Europaudvalget 2004-05 (1. samling)
S 1176
Offentligt
133886_0001.png
Udenrigsministeriet
Nordgruppen
Den 9. december 2004
EUP, j.nr. 400.A.2-10-1
Spørgsmål nr. S 1176 til udenrigsministeren den 1. december 2004 til skriftlig besvarelse stillet
af Søren Søndergaard (EL):
”Vil udenrigsministeren redegøre for, hvilke tjenesteydelser af almen interesse der ikke er
tjenesteydelser af almen økonomisk interesse?”
Svar:
EF-traktatens art. 16 som er videreført i forfatningstraktatens art. III-122 anvender udtrykket
”tjenesteydelser af almen økonomisk interesse”. Udtrykket betegner tjenesteydelser af
økonomisk art, som medlemsstaterne eller Fællesskabet underlægger specifikke offentlige
tjenesteforpligtelser ud fra et kriterium om almen interesse. Begrebet tjenesteydelser af almen
økonomisk interesse dækker således navnlig visse ydelser, der leveres af de store
netværksindustrier som transport, postvæsen, energi og kommunikation. Men udtrykket dækker
ligeledes alle andre økonomiske aktiviteter, der er underlagt offentlige tjenesteforpligtelser.
Udtrykket ”tjenesteydelser af almen interesse” anvendes ikke i EU’s nuværende traktatgrundlag
eller forfatningstraktaten. Det dækker over ikke-økonomiske tjenesteydelser, som de offentlige
myndigheder klassificerer som værende af almen interesse og underlagt bestemte offentlige
tjenesteforpligtelser. Eksempler på sådanne tjenesteydelser er visse dele af uddannelsesvæsenet,
grundlæggende sociale sikringsordninger samt en række aktiviteter, der udføres af
organisationer, der hovedsagelig varetager sociale funktioner, og som ikke forventes at
beskæftige sig med industrielle eller kommercielle aktiviteter.
Det bemærkes, at det følger af Domstolens praksis, at tjenesteydelser af økonomisk art er
enhver aktivitet, der består i at udbyde varer og tjenester på et givent marked.