Skatteministeriet J.nr.  2004-711-0040 Den Til Folketingets Skatteudvalg L   112/L 113 - Forslag til Lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer. Hermed fremsendes i 5 eksemplarer svar på spørgsmål nr. 1  -3 og nr. 5-18 af 18. marts 2005. Kristian Jensen /  Jesper Skovhus Poulsen
Side 2 Spørgsmål 1:  Ministeren bedes redegøre for, hvordan forslaget tager højde for at sikre, at   socialt   svage   personer   ikke   kommer   i   alvorlige   problemer   i   et   statsligt indkrævningssystem? Svar:  De  sociale  hensyn  spiller  en  central  rolle  i  bestræbelserne  på  at  sikre  bedre retssikkerhed, større ensartethed og en mere effektiv inddrivelse og indgår i øvrigt også i den aftale, regeringen har indgået med Dansk  Folkeparti om en kommunalreform. Ligeledes    i    overensstemmelse    med    kommunalreformaftalen    foreslås    det,    at opkrævningen fortsat er placeret hos de myndigheder, der har kravet, og at fordringer først    overdrages    til    restanceinddrivelsesmyndigheden,    når    beta lingsfristen    er overskredet  og  sædvanlig  rykkerprocedure  forgæves  er  gennemført.  Der  sker  ikke   indblanding i de enkelte fordringshaveres tilrettelæggelse af selve opkrævningsarbejdet, og  kommunerne  og  andre  fordringshavere  har  derfor  fortsat  mulighed  for  at  tage sociale og andre hensyn ved tilrettelæggelsen af det almindelige opkrævningsarbejde. Det  er  først  når  opkrævningsmulighederne  er  udtømt,  at  fordringerne  overgives  til restanceinddrivelsesmyndigheden. Et af omdrejningspunkterne i omlægningen er, at inddrivelsesindsatsen i højere grad skal rettes mod skyldnere med reel betalingsevne. Der lægges derfor op til, at der som udgangspunkt  ikke  skal  iværksættes  inddrivelse,  hvis  det  allerede  på  baggrund  af skyldnerens indkomstforhold konstateres, at beta lingsevnen mangler. Udgangspunktet  er  således,  at  det  har  formodningen  i  mod  sig,  at  modtagere  af overførselsindkomster, eksempelvis kontanthjælp, har betalingsevne. Kun i meget særlige tilfælde kan det betale sig at inddrive hos disse skyldnere. Det kan f.eks. være hvis kontanthjælpsmodtageren bor hjemme og derfor har lave eller ingen boligudgifter, eller hvor kontanthjælpsmodtageren på grund af fremført underskud har fået udstedt frikort, således at der ikke skal betales løbende A  -skat, herunder restskat. I    dag    er    udgangspunktet,    at    der    ofte    gennemføres    en    ressourcekrævende betalingsevnevurdering også for denne gruppe skyldnere for herefter at konstatere, at der ikke er betalingsevne. Der vil fremover fortsat blive taget hensyn til skyldnerens situation,   men   udgangspunktet   vil   blive   taget   i   skyldnerens   nettoindkomst,   og betalingsevnevurderinger  vil  som  hovedregel  kun  blive  anvendt  i  situationer,  hvor skyldneren ikke kan acceptere et forslag til en betalingsordning eller lønindeholdelse baseret på oplysni nger om skyldnerens indkomstforhold. Herved opnås, at inddrivelsen kan ske på en betydeligt enklere måde end i dag samtidig med, at der sikres ensartethed i de afgørelser, der træffes, hvilket ydermere vil styrke retssikkerheden på området.
