Skatteministeriet J.nr. 2005-711-0048   Den Til Folketingets Skatteudvalg L    110 - Forslag til skatteforvaltningsloven. Hermed fremsendes i 5 eksemplarer mine bemærkninger til henvendelsen af 29. marts 2005 fra Foreningen af Danske Skatteankenævn (FDS), L 110 – bilag 6. Kristian Jensen /  Kaj-Henrik Ludolph
Side 2 Foreningen af Danske Skatteankenævn har tilsendt Skatteudvalget sine anbefalinger til brug for udvalgets behandling af lovforslaget. Anbefalingerne drejer sig om tre forhold: 1. Ensartet klageadgang for alle skatteydere. 2. Udpegelsen af skatteankenævnsmedlemmer. 3. Organiseringen af den decentrale klagebehandling. 1. Ensartet klageadgang for alle skatteydere: Foreningen henviser til forslagets § 5, stk. 2, hvorefter afgørelser, der kan påklages til skatteankenævnet, efter klagerens valg i stedet kan påklages til Landsskatteretten, dog undtaget klager over forskudsregistrering, hvor skatteankenævnenes afgørelse tillige er endelig. Foreningen ønsker denne valgmulighed kombineret med, at skatteankenævnene igen tillægges kompetencen til at behandle klager i selskabssager, således at der også i selskabssager kan vælges mellem at starte en klagesag ved e  t skatteankenævn og ved Landsskatteretten. Jeg skal understrege, at jeg finder det meget tilfredsstillende, at der med den politiske aftale   om   kommunalreformen   og   dermed   forslaget   til   skatteforvaltningslov   er opretholdt et administrativt klagesystem med lægmandsinstitutionen skatteankenævn. Nævnene   er   således   som   udgangspunkt   fortsat   1.   klageinstans   over   told -   og skatteforvaltningens   afgørelser   i   sager   om   indkomstbeskatning   af   personer   og dødsboer. Det er væsentligt at kunne fastholde nævnenes og FDS’s betydelige rolle i skatteopgaven  også  i  situationen,  hvor  der  som  led  i  kommunalreformen  sker  en sammenlægning af den kommunale og den statslige skatteforvaltning. Denne  sammenlægning  til  en  statslig  enhedsforvaltning  og  dens  afledte  følger  er  i forslaget     til     skatteforvaltningsloven     baseret     på     reglerne     i     den     gældende skattestyrelseslov.  Dette  gælder,  som  nævnt,  bl.a.  forslaget  om  at  opretholde  den gældende ordning med skatteankenævn. Tilsvarende er der ikke foreslået ændringer i de typer af klager, som skatteankenævnene kan afgøre, bortset fra forslaget om, at skatteankenævnenes kompetence udvides til at behandle klager over afgørelser om gaveafgift. Det er endvidere foreslået, at den enkelte borger får frihed til selv at vælge, om en klage skal  behandles  af  skatteankenævnet  eller  Landsskatteretten.  Dette  forslag  er  en liberalisering i forhold til borgeren af den gældende ordning, hvor en klager først kan gå til Landsskatteretten 3 måneder efter, at klagen er indgivet til skatteankenævnet. Som FDS nævner, er denne liberalisering i lovforslagets bemærkninger begrundet med, at borgeren herved får mulighed for at afpasse klagesagsbehandlingen efter sagens karakter og i øvrigt efter individuelle behov.   
