Spørgsmål nr. 3: ”Ministeren bedes specielt beskrive, i hvilket omfang tavshedspligten gælder for ansatte og frivillige i private organisationer, og om oplysninger kan videregives til en forenings bestyrelse samt hvilket ansvar bestyrelsesmedlemmer kan ifalde.” Svar: Jeg har modtaget nedenstående bidrag til svar fra Justitsministeriet: ”Det følger af forvaltningslovens § 27, stk. 1, at den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har  tavshedspligt,  jf.  bl.a.  straffelovens  §  152,  når  en  oplysning  ved  lov  eller  anden  gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser. Efter straffelovens § 152, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, som virker eller har  virket  i  offentlig  tjeneste  eller  hverv,  og  som  uberettiget  videregiver  eller  udnytter  fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab. De almindelige tavshedspligtsbestemmelser i forvaltningslovens § 27 og straffelovens § 152 omfatter således alene personer, der virker eller har virket inden for den offentlige forvaltning, og vil derfor ikke  finde  anvendelse  for  ansatte  og  frivillige  i  private  organisationer,  medmindre  der  efter forvaltningslovens   §   1,   stk.   2,   er   blevet   fastsat   regler   om,   at   forvaltningslovens tavshedspligtbestemmelser  skal  gælde  for  en  nærmere  angiven  privat  organisation,  jf.  herved forvaltningslovens § 27, stk. 4. Der henvises i den forbindelse til besvarelsen af spørgsmål nr. 1. Efter straffelovens  §  264  d  straffes  med bøde  eller fængsel  indtil  6 måneder  den,  der uberettiget videregiver  meddelelser  eller  billeder  vedrørende  en  anden  persons  private  forhold  eller  i  øvrigt billeder  af  den  pågældende  under  omstændigheder,  der  åbenbart  kan  forlanges  unddraget offentligheden. Denne bestemmelse gælder også for ansatte og frivillige i private organisationer.” Jeg henholder mig til det af Justitsministeriet anførte.