Europaudvalget 2004-05 (2. samling), Det Udenrigspolitiske Nævn 2004-05 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 76, UPN Alm.del Bilag 20
Offentligt
merne af Folketingets Europaudvalg
stedfortrædere
Journalnummer
400.C.2-0
Kontor
EUK
29. marts 2005
Til underretning for Folketingets Europaudvalg vedlægges Udenrigsministeriets redegørelse af 29.
marts 2005 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten mv.
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
UDENRIGSMINISTERIET
RED EGØRELSE FOR KON SEKVEN SERN E FOR FÆRØERN E OG GRØN LAN D
AF FORFATN IN GSTRAKTATEN M.V.
D en 29. marts 2005
1
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
Indholdsfortegnelse
1. Om redegørelsen
2. Sammendrag og konklusioner
3. Færøernes status i forhold til EU
4. Grønlands status i forhold til EU
5. Visse overordnede aspekter af forfatningstraktaten
6. EU-lovgivning
6.1.
Det nuværende samarbejde
6.2.
Forfatningstraktaten
7. Unionens eksterne relationer
7.1.
Det nuværende samarbejde
7.2.
Forfatningstraktaten
8. Unionens finansiering
9. Konsekvenser ved ophævelse af et eller flere af de danske forbehold
9.1.
Det retlige forbehold
9.2.
Forsvarsforbeholdet
9.3.
Euro-Forbeholdet
9.4.
Unionsborgerskabsforbeholdet
Bilag 1: Eksempler, der illustrerer og supplere fremstillingen
i redegørelsens punkt 6,7 og 9.
Bilag 2: Ordforklaring
side 1
side 2
side 4
side 5
side 7
side 9
side 9
side11
side 12
side 12
side 15
side 17
side 17
side 18
side 18
side 19
side 20
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
153510_0004.png
UDENRIGSMINISTERIET
Den 29. marts 2005
Redegørelse for konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstrakta-
ten m.v.
1. Om redegørelsen
Redegørelsen omhandler retlige konsekvenser for Færøerne og Grønland, hvis der etableres et nyt rets-
grundlag for EU-samarbejdet. Dette nye retsgrundlag er først og fremmest ”Traktat om en forfatning
for Europa”(forfatningstraktaten).Virkningerne for Færøerne og Grønland af en ophævelse af de fire
danske EU-forbehold behandles også i redegørelsen. For at give et klarere billede af retsstillingen inde-
holder redegørelsen beskrivelse af Færøernes og Grønlands retlige stilling såvel under det gældende
som under de nye retsgrundlag.
Færøerne valgte at stå uden for Danmarks EF-medlemskab i 1973 og Grønland valgte med
virkning fra 1985 at træde ud af EF-samarbejdet, men samtidig at opnå status som oversøisk
land og territorium (OLT). Disse valg har løbende konsekvenser, efterhånden som den europæ-
iske integration intensiveres. Det tilkommer i første række Færøerne og Grønland selv at vurde-
re fordele og ulemper ved deres nuværende relationer til EU.
I overensstemmelse hermed redegøres ikke for andre konsekvenser end de retlige, eller for
eventuelle videregående virkninger af politisk eller økonomisk art – herunder i forhold til rigs-
fællesskabet.
Redegørelsen er udarbejdet af Udenrigsministeriet i samarbejde med repræsentanter for det færøske
landsstyre og det grønlandske landsstyre og med inddragelse af en række ministerier.
Sammendrag og konklusioner er indeholdt i afsnit 2.
I afsnit 3 og 4 gennemgås henholdsvis Færøernes og Grønlands status i forhold til EU efter de gæl-
dende traktater og efter forfatningstraktaten.
I afsnit 5 gennemgås en række overordnede aspekter af forfatningstraktaten på grundlag af Justitsmini-
steriets redegørelse af 22. november 2004 om visse forfatningsretlige spørgsmål i forbindelse med
Danmarks ratifikation af traktat om en forfatning for Europa og Udenrigsministeriets redegørelse af
samme dato, som indeholder en faktuel gennemgang af forfatningstraktaten.
1
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
I afsnit 6 gennemgås betydningen af EU´s interne retsakter (lovgivning) i forhold til Færøerne og
Grønland. Redegørelsen søger dermed at belyse på det praktiske plan, hvilke retlige konsekvenser Fæ-
røernes og Grønlands stilling uden for EU har såvel i forhold til det nuværende traktatgrundlag som i
forhold til forfatningstraktaten.
I afsnit 7 gennemgås på samme måde, hvorledes EU´s eksterne relationer virker i forhold til Færøerne
og Grønland.
Afsnit 8 omtaler Unionens finansiering.
I afsnit 9 vurderes, om en eventuel ophævelse af de fire danske EU-forbehold vil have retlige virkninger
for Færøerne og Grønland.
I bilag 1 til redegørelsen gives en række konkrete eksempler, der illustrerer og supplerer, hvad der er
anført i redegørelsens afsnit 6, 7 og 9.
Bilag 2 indeholder en ordliste med forklaringer af en række tekniske udtryk vedrørende EU-
samarbejdet. Alle ord, der er forklaret i ordlisten, er i teksten forsynet med en * , f. eks. ”G 8-landene*”.
2. Sammendrag og konklusioner
EU-traktaterne gælder ikke for Færøerne og Grønland (bortset fra de særlige regler om oversøi-
ske lande og territoriers associering med EU for Grønlands vedkommende). Forfatningstraktaten
indebærer ingen ændring i Færøernes og Grønlands stilling i forhold til EU. (Redegørelsens afsnit 3
og 4).
Forfatningstraktaten er retlig set en traktat, hvis indgåelse og ændring kræver enighed og følger
reglerne for folkeretlige traktater. Forfatningstraktaten ændrer ikke – og træder ikke i stedet for –
grundloven. Forfatningstraktaten indebærer kun mindre ændringer i det almindelige hidtidige EF-
samarbejde. Hertil kommer, at samarbejdet om strafferetlige emner og politisamarbejde overgår til
de overstatslige samarbejdsmetoder. Dette samarbejde vil ikke omfatte Danmark på grund af det
retlige forbehold. Det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde styrkes, men forbliver grundlæg-
gende mellemstatsligt. For Danmarks vedkommende indebærer traktaten samlet set overladelse af
nye beføjelser til EU på en række sagsområder. (Redegørelsens afsnit 5 og 6).
EU’s lovgivning i medfør af de nu gældende traktater, og den EU-lovgivning , som fremover vil
kunne vedtages efter forfatningstraktaten, gælder ikke for Færøerne og Grønland. Forfatningstrak-
taten indebærer ingen ændringer vedrørende anvendelsen af europæisk lovgivning i forhold til Fæ-
røerne og Grønland. (Redegørelsens afsnit 6).
EF’s* nuværende eksterne relationer omfatter Danmark, men ikke Færøerne og Grønland. Det-
te betyder, at Færøernes og Grønlands særlige interesser i forhold til tredjelande og internationale
organisationer i et vist omfang varetages separat. Forfatningstraktaten ændrer ikke herpå, selvom
betegnelsen EF afskaffes med forfatningstraktaten. (Redegørelsens afsnit 7).
Forfatningstraktaten effektiviserer det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde. Der overla-
des ikke beføjelser fra rigets myndigheder til EU i medfør af grundlovens § 20 på dette om-
2
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
råde, der forbliver grundlæggende mellemstatsligt. Vedtagelser inden for det udenrigs- og
sikkerhedspolitiske samarbejde og aftaler med 3. lande og internationale organisationer her-
om gælder ikke for Færøerne og Grønland. (Redegørelsens afsnit 7).
På længere sigt kan forfatningstraktatens bestemmelse om, at den samlede Union udgør én
juridisk person med mulighed for at indgå folkeretlige aftaler med 3. lande og internationale
organisationer, der dækker alle Unionens sagsområder, betyde øget mulighed for, at Dan-
mark for så vidt angår Færøerne og Grønland kan opnå medlemskab af visse internationale
organisationer. (Redegørelsens afsnit 7).
EU’s finansiering berører ikke Færøerne og Grønland hverken før eller efter forfatningstrakta-
tens ikrafttræden. (Redegørelsens afsnit 8).
En eventuel ophævelse af de fire danske forbehold vil ikke indebære, at forfatningstraktaten
eller EU-vedtagelser bliver anvendelige i forhold til Færøerne og Grønland. (Redegørelsens afsnit
9).
En ophævelse eller omdannelse af det retlige forbehold betyder, at Danmark overlader be-
føjelser til EU – især vedrørende lovgivning – på områder, som p.t. er rigsanliggender. Skul-
le der efter en dansk ophævelse af det retlige forbehold undtagelsesvist blive tale om, at en
dansk lov i sin helhed ophæves som følge at beslutninger truffet i EU, kan der være behov
for at sikre, at retstilstanden på Færøerne og i Grønland ikke påvirkes heraf. Dette kan ske
enten gennem Folketingets vedtagelse af love, der udelukkende gælder for henholdsvis Fæ-
røerne og Grønland eller – hvis det er muligt – overtagelse af sagsområdet. (Redegørelsens
afsnit 9).
Den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik angår ikke territorialforsvaret. Den omfatter de såkaldte
Petersbergopgaver, som kort fortalt angår krisestyring uden for EU, der kan spænde fra civile ind-
satser i form af bl.a. politi og støtte til retsvæsenet, til anvendelsen af militære midler til enten sik-
ring af freden eller til etablering af fredelige forhold. Forsvarsforbeholdet indebærer, at Danmark
ikke deltager i den del af den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, som har indvirkning på forsvars-
området.
En ophævelse af forsvarsforbeholdet vil bevirke, at Danmark kan deltage med fulde
rettigheder og forpligtelser i det militære samarbejde inden for den fælles forsvars- og sik-
kerhedspolitik. I tilfælde af en konkret EU-operation vil danske myndigheder skulle træffe
beslutning om, hvorvidt og i hvilket omfang danske styrker skal stilles til rådighed for den
pågældende krisestyringsoperation. En dansk beslutning herom skal ske under overholdelse
af grundlovens regler herom (dvs. beslutningsforslag i Folketinget og/eller rådføring med
Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Danmarks deltagelse i en militær EU-aktion vil ikke
indebære EU-retlige forpligtelser for Færøerne og Grønland. (Redegørelsens afsnit 9).
En ophævelse af euro-forbeholdet vil indebære, at Danmark overgår til euro´en. Dette in-
debærer ikke, at Færøerne og Grønland skal tilslutte sig euro’en, men det forventes, at der
kan indgås en aftale om anvendelse af euro´en, hvis dette ønskes. (Redegørelsens afsnit 9).
3
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
153510_0007.png
Da Unionens traktatgrundlag vedrørende unionsborgerskabsforbeholdet siden Amsterdam-
traktaten har svaret til det danske forbehold, rejser en ophævelse ikke særlige spørgsmål for Dan-
mark. Da Danmarks stilling ikke ændres ved en ophævelse af Unionsborgerskabsforbeholdet vil
dette ikke rejse særlige spørgsmål for Færøerne og Grønland. (Redegørelsens afsnit 9).
3. Færøernes status i forhold til EU
Færøernes nuværende status
Traktaten om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab blev ved Danmarks tiltrædelse af EF pr.
