Folketingets Boligudvalg Dato: 8. april 2005 Under  henvisning  til  Folketingets Boligudvalgs  brev  af  16.  marts  2005 følger hermed – i 5 eksemplarer – socialministerens svar på spørgsmål nr. 4 (L 36). Spørgsmål nr.  4: ”Idet der henvises til debatten under lovforslagets 1. behandling bedes mini- steren redegøre for, hvilke eventuelle muligheder der er/kan skabes for at en afgørelse/resultatet af en afgørelse i en sag mellem en lejer og udlejer kan få virkning  også  for  fremtidige  lejere  af  det  pågældende  lejemål.  Ministeren bedes  herunder  desuden  redegøre  for  mulighederne  for  at  tillægge  klage- kompetencen  til  beboerrepræsentanten  -  evt.  sammen  med  lejeren  -  i  den pågældende  ejendom  mhp.  at  sikre,  at  afgørelsen  kan  få  virkning  for  alle potentielle lejere af det pågældende lejemål.  ” Svar: Som lovet under 1. behandlingen vedlæger jeg et notat om det begreb, der i juridisk terminologi betegnes som retskraft. Reglerne om retskraft  fastsætter nærmere retningslinier for, hvem der er bundet af bestemte afgørelser, ogom hvornår retsvirkninger ne af disse afgørelser indtræder. Det  fremgår  af  sammenfatningen  i  notatet,  at  både  huslejenævns  -  og  dom- stolsafgørelser er bindende for parterne - og parterne alene. Det ligger ikke inden for rammerne af gældende ret at lade en tredjemand være bundet heraf. Årsagen hertil er, at det faktum, der foreligger i tredjemands sag kan adskille sig væsentligt fra det, som forelå til pådømmelse i sagen mellem de oprind  e- lige parter, og fordi tredjemanden ikke har haft rådighed over sagen mellem de oprindelige parter. Departementet Holmens Kanal 22 1060 København K Tlf. 3392 9300 Fax. 3393 2518 E-mail [email protected] MKI/ J.nr. 81-287

2 Disse principper mener jeg ikke det vil være hensigtsmæssigt at ændre ved, fordi de er forudsætningen for, at der kan træffes korrekte afgørelser. Hvad angår forslaget om at tillægge en beboerrepræsenta nt kompetence til at føre sager på vegne af nuværende  lejere, og lade afgørelserne i disse sager få virkning  for  kommende  lejere,  ser  jeg  nogle  grundlæggende  betænkelighe- der. Det kan oplyses, at der i dag i lejelovgivningen på en række områder er ti  l- lagt  beboerrepræsentanterne  kompetence  til  at  protestere  på  lejernes  vegne med  den  virkning,  at  sagen  skal  indbringes  for  nævnet, selv  om  de  enkelte lejeres stillingtagen ikke kendes. Beboerrepræsentanterne har på visse omr å- der fået kompetence til selvstændigt at erklære sig på lejernes vegne.   I sager hvor beboerrepræsentanterne er tillagt en sådan kompetence, har de ligeledes mulighed  for  at  anke  nævnets  afgørelse  til  boligretten.  I  disse  sager  er  det beboerrepræsentanterne, der er part i sagen, men der er tale om en processuel særegen situation, hvor parten rejser en sag til fordel for en anden, og afgø- relsen får virkning for de lejere, som sagen vedrører. Jeg kan ikke tilslutte mig idéen  om at give afgørelser på lejelovens område virkning  for  fremtidige  lejere.  Dette  beror  i  første  række  på,  at   de  faktiske forhold i en sag  vedrørende et bestemt lejemål  mellem udlejeren og en be- boerrepræsentat  på vegne af en  tidligere lejer meget vel kan afvige væsent- ligt fra de faktiske forhold i en sag mellem udlejeren og en ny lejer. De leje- vilkår,  der  foreligger  i  to  på  hinanden  følgende  leje  aftaler  vedrørende  den samme bolig,  kan  meget vel afvige  fra hinanden, og  det kan derfor føre  til afgørelser, der ikke er korrekte, hvis to tvister vedrørende et bestemt forhold i et bestemt lejemål  skal have samme udfald. For at tillægge en afgørelse i en sag mellem to oprindelige parter virkning i en sag mellem de nye parter vil der under alle omstændigheder skulle være mulighed for at få en prøvelse af, om de faktiske for hold i de to sager er de samme, og så mener jeg ikke, at der er vundet  meget. Faktisk  ser  jeg  heller  ikke  noget  stort  behov  for  at  tillægge  afgørelser  på lejerettens  område  retsvirkninger  ud  over  de  nuværende.  