Side 3 Disse ændrede principper for tilrettelæggelsen af inddrivelsesindsatsen er foreslået i et særskilt lovforslag om harmonisering og forenkling af de materielle inddrivelsesregler, herunder reglerne om lønindeholdelse, betalingsevnevurderinger og eftergivelse og henstand, som er fremsat den 6. april 2005 som L 149. De ændrede regler foreslås at få virkning fra 1. november 2005, dvs. samtidig med samlingen af inddrivelsesopgaven i staten. I nærværende lovforslag, hvor det hovedsagligt handler om den organisatoriske samling af   inddrivelsesopgaven   i   én   ny   statslig   restanceinddrivelsesmyndighed   under Skatteministeriet og fastlæggelsen af arbejdsdelingen og kompetenceforholdene mellem de  kommunale  og  statslige  fordringshavere  og  restanceinddrivelsesmyndigheden, foreslås de ændre de principper gennemført på  det sociale område vedrørende reglerne for kommunernes opkrævning af  tilbagebetalingspligtige ydelser. Også  på  dette  område  er  udgangspunktet  i  dag,  at  der  i  hvert  enkelt  tilfælde  skal gennemføres en betalingsevnevurdering, dvs. en vurdering af skyldnerens økonomi med   udgangspunkt   i   husstandens   indtægter   og   udgifter,   inden   opkrævningen iværksættes. Det gælder også eksempelvis kontanthjælpsmodtagere, selvom der som nævnt normalt ikke vil være betalingsevne hos denne gruppe skyldnere. Det foreslås således, at opkrævningsreglerne vedrørende tilbagebetalingspligtige sociale ydelser forenkles, så tilbagebetalingskravet kan gennemføres efter skematiske regler, der med udgangspunkt i nettoindkomsten opstiller grænser for, hvordan opkrævning skal ske. Hvis nettoindkomsten ligger under kontanthjælpsniveauet efter skat, vil der som udgangspunkt ikke blive iværksat opkrævning. Hvis nettoindkomsten derimod overstiger indkomstgrænserne, udarbejder opkrævningsmyndigheden på baggrund af de skematiske regler et forslag til en betalingsaftale. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem  skyldneren  og  opkrævningsmyndigheden  om  tilbagebetaling,  oversendes fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden. Forslaget indebærer ikke, at betalingsevnevurderinger generelt afskaffes, men blot at betalingsevnevurderinger reserveres til inddrivelsesfasen og ydermere som hovedregel til de tilfælde, hvor skyldneren indsender yderligere budgetoplysninger (budgetskema) til   restanceinddrivelsesmyndigheden,   der   kan   begrunde   en   ændret   vurdering   af betalingsevnen i forhold til de vejledende indkomstgrænser. Også i forbindelse med fastlæggelsen af snitfladerne og opgavefordelingen mellem fordringshaverne og den nye restanceinddrivelsesmyndighed er der i bærelovforslaget (L 112) lagt vægt på, at både fordringshaverne og restanceinddrivelsesmyndigheden kan tage de nødvendige sociale hensyn i opkrævnings- og inddrivelsesarbejdet.
Side 4 Der er således givet plads til, at fordringshaverne, herunder kommunerne, i forbindelse med opkrævningen under hensyn til skyldnerens økonomiske og sociale situation kan indgå  aftaler  med  skyldneren  om  korterevarende  henstand  med  betalingen  eller afdragsvis   betaling,   hvis   der   f.eks.   foreligger   forbigående   likviditetsproblemer. Restanceinddrivelsesmyndigheden  kan  tilsvarende  tillade  afdragsvis  betaling  eller henstand med betalingen. Endvidere kan fordringshaverne, såfremt de bliver bekendt med væsentlige ændringer i skyldnerens forhold, under visse betingelser anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om at tilbagesende sagen med henblik på, at fordringshaveren kan tillade kortvarig henstand   med   betalingen   eventuelt   efterfulgt   af   aftale   om   afdragsvis   betaling. Fordringshaverne     har     under     alle     omstændigheder     pligt     til     at     underrette restanceinddrivelsesmyndigheden  om  sådanne  væsentlige  ændringer  i  skyldnerens forhold. Såfremt en skyldner ønsker at få en samlet betalingsordning, der omfatter skyldnerens samlede mellemværende med det offentlige, dvs. både kommunale og statslige krav under opkrævning, hvor betalingsfristen endnu ikke er udløbet, og krav, der allerede er overført til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, er der mulighed for at indgå  en  sådan  betalingsordning  med  restanceinddrivelsesmyndigheden.  