Besvarelse af Finansudvalget § 7 spørgsmål 35 - aktstykke nr. 189

Spørgsmål:

”Det fremgår ikke direkte af aktstykket, hvorledes skat for tidligere år afregnes for de kommende år. På denne baggrund ønskes følgende oplyst:

a.       Der bedes udarbejdet en opstilling, der viser hvorledes skatteafregningen til kommunerne er gennemført for 2001 i 2004, 2002 i 2005, og 2003 i 2006.

b.       Der bedes udarbejdet en opstilling, der viser hvorledes skatteafregningen til kommunerne gennemføres for 2004 i 2007, 2005 i 2008 og 2006 i 2009.

c.        Der ønskes en beskrivelse af samspillet mellem loftet over udskrivningsgrundlaget og det tilgodehavende, som en række kommuner vil have i 2009 for skatteindtægter i 2006.

d.       Ministeren bedes bekræfte, at staten ikke beslaglægger kommunale indtægter i 2009 og 2010, der vedrører Ã¥rene 2006 og 2007.”

 

Svar:

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har oplyst følgende:

”Punkt a.

Der vedlægges en tabel over efterregulering af skat til kommunerne for årene 2001, 2002 og 2003, som er afregnet i henholdsvis 2004, 2005 og 2006.

For de kommuner, der har valgt statsgaranti, vedrører efterreguleringerne alene ligningsprovenu, mens efterreguleringerne for de kommuner, der har valgt selvbudgettering, omfatter skat af både de selvangivne og de lignede indkomster.

Som det fremgår af tabellen, udgør de samlede efterreguleringer for kommunerne en indtægt i 2001 på ca. 2,1 mia. kr., mens der for 2002 og 2003 er tale om en kommunal udgift på henholdsvis 0,6 og 2,5 mia. kr.

Punkt b.

Lov nr. 495 af 7. juni 2006, lov om ændring af lov om kommunal indkomstskat, indebærer, at der ikke foretages efterregulering af skat for kommunerne for årene til og med 2006. Tilsvarende foretages der ikke efterregulering af tilskud og udligning for kommunerne for disse år.

Det fremgår således af lovforslagets bemærkninger (lovforslag nr. L 190):

”Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2007. Ikrafttrædelse pr. denne dato indebærer, at der ikke i 2007 og følgende år vil blive foretaget efterregulering af kommunal indkomstskat og kirkeskat for indkomstårene til og med 2006. For nærmere beskrivelse heraf henvises til bemærkningerne til § 37 i det samtidig hermed fremsatte forslag til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner.”

Af bemærkningerne til § 37 i forslaget til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner (lovforslag nr. L 194) fremgår følgende:

”Ophævelsen af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner betyder, at der fra og med 2007 ikke længere afregnes efterreguleringsbeløb efter denne lov. Efter denne lov skulle der for de kommuner og amtskommuner, der har valgt at selvbudgettere, foretages en efterregulering af tilskuds- og udligningsbeløbene i året tre år efter tilskudsåret. For de kommuner og amtskommuner, der har valgt at selvbudgettere for årene 2004, 2005 og 2006, skulle der således foretages en efterregulering af de selvbudgetterede beløb i henholdsvis 2007, 2008 og 2009. For amtskommunerne var det dog obligatorisk at budgettere med det statsgaranterede udskrivningsgrundlag og de statsgaranterede udligningsbeløb for 2006. Der ville derfor ikke kunne blive tale om efterregulering af amtskommunerne vedrørende dette år.

I denne efterregulering indgår ændringer som følge af forskelle mellem det skønnede indbyggertal og udskrivningsgrundlag, som har ligget til grund for kommunens budgetlægning, og det faktisk opgjorte indbyggertal og udskrivningsgrundlag for tilskudsåret. Det faktiske udskrivningsgrundlag er baseret på en opgørelse pr. 1. maj i året to år efter tilskudsåret.

