I det høringsnotat , som jeg har fremsendt til Sundhedsudvalget vedr. forslaget til sund- hedslov (L 74) er det anført, at de r ikke skal være tvivl om, at princippet om vederlagsfri adgang  til  sygehusydelser,  lægehjælp,  kommunale  sundhedsydelser  mv.  fas tholdes. Det er endvidere anført, at  dette er præciseret i bemærkningerne til § 2. Indenrigs- og Sundhedsministeriet er blevet opmærksom på, at   denne præcisering  ved en beklagelig fejl ikke er kommet med i det fremsatte lovforslag. Jeg vil imidlertid gerne understrege, at regeringen ikke har nogen planer om ændringer af de gældende regler om  vederlagsfri sygehusbehandling og vederlagsfri behandling hos alment praktiserende læger og speciallæger m.v. Adgang  til  vederlagsfri  behandling  er  således   fastlagt  mange  steder  i  lovforslaget,  jf. bestemmelserne i § 51 om tolkebistand, i §§ 61, 62, 63, 64 og 65 om ydelser i praksis- sektoren, i § 82 om sygehusbehandling, i §§ 122 og 123 om forebyggende sundheds- ydelser til børn og unge , i §§ 128 og 130 om tandpleje til børn,   i § 139 om hjemmesy- gepleje, i § 141 om genoptræning, §§ 141 og 142 om misbrugsbehandling, i § 159 om vaccinationer, i  § 163 og 164 om specialiserede tandplejetilbud og i § 172 om befor- dring samt en række steder i lovbemærkningerne. Når der i lovforslagets § 2 tales om ”let og lige adgang” og ikke fri adgang, er årsagen alene,  at  sundhedsloven  omfatter  samtlige  ydelser  fra  sundhedsvæsenet,   herunder ydelser der både nu og efter forslaget er forbundet med egenbetaling, f.eks.  tandpleje. Derfor ville jeg ikke finde det korrekt at anføre ”fri”   – i betydningen gratis – adgang som et mål i lovf orslagets indledende bestemmelser. Med venlig hilsen Lars Løkke Rasmussen Dato: 25. februar 2005 Kontor: 2.s.kt. J.nr.: 2004-1200-59 Sagsbeh.: JVB Fil-navn: Dokument 6 Folketingets Sundhedsudvalg