1.1.1973 ændret bl.a. ved indføjelse af en ny bestemmelse i artikel 227, stk. 5, der var sålydende:
”Uanset de foregående stykker gælder følgende:
a) Denne traktat finder ikke anvendelse for Færøerne. Regeringen for Kongeriget Danmark kan
dog ved en erklæring, der senest 31. december 1975 skal deponeres hos Den italienske Repu-
bliks regering, som fremsender en bekræftet afskrift til hver af de øvrige medlemsstaters rege-
ringer, meddele, at denne traktat finder anvendelse for disse øer. I så fald finder Traktaten an-
vendelse for disse øer fra den første dag i den anden måned efter overgivelsen af denne erklæ-
ring.”
En tilsvarende bestemmelse blev indsat i Euratom-traktaten.
Protokol nr. 2 til tiltrædelsestraktaten indeholdt visse bestemmelser om Færøerne. Navnlig indeholdt
protokollens artikel 4 en bestemmelse om, at danske statsborgere med fast bopæl på Færøerne først
ville blive betragtet som statsborgere i en medlemsstat fra den dato, hvor traktaterne finder anvendelse
for Færøerne. Protokollen indeholdt endvidere en bestemmelse om, at den danske regering inden 3 år
efter Danmarks optagelse i EF på grundlag af det færøske hjemmestyres beslutning kunne meddele
Rådet, at den ikke var i stand til at afgive en erklæring om Traktaternes anvendelse for Færøerne.
I 1974 meddelte den danske regering i overensstemmelse med en vedtagelse i det færøske lagting af 25.
januar 1974, at den ikke var i stand til at afgive en erklæring om traktaternes anvendelse for Færøerne.
Herefter var Færøernes status som tredjeland uden for EF endelig fastlagt.
Ved Maastricht-traktaten af 7.2.1992 blev artikel 227 i Traktaten om Det Europæiske Fællesskab og
artikel 198 i Euratom-traktaten om adgangen til at træffe beslutning om traktatens anvendelse for Fæ-
røerne inden for 3 år rettet i overensstemmelse med den erklæring, regeringen afgav i 1974. De to be-
stemmelser fik følgende ordlyd:
”a) Denne Traktat finder ikke anvendelse på Færøerne”
1
1
For så vid t angår EURATOM ind ebar ænd ringen -- helt u tilsigtet -- at d en gæld end e tekst i litra a) om , at
-
-
Eu ratom -traktaten ikke fand t anvend else for Grønland blev op hævet, hvilket ku nne bevirke, at Eu ratom -
traktaten iflg. ord lyd en frem over sku lle find e anvend else for Grønland . Da d ette ald rig havd e været hensi g-
ten, iværksatte Ud enrigsm inisteriet en form el p roced u re i henhold til reglerne i Wiener -konventionen om
traktater, m ed henblik p å at få d enne klare tekniske fejl rettet. Dette skete ved and en berigtigelsesp rotokol til
traktaten om Den eu rop æiske Union u nd ertegnet i Maastricht d en 7. febru ar 1992. Teknisk set består rette l-
sen i, at d et ikke er hele litra a), d er erstattes m ed bestem m elsen om Færøerne, m en ku n første d el af litra a).
Dette ind ebærer, at and en d el af litra a) om , at traktaten ikke find er anvend else for Grønland , forbliver i
4
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
153510_0008.png
Amsterdam-traktaten af 2.10.1997 og Nice-traktaten af 26.2. 2001 indeholdt ingen ændringer vedrøren-
de Traktaternes anvendelse for Færøerne. Som følge af omnummereringen af traktatbestemmelserne i
Amsterdam-traktaten blev artikel 227 dog ændret til artikel 299.
Forfatningstraktaten
Det fremgår af forfatningstraktatens fjerde del om almindelige og afsluttende bestemmelser, artikel IV-
440, stk. 6, litra a), at ”Denne traktat finder ikke anvendelse på Færøerne.” Der er således tale om gan-
ske den samme bestemmelse som i de nugældende traktater.
Tiltrædelsestraktaten om bl.a. Danmarks optagelse i EF pr. 1.1.1973 ophæves ved forfatnings-
traktatens artikel IV-437, stk. 2, litra a). Hermed ophæves også protokol nr. 2 om Færøerne,
der var knyttet til tiltrædelsestraktaten. Protokollens artikel 4, som er den eneste endnu relevan-
te bestemmelse, er nu indeholdt i artikel 7 i protokol nr. 8 til forfatningstraktaten. Denne pro-
tokol indeholder alle stadigt gældende regler, der følger af EU’s gamle udvidelsestraktater. Arti-
kel 7 i protokollen fastslår således fortsat, at danske statsborgere med fast bopæl på Færøerne
først vil blive betragtet som statsborgere i en medlemsstat fra den dato, hvor traktaterne finder
anvendelse for Færøerne.
Protokol nr. 36 til forfatningstraktaten om ændring i Euratom-traktaten indebærer, at artikel
195, stk. 4, litra a) i Euratom-traktaten får følgende ordlyd: ”Denne traktat finder ikke anven-
delse på Færøerne og Grønland”.
Da forfatningstraktaten ikke gælder for Færøerne, og ikke indeholder ændrede bestemmelser
vedrørende Færøerne, ændrer forfatningstraktaten ikke Færøernes stilling i forhold til EU.
4. Grønlands status i forhold til EU
Grønlands nuværende status
Ved Danmarks indtræden i EF i 1973 blev EØF-traktaten og Euratom-traktaten også gældende for
Grønland. Protokol nr. 4 til tiltrædelsestraktaten, indeholdt visse særbestemmelser for Grønland.
Ved traktat af 13. marts 1984, der trådte i kraft den 1. februar 1985, trådte Grønland ud af De Europæi-
ske Fællesskaber og opnåede OLT-status* under EØF-traktaten.
For EØF-traktatens vedkommende ændredes bestemmelsen i artikel 131, stk. 1 og det tilknyttede bilag
1 til traktaten. Ændringen indebar, at Grønland blev optaget på listen over associerede lande og territo-
rier, og at Danmark blev nævnt blandt de medlemsstater, hvis ikke-europæiske dele havde OLT-status.
Samtidig indføjedes en ny artikel 136a i EØF-traktaten med følgende ordlyd:
kraft. Det italienske u d enrigsm inisteriu m m ed d elte i note af 6. oktober 1996, at d en form elle god kend else af
berigtigelsesp rotokollen nu var afslu ttet, u d en at nogen stater havd e haft ind vend ing m od fejlrettelsen.
5
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
153510_0009.png
”Bestemmelserne i artikel 131-136 finder anvendelse på Grønland, med mindre andet følger af de
særlige bestemmelser for Grønland, der er fastsat i den protokol om den særlige ordning for
Grønland, der er knyttet som bilag til denne traktat.
2. Den til denne traktat knyttede protokol om den særlige ordning for Grønland knyttes som bi-
lag til Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Protokol nr. 4 om
Grønland, der er knyttet som bilag til tiltrædelsestraktaten af 22. januar 1972, ophæves.”
Den nye protokol om den særlige ordning for Grønland fastslog, at grønlandske fisk og fiskerivarers
toldfrihed m.v. på EU’s marked er afhængig af, at EU i medfør af en aftale med den kompetente myn-
dighed for Grønland får tilfredsstillende adgangsmuligheder til de grønlandske fiskerizoner. Protokollen
indeholdt endvidere en bestemmelse, der muliggjorde vedtagelse af særlige bestemmelser til bevarelse af
velerhvervede rettigheder.
I Euratom-traktaten indsattes en ny bestemmelse med følgende ordlyd:
”Denne Traktat finder ikke anvendelse for Grønland.”
2
Maastricht-traktaten af 2.10.1992, Amsterdam-traktaten af 2.10.1997 og Nice-traktaten af 26.2. 2001
indeholdt ingen ændringer vedrørende traktaternes anvendelse for Grønland (bortset fra, at artikel 136a
stk. 2 af teknisk/juridiske grunde ophævedes ved Maastricht-traktaten). Som følge af Amsterdam-
traktatens omnummerering af traktatbestemmelserne blev artikel 136a endvidere omnummereret til
artikel 188.
Forfatningstraktaten
Reglerne i forfatningstraktatens artikel III-286 til III-291 om associering af de oversøiske lande og terri-
torier svarer ganske til de nugældende regler. Den særlige bestemmelse om Grønland, som nu er inde-
holdt i artikel 188, er indføjet i artikel III-286, stk. 1 i forfatningstraktaten.
Bestemmelsen i forfatningstraktatens fjerde del om almindelige og afsluttende bestemmelser, artikel IV-
440, stk. 3 om forfatningstraktatens territoriale anvendelse, er også uændret for så vidt angår OLT. Be-
stemmelsen indebærer således fortsat, at de oversøiske lande og territorier, der er opregnet i listen i
bilag II (herunder Grønland), kun er omfattet af den særlige associeringsordning, som nærmere er fast-
lagt i del III, afsnit IV.
Forfatningstraktatens artikel IV-440, stk. 7 indebærer en forenklet procedure for det tilfælde, at et
OLT-område ønsker at skifte status. Bestemmelsen indebærer, at Det Europæiske Råd på initiativ af
den pågældende medlemsstat, med enstemmighed kan vedtage en europæisk afgørelse om ændring af
status i forhold til Unionen for de danske, franske, eller nederlandske lande eller territorier, der er asso-
cieret med Unionen.
Denne bestemmelse blev indsat efter ønske fra Nederlandene. Den indebærer, at en formel traktatæn-
dring med efterfølgende ratifikation i alle 25 medlemslande ikke vil være påkrævet for en beslutning om
en sådan statusændring. Grønlands landsstyre tiltrådte, at bestemmelsen også kan anvendes for Grøn-
land. En ændring af Grønlands status vil forudsætte en anmodning herom fra Grønlands landsstyre.
Protokollen om den særlige ordning for Grønland er opretholdt som protokol nr. 30 til forfatningstrak-
taten. Protokollens bestemmelse om muligheden for at vedtage overgangsbestemmelser til bevarelse af
2
Se fod note 1.
6
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
153510_0010.png
velerhvervede rettigheder i forbindelse med Grønlands udtræden af EU er dog ikke medtaget, da den
kun angik overgangsforanstaltninger i forbindelse med Grønlands udtræden i 1985.
Protokol nr. 36 til forfatningstraktaten om ændring i Euratom-traktaten indebærer, at artikel
195, stk. 4, litra a) i Euratom-traktaten får følgende ordlyd: ”Denne traktat finder ikke anven-
delse på Færøerne og Grønland”.
Forfatningstraktaten indebærer således ingen ændringer i Grønlands stilling i forhold til EU.
5. Visse overordnede aspekter af forfatningstraktaten
I dette afsnit omtales enkelte særlige træk ved forfatningstraktaten. Omtalen sker med udgangspunkt i
Justitsministeriets og Udenrigsministeriets ovenomtalte redegørelser af 22. november 2004 om forfat-
ningstraktaten.
Forfatningstraktaten træder i stedet for alle de nugældende traktater. Kun Euratom-traktaten bevares
ved siden af forfatningstraktaten. Forfatningstraktaten afklarer EU´s mål og opbygning i ét grunddo-
kument og afslutter den udviklingsproces, der har givet fire nye traktater på 12 år. Den kan danne
grundlaget for det udvidede EU’s arbejde i mange år fremover. Det kan særligt fremhæves, at forfat-
ningstraktaten udvikler samarbejdet om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og det retlige samar-
bejde om at skabe et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for EU’s borgere. Samtidig gen-
nemføres der en række styrkelser af EU’s institutioner og beslutningsprocedurer.
Ordet forfatning
Udtrykket forfatning anvendes undertiden som en højtidelig betegnelse for et sæt grundregler, der gæl-
der for en organisation. I den forstand er forfatningstraktaten også en forfatning. Forfatningstraktatens
del I rummer netop alle de grundlæggende regler for EU’s virke. Hertil kommer, at forfatningstrakta-
tens del II i lighed med mange nationale forfatninger indeholder et kapitel om borgernes grundrettighe-
der.
