ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN 22. november 2004 ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET Slotsholmsgade 10-12 1216 København K Tlf.   33 92 33 50 Fax   33 12 37 78 [email protected] www.oem.dk Besvarelse af spørgsmål   39 (L 82) stillet af Det Energipolitiske Udvalg den 17. november 2004 Spørgsmål   39: ”Ministeren bedes beskrive de skattemæssige forhold mellem datterselskaber og moderselskab i Energinet Danmark. Er forholdet reguleret efter de almindelige regler for aktieselskaber, eller er forholdet reguleret efter de særlige skattemæssige forhold for netselskaber, hvor f.eks. produktionsselskabers underskud ikke må overføres til netselskaberne, selv om netselskaberne er moderselskaber for produktionsselskaberne?” Svar: Jeg har forelagt spørgsmålet for skatteministeren, som har oplyst følgende:   ”Energinet Danmark oprettes som en selvstændig offentlig virksomhed. I lovforslaget foreslås der en række ændringer af bl.a. selskabsskatteloven, som medfører, at Energinet Danmark i forhold til betaling af selskabsskat sidestilles med aktieselskaber. Energinet Danmark skal opgøre den skattepligtige indkomst efter de regler, der gælder for aktieselskaber, dog med en væsentlig undtagelse. Energinet Danmark skal efter den foreslåede § 12 føre separate regnskaber for henholdsvis den elektricitetsrelaterede aktivitet og den naturgasrelaterede aktivitet. Samtidig foreslås en ændring af selskabsskatteloven, hvorefter Energinet Danmark skal udarbejde to indkomstopgørelser - en for den elektricitetsrelaterede aktivitet og en for den naturgasrelaterede aktivitet. Aktiver og passiver med indgangsværdier efter selskabsskattelovens § 35 O og indtægter og udgifter knyttet hertil skal altid henføres til den elektricitetsrelaterede aktivitet. Hvis den elektricitetsrelaterede aktivitet giver underskud, kan dette underskud fremføres til fradrag i fremtidig skattepligtige indkomst fra den elektricitetsrelaterede aktivitet. Tilsvarende kan underskud fra den naturgasrelaterede aktivitet fremføres til fradrag i fremtidig skattepligtig indkomst fra den naturgasrelaterede aktivitet. Underskud fra den elektricitetsrelaterede aktivitet kan ikke fradrages i indkomst fra den naturgasrelaterede aktivitet og omvendt. Når aktierne i Gastra A/S overdrages til Energinet Danmark efter den foreslåede §
13/21 26, stk. 2, vil Energinet Danmark kunne indgå i en sambeskatning med Gastra A/S - forstået på den måde, at der kan etableres sambeskatning mellem Gastra A/S og den del af Energinet Danmark, der indeholder den naturgasbaserede aktivitet. Efter fusioneringen af Eltra, Elkraft Transmission og Elkraft System til et nyt aktieselskab, hvor aktierne ejes af Energinet Danmark, vil dette datterselskab ikke kunne indgå i en sambeskatning. Dette skyldes reglen i selskabsskattelovens § 31, stk. 13, hvorefter kollektive elforsyningsvirksomheder, som anvender indgangsværdier efter selskabsskattelovens § 35 O, ikke kan indgå i en sambeskatning.   Hvis Energinet Danmark i forbindelse med en spaltning efter den foreslåede § 26, stk. 3, overtager aktiver eller passiver med indgangsværdier efter selskabsskattelovens § 35 O, vil den del af Energinet Danmark, der indeholder den elektricitetsrelaterede aktivitet, ikke kunne indgå i en sambeskatning. Begrundelsen er ligeledes reglen i selskabsskattelovens § 31, stk. 13, idet Energinet Danmark skal anses for en kollektiv elforsyningsvirksomhed, jf. lovforslagets § 30, nr. 5, hvorefter definitionen af kollektiv elforsyningsvirksomhed i § 5, stk. 1, nr. 8, i lov om elforsyning foreslås ændret.”