Inden  for  lejelo v- givningen er der i meget vid udstrækning mulighed for at få behandlet tvister mellem lejer og udlejer af et huslejenævn. Huslejenævnsordningen er indført for  at  give  parterne  i  lejeforhold  mulighed  for  på  en  hurtig,  nem  og  billig måde at få afgjort uenighed om vilkår i lejeforholdet. En lejer, der overtager et lejemål efter en anden lejer, som tidligere har fået afgjort en uenighed med udlejeren, vil derfor med henvisning til den tidlige- re afgørelse, og at faktum i de to sager er ens, kunne få en selvstændig afg ø-

3 relse  uden  stort  besvær.  En  beboerrepræsentation  vil  i  denne  sammenhæng selvfølgelig kunne være behjælpelig. Eva Kjer Hansen /Martin Preisler Knudsen

4 Socialministeriet Byfornyelse og lejelovgivning J.nr. 81-287 mki 5. april 2005 Notat om retskraft 1) Indledning Under første behandlingen af L 36 (skærpelse af reglerne om frakendelse af retten til at administrere udlejningsejendomme) den 10. marts 2005 fremkom S og RV med forskellige bemærkninger til lovforslaget. Bemærkningerne  vedrørte  blandt  andet  det  emne,  der  i  juridisk  sprogbrug sædvanligvis behandles under begrebet retskraft. Under socialministerens afsluttende bemærkninger blev det lovet, at ministe- ren ville sende et notat til brug for Boligudvalgets behandling af L 36, hvori begrebet  retskraft  og  de  hertil  knyttede  retsvirkninger  forklares  samt  bag- grunden herfor. Tvister mellem en lejer og en udlejer kan både afgøres af et h uslejenævn og af  en  domstol.  Derfor  gennemgås  neden for  under  pkt.  3  begrebet  retskraft både i forhold til domstolsafgørelser og til forvaltningsretlige afgørelser. Af særlig betydning er i denne sammenhæng den virkning, der er knyttet til den del af retskraftsbegrebet, der betegnes som retskraftens subjektive begræns- ning, det vil sige, at en afgørelse kun gælder for vedkommende, der har væ- ret part i sagen. Problemstillingen beskrives under pkt. 2, begrebet retskraft beskrives under pkt. 3, og der foretages en sammenfatning under pkt. 4. I  notatet  tages  der  ikke  stilling  til,  i  hvilket  omfang  det  vil  være  hensigts- mæssigt at udvide den retskraft, der er knyttet til forvaltnings- og domstols- afgørelser. 2) Problemstilling S og RV fremførte blandt andet det synspunkt, at det er uhensigtsmæssigt, at en  afgørelse  (fx  vedligeholdelsespåbud),  som  et  huslej enævn  eller  domstol har truffet i en tvist mellem en lejer og en udlejer, falder bort, når lejeren, der er part i den sag, som afgørelsen vedrører, fraflytter lejemålet. Det opfattes som  urimeligt,  at  den  lejer,  der  efterfølgende  flytter  ind  i  det  lejemål,  som

5 den  tidligere  tvist  opstod  i  tilknytning  til,  selv  må  bede  huslej enævnet  og domstolene tage stilling til tvister om det samme emne, som tvisten mellem udlejeren og den tidligere lejer vedrørte, og at den ny lejer ikke kan ”overta- ge” udfaldet af den gamle lejers sag. 3) Retskraft 3.1 Domstolsafgørelser Domstolene tager både stilling i tvister mellem udlejere og lejere i de tilfæ l- de,  hvor en huslejenævns-  eller  ankenævnsafgørelse  ankes,  og  i  de tilfælde hvor huslejenævnene ikke har kompetence til at tage stilling. 