Det er ikke nyt at betegne traktatgrundlaget som en forfatning. EF-Domstolen har således ofte udtalt i
sin praksis, at selv om EF-traktaten er indgået i form af en international aftale, udgør den ikke desto
mindre det forfatningsmæssige grundlag for et retsfællesskab. På baggrund heraf har den udledt prin-
cipper og retsvirkninger, som ikke fremgår af EF-traktaten. Det drejer sig f.eks. om forrangsprincippet,
direkte virkning og medlemslandenes erstatningspligt for ikke-overholdelse af fællesskabsretten.
Retligt set er forfatningstraktaten imidlertid en traktat, der indgås efter de almindelige folkeretlige regler
om traktatindgåelse og ændres på samme måde. Det betyder, at forfatningstraktaten og eventuelle æn-
dringer altid skal ratificeres af alle medlemslande i overensstemmelse med hvert lands egne forfat-
ningsmæssige bestemmelser.
Der er således ikke tale om, at forfatningstraktaten træder i stedet for de nationale forfatninger, herun-
der Danmarks Riges Grundlov.
Traktatfæstelse af forrangsp rincip p et
Princippet om EU-rettens forrang blev fastslået af EF-Domstolen helt tilbage i 1964.
7
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
153510_0011.png
I medfør af forrangsprincippet skal umiddelbart anvendelige EU-regler anvendes i enhver med-
lemsstat, selv om der findes nationale regler, der strider mod EU-reglerne. Det gælder også,
hvis modstriden måtte opstå mellem en EU-regel og en bestemmelse i en national forfatning.
Af forrangsprincippet følger således bl.a. en EU-retlig forpligtelse for de retsanvendende myn-
digheder til at anvende en umiddelbart anvendelig EU-regel, selv om reglen strider mod den
nationale forfatning.
Der antages ikke af EU-retten at følge et krav om, at EU-rettens forrang skal sikres gennem
bestemmelser i medlemsstaternes forfatninger.
Forfatningstraktaten indebærer i artikel I-6 en traktatfæstelse af princippet om EU-rettens for-
rang. Bestemmelsen i artikel I-6 har følgende ordlyd:
”Forfatningen og den ret, der vedtages af Unionens institutioner under udøvelsen af de beføjel-
ser, der er tildelt denne, har forrang frem for medlemsstaternes ret.”
Der er knyttet en erklæring til bestemmelsen i artikel I-6, hvor det fastslås, at artikel I-6 afspejler
EF-domstolens eksisterende retspraksis.
På den baggrund kan det ikke antages, at en gennemførelse af bestemmelsen i artikel I-6 vil
indebære ændringer i forrangsprincippets indhold eller rækkevidde. Bestemmelsen indebærer
således alene, at forrangsprincippet får et udtrykkeligt traktatmæssigt grundlag.
Herudover kan det nævnes, at danske myndigheder efter grundloven ville være forpligtet til at
lade grundloven gå forud for EU-regler, hvis den ekstraordinære situation skulle opstå, at der
blev gennemført en EU-retsakt, der var uforenelig med grundloven.
Grundlovens § 20 giver således - som anført i Højesterets afgørelse i Maastricht-sagen - ikke
adgang til at overlade EU’s institutioner beføjelser til at fravige bestemmelser i grundloven,
herunder grundlovens frihedsrettigheder, og der findes heller ikke andre regler i grundloven,
som giver mulighed for en sådan fravigelse af grundloven til fordel for traktatmæssige forplig-
telser.
På den ovenfor anførte baggrund rejser traktatfæstelsen i artikel I-6 af forrangsprincippet efter
Justitsministeriets opfattelse ikke spørgsmål i forhold til grundloven.
6. EU-lovgivning
6.1. Det nuværende samarbejde
Det almindelige fællesskabssamarbejde (søjle 1)*
Det almindelige fællesskabssamarbejde er af overstatslig karakter, d.v.s. at det bygger på, at
Danmark har overladt beføjelser til EU, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder.
8
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
Hjemmelen hertil findes i grundlovens § 20 om overladelse af beføjelser til mellemfolkelige
myndigheder.
Forordninger*
Når der vedtages en forordning i EU, vil denne gælde som lov i Danmark, men ikke gælde på
Færøerne og i Grønland.
Angår forordningen et særanliggende/hjemmestyreanliggende – f. eks en forordning om beva-
relse af fiskeriressourcerne – rejser dette ingen særlige spørgsmål. For særanliggen-
der/hjemmestyreanliggender gælder under alle omstændigheder normalt forskellige regelsæt i de
tre rigsdele.
Forordninger kan allerede under det nuværende samarbejde tænkes at angå et rigsanliggende –
f. eks. patenter og varemærker. Også i så tilfælde vil forordningen kun gælde i Danmark, og ikke
gælde på Færøerne og Grønland. Forordninger vedrørende rigsanliggender vil således indebære,
at der kan opstå forskel mellem den retlige regulering, der gælder i Danmark, og den, der gælder
for Færøerne og Grønland.
En forskellig retlig regulering af rigsanliggender inden for de tre rigsdele er imidlertid ofte fore-
kommende. Det følger bl.a. af, at rigslove vedrørende rigsanliggender normalt ikke sættes i kraft
for Færøerne og Grønland med mindre det pågældende hjemmestyre er indforstået hermed, og
der findes mange eksempler på, at der gælder forskellig lovgivning for de tre rigsdele også med
hensyn til emner, der er rigsanliggender. Det gælder f. eks. på straffelovsområdet.
Et særligt spørgsmål kan tænkes at opstå, hvis EU's regulering via forordninger undtagelsesvist
er så intensiv, at der ikke længere levnes plads til nationale love. Sådanne tilfælde er imidlertid
ganske sjældne, hvis de overhovedet findes inden for sagsområder, der er rigsanliggender. I gi-
vet fald kan der være behov for at sikre, at retstilstanden på Færøerne og i Grønland ikke påvir-
kes heraf. Dette kan ske enten gennem Folketingets vedtagelse af love, der udelukkende gælder
for henholdsvis Færøerne og Grønland eller – hvis det er muligt – overtagelse af sagsområdet.
Direktiver*
Direktiver skal i modsætning til forordninger gennemføres i den nationale retsorden ved lov eller be-
kendtgørelse.
Når en dansk lov vedtages til gennemførelse af et direktiv, gælder de almindelige regler i rigsfællesska-
bet om lovgivning. Det vil sige, at den danske gennemførelseslov som udgangspunkt ikke vil gælde for
Færøerne og Grønland. Angår direktivet et hjemmestyre-/særanliggende, udelukker dette selvsagt ikke,
at Færøerne og/eller Grønland af egen drift indfører lovgivning, der svarer til eller er inspireret af EU-
lovgivningen. Angår gennemførelsesloven et rigsanliggende – f.eks. selskabsretlige spørgsmål - vil loven
i overensstemmelse med de almindelige regler i rigsfællesskabet ikke blive sat i kraft for Færøerne og
Grønland, med mindre det pågældende landsstyre (efter forelæggelse for Lagtinget/Landstinget i hen-
hold til de færøske henholdsvis de grønlandske myndigheders egne regler) har erklæret sig indforstået
hermed.
I tilfælde, hvor det pågældende landsstyre går ind for, at en dansk lov til gennemførelse af et direktiv
sættes i kraft for den pågældende rigsdel, vil den situation kunne opstå, at den danske lov fortolkes i
9
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
153510_0013.png
overensstemmelse med EF-Domstolens fortolkning af det pågældende direktiv. I denne særlige situati-
on kan det således forekomme, at loven også med virkning for Færøerne eller Grønland vil blive for-
tolket i overensstemmelse med den fortolkning, som fastlægges af EF-Domstolen.
Denne indirekte virkning af en dom fra EU-domstolen følger imidlertid ikke af EU-retten. Det vil væ-
re en konsekvens af den pågældende rigsdels ønske om at have samme regelsæt som Danmark og det
øvrige EU. Skulle det i et sådant tilfælde ønskes at fastlægge en anden retsstilling for Færøerne eller
Grønland, end hvad der måtte følge af den pågældende fortolkning fra EF-Domstolen, vil der intet
EU-retligt være til hinder herfor.
Videregående samarbejdsordninger
I visse tilfælde kan de ordninger, som gennemføres i EU, have karakter af mere omfattende samar-
bejdsordninger, der rækker ud over den simple indførelse af fælles love eller tilnærmelse af medlemssta-
ternes lovgivning. Dette gælder f.eks. inden for det såkaldte Schengen-samarbejde, der med Amster-
dam-traktaten blev integreret i Den Europæiske Union. Dette er nærmere omtalt i bilag 1.
Det retlige samarbejde om strafferet og politisamarbejdet (søjle 3)*
Dette samarbejde foregår på mellemstatsligt grundlag. Det betyder, at samarbejdet ikke bygger
på, at danske myndigheder har overladt beføjelser om disse emner til EU, som efter grundloven
tilkommer danske myndigheder.
De vedtagelser, der træffes, har aldrig direkte virkning i medlemsstaternes retsorden. For at få
virkning i dansk ret, skal de gennemføres ved dansk lov eller bekendtgørelse på samme måde,
som hvad der er anført ovenfor vedrørende gennemførelse af direktiver ved dansk lovgivning.
Danske love til gennemførelse af EU-retsakter inden for søjle 3 sættes ikke i kraft for Færøerne
og Grønland, med mindre dette aftales med det pågældende landsstyre.
I en række tilfælde har samarbejdet indenfor EU om strafferet og politi form af klassisk interna-
tionalt samarbejde, hvor reglerne fastlægges ved hjælp af konventioner og protokoller. Når
Danmark ratificerer sådanne konventioner m.v. sikres, at disse ikke gælder for Færøerne og
Grønland. I visse tilfælde holdes mulighederne åbne for, at konventionernes anvendelse senere
kan udstrækkes til Færøerne og Grønland, hvis det pågældende landsstyre måtte ønske dette.
6.2. Forfatningstraktaten
Forfatningstraktaten indeholder en række begrænsede ændringer i det hidtidige fællesskabssamarbejde,
som indebærer overladelse af nye beføjelser fra Danmark. Det er disse ændringer, som indebærer, at
Danmarks tilslutning til forfatningstraktaten skal behandles efter reglerne i grundlovens § 20 om over-
ladelse af beføjelser, der tilkommer rigets myndigheder. Ændringerne vedrører især beskyttelse af per-
sonoplysninger, Unionsborgeres ret til frit at opholde sig på medlemsstaternes område, diplomatisk
beskyttelse, administrative foranstaltninger om kapitalbevægelser og betalinger – herunder indefrysning
af midler, kompetence for EF-Domstolen i sager om fællesskabsretlige tvister om intellektuelle ejen-
domsrettigheder, rumpolitik, grænseoverskridende trusler mod sundheden m.v. Der henvises herom
nærmere til Justitsministeriets redegørelse af 22. november 2004, som er omtalt ovenfor. Disse beføjel-
sesoverladelser gælder ikke i forhold til Færøerne og Grønland.