I  dag  vil sådanne  ordninger  kun  kunne  omf atte  fordringer,  der  opkræves  og  inddrives  af kommunerne og altså ikke krav, der opkræves eller inddrives af staten. Endelig vil jeg gerne understrege, at der på ingen måde er lagt op til, at der skal være vandtætte skotter mellem de enkelte kommunale og statslige fordringshavere på den ene side og den nye restanceinddrivelsesmyndighed på den anden side. Der lægges   tværtimod op til en løbende dialog mellem de involverede myndigheder, i det omfang der er behov for det. Spørgsmål 2:  Hvor mange personaleressourcer forventer ministeren, der kan spares ved at anvende det i lovforslaget foreslåede maskinelle inddrivelsessystem? Svar: Proceduren med at anvende det maskinelle inddrivelsessystem anvendes allerede i dag af Den Centrale Inddrivelsesenhed under ToldSkat. På de øvrige restanceområder vil  det først kunne anvendes, når der tages et nyt fælles restancesystem i brug i 1. halvår 2007. I   rapporten   om   forenkling,   systemmodernisering   og   enhedsorganisering   af   den offentlige restanceinddrivelse fra marts 2004 er de administrative konsekvenser på den
Side 5 statslige  del  af  en  udvidet  anvendelse  af  den  maskinelle  inddrivelse  i  relation  til lønindeholdelse og afdragsordninger skønnet til en besparelse på 13 mio. kr. ekskl. støttefunktioner. Besparelsen er i analysen allerede medtaget fra 2005, da den ikke er betinget af lovgivning. I samme rapport er det skønnet, at der på de øvrige restanceområder kan opnås en besparelse på 20 procent af det i rapporten opgjorte ressourceforbrug i forbindelse med ibrugtagningen af det fælles restancesystem i 2007. Det foreslåede maskinelle inddrivelsessystem skal således bidrage til opfyldelsen af de forventede effektiviseringer som beskrevet i bærelovforslaget (L 112).      Spørgsmål    3:     Hvorfor     har     ministeren     ikke     overvejet     en     model.     Hvor inddrivelsesopgaven  deles,  sådan at kommunerne står for inddrivelsen i forhold til borgerne, mens staten får til opgave at inddrive virksomhedernes gæld? Svar: Jeg har haft lejlighed til at overveje og forholde mig til den skitserede model flere gange. Det er bl.a. sket over for Skatteudvalget i besvarelsen af en række alm. del spørgsmål  i  løbet  af  efteråret/vinteren  2004  og  i  kommentarerne  til  de  indkomne høringssvar til lovforslagene, som er optrykt som bilag til bærelovforslaget. Endelig kan jeg også henvise til en gennemgang af den skitserede model og sammenligning med den statslige model i regeringens egen rapport om forenkling, systemmodernisering og enhedsorganisering af den offentlige restanceinddrivelse fra marts 2004, jf. alm. del – bilag 472, samlingen 2003-2004. Jeg skal derfor ikke gentage den samlede argumentation for regeringens model, men blot fastslå, at det fortsat er min vurdering, at opretholdelsen af et delt ansvar mellem kommunerne og staten for inddrivelsesopgaven ikke tilnærmelsesvis i samme omfang som  regeringens  model  vil  kunne  sikre  målopfyldelsen  på  inddrivelsesområdet. Udfordringerne, som entydigt er påpeget af bl.a. Rigsrevisionen og regeringens egen undersøgelse, er, at den offentlige restanceinddrivelse i dag er for dyr og for uensartet – navnlig fordi regelgrundlaget på området er kompliceret, systemunderstøttelsen er for dårlig, og der er for mange myndigheder involveret. Spørgsmål    5:    Hvor    mange    borgere    forventer    ministeren,    der    møder    op    i Landsskatteretten  for  at  forsvare  deres  personlige  klage?  Forventer  ministeren,  det foregår pr. brev, eller forventer man, de møder op personligt i København, uanset hvor de kommer fra i Danmark?
