UDENRIGSMINISTERIET Spørgsmål i Folketinget nr. S 898 af 19. april 2005 til skriftlig besvarelse fra Per Clausen (EL). Spørgsmål nr. S 898 fra Per Clausen (EL) til udenrigsministeren: ”Vil udenrigsministeren oplyse, hvilke andre landbrug i Østeuropa ud over Poldanor, som IØ har investeret i, Karsten V. Dalby har været tilknyttet?” Svar: Investeringsfonden for Østlandene (IØ) har oplyst flg. til besvarelse: ”IØ er som bekendt ikke længere involveret i Poldanor i Polen. Engagementet drejede sig om en investering i perioden 1994 -2000. Endvidere blev der ydet et lån til Poldanor i perioden 1994 – 2003. Fonden har ikke haft en bestyrelsesplads i Poldanors bestyrelse siden 2000.   For at kunne besvare henvendelsen har IØ forespurgt Poldanor. Poldanor har henvist IØ til virksomhedens pressemeddelelse, som blev udsendt den 20. april 2005. Det fremgår af denne meddelelse, at der ikke eksisterer noget formelt samarbejde mellem Poldanor og rådgivningsdyrlæge Karsten V. Dalby. Men ligesom en række andre svineproducenter i Europa har Poldanor i nogle tilfælde anvendt Dalby som rådgiver. IØ er ikke i øvrigt bekendt med, at dyrlæge Karsten V. Dalby er tilknyttet nogle af de svineprojekter IØ er engageret i, men IØ har i april 2005 fået oplyst, at en række af IØ’s danske partnere, både i deres svinefarme i Danmark og i de projekter, som IØ deltager i, lejlighedsvis har anvendt Karsten V. Dalby som rådgiver. Denne rådgivning omfatter ikke medicinering, idet Karsten V. Dalby har deponeret sin autorisation til at udskrive medicin.
2 I alle de lande hvor IØ har investeret i svineprojekter er det et krav, at medicinering af svin foretages af autoriserede nationale dyrlæger. IØ deltager i bestyrelsesarbejdet i de svineprojekter, hvor fonden har aktuelle engagementer, men beslutningen om valg af lokale dyrlæger, andre rådgivere og leverandører henhører sædvanligvis under den daglige driftsledelse. Bestyrelsen bliver normalt ikke holdt orienteret om sådanne forhold. IØ er af medierne i april i år blevet bekendt med diskussionen vedr. Karsten V. Dalby og vil ved først givne lejlighed drøfte grundlaget og omfanget af samarbejdet med Karsten V Dalby med selskaber i Central og Østeuropa, som Fonden har investeret i.”