3.1.1 Retskraftens retsvirkninger Under begrebet retskraft behandles i juraen de forskellige retsvirkninger, der er knyttet til en domstolsafgørelse. Om de forskellige retsvirkninger gælder (Bernhard Gomard, Civilprocessen, 4. udg. 1994, s. 560): En  dom  har formel  retskraft,  når  den  ikke  længere  kan  ændres  ved anke eller genoptagelse uden særlig tilladelse. Når en dom har opnået formel retskraft,   udelukker det i almindelig- hed en ny selvstændig prøvelse af de spørgsmål, som er afgjort ved dommen. Dommens virkning som en bindende afgørelse kaldes ma- teriel retskraft. Dette kan underopdeles i to retsvirkninger: o   Retskraftens  negative  funktion  medfører,  at  domstole  skal afvise en sag, hvor parterne indbringer en tvist, der er iden- tisk med tvisten i en tidligere sag, som en domstol allerede har afgjort (afvisningsvirkning). o   Retskraftens positive funktion medfører, at hvis to parter an- lægger en retssag, der blandt andet omhandler et spørgsmål, som  en  domstol  tidligere  har  taget  stilling  til  mellem  de samme to parter og som har opnået formel retskraft, skal den tidligere  afgørelse  lægges  uprøvet  til  grund  i  den  ny  sag (præjudicerende virkning). Retskraften har i almindelighed kun betydning for dem, der har væ- ret  parter  i  sagen  (retskraftens  subjektive  begrænsning)  (Gomard  s. 560, 565, 595). Det vil sige, at en tidligere dom om samme spørgs- mål ikke har retskraft i en sag mellem nye parter  – hvad enten begge parter er nye eller kun den ene part. En dom kan for andre parter ha- ve  betydning  som  vurdering  af  et  omtvistet  faktum  (bevisvirkning) eller som præjudikat, men har i almindelighed ikke retskraft.

6 3.1.2 Retskraftens begrundelse Princippet  om  retskraft  er  først  om  fremmest  begrundet  i,  at  gentagne  pro- cesser om det samme spørgsmål mellem de samme parter ville være en ur i- melig belastning såvel af modparten som af retsvæsnet. 3.1.2.1 Afvisnings- og præjudicerende virkning Lovgivningen ville blive mindre effektiv og ikke nå det tilsigtede mål, hvis en tabende part blot kunne anlægge en ny sag om det samme emne. Hvis en tabende part ville kunne blive ved med at føre retssager om det samme alle- rede afgjorte spørgsmål ville det være en urimelig belastning af såv  el retssy- stemet som af modparten. Formålet med at gå til retten (bortset fra inkasso) er  at  få  en  tvist  endeligt  afgjort.  Parterne  må  efter  ankefristen  udløb  som udgangspunkt  kunne  stole  på,  at  dommen  er  endelig  og  indrette  sig  i  tillid hertil. 3.1.2.2 Retskraftens subjektive begrænsning Om retskraftens subjektive begrænsning anføres det i litteraturen (Gomard s. 565),  at  ”domme  i  almindelighed  kun  har  bindende  virkning  for  parterne. Dommes retskraft afskærer kun parterne men ikke en tredjemand, som ikke har været part i sagen, fra at anfægte dommens rigtighed under senere rets- sager. Begrundelsen herfor er åbenbar: tredjemands krav og synspunkter har ikke været gjort gældende under sagen, og dommen har ikke taget stilling til dem.” Det   anføres   endvidere   i  litteraturen  (Halfdan  Kragh  Jespersen   og   Peter Vesterdorf,  Tidsskrift  for  Bolig-  og  Byggeret  (T:BB)  1998.72,  at  …”når afgørelser alene har retskraft mellem de parter, der var impliceret i den tidli- gere  sag,  medfører  dette  bl.a.,  at  lejesager  mellem  udlejeren  og  en  anden lejer af et tilsvarende lejemål i samme ejendom, ikke er omfattet af retskra f- ten. Det samme gælder i forhold til en ny lejer af samme lejlighed, idet rets- forholdet mellem udlejeren og lejeren ikke er ”fikseret” til lejligheden, men til  kontraktsforholdet  mellem  udlejeren  og  den  enkelte  lejer;  det  er  således ikke  lejlighedens  retsforhold,  der  afgøres  i  en  sag  mellem  udlejeren  og  en lejer.” Det  anføres  endvidere,  at  ”  i  det  praktiske  liv  misforstås  dette  sidstnævnte forhold ofte – formentlig delvis som en ”tradition” fra tiden før 1975, hvor parternes aftalefrihed var stærkt begrænset, bl.a. således at der ved genudle j- ning ikke  kunne aftales en  leje  eller øvrige vilkår, der var mere byrd efulde end for det tidligere lejemål vedrørende de samm e lokaliteter, herunder den samme lejlighed.”