For så vidt angår det strafferetlige og politimæssige samarbejde indebærer forfatningstraktaten, at denne
del af samarbejdet i det store og hele bliver omfattet af de almindelige overstatslige samarbejdsregler, og
med anvendelse af de retlige instrumenter, som omtales nedenfor. Som konsekvens heraf vil Danmark
10
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
153510_0014.png
ikke kunne deltage i dette samarbejde efter forfatningstraktatens vedtagelse, fordi det retlige forbehold
indebærer, at Danmark kun deltager i samarbejdet om retlige og indre anliggender på mellemstatsligt
grundlag. Da denne del af samarbejdet ikke kommer til at gælde for Danmark, opstår der selvsagt ingen
spørgsmål om virkninger for Færøerne og Grønland. Om virkningerne af en dansk ophævelse eller
omdannelse af det retlige forbehold henvises til punkt 9.1. nedenfor.
Efter forfatningstraktaten forenkles Unionens retlige instrumenter til ganske få, der i det store og hele
svarer til de allerede kendte.
En europæisk lov er en almengyldig lovgivningsmæssig retsakt. Europæiske love er bindende i alle en-
keltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. De kan skabe rettigheder og pligter for staterne og
umiddelbart pålægge individerne pligter og give dem rettigheder. Europæiske love er en ny betegnelse
for forordninger.
En europæisk rammelov er en lovgivningsmæssig retsakt, der er bindende for enhver medlemsstat, som
den er rettet til, med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til de nationale myndigheder at
bestemme form og midler for gennemførelsen. Europæiske rammelove er en ny betegnelse for direkti-
ver.
En europæisk forordning er en almengyldig ikke-lovgivningsmæssig retsakt til gennemførelse af lovgiv-
ningsmæssige retsakter og visse specifikke bestemmelser i forfatningstraktaten. Det må forventes, at
europæiske forordninger vil blive anvendt i stedet for de retsakter, som Europa-Kommissionen på
grundlag af beføjelser tildelt af Rådet hidtil har udstedt.
En europæisk forordning kan enten være bindende i alle enkeltheder og gælde umiddelbart i hver med-
lemsstat eller være bindende for enhver medlemsstat, som den er rettet til med hensyn til det tilsigtede
mål, men overlade det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen.
En europæisk afgørelse er en ikke-lovgivningsmæssig retsakt, der er bindende i alle enkeltheder. Når
afgørelsen angiver, hvem den er rettet til, er den kun bindende for disse, herunder eventuelt personer
og virksomheder. Europæiske afgørelser er en ny betegnelse for de retsakter, der hidtil har haft beteg-
nelsen beslutninger og afgørelser.
Forenklingen af de retlige instrumenter, som EU benytter sig af efter forfatningstraktatens ikrafttræden,
vil ikke bevirke, at Færøerne og Grønland bliver anderledes stillet under forfatningstraktaten end under
det nuværende samarbejde.
Forfatningstraktatens ikrafttræden antages ikke – eller kun helt undtagelsesvist - at bevirke, at
der på de nye sagsområder, hvor beføjelser overlades til EU, bliver tale om at vedtage europæi-
ske love, der fører til ophævelse af danske love i deres helhed. I givet fald vil der være behov
for at sikre, at retstilstanden på Færøerne og i Grønland ikke påvirkes heraf. Dette kan ske en-
ten gennem Folketingets vedtagelse af love, der udelukkende gælder for henholdsvis Færøerne
og Grønland eller – hvis det er muligt – overtagelse af sagsområdet.
7. Unionens eksterne relationer
7.1. Det nuværende samarbejde
Det eksterne samarbejde er efter de gældende traktater temmelig skarpt opdelt i to forskellige dele.
11
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
153510_0015.png
Det eksterne samarbejde i relation til traktaten om Det europæiske Fællesskab (søjle 1 samarbejdet)
angår i bred forstand de udenrigsøkonomiske relationer inden for det overnationale samarbejde i søjle
1.
Heroverfor står det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde, som er af mellemstatslig karakter. Det
vil sige, at det ikke bygger på, at Danmark har overladt beføjelser på dette område, som efter grundlo-
ven tilkommer danske myndigheder. Dette gælder også for det forsvars- og sikkerhedspolitiske samar-
bejde, som er en del af det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde. Danmarks forsvarsforbehold
angår ikke det almindelige udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde, som Danmark deltager fuldt ud
i. Det angår alene den del heraf, der udgøres af det forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde, og kun
den del heraf, der har indvirkning på forsvarsområdet.
I det følgende beskrives først hovedelementerne i det eksterne fællesskabssamarbejde (søjle 1), dernæst
hovedelementerne i det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde (søjle 2)*. Til slut beskrives Færø-
erne og Grønlands stilling i forhold til begge samarbejdsområder.
7.1.1. Fællesskabssam arbejd et
Fællesskabets indgåelse af folkeretlige aftaler
Det europæiske Fællesskab (søjle 1-samarbejdet) har ifølge traktaten om oprettelse af Det Europæiske
Fællesskab status som juridisk person, der kan optræde internationalt på Fællesskabets vegne
2
.
Retsstillingen kan overordnet beskrives således, at Fællesskabet på alle områder, hvor det har lovgiven-
de (regelfastsættende) myndighed også har kompetence til at forhandle og indgå folkeretlige aftaler med
tredjelande og opnå medlemskab af internationale organisationer. Udgangspunktet er således, at både
de enkelte medlemsstater og Unionen har kompetence til at forhandle og indgå folkeretlige aftaler in-
den for de områder, hvor EU har kompetence.
På ganske få områder er medlemsstaterne imidlertid retligt set afskåret fra på egen hånd at forhandle og
indgå sådanne aftaler. Det gælder handelspolitikken og fiskeripolitikken. Hertil kommer imidlertid, at
hvor Fællesskabet har udnyttet sin interne lovgivningskompetence til at fastsætte fælles regler, kan kun
Fællesskabet indgå folkeretlige aftaler, der kan berøre disse regler. I disse tilfælde mister medlemsstater-
ne altså deres beføjelse til at forhandle og indgå internationale aftaler på egen hånd som en konsekvens
af vedtagelsen af forordninger eller direktiver, der regulerer EU's interne forhold.
Fællesskabets deltagelse i internationale organisationer
Fællesskabet deltager i kraft af sin eksterne kompetence i vidt omfang i arbejdet i internationale organi-
sationer. Man kunne tænke sig, at Fællesskabet generelt ville erstatte medlemsstaterne i alle internatio-
nale organisationer vedrørende de sagsområder, som fællesskabssamarbejdet omfatter. Det er imidlertid
den absolutte undtagelse, at dette er sket indtil nu. Faktisk har Fællesskabet kun erstattet medlemssta-
terne i visse internationale fiskeriorganisationer og enkelte internationale råvareorganisationer.
2
Tilsvarend e gæld er for EURATOM
12
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
153510_0016.png
Det normale er, at Fællesskabet bliver medlem af en international organisation samtidig med, at Fælles-
skabets medlemsstater forbliver medlemmer af organisationen. Dette beror på en række retlige og prak-
tiske forhold.
Fællesskabets medlemskab af en international organisation kræver typisk, at den pågældende internatio-
nale organisations grundlæggende forfatning ændres. Indtil en sådan ændring er gennemført, vil med-
lemsstaterne så at sige repræsentere Fællesskabet i den pågældende internationale organisation. I disse
tilfælde har de deltagende medlemsstater pligt til at koordinere deres holdninger, under ledelse af den
medlemsstat, der for tiden varetager formandskabet eller Kommissionen, der i disse tilfælde ofte vil
have status som observatør i den pågældende internationale organisation.
Diplomatiske repræsentationer
Fællesskabet som sådant har ikke et udsendt diplomatisk korps. Derimod har Kommissionen udsendte
repræsentationer i 78 lande og ved 5 internationale organisationer, hvis status i de fleste henseender
svarer til diplomatisk status. De fleste lande uden for EU har endvidere diplomatiske repræsentationer i
Bruxelles, der er akkrediteret til Fællesskabet og Unionen, og som har diplomatisk status.
7.1.2. Det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde efter Unionstraktaten (søjle 2).
Det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde er i modsætning til fællesskabssamarbejdet af mellem-
statslig karakter. Samarbejdet bygger således ikke på, at medlemsstaterne har overladt suverænitetsbefø-
jelser til Unionen. Dette viser sig på flere punkter:
De formelle vedtagelser, der træffes inden for samarbejdet, binder medlemsstaterne, men ikke
borgere. De har ingen direkte virkning i medlemsstaternes retsorden. EF-Domstolen har ingen
beføjelser inden for det udenrigspolitiske samarbejde. Kommissionen og Europaparlamentet
har kun meget begrænsede beføjelser vedrørende det udenrigspolitiske samarbejde. En væsent-
lig del af den fælles udenrigspolitik består i, at Unionen tager stilling til konflikter eller situatio-
ner i andre steder af verden i form af udtalelser, kommunikeer, konklusioner og tilsvarende po-
litiske dokumenter.
7.1.3. Færøernes og Grønland s stilling i forhold til d et nuværend e sam arbejd e
I de tilfælde, hvor Fællesskabet handler på medlemsstaternes vegne eller i stedet for disse, og i
tilfælde, hvor medlemsstaterne koordinerer deres optræden, kan der opstå særlige spørgsmål i
forhold til oversøiske områder, hvis udenrigspolitik varetages af en medlemsstat, men som ikke
er omfattet af traktaterne.
Efter Fællesskabsretten kan den pågældende medlemsstat selv handle på det folkeretlige plan til vareta-
gelse af det pågældende områdes interesser. EF-domstolen fastslog således i udtalelse 1/94 (Saml 1995
I-5267), at en række EU-medlemsstater selvstændigt måtte tiltræde WTO-aftalerne, for så vidt angik
sådanne områder.
Det udenrigspolitiske samarbejde omfatter på samme måde som Fællesskabssamarbejdet ikke Færøerne
og Grønland. Vedtagelser truffet inden for det udenrigspolitiske samarbejde - herunder aftaler indgået
af Rådet med tredjelande inden for det udenrigspolitiske samarbejde - gælder derfor ikke i relation til
Færøerne og Grønland.
13
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
153510_0017.png
I forbindelse med Maastricht-traktatens vedtagelse noterede medlemslandene i en erklæring fra den
såkaldte regeringskonference, at ”der under ganske særlige omstændigheder kan opstå interessekonflik-
ter mellem Unionen og de lande og territorier, der er omhandlet i art 227, stk. 3 og stk. 5 litra a) og b)”.
Stk. 3 omfatter de lande og territorier, der er associeret med Fællesskabet, herunder Grønland. Stk. 5
litra a) omfatter Færøerne.
Konferencen erklærer sig enig i, at Rådet skal søge at finde en løsning, der stemmer overens
med Unionens holdning. Viser dette sig imidlertid umuligt, er konferencen enig om, at den på-
gældende medlemsstat kan handle isoleret til varetagelse af de pågældende oversøiske landes og
territoriers interesse, uden at dette skader Fællesskabets interesser. Medlemsstaten underretter
Rådet og Kommissionen om tilfælde, hvor der kan tænkes at opstå en sådan interessekonflikt,
og i tilfælde af, at isoleret handling er uundgåelig, gør den det klart, at den handler med henblik
på varetagelse at et oversøisk territoriums interesser.
7.2. Forfatningstraktaten
Forfatningstraktaten indebærer ingen forandringer af væsentlig betydning for det eksterne samarbejde i
forhold til det nuværende fællesskabssamarbejde (søjle 1-samarbejdet).
Forfatningstraktaten indebærer derimod en styrkelse af det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde
på en række punkter. Der henvises herom nærmere til Udenrigsministeriets og Justitsministeriets oven-
nævnte redegørelser af 22. november 2004 om forfatningstraktaten.
