsen af det beløb, som skyldneren skal betale til sine kreditorer i en periode efter kendelsen om gældssanering. Efter  forslaget  til  konkurslovens  §  197,  stk.  2,  nr.  1  (lovforslagets  §  1,  nr.  3),  vil  det  i overensstemmelse hermed i almindelighed udelukke gældssanering, hvis skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede. Som anført i de specielle bemærkninger til bestemmelsen skal vurderingen af, om  skyldnerens  økonomiske  forhold  er  uafklarede,  foretages  i  overensstemmelse  med  den nugældende retspraksis på gældssaneringsområdet. Skyldnerens økonomiske forhold vil således f.eks. være uafklarede, hvis skyldneren er arbejdsløs eller  under  uddannelse.  Er  der  usikkerhed  om  skyldnerens  boligforhold,  vil  dette  typisk  også medføre, at skyldnerens økonomiske forhold må anses for uafklarede. Har skyldneren i en længere periode   f.eks.   været   arbejdsløs,   vil   den   pågældendes   økonomiske   forhold   dog   efter omstændighederne  kunne   anses   for  at   være  afklarede,   uanset  at   skyldneren  modtager arbejdsløshedsunderstøttelse  eller  kontanthjælp.  Har  en  skyldner  (eller  dennes  ægtefælle) eksempelvis gennem længere tid reelt ikke været tilknyttet arbejdsmarkedet, og er den pågældende uden nogen relevant uddannelse, er det i retspraksis antaget, at der vil kunne være tilstrækkelig klarhed  med  hensyn  til  skyldnerens  (eller  ægtefællens)  fremtidige  beskæftigelsessituation  og indtægtsforhold, så den pågældende kan få gældssanering. Hvis skyldneren er ansat på åremål eller lignende, må det ligeledes bero på en konkret vurdering af den pågældendes ansættelsesforhold, økonomiske forhold mv., om hans eller hendes økonomiske forhold må anses for afklarede i en sådan grad, at den pågældende kan få gældssanering. Som anført i de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 3 (forslag til konkurslovens § 197), må   skyldnerens   økonomiske   forhold   ligesom   efter   den   nuværende   retspraksis   efter omstændighederne  anses  for  uafklarede,  hvis  det  må  lægges  til  grund,  at  ansøgeren  er arveberettiget efter en person, hvis dødsfald er meget nært forestående Finansrådet  kan tilslutte sig forslaget til en ny § 197, som angiver praksis i dag og har til hensigt at skabe en ensartet behandling af gældssaneringssager i landets retskredse. Finansrådet er endvidere enig i, at forslaget til § 197 er i overensstemmelse med praksis. 3. Realisation af aktiver, herunder pensionsordninger Advokatrådet  tilslutter sig Konkursrådets forslag om behandling af skyldnerens pensionsordninger i en gældssanering, men bemærker, at det bør præciseres, at det alene er nettoværdien (dvs. efter - 7 -
fradrag af skat og afgifter) af de for meget indbetalte beløb, der skal komme kreditorerne til gode. Finansrådet  er enig i, at udbetalinger fra forskellige pensionsordninger i videst muligt omfang skal behandles ens. Dette er et emne, som har givet anledning til stor usikkerhed i praksis, og det findes derfor  hensigtsmæssigt  at  fastsætte  regler  for  håndteringen  af  pensionsordninger,  indbetaling  af uforholdsmæssigt store beløb mv. Indbetalinger  foretaget  på  en  privattegnet  ordning  efter  tidspunktet  for  skyldnerens  økonomiske sammenbrud  skal  efter  betænkningen  som  hovedregel  indgå  i  gældssaneringssagen.  Finansrådet opfordrer  til,  at  det  nærmere  beskrives,  hvordan  tidspunktet  for  det  økonomiske  sammenbrud fastsættes. I vurderingen af, hvor stor en del af skyldnerens pensionsopsparing, der skal betales til kreditorerne i  forbindelse  med  gældssaneringen,  indgår  en  række  kriterier,  herunder  den  forventede pensionsalder. Med det formål at stille alle gældssanerede personer lige og lette administrationen af reglerne foreslår Finansrådet, at der i beregningerne anvendes en fast pensionsalder på f.eks. 65 år. Herved  undgås  den  omgåelsesmulighed  skyldnerens  valg  af  en  tilfældig  pensionsalder  kan indebære. Lovforslaget indebærer i overensstemmelse med Konkursrådets forslag, at der med udgangspunkt i den seneste retspraksis på området udformes lovregler om behandlingen i gældssaneringssager af skyldnerens  pensionsordninger.  Det  foreslås,  at  hvis  skyldneren  har  indbetalt  et  efter  den pågældendes forhold på det tidspunkt, betalingen fandt sted, uforholdsmæssigt stort beløb på en pensionsordning,  skal  et  beløb  svarende  til  det  for  meget  indbetalte  i  almindelighed  indgå  i gældssaneringssagen, jf. forslaget til konkurslovens § 222 a (lovforslagets § 1, nr. 13). Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.2.2. Efter forslaget beror vurderingen af, om der er indbetalt et uforholdsmæssigt stort beløb, på en konkret vurdering af skyldnerens økonomiske forhold, ansættelsesforhold mv. på det tidspunkt, hvor indbetalingen  fandt  sted,  jf.  også  de  specielle  bemærkninger  til  lovforslagets  §  1,  nr.  13.  Der tilsigtes med forslaget ingen ændring af den vurdering, som i retspraksis i dag foretages af dette spørgsmål. Efter denne retspraksis lægges der bl.a. vægt på, om skyldneren efter, at den gæld, der søges  saneret,  er  opstået,  har  indbetalt  på  en  pensionsordning,  som  den  pågældende  selv  har oprettet. Er pensionsordningen oprettet som led i skyldnerens ansættelsesforhold, skal ordningen kun  inddrages  i  gældssaneringssagen,  hvis  indbetalingerne  er  unormalt  høje  efter  stillingens beskaffenhed. Der vil i givet fald alene skulle ske inddragelse i gældssaneringssagen, i det omfang der er indbetalt et uforholdsmæssigt stort beløb. Som anført i de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 13 (forslag til konkurslovens § 222 a), skal skyldneren dog i alle tilfælde kun tilbyde kreditorerne det beløb, der resterer efter fradrag af afgifter i henhold til pensionsbeskatningslovens regler. Dette gælder også i de tilfælde, hvor skyldneren  på  anden  måde  end  ved  ophævelse  af  pensionsordningen  fremskaffer  et  beløb  som kompensation for de uforholdsmæssige indbetalinger. - 8 -
Med hensyn til behandlingen af udbetalinger fra skyldnerens pensionsordninger i afdragsperioden (den periode, hvor skyldneren skal betale til sine kreditorer som led i gældssaneringen) lægges der med lovforslaget op til, at udbetalinger fra en ratepension (dvs. en pension, der udbetales f.eks. i månedlige rater over en vis årrække), der falder i afdragsperioden, skal inddrages i opgørelsen af det beløb, der skal betales til skyldnerens kreditorer, som en almindelig indtægt. En udbetaling fra f.eks.   en  kapitalpension   (der   udbetales  med   et   engangsbeløb)  skal   derimod   inddrages forholdsmæssigt, og det foreslås, at dette i almindelighed skal ske med 10 procent for hvert af de år, der er tilbage af afdragsperioden fra udbetalingstidspunktet. Hermed vil der blive overensstemmelse mellem behandlingen af udbetalinger fra forskellige pensionsordninger. For  at  hindre  den  åbenbare  misbrugsmulighed,  der  ligger  i,  at  en  skyldner  udskyder udbetalingstidspunktet   for   hele   beløbet   (kapitalpensioner)   eller   den   første   udbetaling (ratepensioner) til efter udløbet af gældssaneringsperioden, peger Konkursrådet i betænkningen på, at det må være en forudsætning for at få gældssanering, at den skyldner, der har passeret, eller i afdragsperioden vil passere den alder, hvor man kan få ordningen helt eller delvist udbetalt, rent faktisk lader udbetalingen ske. Ønsker  en  skyldner  ikke  at  ændre  det  tidspunkt,  hvor  f.eks.  første  rate  af  en  ratepension  skal udbetales, til det tidspunkt, der efter lovgivningen og pensionsvilkårene er det tidligst mulige, må gældssanering efter Konkursrådets opfattelse i almindelighed nægtes, hvis skyldneren har nået eller når denne alder i afdragsperioden. Dette gælder dog kun i de tilfælde, hvor skyldnerens alder er den eneste  betingelse  for  pensionsordningens  udbetaling,  og  det  kan  således  f.eks.  ikke  kræves,  at skyldneren  opsiger  sit  arbejde  for  at  få  udbetalt  pensionen.  