7 Den omstændighed, at det ikke er hensigtsmæssigt og retssikkerhedsmæssigt forsvarligt at lade en domstolsafgørelse få virkning for andre end de pers o- ner, der har været parter i den sag, der har foreligget til afgørelse, begrundes således særligt ud fra to forhold: En  ny  lejer,  der ikke  har  været  part i  en  konkret  domstolsafgørelse mellem udlejeren og en tidligere lejer af same lejemål, har ikke haft mulighed for at øve indflydelse på sagens udfald ved fx at for mulere sagens påstande og anbringender, føre beviser eller anke a fgørelsen. Det retsforhold, der foreligger mellem en lejer og en udlejer, behø- ver ikke være det samme, som det der var grundlag for afgørelsen i sagen mellem udlejeren og den tidligere lejer, der var part i sagen. I retsforholdet  mellem  den  ny  lejer  og  udlejeren  kan  aftalevilkårene for  lejeforholdet  afvige  fra  de  aftalte  vilkår  i  retsforholdet  mellem udlejeren  og  den  tidligere  udlejer,  fx  kan  der  være  aftalt  en  anden fordeling af vedligeholdelsesforpligtigelsen. 3.2 Forvaltningsafgørelser Huslejenævnene og ankenævnet i København (herefter blot benævnt nævne- ne) kan afgøre tvister mellem udlejere og lejer i de tilfælde, hvor de i leje- lovgivningen er tillagt kompetence hertil. Nævnene er en del af den offentli- ge   forvaltning.   Nævnsafgørelser   har   således  status   af   forvaltningsretlige afgørelser,  se  nærmere  herom  nedenfor  under  pkt.  3.2.1.  Heraf  følger,  at nævnene  i  afgørelsessager  skal  overholde  almindelige  forvaltningsretlige regler– samt selvfølgelig de særlige regler, der følger af lejelovgivningen. 3.2.1 Retskraftens retsvirkninger Det begrebsapparat, der er udviklet i tilknytning til retskraftslæren, er blevet til med henblik på at beskrive domstolsafgørelsers bindende virkning. Dette medfører,  at  retskraftslæren  ikke  uden  tillempelser  kan  anvendes  til  at  be- skrive  den  mere  eller  mindre  bindende  virkning,  der  er  knyttet  til  forvalt- ningsafgørelser  generelt  (se  tilsvarende  Jørgen  Mathiassen,  Forvaltningsret, almindelige emner, 1979, s. 283). Det er så vidt det ses mest almindeligt, at forvaltningsafgørelsers bindende virkning i den forvaltningsretlige litteratur beskrives uden anvendelse af de begreber, der knytter sig til retskraftslæren. Nedenfor forsøges begreberne fra retskraftslæren knyttet til virkninger, som nævnsafgørelser  har.  I  denne  sammenhæng  skal  der  ikke  tages  stilling  til, hvornår forvaltningsafg ørelser generelt opnår retskraft. I  retskraftlæren  forudsættes  formel  retskraft  for  at  opnå  materiel  retskraft. Det  vil sige,  at  en afgørelse  ikke  får  bindende  virkning  før  afgørelsen ikke længere kan påklages uden særlig tilladelse.