Forfatningstraktaten indebærer endvidere, at der skabes større sammenhæng mellem det udenrigs- og
sikkerhedspolitiske samarbejde og de eksterne relationer vedrørende det hidtidige fællesskabssamarbej-
de. Dette gøres især ved, at den hidtidige søjleopdeling mellem fællesskabssamarbejdet (søjle 1) og det
udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde (søjle 2) principielt ophæves. Dette indebærer, at Fælles-
skabet og Unionen fremover optræder som én juridisk enhed på det folkeretlige plan under betegnelsen
”Den europæiske Union”.
Uanset denne principielle ophævelse af de hidtidige søjler i samarbejdet vil det udenrigs- og sikkerheds-
politiske samarbejde – og herunder det forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejde – forblive grund-
læggende mellemstatsligt. Danmark overlader således ikke beføjelser til EU inden for det udenrigs- og
sikkerhedspolitiske samarbejde i henhold til reglerne i grundlovens § 20.
På det operationelle plan sigtes mod en større grad af samordning mellem Unionens optræden inden
for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde og den udenrigsøkonomiske optræden på fælles-
skabsområderne. Dette sker ved, at Unionen som noget nyt får en europæisk udenrigsminister med
ansvar for det mellemstatslige udenrigspolitiske samarbejde, som samtidig er medlem af Kommissionen
med det ansvarsområde, som kommissæren for udenrigsanliggender hidtil har haft. Han forener i sam-
me person en mellemstatslig udenrigspolitisk funktion og en overstatslig udenrigsøkonomisk funktion.
Unionens internationale aftaler
Reglerne for forhandling og indgåelse af aftaler vedrørende spørgsmål, der henhører under henholdsvis
fællesskabssamarbejdet og det udenrigspolitiske samarbejde forbliver i det væsentlige, som de er nu.
For aftaler vedrørende det udenrigspolitiske samarbejde betyder forfatningstraktaten, at hvor forhand-
lingerne nu føres af formandskabslandet eventuelt via den Høje Repræsentant*, er det fremover Unio-
nens udenrigsminister, der fører forhandlingerne. Alle aftaler skal fortsat godkendes af Rådet. For afta-
ler inden for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde er udgangspunktet fortsat, at Rådet træf-
14
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
fer afgørelse med enstemmighed, hvor der typisk gælder kvalificeret flertal ved fællesskabsaftaler. Afta-
ler inden for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde antages ej heller at kunne få direkte virk-
ning i medlemsstaternes retsorden. På trods af forskellene mellem aftaler vedrørende fællesskabssamar-
bejdet og vedrørende det udenrigspolitiske samarbejde forudser forfatningstraktaten, at Unionen kan
indgå tværgående folkeretlige aftaler, som omfatter både emner, der henhører under det udenrigspoliti-
ske samarbejde og emner, der henhører under det almindelige fællesskabssamarbejde.
Unionens deltagelse i internationale organisationer
Forfatningstraktatens ikrafttræden vil ikke i sig selv indebære væsentlige ændringer for Unio-
nens deltagelse i internationale organisationer. Det kan dog ikke udelukkes, at den nye sam-
menhæng, som er skabt mellem det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde og fællesskabs-
samarbejdet udadtil på sigt kan indebære, at Unionen som repræsentant for begge sider af sam-
arbejdet fuldt ud vil erstatte medlemsstaterne i visse internationale organisationer. Dette vil dog
i givet fald ikke være nogen automatisk konsekvens af forfatningstraktaten. Det vil bl.a. bero på
overvejelser om hensigtsmæssigheden af, at EU i så fald kun vil råde over en stemme i den
pågældende organisation mod nu én stemme pr. medlemsstat.
Diplomatiske repræsentationer
Unionens repræsentation i tredjelande bliver omlagt og konsolideret. Med forfatningstraktatens ikraft-
træden skal der oprettes en fælles udenrigstjeneste (FUT), som skal bistå EU-udenrigsministeren, vare-
tage Unionens eksterne repræsentation og overtage de lokale formandskabers* rolle i tredjelande og ved
internationale organisationer. FUT’en ventes at ville bestå af personale fra Rådssekretariatet, Kommis-
sionen og medlemsstaterne. FUT’en kan bidrage til større sammenhæng og mere ensartet linjeføring i
de eksterne relationer. Øget sammenhæng mellem Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og
sagsområderne udvikling og handel er samtidig en væsentlig forudsætning for et effektivt bidrag til en
global bæredygtig udvikling. Tjenesten vil i tredjelande danne ramme for de konsultationer, der foregår
mellem EU-landene inden for rammen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik Koordineringen i
tredjelande af EU-medlemslandenes synspunkter og ageren må forventes at få større betydning for til-
rettelæggelsen af den fælles udenrigspolitik end i dag. FUT’en påvirker ikke den danske udenrigstjene-
stes traditionelle kerneopgaver som varetagelse af bilaterale politiske forbindelser, eksportfremme m.v.
Stillingen for Færøerne og Grønland
Forfatningstraktatens ændringer vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik må antages at
forøge mulighederne for at Unionen kan tale med én stemme i udenrigspolitiske spørgsmål, men æn-
drer ikke ved Færøernes og Grønlands stilling uden for dette samarbejde eller gældende praksis inden
for rigsfællesskabet, f.eks. principerklæringen af 14. maj 2004 mellem Grønland og Danmark om Grøn-
lands inddragelse i udenrigs- og sikkerhedspolitikken (Itilleq-erklæringen).
Erklæring nr. 25 til Maastricht-traktaten forbliver i kraft i medfør af bestemmelsen i forfatningstrakta-
tens art IV-438, stk. 3, 2. afsnit, der bl.a. fastlægger, at erklæringer i forbindelse med tidligere afholdte
regeringskonferencer bevares.
Etablering af en fælles udenrigstjeneste (FUT) vil ikke påvirke Grønlands og Færøernes forhold i den
danske udenrigstjeneste.
Skulle EU på lang sigt fuldt ud erstatte medlemsstaterne som medlemmer af visse internationale organi-
sationer kan det åbne mulighed for, at Færøerne og Grønland kan opnå repræsentation i sådanne inter-
15
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
153510_0019.png
nationale organisationer på samme måde som det allerede er sket i visse internationale fiskeriorganisati-
oner, der er omtalt i bilag 1.
8. Unionens finansiering
Unionen finansieres primært gennem EU's såkaldte egne indtægter. Disse består hovedsageligt af et
velstandsafhængigt bidrag beregnet ud fra hvert lands bruttonationalindkomst samt et momsbidrag. I
disse beregninger indgår Færøerne og Grønland ikke. Hertil kommer de traditionelle egne indtægter
(told- og landbrugsafgifter). Danmarks bidrag finansieres via en post på finansloven.
EU's finansiering berører således ikke Færøerne og Grønland.
Dette ændres ikke ved forfatningstraktaten.
9. Konsekvenser ved ophævelse af et eller flere af de danske forbehold
De fire danske forbehold i EU-samarbejdet er:
- Forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender (det retlige forbehold)
-
-
-
Forsvarsforbeholdet
Euro-forbeholdet
Unionsborgerskabsforbeholdet
I forbindelse med forfatningstraktaten er det traktatmæssige grundlag for forbeholdene blevet ajourført
for at tage højde for ændringerne i traktatgrundlaget. I det følgende gennemgås konsekvenserne for
Færøerne og Grønland af en eventuel ophævelse af forbeholdene.
9.1. Det retlige forbehold
Forbeholdet indebærer, at Danmark p.t. står uden for samarbejdet om visum (bortset fra enkelte undta-
gelser), asyl, indvandring, grænsekontrol og civilretligt samarbejde. Ved forfatningstraktatens ikrafttræ-
den vil forbeholdet også komme til at omfatte det strafferetlige og politimæssige samarbejde.
Ifølge en særlig bestemmelse (artikel 5) i den danske protokol om forbeholdene kan Danmark dog på
mellemstatsligt grundlag tilslutte sig retsakter, som falder ind under det retlige forbehold, hvis de ud-
bygger Schengen-samarbejdet (særligt vedrørende visum og grænsekontrol). Schengen-samarbejdet er
nærmere omtalt nedenfor i bilag 1.
Forbeholdet forhindrer ikke, at Danmark på almindelig mellemfolkeligt grundlag kan indgå aftaler med
Fællesskabet om tilslutning til bestemte retsakter. Dette kræver dog, at Fællesskabet ønsker at indgå
sådanne aftaler med Danmark. Fællesskabet er ikke forpligtet hertil. Aftaler forventes for indeværende
indgået på fire områder, der nærmere er beskrevet i bilag 1.
Ophævelse af det retlige forbehold
En ophævelse af det retlige forbehold ville indebære, at Færøerne og Grønland på dette område ville
blive stillet på samme måde som på alle andre fællesskabsretlige områder. Ophævelsen af forbeholdet
vil dermed ikke rejse nye problemstillinger i relation til Færøerne og Grønland.
Det retlige forbehold angår i det væsentlige sagsområder, der p.t. er rigsanliggender. En række af em-
nerne vil muligvis kunne overtages af Færøerne og Grønland i fremtiden som følge af ændringer i
16
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
153510_0020.png
hjemmestyrelovgivningen. Skulle der efter en dansk ophævelse af det retlige forbehold undtagelsesvist
blive tale om, at en dansk lov i sin helhed ophæves, kan der være behov for at sikre, at retstilstanden på
Færøerne og i Grønland ikke påvirkes. Dette kan ske enten gennem Folketingets vedtagelse af love, der
udelukkende gælder for henholdsvis Færøerne og Grønland eller – hvis det er muligt – overtagelse af
sagsområdet.
Omdannelse af det retlige forbehold
Det retlige forbehold vil efter forfatningstraktatens ikrafttræden komme til at omfatte også hele det
strafferetlige og politimæssige samarbejde. Der er bl.a. derfor, som noget nyt, i forfatningstraktaten
skabt mulighed for, at Danmark kan omdanne det nuværende forbehold, som indebærer en udelukkelse
fra alt overstatsligt retligt samarbejde, til en ”opt-in” model (tilvalgsløsning). Det vil give Danmark mu-
lighed for fra sag til sag at kunne vælge at deltage i samarbejdet på overstatsligt grundlag. En sådan om-
dannelse af det retlige forbehold vil forudsætte en folkeafstemning. Hvad der er anført ovenfor om
ophævelse af det retlige forbehold, gælder også for en omdannelse af forbeholdet.
9.2. Forsvarsforbeholdet
Forsvarsforbeholdet vedrører EU's fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, som er en særlig del af den
fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Forbeholdet angår kun denne del og ikke den øvrige del af den
fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Forsvarsforbeholdet indebærer, at Danmark ikke deltager i den
del af den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, som har indvirkning på forsvarsområdet. Danmark del-
tager fuldt ud i rent civile dele af den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik. Udsendelse af politi til et
kriseområde, er for eksempel ikke omfattet af forbeholdet.
Den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik angår ikke territorialforsvaret. Den omfatter de såkaldte Pe-
tersbergopgaver, som kort fortalt angår krisestyring uden for EU, der kan spænde fra civil indsatser i
form af bl.a. politi og støtte til retsvæsnet til anvendelsen af militære midler til enten sikring af freden
eller til etablering af fredelige forhold.