På  samme  måde  bør  det  være  en forudsætning for at få gældssanering, at den skyldner, der kan afkorte den periode, i hvilken en ratepension skal komme til udbetaling, rent faktisk foretager en sådan ændring, så pensionen f.eks. udbetales over 10 år i stedet for over 15 år. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.2.2.7. Justitsministeriet kan tilslutte sig  Konkursrådets  synspunkter  vedrørende  behandlingen  af  udbetalinger  fra  skyldnerens pensionsordninger  i  afdragsperioden  og  agter  efter  en  vedtagelse  af  lovforslaget  at  udstede  en bekendtgørelse  om  gældssanering,  der  vil  tage  udgangspunkt  i  Konkursrådets  overvejelser  og forslag herom, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.2.2.10. Forsikring  &  Pension,  Dansk  Arbejdsgiverforening  og  Landsorganisationen  i  Danmark er enige  i, at  der  er behov  for  lovregler om  behandlingen  af pensionsordninger  i  forbindelse med gældssanering, herunder regler der sikrer, at pensionsordninger ikke kan anvendes som et kreditorly. Med hensyn til den foreslåede regel til konkurslovens § 222 a, stk. 1, 1. pkt., hvorefter et beløb svarende  til  det  for  meget  indbetalte  almindeligvis  skal  indgå  i  skyldneres  forslag  til  gældens sanering,  hvis  skyldneren  har  indbetalt  et  uforholdsmæssigt  stort  beløb  på  en  pensionsordning, anfører Forsikring & Pension, at det ikke i forslaget er beskrevet tilstrækkeligt præcist, hvornår en indbetaling  udgør  et  uforholdsmæssigt  stort  beløb.  Det  anføres,  at  ønsket  om  supplerende indbetalinger på en pensionsordning kan have helt legitime formål, herunder f.eks. for den person, der er kommet sent i gang med en pensionsopsparing, eller for en selvstændig erhvervsdrivende, der - 9 -
kan have meget uregelmæssige indbetalinger på en pensionsordning. Dette bør efter Forsikring & Pensions  opfattelse  ikke  give  anledning  til,  at  der  er  tale  om  uforholdsmæssigt  store  beløb  i konkurslovens forstand. Forsikring & Pension peger i den forbindelse på, at det i pensionsordninger tegnet som led i et ansættelsesforhold ofte vil være arbejdsgiveren, der foretager den faktiske indbetaling på ordningen, uanset  om  det  er  skyldneren  eller  arbejdsgiveren,  der  finansierer  indbetalingen.  Det  bør  derfor præciseres, hvad der menes med ”skyldneren” i den foreslåede bestemmelse. Forsikring  &  Pension,  Dansk  Arbejdsgiverforening  og  Landsorganisationen  i  Danmark  finder endvidere,  at  forslaget  til  konkurslovens  §  222  a,  stk.  1,  2.  pkt.,  hvorefter  skifteretten  på  en skyldners begæring kan bestemme, at en pensionsordning, der er etableret som led i skyldnerens ansættelsesforhold,  kan  ophæves,  ikke  er  i  overensstemmelse  med  de  aftalemæssige  forhold  på arbejdsmarkedet, og at reglen bør udgå af et kommende lovforslag. Det  anføres  i  den  forbindelse,  at  det  forhold,  at  forpligtelserne  er  etableret  ved  kollektiv overenskomst,  indebærer,  at  en  ophævelse  af  en  pensionsordning  i  forbindelse  med  en gældssanering  ikke  vil  frigøre  arbejdsgiveren  fra  at  indbetale  til  pensionsordningen  efter overenskomstens bestemmelser. Derfor bør en ophævelse af en pensionsordning etableret inden for rammerne af en kollektiv overenskomst ikke kunne foretages. Det er alene overenskomstparterne, som kan dispensere fra overenskomstens bestemmelser og dermed sikre den enkelte arbejdsgiver mod at begå overenskomstbrud. Forsikring  &  Pension,  Dansk  Arbejdsgiverforening  og  Landsorganisationen  i  Danmark  finder endvidere, at Konkursrådets forslag om, at der ligesom i dag skal gives skifteretten mulighed for at foretage en rimelighedsvurdering af de samlede udbetalinger, der må forventes ved skyldnerens pensionering, og i lyset heraf bestemme, at kreditorerne i særlige tilfælde skal kompenseres ved en delvis  inddragelse  af  ordningen  i  gældssaneringssagen,  ikke  er  rimelig.  Det  anføres  i  den forbindelse, at der bør formuleres nogle klarere kriterier for det skøn, som skifteretten skal udøve, og at det endvidere bør præciseres, at reglen alene kan anvendes i absolutte undtagelsestilfælde, således at alle sædvanlige ordninger – eksempelvis dem, der er aftalt af arbejdsmarkedets parter ved overenskomstforhandlingerne  –  ikke  vil  kunne  inddrages  i  en  gældssanering  efter  denne bestemmelse. Forsikring & Pension og Dansk Arbejdsgiverforening peger også på, at Konkursrådets forslag om, at det skal være en forudsætning for at få gældssanering, at den skyldner, der har passeret, eller i afdragsperioden  vil  passere  den  alder,  hvor  man  kan  få  en  pensionsordning  helt  eller  delvist udbetalt,  faktisk  får  udbetalt  ordningen,  kan  forstås  sådan,  at  det  i  visse  tilfælde  vil  være  en betingelse,  at  personen  træder  tilbage  fra arbejdsmarkedet,  hvis  dette  er  en  betingelse  for  at  få udbetalt pensionsordningen. Forsikring  &  Pension  anfører  endelig  en  række  supplerende  bemærkninger  til  betænkningens beskrivelse af de forskellige pensionsordninger. - 10 -
Konkursrådet foreslår, at skifteretten, i de tilfælde hvor en hel eller delvis ophævelse af en skyldners pensionsordning  kræver samtykke  fra  skyldnerens arbejdsgiver,  efter  skyldnerens begæring  skal kunne ophæve ordningen, selv om arbejdsgiveren ikke vil give samtykke hertil. Skifteretten skal efter forslaget  kun  kunne  ophæve  en  pensionsordning,  hvis  arbejdsgiverens  samtykke  er  den  eneste hindring for ophævelse af ordningen. I de ovennævnte høringssvar peges der på, at de ordninger, som en sådan regel vil vedrøre, er oprettet som led i kollektive overenskomster indgået mellem arbejdsmarkedets parter. Indførelsen af en sådan regel vil derfor rejse en række principielle spørgsmål med hensyn til indgreb i forhold, som er reguleret i aftaler indgået mellem arbejdsmarkedets parter. Det er overenskomstparterne, der fastlægger de overordnede rammer for arbejdsmarkeds-pensionsordningerne, som dermed er undergivet de særlige aftalemæssige vilkår på arbejdsmarkedet. Som  anført  i  lovforslagets  almindelige  bemærkninger  pkt.  4.2.2.10,  har  Forsikring  &  Pension oplyst,  at  den  regel,  der  foreslås  af  Konkursrådet,  i  praksis  kun  vil  omfatte  forholdsvis  få pensionsordninger,  idet  der  i  forhold  til  det  samlede  marked  for  overenskomst-  og  firmaaftalte arbejdsmarkedspensioner  vil  være  ganske  få  tilfælde,  hvor  den  eneste  betingelse  for  genkøb  er arbejdsgiverens samtykke. På  denne  baggrund er  der  efter  Justitsministeriets  opfattelse  ikke  tilstrækkeligt  grundlag for  at indføre  en  regel,  hvorefter  skifteretten  i  de  tilfælde,  hvor  en  ophævelse  af  en  skyldners pensionsordning  kræver  samtykke  fra  skyldnerens  arbejdsgiver,  får  mulighed  for  at  ophæve pensionsordningen, selv om arbejdsgiveren ikke vil give samtykke til ophævelsen, jf. lovforslagets almindelige  bemærkninger  pkt.  4.2.2.10.  