Besvarelse  af  spørgsmål  nr.   38  (L  74),  som  Folketin- gets Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sund- hedsministeren den 5. april 2005 Spørgsmål 38: "Hvor stor sandsynlighed er der efter ministerens vurdering for, at forebyg- gelsesindsatsen vokser i økonomisk belastede kommuner med mange s o- cialt dårligt stillede borgere og stor sygdomsh yppighed, hvis kommunernes økonomiske gevinst ved at investere i forebyggelse og genoptræning først viser sig efter en længere periode og i øvrigt uden at dække investeringe  r- ne?  Og  hvori  består  de økonomiske  incitamenter  og muligheder for  disse kommuner til at opprioritere forebyggelsesindsatsen?" Svar: Lovforslaget lægger ikke op til nogen ekstraordinær belastning af de øk  o- nomisk svage kommuner i forhold til de stærke. For det første vil regeringens særlige Finansieringsudvalg lægge op til, at der  i  sammenhæng  med  kommunalreformen  gennemføres  en  omlægning af den mellemkommunale udligningsordning, som netop tager hensyn til de byrdefordelingsmæssige  virkninger  af  den kommunale  medf inansiering på sundhedsområdet.  Det sker gennem inddragelse i udligni ngen af en række nye  sociale  m.v.  kriterier,  der  afspejler  kommunernes  udgiftsbehov  på sundhedsområdet. For det andet er der i den måde, som den kommunale, aktivitetsafhængige medfinansiering  af  sundhedsområdet  er  indrettet  på,  i  vidt  omfang  taget byrdefordelingsmæssige hensyn. Det er sket ved f.eks. at indbygge et loft over medfinansieringen af hver enkelt sygehusbehandling, således, at m e- get dyre behandlinger ikke belaster den kommunale økonomi unødigt. Jeg vil gerne understrege, at målsætning en med sundhedslovens finansie- ringsregler helt overordnet er at give kommunerne et synligt og forpligtende ansvar  både   for  de  sundhedsopgaver,  de  allerede  i  dag  varetager  (børn med særlige behov, træning, ældrepleje) , og for de nye sundhedsopgaver, de  får  som  følge  af  k  ommunalreformen  (forebyggelse  og  sundhedsfrem- me). Det nye ved finansieringsmodellen er, at sygehusindlæggelser og praksis- sektorens ydelser ikke længere er gratis for kommunerne,  men at de nu får et  fornuftigt  og  velafbalanceret  incitament  til  sammen  med  regionerne  at arbejde mere målrettet med tilbud , der kan øge kvaliteten og sammenhæ  n- Indenrigs- og Sundhedsministeriet Dato: 19. april 2005 Kontor: 2.s.kt./4.ø.kt J.nr.: 2005-1200-410 Sagsbeh.: CBJ Fil-navn: Cbj1408_spm38.doc

2 gen  i  patienternes  behandling.  Ordningen  lægger  op  til,  at  hver  enkelt kommune ud fra lokale hensyn og behov identificerer de områder, hvor der med fordel kan etableres nye tilbud og øget sa marbejde. Den  kommunale  medfinansiering  kan  både  konkret  og  mere   overordnet give et incitament til sammen med regionerne at overveje, om organisering- en på de forskellige områder og sektorer kan gøres anderledes og be   dre. Jeg ser såle des et meget væsentligt potentiale i, at kommunerne med kom- munalreformen  bliver  borgernes  hovedindgang  til  den  offentlige  sektor. Kommunerne kommer på denne måde   til at møde borgerne i  en lang række forskellige sammenhænge  – f.eks. skoler, dag- og døgn institutioner, hjem- mepleje, kontanthjælpssystemet, miljø m.v. Det skaber   – både for de øk  o- nomiske stærke og mindre stærke kommuner  – nogle  muligheder, når det handler om sundhedstilbud. F.eks. ved i kraft af selve mødet med borgerne at tage sundhedsproblemer i opløbet  gennem generelt at skabe sunde mil- jøer   -  eller  ved  målrettede  indsatser  mod  udsatte  mennesker  og  grupper (ældre, mennesker med sociale problemer, børn og unge m.v.). Mere overordnet kan kommunernes indsats f.eks. foregå som led i de nye sundhedsaftaler med regionerne, der bl.a. skal omfatte aftaler om udskriv- ningsforløb, forebyggelsesindsats og samarbejde om genoptræning. Ko  m- munerne får også plads i regionernes lønnings   - og takstnævn og derigen- nem en mulighed for at påvirke udviklingen i praksi ssektoren.