Side 6 Svar:   Klagesagerne   på   inddrivelsesområdet   vil   blive   behandlet   som   såkaldte ”kontorsager”  i  Landsskatteretten,  dvs.  uden  deltagelse  af  læge  retsmedlemmer, svarende  til  at  sager  om  inddrivelse  i  det  administrative  klagesystem  også  i  dag  i overvejende grad behandles af embedsmænd uden lægmandsmedvirken. Det  betyder,  at  der  på  inddrivelses området  ikke  vil  være  mulighed  for  at  begære retsmøde. Skyldneren har derimod krav på et møde med sagsbehandleren, ganske som det er tilfældet med Landsskatterettens nuværende sager. Disse møder kan foregå enten ved  personligt  fremmøde  i  Landsskatteretten,  ved  et  møde  med  Landskatterettens medarbejder i et skattecenter i nærheden af klagerens bopæl eller telefonisk. Skatteministeriet er ikke i besiddelse af oplysninger, der gør det muligt at skønne over, i hvilket omfang klagerne ønsker personligt fremmøde hos Landsskatteretten som led i klagebehandlingen  på  inddrivelsesområdet.  Det  er  ikke  indtrykket,  at  personligt fremmøde har været benyttet i særligt omfang som led i den hidtidige klagebehandling, hvor  en  stor  del  af  de administrative klagesager på områd  et bliver behandlet af de centrale myndigheder Told og Skattestyrelsen og Direktoratet for Kriminalforsorgen. Det er imidlertid Landsskatterettens erfaring, at dialogen og den direkte kontakt med klageren eller dennes rådgiver giver et bedre beslutningsgr undlag for Landsskatteretten og    en    større    forståelse    for    den    afgørelse,    som    træffes.    Det    er    samtidig Landsskatterettens indtryk, at mange klagere sætter pris på muligheden for telefonisk kontakt. Erfaringen vedrørende de nuværende sagsområder i Landsskatt eretten er, at kontakten i hovedparten  af  de  ca.  80  pct.  af  sagerne,  hvor  klageren  eller  dennes  repræsentant drøfter sagen med den ansvarlige sagsbehandler, foregår pr. telefon. Landsskatterettens vurdering støttes af den seneste brugertilfredshedsundersøgelse i 2003, hvorefter 93 pct. af brugerne tilkendegav, at de var  tilfredse eller meget tilfredse med kontakten med   Landsskatteretten   som   led   i   klagebehandlingen,   og   at   tilsvarende   93   pct. tilkendegav at de var tilfredse eller meget tilfredse med Landsskatterettens besvarelse af deres telefoniske henvendelser. Den    relativt    høje    kontaktprocent    kan    dog    ikke    uden    videre    overføres    på inddrivelsesområdet,  idet  klagesagerne  på  dette  område  kun  sjældent  vil  afspejle skattesagernes kompleksitet. Spørgsmål 6:  Ministeren anmodes om at yde teknisk bistand til et ændringsforslag, der laver  en  delt  inkasso  af  kommunale  fordringer,  således  at  aftaler  om  afvikling  af restancer   ved   midlertidig   illikviditet   kan   indgås   med   den   myndighed,   der   har
Side 7 tilgodehavendet,    mens    en    central    kommunal    inddrivelsesmyndighed    forestår tvangsinddrivelsen. Svar: Forslaget indebærer så vidt jeg kan vurdere en opretholdelse af status quo på inddrivelsesområdet.  Opkrævningen  og  inddrivelsen  af  kommunale  fordringer skal ifølge forslaget forblive i kommunerne. Det er i dag op til kommunerne selv at tilrettelægge de organisatoriske rammer for opkrævnings-   og   inddrivelsesarbejdet.   Hovedparten   af   kommunerne   har   samlet opgaverne organisatorisk, herunder i fælleskommunale samarbejder om opkrævning og inddrivelse,  som  er  etableret  med  hjemmel  i  lov  om  kommunalt  samarbejde  om opkrævning og inddrivelse. For så vidt opkrævningsopgaven også omfatter beregning og opgørelse af krav, herunder spørgsmål om deres berettigelse, vil det typisk være den enkelte kommunale forvaltning, der administrerer det område, fordringen vedrører, som har ansvaret for behandlingen af  denne del af opkrævningsforløbet. Forslaget  kræver  således  alene,  at  nærværende  lovforslag  tilbagetrækkes.  Det  har regeringen selvsagt ingen planer om. Spørgsmål  7:   Kan  ministeren  bekræfte,  at  man  med  forslaget  fremover  ikke  kan foretage lønindeholdelse hos kontanthjælpsmodtagere? Svar: Det er, som jeg har redegjort for i besvarelsen af spørgsmål 1, et centralt element i hele omlægningen af inddrivelsesområdet, at ressourcerne skal anvendes dér, hvor der formodes at være betalingsevne. Udgangspunktet er derfor, at nettoindkomster på eller under niveau med kontanthjælp som hovedregel skal friholdes for lønindeholdelse i overensstemmelse  med  intentionerne  i  den  nuværende  praksis.  Dermed  vil  bl.a. modtagere  af  kontanthjælp,  førtidspension  og  folkepension  som  hovedregel  skulle fritages  for  lønindeholdelse,  men det er ikke hensigten helt at afskære muligheden herfor, hvis der forekommer særlige forhold, som giver en højere nettoindtægt.   