Besvarelse af Finansudvalget § 7 spørgsmål 12 - aktstykke nr. 189

Spørgsmål:

Der ønskes en oversigt over det faktiske eller forventede påbegyndte almene byggeri opdelt på ældre-, ungdoms- og familieboliger i 2005-2007 med angivelse af den skønnede effekt af, at den midlertidige nedsættelse af det kommunale grundkapitalindskud i Landsbyggefonden fra 14 til 7 pct. som forudsat ophører fra og med 2007 (frem for at denne nedsættelse forlænges).

 

Svar:

Socialministeriet har oplyst følgende, som jeg kan henholde mig til:

 

”Nedenstående tabel viser tilsagn til almene boliger fordelt på antallet af familie-, ungdoms- og ældreboliger for perioden 2005-2007. For 2005 er der tale om faktiske tilsagn, mens der for 2006 og 2007 er tale om forventede tilsagn.

 

Tabel 1. Tilsagn til almene boliger 2005-2007

Antal boliger

2005

2006

2007

Familieboliger

1.636

2.000

1.700

Ungdomsboliger

654

500

500

Ældreboliger

4.515

3.750

3.750

Almene boliger i alt

6.805

6.250

5.950

Kilde: Socialministeriet. Faktiske tilsagn 2005 (BOSSINF), samt budgetteringsforudsætninger for 2006-2007.

 

Nedsættelsen af grundkapitalindskuddet (den kommunale støtte til alment boligbyggeri) fra 14 til 7 pct. ophører pr. 1. januar 2007. Grundkapitalindskuddet bliver herefter igen 14 pct. Ændringen skønnes at medføre en reduktion på 300 familieboliger i 2007. Når effekten ikke forventes at blive større, beror det på, at det almene byggeri i de seneste år synes at være vendt tilbage til det tilsagnsniveau, der gjorde sig gældende før den midlertidige nedsættelse af grundkapitalen pr. 15. juni 2001.

 

Erfaringsmæssigt går der i gennemsnit omkring ½ år fra et alment byggeri får tilsagn til byggeriet faktisk påbegyndes.”