Skatteministeriet J.nr.  2004-711-0030 Den Til Folketingets Skatteudvalg L    130- Forslag til Skatteforvaltningsloven. Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr.   92 af 20. december 2004. Kristian Jensen /  Birte Deleuran
Side 2 Spørgsmål: Anser ministeren det for at være en ligeværdig fusion mellem den kommunale og den statslige skatteforvaltning, når der henses til, at ministeren på forhånd har udpeget 9 ud af i alt 12 direktører/chefer, der alle kommer fra den eksisterende statslige forvaltning? Svar: Både min forgænger og jeg har fra begyndelsen og gennem hele det hidtidige forløb lagt overordentlig stor vægt på, at samlingen af skatteforvaltningen skal foregå som en ligeværdig fusion af den eksisterende kommunale og statslige forvaltning. Denne opfattelse har jeg ikke ændret, og vil jeg ikke ændre. Fusionsarbejdet er således organiseret med en Fusionsorganisation, der ledes af en Styregruppe og i øvrigt består af et sekretariat og  ni projekter. Styregruppen og de øvrige   dele   af   Fusionsorganisationen   er   sammensat   af   kommunale   og   statslige deltagere. Det har været et bevidst valg at få så bred kompetence som mulig involveret i den praktiske tilrettelæggelse af fusionsprocessen. Den kommende fusion vil hovedsagelig være en fusion på det regionale niveau, hvor de kommunale  skatteforvaltninger  lægges  sammen  med  ToldSkat-områderne,  og hvor inddrivelsesopgaven  tillige  samles.  Det  må  derfor  forventes,  at  det  især  er  på  det regionale niveau, at der vil være reel ligeværdighed målt ud fra antallet af chefer. Alle chefstillinger på det regionale niveau vil blive slået op, og kan søges på lige fod uanset kommunal eller statslig baggrund. I   midten   af   december   2004   blev   der   truffet   beslutning   om   sammensætning  af direktionen i den ny skatte- og inddrivelsesforvaltning pr. 1. juli 2005. Under forudsætning af, at  forslaget til skatteforvaltningsloven og den øvrige del af lovgivningen  vedrørende  kommunalreformen  på  området  vedtages  som  planlagt, nedlægges Told- og Skattestyrelsen på dette tidspunkt. De opgaver, som styrelsen hidtil har varetaget, overgår til hovedkontoret i den nye forvaltning  sammen  med  nye  opgaver,  der  blandt  andet  følger  af  samlingen  af inddrivelsesopgaven. En række mere driftsorienterede opgaver, som i dag varetages i styrelsen,  forventes  at  blive  placeret  ved  et  eller  flere  skattecentre.  Dertil  kommer ledelses- og planlægningsopgaver vedrørende sekretariatsbetjening af skatteankenævn og vurderingsankenævn, der udskilles i en særlig enhed.
Side 3 Det har af flere grunde været vigtigt, at direktionen var på plads på et tidligt tidspunkt. Først og fremmest for at sikre ro og kontinuitet i den videre proces, således at det samlede  arbejde i organisationen forstyrres mindst muligt i fusionsperioden. Dertil kommer, at det er vigtigt, at direktionen er med til at vælge det næste lag af ledere på det regionale niveau og i hovedkontoret. Seks  af  de  ni  direktionsmedlemmer  indgår  i  dag  i  ToldSkats  direktion,  mens  den syvende er leder af direktionssekretariatet og har ansvaret for ToldSkats økonomi. De to øvrige stillinger opslås. Et væsentligt hensyn ved besættelsen af disse to stillinger er at tilgodese en bred kommunal erfaring i direktionen. Fusionen vil som nævnt også have konsekvenser fo r hovedkontoret, men de fleste af de funktioner, der vil være i hovedkontoret, vil i sit indhold svare til funktioner, der i dag varetages   i   Told-   og   Skattestyrelsen.   Alle   stillinger   på   kontorchef -niveau   i hovedkontoret vil ligeledes blive slået op, og kan  søges på lige fod uanset kommunal eller statslig baggrund. De tre øvrige chefer, der nævnes i spørgsmålet må være chefen for Spillemyndigheden, chefen for ToldSkats interne revision samt en ny chef, der skal have ansvaret for den samlede sekretariatsbetjening af skatteankenævn og vurderingsankenævn. Sidstnævnte stilling    vil    blive    slået    op,    mens    de    to    øvrige    bevares    af    de    nuværende stillingsindehavere.    Det    skyldes,    at    Spillemyndigheden    varetager    et    særligt opgaveområde og ikke indgår i den ny skatte  - og inddrivelsesorganisation, samt at opgaverne i Intern Revision, der løses efter aftale og i dialog med Rigsrevisionen, har en særlig karakter. Jeg er af den opfattelse, at spørgsmålet om en ligeværdig fusion må ses i et bredere perspektiv end sammensætningen af direktionen. Der vil derfor også være et bedre grundlag at vurdere ligeværdigheden på, når vi er længere i fusionsprocessen.