Det kan som nævnt i min besvarelse af spørgsmål     1     f.eks.     fordi kontanthjælpsmodtageren bor hjemme og derfor har lave eller ingen boligudgifter, eller fordi kontanthjælpsmodtageren på grund af fremført underskud har fået   udstedt frikort, således at der ikke skal betales løbende A -skat, herunder restskat. Jeg  kan  i  øvrigt  henvise  til  L  149  forslag  til  lov  om  ændring  af  forskellige  love (Forenkling, harmonisering og objektivering af reglerne for inddrivelse af gæld til det offentlige m.v. samt mulighed for anvendelse af digitale lønsedler), som er fremsat den 6.april 2005. I dette forslag foreslås det bl.a., at skatteministeren kan fastsætte nærmere
Side 8 regler  for  betalingsevnevurdering,  herunder  rådighedsbeløb,  med  udgangspunk t  i justitsministerens lovforslag L 10 om ændring af konkursloven og konkursskatteloven (Revision  af  reglerne  for  gældssanering)  og  mulighed  for,  at  skatteministeren  kan fastsætte nærmere retningslinier for den automatiserede praksis vedr. lønindeholdelse, som den er udviklet i Den Centrale Inddrivelsesenhed under ToldSkat.     Spørgsmål 8:  Betyder reglerne om klagefrist på tre måneder fra der er truffet afgørelse, at man ikke kan klage over en løbende lønindeholdelse mere end tre måneder efter, at lønindeholdelsen er iværksat, eller betragtes hver måneds lønindeholdelse som en ny afgørelse, således at borgeren kan klage, når han f.eks. efter et års lønindeholdelse søger rådgivning og bliver klar over, at han har grund til at klage? Svar:  En  afgørelse  om  lønindeholdelse  vil  efterfølgende  kunne  ændres  dels   grundlag   af   en   klage   dels   ved   genoptagelse   af   afgørelsen   på   grundlag   af   nye oplysninger af betydning for den trufne afgørelse. Hvis borgeren fremlægger nye oplysninger for myndighederne, der ikke tidligere har været inddraget i sagen, og kan oplysningerne begrunde en ændring af afgørelsen, vil den myndighed, der har truffet afgørelsen, kunne genoptage sagen og herved inddrage de tilvejebragte oplysninger. Skyldneren har endvidere krav på en revurderi ng af en iværksat lønindeholdelse, hvis der er sket væsentlige ændringer i dennes eller husstandens økonomiske forhold, da en lønindeholdelse  altid  skal  foretages  med  respekt  af  kildeskattelovens  regler  om betalingsevne. Foreligger der derimod ikke nye oplysninger i sagen, er det de almindelige klageregler, der  finder  anvendelse.  Som  udgangspunkt  vil  en  klage  til  Landsskatteretten  over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser skulle indgives senest 3 måneder efter modtagelsen af den afgørelse, hvormed lønindeholdelsen er iværksat, jf. bæreforslagets § 4, stk. 1. 3-måneders fristen, der også gælder i dag for eksempelvis klage over de kommunale myndigheders afgørelser om lønindeholdelse, og i øvrigt gælder generelt for klage til Landsskatteretten, skal sikre, at tvivl omkring en afgørelses rigtighed afklares inden for rimelig tid efter, at afgørelsen er truffet. Det kan dog ikke udelukkes, at det i helt særlige tilfælde vil være urimeligt at afvise en klage, fordi klagefristen er overskredet. Dette kunne f.eks. tænkes at være tilfældet, hvis  klager  pga.  hospitalsindlæggelse  eller  lignende  har  været  ude  af  stand  til  at
Side 9 fremsende    klagen.    Der    vil    derfor    tilsvarende    reglerne   vedrørende   klage   til Landsskatteretten  på  skatteområdet  i  henhold  til  den  foreslåede     bemyndigelse  i bæreforslagets  §  4,  stk.  2,  blive  fastsat  regler,  hvorefter  der  kan  ses  bort  fra  en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor. Spørgsmål 9:  Når man vælger at opretholde fogedretterne for udlæg, hvorfor er det så ikke mere effektivt også at lade klager over lønindeholdelse gå til fogedretterne frem for til Landsskatteretten? Svar: Med lovforslagene lægges der op til, at klage over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser, herunder pålæg om lønindeholdelse og iværksættelse af modregning, som hovedregel skal påklages til Landsskatteretten. Dette udgangspunkt modificeres imidlertid i forhold til indsigelser mod udlæg foretaget af restanceinddrivelsesmyndighedens fogder, der som hidtil skal behandles af fogedretten. Vedrørende inddrivelse