Folketingets Uddannelsesudvalg Christiansborg 25. november 2004 I forbindelse med behandlingen af (L 3) Forslag til Lov om ændring af lov om produktionsskoler (Vejledning via Ungdommens Uddannelsesvejledning, skolernes information og annoncering og elektroniske indberetning af oplysninger til beregning af kommunalt bidrag) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 23. november 2004 (L 3) stillet mig følgende spørgsmål: Spørgsmål 40: ”Vil ministeren give en status over Ungdommens Uddannelsesvejledning fra den 1. august 2004 til dags dato?” Svar: Ministeriet har haft en løbende og tæt kontakt til de enkelte enheder af Ungdommens Uddannelsesvejledning både før og efter ikrafttrædelsen af lov om vejledning om valg af ungdomsuddannelse og erhverv. De fleste kommuner har længe før 1. august 2004 arbejdet med etableringen af Ungdommens Uddannelsesvejledning, og der er mange gode og interessante løsninger på vejledningsopgaven. Nogle kommuner har haft behov for ekstra hjælp i forbindelse med etableringen af Ungdommens Uddannelsesvejledning, og ministeriet har derfor i et tæt samarbejde med KL været i dialog med disse kommuner. Ministeriet er ikke bekendt med særlige problemer i forbindelse med den konkrete vejledning, som udøves i de enkelte enheder af Ungdommens Uddannelsesvejledning. De problemer, der har været i forbindelse med etableringen, har været spørgsmålet om i den enkelte enhed at få skabt en entydig ledelsesforankring. Vejledningsloven forpligter kommunerne til at oprette et kvalitetssikringssystem, og i denne forbindelse udsendte ministeriet i juli måned en håndbog om kvalitetssikring, -udvikling og -måling af
1 vejledningsindsatsen, som kan give inspiration til kommunernes arbejde med kvalitetssikring. Manualen er, så vidt jeg ved, blevet rigtig godt modtaget i de enkelte enheder af Ungdommens Uddannelsesvejledning. Herudover skal jeg nævne, at jeg har iværksat en undersøgelse om etableringen af Ungdommens Uddannelsesvejledning. Undersøgelsens formål er at beskrive resultatet af etableringen af de 46 enheder, og der tages udgangspunkt i at give et billede af, hvordan selve organisationen Ungdommens Uddannelsesvejledning fremtræder. Undersøgelsen skal give et overblik over, hvordan etableringen af Ungdommens Uddannelsesvejledning har fundet sted, og undersøgelsen vil samtidig kunne bidrage til gensidig inspiration kommunerne imellem. Undersøgelsen forventes afsluttet og offentliggjort i januar 2005. Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer. Med venlig hilsen Ulla Tørnæs