Besvarelse af spørgsmål nr.  37 (L74), som Folketingets Sundhedsudvalg   har   stillet   til   indenrigs-   og   sund- hedsministeren den 5. april 2005 Spørgsmål  37: "Kan ministeren bekræfte, at når regionerne ikke må opkræve skat til fina   n- siering af sundhedsomkostningerne, er deres eneste finansieringsmulighed at skaffe sig indtægter, hvilket bl.a. kan ske gennem øget behandlingsakt i- vitet og konkurrence om at tiltrække patienter fra andre regioner? Kan mini- steren i forlængelse heraf bekræfte, at det giver regionerne og sygehusene et  økonomisk  incitament  til  i  særlig  grad  at  prioritere  høj  kap   acitet,  korte ventelister og kvalitet i behandlingen af de mobile patienter frem for øvrige patientgrupper? Hvilke konsekvenser mener ministeren det vil få for kvalit e- ten i og ressourcerne til behandling af de øvrige patientgrupper? " Svar: Spørgsmålet  bygger  på  den     misforståelse,  at   regionernes  indtægter  ude- lukkende kommer til at afhænge af aktiviteten på  de enkelte sygehuse. Så- dan er det bestemt ikke.   Langt  hovedparten  -  ca.  85  pct.  -  af  regionernes  finansieringsgrundlag  vil blive udmønte t i form af faste, ikke-aktivitetsafhængige tilskud fra staten og kommunerne. Det er således kun en mindre del  - ca. 15 pct. - af finansie- ringsgrundlaget,  som  kommer  til  at  afhænge  af  aktiviteten.  10  pct.  tilveje- bringes via aktivitetsafhængige tilskud fra kommunerne og 5 pct. fra staten. Ca. 75 pct. af regionernes sundhedsudgifter, svarende til godt 50 mia. kr., dækkes via et statsligt bloktilskud, som i henhold til lovforslaget om region- ernes finansiering udmønte s efter objektive, demografiske og sociale krite- rier. Det er et helt nyt princip, som i langt højere grad end det nuværende beskatningsgrundlag afspejler befolkningens faktiske behov for sundheds- ydelser. Omlægningen fra beskatningsgrundlag til objektive krit erier betyder derfor, at de enkelte regioner vil opleve en langt bedre overensstemmelse mellem befolkningens behandlingsbehov og sygehusenes udgifter på den ene side og deres indtægtsgrundlag på den a nden. Det er korrekt, at regionernes sygehuse kan tiltrække indtægter ved at b e- handle  patienter  fra  andre  regioner,  f.eks.  gennem  det  frie  sygehusvalg. Det er der imidlertid ikke noget nyt i – det kan amternes sygehuse allerede i dag. Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: 19. april 2005 Kontor: 2.s.kt./4.ø.kt J.nr.: 2005-1200-410 Sagsbeh.: CBJ Fil-navn: Cbj1408_spm37.doc

2 Jeg  synes  ikke,  der  er  noget  problem  i,  at  sygehuse  gennem  bedre  be- handlingstilbud eller en god service tiltrækker flere patienter. T værtimod er det kun til gavn for patienterne. Muligheden for på denne måde   at tiltrække flere patienter gælder ikke kun for bestemte patientgrupper – men for alle. Når  sygehusene  afregner  for  de  patienter,  som  krydser  amtsgrænserne, sker det på grundlag  af Sundhedsstyrelsens såkaldte DRG -takster. Der er en takst på  alle typer behandlinger, både stationære og ambulante, kirurg i- ske  og  medicinske  -  samt  såvel  de  relativt  enkle  ydelser  som  de  mere komplicerede. Der  er  således   via  DRG-taksterne  –  som  det fremgår  af  præmisserne for spørgsmålet    -  ingen tilskyndelse for hverken  regioner eller sygehuse til at prioritere  nogle  typer  af  patienter,  behandlinger  eller  behandlingsformer frem for andre. Amterne og sygehusene er allerede i dag vant til at agere i forhold til, at en vis del af deres indtægtsgrundlag afhænger af aktiviteten . Helt uden at det har givet anledning til de problemer, som spørgsmålet antyder. Det gælder f.eks.  al  aktiviteten  på  lands -  og  landsdelsafdelingerne  samt  en  betydelig del af basisbehandlingerne. Et godt eksempel er den statslige meraktivitetspulje, som har skabt en be- tydelig ekstra aktivitet og lavere ventetider for patienterne. Denne pulje har ramt meget bredt på sygehusene, og såvel de kirurgiske som de medici  n- ske afdelinger har i vidt omfang gjort brug af ordningen. Halvdelen af den meraktivitet, som er blevet skabt, har fundet sted på de medicinske afdeli n- ger. Der er således  ikke tegn på, at  incitamentet til at yde en ekstra indsats har givet anledning til væsentlige forskydninger i prioriteringen af de enkelte patientgrupper.