Ophævelse af forsvarsforbeholdet
En eventuel ophævelse af forsvarsforbeholdet vil bevirke, at Danmark kan deltage med fulde
rettigheder og forpligtelser i det militære samarbejde inden for den fælles forsvars- og sikker-
hedspolitik. Danmark vil således deltage i de såkaldte ”headline goals”, der angiver hvilke ka-
paciteter, hver enkelt medlemsland på forhånd angiver at kunne stille til rådighed for EU's kri-
sestyringsoperationer. I tilfælde af en konkret operation vil danske myndigheder skulle træffe
beslutning om, hvorvidt og i hvilket omfang danske styrker skal stilles til rådighed for den på-
gældende krisestyringsoperation. En dansk beslutning om at stille militær til rådighed for en
EU-operation skal i givet fald ske under overholdelse af grundlovens regler herom (d.v.s. be-
slutningsforslag i Folketinget og/eller rådføring med Folketingets Udenrigspolitiske Nævn).
Danmarks deltagelse i en militær EU-aktion vil ikke indebære EU-retlige forpligtelser for Færøerne og
Grønland. Det vil svare til situationen nu, hvor Danmark f.eks. stiller politi til rådighed for Unionens
indsats i tredjelande. De omkostninger til finansiering af EU’s militære aktioner, der påhviler de enkelte
medlemsstater, vil alene blive båret af Danmark.
9.3. Euro-Forbeholdet
Danmarks forbehold i forhold til den økonomiske og monetære union indebærer, at Danmark ikke
deltager i ordningen med en fælles valuta. De beføjelser, som Danmark har med hensyn til pengepolitik
i henhold til danske love og forskrifter, herunder Danmarks Nationalbanks beføjelser i pengepolitiske
anliggender, bevares således.
17
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
153510_0021.png
Såfremt euro-forbeholdet ophæves, og Danmark tilslutter sig euroen, vil der skulle tages stilling til va-
lutaforholdene på Færøerne og Grønland. Der findes en særlig protokol til Maastricht-traktaten om
Nationalbankens beføjelser i relation til de dele af Kongeriget Danmark, som ikke udgør en del af Uni-
onen, d.v.s. Færøerne og Grønland. Protokollen fastsætter at Nationalbankens ret til at udføre sine nu-
værende opgaver vedrørende Færøerne og Grønland bevares. Denne protokol er opretholdt ved for-
fatningstraktaten. En ophævelse af det danske forbehold indebærer således ikke, at Færøerne og Grøn-
land skal tilslutte sig euroen. Hvis Færøerne og Grønland imidlertid ønsker euro’en anvendt, skal
spørgsmålet drøftes med Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og eurolandene. Der er allerede
i dag eksempler på, at områder uden for EU med snæver tilknytning til et land, der deltager i euroen,
har fået adgang til at anvende euroen under bestemte betingelser.
9.4. Unionsborgerskabsforbeholdet
Danmarks forbehold vedrørende unionsborgerskabet fastslår, at unionsborgerskabet ik-
ke på nogen måde træder i stedet for statsborgerskab i en medlemsstat. Forbeholdet fast-
slår endvidere, at spørgsmålet om, hvorvidt en person besidder statsborgerskab i en
medlemsstat, udelukkende afgøres efter vedkommende medlemsstats egen lovgivning.
Ved Amsterdam-traktaten ændredes bestemmelserne om unionsborgerskab. Artikel 17 i Fællesskabs-
traktaten fastslår nu, at Unionsborgerskab har enhver, der er statsborger i en medlemsstat. Unionsbor-
gerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab og træder ikke i stedet for dette. Samme
bestemmelse findes i forfatningstraktatens artikel I-10, stk. 1. Da Unionens traktatgrundlag svarer til
det danske forbehold, rejser forbeholdet ikke særlige spørgsmål.
Det bemærkes, at forbeholdet ikke angår de særlige rettigheder, som traktaterne giver til
unionsborgere i traktaterne, f. eks. retten til frit at færdes og opholde sig på medlemssta-
ternes territorium.
En ophævelse af unionsborgerskabsforbeholdet vil derfor ikke rejse særlige spørgsmål i forhold til Fæ-
røerne og Grønland.
18
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
153510_0022.png
Bilag 1
Eksempler, der illustrerer og supplerer fremstillingen i redegørelsens punkt 6, 7 og 9
Ad afsnit 6 om EU-lovgivning
Schengen-samarbejdet
Schengen-samarbejdet omfatter alle EU-medlemslandene bortset fra Storbritannien og Irland.
De 10 nye medlemslande bliver dog først fulde deltagere i samarbejdet efter en længere over-
gangsperiode. Norge og Island er fuldt ud associeret dette samarbejde af hensyn til bevarelsen
af det nordiske passamarbejde. Samarbejdet har til formål at afskaffe grænsekontrollen for per-
sontrafik mellem de pågældende lande og indføre en ensartet kontrol ved grænserne over for
tredjelande. Schengen-regelsættet omfatter samarbejde på visumområdet og vedrørende græn-
sekontrollen samt praktisk politisamarbejde om eksempelvis bekæmpelse af narkotikakriminali-
tet. I den forbindelse udgør det elektroniske Schengen-informationssystem (SIS) et centralt red-
skab. Schengen-reglerne indeholder tillige bestemmelser om retligt samarbejde, herunder gensi-
dig retshjælp i straffesager.
Schengen-reglerne var oprindeligt indeholdt i en konvention mellem en række EU-
medlemslande, som var indgået uden for det egentlige EU-samarbejde. Danmark tilsluttede sig
konventionen sammen med de øvrige nordiske lande i 1997. Ved Amsterdam-traktaten, der
trådte i kraft i 1999, blev samarbejdet integreret i EU-samarbejdet.
Det følger af Danmarks tiltrædelsesaftale til Schengen-konventionen, at bestemmelserne i afta-
len ikke finder anvendelse på Grønland og Færøerne. I aftalens artikel 5, stk. 2, er det imidlertid
bestemt, at der ikke skal udføres kontrol af personer, der rejser mellem på den ene side Grøn-
land og Færøerne og på den anden side Schengen-staterne. Denne bestemmelse blev indsat for
at undgå oprettelse af personkontrol ved rejser mellem Danmark og Færøerne/Grønland og for
at bevare Den Nordiske Pasunion. I forbindelse med den fuldstændige gennemførelse af
Schengen-reglerne i Danmark og de øvrige nordiske lande i 2001, blev det i samarbejde med de
færøske og grønlandske myndigheder besluttet, at kontrollen ved de ydre grænser i Grønland
og Færøerne i det store hele skulle gennemføres i overensstemmelse med Schengen-reglerne,
herunder ved benyttelse af Schengen-informationssystemet. De nødvendige danske lovbe-
stemmelser blev derfor i 2001 ved kongelige anordninger sat i kraft for Grønland og Færøernes
vedkommende, jf. § 5 i loven om Danmarks indtræden i Schengen-samarbejdet.
Forfatningstraktatens ikrafttræden forventes ikke at indebære ændringer for Færøernes og
Grønlands deltagelse i Schengen-samarbejdet.
Passamarbejdet
De såkaldte ”EU- pas”, er formelt ensartede nationale pas. Retsgrundlaget for passene er ikke EU-
traktaterne, men en række resolutioner fra 1981 og videre frem, som vedtaget af repræsentanterne for
medlemsstaternes regeringer.
1
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
Den første resolution åbner udtrykkelig adgang til, at Danmark kan udstede ”EU-pas” til danske stats-
borgere med fast bopæl på Færøerne. Grønland er ikke udtrykkelig nævnt, da Grønland i 1981 var om-
fattet af traktaterne. I praksis udstedes ligeledes ”EU-pas” til danske statsborgere med fast bopæl i
Grønland.”EU-passene” udstedes alene til danske statsborgere med fast bopæl på Færøerne og Grøn-
land, som anmoder herom.
Forfatningstraktaten indebærer ikke i sig selv nogen ændring af ordningen med ”EU-pas”. Det kan dog
ikke ganske udelukkes, at der med hjemmel i forfatningstraktatens bestemmelser om unionsborgerskab
vil kunne vedtages en europæisk lov eller rammelov, der vil kunne påvirke mulighederne for at udstede
”EU-pas” til danske statsborgere med fast bopæl på Færøerne og Grønland.
For nylig er der vedtaget en forordning om indførelse af standarder for sikkerhedselementer og
biometriske kendetegn i EU-borgernes pas. Som følge af det retlige forbehold er Danmark ikke
omfattet af forordningen. Forordningen er imidlertid snævert forbundet med Schengen-
samarbejdet, og i medfør af en særlige bestemmelse (artikel 5) i den danske protokol om forbe-
holdene forudses Danmark at tilslutte sig denne ordning på mellemstatsligt grundlag. Da pas er
et rigsanliggende, og da det er hensigtsmæssigt, at biometriske kendetegn indgår i alle danske
pas, forventes disse biometriske kendetegn også indført i de særlige færøske og grønlandske
pas. Biometriske kendetegn i pas vil formentlig blive krævet ved indrejse i en række lande frem-
over, herunder USA.
EU-samarbejdet om strafferet og politisamarbejdet (søjle 3)
Eks 1
Europol-konventionen samt tillægsprotokoller.
Europol har til opgave at styrke samarbejdet
mellem EU-landenes politimyndigheder om alvorlige kriminalitetsformer, der berører mindst to med-
lemsstater. Det drejer sig blandt andet om ulovlig narkotikahandel, ulovlige handel med nukleare og
radioaktive materialer og menneskehandel. Europol kan bl.a. bistå medlemsstaterne med analyser eller
efterretninger til brug for de enkelte EU-landes efterforskninger. Derudover er der i Europol oprettet
et informationssystem med oplysninger om dømte og mistænkte, som medlemsstaterne kan søge i un-
der konkret efterforskning. Med de tre tillægsprotokoller til Europol-konventionen er Europols mandat
blevet udvidet, bl.a. således at Europol kan deltage i fælles efterforskningshold. Europol har derimod
ikke kompetence til at udøve politimyndighed i de enkelte medlemsstater.
Danmark har afgivet erklæring til Rådets generalsekretær om, at konventionen og protokollerne
indtil videre ikke gælder for Færøerne og Grønland. I overensstemmelse hermed fremgår det af
gennemførelsesloven om Europol, at den ikke gælder for Grønland og Færøerne. Loven kan
ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de sær-
lige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Tilsvarende bestemmelse findes i gennemførel-
sesloven vedrørende tillægsprotokollerne. Dette betyder, at de forskellige instrumenter og sa-
marbejdsprocedurer under konventionen og protokollerne ikke kan anvendes for Færøerne og
Grønlands vedkommende. Eksempelvis vil det i forbindelse med en strafferetlig efterforskning
i Grønland eller Færøerne ikke være muligt at oprette fælles efterforskningshold med deltagelse
af Europol på baggrund af tillægsprotokollen herom.
Eks 2
Den europæiske arrestordre
. I lyset af terrorangrebene på USA den 11. september 2001 beslut-
tede medlemsstaterne at smidiggøre og effektivisere udleveringsprocedurerne mellem medlemsstaterne.
Grundtanken er, at når en myndighed i et medlemsland anmoder om at få overgivet en person med
2
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
153510_0024.png
henblik på strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, skal denne afgørelse i almindelighed kunne anerken-
des og fuldbyrdes i alle medlemsstater. I den danske gennemførelseslovs §4 bestemmes, at loven ikke
gælder for Færøerne og Grønland, men ved kgl. anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færø-
erne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Konkret
indebærer det bl.a., at de ansvarlige myndigheder på Færøerne og Grønland ikke efter rammeafgørelsen
vil være forpligtede til at udlevere personer til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i en EU-
medlemsstat. I stedet skal de i øvrigt gældende regler for udlevering anvendes.
Eks 3
Fuldbyrdelse af kendelser om indefrysning af formuegoder eller bevismateriale.