I  de  sager,  hvor  en  arbejdsmarkedspension  helt  eller delvist vil skulle inddrages i gældssaneringssagen, må dette således ske på samme måde som for andre typer af pensionsordninger, der ikke kan genkøbes, dvs. ved en forlængelse af den periode, hvor  skyldneren  skal  afdrage  på  den  bestående  del  af  gælden  (afdragsperioden),  eller  ved,  at skyldneren på anden måde end ved genkøb af pensionsordningen tilvejebringer et (engangs)beløb til kreditorerne. I overensstemmelse med Konkursrådets forslag indebærer lovforslaget, at skifteretten ligesom i dag i særlige tilfælde efter en konkret vurdering af skyldnerens pensionsordning og den pågældendes forhold i øvrigt helt eller delvist kan inddrage pensionsordningen i gældssaneringssagen, selv om der for så vidt ikke har været tale om uforholdsmæssige eller urimelige indbetalinger på ordningen, jf. forslaget til konkurslovens § 222 a, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 13). Formålet med en sådan regel er at undgå de særlige situationer, hvor en skyldner, der har en betydelig pensionsopsparing og derfor  vil  få  usædvanligt  gode  økonomiske  forhold  efter  udbetaling  af  ordningen,  vil  kunne  få gældssanering,  uden  at  pensionsordningen  kan  inddrages  i  gældssaneringssagen  til  fordel  for kreditorerne. Det er hensigten, at reglen alene skal anvendes i særlige tilfælde med henblik på at undgå  konkret  stødende  gældssaneringer.  Der  vil  således  f.eks.  ikke  kunne  ske  inddragelse  af skyldnerens   pensionsordning,   hvis   der   alene   er   tale   om   en   sædvanlig   og   almindelig arbejdsmarkedspension. Med hensyn til udformningen af den foreslåede regel, hvorefter uforholdsmæssige indbetalinger på - 11 -
en  pensionsordning  kan  inddrages  i  gældssaneringen,  henvises  til  det,  der  er  anført  ovenfor  i forbindelse med høringssvaret fra Finansrådet. I lyset af høringssvaret fra Forsikring & Pension er det endelig i de specielle bemærkninger til forslaget til konkurslovens § 222 a, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 13), præciseret, at reglen finder anvendelse, uanset om den faktiske indbetaling er foretaget af skyldneren eller af skyldnerens arbejdsgiver. 4. Budgetforhold Dommerfuldmægtigforeningen og skifteretten i Odense   anfører, at skifteretterne i dag benytter meget forskellige rådighedsbeløb, navnlig vedrørende børn, og har vidt forskellig praksis for, hvilke udgifter der kan medtages særskilt i gældssaneringsbudgettet. På den baggrund tiltrædes det, at disse spørgsmål nu reguleres mere detaljeret, og at reglerne fastsættes af en politisk ansvarlig minister. Skifteretten  bemærker  dog,  at  de  satser  for  rådighedsbeløb,  som  Konkursrådet  foreslår,  i  visse retskredse, herunder eksempelvis Odense, vil levne et mindre beløb til skyldnerens fri disposition i afdragsperioden  efter  kendelsen  om  gældssanering.  Skifteretten  peger  herved  på,  at  alene budgetposterne ”efterlønsbidrag” og ”grundbeløb til transport”, som efter den nuværende retspraksis kan medtages særskilt  på budgettet og derfor  ikke skal afholdes af  rådighedsbeløbet, overstiger forhøjelsen af de foreslåede rådighedsbeløb. Skifteretten foreslår, at man i stedet for det foreslåede faste beløb til transport, der skal indgå som en del  af  rådighedsbeløbet,  i  stedet  kunne  medtage  en  transportudgift  i  henhold  til  statens kilometertakst,  hvilket  overlader  det  til  skyldnerens  afgørelse,  hvilket  transportmiddel  der  skal vælges. Skifteretten  peger  på,  at  udformningen  af  regler  om  fastlæggelsen  af  skyldnerens  budget  og størrelsen på rådighedsbeløbet, der ikke overlader et rimelighedsskøn til skifteretterne, udelukker, at skifteretten fremover kan ”præmiere” den skyldner, der har meget faste lave udgifter, ved at forhøje rådighedsbeløbet og ”kompensere” den skyldner, der har lidt for høje boligudgifter, ved at nedsætte rådighedsbeløbet. Skifteretten  anfører,  at  efterlønsbidrag  efter  betænkningen  ikke  skal  kunne  fratrækkes  som  en særskilt udgift. Skifteretten anfører hertil, at efterlønsbidraget er af beskeden størrelse, rummer et kollektiv element og er udbredt samt sædvanligt. Det kan efter skifterettens opfattelse derfor være vanskeligt   at   begrunde,   at   efterlønsbidraget   skal   behandles   anderledes   end   bidrag   til pensionsordninger,  der  er  oprettet  som  et  led  i  skyldnerens  ansættelsesforhold.  Desuden  kan skyldneren ikke vælge at holde en pause med efterlønstillægsbetalingen i afdragsperioden, idet dette kan udelukke skyldneren fra ordningen. Det anføres endvidere, at Konkursrådets forslag indebærer en ændring i forhold til retspraksis. Dommerfuldmægtigforeningen peger på, at der i betænkningen foreslås mulighed for, at ydelser på ægtefællens gæld kan fradrages i budgettet, hvis ægtefællen selv kan betale ydelserne og en rimelig andel af de fælles udgifter, uden at der ses at være sat grænser for gældens karakter. Det bemærkes endvidere, at (den lempelige) adgang til at fradrage ægtefællens gæld ikke omfatter gæld vedrørende - 12 -
bolig  og  transportmiddel,  eftersom  adgangen  til  at  fratrække  disse  gældsposter  er  underkastet rimelighedsbegrænsningen  i  bekendtgørelsesudkastets  §  4  og  §  3,  stk.  4,  nr.  3.  Eftersom  en ægtefælles udgift til prioritetsgæld og billån efter hidtidig praksis har kunnet fradrages, når de har kunnet afholdes af ægtefællens egen indtægt med fradrag af et rimeligt bidrag til familiens øvrige underhold, findes der at være tale om en væsentlig stramning, hvor husstandsprincippet tillægges nogle konsekvenser, som det ikke hidtil har haft. Dommerfuldmægtigforeningen  og  skifteretten  i  Odense  anfører  endelig,  at  det  generelt  bør overvejes nærmere, hvilke spørgsmål der skal reguleres i selve loven, og hvilke spørgsmål der skal reguleres i den forudsatte bekendtgørelse. Frederiksberg Kommune anfører, at rådighedsbeløbet ikke synes forhøjet i et omfang, der fuldt ud svarer til de poster, der ændres fra særskilte budgetposter til en del af rådighedsbeløbet. I overensstemmelse med Konkursrådets forslag indebærer lovforslaget, at der i en bekendtgørelse udstedt af justitsministeren fastsættes nærmere regler om udarbejdelsen af skyldnerens budget, dvs. opgørelsen  af  det  beløb,  som  skyldneren  typisk  vil  skulle  betale  til  sine  kreditorer  som  led  i gældssaneringen og  dermed af  det beløb,  som skyldneren  har at  leve for  i afdragsperioden,  jf. lovforslagets  almindelige  bemærkninger  pkt.  4.3.2  og  forslaget  til  konkurslovens  §  216,  stk.  6 (lovforslagets § 1, nr. 10), og bemærkningerne hertil. Justitsministeriet er i den forbindelse enig med Konkursrådet i, at størrelsen af rådighedsbeløbet (dvs. et uspecificeret beløb til dækning af husstandens nødvendige leveomkostninger som f.eks. mad, tøj og fritidsaktiviteter) bør fastsættes på grundlag af en opgørelse over de faktiske udgifter til de enkelte  poster,  som  skal  dækkes  af  rådighedsbeløbet,  og  at  dette  bør  ske  på  grundlag  af Forbrugerinformationens husholdningsbudgetter. De satser for rådighedsbeløbet, der lægges op til med lovforslaget, ses i øvrigt ikke at være lavere end de vejledende satser for rådighedsbeløb, der i dag anvendes i Sø- og Handelsretten, som er landets største skifteret. Som anført i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.3.2.5, finder Justitsministeriet ligesom Konkursrådet,  at  der  ikke  bør  være  adgang  til  at  foretage  en  generel  ”helhedsvurdering”  