Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: 30. november 2004 Kontor: 3.s.kt. J.nr. 2004-1444-86 Sagsbeh.: HM Fil-navn: pandemi/svarspmS743 Besvarelse  af  spørgsmål  nr.  S  743,  som  medlem  af Folketinget Birthe  Skaarup (DF)  har  stillet til  indenrigs- og sundhedsministeren den 11. november 2004 Spørgsmål S 743: "Hvordan vil ministeren – i henhold til den danske pandemiplan – sikre sig, at Danmark i tilfælde af en pandemi har en tilstrækkelig stor adgang til det eneste lægemiddel, der forventes at være effektivt til forebyggelse og behandling af en pandemisk influenza?" Svar: Regeringen  har  afsat  20  mio.  kr.  til  styrkelse  af  influenzaberedskabet.  De afsatte  midler  forudsættes  at  finansiere  udgifter  ved  opbygning  af  lagre  af udvalgte lægemidler og/eller vacciner, opbygning af et beredskab, der sikrer overvågning   og   hurtig   påvisning   af   nye   influenzavirus,   samt Sundhedsstyrelsens rådgivning i forbindelse med forberedelserne før og tiltag under og efter udbrud af pandemisk influenza i Danmark, herunder etablering af  en  særlig,  national  rådgivende  komité  for  beredskab  mod  pandemisk influenza   (”pandemigruppen”).      Opbygningen   af   lagrene   sker   efter Sundhedsstyrelsens nærmere indstilling, baseret på faglig rådgivning fra den særlige pandemigruppe. Jeg kan oplyse, at jeg efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen den 5. oktober 2004  godkendte,  at  der  anvendes  mellem  3  og  4  mio.  kr.  til  indkøb  af  et beredskabslager af det antiviral middel, Tamiflu – 30.000 kapsler – til brug i den tidlige fase af en eventuel pandemi. Lægemidlerne fra beredskabslageret kan blandt andet anvendes til behandling af smittede, som måtte komme til Danmark,  og  til  forebyggelse  af  smitte  til  personer,  som  de  pågældende omgås. Herudover kan jeg oplyse, at der i Sundhedsstyrelsen og Sundhedsstyrelsens pandemigruppe arbejdes videre med beredskabet – særligt mulighederne for produktion eller indkøb af pandemivaccine og  beredskabslagre af antivirale midler og antibiotika. Herunder vurderes, hvorvidt der skal bestilles yderligere Tamiflu til beredskabslageret.