Skatteministeriet J. nr. 99/03-556-00045 Den Til Folketingets Skatteudvalg L 31 - Forslag til lov om ændring af skattekontrolloven og lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. (digitalisering af regnskabsoplysninger, ophævelse af virksomheders underretningspligt og afskaffelse af kildeskattebøderne). Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 4 af 8. november 2004. Kristian Jensen /  Tage Christensen
1 Spørgsmål 4: "Kan ministeren bekræfte, at de fleste revisorer har   standardprogrammer til at foretage konverteringen af regnskabsoplysninger til skatteopgørelsen, og at det derfor vil være naturligt, hvis disse selvangivelseskonverteringer kunne indsendes digitalt?" Svar: Jeg kan bekræfte, at revisorerne anvender edb programmel i forbindelse med udfærdigelse af regnskaber, og at de løsninger, som revisorerne anvender, kan indeholde en programdel, der mere eller mindre automatisk kan foretage konverteringen af regnskabsoplysningerne til skatteopgørelsen. Lovforslaget går ud på at gøre det muligt at indarbejde regnskabsdata, der er nødvendige for skattemyndighedernes udvælgelse af ligningsegnede virksomheder, i selvangivelsen. Dette vil gøre det muligt at afskaffe virksomhedsskemaet og – for langt hovedparten af virksomhederne – at ophæve kravet om, at der med selvangivelsen skal indsendes et skatteregnskab for virksomheden. Dog skal skattemyndighederne kunne kræve skatteregnskabet – eller dele af skatteregnskabet – indsendt, hvis virksomheden udtages til ligning. I den forbindelse bør det selvfølgeligt udnyttes, at oplysninger allerede er registreret i et edb-system, og jeg er enig i, at det vil være naturligt at undersøge, om konverteringerne og andre nødvendige oplysninger, fx oplysninger fra de skattemæssige specifikationer efter mindstekravsbekendtgørelsen, kan indgives digitalt, så det undgås, at virksomheder eller revisorer skal indtaste oplysninger i et edb-system påny. Det er i den sammenhæng vigtigt, at der sker en standardisering, der gør det muligt for skattemyndighederne at behandle oplysningerne maskinelt, og der skal derfor udarbejdes og aftales en standard med definition af de oplysninger, der skal indgives. Jeg har bedt Told- og Skattestyrelsen om at undersøge mulighederne med henblik på at sikre, at dobbeltarbejde undgås, og at oplysningerne indgives nemmest muligt for virksomhederne.