8 I  tilknytning  til  huslejenævnsafgørelser  findes  der  klare  regler  for  anke  i boligreguleringsloven.     En     huslejenævnsafgørelse     kan     indbringes     for boligretten  (i  København  for  ankenævnet)  senest  4  uger  efter  parterne  er underrettet om nævnets afgørelse. Tilsvarende gælder for ankenævnsafgørelser.   Endvidere   kan   anke   ske   med   særlig   tilladelse   af ankenævnet  eller  byretten,  når  ansøgning  herom  indg ives  inden  et  år  efte r huslejenævnets  eller  ankenævnets  afgørelse.  I  forhold  til  ankereglerne  bør det  derfor  ikke  volde  besvær  at  konstatere,  hvornår  der  for eligger  formel retskraft. Forvaltningsafgørelser adskiller sig dog fra domstolsafgørelser ved, at der i visse tilfælde gælder en videre adgang for den myndighed, der har truffet en afgørelse, til  at  genoptage  en  sag  og  tilbagekalde en afgørelse,  når  den  p å- gældende afgørelse ikke er korrekt. Forvaltningsretlige afgørelser forekommer i mange forskellige sammenhæn- ge  og  på  fo rskelligt  grundlag.  Muligheden  for  at  tilbagekalde  en  forvalt- ningsafgørelse  afhænger  i  høj  grad  af  afgørelsens  retlige  grundlag  og  sam- menhængen, den forekommer i. Problemstillingen vedrørende tilbagekaldel- se skal - som nævnt - i denne sammenhæng ikke behandles generelt i forhold til forvaltningsretlige afgørelser, men alene i forhold til forvaltningsafgørel- ser,  hvor der tages stilling  i en  tvist  mellem forskellige parter – sådan som det sker ved huslejenævnene. I den forvaltningsretlige litteratur synes den overvejende opfattelse at være, at forvaltningsafgørelser i partstvister ligner domstolsafgørelser så meget, at myndigheden som udgangspunkt er meget begrænset i sine muligheder for at tilbagekalde sin afgørelse (Bent Christensen, Forvaltningsret, prøvelse, 1994, s.  217, Jørgen Mathiassen  s.  368,  Poul  Andersen,  Dansk  forvaltningsret,  5. udg. 1965, s. 488). For så vidt angår huslejenævnsafgørelser må det antages, at betingelserne for at konstatere formel retskraft i vid udstrækning minder om betingelserne for at kunne konstatere retskraft for domstolsafgørelser, fordi der er klare anke- regler  og  meget  begrænset  adgang  til  genoptagelse  og  tilbagekaldelse  for nævnene. Det må på den baggrund ligeledes antages, at den bindende virkning, der er knyttet til huslejenævnsafgørelser, minder om den negative (afvisningsvirk- ning) og positive (præjudicerende virkning) funktion, der er knyttet til dom- stolsafgørelsers materielle retskraft. Tilsvarende antages i litteraturen: ”Den omstændighed,  at  et  huslejenævn  (ankenævn)  i  et  vist  -  stærk  begrænset  – omfang, jf. nfr., kan genoptage en allerede afgjort sag, er ikke ensbetydende med,  at  huslejenævnet ikke  som  udgangspunkt  er  bundet af de  almindelige regler  om  retsafgørelsers  retskraft  ….”  (Halfdan  Kragh  Jespersen  og  Peter Vesterdorf,  T:BB  1998.71).  Det  anføres  endvidere:  ”Da  huslejenævnet  for visse typer af lejesager er en underinstans som et ”fast” led i det almindelige

9 domstolssystem, taler meget for, at adgangen til fornyet prøvelse hverken er mere vid eller mindre snæver, end tilfældet er for domstolsafgørelser. Der  er  ikke  i  denne  sammenhæng  taget  eksplicit  stilling  til,  om  den  del  af den materielle retskraft,  der beskrives  som den subjektive begrænsning, til- svarende kan anvendes i forhold til huslejenævnsafgørelser, så ledes at husle- jenævnsafgørelser kun kan få retsvirkninger i forhold til sagens parter. Dette må dog antages at være tilfældet, og resultatet følger da også af de almind  e- lige  forvaltningsretlige  regler,  idet  det  alene  er  en  sags  parter,  der  har  haft mulighed for at varetage deres rettigheder under nævnenes sagsbehandling. Det kan i denne sammenhæng uddybende oplyses, at en huslejenævnsafgø- relse er en forvaltningsafgørelse. Forvaltningsafgørelser kendetegnes ved at være  en  forvaltningsmyndigheds  ensidige  fastsættelse  af,  hvad  der  er  eller skal være ret i en bestemt situation, og dette skal være sket på offentligretligt grundlag   (Hans   Gammeltoft-Hansen,   Forvaltningsret,   1994,   s.   40).   