Skatteministeriet J.nr.  2004-711-0040 Den Til Folketingets Skatteudvalg L 112 - Forslag til Lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer. Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 19  -25 af 5. april 2005. Kristian Jensen /Jesper Skovhus Poulsen

3 Spørgsmål 19:  Vil ministeren oplyse, hvor en flygtning eller indvandrer, der har en skatterestance og som ikke kan det danske sprog, skal henvende sig? Svar: Flygtninge og indvandrere, også de der måtte   have sprogvanskeligheder, skal naturligvis henvende sig til restanceinddrivelsesmyndigheden i skattecenteret præcis som enhver anden skyldner. Som  jeg  tidligere  har  været  inde  på  i  forbindelse  med  besvarelsen  af  udvalgets spørgsmål 14  – L 112/113, indebærer myndighedernes almindelige vejledningspligt en særlig forpligtelse til at yde vejledning og bistand til skyldnere, der som følge af f.eks. sprogvanskeligheder kan have vanskeligt ved at varetage deres interesser. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil så ledes efter omstændighederne have pligt til i fornødent omfang at sørge for tolkebistand. Dette  er  imidlertid  ikke  en  ny  problemstilling.  Forståelsesproblemer  af  denne karakter adskiller sig ikke fra de situationer, der allerede i dag kan opstå i forhold  til inddrivelsesmyndighedernes nuværende opgavevaretagelse eller for den sags skyld i forhold  til  forvaltningens  myndighedsudøvelse  i  almindelighed.  Det  skal  i  den forbindelse erindres, at en ikke uvæsentlig del af opkrævningen og inddrivelsen i dag varetages af centrale og regionale myndigheder i staten og fælleskommunale samarbejder. Jeg mener i øvrigt ikke, at sprogvanskeligheder i sig selv nødvendigvis tilsiger, at kontakten til myndighederne ikke kan ske som i enhver anden sag, men jeg vil gerne understrege, at det er en generel målsætning, at tilrettelæggelsen og organiseringen af  restanceinddrivelsen  også  tager  hensyn  til  skyldnere  med  særlige behov. Det overvejes bl.a., om der er mulighed for at servicere borgerne på nye og andre måder, herunder om restanceinddrivelsesmyndigheden i særlige situationer kan komme ud til borgerne, i stedet for at borgerne skal komme til myndighederne. Spørgsmål 20:  Hvordan forestiller ministeren sig, at en borger, der ikke kan forstå det danske sprog, skal kunne komme i kontakt med inddrivelsesmyndigheden, der ofte ligger meget langt væk? Svar: Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 19. Spørgsmål    21:     Hvordan    forestiller    ministeren    sig,    at    forvaltningslovens bestemmelser  om  tolkebistand  skal  kunne  overholdes,  hvis  en  borger  ikke  kan forstå, hvorfor der skal betales på en skatterestance?

4 Svar: Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 19. Spørgsmål 22:  Hvordan forestiller ministeren sig, at ældre mennesker, svagelige og dem der føler afmagt for systemerne og som har skatterestancer skal kunne komme i personlig kontakt med den statslige opkrævnings-/inddrivelsesmyndighed ud over pr. telefon? Svar: Med den indledende bemærkning, at jeg modsætter mig enhver generalisering af ældre mennesker som svage, fremgår det a f min besvarelse af spørgsmål 1 og 7, at det er et centralt element i omlægningen af inddrivelsesområdet at ressourcerne skal  anvendes  der  hvor  der  vurderes  at  være  betalingsevne.  Den  i  spørgsmålet nævnte gruppe af mennesker mener jeg som hovedregel ikke falder i denne kategori, og de vil derfor ikke som udgangspunkt blive udsat for inddrivelsesskridt. Herudover har den fremtidige organisering af inddrivelsesopgaven og det fremtidige forenklede regelgrundlag har til hensigt at etablere et system, der grundlæggende ændrer procedurerne omkring en inddrivelsessag – herunder minimerer behovet for personlige fremmøder. Når et betydeligt antal borgere i dag er nødsaget til at være i personlig kontakt ved fremmøde med opkrævnings- og inddrivelsesmyndighederne for  at  få  afklaret  og  afviklet  deres  gæld  til  det  offentlige,  hænger  det  efter  min opfattelse sammen med, at regelgrundlaget og praksis på inddrivelsesområdet er kompliceret og uensartet, og at der er indlagt vide muligheder for skøn. Dette er på ingen måde be fordrende for gennemsigtigheden og dermed for borgernes forståelse af afgørelser på inddrivelsesområdet. Det er ikke mindst derfor regeringen lægger afgørende vægt på, at samlingen af inddrivelsesopgaven i staten skal følges op af forenklinger og harmonisering af de bagvedliggende regelsæt, så vi kan nedbringe behovet for, at skyldnere  – i visse tilfælde alene af forståelsesmæssige grunde  –  er i personlig kontakt, herunder ved personligt fremmøde, med inddrivelsesmyndigheden, der er dyr og tidskrævende for alle parter. Når det er sagt, er det klart, at behovet for kontakt mellem borgere og virksomheder og myndigheder i opkrævnings- og inddrivelsessager fortsat vil bestå. Og samlingen af inddrivelsen i staten afskærer på ingen måde en sådan kontakt. Det er    imidlertid hensigten, at kontakter i inddrivelsessager i langt højere grad kan foregå telefonisk, pr. brev eller mail, men såfremt behovet opstår, vil kontakten fortsat kunne ske ved personligt  fremmøde.  I  den  forbindelse  overvejes  det  i  Skatteministeriet,  om myndighederne  som  led  i  bestræbelserne  på  at  bedre  servicen  for  borgere  og