af skyldnerens  økonomiske  forhold  i  forbindelse  med  udarbejdelsen  af  skyldnerens  budget,  f.eks. således, at rådighedsbeløbet forhøjes for at ”belønne” den skyldner, der har lave faste udgifter. De foreslåede  regler  om  faste  budgetposter  og  rådighedsbeløb  vil  således  medvirke  til  at  udjævne regionale  forskelle  i  størrelsen  af  de  faste  poster  på  budgettet,  f.eks.  boligudgifter,  således  at skyldnere  som  udgangspunkt  vil  have  det samme  rådighedsbeløb,  uanset  størrelsen  på  de  faste udgifter, der kan medtages som en særskilt udgiftspost på budgettet. Har en skyldner lave faste omkostninger, bør det efter Justitsministeriets opfattelse komme kreditorerne til gode i form af en højere dividende. Hertil kommer, at skifteretten efter de foreslåede regler har mulighed for at tillade, at der helt undtagelsesvist  på  budgettet  kan  medtages  andre  faste  udgifter,  som  er  påkrævet  for  at  dække skyldnerens og dennes husstands helt særlige behov – og dermed tillade en forhøjelse af det beløb, som skyldneren skal kunne beholde af sin indtægt i afdragsperioden. - 13 -
Med hensyn til skyldnerens transportudgifter bemærkes, at der med lovforslaget lægges op til, at disse udgifter som udgangspunkt skal dækkes af rådighedsbeløbet, inden for hvilket der er afsat et beløb svarende til et normalt månedskort til offentlig transport. Yderligere udgifter til transport vil dog kunne medtages som en særskilt post i budgettet, hvis skyldneren kan dokumentere et konkret og særligt behov for at benytte motorkøretøj til erhvervelse af sin indkomst. Det er herved forudsat, at transporten ikke (uden meget væsentlig ulempe) kan foretages i offentlige transportmidler, hvilket er i  overensstemmelse  med  gældende  praksis.  Det  samme  må  gælde,  hvis  skyldnerens  udgifter  til offentlig transport i forbindelse med erhvervelse af indkomst overstiger prisen på et månedskort til den regionale offentlige transport. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.3.2.3. Efter Konkursrådets forslag kan skyldnerens indbetalinger til efterlønsordningen ikke medtages som en særskilt udgiftspost på skyldnerens budget, men må afholdes af rådighedsbeløbet, idet er reelt er tale om en opsparing til skyldnerens fordel. Justitsministeriet  er  enig,  at  indbetalinger  til  efterlønsordningen  for  så  vidt  må  anses  for  en opsparing for skyldneren, der – i det omfang efterlønsbidraget tillades medtaget som en særskilt udgiftspost  på  budgettet  –  i  realiteten  vil  blive  finansieret  af  skyldnerens  kreditorer,  idet indbetalingerne medfører, at der bliver et lavere beløb tilbage til kreditorerne ved opgørelsen af det samlede beløb, som skyldneren skal betale til kreditorerne. Efterlønsordningen  må  imidlertid  anses  for  at  være  almindeligt  udbredt  og  sædvanlig  på arbejdsmarkedet, ligesom der er en væsentlig offentlig finansiering af efterlønsordningen. Hertil kommer, at en skyldner, der stopper indbetalingerne til efterlønsordningen i afdragsperioden, i visse tilfælde  vil  kunne  miste  muligheden  for  senere  at  gå  på  efterløn.  På  denne  baggrund  finder Justitsministeriet det rigtigst, at skyldnerens bidrag til efterlønsordningen kan medtages som en særskilt udgiftspost på budgettet, således at bidraget ikke skal afholdes af rådighedsbeløbet. Det bemærkes, at der også i retspraksis er eksempler på, at efterlønsbidraget efter de gældende regler er medtaget som en udgiftspost på skyldnerens budget. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.3.2.5. Som anført i de almindelige bemærkninger pkt. 4.3.2, lægges der med lovforslaget op til, at der i forbindelse med opgørelsen af skyldnerens betalingsevne ligesom i dag kan medtages ydelser på ægtefællens eller samleverens gæld som en særskilt udgiftspost på budgettet. Dette gælder dog alene i de tilfælde, hvor skyldnerens ægtefælle eller samlever fortsat har frie midler af sin nettoindkomst efter betaling af halvdelen af husstandens udgifter, dvs. at afdragene på gælden ikke må overstige ægtefællens  eller  samleverens  nettoindkomst  med  fradrag  af  halvdelen  af  husstandens  udgifter. Gælden må endvidere ikke vedrøre husstandens bolig eller transportmiddel, da disse poster allerede er medtaget på budgettet. Advokatrådet   hilser  det  velkomment,  at  der  søges  skabt  klarhed  over  behandlingen  af  de forskellige forsikrings- og pensionsordninger. Advokatrådet  kan  tiltræde  intentionerne  bag  Konkursrådets  forslag  om  alene  at  operere  med  et - 14 -
begrænset antal faste udgiftsposter. Formålet med en fastlæggelse af udgiftsposterne og med en nærmere  fiksering  af  rådighedsbeløbet  er  at  skabe  større  forudsigelighed  og  gennemsigtighed  i budgettet. Advokatrådet advarer imidlertid mod i for høj grad at basere budgettet på faste poster, idet  der  bør  være  plads  til  et  individuelt  fornuftigt  skøn  i  gældssaneringssager,  hvor resocialiseringshensyn fortsat må tillægges betydelig vægt. Ved  fastsættelsen  af  rådighedsbeløbet  tiltræder  Advokatrådet,  at  der  tages  udgangspunkt  i  de husholdningsbudgetter, der er udarbejdet af Forbrugerinformationen. Advokatrådet kan principielt tiltræde, at der i bekendtgørelsesform sker en nærmere regulering af skyldnerens budgetforhold. Dette vil fremme ensartetheden og forudsigeligheden og vil givetvis medvirke til, at der hurtigere vil kunne ske ændringer og/eller tilpasninger af regelsættet, når dette findes hensigtsmæssigt og/eller påkrævet. Advokatrådet frygter imidlertid, at en bekendtgørelse som den, der forslås i betænkningen, ikke i tilstrækkeligt  omfang  vil  medvirke  til  en  egentlig  præcisering  af  de  nærmere  betingelser  for  at meddele gældssanering. Det peges i den forbindelse på, at det bl.a. ikke fremgår af Konkursrådets forslag, hvad der forstås ved ”normal prioritering” af skyldnerens beboelsesejendom. Fastlæggelse af  dette  begreb  kræver  efter  Advokatrådets  opfattelse  en  nærmere  vejledning  i  relation  til spørgsmålene  om  omprioritering,  omprioritering  med  ændret  (forlænget)  løbetid  og  pauselån, herunder eventuelt anvendelse af pauselån ud fra synspunkter om at kompensere kreditorerne for en eventuel ”opsparing” i skyldnerens faste ejendom. Det  bør  endvidere  beskrives  nærmere,  hvilke  udgifter  der  må  anses  at  vedrøre  ”ordinær børnepasning”, som vil kunne medtages som en særskilt udgiftspost på skyldnerens budget, ligesom der bør være mulighed for at medtage løbende vedligeholdelsesomkostninger til skyldnerens bil, hvis han eller hun får lov til at beholde den i forbindelse med gældssaneringen. Advokatrådet anfører endelig, at en bestemmelse om regulering af rådighedsbeløbet bør overvejes nærmere. Justitsministeriet kan indledningsvis henvise til det, der er anført ovenfor om de foreslåede regler om skyldnerens budgetforhold, og det bemærkes i den forbindelse, at forslaget til konkurslovens § 216,  stk.  7  (lovforslagets  §  1,  nr.  10),  indeholder  en  bestemmelse  om  regulering  af  bl.a.  det rådighedsbeløb,  der efter  en  vedtagelse  af  lovforslaget  vil blive  fastsat  i  en  bekendtgørelse om gældssanering. Med  hensyn  til  spørgsmålet  om  prioritering  af  skyldnerens  beboelsesejendom  henvises  til betænkningen side 222 f., hvor det bl.a. fremgår, at Konkursrådet har overvejet, om en skyldner skal ”kompensere[..]  sine  kreditorer  for  denne  opsparing  [i  skyldnerens  faste  ejendom  i afdragsperioden] ved, at den afdragsperiode, der skal fastsættes i kendelsen om gældssanering, forlænges, således at de usikrede kreditorer får en merdividende, der modsvarer den opsparing, der  er  opnået ved  afdragene  i boligen.  Rådet  finder dog  ikke,  at en  sådan  generel  regel er - 15 -