af bøder, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger m.v., der adskiller  sig  fra  de  øvrige  fordringer  ved,  at  der  enten  er  tale  om  en  strafferetlig sanktion som konsekvens af en uacceptabel adfærd eller et krav, der udspringer af et strafbart forhold, gør der sig endvidere særlige retshåndhævelseshensyn gældende. Bl.a. eftergives sådanne krav kun under helt særlige omstændigheder. Klage over afgørelser truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden vedrørende disse krav skal derfor som hidtil påkl ages til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Klager over afgørelser om lønindeholdelse og modregning behandles allerede i dag i langt de fleste tilfælde administrativt, hvorimod udlæg skal indbringes for fogedretten. Den  helt  overordnede  struktur  i  relation  til  klage  over  inddrivelsesmyndighedens afgørelser, herunder om klager skal behandles administrativt eller ved fogedretterne, ændres altså som udgangspunkt ikke med de fremsatte forslag. Samtidig er det et helt naturligt led i samlingen af den offentlige restanceinddrivelse under Skatteministeriet, at Landsskatteretten bliver den primære klageinstans. Herved opnås et enkelt og overskueligt klagesystem, der sikrer mere ensartede afgørelser i forhold til den samlede restanceinddrivelse. Alle elementer, der vil være med til at sikre og styrke retssikkerheden på området. Da  spørgsmål  vedrørende  lønindeholdelse  og  modregning  ikke   –  i  modsætning  til udlæg –  er et judicielt inddrivelsesskridt, giver det endvidere efter min opfattelse ikke anledning    til    retssikkerhedsmæssige    betænkeligheder,    at    den    administrative klagebehandling opretholdes i disse tilfælde.
Side 10 Visse steder i lovgivningen, bl.a. i relation til kontrolafgifter, er det imidlertid fastsat, at skyldneren kan begære indsigelser mod pålæg om lønind eholdelse eller en beslutning om iværksættelse af modregning prøvet af fogedretten. Adgangen til i disse tilfælde at indbringe indsigelser for fogedretten foreslås opretholdt, hvorefter der fortsat består en særlig let adgang til domstolsprøvelse af bl.a. berettigelsen af den pålagte afgift. Underholdsbidragsloven, almenboligloven og boligbyggeriloven indeholder tilsvarende regler om, at indsigelser i relation til lønindeholdelse eller modregning kan indbringes for fogedretten. Da der imidlertid for disse kravs vedkommende ikke er tale om en kontrolafgift, lægges der med forslaget op til, at fogedretterne ikke fremover skal tage stilling   til   indsigelser   i   forhold   til   restanceinddrivelsesmyndighedens   afgørelser vedrørende disse krav. Klage vil således fremo ver linie med restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser i øvrigt skulle ske til Landsskatteretten, jf. bærelovforslagets § 4. Spørgsmål 10:  Hvad er begrundelsen for, at klageadgangen bliver til Landsskatteretten i stedet for til fogedretterne som foreslået af Foreningen af pantefogeder? Svar: Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 9. Spørgsmål   11:    Hvor   mange   klagesager   forventer   man   at   få   til   henholdsvis Landsskatteretten, landsretterne og Højesteret? Svar: Forslag til lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer indebærer en forøgelse af Landsskatterettens sagsportefølje. Det vurderes, at der bliver tale om en forøgelse på mindre end 1.000 sager. Skønnet er forbundet med en vis usikkerhed. For   så   vidt   angår   sagsantallet   ved   landsrettern  e   og   Højesteret,   vil   dette   ikke nævneværdigt    blive    påvirket    af,    at    den    administrative    klagebehandling    på inddrivelsesområdet  samles  i  Landsskatteretten.  Afgørelser  truffet  af  de  hidtidige administrative   klageinstanser   har   således   som   hovedregel   kunnet   påkl  ages   til landsretterne. Spørgsmål    12:     Hvor    mange    ekstra    ressourcer    forventer    man    at    tilføre Landsskatteretten, landsretterne og Højesteret til behandling af klagesager? Svar: Det er endnu ikke endeligt afklaret, hvor mange ressourcer der vil blive tilført Landsskatteretten  i  forbindelse  med  lovforslaget.  Det  forventes  at  blive  afklaret  i forbindelse med udarbejdelse af finanslovsforslaget for 2006.