EU's ved-
tagelse herom indebærer, at kendelser om indefrysning afsagt i en medlemsstat i almindelighed skal
anerkendes af de andre medlemsstater, uden yderligere formaliteter og gennemføres omgående på
samme måde, som hvis der havde været tale om en national indefrysningskendelse. En indefrysnings-
kendelse defineres som en foranstaltning truffet af en kompetent judiciel myndighed m.h.p. midlertidig
at forhindre enhver destruktion, ændring, flytning, overførsel eller afhændelse af et formuegode, der vil
kunne konfiskeres af udstedelsesstaten og/eller udgør et bevismiddel i en retssag. I den danske gen-
nemførelseslovs § 63 bestemmes, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Dette betyder bl.a.,
at de ansvarlige myndigheder på Grønland og Færøerne ikke er forpligtet til at anerkende og efterkom-
me en indefrysningskendelse afsagt af en domstol i en anden medlemsstat med henblik på at sikre sig
bevismateriale i form af for eksempel billeder på en computer, der befinder sig på Færøerne eller
Grønland.
Ad afsnit 7 om Unionens eksterne relationer
Fiskeri
I de nordatlantiske fiskeriforvaltningsorganisationer (NAFO, NASCO og NEAFC), der har særlig inte-
resse for Færøerne og Grønland, er der etableret en ordning, hvorefter "Danmark for så vidt angår (’in
respect of’) Færøerne og Grønland" har et selvstændigt medlemskab af de pågældende organisationer.
Dette hænger sammen med, at den del af Riget, der er med i EU, dækkes af EU’s selvstændige medlem-
skab i disse organisationer, således at EU's medlemslande ikke selv er medlemmer af de pågældende
organisationer.
Fiskeriforvaltningen i Nordatlanten baseres i høj grad på rådgivning fra Det Internationale Havunder-
søgelsesråd, ICES, hvor stater, inkl. værtslandet Danmark, er medlemmer, og altså hverken EU eller
Færøerne og Grønland. Imidlertid har såvel EU som Færøerne og Grønland en særlig associeret status
i forhold til ICES’ rådgivende organ, ACFM.
Forfatningstraktaten forventes ikke at indebære ændringer i disse ordninger.
Hvalfangst
Hvalfangst er et særanliggende/hjemmestyreanliggende for hver af de tre rigsdele. Internt har de tre
rigsdele således hver sin hvalfangstpolitik, der reguleres ved lokal dansk, færøsk eller grønlandsk lovgiv-
ning. For så vidt angår storhvalfangst er alle tre rigsdele bundet af de internationale forpligtelser, riget
har indgået i den internationale hvalfangstkommission (IWC).
I IWC opretholdes det traditionelle mønster med en ’rigsdelegation’, ledet af rigsmyndighederne med
Udenrigsministeriet som delegationsleder, og med deltagelse af de to landsstyrer og andre interesserede
myndigheder.
3
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
Så længe EU ikke etablerer en fælles hvalfangstpolitik og EU ikke er medlem af IWC, forventes ingen
ændring i disse forhold.
Handel
Færøerne har helt siden 1973 været anset for tredjeland i forhold til EU. Derimod var Grøn-
land indtil 1985 med i EF, og fik derefter status som OLT (Oversøiske lande og territorier),
som dækker samhandlen mellem Grønland og EU.
Færøernes samhandel med EF blev i 1974 reguleret ved et særligt handelsarrangement. Den 1.
1. 1992 trådte en aftale mellem på den ene side Danmarks Regering og Færøernes Landsstyre
og på den anden side EF om udstrakt frihandel i kraft. Der blev i 1996 indgået en revideret
handelsaftale med EF som følge af Sveriges, Finlands og Østrigs optagelse i EU. Denne aftale
blev yderligere liberaliseret, og udbygget med en veterinæraftale i 2000.
Færøerne og Grønland var i sin tid omfattet af Danmarks deltagelse i GATT*, og siden 1995 af
Danmarks medlemskab af WTO*. I WTO er såvel EU som de enkelte medlemsstater med-
lemmer. Medlemsstaterne koordinerer inden for rammerne af den fælles handelspolitik deres
holdninger til de overordnede spørgsmål, som WTO skal tage stilling til. EU-kommissionen
forestår koordinationen af medlemsstaternes holdninger og fører ordet. EU-kommissionens og
medlemsstaternes delegationer optræder udadtil som én delegation. Eventuelle færøske og
grønlandske synspunkter vil kunne indgå i Danmarks holdning i denne koordinationsproces. Til
WTO’s ministerkonferencer deltager færøske og grønlandske repræsentanter normalt i den dan-
ske delegation, der arbejder i tæt koordination med de øvrige EU-medlemsstaters delegationer.
Repræsentanter fra Færøerne og Grønland kan også efter behov deltage i den danske delegation
ved andre møder i WTO, hvor de måtte have særlige interesser. Selv om det principielt er rigs-
myndighederne, som varetager Færøernes og Grønlands interesser i WTO, er der intet til hin-
der for at færøske eller grønlandske repræsentanter kan varetage sådanne sager inden for ram-
merne af den danske delegation. Danmark kan ligeledes vælge at rejse et spørgsmål af særlig
færøsk eller grønlandsk interesse i EU-regi, og det er da også forekommet, at Kommissionen
har varetaget særlige grønlandske interesser i WTO.
Færøernes landsstyre henholdsvis Grønlands landsstyre har sammen med den danske regering indgået
handelsaftaler med EFTA-lande og enkelte andre lande for at varetage de færøske og grønlandske han-
delsinteresser.
Forfatningstraktatens ikrafttræden forventes ikke at indebære ændringer på det handelsmæssige område.
På sigt kan det dog ikke udelukkes, at Unionens medlemskab af WTO vil få den konsekvens, at med-
lemslandene ikke længere bliver repræsenteret i WTO.
Miljø
CITES-konventionen af 1973 (også kaldet Washington-konventionen) regulerer den in-
ternationale handel med truede dyr og planter. Danmark og Grønland har været omfat-
tet af CITES siden 1977, men der blev i sin tid taget foreløbigt territorialt forbehold
vedrørende konventionens anvendelse for Færøerne, som fortsat står ved magt. Der er
4
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
undertegnet en tillægsprotokol til CITES, som åbner adgang for EU til at deltage i kon-
ventionen. Denne tillægsprotokol er imidlertid endnu ikke trådt i kraft, og EU er således
endnu ikke medlem af CITES.
Der foregår imidlertid en stærk EU-koordinering i CITES, men det har ikke været til
hinder for, at Danmark i enkelte tilfælde med virkning for Grønland har kunnet indtage
særstandpunkter med henblik på at tilgodese særlige grønlandske interesser. Således har
Danmark i overensstemmelse med erklæring nr. 25 til Maastricht-traktaten fået undtagel-
ser i forhold til Grønland vedrørende enkelte CITES-listninger af havpattedyr m.v. Un-
der mødesamlinger inden for CITES-samarbejdet koordinerer EU-landenes delegationer
og Kommissionen hyppigt for at sikre størst mulig fælles optræden. I sådanne sammen-
hænge kan undertiden også særlige grønlandske interesser fremføres med henblik på at
sikre EU-opbakning til de grønlandske standpunkter.
De CITES-vedtagelser, der bliver bindende, iværksættes ved EU-regulering for de deltagende EU-
lande. For Grønlands vedkommende sker iværksættelsen ved grønlandsk regulering. Det antages, at
forfatningstraktaten ikke vil medføre ændringer heri.
Den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik
Eks 1
Europæisk sikkerhedsstrategi.
EU vedtog i 2003 en europæisk sikkerhedsstrategi, der identifi-
cerer en række strategiske mål for Unionen, herunder at blive i stand til at bidrage til at håndtere globale
trusler og udfordringer som spredning af masseødelæggelsesvåben, terrorisme, regionale konflikter og
organiseret kriminalitet. På disse prioriterede områder udarbejdes særlige gennemførelsesstrategier. I
forbindelse med disse strategier identificeres fælles indsatser. På ikke-spredningsområdet drejer det sig
bl.a. om projekter, der bidrager til G8-landenes* globale plan til at hindre spredning af masseødelæggel-
sesvåben eller materialer og teknologier til fremstilling af sådanne våben fra landene i det tidligere Sov-
jet. Projekterne omfatter bl.a. bistand til destruktion af radioaktive materialer og støtte til overvågning
af lagre og affaldsdepoter. Projekterne udbydes og gennemføres i overensstemmelse med EU’s regler
på området.
Vedtagelsen gælder ikke for Færøerne og Grønland og forventes videreført under forfatnings-
traktaten.
Eks 2
Fælles opt ræden i int ernat ionale organisat ioner.
I internationale organisationer eller
i forbind else m ed større internationale konferencer eller forhand lingsforløb, herund er i FN
regi, hvor em net ved rører spørgsm ål ind en for d en fælles ud enrigs- og sikkerhed spolitik,
ved tager EU i visse tilfæld e fælles hold ninger, d er fastlægger Unionens tilgang til d e v æ-
sentligste spørgsm ål på d agsord enen. Med lem sland ene agerer herefter i overensstem m e l-
se herm ed , ligesom d er ofte vil være et fælles EU-ind læg, afgivet af form and skabet. Det
kan f.eks. d reje sig om et ind læg ved EU-formand skabet und er FN ’s generalforsam ling
eller på et OSCE* -ud enrigsm inisterm ød e. En fælles hold ning hind rer ikke et m ed lem s-
5
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
land i at afgive et nationalt ind læg, hvorund er d er kan frem hæves særlige nationale prior i-
teter, herund er prioriteter, d er ikke m åtte ind gå i d en fælles EU -hold ning. Den fælles
hold ning kan tillige om fatte m ålsætningerne for internationale forhand linger. Dette va r
f.eks. tilfæld et i forbind else m ed d røftelserne om en tillægsprotokol til konventionen m od
biologiske våben. Den fælles hold ning d anned e herefter ram m en for d e enkelte m ed lem s-
land es ageren i forhand lingsforløbet og tjente til at sam le ressourcerne om at sikre største
m ulig gennem slagskraft i forhand lingerne.
Disse fælles holdninger omfatter ikke Grønland og Færøerne. Skulle der i relation til sådan fælles op-
træden være særlige færøske eller grønlandske interesser at varetage, vil dette normalt ske som et led i
Danmarks samlede politik på området. Dette indebærer at sådanne særlige hensyn vil indgå i den sam-
lede danske holdning såvel under drøftelserne i EU som i andre fora. Skulle det ikke være muligt at
forene særlige færøske eller grønlandske interesser med de almindelige EU interesser, er Danmark ikke
afskåret fra at varetage de særlige færøske eller grønlandske interesser, jf. erklæring nr. 25 til Maastricht-
traktaten.
Eks 3
Sanktioner
.
Hvor FN’s Sikkerhedsråd vedtager sanktioner mod et bestemt tredjeland, træffer
EU efterfølgende den overordnede beslutning om deres gennemførelse. I det omfang der er tale om
økonomiske restriktioner gennemføres disse derefter normalt ved forordninger, der gælder direkte i
medlemslandene. Andre sanktioner f. eks. vedrørende våbenhandel, hvor der ikke er hjemmel i EU-
traktaterne til at vedtage forordninger, gennemføres sanktionerne i stedet af hvert enkelt medlemsstat i
dets egen lovgivning og forvaltning.
Sanktioner, som er vedtaget af FN, er bindende for hele riget, mens EU-vedtagelser gælder ikke for
Færøerne og Grønland. Gennemførelsen af sanktionerne for Færøernes og Grønlands vedkommende
skal derfor ske ved særskilte bestemmelser for Færøerne og Grønland.