fornøden,  idet  der  i  almindelighed  alene  vil  ske  en  opsparing  af  marginal  betydning.  Er skyldnerens lån af en sådan karakter, at der sker en ikke uvæsentlig opsparing i afdragsperioden, bør skifteretten efter en konkret vurdering kunne forlænge afdragsperioden skønsmæssigt. Sker der en væsentlig opsparing i ejendommen i afdragsperioden, vil det i almindelighed indebære, at skyldneren (for tiden) ikke kan meddeles gældssanering. [note i betænkningen: Det må dog i almindelighed antages, at den skyldner, der søger om gældssanering, ikke har lån af en sådan karakter, at der foretages en væsentlig opsparing. I den situation, hvor skyldneren er kvalificeret insolvent, vil den pågældende formentlig have omlagt sine lån i ejendommen for at opnå en realisering af friværdien eller en lavere månedlig ydelse.]   De foreslåede regler hindrer ikke, at en skyldner, der måtte ønske dette, omlægger sine lån til afdragsfrie  lån  i  forbindelse  med  gældssaneringen.  Sker  omlægningen,  inden  kendelsen  om gældssanering afsiges, vil det medføre, at afdragsperioden under alle omstændigheder ikke skal forlænges, i og med der ikke afdrages på gælden. Dette modsvares af, at den lavere ydelse på lånet  vil   resultere  i  lavere  boligudgift  og   dermed  øget  betaling  til  kreditorerne  i afdragsperioden.” Justitsministeriet kan tilslutte sig Konkursrådets overvejelser herom. Med lovforslaget lægges der op til, at udgifter til børnepasning medtages på skyldnerens budget, da det er en udgiftspost, hvis størrelse afhænger af, i hvilken kommune skyldneren har bopæl. Der kan i budgettet alene medtages udgifter til ordinær børnepasning, således at f.eks. udgifter til en  privatantaget  børnepasser,  der  passer  skyldnerens  børn  i  få  timer  uden  for  skyldnerens arbejdstid,  ikke  kan  medtages.  Det  er  således  børnepasning,  der  sker  som  et  nødvendigt  led  i skyldnerens eller dennes ægtefælles varetagelse af lønarbejde, der kan medtages på budgettet, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.3.2.3. Med lovforslaget lægges der endvidere op til, at den skyldner, der med henblik på husstandens erhvervelse  af  indkomst  får  lov  til  at  beholde  et  motorkøretøj  under  gældssaneringssagen,  kan afsætte et beløb til bilens løbende vedligeholdelsesomkostninger som en særskilt post på budgettet. Dette  beløb  vil  alene  skulle  dække  de  forventede  og  forudsete  udgifter  til  bilens  løbende vedligeholdelse i afdragsperioden, hvorimod der ikke i budgettet skal tages højde for uforudsete reparationsomkostninger,  jf.  de  specielle  bemærkninger  til  lovforslagets  §  1,  nr.  10  (forslag  til konkurslovens § 216, stk. 6-7). Dansk Retspolitisk Forening anfører, at forslaget til i bekendtgørelsesform at fastsætte regler for, hvordan budgettet skal udfærdiges, har nogle klare fordele, herunder at der vil etableres en ensartet behandling. Foreningen  peger  dog  på,  at  det  bør  overvejes,  om  afdragsperiodens  længde  fortsat  som udgangspunkt skal være 5 år, idet skyldnerne typisk vil have været håbløst forgældet i 10-15 år, inden  de  får  taget  initiativ  til  at  søge  gælden  saneret.  Foreningen  foreslår  derfor,  at  der  som udgangspunkt  fastsættes  en  afdragsperiode  på  3  år,  som  det  kendes  fra  andre  retssystemer.  En afdragsperiode på 5 år bør alene kunne fastsættes i de tilfælde, hvor skifteretten finder det rimeligt. - 16 -
Om  sanering  af  studiegæld  bemærker  foreningen,  at  Økonomistyrelsen  i  praksis  ofte  kræver afdragsperioden forlænget til 10 år, idet studiegæld betragtes som en langsigtet investering. Det foreslås, at der i forbindelse med ensretningen af gældssaneringsreglerne sker en regulering af de enkelte  gældsforhold  indbyrdes,  således  at  skyldnere  med  studiegæld  ikke  belastes  hårdere  end andre skyldnere. Forslaget  til  fastsættelse  af  det  almindelige  husstandsbudget  forudsætter  som  noget  nyt,  at almindelige udgifter, der kan anses som sædvanlige udgifter, såsom licens, telefonabonnement og indboforsikring (for skyldnere der ikke er boligejere), skal udredes af rådighedsbeløbet. Samtidig er rådighedsbeløbet hævet i overensstemmelse med Forbrugerinformationens husholdningsbudget. Foreningen anfører, at en central fastsættelse af rådighedsbeløbet er et fremskridt, men såfremt visse udgifter,  herunder  f.eks.  licens,  telefonabonnement  og  indboforsikring,  der  tidligere  har  kunnet fradrages som en særskilt post i budgettet, skal udredes af rådighedsbeløbet, er dette beløb sat for lavt i Konkursrådets forslag. Fastsættelsen  af  rådighedsbeløbet  tager  udgangspunkt  i  Forbrugerinformations  discountbudget, hvilket  indikerer,  at  man  i  dagens  Danmark  vanskeligt  kan  leve  for  færre  midler.  Alligevel  er rådighedsbeløbet  i  forslaget  fastsat  som  et  gennemsnitsbeløb,  hvilket  indebærer,  at  der  afsættes 4.180  kr.  månedligt  (2002-tal)  til  alle  voksne  personer,  selv  om  Forbrugerinformations rådighedsbeløb f.eks. for en mand i alderen 30-49 er 4.282 kr. Foreningen anfører endvidere, at når Konkursrådet i forbindelse med overvejelserne om budgettet anfører, at der skal tages hensyn til rimelige boligudgifter, er det vigtigt, at denne vurdering følger den til tider meget stejlt stigende priskurve inden for boligmarkedet. Derfor bør det fremgå, at det kan  være  nødvendigt  også  at  acceptere  forholdsvis  høje  boligudgifter,  hvis  en  billigere erstatningsbolig ikke kan fremskaffes. Foreningen foreslår, at bidrag til efterlønsordningen skal kunne medtages som en særskilt post på gældssaneringsbudgettet. Foreningen  foreslår,  at  udgiften  til  en  almindelig  indboforsikring  skal  kunne  medtages  som  en særskilt post på gældsaneringsbudgettet. Konkursrådets forslag om, at dette beløb skal udredes af rådighedsbeløbet, stiller efter foreningens opfattelse lejere langt ringere en ejendomsindehavere, idet sidstnævnte gruppe har fået indregnet bygnings- og brandforsikring i fastsættelsen af den rimelige husleje, jf. Konkursrådets udkast til bekendtgørelse om gældssanering. En brand hos en lejer vil have  uoverskuelige  konsekvenser,  såfremt  denne  ikke  er  forsikret.  Det  samme  vil  gælde,  hvis skyldneren rammes af vandskade eller tyveri. Med  hensyn  til  fastsættelsen  af  størrelsen  af  rådighedsbeløbet  og  behandlingen  af  skyldnerens indbetalinger til efterlønsordningen henvises til det, der er anført ovenfor. Som anført i lovforslagets almindelige  bemærkninger  pkt.  4.3.2.5,  er  Justitsministeriet  enig  med  Konkursrådet  i,  at rådighedsbeløbet    bør    fastsættes    på    grundlag    af    en    gennemsnitsberegning    af Forbrugerinformationens husholdningsbudgetter, og at der som følge af de begrænsede forskelle i - 17 -
