FN’ Menneskerettighedskommission vedtager dansk resolution mod tortur FN’s Menneskerettighedskommission har i dag enstemmigt vedtaget en omfattende resolution mod tortur, som Danmark har fremlagt.   Igen i år har Danmark stået i spidsen for forhandlingerne om resolutionen mod tortur. Der er på en række punkter opnået en styrkelse af teksten. Samtidig er det lykkedes at fastholde en bred opbakning bag resolutionen, som nu har 67 lande som medforslagsstillere. Resolutionen fastslår blandt andet, at folkerettens forbud mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf er er ubetinget og ikke kan fraviges under nogen omstændigheder, at enhver påstand om tortur snarest skal efterforskes uvildigt og at enhver, som udfører, beordrer, tolererer eller ansporer til tortur skal holdes ansvarlig herfor og straffes alvorligt. Blandt andet følgende elementer er nye i forhold til Menneskerettighedskommissionens torturresolution fra sidste år:    Ikke blot forsøg på at tillade tortur eller gøre tortur lovlig, men også stiltiende accept af tortur fordømmes    Ingen må udleveres, udvises, hjemsendes eller på anden måde overføres til et land, hvor der er grund til at antage, at han eller hun vil blive udsat for tortur. Beviser fremskaffet ved tortur kan ikke bruges som bevismateriale i retssager mv. Staterne opfordres til snarest at overveje at tilslutte sig tillægsprotokollen til FN’s Torturkonvention, som fastlægger national og international inspektion af steder, hvor folk er frihedsberøvet. Den særdeles vigtige virksomhed, der udøves af FN’s specialrapportør vedrørende tortur, og som bl.a. omfatter landebesøg, er  sikret fornyet og fuldstændig opbakning. I den anledning udtaler Udenrigsministeren: ” Forbudet mod tortur er absolut: Det kan ikke suspenderes, omskrives eller begrænses under nogen omstændigheder. Hverken i fredstid eller under væbnede konflikter. Eller af nogen anden grund, herunder i kampen mod terrorisme.        Jeg er derfor meget tilfreds med, at det på ny er lykkedes at få universel tilslutning til en skarp og ubetinget fordømmelse af tortur og til en række foranstaltninger mod anvendelsen af tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.”   Resolutionen vedlægges. Yderligere oplysninger kan indhentes hos ministerråd Jens Færkel, tlf. 33920310.   Udenrigsministeriet, den 19. april 2005