I andre tilfælde gennemfører EU såkaldte autonome sanktioner, d.v.s. sanktioner som ikke udspringer
af en vedtagelse af FN’s sikkerhedsråd, men beror på en autonom beslutning i EU.
Sådanne sanktioner gælder kun for EU-området og dermed ikke for Færøerne og Grønland.
Forfatningstraktaten viderefører reglerne om sanktioner, men vil ikke indebære ændringer i forhold til
Færøerne og Grønland.
Eks 4
Fast læggelse af t ilgang t il et best emt polit ikområde.
H vor EU ønsker at fastlægge en
bestem t hold ning/ politik i forhold til et bestem t politikom råd e, en bestem t region, land
eller konflikt kan d et ske gennem ved tagelse af en fælles hold ning. Den fælles hold ning
kan være alm engyld ig eller ud arbejd et m ed henblik på en konkret international konfere n-
ce. Som eksem pler herpå kan nævnes fælles hold ning om blind end e laservåbe n, fælles
hold ning ved rørend e d en Internationale Straffed om stol og fælles hold ning om konfliktfo-
rebyggelse, -styring og -løsning i Afrika.
Disse vedtagelser medfører ingen særlig virkning i forhold til Færøerne og Grønland. Forfatningstrakta-
ten vil ikke indebære ændring heri.
6
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
153510_0028.png
Eks 5
Civil krisestyringsoperation under den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik.
Dan-
mark er en aktiv bidragyder til politimissionerne i Bosnien-Herzegovina og i den tidligere jugo-
slaviske republik Makedonien, hvor Danmark har udsendt henholdsvis 13 og 5 politifolk. Politi-
folkene udvælges og udsendes i samarbejde med Rigspolitiet. De indgår i EU-missionerne i
overensstemmelse med de retningslinier, som Rådet vedtager for operationer og er underlagt de
regler, som EU aftaler med opholdslandet. De forpligtelser, som Danmark i denne forbindelse
påtager sig - herunder vedrørende finansiering af visse udgifter til udsendte danske politifolk -
indebærer ingen forpligtelser for Færøerne og Grønland. Forfatningstraktaten vil ikke ændre
herpå.
Eks 6
Udenrigspolit iske udt alelser.
Det europæiske Råd i Lissabon 19-20. d ecem ber 2003
und erstreged e i sine konklusioner betyd ningen af, at nationale væbned e styrker overho l-
d er gæld end e hum anitær folkeret, og frem hæver d en vægt, d et tillægger en d ialo g m ed
Det internationale Røde Kors om d ette spørgsm ål. Det europæiske Råd havd e også en
længere konklusion om m ulighed erne for fred i Mellem østen.
Disse vedtagelser medfører ingen særlig virkning i forhold til Færøerne og Grønland. Forfatningstrakta-
ten vil ikke ændre på denne ordning.
Ad afsnit 9 om Danmarks forbehold
Det retlige forbehold
Danmark er i øjeblikket i færd med at indgå såkaldte parallelaftaler* med EU på følgende områder,
nemlig om
Dublin-forordningen og Eurodac-forordningen (henholdsvis om hvilket land, der har ansvaret for
behandlingen af asylansøgninger og om brug af fingeraftryk i asylsagsbehandlingen),
Forkyndelsesforordningen(om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumen-
ter i civile og kommercielle sager), samt
Bruxelles I-forordningen (om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsaf-
gørelser på det civil- og handelsretlige område).
Det danske lovforslag om Danmarks tilslutning til Dublin-forordningen og Eurodac-forordningen på
mellemstatsligt grundlag, som p.t. behandles i Folketinget, bestemmer, at loven ikke skal gælde for Fæ-
røerne og Grønland, men helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigel-
ser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Gennemførelseslovene vedrørende de to
øvrige parallelaftaler er endnu ikke udarbejdet. Det forventes, at disse lovforslag ikke skal gælde for
Færøerne og Grønland.
Eksempler på virkningen af ophævelse af det danske retsforbehold
Eks 1
EF-domskonventionen fra 1968 (Bruxelles I-konventionen) mellem de daværende seks
EF-lande indeholder regler for gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det
civile og handelsretlige område og om de nationale retters kompetence. Danmark tiltrådte kon-
ventionen i 1986. Den gælder ikke for Færøerne og Grønland. Efter Amsterdam-traktatens
7
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
ikrafttræden blev reglerne i konventionen moderniseret og vedtaget som en forordning (Bru-
xelles I-forordningen). Samtidig vedtoges en tilsvarende forordning om nationale retsafgørelser
i ægteskabssager og sager vedrørende forældremyndighed over ægtefællers børn (Bruxelles II-
forordningen). På grund af det retlige forbehold gælder forordningerne ikke for Danmark.
En ophævelse af det retlige forbehold vil gøre forordningerne anvendelige i Danmark, men ikke
på Færøerne og Grønland.
Eks 2
Den danske udlændingelov er ved kgl. anordninger af 2001 delvist sat i kraft for Færøerne og
Grønland. Øvrige bestemmelser, herunder ændrede bestemmelser, der måtte blive konsekvensen af
dansk gennemførelse på mellemstatsligt grundlag af retsakter til udbygning af Schengen-retsakter om
bl.a. visum og grænsekontrol, kan ved nye kgl. anordninger sættes i kraft for Færøernes og Grønlands
vedkommende i henhold til de sædvanlige procedurer.
Forsvarsforbeholdet
EU’s overtagelse af NATO’s militære operation i Bosnien
I december 2004 overtog EU NATO’s operation i Bosnien-Herzegovina. Denne operation går
ud på at opretholde sikkerhed og stabilitet i området. Som følge af forsvarsforbeholdet måtte
Danmark trække sine styrker tilbage fra Bosnien-Herzegovina, da EU overtog ansvaret for ope-
rationen fra NATO. Såfremt Danmark ophæver forsvarsforbeholdet vil Danmark have mulig-
hed for igen at tilbyde et troppebidrag til operationen. Et dansk militært bidrag forudsætter par-
lamentarisk behandling i Danmark i overensstemmelse med vanlig procedure i forbindelse med
udsendelse af militære styrker (d.v.s. beslutningsforslag i Folketinget og/eller rådføring med
Folketingets Udenrigspolitiske Nævn). Ud over det militære bidrag vil Danmark skulle bidrage
til finansieringen af den militære operation. Her gælder som udgangspunkt, at EU-landene
sammen dækker udgifter til logistik m.v., der er nødvendige for gennemførelse af operationen,
mens de enkelte medlemslande betaler for udgifter til egne styrker. Udsendelse af et dansk bi-
drag til en EU-ledet militær krisestyringsoperation i Bosnien-Herzegovina vil ikke indebære
EU-retlige forpligtelser for Færøerne og Grønland.
8
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
Bilag 2
Ordforklaring
Direktiver
Retsakter, som efter nugældende EU-ret er bindende for enhver medlems-
stat, som de rettes til m.h.t. det tilsigtede mål, men overlader det til de natio-
nale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen.
EF
Forkortelse for Det Europæiske Fællesskab, som oprettet ved traktaten om
oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, der trådte i kraft i 1958, og som er
ændret flere gange siden. Traktaten er rammen for fællesskabssamarbejdet
(søjle 1), jfr. ordforklaringen nedenfor. Betegnelsen EF afskaffes med forfat-
ningstraktaten og erstattes af betegnelsen EU, der allerede nu benyttes bl.a.
inden for det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde (søjle 2), jfr. ord-
forklaringen nedenfor.
Forordninger
Retsakter, som efter nugældende EU-ret er bindende i alle enkeltheder og
som gælder umiddelbart i hver medlemsstat. De skal ikke og må ikke gen-
nemføre i national ret.
Fællesskabssamarbejde (søjle 1)
Den del af EU-samarbejdet, som er baseret på EF-traktaterne, først og
fremmest traktaten om Det Europæiske Fællesskab. Denne del af samarbej-
det kaldes også søjle 1-samarbejdet. Det omfatter f. eks. det indre marked,
handelspolitikken, landbrugspolitikken, miljøbestemmelserne og forbruger-
beskyttelse.
GATT
General Agreement on Tariffs and Trade (Den almindelige Overenskomst
om Told og Udenrigshandel) fra 1994. Den oprindelige GATT-
overenskomst fra1947 lagde grunden til det multilaterale handelssystem som
afløstes pr. 1. januar 1995 af WTO. GATT-overenskomsten fra 1994 er i dag
en fundamental del af WTO-aftalekomplekset.
G-8 landene
Et samarbejde mellem de største industrialiserede demokratier. Samarbejdet
vedrører hovedsageligt makroøkonomiske spørgsmål, handel og relationer til
udviklingslande. Også spørgsmål om energi, terrorisme, miljø, bekæmpelse af
kriminalitet m.m. drøftes i dette forum. G-8 består af Frankrig, USA, Canada,
Storbritannien, Japan, Tyskland, Italien og Rusland.
EUU, Alm.del - 2004-05 (2. samling) - Bilag 76: Udenrigsministeriets redegørelse af 29/3-05 om konsekvenserne for Færøerne og Grønland af forfatningstraktaten
10
Høj Repræsentant
Den øverste post i Rådets generalsekretariat med ansvar for EU’s Fælles
Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (FUSP). Posten har siden 1999 været beklædt
af Javier Solana. Med vedtagelsen af forfatningstraktaten stiles mod en yderli-
gere styrkelse af FUSP’en, ikke mindst gennem oprettelse af posten som EU-
udenrigsminister.
Lokale formandskaber
Betegnelsen for det arbejde – først og fremmest med at koordinere mellem
EU-landenes ambassader/repræsentationer - som Rådsformandskabet i EU
udfører i 3. lande og i forhold til internationale organisationer via formand-
skabslandets ambassade/repræsentation i det pågældende 3. land og ved in-
ternationale organisationer.
OLT-status
Den status en række franske, nederlandske og danske oversøiske lande og
territorier har i forhold til EF og som indebærer vidtgående fri eksport til EU
og en vis udviklingsstøtte m.v.
OSCE
Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (Organisation for Se-
curity and Cooperation in Europe). OSCE er en europæisk sikkerhedsorgani-
sation, der navnlig tager sig af konfliktforebyggelse, menneskerettigheder og
genopbygning. Medlemskredsen er de europæiske og centralasiatiske lande
samt USA og Canada.
Parallelaftaler
Mellemstatslige aftaler mellem Fællesskabet og Danmark m.h.p. at knytte
Danmark til EU-lovgivning, som Danmark p.g.a. det retlige forbehold ikke
kan være med i, således at disse bestemmelser kan finde anvendelse på mel-
lemstatsligt grundlag.
Retlige samarbejde om strafferet og politisamarbejdet (søjle 3)
Den del af EU's retlige samarbejde under EU-traktaten som angår politi og krimi-
nalsager. samarbejdet er af mellemstatslig karakter og kaldes ofte søjle 3-
samarbejdet.
Udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde (søjle 2)
Omfatter den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (FUSP), som er en del af
EU-traktaten. FUSP’en er et mellemstatsligt samarbejde. Det Forsvars- og
Sikkerhedspolitiske Samarbejde (ESDP) er en del af FUSP.
WTO
Engelsk forkortelse for verdenshandelsorganisationen (World Trade Organi-
sation). WTO er en global international organisation, som beskæftiger sig
med reglerne for handel mellem WTO’s medlemsstater. WTO er afløseren
for GATT-samarbejdet (General Agreement on Tariffs and Trade).
10