Side 11 For  så  vidt  angår  ressourcer  til  landsretterne  og  Højesteret  henvises  til  svaret  på spørgsmål 11. Spørgsmål  13:   Er  det  ministerens  opfattelse  at  borgerne  vil  opleve  lovforslagets centralisering af klageadgangen til Landsskatteretten som en serviceforbedring og en forbedring af deres retssikkerhed? Svar: Ja, det er min klare overbevisning, at borgerne med lovforslagene vil opleve både serviceforbedringer og øget retssikkerhed på inddrivelsesområdet, herunder også som følge af den foreslåede klagestruktur. Som jeg har redegjort for i besvarelsen af spørgsmål 9, lægges der med lovforslagene op  til,  at  Landsskatteretten,  som  et  naturligt  led  i  samlingen  af  den  offentlige restanceinddrivelse under Skatteministeriet, bliver den primære klageinstans i forhold til restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser. Herved opnås et enkelt og overskueligt klagesystem, de r samtidig sikrer mere ensartede afgørelser i forhold til den samlede restanceinddrivelse. Alle elementer, der vil være med til at sikre og styrke retssikkerheden på området. Det skal samtidig påpeges, at klagesystemet vil blive opbygget således, at klage  n skal indsendes til restanceinddrivelsesmyndigheden, der kan ændre afgørelsen, hvis klagen giver  myndigheden  grundlag  herfor.  Skyldneren  kan  altså  rette  henvendelse  til restanceinddrivelsesmyndigheden vedrørende klagen i et af de 30 skattecentre. Alene i tilfælde,  hvor  restanceinddrivelsesmyndigheden  ikke  finder  grundlag  for  at  ændre afgørelsen, oversendes sagen til Landsskatteretten. Spørgsmål  14:   Hvilke  form-  og  indholdskrav  vil  man  fremover  stille  til  klager vedrørende gældsforhold fra borgerne? Svar:  I  forhold  til  klageren  stilles  det  alene  som  en  betingelse,  at  klage  over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse skal indgives skriftligt til restanceinddrivelsesmyndigheden  og  skal  være  modtaget  senest  3  måneder  efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Det følger af bærelovforslagets § 4, stk. 1. Skriftlighedskravet,   der   i   øvrigt   allerede   gælder   i   dag   vedrørende   klage   til Landsskatteretten på skatteområdet, er begrundet i, at der herved sikres klarhed om klagens omfang og indhold. Der stilles herudover ikke egentlige formkrav til klagen.
Side 12 For skyldnere, der som følge af sociale problemer, sprogvanskeligheder eller andet kan have   vanskeligt   ved   at   varetage   deres   interesser,   indebærer   myndighedernes almindelige  vejledningspligt  en  særlig  forpligtelse  til  at  yde vejledning og bistand, herunder i relation til indgivelse af klage over myndighedernes afgørelser vedr. gælde til det offentlige. Spørgsmål  15:   Hvorledes  kommer  den  konkrete  overflytning  af  ressourcer  fra ToldSkat til Landsskatteretten til at foregå? Svar: I bærelovforslagets § 4 foreslås, at alle klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser skal indbringes for Landsskatteretten, med  mindre  andet  er  bestemt  i  lovgivningen.  Indsigelser  mod  udlæg  foretaget  af restanceinddrivelsesmyndighedens    pantefogeder    skal    som    hidtil    behandles    af fogedretten. Da behandlingen af klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser er en ny opgave  for  Landsskatteretten,  skal  denne  tilføres  ressourcer  svarende  til  opgavens omfang. Det er endnu ikke besluttet, hvorledes den konkrete overflytning af ressourcer skal finde sted. Udgangspunktet er imidlertid, at medarbejdere, der helt eller overvejende er beskæftiget  med  opgaven,  flytter  med  denne.  I  det  omfang,  der  ikke  herved  er tilvejebragt tilstrækkeligt med ressourcer – for eksempel fordi opgaven er spredt på mange medarbejdere – arbejdes der med en model, hvorefter det vil være muligt for samtlige medarbejdere, der skal overgå til den fusionerede organisation, at byde ind på de stillinger i Landsskatteretten, der vil komme som følge af opgaveoverflytningen i forbindelse med bærelovforslaget. Spørgsmål  16:   Skal  restanceinddrivelsesmyndigheden  sikre  sig,  at  det  juridiske grundlag  for  fordringen  er  korrekt,  før  den  skrider  til  inddrivelse,  ligesom  f.eks. fogedretterne skal sikre sig, at der er et juridisk gyldigt fundament i form af f.eks. et underskrevet gældsbrev, før de tager en sag? Hvis der f.eks. er tale om tilbagebetaling af kontanthjælp, skal der så være en underskrevet erklæring fra  borgeren om, at man erkender, at pengene skal tilbagebetales? Svar: Det er efter gældende lovgivning i tilbagebetalingssager – ligesom i andre sager på det sociale område   – kommunalbestyrelsernes ansvar, at kommunerne udfører deres virksomhed,     så     lovgivni ngens     regler     er     overholdt,     herunder     reglerne     i retssikkerhedsloven, forvaltningslov, offentlighedslov m.v.
