J.nr. M 1034-0527 Den 3. maj 2005 Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 17 (L 91) stillet af Folketingets Miljø - og Planlægningsudvalg den 27. april 2005. Spørgsmål  nr. 17: I forbindelse med kommunale tilladelser i medfør af Miljøb  eskyttelseslovens § 19 er mange kystkommuner i disse år i færd med at udvikle attraktive b o- lig- eller erhvervsarealer i de gamle havneområder  - på Fyn er Odense, N y- borg og Middelfart gode eksempler på dette. Karakteristisk for alle udvi k- lingsprojekterne er det at der genereres store mængder forurenet jord fordi havneområder gennem tiden er blevet udbygget ved opfyld med overskud s- jord. Fælles for alle udviklingsplanerne er det, at kommunerne arbejder tæt sammen med private investorer og entreprenører  - og ofte indgår der ko m- munal ejet jord med risiko for enten et direkte eller indirekte økonomisk int e- resse sammenfald mellem projektudviklerne og kommunen. Udgifterne til en miljømæssig forsvarlig håndtering af den overskydende forurenede jord er altid uvelkommen og projektudviklerne har stærke incitamenter til at lægge pres på kommunerne for at opnå fordelagtige tilladelser og aftaler omkring genanvendelse/bortskaffelse. Amterne har hidtil givet tilladelserne efter Mil- jøbeskyttelseslovens § 19 og dermed har der  været et armslængdeprincip. Med lovforslaget skal kommunerne i fremtiden være eneste myndighed.   Hvordan vil regeringen sikre at kommunernes økonomiske interesser ikke fører til, at der fra 2007 bliver givet et stort antal tilladelser til støjvolde, kæ   l- kebakker og landskabsmodellering uden andre formål end at slippe billigt af med forurenet jord? Og hvordan vil regeringen sikre sig mod at det offentlige senere bliver pålagt oprensningsomkostninger fordi den forurenede jord har ødelagt grundvandet? Svar: Jeg deler ikke den bekymring, som udtrykkes i spørgsmålet   – der er for mig ingen grund til at tro, at kommunerne skulle prioritere økonomiske interesser fremfor hensyn til natur og miljø. Der sker en forenkling af myndighedsstrukturen, og afgørelserne skal  træffes tættere på borgerne. Ansvaret for miljø og natur bliver tydeligere placeret, og det skaber grobund for større lokalt engagement og dialog med borgerne. Hertil kommer, at kommunerne jo bliver større, og at de bliver fagligt styrket, i og med, at hovedparten af natur- og miljøopgaverne samles i kommunerne og de nuværende amtslige medarbejdere skal følge med opgaverne. Der vil også blive etableret en kvalitetsstyringsordning, som skal bidrage til at sikre en bæredygtig, effektiv og ensartet administration. Herudover vil der gennem den overordnede statslig vand- og naturplanlæg- ning blive fastlagt nogle rammer, som vil være bindende for den kommunale administration. Hvor det er relevant, vil disse planer således også være overordnet styrende for administrationen af § 19-tilladelser.
Kommunernes administration skal naturligvis også være i overensstemmelse med gældende regler. Eksempelvis forudsætter en § 19 -tilladelse, at der fo- retages en konkret risikovurdering af miljøpåvirkningen, hvilket vil være kommunens ansvar at foretage. Der er allerede udstedt en række bekendt- gørelser med hjemmel i lovens § 19, herunder om genanvendelse af res t- produkter og jord til bygge- og anlægsarbejder, ligesom der også i nødve   n- digt omfang vil blive udarbejdet evt. nødven dige supplerende retningslinier.. Endelig kan tilladelser i medfør af miljøbeskyttelseslovens §19 efter komm  u- nalreformens ikrafttræden påklages til Miljøklagenævnet. Herved sikres det, at kommunens afgørelser kan vurderes af en uvildig klageinstans. Man kan naturligvis ikke fuldstændig sikre sig, at der aldrig vil forekomme til- fælde, hvor en tilladelse vil medføre en forurening af grundvandet. Det kan man heller ikke i dag, hvor amterne administrerer området. Hvem der ko m- mer til at betale for en evt. nød vendig oprensning vil bero på de konkrete omstændigheder og de regler, der gælder for området. Sammenfattende mener jeg, at de generelle rammer, som skal sikre, at der i praksis sker en forsvarlig administration, er til stede – også når kommunerne overtager ansvaret for området.