Side 3 Jeg mener ikke, at dette forslag om at give borgeren større fleksibilitet i sit valg af klageinstans kan føre til, som ønsket af FDS, at skatteklagesager vedrørende selskaber skal   kunne   behandles   af   skatteankenævn   i   1.   instans   –   eventuelt   med   en overspringsregel  som  foreslået  for  personer   –  som  tilfældet  var,  før  staten  overtog ansvaret  for  selskabsligningen.  Hensynet  til  retssikkerhed,  sagsbehandlingstid  og hensigtsmæssig ressourceudnyttelse for borgerne og det offentlige varetages fuldt ud ved, at klage i skattesager vedrørende selskaber som hidtil sker til Landsskatteretten i 1. instans. Jeg vil i den forbindelse understrege, at samlingen af den kommunale og den statslige skatteforvaltning til én statslig enhedsorganisation har indbygget en række styrker i sig, som samlet skal føre til, at både borgere og sel skaber får afgjort deres sager hurtigt og korrekt  i  told-  og  skatteforvaltningen,  således  at  klagesagerne  begrænses  og  helst undgås. 2. Udpegelsen af skatteankenævnsmedlemmer   FDS  henviser  til  den  foreslåede  §  6,  stk.  2,  hvorefter  skatteministeren  udnæ vner skatteankenævnsmedlemmer/suppleanter, efter at den pågældende kommunalbestyrelse har indstillet to kandidater til hver plads, og bestemmelsen om at denne indstilling skal være ledsaget af en angivelse af den enkelte indstilledes kvalifikationer for at bestride hvervet.   FDS   anbefaler,   at   denne   beskrivelse   af   kvalifikationer   bortfalder,   at kommunalbestyrelsen kun indstiller én kandidat til hver plads, og at skatteministeren som udgangspunkt skal følge kommunalbestyrelsens indstilling ved udnævnelsen, men kan pålægge kommunalbestyrelsen at indstille en anden person, når dette kan sagligt begrundes. FDS   gør   desuden   opmærksom   på,   at   kommunalbestyrelsens   indstilling   som udgangspunkt   vil   afspejle   styrkeforholdet   mellem   de   politiske   grupperinger   i kommunalbestyrelsen, og at den politiske bredde i det enkelte skatteankenævn sikres bedst, hvis antallet af skatteankenævnsmedlemmer fastsættes således, at den enkelte kommune bliver bredt repræsenteret i skatteankenævnet. FDS’s anbefalinger svarer til synspunkterne i foreningens høringssvar til udkastet til skatteforvaltningsloven. Jeg henviser til kommentarerne hertil i høringsskemaet i bilag 2 til det fremsatte lovforslag. Vedrørende angivelse af kvalifikationer er det nævnt, at der ikke stilles krav om en detaljeret beskrivelse af den indstilledes kvalifikationer, men blot om, at det i indstillingen anføres, hvorfor netop denne person er egnet.
Side 4 Det   er   en   følge   af   sammenlægningen   af   den   kommunale   og   den   statslige skatteforvaltning,   at   skatteministeren   får   det   po litiske   ansvar   for   hele   told-   og skatteopgaven, hvor ansvaret for skatteopgaven i dag er delt mellem skatteministeren og   de   enkelte   kommunalbestyrelser.   Det   er   vigtigt,   at   et   lægmandsorgan   som skatteankenævnene   bevares   som   en   del   af   det   administrative   klagesystem   på Skatteministeriets område. Men skatteministeren må som led i dette samlede ansvar og som ansvarlig for udnævnelserne have mulighed og grundlag for at vælge mellem flere personer. Skatteankenævnene kan som lægmandsorganer anses som klagerens garanter for en fair proces.  Men  det  er  lige  så  klart,  at  skatteankenævnets  opgave  er  at  træffe  rigtige afgørelser,  som  skal  kunne  holde  til  en  eventuel  prøvelse  i  Landsskatteretten  eller efterfølgende  for  de  almindelige  domstole.  