DEPARTEMENTET J.nr. SN   Den  7. december 2004 Miljøministerens besvarelse af spørgsmål 5 (L59    - Bilag 5) stillet af Folketingets Miljø - og Planlægningsu  dvalg . Spørgsmål 5 Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 30. november 2004 fra professor, dr. jur. Peter Pagh, Københavns Universitet, jf. L59  - Bilag 5 Svar Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov  - og Naturstyrelsen, som har oplyst følgende, hvortil jeg vil henholde mig: ”Professor, dr. jur. Peter Pagh henviser i sin henvendelse til  udvalget og i den vedlagte artikel fra tidsskriftet miljø, november 2004 med titlen: ”VVM  -direktivets direkte effekt og Naturklagenæ  v- nets fremtid” til Europa -parlamentets og Rådets direktiv 2003/35  af 26. maj 2003 om mulighed for offentlig deltagelse i forbindelse med udarbejdelse af visse planer og programmer på miljøområdet og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF og 96/61/EF for så vidt angår offentlig deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse. I artiklen giver professor, dr. jur. Peter Pagh udtryk for, at VVM-reglernes implementering i dansk lovgivning efter hans opfattelse er behæftet med alvorlige grundlæggende fejl. Peter Pagh peger for det første  på, at det efter hans opfattelse er et basalt problem, at VVM -reglerne er gennemført i pl anloven. Planloven er valgt til implementering af VVM-direktivet for så vidt angår anlæg på land, idet pla n- loven allerede rummer bestemmelser om offentlighedens inddragelse samt håndterer et meget bredt miljøbegreb i omfang svare nde til VVM-direktivets krav. Hertil kommer, at planlovgivningen, for så vidt angår region  - og kommuneplaner, sætter rammer om den nærmere udformning af anlæg og indgreb i det naturlige miljø og netop ikke kun regulerer den meget snævre arealanvendelse, som Peter Pagh beskriver i   artiklen.
2 Også i andre EU -medlemslande er VVM-reglerne en integreret del af planlovgivningen. Peter Pagh peger endvidere på,  at der mangler regler om anmeldelse af alle projekter, at myndighe- derne har svært ved at håndtere reglerne om screening,    at det i Danmark er myndigheden og ikke ansøger der skal foretage miljøvurderingen,   at det i Danmark ikke er ansøgerens men myndighedens miljøvurdering der sendes i høring,   at amternes geografiske afgrænsning skaber problemer for vu  r- dering af alternativer og at et regionplantillæg ikke opfylder kravet om, at en VVM  -tilladelse giver ansøger et retskrav på at gennemføre projektet. For så vidt angår reglerne om  anmeldelse af projekter og screening er det Skov  - og Naturstyrelsens opfattelse at såvel kommuner som amte r gennem administrationen af plan - , miljø - og byggelovgiv- ningen opnår det nødvendige kendskab til projekter, der er omfattet af VVM  -reglerne til at kunne efterleve screeningsbestemmelserne. (Screening er en vurdering af om et projekt, der ikke er omfat- tet af obligatorisk VVM-pligt, vil kunne påvirke miljøet væsentligt og dermed være VVM -pligtigt). At VVM-redegørelserne i Danmark udarbejdes af myndighederne understreger myndighedens a n- svar for, at indholdet i vurderingerne  er fyldestgørende. Uanset om VVM -vurderingen ville blive udarbejdet af bygherren ville det fortsat være myndigheden der forestod den offentlige høring og dermed indirekte sagde god for vurderingens indhold, idet der i Danmark –  og i øvrigt det meste af Europa - ikke er tradition for at bygherrer indkalder til offentlige høringer med myndighederne som høringspart.  Dette forhold betyder, at der overalt, hvor myndigheden forestår høringen, vil være en geografisk begrænsning i hvilke alternativer, der kan behandles ligeværdigt i forbindelse m ed selve Planlovens regler om VVM sikrer, at der skal gives en særlig tilladelse til et VVM  -pligtigt projekt inden dette må påbegyndes. Denne tilladelse er ikke identisk med vedtagelsen af regionplantillæ g- get, men er en egentlig tilladelse til bygherren. VVM-tilladelsen erstattes af miljøgodkendelsen, hvis projektet skal miljøgodkendes, indvindingstilladelsen efter råstofloven, hvis der er tale om r  å- stofindvinding samt en række andre miljøtilladelser og godkendelser for projekter, der omfattes af disse. Endelig kan det oplyses, at de danske VVM-regler siden den supplerende implementering i 1994 ikke har givet anledning til kritik fra EU-kommissionen, hvilket bl.a. skal ses i lyset af, at VVM- direktivet ifølge EU -kommissionens ”Fifth Annual Survey  on the implementation and enforcement of EU environmental law” har givet anledning til 7% af samtlige overtrædelsessager på miljøomr å- det.
3 Peter Pagh peger for det andet på håndhævelsen af VVM -reglerne og spørgsmålet om opsættende virkning i forbindelse med klager. En VVM-tilladelse og de tilladelser og godkendelser, der træder i stedet for denne, kan påklages til fuld prøvelse og af klagemyndigheden tillægges opsættende virkning, hvis klagemyndigheden fi n- der at dette vil være nødvendigt for at undgå e n foregribelse af klagesagens udfald. VVM- tilladelsen og de tilladelser og godkendelser der kan erstatte denne, er for bygherren en begunsti- gende forvaltningsakt. For det tredje rejser Peter Pagh spørgsmålet om Naturklagenævnets uvildighed. Det er styrelsens vurdering, at Naturklagenævnet uanset sammensætningen kan leve op til både Å r- huskonventiones og direktiv 2003/35’s krav om prøvelse ved et uvildigt organ,  idet nævnets me    d- lemmer er uafhængige af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgøre   lse. Medlemmerne tegner således alene egne synspunkter.