Folketingets Lovsekretariat Dato: 15. december 2004 Under henvisning til Folketingets brev af 7. december 2004 følger he r- med  –   i  80  eksemplarer  –   socialministerens  svar  på  spørgsmål  nr.  S 1307, stillet af Pia Kristensen (DF). Spørgsmål nr. S   1307: ” Vil  ministeren  tage  initiativ  til,  at  handicappede,  der  får  behov  for  ekstra ydelser, fremover ikke længere s  kal dokumentere deres udgifter på forhå  nd, men kan få tilsagn om hjælp mod    efterfølgende at dokumentere dere s udgif- ter ved regning?” Svar: Efter servicelovens § 84 udmåles  merudgiftsydelsen ud fra størrelsen af den enkelte  ansøgers  sandsynliggjorte,  nødvendige  merudgifter  so  m  følge  af funktionsnedsættelsen.    Heri  ligger  ikke,  at  den  pågældende     skal  kunne  do- kumentere sine udgifter, men blot at han/hun skal sandsynliggøre sine udgi f- ter. Med sandsynliggjorte merudgifter menes, at der laves et overslag over om- fanget af de behov, som den pågældende efter al sandsynlighed vil få i det kommende år, og hvad det medfører af merudgifter.   Den handicappede per- son  skal  således  ikke  sø  ge  kommunen  om  hjælp  for  hver  enkelt  merudgift men derimod for de samlede sandsynliggjorte merudgifter, der er en følge af funktionsnedsættelsen, for det kommende år. Overslaget over merudgifterne fastlægges ud fra kendskabet til niveauet generelt for de omhandlede udgi  f- ter. Det kan være svært i starten af et forløb at få alle de merudgifter med, som har  tilknytning  til  den  pågældendes  varigt  nedsatte  funktionsevne. Der  er derfor i Socialministeriets vejledning om merudgifter ved den daglige livsfø- relse  lagt  op  til,  at  det  bør  overvejes  at  lave  en  opsamling  efter  en  kort ere periode fx efter 2-3 måneder, først  e gang ydelsen udmå les. Departementet Holmens Kanal 22 1060 København K Tlf. 3392 9300 Fax. 3393 2518 E-mail [email protected] JBO/ J.nr. 222-1440

2 Hvis  der  akut  indtræffer  væsentlige  ændringer  i  den  pågældendes  situation og  behov,  forudsættes  ydelsen  også  r   eguleret  for  et  kortere  tidsrum  blandt andet for at kunne dække større enkeltudgifter på det tidspunkt, hvor meru d- giften  opstår.  Udgifter ,  der  er  en  følge  af  alminde lige  prisstigninger,  anses ikke for at være en væsentlig ændring i den pågældendes situation. Derimod vil udgifter, der pludseligt er opstået som følge af den pågældendes nedsatte funktionsevne, kunne bevirke, at ydelsens størrelse tages op til fornyet ove r- vejelse. Hvis der opstår behov for dækning af en enkeltstående merudgift, kan dette ske ved en særlig   udbetaling uden regulering af det månedlige beløb. Jeg synes, at vi med både bekendtgørelsen om merudgif  ter ved den daglige livsførelse samt den tilhørende vejledning har gjort det meget klart for ko  m- munerne, at det er ansøgerens sandsynliggjorte merudgifter, der skal lægges til grund ved udmålingen af merudgiftsydelsen.  Dette gælder både i den fø r- ste samlede  vurdering  af  den  pågældendes  merudgifter i  det  kommende  år, men så sandelig også når der er tale om udgifter, som ligger ude i fremt   iden, og som der er sandsynlighed for vil opstå. På denne baggrund finder jeg ikke grundlag for at tage initiativ til ænd   ringer. Dette skal også ses i lyset af, at Ankestyrelsen forudsættes at komme med en praksisundersøgelse  om  anvendelsen  af  servicelovens  §  84  i  sta rten  af  det nye år. Eva Kjer Hansen /Vibeke Køie