Side 13 Det    følger    af    retssikkerhedslovens    §    4,    at    kommunen    skal    tilrettelægge sagsbehandlingen, så borgerne får mulighed for at medvirke ved sagsbehandling  en. Dette – sammenholdt med de almindelige forvaltningsretlige principper – indebærer, at kommunen  i  forbindelse  med  en  afgørelse  om  tilbagebetaling,  fastsættelse  af  en tilbagebetalingsordning samt en evt. senere inddrivelse skal sikre sig, at borgeren er bekendt med og har haft lejlighed til at udtale sig om de omstændigheder, der har ført til afgørelsen, de retsregler afgørelsen er truffet efter, klagemuligheder m.m. Det  er  kommunen,  der  træffer  afgørelse  om,  at  f.eks.  kontanthjælp  udbetales  med tilbagebetalingspligt,  eller  at  udbetalt  hjælp  skal  tilbagebetales  på  grund  af  f.eks. manglende   opfyldelse   af   oplysningspligten.   Kommunen   kan   endvidere   ensidigt fastlægge en afdragsordning, hvis lovgivningens regler herom er overholdt, jf. f.eks. aktivlovens nuværende § 95, hvorefter kommunen skal fastlægge en betalingsordning under hensyn til, hvad den pågældende kan betale uden at komme til at mangle det nødvendige til sit eget eller familiens underhold. Der kan som almindelig hovedregel ikke  stilles  krav  om,  at  der  skal  foreligge  en  erklæring  fra  skyldner  om,  at  den pågældende er enig i tilbagebetalingskravet eller i en evt. fastsat tilbagebetalingsordning. Det vil også i den foreslåede ordning være kommunernes ansvar at sikre, at grundlaget for  et  tilbagebetalingskrav  og  for  fastsættelsen  af  en  tilbagebetalingsordning  er  i overensstemmelse med gældende lovgivning, herunder at sagsbehandlingsregler  og – praksis  er  overholdt,  og  inddrivelsesmyndigheden  må,  når  kravet  overdrages  til inddrivelse kunne gå ud fra, at  dette er tilfældet. Dette princip gælder selvsagt for alle fordringshavere og fordringer, som efter forslaget skal inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden. Det bemærkes, at kommunen ifølge bærelovforslagets § 2, stk. 4, i forbindelse med oversendelsen   af   kravet   til   inddrivelse   skriftligt   skal   orientere   skyldneren   om oversendelsen. Hvis skyldneren i den forbindelse bestrider kravets eksistens eller på anden    måde    gør    indsigelser    mod    kravet    eller    grundlaget    for    en    fastsat tilbagebetalingsordning, bør inddrivelsesmyndigheden selvfølgelig undersøge, om der er belæg for indsigelserne, herunder om sagen bør sendes tilbage til kommunen med henblik på behandling af indsigelser om fordringen, jf. bærelovforslagets § 2, stk. 2. Spørgsmål    17:     Hvad    er    baggrunden    for,    at    man    ikke    skal    kunne    få omkostningsgodtgørelse ved klagesager om inddrivelse? Svar: Klagesager på inddrivelsesområdet, der omfatter stillingtagen til rigtigheden i foretagne betalingsevnevurderinger, modregning, eftergivelse og henstand mv., har
Side 14 ikke den komplikationsgrad, som gælder i de fleste sager efter skattelovgivningen, og der   er   derfor   intet   grundlag   for   at   ”professionalisere”   disse   sagstyper   gennem inddragelse af sagkyndig bistand. Spørgsmål 18:  Vil ministeren afskaffe gældsfængsel, således  at man ikke længere har mulighed for afsoning af børnebidragsrestancer? Svar: Jeg har forelagt spørgsmålet for familie - og forbrugerministeren, hvorunder de pågældende regler sorterer. Familie - og forbrugerministeren er indstillet på som led i harmoniseringen  af  reglerne  for  inddrivelse  af  gæld  til  det  offentlige  at  ophæve reglerne, hvilket jeg kan tilslutte mig. Forslag herom indgår derfor i forslag til lov om ændring af forskellige love (Forenkling, harmonisering og objektivering af reglerne for inddrivelse af gæld til det offentlige m.v. samt mulighed for anvendelse af digitale lønsedler) - lovforslag nr. L 149 fremsat den 6.april 2005.