Med  den  åbenhed  om  processe r  og myndigheder,  som  er  Skatteministeriets  målsætning,  er  det  rimeligt  i  forhold  til skatteborgerne,   som   har   en   afgørende   økonomisk   interesse   i   en   kvalificeret klagebehandling,   at   der   gives   oplysning   om   de   indstilledes   kvalifikationer   til medlemskab af et skatteankenævn. Jeg kan derfor ikke følge FDS’s anbefalinger på dette punkt. For  så  vidt  angår  sikring  af  en  bred  politisk  repræsentation  i  skatteankenævnene bemærkes, at antallet af medlemmer i de enkelte skatteankenævn fremover ikke vil være et lovgivningsanliggende, men et anliggende, hvorom jeg kan fastsætte regler ved bekendtgørelse i medfør af den foreslåede § 6, stk. 1, i skatteforvaltningsloven. De nuværende  skatteankenævn  er  –  når  undtages  skatteankenævnet  i  København   – sammensat af 5-15 medlemmer. Det gælder såvel kommunale som fælleskommunale skatteankenævn. Jeg forudser, at de helt små skatteankenævn stort set vil forsvinde, og at  en  medlemsstørrelse  på  ca.  15  vil  være  det  normale.  Med  udgangspunkt  i  30 skatteankenævnskredse, jf. nærmere herom nedenfor, vil de fleste skatteankenævnskredse komme til at bestå af 3 -5 af de nye kommuner. Dette vil give kommunalbestyrelserne et råderum til at indstille repræsentanter for en bred vifte af partier.     Som     skatteminister     vil     jeg    have    mulighed    for    at    udnytte    min udnævnelseskompetence til at sikre en bred politisk repræsentation i skatteankenævnene. Dette forudsætter imidlertid naturligvis, at kommunalbestyrelserne ved deres indstilling giver mig mulighed herfor. 3. Organiseringen af den decentrale klagebehandling: FDS fremfører synspunktet -  ud fra forudsætningen om, at det er hensigtsmæssigt, som foreslået,    at    skatteministeren    får    kompetencen    til    en    løbende    tilpasning    af
Side 5 nævnsstrukturen  efter  sagstilgangen  i  de  forskellige  dele  af  landet  –  at  antallet  af skatteankenævn   ikke   nødvendigvis   bør   tilpasses   antallet   af   skattecentre.   Ved   fastlæggelsen  af  antallet  af  nævn  bør  der  efter  FDS’s  opfattelse  tages  hensyn  til geografiske  afstande  og  det  enkelte  skatteankenævns  sagsmængde,  og  man  så  vidt muligt bør undgå situationer, hvor et nævn bliver nødt til at opdele sig i besluttende led. Det er udgangspunktet efter den foreslåede § 6, stk. 1, i skatteforvaltningsloven, at det er skatteministeren, der bestemmer landets inddeling i skatteankenævnskredse. Som nævnt af FDS er det udtalt i bemærkningerne til lovforslaget, at det er tanken, at antallet af    skattecentre    tilpasses    efter    antallet    af    skattecentre.    Det    er    fastlagt    i Udmøntningsplanen fra september 2004 til kommunalreformen, at der skal etableres 30 skattecentre. Det fremgår tillige af Udmøntningsplanen, at der ved udmøntningen af lovforslaget   om   skatteankenævn   vil   blive   lagt   vægt   på,   at   skatteankenævnets virksomhed  vil  blive  tilrettelagt  sådan,  at  borgerne  vil  få  mulighed  for  personligt fremmøde uden at skulle rejse over meget lange afstande. Det er rigtigt, at etableringen af enhedsforvaltningen betyder, at en borger vil kunne blive betjent af andre skattecentre end det, som borgeren er tilknyttet geografisk. Det praktiske udgangspunkt må dog forudsættes a t være, at borgere, der ønsker behandling af en skattesag, betjener sig af deres lokale skattecenter, og med eventuel efterfølgende klage   til   det   geografisk   tilknyttede   skatteankenævn.   Derfor   er   det   naturlige udgangspunkt, at antallet af skattecentre og skatteankenævn knyttes sammen. Der vil i forlængelse heraf skulle gøres brug af muligheden for, at et nævn kan opdele sig i besluttende led for at tilgodese hensynet til, at der ikke bliver for store geografiske afstande  for  en  klager  i  forhold  til  skatteankenævnet,  og  at  der  bliver  rimelige sagsmængder og dermed behandlingstider. De   foreslåede   regler   om,   at   skatteministeren   har   kompetencen   til   at   fastlægge organiseringen m.m. af skatteankenævn giver en betydelig fleksibilitet til at tilpasse organiseringen til de praktiske forhold i lyset af indhøstede erfaringer. Jeg kan derfor ikke  tilslutte  mig,  at  der  på  forhånd  skulle  fastlægges  snævrere  rammer  for  f.eks. antallet af skatteankenævn. Lad mig tilføje, at jeg anser det for naturligt, at Foreningen af Danske Skatteankenævn tages med på råd, når skatteforvaltningsloven skal udmøntes på dette punkt.