Folketingets Uddannelsesudvalg Christiansborg 17. november 2004 I forbindelse med behandlingen af (L 3) Forslag til Lov om ændring af lov om produktionsskoler (Vejledning via Ungdommens Uddannelsesvejledning, skolernes information og annoncering og elektronisk indberetning af oplysninger til beregning af kommunalt bidrag) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 3. november 2004 (L 3) stillet mig følgende spørgsmål: Spørgsmål 10: ”Vil visitationen gennem Ungdommens Uddannelsesvejledning forhindre, at et ungt menneske, der henvender sig direkte på en produktionsskole, kan starte på produktionsskolen samme dag ?” Svar: Regeringen ønsker - i overensstemmelse med vejledningsreformen - at sikre, at især de unge, som har et særligt behov for vejledning om valg af uddannelse og erhverv, faktisk får en sådan sektoruafhængig, bred vejledning om uddannelse og erhverv. Det er derfor særlig vigtigt at sikre, at unge, der søger mod produktionsskolerne, får en sådan vejledning, inden de tager endeligt stilling til, om de - hvis de er omfattet af produktionsskolernes målgruppe - ønsker at blive optaget på en produktionsskole, jf. også svaret på spørgsmål 1. Ifølge lovforslaget kan en produktionsskole først optage deltagere med statstilskud, når Ungdommens Uddannelsesvejledning har vurderet, at den unge er omfattet af produktionsskolernes målgruppe. Hvis Ungdommens Uddannelsesvejledning vurderer, at den unge er omfattet af målgruppen, kan den unge umiddelbart og i op til seks måneder herefter optages og begynde på en produktionsskole med statstilskud. Det vil sige, at en ung vil kunne optages af en produktionsskole den dag, hvor den unge henvender sig på skolen, hvis den unge har en vurdering fra
1 Ungdommens Uddannelsesvejledning om, at den unge er omfattet af produktionsskolernes målgruppe. Hvis den unge ikke allerede har en vurdering fra Ungdommens Uddannelsesvejledning, vil den foreslåede lovændring betyde, at den unge ikke kan starte på produktionsskolen med statstilskud den samme dag, som den unge henvender sig på skolen. Men det er efter min opfattelse vigtigere at sikre, at den foreslåede målgruppevurdering og vejledning hos Ungdommens Uddannelsesvejledning finder sted, inden den unge i givet fald starter på en produktionsskole, end at sikre, at en ung umiddelbart kan starte på en produktionsskole samme dag, som den unge kontakter skolen. Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer. Med venlig hilsen Ulla Tørnæs