de forskellige persongruppers husholdningsbudgetter ikke er grundlag for at anvende forskellige satser   for   voksnes   rådighedsbeløb   afhængig   af   køn   og   alder.   Hertil   kommer,   at Forbrugerinformationens husholdningsbudget synes fastsat med en vis rummelighed, herunder f.eks. med 1.518 kr. (2005-tal) hver måned til en 30-årig mands udgifter til posterne ”leg og fritid” og ”faste fritidsaktiviteter”. Anvendelsen af faste satser for rådighedsbeløbet for voksne vil endvidere lette skifterettens og medhjælpers administration af reglerne om udarbejdelsen af budgettet. Konkursrådet har ikke fundet anledning til at anbefale en ændring af afdragsperioden, således at denne nedsættes fra de i dag sædvanlige 5 år til f.eks. 3 år. Justitsministeriet er enig i, at der med henblik  på  at  opretholde  en  rimelig  balance  mellem  hensynet  til  skyldneren  og  hensynet  til kreditorerne  ikke  er  grundlag  for  generelt  at  ændre  den  normale  afdragsperiode  på  5  år,  og Justitsministeriet  agter  efter  en  vedtagelse  af  lovforslaget  at  udstede  en  bekendtgørelse  om gældssanering i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.3.2.5. Med lovforslaget tilsigtes der heller ingen ændring med hensyn til de særlige tilfælde, hvor der efter retspraksis i dag efter omstændighederne fastsættes en længere afdragsperiode. Særligt med hensyn til eftergivelse af studiegæld bemærkes, at der ved siden af konkurslovens regler om gældssanering findes regler herom i lovbekendtgørelse nr. 952 af 16. december 1998 om tilskud til  afvikling  af  studiegæld  og  om  eftergivelse  af  studiegæld,  jf.  lovforslagets  almindelige bemærkninger pkt. 2. Med  hensyn  til  udgifter  til  præmie  til  en  almindelig  indboforsikring  bemærkes,  at  der  med lovforslaget lægges op til, at den særskilte post til boligudgifter på skyldnerens budget også kan omfatte en almindelig ejendomsforsikring (brandforsikring mv.). Ønsker skyldneren herudover at tegne en almindelig indboforsikring, må udgiften hertil afholdes af rådighedsbeløbet, hvilket gælder både  for  skyldnere,  der  bor  i  ejerbolig,  og  skyldnere,  der  bor  i  lejebolig.  Der  henvises  til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.3.2.3. Forbrugerrådet  finder, at det er vigtigt, at rådighedsbeløbet ved en gældssanering ikke forringes. Finansrådet  finder det meget positivt, at der gives justitsministeren hjemmel til at fastsætte klare regler for beregning af afdrag, opstilling af budgetter, fastsættelse af rådighedsbeløb mv., således at der  skabes  en  ens  praksis.  Finansrådet  har  dermed  ikke  taget  stilling  til  rimeligheden  af  de  i betænkningen angivne beløb for de forskellige budgetposter. Af udkastet til bekendtgørelse følger, at skyldneren skal betale månedlige afdrag. Finansrådet finder denne regel uhensigtsmæssig for både skyldner og kreditorer, da der for skyldneren kan være en del omkostninger  forbundet  med  månedlige  betalinger  til  et  større  antal  kreditorer,  og  det  for kreditorerne vil betyde ekstra administration. Finansrådet foreslår, at skyldneren i stedet  indbetaler de månedlige afdrag på en konto, og at der herfra sker udlodning til kreditorerne én gang årligt, således som det over for Finansrådet oplyste er sædvanlig praksis i dag. Som det fremgår af de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 7 (forslag til konkurslovens § 216, stk. 1), indebærer lovforslaget ingen ændring af den gældende praksis, hvorefter skyldneren - 18 -
normalt  bør  opspare  de  månedlige  rater  med  henblik  på  én  årlig  udbetaling  til  kreditorerne, medmindre der på grund af særlige omstændigheder konkret aftales en anden fremgangsmåde med kreditorerne. 5. Husstandsprincippet Skifteretten  i  Odense  finder,  at  Konkursrådets  forslag  har  karakter  af  en  mellemløsning,  idet skyldnerens ægtefælle fortsat  i visse situationer  indirekte skal medvirke  til dividendebetalingen, hvilket ikke er i overensstemmelse med retsvirkningslovens hæftelsesprincip. Dansk Retspolitisk Forening finder, at det er et stort fremskridt, som Konkursrådet har taget i spørgsmålet  om  ægtefællers  og  samlevendes  pligt  til  at  hæfte  for  den  andens  partners  gæld. Konkursrådet burde dog efter foreningens opfattelse ”være gået linen ud” og lagt op til, at hvert individ skal vurderes hver for sig. Når  skyldnerens  budget  skal  fastlægges,  tages  der  i  dag  udgangspunkt  i  husstandens  samlede økonomiske formåen. Det er således som udgangspunkt husstandens samlede indtægter og udgifter, der skal lægges til grund ved afgørelsen af, hvor stor en dividende der kan tilbydes kreditorerne i forbindelse med en gældssanering. Som det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.4.2, er Justitsministeriet enig med  Konkursrådet  i,  at  den  nuværende  retstilstand  som  udgangspunkt  bør  opretholdes  for ægtefæller og samlevere,  idet det må  antages, at skyldnerens  ægtefælle eller samlever  har haft mulighed for at forøge sin levestandard i kraft af den skete gældsætning. Lovforslaget indebærer samtidig,  at  skyldnerens  ægtefælle  eller  samlever  ikke  skal  bidrage  økonomisk  til  skyldnerens kreditorer i videre omfang end, hvad der følger af retspraksis i dag, dvs. at skyldnerens indkomst fortsat vil udgøre maksimum for, hvad der skal betales til dennes kreditorer. I  overensstemmelse  med  Konkursrådets  forslag  indebærer  lovforslaget  dog  samtidig,  at  en  ny ægtefælles eller samlevers indtægt ikke skal medtages i gældssaneringsbudgettet, hvis skyldnerens gæld i det væsentlige er opstået før samlivsforholdets etablering. Herved sikres, at en skyldners ægtefælle eller samlever alene skal bidrage til gældens afvikling, hvis den pågældende har kunnet deltage i den forøgede forbrugsmulighed, som gældssætningen har muliggjort eller tilsigtet. 6. Præklusivt proklama Dommerfuldmægtigforening  en peger på,  at det i betænkningen  er anført, at gældssanering  må nægtes, hvis en skyldner bevidst har undladt at oplyse skifteretten om enkelte fordringshavere, og at en kendelse om gældssanering må ophæves, hvis det først efter denne erfares, at skyldneren bevidst har undladt  at oplyse  skifteretten om  en fordringshaver.  Betænkningen omtaler  herved kun  den forsætlige udeladelse. Dommerfuldmægtigforeningen er imidlertid af den opfattelse, at også den groft    uagtsomme    undladelse    må    føre    til,    at    gældssanering    nægtes/ophæves. Dommerfuldmægtigforeningen finder, at en sådan retsstilling endvidere vil medføre en bevismæssig lettelse, der navnlig kan begrundes med kreditorernes og skifterettens begrænsede muligheder for at - 19 -
undersøge forholdet. Dommerfuldmægtigforeningen finder endvidere, at det i lovudkastets § 208, stk. 2, bør angives, at det er skifteretten, der skal indrykke proklamaet. Advokatrådet  ser med nogen betænkelighed på, at der søges indført en bestemmelse om præklusivt proklama  i  gældssaneringssager,  specielt  når  der  ikke  søges  indført  en  ordning,  hvorefter  der foretages en egentlig fordringsprøvelse. Dansk Retspolitisk Forening bifalder indførelse af præklusivt proklama. Finansrådet  anfører, at en meddelelse i Statstidende uden angivelse af skyldnerens CPR-nummer vil være uden værdi for alle større kreditorer. Skyldnerens navn, (senest kendte) adresse mv. er ikke tilstrækkelig  til  identifikation  hos  pengeinstitutterne,  og  en  del  af  Finansrådets  medlemmer abonnerer derfor heller ikke på Statstidende i dag. Finansrådet er af den opfattelse, at der ikke er behov for indførelse af et præklusivt proklama for kendte kreditorers fordringer. Hvis det alligevel indføres, foreslår Finansrådet, at skifteretten ved indledning  af  en  gældssaneringssag  skal  give  meddelelse  herom  til  CPR-registeret.  