For alle kommuner og amtskommuner skulle der endvidere efter den hidtil gældende udligningslov foretages en årlig efterregulering af tilskuds- og udligningsbeløb vedrørende tidligere år. I denne efterregulering indgik afregninger til kommunerne af indkomstskatter vedrørende tidligere år, dvs. afregninger fra og med indkomståret 2000 og frem til året 4 år før det pågældende år. Eksempelvis er den efterregulering, der er afregnet i 2006, baseret på den regulering af de kommunale skatter for indkomstårene 2000, 2001 og 2002, der er opgjort i perioden 1. maj 2004 til 1. maj 2005.

Både den første efterregulering for de selvbudgetterende kommuner og amtskommuner og de efterfølgende efterreguleringer vedrørende tidligere indkomstår hænger sammen med de efterreguleringer af kommunale og amtskommunale skatter, som foretages for de pågældende år. Efterreguleringer af skatter og efterreguleringer af udligningsbeløb vil typisk være modsatrettede, dvs. at en positiv skatteafregning vil give anledning til et negativt udligningsbeløb, mens en negativ skatteafregning vil give anledning til et positivt udligningsbeløb.

I forbindelse med nedlæggelsen af amtskommunerne og etableringen af de nye kommuner forekommer det imidlertid hensigtsmæssigt at afskaffe disse efterreguleringer af skat og udligning vedrørende de tidligere kommuner og amtskommuner. Det vil således fremover være staten, der afholder de udgifter eller indtægter, som disse efterreguleringer ville give anledning til.   

Afskaffelsen af efterreguleringen af tilskuds- og udligningsbeløb for de tidligere kommuner og amtskommuner følger som nævnt af ophævelsen af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner. Afskaffelsen af efterreguleringen af kommune- og amtsskat følger af det fremsatte forslag om ændring af lov om kommunal indkomstskat og af ophævelsen af lov om amtskommunal indkomstskat.”

Punkt c.

For 2006 blev der indført en begrænsning i kommunernes mulighed for at budgettere med vækst i udskrivningsgrundlaget, jf. lov nr. 549 af 24. juni 2005.

Denne begrænsning indebar, at der for 2006 blev lagt en begrænsning på væksten i det selvbudgetterede udskrivningsgrundlag for hver enkelt kommune i forhold til den statsgaranterede vækst for 2003 til 2006. Forskellen i vækst for perioden måtte således højst svare til forskellen mellem væksten i udskrivningsgrundlaget for den pågældende kommune og væksten på landsplan opgjort over den seneste kendte treårsperiode, 2000-2003. Forskellen i væksten skulle opgøres uden aktieindkomster.

Der blev på den baggrund fastsat et maksimalt udskrivningsgrundlag for hver enkelt kommune for 2006.

Som ovenfor nævnt indebærer lov nr. 495 af 7. juni 2006, lov om ændring af lov om kommunal indkomstskat, at der ikke foretages efterregulering af skat for kommunerne for årene til og med 2006, jf. punkt b ovenfor.

Punkt d.

Som det er fremgået under punkt b ovenfor, foretages der ikke efterregulering af de kommunale skatteindtægter for 2006. Det kan ikke på nuværende tidspunkt vurderes, om denne efterregulering ville have været en indtægt eller en udgift for kommunerne. Som det er fremgået af punkt a ovenfor, udgjorde efterreguleringen af skat for indkomståret 2001 en indtægt for kommunerne på 2,1 mia. kr., mens efterreguleringerne for indkomstårene 2002 og 2003 indebar en udgift for kommunerne på henholdsvis 0,6 og 2,5 mia. kr.

For indkomståret 2007, som er det første år efter kommunalreformen, foretages der efterregulering af skat og udligning for de kommuner, der vælger at budgettere med deres eget skøn over udskrivningsgrundlaget. Disse efterreguleringer vil blive afregnet i 2010.”

Jeg kan henholde mig hertil.