Spørgsmål 2:

"Hvorledes skal bemærkningen "Endvidere ses det af tabellen, at systemmoderniseringens fase 2 fuldt indfaset vil medføre en årlig besparelse på 223 mio. kr. Systemmoderniseringens fase 2 vil således være et væsentligt bidrag til, at SKAT fremadrettet vil kunne opretholde produktionen på trods af den naturlige afgang" forstås? Er det ministerens opfattelse, at driftsbesparelser på IT kan gøre det ud for færre medarbejdere til skatteligning og -kontrol?"

 

Svar:

Projekterne i systemmoderniseringens fase 2 skaber både it-driftsbesparelser og årsværksbesparelser på samlet 223 mio. kr. årligt fuldt indfaset. It-driftsbesparel-serne knytter sig primært til lukning af eksisterende systemer, lavere licensomkostninger mv., mens årsværksbesparelserne følger af, at SKAT med den nye systemunderstøttelse enten automatiserer eller overflødiggør en række nuværende processer, således at færre medarbejdere skal anvendes til at løse opgaven, når løsningerne sættes i drift.

 

At Én Skattekonto medfører et lavere årsværksforbrug skyldes primært, at administrationen af ind- og udbetalinger til SKAT forenkles. Bl.a. skal SKAT ikke længere vurdere, hvilken skatteart et beløb vedrører, f.eks. a-skat eller moms, da alle beløb sættes ind på den samme konto (saldoprincippet).

 

Digitalt Motor Register medfører, at forhandlerne selv kan registrere køretøjer i forbindelse med en handel, hvilket betyder et lavere årsværksforbrug i SKAT til at løse motorregistreringsopgaven.

 

Et Fælles Inddrivelsessystem indebærer et lavere årsværksforbrug, primært fordi behandlingen af fordringer under inddrivelse i vidt omfang automatiseres.