21. oktober 2004 Undervisningsminister Ulla Tørnæs’ skriftlige svar til medlem af Folketinget Pernille Rosenkrantz-Teil (EL) på spørgsmål af 8. oktober 2004 (nr. S 178) »Vil ministeren bekræfte, at der ikke er et loft på klassekvotienten på 28 elever i HF, HTX, HHX og i gymnasiet, og ligeledes bekræfte, at der ikke findes et loft på 22 elever pr. klasse i folkeskolen?« Svar: Jeg kan bekræfte, at der hverken findes et loft på 22 elever pr. klasse i folkeskolen eller et loft på 28 elever pr. klasse i det almene gymnasium, hf, hhx eller htx. I henhold til folkeskoleloven må elevtallet i børnehaveklassen og i grundskolens klasser normalt ikke overstige 28 ved skoleårets begyndelse. Kommunalbestyrelsen kan dog i særlige tilfælde tillade et højere elevtal i grundskolens klasser, dog ikke over 30. På det almengymnasiale område fastsætter amtsrådet på grundlag af skolernes bygningsmæssige forhold det maksimale antal klasser ved den enkelte skole. Amtsrådet fastsætter endvidere det mindste antal elever pr. klasse, som en skole er forpligtet til at optage efter ansøgning Gymnasieskolens og hf-kursernes bestyrelse fastsætter det maksimale antal elever og kursister pr. klasse i overensstemmelse med amtsrådets minimumsramme for klassestørrelser. Skoler, der udbyder hhx eller htx, er taxameterstyrede og bestemmer selv antallet af elever på et hold. Med henvisning til baggrunden for spørgsmålet gør jeg opmærksom på, at min udtalelse om fejlagtige oplysninger til eleverne, der demonstrerede mod nedskæringer i uddannelsessystemet den 5. oktober, angik de tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som eleverne  - også  - baserede deres protest på. Den relaterede sig ikke til spørgsmålet om maksimale klassestørrelser. Ulla Tørnæs