Departementet
Holmens Kanal 22
1060 København K
Tlf. 3392 9300
Fax. 3393 2518
E-mail sm@sm.dk
NEH/ J.nr. 217-512
Folketingets Socialudvalg
Dato: 18. november 2004
Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af den 11. november 2004 følger
hermed - i 5 eksemplarer - socialministerens svar på spørgsmål nr. 1 ad L 8.
Spørgsmål nr. 1 ad L 8:
”Ministeren bedes yde teknisk bistand til udarbejdelsen af et ændringsforslag, der sikrer, at der
også gives vederlag ved netværksanbringelser.”
Svar:
I spørgsmålet anmodes der om teknisk bistand til udformning af et ændringsforslag, der sikrer, at
der også gives vederlag ved netværksanbringelser. Jeg har forstået spørgsmålet således, at der
ønskes et ændringsforslag som sidestiller netværksplejefamilier med andre plejefamilier i forhold
til muligheden for at få vederlagsbetaling. Et ændringsforslag, der sidestiller
netværksplejefamilierne med de øvrige plejefamilier i forhold til muligheden for at få vederlag,
kan formuleres således:
” Ændringsforslag til Forslag til Lov om ændring af lov om social service og lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område, L 8. (Anbringelsesreform)
Til § 1
1)
Nr. 16 udgår.
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringen sidestiller netværksplejefamilier med andre plejefamilier i forhold til betalingen, ved at
forslaget til ny affattelse af § 50 udgår. Dermed får netværksplejefamilierne mulighed for at få
vederlag i stedet for at få dækning af udgifter og mulighed for tabt arbejdsfortjeneste som
beskrevet i forslaget til § 50, stk. 2 og stk. 3.
Økonomiske konsekvenser
Hvis den affattelse af § 50 udgår, vil det indebære en merudgift for det offentlige på 35,8 mio. kr. i
2006, 107,3 mio. kr. i 2007, 178,8 mio. kr. i 2008 og 226,5 mio. kr. fra 2009 og frem. Merudgiften
er baseret på en forudsætning om, at netværksplejefamilier vil blive honoreret, som plejefamilier
bliver det i dag”
Selv om jeg ikke er blevet bedt om at kommentere ovenstående forslag, vil jeg alligevel gøre
opmærksom på, at jeg mener, at forslaget er uhensigtsmæssigt. Hvis netværksplejefamilier får løn
eller vederlag, kan det give risiko for, at nogle netværksplejefamilier vil tage et barn til sig af
økonomiske årsager. Af hensyn til barnet/den unge bør økonomien hverken være et argument for
eller imod at modtage et barn fra netværket. Derfor foretrækker jeg klart modellen i lovforslaget,
hvor netværksplejefamilien får dækket deres udgifter og mulighed for at få kompensation for tabt
arbejdsfortjeneste.
Eva Kjer Hansen
/Nina Eg Hansen