Det fremgår endvidere: ”Forvaltningsa kten er for så vidt forvaltningsprocesse ns parallel til retsplejens dom, også i den forstand, at forvaltningsakten normalt vil  fremtræde  som  den  pågældende   myndigheds  afslutning  på  sagens  b e- handling.”  Heraf  følger,  at  en  forvaltningsafgørelse  som  udgangspunkt  kun er  bindende  for  dem,  der  er  adressat  for  afgørelsen.  Vedkommende,  der  er bundet af en forvaltningsafgørelse, vil typisk have en væsentlig og individuel interesse  af  økonomisk  eller  personlig  karakter  i  sagens  afgørelse  (Hans Gammeltoft-Hansen  s.  45).  Personer  med  en  sådan  interesse  beteg nes  som parter i forhold til afgørelser og er i forvaltningsloven tillagt en række rettig- heder i tilknytning  til  myndighedens sagsbehandling  (repræsentation  og  bi- stand,  partsaktindsigt,  partshøring,  begrundelse  og  klagevejledning).  Disse rettigheder er indført af hensyn til parternes retssikkerhed. Som begrundelse for parternes rettigheder under sagsbehandlingen kan yder- ligere anføres, at det gælder for forvaltningsmyndigheder, at forvaltningen i h.t. undersøgelsesprincippet har ansvaret for, at den nødvendige forberedelse af sagen finder  sted.  Modsat  gælder  for  domstolsprocessen,  hvor parterne  i en retssag i h.t. forhandlingsprincippet har ansvaret for den nødvendige for- beredelse af sagen. Hvilke oplysninger, der skal indhentes forud for en for- valtningsafgørelse, og hvilke undersøgelser, der skal foretages, er ikke ensi- digt  bestemt  af  det  offentliges  interesser,  men  myndighederne  skal  princi- pielt  i  samme  omfang  sikre,  at  partens  eller  parternes  interesser  varetages. Selv med dette udgangspunkt kan det imidlertid for at skabe de bedst mulige retssikkerhedsgarantier  være  rimeligt  at  opstille  særlige  regler,  der  har  til formål  at  sikre  partens  ret sstilling  under  forvaltningssagens  forberedelse (Carl  Aage  Nørgaard  og  Jens  Garde,  Forvaltningsret,  sagsbehandling,  4. udg., 1995, s. 153). 3.2.2 Retskraftens begrundelse

1 0 De  hensyn,  der  under  pkt.  3.1.2  er  anført  til  støtte  for  domstolsafgørelsers retskraft,  kan  tilsvarende  anføres  til  støtte  for  den  retskraft,  der  jf.  ovenfor tillægges huslejenævnsafgørelser. Det gælder både for det, der fremhæves til støtte for afvisningsvirkningen, den præjudicerende virkning og retskraftens subjektive begrænsning. Af såvel hensynet til huslejenævnssystemet som til parterne  skal  der  ikke  kunne  føres  gentagne  sager  om  det  samme  forhold. Endvidere har en afgørelse kun virkning for parterne, fordi det alene er disse, der  har  haft  mulighed  for  at  øve  indflydelse  på  sagen,  og  fordi  de  faktiske forhold i forskellige sager meget vel kan adskille sig fra hinanden og derfor begrunde forskellige resultater. 3.3 Særlige procesregler i sager vedrørende lejelovgivningen Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at der på lejelovens område findes procesregler,  der  bevirker,  at  der  i  relation  til  retskraftlæren  opstår  mindre forskydninger i forhold til de almindelige udgangspunkter. I lejelovgivningen er beboerrepræsentanterne på flere områder tillagt komp  e- tence  til  på  lejernes  vegne  at  indbringe  tvister  for  huslejenævnet  og  anke afgørelserne til boligretten.  I disse sager er det beboerrepræsentanterne, der er part i sagen. Der er tale om en processuel særegen situation, hvor parten rejser en sag til fordel for en anden, og afgørelsen får virkning for de lejere, som  sagen  vedrører  –  dog  uden  at  lejerne  formelt  har  været  parter  sagen. Beboerrepræsentationen er i lovgivningen blevet  gjort til en art procesfuld- mægtig for lejerne. 4) Sammenfatning Som det ses af gennemgangen under pkt. 3 er både huslejenævns - og do m- stolsafgørelser bindende for parterne - og parterne alene, se dog pkt.3.3. Uden en særlig hjemmel kan en tredjemand ikke være bundet af en afgørelse vedrørende andre parter. Årsagen hertil er, at det faktum, der foreligger i tredjemands sag kan adskille sig væsentligt fra det, som forelå til pådømme  l- se i sagen mellem de oprindelige parter, og fordi tredjemanden ikke har haft rådighed over sagen mellem de o prindelige parter.