Folketingets Uddannelsesudvalg Christiansborg 17. november 2004 I forbindelse med behandlingen af (L 3) Forslag til Lov om ændring af lov om produktionsskoler (Vejledning via Ungdommens Uddannelsesvejledning, skolernes information og annoncering og elektronisk indberetning af oplysninger til beregning af kommunalt bidrag) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 4. november 2004 (L 3) stillet mig følgende spørgsmål: Spørgsmål 14: ”Ministeren skriver i svaret på spørgsmål 1, at ”det ikke er regeringens politik, at de statslige tilskud på uddannelsesområdet skal anvendes til at fremme optaget på f.eks. en produktionsskole mest muligt – heller ikke blandt de unge, som er omfattet af disse skolers målgruppe”. Hvem er det, der fremmer optaget, og hvilke alternativer finder ministeren, at der er for unge, som er omfattet af produktionsskolernes målgruppe?” Svar: Det er, jf. mit svar på spørgsmål 1, regeringens politik, at flest muligt unge skal gennemføre en kompetencegivende ungdomsuddannelse, og det er i den forbindelse regeringens ønske at sikre, at især de unge, som har et særligt behov for vejledning om valg af uddannelse og erhverv, faktisk får en sådan sektoruafhængig, bred vejledning om uddannelse og erhverv. Formuleringen i mit svar på spørgsmål 1 er en kommentar til en henvendelse fra Greve Produktionsskole, hvori det anføres, at lovforslaget ”alene har til formål at begrænse produktionsskolernes aktiviteter.” Dette er, jf. mit svar på spørgsmål 1, efter min opfattelse ikke en korrekt beskrivelse af lovforslaget og regeringens intentioner med forslaget. Alternativer for unge, der tilhører produktionsskolernes målgruppe, omfatter efter min opfattelse hele rækken af de ordinære erhvervsrettede ungdomsuddannelser.
1 Jeg kan særligt pege på, at der fra 1. januar næste år vil være 25 nye, korte erhvervsuddannelser, som vil være et realistisk alternativ for de unge, som før stoppede deres uddannelser. Jeg kan desuden nævne, at det fra 2003 er blevet muligt for produktionsskolerne at igangsætte erhvervsgrunduddannelse (EGU) for de unge, for hvem der kræves et særligt tilbud. Endnu er skolerne ikke kommet rigtigt  i gang, men jeg har store forventninger til disse forløb. Derudover støtter Undervisningsministeriet et projekt, hvor 5 produktionsskoler gennemfører forsøg med erhvervsuddannelser, der tilrettelægges på produktionsskolerne for en målgruppe, som alternativt ikke ville gennemføre en kompetencegivende ungdomsuddannelse Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer. Med venlig hilsen Ulla Tørnæs