5 virksomheder i særlige situationer kan komme ud til borgere, der har problemer, i stedet for at borgerne altid skal komme til skatte- og inddrivelsesmyndighederne. Det kunne f.eks. være i situationer som beskrevet i spørgsmålet. En ikke uvæsentlig del af opkrævningen og inddrivelsen varetages allerede i dag af centrale og regionale myndigheder i staten og fælleskommunale samarbejder om opkrævning   og   inddrivelse,   hvor   spørgsmåle t   om   personlig   kontakt   med myndighederne mig bekendt ikke har givet anledning til problemer. Endelig skal man huske på, at der med kommunalreformen lægges op til en betydelig reduktion i antallet af kommuner, hvilket også i en kommunal inddrivelsesmodel vi lle betyde en forandring i forhold til situationen i dag. Spørgsmål    23:     Vil    ministeren    oplyse,    hvem    der    skal    betale    for    tabt arbejdsfortjeneste og dyr transport til skatte-/inddrivelsescentrene? Svar:  Som  jeg  er  inde  på  i  besvarelsen  af  spørgsmål  22  best  ræber  vi  os  på,  at borgerbetjeningen på skatte - og inddrivelsesområdet fremover skal foregå via andre kanaler  end  dem,  vi  kender  i  dag.  Efter  fusionen  af  de  statslige  og  kommunale skattemyndigheder og samlingen af inddrivelsesopgaven i staten vil en borger f.eks. kunne rette henvendelse til et hvilket som helst skattecenter i landet, og altså ikke kun  det,  der  ligger  nærmest  den  pågældendes  bopæl.  Der  vil  endvidere  ske  en udbygning  af  Tast  Selv  løsninger,  som  hidtil  ikke  har  været  så  udbredt  på inddrivelsesområdet, ligesom der vil blive etableret landsdækkende servicetelefoner. Jeg henviser endvidere til besvarelsen af spørgsmål 22. Spørgsmål    24:     Hvordan    forestiller    ministeren    sig,    at    små    selvstændigt erhvervsdrivende    skal    kunne    komme    i    personlig    kontakt    med    skatte- /inddrivelsescentrene uden at miste mange arbejdstimer, hvis de har noget de gerne vil forelægge personligt for myndigheden? Svar: Selvstændigt erhvervsdrivendes virksomhedsrelaterede restancer inddrives i dag af de regionale told- og skattemyndigheder. Selvstændigt erhvervsdrivendes personlige   skatterestancer   inddrives   af   kommunerne,   og   i   det   omfang   den erhvervsdrivende   måtte   være   i   restance   med   andre   offentlige   krav,   vil   den pågældende skulle være i kontakt med yderligere offentlige inddrivelsesmyndigheder. I forbindelse med den statslige inddrivelse overfor ca. 69.000   personligt   drevne   virksomheder   er   der   et   sammenfald   med   andre inddrivelsesmyndigheder i ca. 52.000 tilfælde.

6 Sammenlægningen  af  inddrivelsesopgaven hos én myndighed vil for de be rørte borgere begrænse kontakten ved, at borgeren kan få afklaret sine forhold ét sted   – hos restanceinddrivelsesmyndigheden, der vil være repræsenteret i hvert enkelt af de 30 skattecentre. Jeg henviser i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 22 med den ti lføjelse, at den i spørgsmålet omhandlede personlige forelæggelse for skatte -/inddrivelsescentrene jo ikke nødvendigvis behøver at ske ved fysisk personligt fremmøde. Spørgsmål 25:  Er det korrekt opfattet, at det i mange tilfælde bliver billigere for en borger (undgår tabt arbejdsfortjeneste og tabte timer) ikke at give møde ved den statslige  inddrivelsesmyndighed,  da  det  bliver  billigere  at  lade  den  statslige inddrivelsesmyndighed komme ud til borgeren ved udkørende fogedforretning? Svar: Nej, det er ikke korrekt opfattet. Omkostningerne ved at udvise passivitet i en inddrivelsessag   kan   meget   hurtigt   løbe   op   i   form   af   påløbne   morarenter, rykkergebyrer, gebyr i forbindelse med tilsigelse til udlægsforretning og gebyr i forbindelse  med  en  udgående  fogedforr etning.  Jeg  må  derfor  kraftigt  fraråde  at anvende den i spørgsmålet skitserede fremgangsmåde. Jeg  henviser  endvidere  til  besvarelsen  af  spørgsmål  22  og  23  og  særligt  til,  at personlige forelæggelser for skatte-/inddrivelsescentrene som nævnt i besvarelsen af spørgsmål 24 ikke nødvendigvis behøver at ske ved fysisk personligt fremmøde.