Besvarelse af spørgsmål 21 (ad L 102 - Forslag til lovom ændring af offentlig sygesikring, lov om socialpension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almin-delig og almindelig førtidspension m.v.), som Folketin-gets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund-hedsministeren den 19. november 2004

Spørgsmål 21:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 18. november 2004 fraDansk Epilepsiforening."

Svar:

I den i spørgsmålet nævnte henvendelse af 18. november 2004 fremsenderEpilepsiforeningen sit høringssvar af 8. november 2004 vedrørende L 102til sundhedsordførerne. Samtidig præciserer foreningen, at der kan væreepilepsipatienter, for hvem det ikke er uproblematisk at skifte til et andetsynonym præparat, selv om det ligger inden for bioækvivalensrammen mel-lem 80 og 125 pct. fra sammenligningspræparatet, da selv en lille afvigelsekan give anfaldsgennembrud. Det præciseres endvidere i den forbindelse,at foreningen ikke agiterer for, at alle epilepsipatienter altid skal have origi-nalpræparatet, men alene at patienten ikke skal skifte mellem synonymelægemidler – dvs. patienten skal være sikker på at få det lægemiddel påapoteket, som lægen har ordineret. Herudover nævner Epilepsiforeningen,at det er foreningens opfattelse, at medicinen bør være gratis ud fra detgenerelle kompensationsprincip, som er en af grundstenene i dansk handi-caplovgivning.Lægemiddelstyrelsen har oplyst, at de anførte grænser for godkendelse afgeneriske lægemidler ved påvisning af bioækvivalens (dvs. at det aktivestof i det generiske lægemiddel optages med samme hastighed og i sam-me omfang som fra det originale) som nævnt af Epilepsiforeningen er 80-125 pct. Grænserne er fastlagt i en fælleseuropæisk guideline og er i øvrigtidentiske med gældende grænser i bl.a. USA og Canada.Det er Lægemiddelstyrelsens opfattelse, at disse sikkerhedsgrænser erfuldt anvendelige og uden kliniske problemer for langt de fleste lægemidler,men for lægemidler med såkaldt ’snævert terapeutisk index’ - dvs. at derikke er langt fra den mindste effektive dosis til den dosis, som giver symp-tomer på overdosering - kan der være et terapeutisk problem. Lægemid-delstyrelsen har derfor til hensigt i fremtiden at forlange, at godkendelse afepilepsimidler med henvisning til bioækvivalens kun kan finde sted, hvis

2forskellen mellem kopi- og originalpræparat falder indenfor en grænse på90-110 pct.Som det fremgår af Epilepsiforeningens henvendelse er det generelt ikkeafgørende, om patienter får udleveret originalpræparatet, men at patientenfår det samme lægemiddel fra gang til gang. Det er min opfattelse, at hver-ken den offentlige sygesikring eller patienterne bør betale mere end nød-vendigt for en ordineret lægemiddelbehandling. Jeg vil derfor bede Læge-middelstyrelsen om at orientere lægerne om, at de, når de første gang sæt-ter en epilepsipatient i behandling, så vidt muligt bør sætte patienten i be-handling med det billigste lægemiddel i tilskudsgruppen. Jeg vil samtidiganmode Lægemiddelstyrelsen om nærmere at vurdere kravene til ansøg-ninger om forhøjet tilskud for så vidt angår epilepsipatienter i lyset af deimplikationer, det kan have for disse patienter hyppigt at skifte lægemiddel.For så vidt angår Epilepsiforeningens bemærkning om, at medicin bør væregratis, skal jeg kort nævne, at forslaget bryder med det grundlæggendeprincip om, at lægemidler er en vare, hvortil der er knyttet en vis egenbeta-ling. Egenbetalingen er med til at sikre en vis forbrugsregulerende effektved køb af lægemidler. Det er endvidere sandsynligt, at lægemiddelforbru-get vil stige, hvis medicin bliver gratis. Forslaget vil indebære, at der ydes100 pct. tilskud til det dyreste lægemiddel i tilskudsgruppen, selvom derfindes et ligeværdigt og måske langt billigere lægemiddel i den pågældendegruppe. Der vil derfor være tale om en uhensigtsmæssig udnyttelse af deoffentlige ressourcer, og der vil ikke længere være et incitament til at ordi-nere billigere generiske lægemidler og parallelimporterede lægemidler.Herudover må man antage, at gratis medicin vil medføre et vist medicin-spild med øgede offentlige udgifter til følge. Der er således stor risiko for, atdet offentliges bestræbelser på at sikre grundvilkår, som understøtter enfaglig korrekt omkostningsbevidst ordination af lægemidler, ikke opfyldes.