Herfra  kan pengeinstitutternes datacentraler trække oplysningerne, ligesom det i dag sker ved dødsfald. For at begrænse  eventuelle  misbrugsmuligheder  kunne  CPR-numrene  slettes  efter  anmeldelsesfristens udløb. Håndværksrådet finder, at en proklamafrist på 8 uger som i dødsboskifteloven er for kort og i hvert fald bør forlænges til 10 uger. Med  henblik  på  at  undgå  de  vanskeligheder,  der  i  dag  kan  opstå  som  følge  af  efteranmeldte fordringer,  dvs.  fordringer,  der  anmeldes  efter  gældssaneringssagen,  er  sluttet,  foreslås  det  i overensstemmelse  med  Konkursrådets  forslag,  at  der  indføres  regler  om  præklusivt  proklama  i gældssaneringssager, dvs. at kreditor mister retten til at få dividende af sin fordring, hvis kreditor anmelder sin fordring efter udløbet af en vis frist, eller hvis kreditor helt undlader at anmelde sin fordring. Denne frist foreslås fastsat til 8 uger, hvilket svarer til proklamafristen efter reglerne i dødsboskifteloven. Der henvises til forslaget til konkurslovens §§ 208-208 b (lovforslagets § 1, nr. 5), og bemærkningerne hertil. Konkursrådet  har  overvejet,  om  bekendtgørelsen  af  proklamaet  bør  indeholde  oplysninger  om skyldnerens  CPR-nummer,  men  finder  ikke,  at  denne  oplysning  bør  medtages  i  proklamaet,  jf. lovforslagets   almindelige   bemærkninger   pkt.   4.5.2.2.   Konkursrådet   henviser   til   de misbrugsmuligheder, som offentliggørelse af en skyldners CPR-nummer indebærer, samt de hensyn, der ligger bag persondataloven § 11, stk. 1, hvorefter offentlige myndigheder (alene) kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på en entydig identifikation eller som journalnummer. I stedet  bør  bekendtgørelsen  efter  Konkursrådets  opfattelse  indeholde  oplysning  om  skyldnerens fødselsdato, adresse og nuværende samt tidligere navne. Har skyldneren drevet en personligt ejet virksomhed, skal også dennes navn, adresse og CVR-nummer angives. - 20 -
Justitsministeriet  kan  tilslutte  sig  Konkursrådets  synspunkter,  og  lovforslaget  er  udformet  i overensstemmelse  hermed.  Det  bemærkes  endvidere,  at  skifteretten  som  anført  i  lovforslagets bemærkninger efter de  foreslåede regler ved  indledning af en  gældssaneringssag skal sende  en genpart af bekendtgørelsen om proklama til alle kendte fordringshavere, og at pengeinstitutterne i praksis må anses for at ville tilhøre kredsen af kendte fordringshavere. Hertil  kommer,  at  skyldnerens  undladelse  af  at  oplyse  skifteretten  om  en  kendt  kreditor  som udgangspunkt bør have som konsekvens, at skifteretten nægter gældssanering. Erfares det først efter en  kendelse  om  gældssanering,  at  skyldneren  bevidst  har  udeladt  at  oplyse  skifteretten  om  en fordringshaver,  bør  kendelsen  på  samme  måde  efter  omstændighederne  kunne  ophæves  af skifteretten, hvis dette begæres af fordringshaveren. Som anført i de specielle  bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 5 (forslag til konkurslovens § 208), vil også skyldnerens groft uagtsomme undladelse  af  at  oplyse  skifteretten  om enkelte  fordringshavere  kunne  føre  til  at  gældssanering nægtes, jf. konkurslovens § 212, stk. 1, nr. 2 (som ikke ændres), hvorefter gældsanering nægtes, hvis skyldneren ikke loyalt medvirker til sagens oplysning. I  lyset  af  høringssvarene  er  det  i  forslaget  til  konkurslovens  §  208  (lovforslagets  §  1,  nr.  5) præciseret, at det er skifteretten, der skal indrykke proklama i Statstidende. Skifteretten kan antage en medhjælper til under skifterettens tilsyn at udføre opgaven, jf. konkurslovens §219, stk. 1. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.5.2. 7. Fordringsprøvelse Dommerfuldmægtigforeningen   er enig i, at der ikke bør ske en egentlig prøvelse af fordringer under en gældssanering, men finder dog, at det bør fremgå af lovudkastets § 208 a, stk. 1, 1. pkt., at en  fordring  skal  være  dokumenteret  i  behørigt  omfang.  I  den  forbindelse  bør  det  sikres,  at medhjælper har  et vist  grundlag for at  bedømme fordringen,  og foreningen  finder derfor,  at en kreditors  anmeldelse  af  en  fordring  bør  angive  fordringens  stiftelsestidspunkt  og  de  faktiske omstændigheder, hvorpå kravet støttes. Dansk Retspolitisk Forening er enig i Konkursrådets forslag. Advokatrådet  finder,  at  der  ikke  bør  gælde  andre  regler  om  behandling  af  bestridte  krav  i gældssaneringssager  end  under  en  konkurs  og  foreslår,  at  der  indføres  en  mulighed  for,  at skifteretten  kan  prøve  omtvistede  fordringer.  Det  vil  i  relation  til  Konkursrådets  forslag  være vanskeligt at vurdere, om skyldnerens bestridelse af en fordring må anses for ”reel” eller udtryk for chikane eller lignende. Advokatrådet tilslutter sig forslaget om behandling af betingede fordringer. Finansrådet  anfører, at lovudkastets § 208 b, stk. 3, hvorefter retten til dækning af en anmeldt betinget  fordring  (f.eks.  et  kautionsløfte)  bortfalder,  når  sagen  er  sluttet  med  afgørelse  om gældssanering, vil kunne få den meget uheldige konsekvens, at et pengeinstitut, i de tilfælde hvor kautionisten indleder gældssanering, ser sig nødsaget til at opsige et ellers ikke misligholdt lån for at sikre sig en eventuel dividende i gældssaneringssagen. - 21 -
Finansrådet kan endvidere ikke støtte forslaget om, at en skyldner kan få saneret omkostningerne til en tabt retssag i de tilfælde, hvor skyldneren bestrider en fordring. Der savnes et incitament for skyldneren til kun at bestride en fordring i tilfælde, hvor indsigelsen har et reelt indhold, og der kan opstå risiko for, at nogle skyldnere vil bestride en fordring i en situation, hvor der mest er tale om chikane  over  for  enkelte  kreditorer.  Finansrådet  foreslår  i  stedet,  at  de  omkostninger,  som skyldneren  pålægges  at  betale  for  en  tabt  retssag,  holdes  uden  for  gældssaneringen,  da  disse omkostninger må anses for opstået efter skifterettens indledning af gældssaneringssagen. I  overensstemmelse  med  Konkursrådets  overvejelser  indeholder  lovforslaget  ikke  regler  om fordringsprøvelse i sager om gældssanering, da der ikke synes at være noget praktisk behov herfor. I lyset af de ovennævnte høringssvar er lovforslaget udformet sådan, at kreditorerne opfordres til at komme med oplysning om fordringens stiftelsestidspunkt i forbindelse med anmeldelsen af kravet. Oplysning  om  fordringens  stiftelsestidspunkt  vil  i  fleste  tilfælde  give  skifterettens  medhjælper mulighed  for  umiddelbart  at  vurdere,  om  fordringen  er  forældet,  hvilket  må  antages  at  lette medhjælperens  arbejde  med  sagen,  jf.  lovforslagets  almindelige  bemærkninger  pkt.  4.6.2.4,  og forslaget til konkurslovens § 208 a, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 5). Lovforslaget indebærer, at en betinget fordring, f.eks. en kautionsforpligtelse, prækluderes, hvis den ikke bliver aktualiseret inden et nærmere fastsat tidspunkt, jf. forslaget til konkurslovens § 208 b, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 5). Med hensyn til det ovenfor anførte om, at dette forslag vil kunne føre til, at et pengeinstitut i de tilfælde, hvor en kautionist får indledt en gældssaneringssag, vil opsige et ellers ikke misligholdt lån for  at  sikre  sig  en  eventuel  dividende  i  kautionistens  gældssaneringssag,  er  der  i  lovforslagets bemærkninger peget på, at en kautionsforpligtelse i dag alene vil blive dækket med den almindelige dividende i gældssaneringssagen. Denne dividende udgør almindeligvis under 10 procent, hvilket indebærer, at ”værdien” af en kautionsforpligtelse allerede efter den gældende retstilstand