Folketingets Uddannelsesudvalg Christiansborg 17. november 2004 I forbindelse med behandlingen af (L 3) Forslag til Lov om ændring af lov om produktionsskoler (Vejledning via Ungdommens Uddannelsesvejledning, skolernes information og annoncering og elektronisk indberetning af oplysninger til beregning af kommunalt bidrag) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 4. november 2004 (L 3) stillet mig følgende spørgsmål: Spørgsmål 17: ”Hvorfor kan en vurdering fra Ungdommens Uddannelsesvejledning ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. lovforslagets specielle bemærkninger til § 1, nr. 1?” Svar: Ungdommens Uddannelsesvejledning er blandt andet etableret for at kvalitetsudvikle vejledningstilbudet til de unge og for at målrette og effektivisere vejledningsindsatsen. Ungdommens Uddannelsesvejledning har ansvar for, at vejledningsindsatsen lever op til de nationale mål og hviler på et tværgående og bredt kendskab til uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, f.eks. ved at ansætte personer, der hidtil har været beskæftiget uden for uddannelsessektoren. Jeg finder derfor, at Ungdommens Uddannelsesvejledning er yderst kvalificeret til at foretage den vurdering af de unges tilhørsforhold til produktionsskolernes målgruppe, der ifølge lovforslaget skal foretages, før de unge kan optages på en produktionsskole med statstilskud. Det er i øvrigt i overensstemmelse med princippet om kommunalt selvstyre, at en kommunal afgørelse som udgangspunkt ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Det gælder også andre afgørelser, som træffes af Ungdommens Uddannelsesvejledning.
1 Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer. Med venlig hilsen Ulla Tørnæs