typisk bliver nedskrevet med mere end 90 procent i forbindelse med en kendelse om gældssanering for kautionisten. Den regel, der nu forslås, indebærer således alene, at de ”sidste” mindre end 10 procent af kautionsforpligtelsens pålydende værdi vil kunne bortfalde, og der er således i realiteten tale om en ændring af begrænset rækkevidde for kautionsforpligtelsen, men af væsentlig betydning for  skyldneren  (kautionisten)  med  det  formål  at  opnå  en  endelig  afklaring  af  den  pågældendes økonomiske forhold som led i gældssaneringen. I  overensstemmelse  med  Konkursrådets  forslag  er  lovforslaget  endvidere  udformet  sådan,  at sagsomkostninger, som pålægges skyldneren i anledning af sager om bestridte fordringer, anses for stiftet samtidig med fordringen, således at fordringshaveren i givet fald alene modtager dividende af sagsomkostningsbeløbet,  jf.  forslaget  til  konkurslovens  §  209,  stk.  4  (lovforslagets  §  1,  nr.  6). Formålet hermed er at sikre, at skyldneren opnår en endelig afklaring af sine økonomiske forhold. Det bemærkes i den forbindelse, at en skyldner normalt ikke vil have nogen økonomisk interesse i uden grund at bestride en fordring, da dette ikke vil have betydning for det samlede beløb, som skyldneren skal betale til kreditorerne, men alene vil indebære en ændret fordeling af dividenden mellem fordringshaverne. Den skyldner, der ubegrundet måtte bestride en fordring, f.eks. alene for - 22 -
at  chikanere  en  fordringshaver,  risikerer  endvidere,  at  skifteretten  nægter  gældssanering  efter konkurslovens § 212, stk. 1, nr. 2 (som ikke ændres), hvorefter skifteretten kan nægte gældssanering, hvis  skyldneren  ikke  loyalt  medvirker  ved  sagens  oplysning,  eller  eventuelt  at  skifteretten efterfølgende på begæring af fordringshaveren ophæver kendelsen om gældssanering i medfør af konkurslovens § 229, stk. 1, nr. 1. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.6.2. 8. Sagsomkostninger og retsafgift Dommerfuldmægtigforeningen   foreslår, at behandling af en kreditors begæring om ophævelse af en kendelse om gældssanering pålægges retsafgift, eventuelt således at afgiften tilbagebetales, hvis begæringen  tages  til  følge.  Baggrunden  herfor  er,  at  ophævelsesbegæringer  i  anledning  af  en skyldners misligholdelse ofte indgives, fordi der skal betales retsafgift, hvis sagen alternativt skulle indgives til fogedretten. Det bemærkes, at ophævelsesbegæringer i dag medfører et stort arbejde for skifteretten. Advokatrådet  foreslår bl.a., at der skal kunne ydes retshjælp efter retshjælpsbekendtgørelsen også i gældssaneringssager. Som anført i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.7.2.3, har Konkursrådet overvejet om reglerne om betaling af retsafgift for behandling af gældssaneringssager bør ændres, men har ikke fundet  grundlag  herfor.  Justitsministeriet  er  enig  heri,  og  lovforslaget  indeholder  på  denne baggrund ikke regler herom. Med hensyn til spørgsmålet om vejledning mv. i gældssaneringssager henvises til det, der er anført i pkt. 1 ovenfor. 9. Småfordringer og administration af udbetalinger For så vidt angår   Dommerfuldmægtigforeningens   bemærkninger   henvises til det under punkt 14.2. anførte. Finansrådet og Advokatrådet   er  enig i,  at der  bør bortses  fra mindre  beløb ved  udlodning af gældssaneringsdividender. Advokatrådet anfører, at mindstedividenden pr. udlodning bør fastsættes i en bekendtgørelse og foreslår samtidig, at den fastsættes til et større beløb end 500 kr. som foreslås af Konkursrådet. Advokatrådet bemærker endvidere, at enkelte pengeinstitutter ikke synes at ville medvirke  ved  oprettelse  af  en  opsparingskonto/udlodningskonto  for  skyldneren  til  brug  for  den praktiske administration af skyldnerens betaling til kreditorerne. Med henblik på at begrænse udgifterne og de praktiske problemer ved håndteringen af en skyldners afdragsordning   foreslås   der   indført   en   regel   om   behandling   af   småfordringer   i gældssaneringssager,  hvorefter  skifteretten  ved  fastsættelse  af  den  procent,  hvortil  fordringen nedsættes, kan bestemme, at der skal bortses fra fordringer, som kun vil afkaste et ubetydeligt beløb, - 23 -
jf. forslaget til konkurslovens § 216, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 7). Med lovforslaget lægges der op til, at der skal gælde en ”bagatelgrænse” for den samlede dividende i afdragsperioden, som vil blive fastsat i en bekendtgørelse udstedt af justitsministeren, jf. forslaget til  konkurslovens  §  216,  stk.  1,  og  bemærkningerne  hertil.  Justitsministeriet  er  enig  med Konkursrådet i, at denne bagatelgrænse indtil videre bør fastsættes til 500 kr. Dette beløb afspejler, uanset at det opdeles i flere rater, efter Justitsministeriets opfattelse en passende balance mellem hensynet  til  mindre  kreditorer,  for  hvem  dette  beløb  fortsat  vil  kunne  have  en  reel  værdi,  og hensynet til større kreditorer, for hvem små beløb kan være af mindre interesse. Med hensyn til spørgsmålet om oprettelse af en opsparingskonto/udlodningskonto for skyldneren i forbindelse   med   en   gældssanering   har   Finansrådet   oplyst,   at   en   overvejende   del   af pengeinstitutterne som hovedregel opretter udlodningskonti for egne kunder, mens andre opretter udlodningskonti, hvis den advokat, som administrerer gældssaneringen, er kunde i pengeinstituttet. Det bemærkes i øvrigt, at efter § 12 i bekendtgørelse nr. 1046 af 27. oktober 2004 om god skik for finansielle virksomheder kan et pengeinstitut ikke uden en individuel og saglig begrundelse nægte at oprette en almindelig indlånskonto. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.8.2. 10. Misligholdelse i gældssanering Advokatrådet og Dommerfuldmægtigforeningen     er enig i lovudkastets § 228, stk. 1, hvorefter skifteretten efter begæring også kan genoptage en sag om gældssanering med henblik på at ændre den procent, hvortil fordringerne nedsættes. Dommerfuldmægtigforeningen  bemærker,  at  skyldnerens  økonomiske  forhold  også  på  dette tidspunkt i almindelighed skal være afklarede, hvorfor arbejdsløshed således i almindelighed vil være til hinder for, at procenten nedsættes. Endvidere bemærker Dommerfuldmægtigforeningen, at det af lovteksten udtrykkelig bør fremgå, at gældssaneringskendelsen ikke kan ændres således, at skyldneren skal betale en større procentdel af fordringerne. Advokatrådet anfører endvidere, at det bør overvejes i en bekendtgørelse at fastsætte nærmere regler om, i hvilket omfang der kan blive tale om en forlængelse af skyldnerens afdragsperiode som følge af  en  forværring  af  den  pågældendes  økonomiske  forhold,  eller  om  der  i  stedet  skal  ske  en nedsættelse af det samlede beløb, der skal betales til kreditorerne. I lyset af høringssvarene er det i forslaget til ændring af konkurslovens § 228 om genoptagelse af gældssaneringssager præciseret, at skifteretten ikke kan bestemme, at skyldneren samlet skal betale et større beløb til kreditorerne, jf. lovforslagets § 1, nr. 16. Som anført i lovforslagets almindelige bemærkninger  pkt.  4.9.2,  må  vurderingen  af,  hvornår  det  i  praksis  bør  overvejes  at  nedsætte gældssaneringsdividenden i forbindelse med en genoptagelse af gældssaneringssagen i stedet for at forlænge  skyldnerens  afdragsperiode,  bero  på  en  konkret  vurdering  af  husstandens  samlede situation  og  den  enkelte  sags  omstændigheder  i  øvrigt,  og  Justitsministeriet  finder  ligesom - 24 -